Hans J. Wegner er født i Tønder, der lægger by til et kommende museum med hans navn og møbler. Museet bliver en milepæl på adskillige parametre og forventes at stå færdigt i 2028. Hvorfor Wegner skal have et museum, taler jeg med direktør Anne Blond om, der også er aktuel med en nyudkommet bog om Wegners akvareller.

Hans J. Wegner er en af dem, de fleste kender. Spørg hvem som helst på gaden, og de vil højst sandsynligt svare, at han er møbeldesigner og at Kennedy engang sad i en af hans stole. Og præcis den hændelse opsummerer den verdenskendte, danske designer meget godt. For hans berømmelse trak langt ud over Danmarks grænser i en tid, hvor den globale opmærksomhed kom gennem fysiske møder, rejser og udstillinger, som var tungt på en helt anden måde, rent logistisk.

Stole er et andet nøgleord i Wegners virke, da stole blev den møbelarketype han blev ved med at arbejde på. Blev ved med at formgive igen og igen. Spisestuestole. Lænestole. Loungestole. Taburetter. Kontorstole. Sofaer, borde og lamper blev også en markant del af hans portefølje og Wegner var en ekstrem produktiv formgiver, der dog som udlært snedker havde en udpræget forkærlighed for træet i alle dens naturlige overflader, patineringer og mønstringer.

Ingen forstod som Wegner at skabe noget organisk, kurvet, humant og naturligt på samme tid. Hans enorme popularitet den dag i dag vidner om, at kvalitet og håndværk er to ting, der aldrig går af mode. Godt hjulpet på vej af de kompetente producenter som PP Møbler og Carl Hansen & Søn, der forvalter Wegners enorme bagkatalog af møbler, og den gode smag, som den til stadighed bliver formidlet og iscenesat i magasiner, gallerier og gennem high end brands, film, reklamer med mere.

I vandtårnet på Tønder Kunstmuseum har det længe været kendt, at man her kunne opleve og sidde i de fleste udgaver af Hans J. Wegners møbler. For Tønder var Wegners fødeby og som mangeårig formidler af Wegners arbejde, har museets tidligere inspektør og kurator, Anne Blond, de sidste fem år arbejdet stenhårdt på at skabe et kommende Museum Wegner.

Det startede med en forening, der begyndte at slå de første streger, indlede dialog med Wegners døtre, der tager sig af rettighederne, og igangsætte det store arbejde med at søge midler til at fuldende drømmen om et gennemført Wegner-museum.

Nu er drømmen så langt, at COBE Arkitekter har tegnet et ret så overbevisende prospekt på det kommende museum, der tager afsæt i den lokale marskgård Hestholm, der skal transformeres og integrereres i det nye byggeri, der på flere – og ekstremt subtile planer – flugter med Wegners filosofi og ‘way of life’. Det er helt utroligt spændende og magisk. Nu går næste fase i gang – anlægsfasen – der handler om at få det til at ske. At skaffe midler nok til at museet kan bygges, og drømmen, som vi nok er mange, der håber lykkes, kan realiseres.

Hvorfor skal Hans. J. Wegner have sit eget museum?

Det kommende Wegner-museum kommer til at have et stort fokus på særudstillinger, dvs. forskellige kontekster, som har forbindelser til Wegners møbler, hans designproces, hans syn på materialer, hans kamp for lokal produktion mm. Men ja, det er rigtigt, at museet som udgangspunkt bliver et museum for Hans J. Wegner og den møbelproduktion, der gjorde ham til en af verdens bedste og flittigste møbeldesignere. Det skal vi have, først og fremmest fordi Wegner er repræsentant for en generation af designere i Danmark, der ændrede vores måde at bo på, og som blev medskabere af det velfærdssamfund, som vi alle er vokset op i, og som har defineret os som mennesker, som danskere og som land.

Godt design, dvs. gode løsninger på hverdagsudfordringer og et godt liv, var noget, Wegner var eksponent for. Vi kan lære fra ham. Blandt andet kan vi lære at gøre os umage, være nysgerrige og se konstruktivt på udfordringer. Det samme kan udlandet. Wegner kunne noget, som fungerer på tværs af grænser, kulturer og på tværs af tid. Han var klassisk i ordets bedste forstand, og det er sjældent at opleve. Udlandets gunst var medvirkende til at gøre Wegner kendt i Danmark, og de har ikke glemt ham. Jeg er derfor sikker på, at et Museum Wegner vil blive et sted for international udveksling. Her kan man møde japanere, tyskere, marokkanere, der ønsker at opleve et totalunivers omkring hans design, men som også kommer for at lære håndværksmæssige detaljer på museets store værksted eller forske i møbeldesign ud fra museets samling, bibliotek eller arkiv.

En sidste ting, som også Wegner selv ville have påskønnet, er det kommende museums fokus på børn og unge og deres udvikling gennem leg og det at have et forhold til materialer og til naturen. Wegner var selv et stort legebarn, og den egenskab kommer vi i den grad til at dyrke. Leg skaber lyst til at se verden i et nyt perspektiv, afprøve ideer og ultimativt forhåbentlig vække en lille entreprenør i børnene – forstået på den måde, at de netop ikke bliver bange for udfordringer, men sætter sig for at løse dem på baggrund af nysgerrighed og evner.

Hvad bliver museets primære ærinde og virke?

Det bliver at formidle først og fremmest Wegner, dansk møbeldesign, bæredygtighed, kunstnerisk kvalitet, leg og entreprenørskab til børn og voksne. 

Dernæst bliver det at få oparbejdet verdens største samling af Wegner-møbler og et bibliotek og arkiv for den viden, og de emner, han selv var optaget af, og den viden og de emner, der kan belyse ham på bredest mulige måde, således stedet også kan tiltrække forskere, der har interesse for feltet, så vi hele tiden udvinder ny viden.

Endelig skal museet, dvs. den gamle Hestholm-gård, den omfattende udstillingsbygning, cafe/auditorium-pavillonen, den store have og marsken, der ligger hele vejen rundt om museet, være et attraktivt sted for udefrakommende gæster og de lokale borgere ikke mindst, fordi de her oplever en skøn helhed af arkitektur, landskab og design i verdensklasse blandet med en omkringliggende ro. 

Skal museet udelukkende udstille Wegner eller laver I også særudstillinger, der sætter Wegner i dialog med andre fagligheder og perspektiver?

Wegner bliver vores fokus og hans møbler vil altid være permanent at se i museet, men vi kommer i den grad til at fokusere på særudstillinger også. Særudstillinger med temaer, der enten kontekstualiserer Wegners møbler, hans virke, nogen eller noget fra hans samtid eller vores nutid, emner, der optog ham eller som var karakteristisk for den tid, han designede i.

Vi har således et meget bredt spektrum af muligheder for at vise særudstillinger, der belyser: teknologi, arkitektur, andre designere, kunst, håndværk, bæredygtighed, materialebevidsthed, biologi, leg, kunsthåndværk, velfærdsstat mm. 

I har valgt COBE som arkitekter til det nye museum. Hvad er deres visioner for museet og området?

Vores proces med COBE har været fantastisk! Vi valgte dem jo på baggrund af et oplæg, som vi havde haft med dem og fire andre arkitektvirksomheder. Her fornemmede vi fra COBE en stor interesse for Wegner, men også en interesse for det fremtidige sammenspil, som den arkitektoniske skitse er skabt på baggrund af. Vi mødtes 5-6 gange i løbet af COBEs arbejdsproces, hvor de den første gang viste os nogle forskellige veje at gå rent bygningsmæssigt. 

Da vi havde valgt retningen, forfinede vi sammen den endelige løsning på den måde, at vi kunne bidrage med praktisk viden om museer, viden om Hestholm/marsken/Tønder, viden om Wegner og viden om de mennesker, der både skulle arbejde der og besøge stedet, mens COBE kunne begynde at komme med bud på programmeringen, lysforhold, adgangsforhold, bygningsprincipper og -form mm. 

Deres vision for museet tager i høj grad udgangspunkt i Wegner som designer, i den værftsgård, der ligger der i forvejen, i det marsklandskab, der omgiver stedet og så selvfølgelig i de praktiske funktioner, som vi ønskede, museet skulle indeholde. Så museet har i den grad integreret sig i det omkringliggende og i stedets historie på en meget nænsom, men samtidig meget smuk måde, hvor det, der nybygges ikke tager pusten fra hverken det flade landskab eller den eksisterende gård. 

Dernæst har COBE analyseret Wegner som designer og har fundet otte principper, som han arbejdede med, og som de har kunnet føre over i arkitekturen, herunder bl.a. at bygningen ingen for- eller bagside har, at den er prætentiøs og uprætentiøs på samme tid, at man tydeligt kan aflæse det strenge retvinklede samtidig med den organiske modernisme i bygningen mm. Bæredygtighed har selvfølgelig også været et gennemgående tema, hvilket vi blandt andet forholder os til i bevarelsen af de eksisterende bygninger, i en fundering, der ikke bruger cement og i en fremtidig løsning på eventuelle store mængder vand, da marsken før dige-byggeriet var oversvømmet land. 

Hvad kommer det til at betyde for Tønder at få et museum af den kaliber?

Et øget positivt og konstruktivt fokus på området både fra nationalt og internationalt hold, flere udenlandske besøgende, et rekreativt og smukt helårssted for lokalbefolkningen, et sted, der forener en sønderjysk kulturarv – værftsgårde, tøndermarsk og lokale bygningstraditioner – med samtidsarkitektur og design i verdensklasse – dvs. noget at vise frem og være stolte af, muligheden for at omtale Tønder som Wegnerby, ligesom Odense er H. C. Andersens by (de er for øvrigt begge født den 2. april..) og alle de deraf affødte effekter såsom øget handel i byen, flere overnatninger på hoteller, i det hele taget flere mennesker der kommer til området, 14-15 nye arbejdspladser, tilflytning, og en mellemstor ny arbejdsplads. 

Dette har Sydbank Fonden spottet, og de har netop givet os 312.500 kr. til at fortsætte det gode arbejde…

Da Snedkernes Efterårsudstilling 2024 åbnede 4. oktober, holdt møbelprofessor ved Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, Nicolai de Gier, en åbningstale i anledning af 100 året for møbelarkitekt Kaare Klint. Så deltog du ikke i ferniseringen, kan du læse den her.

Er man glad for møbler – og det tror jeg mange af de tilstedeværende her er, ja, så er i morgen, den 5. oktober en historisk dag. I morgen er det nemlig præcis 100 år siden Kaare Klint åbnede dørene til en nyetableret Møbelskole på Kunstakademiet. Det giver også anledning til at kaste et friskt og fornyet blik på hele den tradition, vi både er så stolte af og til tider synes er en klods om benet.

Klints betydning har været helt afgørende for den danske møbelkunsts udvikling. Man kan være uenig med ham eller synes, at han var en tør fætter, men man kan ikke komme udenom ham. Han forbandt fortid med nutid og fremtid, og sikrede et humanistisk og håndværksmæssigt greb om modernismens indtog i Danmark. En funktionel modernisme, hvor kroppens behov og vilkår blev styrende for udformningen af både arkitektur og brugsgenstande.

For nylig talte jeg med én af vores ældre kollegaer, den nok sidste nulevende designer, der er blevet undervist af Kaare Klint. Han hedder Kai Kristiansen, er 95 år gammel og fortalte, at da han gik på Møbelskolen var de kun tre studerende. Udover ham selv var der to engelske studerende, der var kommet for at følge Klints undervisning. Jeg spurgte selvfølgelig til undervisningen og lærerstaben, og Kai kunne oplyse, at der foruden Klint, der ikke var der så meget, men kiggede forbi tegnebordene nogle gange om ugen, var to andre lærere på møbelskolen. Det var Rigmor Andersen og Børge Mogensen!

Det kan man kalde 1:1 undervisning – en lærer pr. studerende! I disse år er det blandt andre mig og gode kollegaer, der dribler mellem tegneborde og mødelokaler med møbelskolestafetten, hvor opgaven er at holde den i balance mellem tyngden af hele dens historie og vægtløsheden af dén fremtid, vi gør det hele for. I dag er de undervisningsøkonomiske realiteter dog noget anderledes ­­– vi har ca. 10 gange så mange studerende per underviser og løber lidt hurtigere mellem bordene.

I udstillingskataloget udfoldes årets tema, der tager afsæt i netop 100-årsdagen for Kaare Klint med en opfordring til os udstillere om at overveje de to ord; evolution og revolution.

Evolution var nok mere Klint. Hans værker var lavmælte og hans arbejde med sammenhænge og relationer mellem rum og møbler fint afstemt, kalibreret og stemningssættende. Materialebehandlingen, stofligheden og teksturen blev stille manifestationer af stoffets bearbejdning gennem et stærkt kunstnerisk stemt temperament.

Interessen for møbeltyperne gennem en nøje granskning af det, der var, med henblik på at formgive for det, der skulle komme, blev en vigtig programerklæring for de generationer, der fulgte efter, og er nok stadig en del af den enkle rygrad, vi synes, udgør kernen af dansk design. I det hele taget var Klints opmærksomhed mod studiet af historien interessant.

Historien er jo menneskehedens samlede erfaring, og netop i disse år, med stærke klimamæssige udfordringer, er en af vejene at se tilbage for at kunne se frem. Der ligger umådelig megen klogskab gemt i erfaringen, som kan aktiveres og nyfortolkes til gode svar og løsninger på nogle af vores udfordringer. Tidligere kunne møbler repareres, dele udskiftes og således sikres længere levetid.

Sammenhængen mellem Snedkernes Efterårsudstilling og Det Kongelige Akademi, der nu tæller både designere og arkitekter, er mere grundlæggende og går længere tilbage end de fleste måske er klar over. Ideen til SE opstod på Kunstakademiets Møbelskole, da Poul Kjærholm var professor. Vedtægterne blev udarbejdet i samarbejde med arkitekt Erik Krogh og Bernt Petersen, der blev udstillingsarkitekt for den første SE-udstilling på Den Permanente.

De to sidste herrer, havde begge en stor indflydelse – også på Danmarks Designskole. Man kan sige, at fødevejen er sket via hver generations transformation af Klints Møbelprogram. SE kan også ses som et frit læringsrum og eksperimentarium for faget, hvor ældre og yngre hænder, øjne og maskiner mødes.

Gennemgår man dette års SE-udstilling, må man sige, at der masser af courage.

Her er en boblende kreativitet og virkelyst, som ikke kan være andet en stimulerende at se på og blive inspireret af for en møbelbranche, der på mange måder er i et tidehverv.

Skal vi overhovedet kunne vende det rystende overforbrug og misbrug af ressourcer, må vi i fremtiden fremstille færre møbler, men af bedre kvalitet – ikke mindst designmæssig kvalitet.

100-året er en oplagt anledning til stillingtagen, evaluering af faget i dag ­ herunder dets værdi og dets retning. Holder faget eller skal det have en større ’reboot’? Hvor er vi, faget, om 100 år? Der er pludselig ikke så længe til, når man selv har levet mere end et halvt århundrede. Der er frygteligt længe til, set med bæredygtighedsorienterede briller. Så længe til, at vi møbelformgivere i en helvedes fart skal have justeret radikalt på holdningen til grundspørgsmålet; Hvordan arbejder man bedst med form, funktion og materialer i dag?

For ikke så længe siden var komfort, skønhed og kvalitet tilstrækkelige svar. Mange af os ville ønske, det stadig gjaldt, men Snedkernes Efterårsudstilling 2024 viser, at de fleste af os holder fast i disse klassiske og beundringsværdige værdier, Problemet i dag, og særligt fremover er blot, at det ikke er nok. Vi er i dag også nødt til at beherske os. Materialemæssigt, produktions- og mængdemæssigt og omsætningsmæssigt!

Det smukkeste ved SE er dog, at vi her har et rum til at udfolde os næsten lige, som vi lyster. Her må vi begå forsøg, vi må være forsigtige eller vilde, hensynsfulde eller frigjorte, som vi nu er, vi må lykkes og vi må fejle. Vi er et laboratorium for både det mulige og det umuliges møbelkunst. Det er noget så vigtigt. Især for os selv. Vi udvikler os hver især med udfordringen og vi udvikler os sammen, ved årligt, via det udstillede at gøre status over, hvor fagets formgivere gerne vil være. Vores udstillede møbler stritter i alverdens og alle tiders retninger og det er skønt.

Dette års udstillingstitel opfordrer til evolution og revolution. Om lidt vil fagets anmeldere evaluere os på baggrund af denne titel. Lever vi op til den? Som udstillere og i det hele taget? Lad os selv benytte den kommende tid til hver især at gøre det samme. Lad os påbegynde det næste århundrede for den danske møbelskole og -tradition med at aftale, at vi fremover vil tilføje et punkt til vores grundspørgsmål, nemlig ansvar. Altså, hvordan arbejder vi bedst, og mest ansvarligt med form, funktioner og materialer i dag – og fremover? Men, lad os aldrig glemme eksperimentet, håndværket og fællesskabet!

Ej heller manden med så mange mængder, mål og mod, Kaare Klint. Skål for møbler og Snedkernes Efterårsudstilling 2024.