Billedhugger og tekstilkunstner Martine Myrup upcycler genbrugstekstiler til kunstneriske værker med nye konnotationer. Denne røde urne skabt af en cykeltrøje i nylon gjorde et særligt indtryk på mig. Det fortæller jeg om i denne  klumme, der tidligere har været udgivet på onlinemagasinet designETC.

Jeg spottede den med det samme. Så den fra afstand, da jeg trådte ind på Frue Plads Marked. Kunsthåndværkermarkedet, der de sidste 30 år har fyldt pladsen ved Københavns legendariske kirke. Året var 2015, og jeg spottede den røde krukkelignende form tværs over pladsen og tænkte, ’hey, der skal jeg over’.

Jeg kendte ikke tekstilkunstner Martine Myrup af navn. Men da jeg så hendes bod, genkendte jeg pludselig hendes sprog, som en del af et Biennaleprojekt, hun lavede i 2013 sammen med tekstildesigner Tina Ratzer. Projektets poetiske underfundighed havde også dengang smittet mig med en følelse af krøllet finurlighed.

Tina Ratzer og Martine Myrup havde nemlig sendt deres projekt tværs over Atlanten fra Danmark til Canada, hvor Myrup boede. Frem og tilbage gled sytøj, nål og tråd over oceaner indtil projektet faldt i hak. Nu huskede jeg det. Genkendte den tekstile historie om genbrug af tekstiler omsat til professionelt håndelag med en ekstra fortælling ovenpå.

”Den er lavet af en gammel cykelryttertrøje”, fortalte Martine, mens jeg stod og blev forelsket. Jeg fik lov til at røre. For denne krukke var lavet af stof. Af en tidligere rød cykelryttertrøje – i nylon. Sirligt syet efter patchwork-metoden. I trekanter sat sammen til firkanter – eller snarere rektangler – der fra foden voksede sig ud i en krukkeform med småbuttet mave og smalnede ind igen ved halsen, hvor farven graduerede tone i tone over i en sart og slidt lyserød, som man først så helt tæt på. At den var slidt i farven, altså.

For det umiddelbare udtryk var ’spotless’ og så langt fra genbrug, som man kan komme.

Wauw. Nu var jeg virkelig forelsket. Og fascineret. Fascineret af det skønne i at blive taget med bukserne nede. Fascineret af det fejlfri håndværk. Fascineret af fortællingen om, at upcycling med denne krukke trådte ind i en helt ny æra. Ud af mølkuglelugtende genbrugsbutikker og ind på de bonede gulve.

Jeg var opløftet over, at blive konfronteret med en udøver, der med dette modige greb, både fortolkede keramikhistorien med en arketypisk typologi, men gjorde det i et helt andet materiale: Tekstilet. Og tilmed i et genbrugstekstil. Krukken var let som en fjer – nylon og pap jo – men tung af timers håndarbejde med nål, tråd og hjerne. Det lette tekstil som kontrast til krukkens konventionelle materiale i ler var jo nærmest en provokation.

”Det er en urne”, pointerede Martine. WTF! Det var jo endnu mere modigt, ja, nærmest morbidt-blasfemisk. Jeg var solgt. Måtte eje den. Købte den på stedet og har ikke fortrudt det ét sekund. Den krukke gør mig godt dagligt, og minder mig om, at fordomme er bedst, når de bliver til en positiv overraskelse over, at ’there is more than meets the eye’.

Her er min takketale for Wegnerprisen 2025 – en pris jeg er ovenud taknemmelig for at modtage. Talen var en fornøjelse at holde i de formelle og ovenud smukke omgivelser på Schackenborg Slot.

Wauw! Det havde jeg alligevel ikke troet. At jeg som formidler ville modtage denne fornemme pris. I en ærekær og dygtig formgivers navn. Jeg elsker jo allerede Tønder.

Jeg er temmelig stolt over at stå her. Især fordi jeg ikke har nogen formel uddannelse i at skrive. Jeg har bare gjort det. På min egen måde. Til stor udfordring for min specialevejleder på universitetet, der syntes mit sprog var lidt for kreativt til et akademisk speciale. Men når jeg tænker tilbage, så rammer den beskrivelse nok i virkeligheden det, der er blevet min kæphest og mit fornemste ærinde igennem tiden; nemlig at formidle svært tilgængeligt stof på en tilgængelig måde. At balancere form og indhold, så formen ikke overtager indholdet, men finder hinanden i et jævnbyrdigt forhold, der kommer læseren til gode.

Måske er det fordi, jeg ikke selv er vokset op i et akademikermiljø? Måske er det fordi, smagskonventioner er meningsløse at opretholde? For hvem har krav på den gode smag? Den sande fortolkning? Eller den mest rigtige måde at opleve kunst, design og kunsthåndværk på?

Ord hjælper. Ord bygger bro mellem forståelse og genstand. Ord skaber billeder, der igen hjælper med at skabe mening. Og selvom design, kunst og kunsthåndværk i høj grad selv er i stand til at kommunikere sit potentiale, kan den rette formidling styrke mødet mellem genstand og den nysgerrige modtager.

Netop nysgerrigheden er nok en af mine stærke sider. At jeg er nysgerrig på viden, mennesker, materialer og ideer – og ikke mindst nysgerrig på dynamikkerne imellem dem. Det er derfor, at ord er så vigtige. For ord besidder kraften til at forbinde mennesker – med ting og oplevelser – og med hinanden. 

Jeg elsker at skrive. Elsker at forbinde tanker med tastatur og miste fornemmelsen af tid og sted. Det er et gigantisk privilegium, at mit fag også er min hobby. Et sted, hvor jeg har været så heldig at berøre folk med mine ord, så jeg bliver berørt af, at de føler sig set og fremkaldt, når jeg har brugt mine ord om deres arbejde. Det er virkelig den aller-aller-bedste dag på jobbet.

Jeg føler også, at denne pris er en anerkendelse af, hvor vigtigt det er at formidle vores felt. Hvor vigtigt det er at sprogliggøre, debattere og perspektivere form og idéerne bag. Hvordan faglig dialog kan udvide vores forståelse for et fag, et håndværk og intentionerne med det. Det er dannelse og historie – to essentielle sten i det kulturelle fundament.

Jeg er en heldig kartoffel – det er sådan jeg føler det, når jeg får lov at skrive. Og måske ser jeg det endnu mere nu, hvor mit arbejdsliv også består af andre opgaver som at rådgive udøvere, redigere bøger og skabe udstillinger. Butikken for Ord holder dog altid åbent. For ord er blevet min kærlighed og kraft, selvom det ikke var givet på forhånd, at jeg skulle leve af at skrive.

Hans J. Wegner er også en heldig kartoffel, for hans navn og ærinde lever videre med stor respekt. Hans virke er for mig indbegrebet af dedikation. Af fordybelse og dyb veneration for det materiale, han brugte det meste af sit liv på at være i daglig dialog med. Indre og ydre dialog – om detaljer, strukturer og konstruktion – om æstetik, tradition og form. At han nu – 7 9 13 – får et museum i eget navn her på sin fødeegn er så oplagt og ambitiøst, at det er åbenlyst genialt.

Jeg håber inderligt, at museet står på Hestholm inden for en overskuelig årrække, som planen foreskriver. For hvilke uanede muligheder for at videreudvikle traditionen ved at lade arvesølvet indgå i nye samtaler med samtiden og fremtiden – med politiske, historiske og materialemæssige snitflader og formgivere fra Danmark og hele verden. Det bliver en fest, som jeg vil elske at lægge ord til.

Tusind, tusind tak! 

Juryens motivering:

Der er ikke en, der kender den danske kunsthåndværker- og designscene bedre end Charlotte Jul.

I over 25 år har hun med en imponerende vilje og dedikation viet sit professionelle virke til at sætte ord på nutidens kunstneriske processer gennem et hav af artikler, interviews, anmeldelser og talks. Hun har både som redaktør og skribent været med til at sætte en dagsorden og dermed hjulpet sin egen tids kunsthåndværk og design til ikke at blive glemt, men tværtimod kræve en plads og en stemme som en af nutidens største danske kunstarter.

Hendes aktive pen har altid været at finde i såvel trykte som digitale medier. Her skal særligt fremhæves hendes egen vigtige og indbydende hjemmeside www.charlottejul.com og dets tilhørende nyhedsbrev, som hver måned siden 2021 er landet i et utal af mailbokse. På en lødig og inspirerende måde opfordrer hun her den enkelte til gennem samtaler, anmeldelser, essays og debatoplæg at åbne sig for de kræfter, der ligger i det gode kunsthåndværk og gøre kunsten til en aktiv del af sit eget liv.

Charlotte Jul får Wegnerprisen 2025 for hele tiden at være der, hvor fremtidens kunsthåndværk- og designhistorie skrives, for at kere sig om forståelsen af den udøvendes metier og for aldrig at slippe formidlingen og forståelsen af den danske designhistorie.

Kurator og partner i SOLOSOLO Anni Nørskov Mørch afslørede årets modtager af Wegnerprisen 2025 med denne fornemme tale. Den royale ramme på Schackenborg Slot i høj solskin slog den smukkeste tone an til dette flotte arrangement. Som modtager er sådan en tale den smukkeste gave. TAK!

Tak for ordet og tusind tak for æren at få lov at afsløre og tale til årets modtager af Wegner-prisen.

Modtageren af årets Wegnerpris kender jeg ret godt.

Hun har åbnet døre for mig som yngre skrivende i kunsthåndværk- og designfeltet.

Hun har inspireret mig.

Og hun har sat røde streger i mine blødende tekster. Og plaster på.

Men jeg er bare en blandt mange, der er blevet berørt og motiveret af dagens prismodtager, som er kropsliggørelsen af engagement i dansk kunsthåndværk og design.

Det personlige glødende engagement og dygtighed er naturligvis vigtigt for en højt specialiseret og vidt forgrenet, men også fragmenteret kunstform som kunsthåndværk og design. Engagement og dygtighed er vigtigt for, at faglighederne kan udvikle sig og bidrage til andre områder af samfundet.

Men engagement og dygtighed gør det bare ikke alene.

Der skal knofedt til.

Rasende blind arbejdsiver og dumstædig virkelyst.

Vi ved det.

Os, der kerer os om dansk kunsthåndværk og design og de værdier, der ligger i at have kvalitet mellem hænderne og skønhed mellem ørerne.

Det står dagens prismodtager også for.

Det at gøre arbejdet. At blive ved. At bygge sin egen megafon. At udfordre sig selv. At udfordre feltet.

Derfor er det mig en stor glæde at annoncere, at årets modtager af Wegnerprisen er Charlotte Jul!

Charlotte Jul er cand.mag i spansk, filosofi og design fra Københavns Universitet, selvstændig siden 2000 og dertil løbende tilknyttet forskellige væsentlige aktører i designfeltet såsom det Kongelige Akademi.

Hun virker som utrættelig skribent, lejlighedsvis kurator og årelangt medlem af designjuryen for 15. juni Fondens hæderspriser til nyuddannede designtalenter.

Og så er Charlotte Jul er en vidunderlig redaktør.

For som nævnt kender jeg Charlotte, da hun flere gange har været min redaktør på tekster, som jeg spændt har sendt til hende.

Nænsomt responderer hun på det fremsendte med et: Er det sådan, du vil fremstille det? Så man straks begriber, at man har skrevet sig selv helt i hegnet – og finder vejen igen.

Dét kvitterer hun så for med overstrømmende versaler, der springer ud af skærmen som en redaktionel krammer så hård og kærlig, som dem man får, når man møder hende til alle – ja, alle – ferniseringer og begivenheder i det danske kunsthåndværk- og designlandskab.

Et landskab som hun for nylig og meget tiltrængt har kortlagt i magasinet Formkraft.

Når man kortlægger udstillingsstederne i det danske kunsthåndværk- og designlandskab, så er der meget at glæde sig over. Som hun selv skriver:

”Der er et stigende behov og ønske for at se, opleve og mærke nutidens kunsthåndværk og design.”

Hun noterer sig tendensen, at:

”… samtidens kunsthåndværk og design i høj grad formidles via kunstnerdrevne initiativer…”

Og at:

”Kunsthåndværkere og designere er generelt gode til at skabe deres egne scener.”

Men kortlægningen afslører også huller:

”For selvom [de kunstnerdrevne initiativer] skaber synlighed og publikummet er til stede, så er scenerne håndholdte, sporadiske og bliver ofte ikke dokumenteret.”

– og her rider Charlotte og jeg på samme kæphest:

”Når dokumentationen mangler, bliver udstillingerne, udøvernes værker og intention ikke en del af den faktuelle designhistorie og dermed traditionen og forskningen. Det er et problem i forhold til den løbende kulturarv og skævvrider billedet af feltet.”

TAK FOR DET, Charlotte!

Vi bryster os – med rette – af at være en stolt design-nation.

Det har Danmark kunnet kalde sig længe: Vi ser gerne tilbage på dengang, vi var stolte af, at de amerikanske præsidentkandidater sad på Wegners runde stol under en tv-transmitteret debat i 1960.

Og vi gør det det i dag, hvor designstuderende spænder mantraet om funktionalitet helt ud omkring bæredygtig ansvarlighed, og holder de æstetiske visioner smidige nok til at kunne række fra hverdagsliv til innovation.

Charlotte Jul kender og formidler både traditionen og den levende scene og de unge designstuderende.

En kop.
En seng.
Et symbol.
En funktion.

Den er ikke altid nem at fange med ord, den værdi, der bor i kunsthåndværk og design.

Vi ved det dog. Vi mærker det hver dag.

Men med et veludviklet vokabular kan vi stille kritiske spørgsmål og overdrage viden og udveksle den med hinanden og et større fællesskab. Det er pinedød nødvendigt at have en dannet offentlighed omkring kunsthåndværk og design, så vi ikke forholder os til indretningen af vores liv og samfund – for det er det, vi taler om her: indretningen af vores liv – som umælende forbrugere.

Design er kulturstof. Det hører til i debatten. Det vedrører samfundsøkonomien. Design er erhvervsstof. Uddannelse. Velfærd. Innovation. Skønhed. Værdighed. Bæredygtighed.

Men skal debatten være skarp og konstruktiv, så skal vi tæt på det, vi taler om. Og der er Charlotte Jul. Tæt på dansk design og kunsthåndværk. Og heldigvis bruger hun ikke kun sin følsomme stemme til at formidle fortrinlighederne, hun spidser også indimellem pennen med en kras kritik og peger på det, vi mangler.

Her kommer vi så til det bedste – og det værste – ved Charlotte Jul:

At hun er så enestående.

Enestående i sin dedikation til at folde ord ud omkring design og udfolde design til nære og fjerne fagfæller.

Og ene-stående i den forstand, at hun har alt for få fæller, der istemmer koret og diskuterer kunsthåndværk og design.

Så lad os her og nu love Charlotte og hinanden, at vi ikke vil lade hende stå så ene. Vi må istemme, samtale, nuancere, opponere og give flere ord til dansk kunsthåndværk og design.

Hjerteligt tillykke, Charlotte, med den anerkendelse og den opfordring til fortsat engagement og ordrigt lederskab, der ligger i tildelingen af Wegnerprisen 2025!

Juryens motivering:

Der er ikke en, der kender den danske kunsthåndværker- og designscene bedre end Charlotte Jul.

I over 25 år har hun med en imponerende vilje og dedikation viet sit professionelle virke til at sætte ord på nutidens kunstneriske processer gennem et hav af artikler, interviews, anmeldelser og talks. Hun har både som redaktør og skribent været med til at sætte en dagsorden og dermed hjulpet sin egen tids kunsthåndværk og design til ikke at blive glemt, men tværtimod kræve en plads og en stemme som en af nutidens største danske kunstarter.

Hendes aktive pen har altid været at finde i såvel trykte som digitale medier. Her skal særligt fremhæves hendes egen vigtige og indbydende hjemmeside www.charlottejul.com og dets tilhørende nyhedsbrev, som hver måned siden 2021 er landet i et utal af mailbokse. På en lødig og inspirerende måde opfordrer hun her den enkelte til gennem samtaler, anmeldelser, essays og debatoplæg at åbne sig for de kræfter, der ligger i det gode kunsthåndværk og gøre kunsten til en aktiv del af sit eget liv.

Charlotte Jul får Wegnerprisen 2025 for hele tiden at være der, hvor fremtidens kunsthåndværk- og designhistorie skrives, for at kere sig om forståelsen af den udøvendes metier og for aldrig at slippe formidlingen og forståelsen af den danske designhistorie.

Bente Skjøttgaards nye soloudstilling på CLAY er en tur igennem 40 år med leret. Det er FANTASTISK! Natur og Glasur er titlen, der samtidig er hendes evige inspirationskilder sammen med materialet, der i Skjøttgaards hænder bliver til kultur-natur med mundvandsløbende accent. Som akkompagnement til udstillingen er der udgivet en bog, der er en rejse gennem hendes ouvre med en stærk personlig tråd.

Bente Skjøttgaard er en af dem, der, i min bog, altid har boet på den keramiske stjernehimmel. Når jeg prøver at lede i min hjerne efter en episode, hvor jeg mødte hendes værker for første gang, kan jeg ikke genkalde mig nogen. De findes ligesom allerede. Jeg kan ikke forklare det med andet end ‘startstruck syndrome’, der efterlader min hjerne i euforisk kaos. For jeg er vild med Bentes utæmmede, natur-møder-kultur-møder-glasur-møder-historie-møder-teknik-møder-sanselighed-per-se-æstetik. Hendes værker – uangfægtet tematik igennem hendes imponerende lange og internationale karriere – går i mit hjerte, mave og hjerne med lige dele kærlighed og tilbagelænet bad ass-attitude.

Måske er det fordi kontrasten mellem Skjøttgaards aldrig højtråbende person og hendes signaturstærke værker forstærker værkernes evne til selvsikkert at tage deres plads i verden? Igen, jeg kan ikke forklare det. Kun blive ved med at studere hendes greb, hendes ‘crispy’ glasurer i alskens variationer opøvet og grundforsket igennem et helt liv. Nærstudere hendes fortolkninger af grene, stammer eller hjulspor i mudder – eller skyer… Åh skyer. Da Cumulus-serien begyndte at svæve ud af Skjøttgaards værksted, var jeg for alvor solgt. Disse eftersigende florlette konstruktioner i pasteldelikate nuancer var som slik. Og selvom det rent teknisk er en ekstrem overlegen præstation at dyp-glasere værkerne på hovedet i forskellige farvelag og derefter sørge for, at det ikke går galt i ovnen, fremstår værkerne som perfekte skulpturer, der tapper ind i noget andet og større. Selvom de i skala og fysik går fra det diminutive til det grandiøse.

På hendes nye udstilling på CLAY, der åbner i morgen, kan man netop nærstudere de helt utrolige og nærmest teknisk umulige kompositioner, som Skjøttgaards univers er gennemsyret af. Det er også her, man bliver grebet i maven over, hvor gigantiske nogle af skulpturerne er. I format og kraft. Hvordan de imiterer træstammer på den helt autentiske måde, selvom værkerne jo på ingen måde efterstræber en naturtro gengivelse. De bærer blot urkraften og råstyrken i sig.

Udstillingen er bygget op over 14 tematiske nedslag i Skjøttgaards produktive karriere akkompagneret af personlige, anekdotiske tekster til hvert tema. Det er ganske charmerende og den personlige tråd er et kig ind i en kunstners hjerne og eksperimenterende hjerte, der i over fyrre år har æltet, udforsket, formgivet, drejet, vendt og rullet dette materiale til vidunderlige værker, der fuldt forståeligt bliver solgt på gallerier i New York, Paris, Belgien og Danmark.

Til udstillingen hører også en bog, der følger samme personlige spor med tematiske nedslag, her dog fulgt op af yderligere essays og en dybt, dybt æstetisk billedside, der giver en lyst til at spæne afsted for at investere.

Hvad er den grundlæggende idé bag udstillingen Natur og Glasur?

Mit kunstneriske arbejde med keramik gennem knap 40 år præsenteres gennem 14 temaer, (det blev det til) som mit arbejde har gennemgået siden jeg tog afgang fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1986.

Jeg har lavet mange forskellige ting og taget store spring, og denne udstilling og den tilhørende bog er en anledning til at se alle projekterne samlet og forhåbentlig vise, at der har været en rød tråd gennem det hele. De 14 temaer holder fokus og beskriver hvad der skete skridt for skridt i det fortløbende og let kaotiske forløb af forskelligartede keramiske værker, der snor og kanter sig ned gennem den store udstillingssal på CLAY, startende med enkelte værker helt tilbage fra min skoletid og bevægende sig gennem store og små vaser, forgreninger, badeværelsesartikler, skyer, gopler, væltede træer efter storm og frem til helt nye projekter, som har mit fulde fokus i dag.

Er naturen der, du henter din inspiration?

Mine ideer næres af billeder og stemninger, som naturen giver mig. Naturen kan være smuk og frodig, men også voldsom og foruroligende. Det voldsomt foruroligende fylder desværre mere og mere. Jeg dyrker skønheden i vækst og forfald, tilsat en god portion skæbnesvanger melankoli, alt imens jeg dykker ned i glasuren — min passion.

Udgangspunktet tages i naturens egne principper og formmæssige referencer, eller i kemiske udregninger og lange rækker af omhyggeligt afvejede glasurprøver, men resulterer som oftest i store skulpturelle vækster og amorfe naturabstraktioner med masser af glasur.

Hvorfor kan ler og glasur blive ved med at fascinere dig?

Glasur dannes ved høje temperaturer, hvor mineralske stoffer smelter og danner en glasagtig overflade — en proces, der spejler naturens evige transformationer af materialer gennem varme og tid. Glasurens natur afhænger af forholdet mellem mineraler som kridt, feldspat og kvarts og farvende metaloxider som kobber-, krom- og koboltoxid. Hvor mange gram af hvert enkelt materiale afgør glasurens smeltepunkt og egenskaber som farvenuance, om den bliver mat, blank, fast, løbende, skummende, krybende, krakelerende eller noget andet igen.

Jeg sidder i mit hjørne og modellerer. En langsommelig og nærmest meditativ proces, hvor jeg lader op. Formerne afhænger blandt andet af, hvordan jeg forestiller mig, at de vil bære glasuren. Glaseringsprocessen er derimod hurtig og ekspressiv — her og nu, uden fortrydelsesret. Jeg foretrækker at hælde eller dyppeglasere, da glasuren på den måde følger formen og bliver en naturlig del af den. På lodrette flader får glasuren mulighed for at løbe, mens den på vandrette flader lægger sig og bliver tykkere. Nogle gange oplever jeg, at glasuren er med til at tegne eller forklare formen, hvilket forstærker dens udtryk.

Glasurens karakter afhænger meget af tykkelsen, men også af temperaturen og atmosfæren i ovnen. Under brændingen til de høje temperaturer bliver materialet helt blødt igen og kan bevæge sig, især hvis det ikke er i balance. Jeg forsøger at styre processen ud fra mine erfaringer, men udnytter også i høj grad de tilfældigheder, der opstår. Som keramiker arbejder man delvist i blinde, og det, at det ikke er mig, der lægger sidste hånd på værket, giver mig en stor frihed.

Udstillingen viser dit livsværk. Hvordan gør man det?

Det er vel en form for livsværk, da det er en retrospektiv udstilling af en størrelse, som jeg nok næppe kommer til at gentage.

I forbindelse med udstillingen udgives også en bog. Bogen er struktureret omkring de 14 temaer. Jeg har redigeret den i samarbejde med grafiker Åse Eg Jørgensen, som tidligere har lavet nogle meget vellykkede kataloger for mig. Åse Egs kunstneriske tilgang synes jeg harmonerer utrolig godt med min egen på en poetisk, underfundig og nærmest naturgroet måde.

Bogen er sammen med udstillingen en slags livshistorie, som jeg startede med at skrive som Stories på Instagram forrige år i et behov for at se tilbage og samle trådende. Her oplevede jeg stor interesse, særligt blandt yngre følgere, som er inspireret af min eksperimenterende tilgang og især mine glasurer. Det er mit ønske, at bogen skal være til berigelse for samlere og keramikentusiaster, til inspiration for fremtidige generationer af kunstnere med keramisk fokus, og til dragende forundring for publikum i al almindelighed uden keramikfaglig baggrund. 

Glasur er blevet dit særkende og din signatur – hvordan skete det?

Allerede i skolen var jeg fascineret af glasurenes muligheder, og min efterfølgende tid hos Bing og Grøndahl senere Royal Copenhagen, med udforskning af deres righoldige glasurkartotek og brænding i deres gamle kulfyrede ovn, satte for alvor gang i glasurlysten.

I 2007 fik jeg behov for at viske tavlen ren, da min glasurpalet var blevet grumset, fordi jeg i længere tid havde tilstræbt røde okseblodsglasurer, som mest var blevet grønne. Jeg lavede et hav af hvide glasurer med forskellige stofligheder: blanke, tørre, krybende, skummende og glinsende som sne. Min hvide signaturglasur, som ligner tyk sukkerglasur, blev skabt ved denne lejlighed.

Hvordan gør man status? Gør det noget ved ens selvopfattelse om kunstner? 

Man laver en bog, ha ha

Bogen indeholder seks artikler, der belyser specifikke værker og temaer fra forskellige vinkler: Garth Johnson, Curator of Ceramics at Everson Museum of Art in Syracuse, NY, er særligt optaget af mit Hærvejsprojekt fra 2010. Garth var Key Note Speaker i forbindelse med Copenhagen Ceramics’s store internationale udstilling ”Ceramic Momentum – Staging the Object” på CLAY i 2019, og vi havde fornøjelsen af at besøge Garth og hans familie i Syracuse, da Copenhagen Ceramics efterfølgende var på researchtur i USA og Canada. Garth har også skrevet om os i kataloget til udstillingen ”Bend, Bubble and Shine”, som CC arrangerede hos Hostler & Burrows i New York i 2021.

Martin Bodilsen Kaldahl er min kollega gennem mange år. Sammen med Steen Ipsen drev vi udstillingsstedet Copenhagen Ceramics på Frederiksberg fra 2012-14. Martin er en af dem, der kender mit arbejde mest indgående, og hans tekst er skrevet ud fra en kollegial vinkel.

En anden kollega, Gitte Jungersen, har skrevet om et specifikt værk fra 2005, som indgik på udstillingen ”Indhold” i Peach Corner, som hun kuraterede sammen med min mand Ole Jensen i 2024. Peach Corner er det nye kunstnerdrevne udstillingssted på Frederiksberg, som jeg var med til at starte i 2021.

Bogen er på engelsk og fransk, det franske på grund af min tilknytning til Frankrig gennem Galerie Maria Lund i Paris, som jeg har samarbejdet med i 20 år. Maria Lund bidrager her med historien om skyerne, et tema som optog mig i hen ved 10 år fra 2009-19. Gennem Galerie Maria Lund er mine værker repræsenteret i ikke mindre end 5 offentlige franske samlinger.

Christine Germain-Donnat, nuværende kurator for Ministère de la Culture de France og tidligere leder for bl.a. Musée National de la Céramique i Sèvres, skriver om et specifikt værk, som jeg har på museet i Sèvres, og Joël Riff, en ung fransk kurator og leder af residency-programmet Moly-Sabata ved Lyon og kunstnerisk direktør for Hermes’ udstillingssted La Verrière i Bruxelles, har skrevet et portræt af mig i et kort intenst format som en del af en løbende serie af korte portrætter, som han ynder at udvikle.
Det er også en billedbog, med store flotte farvefotos af værker.

Jeg har igennem årene været god til løbende at få dokumenteret de fleste af mine værker af professionelle fotografer, især Ole Akhøj, men også Dorte Krogh og Jeppe Gudmundsen-Holmgreen m.fl. Det har været et stort arbejde at udvælge de bedste blandt et kæmpestort billedmateriale, og som et ekstra krydderi indeholder bogen også en 2 x 16 siders ”tegneserie” / fotoroman med egne optagelser taget undervejs i processerne.