Ting betyder mere end, man lige tror, har jeg fundet ud af efter tre måneder i Corona-eksil. Det kan lyde overfladisk, men er dybt. Dybt berigende, dybt manifesterende og dybt, ja, nærmest fysisk mærkbart.

Langt om længe skulle vi renovere vores køkken. Lægge en væg ned, udvide og skabe det køkken-alrum, vi altid havde drømt om i den lejlighed, vi havde fået mulighed for at købe. Endelig inde på boligmarkedet. Med en følelse af at være næsten voksen og næsten ansvarlig, fraflyttede vi lejligheden en uge før Mette F lukkede landet ned. Og vores renovering stoppede. Det der skulle have været en ekspropriering i tre uger, blev til små tre måneder, men i forrige weekend flyttede vi endelig tilbage. Sært nok var det først her, at vi alle mærkede, hvor hårdt det havde været at bo midlertidigt. Bo et sted, der ikke var hjemme. I temporær transit med det mest nødvendige under armen.

Hvad er hjemme? Og hvad er et hjem? Det er der flere kunstnere, der gennem tiden har arbejdet med. En af de senere er tekstilkunstner Isabel Berglund og hendes projekt ’Home Mask Relations’, hvor folk strikkede grundplaner af deres hjem – konkrete, abstrakte eller utopiske. Det kom der mange fysiske strikkede grundplaner ud af og mindst lige så mange personlige erkendelser og dybe, rystende, positive og fundamentale følelser. Billedkunstner René Holm udstiller lige nu billeder fra Chernobyl, hvor 300.000 mennesker forlod deres hjem for en kort bemærkning, troede de – for aldrig at vende hjem. Disse forladte hjemlige scenarier fortolker han i sin seneste udstilling ’Silence’, hvor efterladte ting netop får ekstrem symbolladet værdi og tyngde.

Vores hjem definerer os. Mærker os. Præger os. Så hvordan vil du leve? Hvordan kan du leve? Og hvilke ting i dit hjem betyder noget for dig?

”Aj, hvor har jeg savnet det her glas”, sagde min datter forleden, da vi pakkede det nye, igen midlertidige, køkken ud. Det er de små ting, der betyder noget, talte vi om i den forbindelse. At de er vigtige, ja, nærmest vitale for vores velbefindende. Jeg mærker, at jeg har savnet en særlig kop. Eller flere faktisk. Jeg har savnet mine bøger, finder jeg ud af, mens jeg støver dem af for byggestøv. Jeg har savnet værkerne på væggen. Mit tøj, mine vaser, mine lamper. Min seng. Min sofa. Den pude, som en særlig veninde har lavet til mig. Den plaid, jeg har svøbt mig i og som jeg købte for min SU som studerende. Jeg har savnet dén kniv. Dét spækbræt. Dén gryde og dén skål.

Man får ofte at vide, at vi skal leve med mindre. Forbruge mindre. Verden kan ikke klare at producere alle de ting. Og de har ret. Ting har det med at fylde. Optage plads i den bagerste del af skabet. Medmindre du er så glad for dem, at du bruger og beholder dem. Eller lader dem vandre videre. Anvender dem nye steder. På nye lokationer. Dit kontor. Dit sommerhus – eller låner dem ud til venner, børn eller familie.

Ting betyder noget. Ting har ikke bare en funktion i en brugs-, dekorations- eller æstetisk sammenhæng, men er, har jeg erfaret og mærket fysisk nu vi er tilbage i vores hjem, en del af mit væsen og min væren i verden. Mine ting definerer mig. Manifesterer mine værdier og formidler det, jeg går op i. Det jeg holder af. Det, jeg bruger tid, penge og energi på, og som også giver mig energi tilbage.Ting skaber hjem ligesom klæder skaber folk. Ting er taktile. Man holder dem i hånden. Bruger dem. Støver dem af. Kigger på dem. Taler med dem. Ja, det kan jeg faktisk godt finde på. For de er livsvidner i fysisk og statisk form.

Jeg kender alle mine ting. Den lille figur, jeg fandt i en genbrugsbutik. Den hatteæske, jeg fik scoret mig på et loppemarked. Den håndlavede skål, jeg købte i en keramikers værksted. Det maleri, jeg hentede hos kunstneren selv. Ting med og uden synderlig værdi. Høje og lave statushierakier side om side. Samlet, fragtet og båret med mig gennem flytninger, nedpakninger, børn og svingende kvadratmeter og funktioner, men altid med genkendelsens og mindernes glæde, når de bliver pakket ud igen. Brugt igen. Værdsat igen.

Ting i et hjem…

Udstillingen IGEN skulle være åbnet i marts 2020, men er udskudt ‘until further notice’ pga. Corona. IGEN er en udstilling med tre kunstnere, der alle kredser om gentagelsen som motiv, proces og metode. I kataloget har jeg skrevet om væver Stine Skytte.

Stine Skytte er væver. En af dem, hvor vævens uendelige kombinationsmuligheder mellem mekanik, mønstre og tråde sidder i hænderne og bor i kroppen. Stine Skytte er også designer og tekstilkunstner og er det lige så naturligt som hendes praksis veksler mellem de forskellige fagligheder. For det er altid tekstilet, det handler om. Om udtryk, fortælling og farver – og hvad de enkelte elementer sammen og hver for sig gør ved vores oplevelse. For hvordan dannes en farve i væven, hvor flere forskellig farvede tråde interagerer og sammen skaber en ny farve? Og hvad gør en kraftig uld ved det samlede udtryk, når den møder en forfinet tråd i hør?

Der er en lethed over Stine Skyttes praksis. En lethed, der gennem årene er blevet endnu lettere, ja, nærmest sfærisk, for Stine Skyttes stærke intuition og erfarne håndelag på væven er de redskaber, som hun med ydmyghed og respekt går til opgaven med. Eller forsvinder ind i opgaven med. For Skytte bliver ét med idé, væv og arbejdsproces. Der er også en lethed over Skyttes inspirationskilder. Over måden, hun bliver suget ind i et bræt, hun er ved at falde over på jorden. Bliver nysgerrig over en anderledes flise i asfalten, en farvet husfacade eller over noget, der sidder fast i et træ. Faktisk er det sidste noget af det, hun elsker allermest. Der, hvor atypiske, overraskende og finurlige sammensætninger af ting, man ikke forventer, åbner ens øjne og skaber nye sammenhænge.

At få et nyt syn på det, der allerede eksisterer, har alle dage optaget Stine Skytte. Som studerende på Designskolen i Kolding var det tanken om at bevare noget gammelt ved at skabe noget nyt, der betog hende. Som at reparere et slidt stykke tekstil eller nyfortolke en gammel teknik. I dag gør Stine Skytte stadig en dyd ud af nødvendigheden ved at genbruge sine ældre væveprøver i nye værker eller ved at reparere en kjole, hvor Skytte forædler en gammelkendt metode og får lappen til at blive noget andet og mere end en reparation og bliver et lille kunstværk i sig selv. Genbrugstekstiler er en lige så stor del af Stine Skyttes bagkatalog, der tæller så diverse materialer som bouclé, hør, fiskesnøre, indpakningspapir, murersnor og strikkeuld.

Med stor opfindsomhed danser hendes sans for finurlige sammensætninger henover væven og skaber komplekse og alligevel enkle tekstiler. Stine Skytte er en mester i taktile sammensætninger og atypiske kontraster, hvor skrigende, syrlig pink taler til neddæmpet beige eller hvor åbne, transparente tråde understreger en kompakt kombination ovenover eller nedenunder. For Stine Skytte har det bedst, når hun smelter sammen med værket. Med processen. Smelter sammen med intuitionen, rytmen og vævens indre sammenhængskraft, hvor tiden forsvinder og tilfældet råder. Hvor hun giver slip og lader trådene tale. For som væver giver det ikke mening at styre tingene. Man kan ikke tænke sig til resultatet, men skal have hænderne i væven, i rytmen, i materialet og have tillid til resultatet.

Til denne udstilling har Stine Skytte vævet tekstiler til seks mindre skamler, som hun har farvesat for på den måde at gestalte en sammenhæng og et møbel, man både må flytte rundt med og ikke mindst sidde på. For tekstiler skal mærkes. Røres ved og opleves. Udstillingen byder også på todimensionelle værker, der som bannere eller tekstile billedformater byder sig til som florlette baner og kuriøse farvekonstellationer, hvor tråde, farver og udtryk ændrer sig alt efter, hvor du står, og hvor langt eller tæt, du er på værket. Udstillingens titel IGEN er i tråd med Stine Skyttes yndlingsbeskæftigelse. At lade vævens gentagende bevægelser og trådenes indbyrdes afhængighed interagere med hinanden igen og igen.