Hans J. Wegner er født i Tønder, der lægger by til et nyt museum med hans navn og møbler. Museet tager afsæt i den lokale marskgård Hestholm, som lige nu bliver renoveret og åbner som midlertidigt museum for Wegner indtil Cobes store nye fløj står færdig. De langsigtede byggeplaner fortsætter selvfølgelig. Dem kan man få en fysisk fornemmelse af på det midlertidige museum. Mød direktør for Museum Wegner Anne Blond …

Hans J. Wegner er en af dem, de fleste kender. Spørg hvem som helst på gaden, og de vil højst sandsynligt svare, at han er møbeldesigner og at Kennedy engang sad i en af hans stole. Og præcis den hændelse opsummerer den verdenskendte, danske designer meget godt. For hans berømmelse trak langt ud over Danmarks grænser i en tid, hvor den globale opmærksomhed kom gennem fysiske møder, rejser og udstillinger, som var tungt på en helt anden måde, rent logistisk.

Stole er et andet nøgleord i Wegners virke, da stole blev den møbelarketype han blev ved med at arbejde på. Blev ved med at formgive igen og igen. Spisestuestole. Lænestole. Loungestole. Taburetter. Kontorstole. Sofaer, borde og lamper blev også en markant del af hans portefølje og Wegner var en ekstrem produktiv formgiver, der dog som udlært snedker havde en udpræget forkærlighed for træet i alle dens naturlige overflader, patineringer og mønstringer.

Ingen forstod som Wegner at skabe noget organisk, kurvet, humant og naturligt på samme tid. Hans enorme popularitet den dag i dag vidner om, at kvalitet og håndværk er to ting, der aldrig går af mode. Godt hjulpet på vej af de kompetente producenter som PP Møbler og Carl Hansen & Søn, der forvalter Wegners enorme bagkatalog af møbler, og den gode smag, som den til stadighed bliver formidlet og iscenesat i magasiner, gallerier og gennem high end brands, film, reklamer med mere.

I vandtårnet på Tønder Kunstmuseum har det længe været kendt, at man her kunne opleve og sidde i de fleste udgaver af Hans J. Wegners møbler. For Tønder var Wegners fødeby og som mangeårig formidler af Wegners arbejde, har museets tidligere inspektør og kurator, Anne Blond, de sidste fem år arbejdet stenhårdt på at skabe et kommende Museum Wegner.

Det startede med en forening, der begyndte at slå de første streger, indlede dialog med Wegners døtre, der tager sig af rettighederne, og igangsætte det store arbejde med at søge midler til at fuldende drømmen om et gennemført Wegner-museum.

Nu er drømmen så langt, at COBE Arkitekter har tegnet et ret så overbevisende prospekt på det kommende museum, der tager afsæt i den lokale marskgård Hestholm, der skal transformeres og integrereres i det nye byggeri, der på flere – og ekstremt subtile planer – flugter med Wegners filosofi og ‘way of life’. Det er helt utroligt spændende og magisk. Allerede nu påbegyndes anlægsfasen så småt. De eksisterende bygninger – hovedhuset og de to stalde – er nemlig i gang med at blive renoveret fra kælder til kvist, således at første etape af museet kan åbne allerede nu til foråret (2026). Alt imens arbejdes der på at skaffe midler nok til at den store fløj kan bygges og drømmen, som vi nok er mange, der håber lykkes, kan realiseres.

Hvorfor skal Hans. J. Wegner have sit eget museum?

Det kommende Wegner-museum kommer til at have et stort fokus på særudstillinger, dvs. forskellige kontekster, som har forbindelser til Wegners møbler, hans designproces, hans syn på materialer, hans kamp for lokal produktion mm. Men ja, det er rigtigt, at museet som udgangspunkt bliver et museum for Hans J. Wegner og den møbelproduktion, der gjorde ham til en af verdens bedste og flittigste møbeldesignere. Det skal vi have, først og fremmest fordi Wegner er repræsentant for en generation af designere i Danmark, der ændrede vores måde at bo på, og som blev medskabere af det velfærdssamfund, som vi alle er vokset op i, og som har defineret os som mennesker, som danskere og som land.

Godt design, dvs. gode løsninger på hverdagsudfordringer og et godt liv, var noget, Wegner var eksponent for. Vi kan lære fra ham. Blandt andet kan vi lære at gøre os umage, være nysgerrige og se konstruktivt på udfordringer. Det samme kan udlandet. Wegner kunne noget, som fungerer på tværs af grænser, kulturer og på tværs af tid. Han var klassisk i ordets bedste forstand, og det er sjældent at opleve. Udlandets gunst var medvirkende til at gøre Wegner kendt i Danmark, og de har ikke glemt ham. Jeg er derfor sikker på, at et Museum Wegner vil blive et sted for international udveksling. Her kan man møde japanere, tyskere, marokkanere, der ønsker at opleve et totalunivers omkring hans design, men som også kommer for at lære håndværksmæssige detaljer på museets store værksted eller forske i møbeldesign ud fra museets samling, bibliotek eller arkiv.

En sidste ting, som også Wegner selv ville have påskønnet, er det kommende museums fokus på børn og unge og deres udvikling gennem leg og det at have et forhold til materialer og til naturen. Wegner var selv et stort legebarn, og den egenskab kommer vi i den grad til at dyrke. Leg skaber lyst til at se verden i et nyt perspektiv, afprøve ideer og ultimativt forhåbentlig vække en lille entreprenør i børnene – forstået på den måde, at de netop ikke bliver bange for udfordringer, men sætter sig for at løse dem på baggrund af nysgerrighed og evner.

Hvad bliver museets primære ærinde og virke?

Det bliver at formidle først og fremmest Wegner, dansk møbeldesign, bæredygtighed, kunstnerisk kvalitet, leg og entreprenørskab til børn og voksne. 

Dernæst bliver det at få oparbejdet verdens største samling af Wegner-møbler og et bibliotek og arkiv for den viden, og de emner, han selv var optaget af, og den viden og de emner, der kan belyse ham på bredest mulige måde, således stedet også kan tiltrække forskere, der har interesse for feltet, så vi hele tiden udvinder ny viden.

Endelig skal museet, dvs. den gamle Hestholm-gård, den omfattende udstillingsbygning, cafe/auditorium-pavillonen, den store have og marsken, der ligger hele vejen rundt om museet, være et attraktivt sted for udefrakommende gæster og de lokale borgere ikke mindst, fordi de her oplever en skøn helhed af arkitektur, landskab og design i verdensklasse blandet med en omkringliggende ro. 

Skal museet udelukkende udstille Wegner eller laver I også særudstillinger, der sætter Wegner i dialog med andre fagligheder og perspektiver?

Wegner bliver vores fokus og hans møbler vil altid være permanent at se i museet, men vi kommer i den grad til at fokusere på særudstillinger også. Særudstillinger med temaer, der enten kontekstualiserer Wegners møbler, hans virke, nogen eller noget fra hans samtid eller vores nutid, emner, der optog ham eller som var karakteristisk for den tid, han designede i.

Vi har således et meget bredt spektrum af muligheder for at vise særudstillinger, der belyser: teknologi, arkitektur, andre designere, kunst, håndværk, bæredygtighed, materialebevidsthed, biologi, leg, kunsthåndværk, velfærdsstat mm. 

I har valgt COBE som arkitekter til det nye museum. Hvad er deres visioner for museet og området?

Vores proces med COBE har været fantastisk! Vi valgte dem jo på baggrund af et oplæg, som vi havde haft med dem og fire andre arkitektvirksomheder. Her fornemmede vi fra COBE en stor interesse for Wegner, men også en interesse for det fremtidige sammenspil, som den arkitektoniske skitse er skabt på baggrund af. Vi mødtes 5-6 gange i løbet af COBEs arbejdsproces, hvor de den første gang viste os nogle forskellige veje at gå rent bygningsmæssigt. 

Da vi havde valgt retningen, forfinede vi sammen den endelige løsning på den måde, at vi kunne bidrage med praktisk viden om museer, viden om Hestholm/marsken/Tønder, viden om Wegner og viden om de mennesker, der både skulle arbejde der og besøge stedet, mens COBE kunne begynde at komme med bud på programmeringen, lysforhold, adgangsforhold, bygningsprincipper og -form mm. 

Deres vision for museet tager i høj grad udgangspunkt i Wegner som designer, i den værftsgård, der ligger der i forvejen, i det marsklandskab, der omgiver stedet og så selvfølgelig i de praktiske funktioner, som vi ønskede, museet skulle indeholde. Så museet har i den grad integreret sig i det omkringliggende og i stedets historie på en meget nænsom, men samtidig meget smuk måde, hvor det, der nybygges ikke tager pusten fra hverken det flade landskab eller den eksisterende gård. 

Dernæst har COBE analyseret Wegner som designer og har fundet otte principper, som han arbejdede med, og som de har kunnet føre over i arkitekturen, herunder bl.a. at bygningen ingen for- eller bagside har, at den er prætentiøs og uprætentiøs på samme tid, at man tydeligt kan aflæse det strenge retvinklede samtidig med den organiske modernisme i bygningen mm. Bæredygtighed har selvfølgelig også været et gennemgående tema, hvilket vi blandt andet forholder os til i bevarelsen af de eksisterende bygninger, i en fundering, der ikke bruger cement og i en fremtidig løsning på eventuelle store mængder vand, da marsken før dige-byggeriet var oversvømmet land. 

Hvad kommer det til at betyde for Tønder at få et museum af den kaliber?

Et øget positivt og konstruktivt fokus på området både fra nationalt og internationalt hold, flere udenlandske besøgende, et rekreativt og smukt helårssted for lokalbefolkningen, et sted, der forener en sønderjysk kulturarv – værftsgårde, tøndermarsk og lokale bygningstraditioner – med samtidsarkitektur og design i verdensklasse – dvs. noget at vise frem og være stolte af, muligheden for at omtale Tønder som Wegnerby, ligesom Odense er H. C. Andersens by (de er for øvrigt begge født den 2. april..) og alle de deraf affødte effekter såsom øget handel i byen, flere overnatninger på hoteller, i det hele taget flere mennesker der kommer til området, 14-15 nye arbejdspladser, tilflytning, og en mellemstor ny arbejdsplads.

Astrid Sleire er en af Norges etablerede keramikere, der arbejder i det kunstneriske mellemrum mellem arkitektoniske referencer og systemisk kollaps. Det kan lyde abstrakt, men er faktisk ganske konkret, når man står foran hendes minimale, mættede værker. Denne åbningstale blev holdt 8. januar 2026 på keramikgalleriet Peach Corner.

Jeg mødte Astrid Sleires værker på en udstilling i Norge for halvandet år siden. Det jeg så den sommer i Risør Kunstpark gjorde mig nysgerrig. For på gruppeudstillingen stak Astrids værker ud. Selvom de fleste af dem var forholdsvis små i størrelse, var der mange af dem, og de var både rolige og forstyrrende på samme tid.

Flere af værkerne var enkle stabler af flader, af ”ark” – som keramiske stykker pap eller papir – eller ”flak” som jeg har lært, at det hedder på norsk. De var umiddelbart simple stabler i ler, der både synede enkle og uhyre komplekse. Kanterne var ru, rillede som papir, der var revet over i farten. Og netop følelsen af fart gav værkerne deres ”mojo”, deres kant, deres ’attitude’. Flere af værkerne var stablet mod hinanden som korthus i forskellige konstellationer. Opretholdt af tyngdekraft og en indre spænding, der balancerede letheden med tyngden.

Lige der blev jeg ramt af Astrid Sleires ’sledgehammer’. Af værkernes stærke, minimale greb og på samme tid lidt porøse, skrøbelige struktur. Som om de kunne bryde sammen hvert øjeblik. For selvom stablingerne er affødt af Sleires interesse for arkitektur og rumlige undersøgelser, er de drilske at udføre i et materiale, der er organisk af natur og tilmed har ovnen som til tider utilregnelig medspiller.

Astrid Sleire er kendt for at sige, at balancepunktet mellem struktur og kollaps fascinerer hende. Der, hvor det hele er ved at skride, falde, smelte sammen eller blive opløst. Lige der, i midten mellem harmoni og kaos. Mellem konstruktion og destruktion. Mellem det, vi ser og det, vi ikke altid gør. Som spejlinger af det landskab, vi tager bolig i. Som paraleller til det liv, der aldrig er det samme, men hele tiden skubber sig. Forvrider sig. Udvikler sig. Og tager os nye steder hen.

Astrid Sleire arbejder ofte i serier. Som om den tanke, hun har født sine værker med, har brug for dialogen. Som om værkerne er mindre familier, der har brug for sine øvrige medlemmer for at kommunikere tydeligt. Udtrykket ”There is a strength in numbers” synes at komme til sin ret lige her i både konkret og overført betydning. For når du kigger på Sleires værk-serier, ser du både del og helhed, og får en fornemmelse for de små forskydninger og detaljer, der netop i gentagelsen bliver til mere og netop aldrig det samme. Som et fælles tredje.

Et fælles tredje er også Astrid Sleires farveskala, der ofte er en harmoni, der sammen fortæller en historie om sine omgivelser. Som en integreret egenskab ved værkerne, der også fortæller om teksturer og detaljer, der med farven bliver en individuel accent i det fælles sprog. Glasuren fungerer ikke sjældent lavpraktisk som lim mellem de forskellige og nogle gange forskudte lag og sensuelle stablinger, der taler til alle sider af dit sanseapparat

Denne udstilling hedder FOLDEDE KONSTRUKTIONER og her har Sleire arbejdet med striberne som en slags overbygning på det fælles tredje. Eller måske et nyt fælles tredje? De dybe, matte farver ser ud som om de er indfarvede direkte i leret. Som om de ”bor” dybt inde i materialet. Er født sådan. En af hemmelighederne bag er det lavbrændte rødler, der efter den første brænding får en nærmest porøs overflade, som glasuren nemt trænger ind i. Efter flere lag glasur og flere brændinger intensiveres farven og skaber dybe, rige nuancer. Til denne udstilling er striber og farveflader omdrejningspunktet – og de er enten skarpt optegnede eller overlapper hinanden som et grid af forbindelser, der skaber nye møder.

Sleire modellerer sine værker med hænderne. Det friske ler overnatter i en gipsform, så det næste dag er føjeligt og bøjeligt. Ikke tørt, men heller ikke for vådt. I dette mellemstadie former Sleire sine værker. Og dette konkrete, formbare mellemstadie indvarsler også et mere metafysisk niveau, hvor der både er noget solidt og sårbart på færde. Sleires værker står sikkert i egen ret, men bag konstruktionerne lurer nye vinkler og nye perspektiver sammen med en allestedsnærværende sårbarhed.

Striberne og farverne er sammen med de foldede vertikale formationer med til at skabe et til tider flimrende optisk billede, der forstærker følelsen af kollaps. Af at et balancepunkt kan forskydes. Af at tingene ikke helt er, som de ser ud til at være. De foldede konstruktioner til denne udstilling har givet Sleire en kærkommen ramme at arbejde indenfor. Et greb, hun ynder at starte al udvikling fra. I Astrid Sleires verden synes konstruktionerne at fungere som foldede repræsentationer af vores virkelighed. Som en måde at gestalte kontraster, der siger noget om verden. Og om os. Menneskerne i den.

Jeg vil gerne bo der!
Tillykke med udstillingen Astrid.