Astrid Krogh er en af Danmarks ypperste tekstilkunstnere, der radikalt har udøvet sit fag gennem ikke tekstile materialer. Istedet har hun udforsket neon, guld, himmelrummet og havets planter i en international karriere i godt 25 år. Nærværende portræt var en del af bogen Danish Creatives, men har ikke tidligere været udgivet på dansk. 

Lys er en allestedsnærværende kraft for tekstildesigner Astrid Krogh, og lys er med tiden blevet Kroghs kunstneriske markør, som hun fortolker i nye medier og nye sammenhænge til nye situationer. For selvom Astrid Krogh er uddannet og skolet som klassisk tekstildesigner og føler sig dybt forbundet med gobeliners historiske arv og kelimtæppers komplekse mønstring, arbejder hun eksperimenterende med lys i nye og andre materialer. Neon, bladguld og lysledende fibre er nogle af de mest gennemgående, som Krogh har formidlet i sin 25 år lange karriere som formgiver af taktile lys-oplevelser.

Lyset kom med opvæksten på den vestlige kant af Danmark, som også har givet hende en særlig kontakt til det åbne, blæsende landskab. På landet i Vestjylland er naturen en uomgængelig del af hverdagen, og glæden ved lyset og de åbne vidder tog Krogh med sig til hovedstaden, hvor hun uddannede sig til tekstildesigner på Danmarks Designskole. Umiddelbart efter sin afgang etablerede hun sit eget studio, for Astrid Krogh har altid vidst, at hun ville gå sin egen vej. På et arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst tog hun kontakt til kunstmuseet Trapholts daværende direktør, fordi hun havde en idé til en udstilling med gardiner, der filterede lyset på forskellige måder. En udstilling, hvor tekstilers mangfoldighed og evne til at skabe liv i rummet var i centrum.

”Gardinerne skulle være lavet af alt muligt forskelligt og ikke være ’normale’ tråde. I min afsøgning af materialet, fandt jeg de optiske fibre, hvor jeg kunne væve direkte med lyset. Her kom interessen for det kunstige lys, som siden er gået hånd i hånd med min optagethed af det naturlige lys i alle dets aspekter. Lys er immaterielt og har ikke en bestemt farve. Solen er selvfølgelig det kraftigste lys, og der er noget magisk i at se lyset fra den forandre sig i løbet af et døgn. Hvordan farverne ændrer sig om eftermiddagen, når tusmørket falder på, eller hvordan en solnedgang lyser himlen op i et bredt spektrum af farver fra orange, lyserød og dyb pink,” fortæller hun.

Natur og kultur
Astrid Krogh fik sin udstilling på Trapholt i 2000 ved at overbevise direktøren ud fra sin bærende idé og en stak tekstilprøver. Siden da, har Astrid Krogh arbejdet med at fusionere det digitale og det analoge. Udnytte forskelle og skabe synergier – og flytte fordomme og konventioner i et fag, der daterer sig tusindvis af år tilbage. For tekstiler har altid haft en særlig status eller funktion, fra klædedragter og gobeliner, der positionerede prestige og magt, til lavpraktiske tæpper og plaider med særlige mønstre og farver alt efter kultur og funktionalitet. ”Stofligheden ligger i tekstilets natur. Det er derfor, at det er så besnærende at arbejde med”, forklarer hun.

Astrid Krogh arbejder i et skabende rum mellem arkitektur, kunsthåndværk, design og kunst og skaber efterhånden udelukkende bestillingsarbejder til bygninger – indvendigt som udvendigt. Hospitaler, uddannelsesinstitutioner, kulturelle organisationer og den danske regerings domicil på Christiansborg er blandt nogle af kommisionsopgaverne. Og Astrid Krogh er da også en ener i sit felt, for ingen andre havde på dansk grund vævet med neon før Krogh, og materialet er efterhånden blevet hendes signatur. Neons evne til at transformere et rum via software, der ændrer farverne efter en timer, har haft stor betydning for Kroghs arbejde. Og til førnævnte opgave på Christiansborg skabte hun et værk, der gjorde netop det. Skiftede farve efter 45 sekunder, fordi det var den tid, det tog at gå igennem korridoren. Det kan derfor virke paradoksalt, at Krogh bruger naturen så konstant og insisterende i sine værker, når materialerne ofte er unaturlige eller kunstige som neonrør og lysledende fibre. Astrid Krogh forklarer:

”Naturen er inspirationen og materialet bestemmer ’formen’. Man kan måske sige, at jeg i min arbejdsproces prøver at finde frem til materialets egen natur: Om jeg anvender folie, guld eller optiske fibre, så har de hver deres natur. Jeg kan godt lide at kaste mig over nye materialer og er nysgerrig efter materialesammensætninger, selvom jeg ofte ender med blot at anvende ét materiale i et værk. Men ja, jeg prøver at formidle oplevelser eller fænomener, som jeg finder i naturen. Måske synes jeg at ’det unaturlige’ klæder ’det naturlige’ eller sætter det i en anden dimension. Og paradokset er måske netop det, der får os til at undre os?”

Og netop den undren eller refleksive evne er der mange, der mener, at værket Lysvæld, som Astrid Krogh skabte til altertavlen i kirken på det danske hospital, Rigshospitalet, har. Her brugte hun guld til at reflektere lyset og give varme til kirkens lidt kolde rum, der jo skal rumme stærke følelser. Ligesom når du står på en kølig strand en tidlig morgen og solen kommer frem bag skyerne. Den gyldne varme ville Krogh ramme i sit værk – i fornemmelse og form.

”Guld repræsenterer solen og jeg tænkte, at der skulle noget varme ind i det rum. Fysisk som psykisk. Solen rammer guldet på altertavlen og forandrer hele rummet og skaber nærmest en gylden aura omkring sig. Det rum gør en kæmpe forskel for mange mennesker, der har det svært pga. sygdom eller dødsfald, og jeg har oplevet folk, der fortæller om min altertavle derinde – det gør mig glad.”

Mønstrenes potentiale
Astrid Krogh skaber sine værker i sit atelier på Islands Brygge i København. Her er der lyst og højt til loftet. Hele fire meter og 90 kvadratmeter at boltre sig på, faktisk. Og ligesom Kroghs værker, der balancerer mellem teknik og praktik, er her da også både en analog væv i træ, computer og et hav af materialeprøver i mere eller mindre stringente opsætninger. Lyset vælter selvfølgelig ind i det store atelier, hvor to vinduer og en dør ud til en brandtrappe i stål leder solen på vej. Hjørnet befolkes af en patineret lænestol. Ovenover en reol, hvor bøgerne står skævt og skråt, som om Krogh har for travlt til at ordne dem og lige har søgt inspiration og kastet bogen tilbage på hylden – eller fordi orden betyder mindre. Min fornemmelse siger mig, at Kroghs arbejdsproces balancerer begge dele. Gud ligger i detaljen, men her er det de store linjer, der trækker læsset. Det overordnede greb. Den bærende idé. Detaljerne bliver løst hen ad vejen sammen med et hold af underleverandører; ingeniøren, arkitekten, teknikeren, computereksperten, astrofysikeren eller andre specialister.

I Kroghs studio blander tapede skitser på væggen sig med potteplanter og mindre som større materialeeksperimenter. Her møder optiske fibre klassisk vævede tekstiler, og studiets to store vinduer er flankeret af et blåt gardin i graduerende nuancer, der blev skabt til Kroghs udsmykning af en sal på The Danish University Centre i Beijing. Her greb hun tilbage til det traditionelle tekstil som bærende materiale, hvor den graduerede blå farve skulle forbinde Kina og Danmark. Blå som i Musselmalet porcelæn – Danmarks nationalstel, ifølge nogle. Porcelæn kommer oprindeligt fra Kina og teknikken ligeså – og projektet blev døbt China Blue. Interessen for farver og mønstre hænger uløseligt sammen hos Astrid Krogh.

”Jeg er først og fremmest optaget af dynamikken mellem det genkendelige i det statiske mønster og overraskelsen, livfuldheden i mønstre, der forandrer sig. Lyset skaber mønstre via materialet. Mange af mine ting forandrer sig over tid – enten qua dagslyset eller ved at lyset i sig selv forandrer sig. Mønstret kan være med til at give værket en ekstra historie om tid og sted… og rum? Jeg er optaget af mønstre, som opstår i naturen, fordi de ofte indeholder en eller anden form for foranderlighedsfaktor. Mønstret består således aldrig af en eksakt gentagelse, men af en genkendelig gentagelse. I mine øjne er det i spændingen mellem genkendelig og eksakt, at mønstre bliver levende og aldrig forudsigelige.

Jeg leder ofte efter materialets egen mønstring. I min ’Cloud Illusion’-serie prøver jeg at bearbejde folien eller spejlmaterialet, så mønsteret opstår via eller i samspil med materialet, mere end at jeg blot påfører et mønster. Måske er det en afledning af vævens præmis om, at mønsteret opstår i samspil mellem teknik og materiale. Mine værker indeholder ofte en foranderlighedsfaktor som lysskift, så man ligesom i naturen har mulighed for at blive overrasket og aldrig helt kan regne den ud. At arbejde med mønstre er også et arbejde med analyse og beregning, og lige præcis den kombination mellem analyse, beregning, undring og beundring er et interessant spændingsfelt,” forklarer kunstneren.

Rummet som medbestemmer
Når man arbejder med så store og komplekse værker som Astrid Krogh gør, er rummet en vital faktor. En medspiller, der influerer på, hvor meget lys, fladerne reflekterer, og hvor meget værket skal larme – eller det modsatte. Det, Krogh selv kalder at spille med eller mod rummet:

”At læse eller at forstå et rum kræver tid. Ofte har rummet en faktor, der gør, at det naturligt forandrer sig over tid – lysindfaldet for eksempel. Hvis man skal opfange det, kræver det, at man rent faktisk oplever det. Med årene har jeg opbygget en form for rum-erfarings-bank, som jeg benytter mig af, når jeg arbejder med en opgave. Grundlæggeren af Kunstmuseet Louisiana, Knud W. Jensen, og andre før ham, kaldte det Stedets Ånd – Genius Loci. Igennem årerne har jeg forsøgt at udvikle et sprog eller en model til at ’fange’ steders specifikke karaktertræk, som jeg enten går med eller imod i mine udsmykninger,” siger Krogh.

Værket ’Skylight’ til Nya Karolinska Hospitalet i Stockholm fra 2015 er et godt eksempel. Her udsmykker fem cirkelrunde disketter med en diameter på 2,5 meter atriummet og ændrer farve i løbet af hele døgnet. Som en imitation af naturen og lysets skiftende, changerende forløb, der inviterer til refleksion og kontemplation. Astrid Krogh arbejder også med rummet, når hun lader materialet skabe mønstre eller farve i sig selv. Som i værket ’My Golden Horizon’, hvor guldet reflekterer lyset i forskellige nuancer.

”Når guldet er foldet, har det samme farve, men når det er foldet ud, får guldet lov til at arbejde med sig selv og kaster forskellige skala af sig alt efter, hvor lyset rammer fladen. Derfor kan jeg lave en farveskala via guldet, for i dagslyset skaber refleksionerne sine egne nuancer. Materialet kan også få sin egen mønstring ved at jeg perforerer og deformerer det, så det fanger lyset forskelligt og reflekterer hele rummet”.

Lys og refleksioner er også nærværende i andre betydningsmæssige sammenhænge. Som stemningsskabere, hvor lys i forskellige nuancer og tempi skaber en nærmest meditativ oplevelse af rummet. Arkitekter har altid været fascineret af lys og idag er det videnskabeligt bevist, at folk både arbejder og befinder sig bedre under rette lysforhold. Lys indvirker på produktiviteten og glæden. Det sidste er vitalt, når talen falder på sundhedsvæsenet. Her er lys efterhånden blevet en almenvidenskabelig faktor, der fremmer helbredelse og forkorter indlæggelse. Som terapi, som stemningsskaber og som meditativt redskab til at fremme refleksion og kontemplation. Måske er det derfor, at flere af Astrid Kroghs større udsmykninger findes her. På hospitaler og uddannelsesinstitutioner?

Krogh og de internationale ambitioner
Et af Astrid Krogh senere værker er netop til Albert B. Chandler Hospital i Lexington, Kentucky, USA. Også her har hun taget afsæt i arkitekturen, det lokale og det kontekstuelle. Som at værket skal udsmykke en gårdhave, hvor lys er en mangelvare. Som at Gyldenris (’goldenrod’) er den officielle blomst i Kentucky. Også her bruger hun guld for at trække lyset ned og skabe varme i et uderum, hvor 60.000 blade bladguld bliver påført direkte på murstenene – i form af en Gyldenris. Den gigantiske florale udsmykning sætter streg under Astrid Kroghs ambitioner; at hun tidligt har satset på en international karriere.

”Min første soloudstilling var hos Maria Wettergren på Art Basel i Schweiz. Det handlede om at rejse ud i verden og komme udover den tilbagevendende diskussion om, hvorvidt det, jeg skaber, er kunst eller kunsthåndværk. Det handler i stedet om, om jeg og andre kan bruge det til noget. Om det ”virker”, altså skaber nye oplevelser, nye rum, nye sansninger hos mig selv og andre. Når man arbejder internationalt, er der meget færre forudfattelser og forbehold. Det er fedt. Det var lidt ligesom første gang, jeg fik en bil og det gik op for mig, ’Hey jeg kan komme rundt’. Det er den samme fornemmelse – verden er større end Danmark og der er muligheder at gribe. Men det er også besværligt at lave et projekt i Kentucky. Der er en vis grad af uforudsigelighed i det, jeg laver, og det skal man kunne leve med og navigere i som menneske. Det gode er, at der er muligheder for, at jeg kan lave det, jeg holder af. Der er et marked for det. Sådan havde jeg det ikke, da jeg kun arbejdede i Danmark.”

Kunst, design eller kunsthåndværk
Tidligere var der skarpe skel mellem faggrupperne kunst, design og kunsthåndværk. I dag overlapper de tre discipliner ofte hinanden og ingen tager længere skarp notits af, om de gør og hvorfor. Astrid Krogh har aldrig brudt sig om at høre til i en kasse, hvis nogen var i tvivl, for det handler om sagen, værket og ikke om, hvorvidt man er det ene eller det andet. Personligt orker hun ikke diskussionen om, hvorvidt det er kunst eller design, men henholder sig til, at der er et marked for det, som hedder Gesamtkunstwerk – kunst som har en funktion eller skal indgå i arkitektur.

At Astrid Krogh har stærke meninger om det brede felt af overlappende discipliner, hun arbejder og navigerer i, var nok også medvirkende årsag til, at hun i en fireårig periode var formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og design. Her var hendes fornemste opgave at finde frem til relevante projekter sammen med et udvalg på i alt seks fagpersoner, der fordelte statslige støttekroner. Den teoretiske side af hendes fag optager ligeldes Astrid Krogh. Derfor tog hun fat i flere af feltets fremmeste internationale meningsdannere, da hun ville udgive en bog om sit arbejde. Bogen Flux Luminous var en måde at artikulere sit arbejde, at fremkalde sit faglige selv. At blive bevidst om nogle greb, som man i den blinde vinkel ikke altid selv kan se. Kuratorer, forskere og kunsthistorikere skrev Astrid Krogh frem i en kontekst af lys og videnskab. Af historie og håndværk i en ny tid. Som den ambitiøse og moderne brobygger mellem low-tech og high-tech hun er, hvor hun modigt og insisterende kræver fremdrift og sætter sin faglighed utrætteligt i spil med andre fagligheder og nye teknologier. Uden forbehold.

Chris Liljenberg Halstrøm har en perlerække af møbler i produktion hos solide internationale brands og har modtaget adskillige anerkendelser, men fik også for travlt. Så begyndte hun at brodere for at trække tempoet ned. Det er gået så godt, at hun nu udstiller internationalt. Nærværende portræt var en del af bogen Danish Creatives, men har ikke tidligere været udgivet på dansk. Nu kan du læse det her i en opdateret udgave.

Chris Liljenberg Halstrøm – efternavnene alene er som taget ud af en svensk børnefilm, hvor de hopper rundt på klipperne i solskin. Og det passer næsten, for selvom Chris Liljenberg Halstrøm er lige dele svensk og dansk, er hun vokset op i Danmark med jævnlige afstikkere til Sverige, hvor hendes bedsteforældre boede. Barndommens ferier blev brugt ved havet på den svenske vestkyst, ligesom hun søgte tilbage til Sverige før og under hendes uddannelse og endte med at bo fem år i Stockholm. I 2019 købte hun og familien hus i Småland, hvor de bruger så meget tid som muligt, ligesom Halstrøm ofte arbejder deroppe. Sverige skal genopdages, og netop Småland i det sydlige Sverige er uopdaget land for designeren, der er ekstremt begejstret for de mange mindre håndværksproducenter, der findes her og som vi ikke længere har i Danmark. Noget tyder på, at nye samarbejder kunne blive aktuelle her.

Nordisk minimalisme, grundig proces
Chris L. Halstrøms møbler er for mange synonyme med den nye bølge af nutidigt dansk design, der trækker en lige og kærlig linje til efterkrigstidens store danske møbelkoryfæer som Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Poul Kjærholm. Minimalistisk humanisme i møbelform. Nøjsomme i sprog og virkemidler, men ekstremt dedikerede i materialer, finish og funktionalitet. Mestrenes møbler skulle være mindst lige så gennemarbejdede underneden som ovenpå, og den tankegang spejler sig også i Halstrøms arbejde og metode. Chris L. Halstrøm skriver sig således ind i den fortsatte fortælling om de rene materialer og enkle, stoflige greb, der også handler om at tænke sig om og gøre tingene ordentligt. Det er derfor hun tillader sig at bruge et halvt år på at modne en idé for at nytænke de givne problemer, som møblet skal løse. I den proces læser hun meget. Falder tilbage på sine helte som den danske forfatter Willy Ørskov og bogen ’Aflæsning af Objekter og andre essays’ og franske Roland Barthes og titlen ’The Empire of Signs’.

”Jeg læser og skriver meget i mine processer. Det starter med, at jeg finder et område, jeg synes er interessant at dykke ned i. Det kunne være en hverdagssituation som at tage opvasken. Den er som regel kedelig, så hvordan kan jeg gøre den sjov, interessant eller sund? Jeg prøver at gå rundt om emnet. Er det i virkeligheden det, at man tænker enormt godt, når man vasker op, at jeg skal tage fat i? Eller at det er sundt at stå op, og hvordan kan jeg så gøre det indbydende? Mange elementer kan gøre en opvask god, og når jeg får en idé, er det vigtigt at tænke vinklerne på tværs og nytænke udfordringen. Jeg skriver som regel de forskellige scenarier igennem, hvor der kommer en klarhed over situationen, som jeg tegner til. Disse refleksionsøvelser, om man vil, er en vigtig del af min proces, for så ved jeg, hvad det er, jeg laver noget til. Det er essentielt, at jeg bruger tid nok i denne del af processen. Og så ændrer det sig som regel igen, når jeg begynder at arbejde med det. Men det giver mig et grundigt fundament, så jeg ved hvorfor og hvordan jeg kan lave ændringer. Jeg tror, at der er mange, der stopper for tidligt i deres proces, når de har fået en god idé, og så kan det blive en hårdere proces end det behøver at være. Hvis man ikke kommer hele vejen rundt om en vinkel, et problem eller en udfordring, kan man hurtigt køre fast uden at have nogen værktøjer til at komme videre. Det er min erfaring, at det er vigtigt at være grundig og opsøge og afklare det, man kan tidligt i processen”, forklarer designeren.

Andre inspirationskilder som rejser, film, materialer og samtaler føder Halstrøms indre som ydre kartotek og fysiske reol på studiet. Kilder, der akkumulerer muligheder og sammenstillinger, som hun kan arbejde videre med. Sidste sommer faldt hun tilfældigvis over en ny bog om parret Ulla og Jon Kandell, som hun ikke helt forstod, da hun blev introduceret for deres arbejde for over tyve år siden.

Sommeren 2019 faldt en masse ting om mit arbejde på plads. Jeg læste en nyudgivet bog om det svenske designpar John og Ulla Kandell – og bagefter forstod jeg, hvad det var, de kunne. Jeg har altid været tiltrukket af John som formgiver, men aldrig helt forstået det, han lavede. Det gjorde jeg i sommeren 2019. Det var den vildeste optursoplevelse at se sig selv og mærke, at dekoration ikke var så farligt. Det er bare en anden funktionalitet. Og det åbnede op for broderiet”.

Bænke og taburetter
I starten af september 2020 blev Chris L. Halstrøm konfronteret med det faktum, at hun var nomineret i tre ud af seks kategorier til en af Danmarks store designpriser: Årets Møbel, Årets Indretning og Årets Designer. Hun vandt de to, hhv. Årets Designer og Årets Møbel, men tager den ekstremt gode nyhed med ophøjet ro. Den offentlige opmærksomhed er nemlig den, hun bryder sig mindst om. Der er ingen tvivl om at det er dejligt at blive anerkendt i form af nomineringer og priser, men hun bliver især glad, når hun møder folk, som bruger hendes møbler til hverdag.

”Når jeg laver et nyt møbel, spørger jeg mig selv, hvad det skal til for? Jeg skaber møbler for at folk skal bruge dem, og bliver super tilfreds, når de er glade for mine møbler. Jeg er ret uinteresseret i at fortælle historier. Jeg er mere interesseret i, at mine møbler kan skabe grobund for, at folk selv kan læse historier ind i dem. Hvad er det, der gør, at folk er glade for møbler? Hvorfor er jeg selv mere glad for en Wegnerstol end en plasticstol og hvorfor er det nogle gange omvendt? At opleve et møbel, der patinerer flot og taler ind i en kulturhistorie – og måske minder en om noget andet – har været med til at definere mig. Det handler også om at få en taktil oplevelse, en interaktion med møblet. Jeg har hørt fine historier fra folk om, hvordan de bruger Georg-taburetten og hvorfor de kan lide den. Nogle handler om, at de fleste af os har et forhold til uld, læder og træ som noget genkendeligt og trygt. Andre handler om, at taburetten er så tilpas åben i udtrykket, at man kan læse sin egen oplevelse ind i møblet og at den har et tvist, der gør, at man har lyst til at blive ved med at kigge på den”, forklarer designeren.

Chris L. Halstrøm er nok mest kendt for netop Georg-serien for Skagerak/Fritz Hansen, der har vundet adskillige priser og i flere år har givet hende og familien smør på brødet. Og kigger man designerens bagkatalog igennem, finder man da også flere bænke og taburetter end lænestole og sofaer.

”Jeg kan bedst lide at lave bænke og taburetter, fordi der er noget skulpturelt over dem, der er sjovt at arbejde med. Det er små skulpturer, du kan sætte dig på og de forholder sig til rum og arkitektur på en skulpturel måde, hvor man mindes om kroppens tilstedeværelse. Vi sidder altid på bænke og taburetter derhjemme. Sjældent på stole. Stole optager mig ikke nær så meget som de små ekstramøbler, som bænke og taburetter ofte kategoriseres som. Sundhedsmæssigt har jeg altid syntes, at de var spændende. At sidde på en bænk eller en taburet træner din ryg for eksempel. I Finland har de gået planken ud og sat mærkater på kontormøbler, hvor de advarer mod stillesiddende arbejde”, pointerer hun.

Faktisk har hun lavet en stol og har flere på tegnebrættet. Vester Chair i samarbejde med møbelproducenten Skagerak for det historiske danske badehotel Svinkløv, der skulle genetableres efter en altødelæggende brand i 2016. Det er den stol, der blev kåret til Årets Møbel og indretningen af badehotellet i samarbejde med forpagter Louise Toft-Hansen, hun er nomineret til Årets Indretning for.

”Det var et spændende projekt med lige netop den stol, fordi jeg havde et tydeligt udgangspunkt at arbejde ud fra. Svinkløv Badehotel skulle gentænkes, men samtidig skulle hotellet være, som det altid har været. Det var en sjov kontrast og Vester er blevet en stol, der er meget anderledes end de hvidmalede træstole, som stod på hotellet tidligere. Stolen skulle både udtrykke en let og uhøjtidelig stemning, da gæsterne jo nogle gange sidder i badekåber i restauranten, men den skulle også understrege værdien af de udsøgte råvarer i køkkenet og håndværket i selve huset. Samtidig ville jeg gerne gøre noget ekstra ud af stolens ryg, som man ser mest af alt i en restaurant. Og netop fordi det fra starten var tænkt som en restaurantstol, er der kommet et håndtag på, så man kan trække stolen ud for ens sideperson. Derudover danner de bagerste ben to små knager til for eksempel at hænge en taske eller trøje på. At have så konkret et sted eller en problemstilling at arbejde ud fra, tror jeg rigtig meget på. Jeg havde i hvert fald ikke tegnet stolen på den måde, hvis ikke jeg havde haft lige netop den udfordring,” forklarer designeren.

Broderi som katarsis
Efter 18 år som aktiv møbeldesigner er Halstrøm et etableret navn, der har langvarige og solide partnerskaber med flere kvalitetsproducenter, ligesom samarbejdet med det amerikanske brand Design Within Reach har sat hendes nål ned i det internationale landskab. Men selvom Chris L. Halstrøms karriere er bygget af håndgribelige beviser på, at hun er en succes, de fleste designere vil give deres højre arm for at matche, er Halstrøm efter en årrække med ekstrem travlhed og stramme deadlines nået til den erkendelse, at der skal være plads til andre ting. Plads til at gøre mere af det, der sætter hende fri, menneskeligt og kreativt.

”Jeg har haft for travlt, og været overbelastet af for mange projekter på for kort tid. Jeg har været heldig. Jeg kan leve af det, og har nogle gode kunder og frugtbare samarbejder, men der er også et tempo på, som slet ikke passer til mig som person. Så jeg begyndte at brodere, mens jeg havde travlt med alt muligt andet – og fandt ud af, at jeg har en endeløs tålmodighed med broderiet. Hvert eneste sting kræver den samme opmærksomhed. Jeg kan ikke sidde og se TV imens, for jeg skal se, hvor jeg stikker nålen ind. Det kræver fokus. Til gengæld får jeg hørt en masse podcasts om kunsthistorie. Jeg begyndte at brodere, fordi jeg ville tilføje det til nogle udstillingsmøbler, jeg var i gang med, men det endte med at blive noget helt andet og et skift i min praksis, som jeg havde brug for. I hvert fald for en tid, for møbler vender jeg helt sikkert tilbage til, og det ene udelukker ikke det andet”.

Nyfortolket tradition og håndværk
Det kan lyde gammeldags at brodere og jeg får uvilkårligt ældre mennesker, der sidder med brillen på næsen og kaffen på sofabordet, ind på nethinden, når jeg prøver at forestille mig, hvordan broderi ser ud i det 21. århundrede. Og kender man bare lidt til Chris L. Halstrøms strømlinede æstetik og forkærlighed for det japanske, ja, så forventer man heller ikke at finde puder med korsstingsbroderede roser i hendes studio. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, da hun fortalte, at hun var begyndt at brodere. Men resultatet er ganske enestående og aktuelt. Broderi som værk med modernistisk kant, som man har lyst til at eje.

”Jeg broderede meget som helt ung. Da jeg begyndte igen, troede jeg, at det skulle have noget med møbler at gøre, men det skulle det slet ikke. Når broderierne hænger på væggen, kigger man på et håndværk og bliver forundret over, hvad der sker med farven, overfladen og det samlede udtryk, der står og flimrer som om det var levende. Jeg bruger broderiet på en uhensigtsmæssig måde i forhold til, hvad håndværket egentlig egner sig til, nemlig komplicerede mønstre med mange farveskift. Jeg broderer store flader i ens farver. Monokrome flader i lodrette sting i stedet for korssting, så der bliver mellemrum mellem tråden, der gør, at fladen står og flimrer lidt. Stoffet, jeg bruger, er også grovere nogle steder, ligesom tråden i bomuld/hør-vævegarn er ujævn og nogle steder decideret tynd, hvilket igen skaber den variation, der på en kæmpestor flade opleves som flimrende. Jeg kan aldrig planlægge helt, hvordan det vil tage sig ud, fordi stoffets baggrundsfarve blander sig med tråden. Derfor laver jeg mange prøver, for det er garn og stof, der tilsammen skaber det endelige udtryk. Det er altid spændende at se, hvordan det forvandler sig foran øjnene på mig, og det er først, når det er færdigt og spændt op på ramme, at jeg kan se, om det virker eller ej. Jeg startede med organiske former, for jeg skulle jo ikke bare brodere en firkant, men fandt ud af undervejs, at det lige præcist var det, jeg skulle”, forklarer hun. ”Jeg havde brug for at fjerne mig fra form, så man kan opleve broderiet mere rent. Og netop firkanten er den mest menneskeskabte form, så vi nærmest ikke oplever den som form længere. Derved blev der plads til håndværkets eget udtryk”, forklarer Halstrøm, der dog erkender, at de organiske former igen har fundet vej til lærredet.

Lyder det nørdet? Det er det. Men Chris L. Halstrøm er en nørd. Og det er det, der er fantastisk. For hun formår som få i branchen at artikulere sine refleksioner og sætte ord på, hvorfor og hvad et møbel eller et håndværk kan. Hvordan materialerne arbejder sammen. Chris L. Halstrøm mener selv, at folk må tro, at hun er farveforskrækket, når de ser hendes møbler, men hun er af den klare overbevisning, at møbler skal indgå i sammenhænge i folks hjem, hvor der i forvejen er mange ting, materialiteter og nuancer, og derfor kan det være en fordel at bruge nedtonede farver og naturmaterialer. Når hun broderer, er der tale om et andet medie, hvor det giver mening at arbejde med farver på en helt anden måde. Og det giver ekstrem stor mening for Halstrøm at have bekendt sig åbent til denne nye nærværende og meningsfulde sti i hendes arbejdsliv.

Proces og modstand
Chris L. Halstrøm er en nutidig møbeldesigner. En af dem, der ikke er bange for at tale ærligt og reflekteret om den modstand, man kan møde undervejs og som kan være følgesvend i perioder. Måske fordi hendes mand har arbejdet akademisk med feltet igennem en årrække og hun derfor er vant til at være i dialog omkring det. Måske fordi hun per natur er søgende og nysgerrig af væsen. Hun er bevidst om, hvornår det er svært og har flere værktøjer til at komme igennem modstanden på.

”Jeg er meget bevidst om modstand i min proces. Det kan godt være frustrerende, men kun til den grad, hvor jeg ved, hvad jeg skal gøre. Fx ved jeg, at hvis jeg laver et nyt projekt, så skal det tage mig mindst et halvt år at lave det, hvor jeg arbejder i etaper. De projekter, der ikke har tid til at modne, kan godt gøre mig nervøs, men med tiden er jeg blevet god til at undgå de situationer. Jeg tør godt at blive i det, når det er svært, og prøver at tegne, bygge eller læse mig videre. Jeg har mange strategier for, hvad jeg kan gøre. Der findes masser af teorier for, hvordan man kommer i flow. Man kan give hjernen gode omstændigheder for at arbejde bedst muligt. Man skal for eksempel lære at genkende hvornår og hvordan, man arbejder bedst og ikke slå sig selv i hovedet, når man ikke lige får noget gjort. For mig gælder det, at jeg har en ret disciplineret arbejdsform, blandet med perioder af flowtilstande, hvor tiden flyver afsted og jeg glemmer alt omkring mig”, siger hun.

Chris L. Halstrøm er i flow. Med idéer, samarbejdsrelationer og anerkendelser. Man mærker det straks, når man træder ind på tegnestuen, hvor professionel effektivitet er i dialog med reoler fyldt med bøger, broderiprøver, garn og forskellige møbelprototyper i pap og træ. Her er hyggeligt, rart og ikke mindst menneskeligt – en fornemmelse, der bliver bekræftet, når man bevæger sig ud i baglokalet, hvor en tæt ophobning af udstillingsprojekter, større prototyper, materialer og andet gør det en smule udfordrende at finde det lille køkken i hjørnet. Men det er sådan det er. Det kreative liv i flow. Et flow, der sendte hende til Los Angeles for at deltage i udstillingen ”Autonomous Design” i Schindler House. En drøm, der har været med hende længe. At udstille i netop det hus – fyldt med historie og patina.

CHRIS LILJENBERG HALSTRØM

Født i 1977. Bor og arbejder i København, med perioder i Sverige.

Uddannelse:
Konstskolan Stockholm, Stockholm 1998-1999, Nyckelvikskolan, Stockholm 1999-2000, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, København 2001-2007, Universität der Künste, Berlin, 2004-2005

Populære designs:
Georg og Vent-kollektionerne sammen med Vester Chair for Skagerak/Fritz Hansen, Sommer-kollektionen for Design Within Reach

Udvalgte udstillinger:
Depping, Odgaard, Halstrøm, Jørgensen 2018, Snedkernes Efterårsudstilling – 2009-2018, 2023, 2024, Dansk Design NU, Designmuseum Danmark, permanent udstilling, Fetishism, Trapholt 2015, Gathering, Designmuseum Holon, Israel 2014, TextielMuseum Tilburg 2013, Mindcraft 2012, Milano Design Week.

Anerkendelser:
Ole Haslunds Kunstnerfond 2024
Årets Designer 2020, Danish Design Awards
Årets Møbel 2020, Danish Design Awards
Det treårige arbejdslegat, Statens Kunstfond 2017
German Design Award 2017
Elle Decoration Swedish Design Award 2016
German Design Award 2016
Red Dot Award 2014
Statens Kunstfond præmiering 2010

Kommende udstillinger:
Galleri Lene Bilgrav i Aarhus. Peach Corner under 3daysofdesign, vandreudstillingen The Shakers på Vitra Design Museum, ICA Philadelphia og Milwaukee Art Museum.

Chrisliljenberghalstrom.com
@chrisliljehal
@chris_l_halstrom