Anne Tophøj samler keramikkens historie og teknikkens hjælpende hånd i hybrider mellem metodisk grundforskning og keramisk intuition. På Peach Corner har hun netop åbnet solo-udstillingen Løs Hånd, Høj Stue, hvor stuens forudsigelige og ofte oversete genstande er kommet under kærlig keramisk fortolkning. Portrættet har tidligere været udgivet på designETC, men genudgives her, nu sitet er lukket ned.

Anne Tophøjs keramik er råt og fint. Glat og flosset. Industrielt og håndlavet. Funktionelt og kunstnerisk. Men mest af alt tophøjsk. Anne Tophøj er en erfaren og klassisk trænet keramiker, der gennem de sidste 20 år har modtaget et hav af priser og anerkendelse og udstillet i store dele af verden. Senest har Anne Tophøj modtaget den svenske Prins Eugen-medaljen med ord som ‘eksperimenterende’, ‘håndværksmæssig formåen’ og ‘nysgerrig’ knyttet til begrundelsen.

Alle tre ord er sigende for den danske keramikers arbejde og udtryk. Nysgerrig af natur. Nysgerrig på sit fag og materialets muligheder, der leder os hen til den eksperimenterende tilgang, som nogle endda rubricerer som grundforskning. Og som en kompetence på toppen hæver Anne Tophøjs håndværksmæssige erfaring og særegne greb om leret de to foregående kendetegn op i et internationalt niveau.

Keramikkens autonomi
Anne Tophøj er en keramiker, der de sidste 20 år har arbejdet særligt med den autonome tanke i forbindelse med de keramiske materialer. Her er det produktionsmetoderne, som afgør, hvordan udtrykket skal være. Hvordan teknik og proces bestemmer udtrykket ved, at keramikeren sætter noget i gang, som hjælper sig selv færdigt. Den autonome tankegang fik et skub fremad i forbindelse med et udstillingsprojekt, hvor tesen var, om man kunne arbejde lige så hurtigt, som man tænker. Den ambition speedede arbejdsprocessen op og skabte nogle interessante resultater, der alle havde bevægelsen og det autonome afsæt som fællesnævner.

Glasurens sammensætning
Anne Tophøj opstiller ofte dogmer som mediator i beslutningsprocessen – en metode hun udviklede sammen med sin tidligere samarbejdspartner for bevidst at nå til det punkt, hvor tingene laver sig selv. Tingenes autonomi – for nu at vende tilbage til keramikerens øjensynlige hovedstol – og produkternes egne evner til at kommunikere deres budskab i forhold til den kontekst, de skal placeres og virke i.

I Anne Tophøjs værksted er der fyldt med prototyper, unikke udstillingsværker og kopper til salg sammen med glasurprøver fra specialistens eget kartotek i kampen for at finde den rigtige sammensætning af farver, transparens og tyngde til objekternes fremtoning. Og på spørgsmålet om alle keramikere har deres eget afprøvede og indsamlede kartotek af glasurprøver og opskrifter, svarer hun: ”Det er ikke alle, men det har jeg.”

Producent i eget regi
Anne Tophøj er selv producenten bag det meste af sin keramik, for nogle af metoderne er hendes helt egne, og hun har endnu ikke kunnet finde nogen, der kan gøre hende produktionen efter. Og metoden med indrejningsmaskinen, hvor den flossede kant af overskydende ler presses op, udgør et stærkt eksempel på Tophøjs signatur. En industriel maskine, der skaber den imperfekte og uafsluttede kant og opnår et udtryk, der befinder sig mellem kunsthåndværk og industri. Mellem traditionel og moderne. Mellem hånd og teknik.

I Annes hænder kan inddrejningsmaskinen skabe den fortælling, der rummer kimen til de fleste keramikeres nye håb om en genfødsel af det håndlavede. Fordi pottemagerfaget, som vi kender det, er væk, og storindustrien har taget over. Fordi Kina er blevet din leverandør, så dygtige lokale keramikere i hele verden er blevet presset i bund.

Anne Tophøj viser, at der er en vej. For inddrejningsmaskinen er industriel, og hun har praktisk taget ikke hænderne på produktet i processen. Men det ser sådan ud pga. de flossede kanter, der skyder sig op af lerets egen vilje undervejs. Og det er interessant. Både for Anne Tophøj som æstetisk og metodisk eksperiment og som universelt tema i kampen for at bevare lokale arbejdspladser og århundreders overleveret faglig viden. For moderne kommercielt kunsthåndværk er per se bundet til maskinerne og konjunkturerne, men Anne Tophøjs metode mellem industri og old school-æstetik varsler nye muligheder. Både som genstandsfelt for hendes egen grundforskning i værkstedet og for et fag i forandring.

Peach Corner skriver om udstillingen Løs Hånd, Høj Stue:

Stuen er et centralt rum. Her er vi omgivet af vores ting – stueting. Mange af dem er af keramik; små genstande, som vi bruger til dagligdagens behov og til pynt: fade, skåle, lysestager, urtepotter … Vi lægger ikke så meget mærke til dem, de glider hurtigt ind i hverdagslivet. Vi bruger dem, håndterer dem, gør dem rene, sætter dem frem og tilbage – nogle gange glemmer vi dem helt, de er der bare.

Christina Augustesen fusionerer sine fagligheder med lysets mellemkomst. Som arkitekt og billedkunstner skaber hun værker og installationer, der viser nye sider af det, vi ofte taler om, men har svært ved at indfange – lyset. Ultimo januar åbner hun solo-udstilling på Viborg Kunsthal, der tager afsæt i relationen mellem lys, farver, rum og mennesker.

Christina Augustensens værker fangede mig første gang på Bornholms Kunstmuseum i 2022, hvor hendes solo-udstilling Gennem Lysets Rum foldede sig ud over flere sale. I et enkelt, men generøst greb var hun gået i dialog med Bornholmermalerne Edvard Weie og Niels Lergaard – som et benspænd, der hjalp hende med at skabe værker og samle udstillingen. Det dobbelte blik, som Augustesen besidder qua sine to fagligheder – arkitekten og billedkunstneren – gik her op i en sjælden fin helhed, hvor fornemmelsen for rummenes arkitektur og udstillingens helhed blandede sig på værkniveau med farver, lyssætning og interaktion værkerne imellem.

Augustesens værker var både væghængte lyskasser, der transformerede lyset igennem forskellige farvefiltre i rolige tempi – og mere analoge skulpturelle lyskasser, der stod frit i rummet. Flere af kasserne i akryl havde mat belægning, der gav fornemmelsen af at man blot kunne ane farverne bag – som diffuse farvetryk og fornemmelser for overgange mellem dem. Betagende og frustrerende på samme tid, fordi man ligesom ikke kunne komme ind til – eller afkode – farverne i deres rene form. Farverne blev snarere fremkaldt bag det matte glas og var derfor distanceret i deres måde at blive opfattet på – fysisk og mentalt – gemt der bag akrylkassens ’frostede’ overflade.

Som arkitekt og lyskunstner er Augustesen både praktisk og abstrakt i sin tilgang til sit medie; lys. Det sfæriske genstandsfelt, vi som mennesker har en klar opfattelse af, men som ingen af os kan indfange eller fastholde, gestalter hun i sin praksis, så vi netop kan forholde os til det. Se det qua hendes værker og måde at gå til emnet på. Vi taler om lys dagligt, men hvad består det egentlig af og hvad gør det ved os?

Christina Augustesen forsøger at give et svar ved eksemplets magt. Til sin nye solo-udstilling på Viborg Kunsthal har hun taget afsæt i Goethes farvelære og hans betragtninger om farver som levende og dynamiske, og som resultat af interaktionen mellem lys og mørke. Udstillingen materialiserer dagslysets forandring i intensitet, farve og bevægelse fra morgengry til skumring og forholder sig til kroppens skala og rummets beskaffenhed. Lysets subtile forandringer indfanges og indrammes i en række værkinstrumenter skabt i akryl og farvefiltre. Værkinstrumenterne – eller værkinstallationerne – skaber en poetisk og kropslig ramme for den besøgende og de mulige refleksioner over lys, tid og rum.

Hvorfor fascinerer lyset dig – fagligt og menneskeligt?

Lyset har altid fascineret mig. Især dagslyset – med dets dynamiske karakter – hvor lyset skifter i farver, intensitet og retning i løbet af dagen. Lyset er med til at fortælle en historie om materialer, rum og stemninger. Lys er også essentielt for vores syn og vores opfattelse af verden omkring os. Det hjælper med at regulere vores biologiske rytmer, herunder døgnrytmen, og har direkte indflydelse på vores sundhed, humør og generelle velbefindende.

Lyset er livs-essentielt! Og for mig personligt min helt store inspirationskilde og drivkraft. Og så synes jeg stadig det er magisk og storslået at tænke over, at lyset indeholder alle farver og at det er i mødet mellem lys og mørke, at rum og farver opstår.

Hvornår fik du idéen til at arbejde i mellemrummet mellem arkitektur og kunst?

I min kunstneriske praksis har arkitektur og kunst altid været forbundet. Jeg synes det er spændende at skabe ting, der er rumlige og som har perspektiv – og mine projekter og værker har altid en iboende rumlighed i sig og et forhold til den menneskelige skala. Dette skyldes, at vi sanser ud fra vores menneskelige proportioner og vores kropslige relation til omgivelserne.

Når jeg skaber mine værker og udsmykninger tager jeg afsæt i konteksten som noget helt naturligt. Det er konteksten, der skaber rammen og medspillet eller kontrasten til værkerne. Jeg tager altid afsæt i de ”aktiver” arkitekturen bringer med sig og lader dem blive udgangspunkt for min måde at arbejde med lyset og farverne på. Jeg elsker, når konteksten bærer en historie med sig, som kan skabe en dialog mellem ”en anden tid” og den samtid, som jeg er en del af. Det er en gave at kunne tappe ind i noget eksisterende og bygge flere lag på i form af sanseoplevelser, der opstår i rummet mellem det immaterielle og det materielle. Imellem Lyset og Materialet.

Hvorfor er det interessant at udforske relationen mellem lys, farver, rum og mennesker?

Relationen mellem lys, farver, rum og mennesker er for mig vigtige parametre i vores sanseøkologi. Det er en måde at være i verden på – i det pågældende ”nu” og i en sansning over tid. Det er i de små skift i farver på himlen, der gør,  at vi kan forholde os til tiden eller at vi kan lade tiden stå stille.

Det er relationen mellem lys og mørke, der skaber rum, og det er relationen mellem lys og det stof lyset rammer, der skaber farverne. Farver er kun farver i det øjeblik, de sanses og bliver en information til hjernen eller kroppen. Vores krop, hjerne, øjne og perception er ”maskinen”, der fremkalder farverne og skaber vores verden og stimulerer os. Det er begreber som kropsbevidsthed, rum og tid der er afgørende for vores opfattelse af virkeligheden.

Hvad er grebet i din nye udstilling Colour Instruments i Viborg Kunsthal?

Udstillingen Colour Instruments tager udgangspunkt i østfløjens særegne arkitektur samt relationen mellem lys, farver, rum og mennesker.

Til udstillingen har jeg skabt et foranderligt univers med lysrelieffer, dynamiske farvekompositioner samt en 5 x 7 x 2 meter stor installation der indtager østfløjens dobbelthøje rum og hvor nye rumlige farveblandinger skabes i takt med at man bevæger sig rundt imellem de nedhængte baner af diffuse og farvede folier.

Udstillingen materialiserer dagslysets forandring i intensitet, farve og bevægelse fra morgengry til skumring og forholder sig til kroppens skala og rummets beskaffenhed. Lysets subtile forandringer indfanges og indrammes i en række værkinstrumenter skabt i akryl og farvefiltre. Disse værkinstrumenter medierer de besøgendes sansning og perception og skaber gennem en poetisk kropslig oplevelse ramme for komplekse refleksioner over lys, tid, rum og væren.

Colour Instruments er skabt med inspiration fra Johann Wolfgang von Goethes farveteorier og hans betragtninger om farverne som levende og dynamiske, og farverne som resultatet af interaktionen mellem lys og mørke.

Hvordan og hvorfor er Goethes farveteori stadig relevant?

Goethes tankegang og teorier er yderst relevante, da de understøtter en bevidsthed om at alt hænger sammen – at en farve fx nøjagtig sanses som den pågældende farve qua de farver og lys, der er omkring den pågældende farve. Det er i helheden at sansningen opstår.

Goethe fremførte, at farver ikke kun forstås ud fra videnskabelige målinger af lysbrydning, men også ud fra menneskets oplevelse af farver i naturen, og gennem en relationel sansning.

Ifølge Goethe kommer farver til udtryk, når der er en kontrast mellem lys og mørke. For eksempel skaber mødet mellem lys og mørke en række farver, som han mente var direkte relateret til den menneskelige opfattelse af verden omkring os. Goethe mente, at farver er et subjektivt fænomen, der bør forstås ud fra menneskets oplevelse og følelser.

En af Goethes væsentlige opdagelser var, at farver kunne fremhæves og intensiveres gennem kontraster. Når en komplementær farve placeres ved siden af en anden farve, intensiveres farverne i forhold til hinanden. Dette er et essentielt redskab og viden til brug i skabende processer. Ligeledes fremførte han begrebet ”afterimage”* som et vigtigt element i farveteorien, hvor han fremhævede, hvordan kontraster spiller en central rolle i hvordan vi oplever farver, og hvordan disse oplevelser kan påvirke vores emotionelle og æstetiske reaktioner.

Hvad ønsker du at publikum får med sig fra din udstilling?

Ro – og et rum til at være med og i deres egen puls og følelser. Jeg ønsker at publikum får en sanseoplevelse, der kan skabe et nærvær – som opstår gennem farverne og lysets direkte kommunikation til sanserne, kroppen og sjælen.

Og måske får de en nysgerrighed på lyset som fænomen og hvordan farverne i udstillingen alle er blandet igennem rumlige farveblandinger, der opstår qua værkernes rumlige instrument-strukturer og dynamiske karakter.

*Afterimage er en visuel effekt, hvor en farve fortsætter med at “lyse” i synsfeltet, selv efter at den oprindelige stimulus er blevet fjernet. Dette fænomen opstår, når øjet tilpasser sig en farve og derefter producerer et komplementært billede, når den farve ikke længere er til stede.

CHRISTINA AUGUSTESEN

Uddannet arkitekt fra Det Kongelige Akademi, København 2004, lysdesigner fra The Bartlett School of Architecture, London, designkursus fra Central St. Martins Art School, London samt  Kunstskolen Spektrum, København, 2021.

Christina Augustesen har modtaget adskillige anerkendelser og legater heriblandt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Hun er fast tilknyttet Galleri Lene Bilgrav og en flittig underviser og foredragsholder.

Udvalgte Udstillinger:
”Colour Instruments”, solo-udstilling, Viborg Kunsthal, 2025, “There is a Light”, gruppeudstilling, galleri Specta, 2025, ”Flight of Fancy”, duo-udstilling med Astrid M. Christiansen, Galleri Lene Bilgrav, Aarhus 2024, ”Bornholmermalere Tur/Retur”, Gruppeudstilling, Bornholms Kunstmuseum, Rø, 2023, ”The Golden Hour”, duo-udstilling med Ptolemy Mann,Galleri Lene Bilgrav, Aarhus, 2022, ”The Blue Hour”, duo-udstilling med Ptolemy Mann, Officinet, København 2022, ”Gennem Lysets Rum”, solo-udstilling, Bornholms Kunstmuseum, Rø, 2022, ”Daylight Instruments”, solo-udstilling, Bagsværd Kirke, Bagsværd, 2020, ”Mellem usynlige lag”, gruppeudstilling, Kirsten Kjær Museum, Thy, 2020, “Defining Structure”, Gruppeudstilling, The Cello Factory, London, 2018, 250th Summer exhibition, Royal Academy of Arts, London, 2018, “Charlottenborg, Forårsudstillingen, København, 2016, KE 15, Kunstnernes Efterårsudstilling, København, 2015 , “Farb Freude Explosion”, Dencker + Schneider Gallery, Berlin, 2015, “One Beam of Light”, The Institut of Contemporary Art, London, 2013.

www.christinaaugustesen.com
@christinaaugustesen