På det nyligt overståede Craft Fair Vejen holdt jeg åbningstale, hvor jeg bl.a. gav 10 bud på, hvorfor kunsthåndværk er vigtigt. Jeg var også del af juryen, der skulle finde årets prismodtager sammen med direktør Teresa Nielsen og keramisk kunstner Turi Heisselberg. Læs den fulde tale her:

Godmorgen!

Jeg har kaldt min tale Opmærksomhedens Energi, fordi det gik op for mig, mens jeg skrev den, at kunsthåndværk er indbegrebet af opmærksomhed. Kunsthåndværket er opmærksomt på et materiale, en teknik og en metode. Kunsthåndværket er opmærksomt på et håndværk, en tradition og på detaljen. Og det er her, i detaljegraden, at kunsthåndværket skiller sig særligt ud, hvis du spørger mig.

Energien kommer med opmærksomheden. For opmærksomheden fordrer handling og kunsthåndværkere er foretagsomme udøvere, der altid er i gang med at føre energi fra et sted til et andet. Fra materiale til genstand, ligesom genstanden sender energien videre til os, publikum. Vi køber en genstand og indlemmer den i hverdagen derhjemme, hvor den bliver en del af de daglige ritualer og som sådan en del af familien.

Hvorfor er kunsthåndværk vigtigt?

Jeg vil forsøge at give 10 mulige og konkrete svar på dette komplekse spørgsmål:

Det første svar kunne være det, som markedet her manifesterer. At en god idé, kompetencer, fællesskab og hårdt arbejde får ting til at ske. Stort tillykke med, at holdet bag, for andet år i træk har fået så mange mennesker samlet. Fordi vi alle brænder for kunsthåndværk.

Et andet svar kunne være, at kunsthåndværk er kulturarv, historie, kompetencer, viden, metode, netværk, materialer, æstetik, glæde – og hverdag…

Et tredje svar kunne være, at kunsthåndværk er, at gøre det ordinære ekstraordinært, som sidste års taler, keramiker Ole Jensen, er kendt for at sige.

Ole Jensens mantra er en ædel ambition, og det, jeg føler, kunsthåndværk helt lavpraktisk gør for mig. For kunsthåndværk beriger min hverdag – fra koppen jeg vælger til min morgenkaffe, til skålen, jeg spiser af, til fadet, jeg serverer på, til plaiden, jeg svøber mig i – til unikaværket, der hænger på min væg og udfordrer mit blik.

Et fjerde svar kunne være, at jeg i de godt 25 år, jeg har arbejdet i feltet, bliver ved med at støde på opmærksomheden som en del af kunsthåndværkets DNA.

For kunsthåndværkerne er opmærksomme fortolkere af deres materiale. De er opmærksomme skabere af nye idéer, nye teknikker og nye måder at arbejde med deres materiale på.

Bag opmærksomheden ligger der sensibilitet, omsorg, erfaring og nysgerrighed – og en ekstrem virke- og drivkraft, der gør, at de fleste ikke kan lade være med at arbejde med deres fag til langt op i alderen. Faktisk, tror jeg, at de fleste kunsthåndværkere arbejder med deres fag til de står i graven. Fordi kunsthåndværket er en væsentlig del af deres identitet og en måde at være i verden på. Og det materiale, de har brugt deres liv på at lære at kende på en måde udgør deres bedre halvdel – forstået som en samtalepartner, de både har skændes, grint og nået det utrolige sammen med.

Et femte svar kunne være, at kunsthåndværk er sundt for sjælen at arbejde og interagere med. Nu har videnskaben endelig dokumenteret det efter PhD-afhandlingen om Craft Psykologi er blevet udgivet. Det er godt og vigtigt for feltet, at have evidens for, hvor sundt det er for sindet at have håndværk i hænderne.

Et sjette svar kunne være, at man i den anden ende som forbruger bliver et mere opmærksomt menneske af at have håndlavet kunsthåndværk i hænderne. Genstande, der skærper sanserne og den æstetiske forståelse. Og at de indlejrede historier i kunsthåndværket, der kommer fra materialet, traditionen, tiden og skaberen sætter sig som små, nye indlejringer og opmærksomme historier i modtageren?

Et syvende svar kunne være, at vi skal støtte de små uafhængige kunsthåndværker-virksomheder, så de kan blive ved med at udvikle vores land, vores referencepunkter og vores forståelse af, hvad formgivning er og kan. At ting tager tid og ja, opmærksomhed. Og at den koster noget. Og at den uddannelse, der ligger i at skabe, udvikle og drive sit ærinde skal have opbakning – fra os.

Et ottende svar er, at kunsthåndværket ofte er rugekasse for innovation og bæredygtige initiativer. Kunsthåndværkere er nøjsomme og opmærksomme på deres ressourcer, og de er eminente til at få nøgne kvinder til at spinde. Kloden og den vitale grønne omstilling har ekstremt meget brug for dem.

Et niende svar er, at det er øjenåbnende at møde kunsthåndværkerne selv. De dygtige skabere bag den kop, den tallerken, den plaid, som du kan møde på markedet her. Det er en god idé at forholde sig opmærksomt for at forstå deres arbejde, materiale og idéen bag den genstand, der måske og forhåbentlig bliver en del af din hverdag efter i dag.

Det tiende svar, tror jeg må være, at kunsthåndværk beriger hverdagen til alle måltider og øvrige gøremål. Jeg ønsker for jer alle, at I finder mindst en genstand, der kommer til at berige jeres liv bare en lillebitte smule.

Det var mine ti bud på, hvorfor vi skal støtte kunsthåndværket og kunsthåndværkerne bag. For det er vigtigt at værne om den opmærksomhed og omsorg, de kontinuerligt giver til deres genstande, og til den energi og kærlighed, der vandrer videre til os som forbrugere.

Jeg erklærer hermed markedet for åbnet og håber at opmærksomheden og energien er med jer i dag.

Karin Carlander har vævet i en menneskealder. Hun har også været administrativ chef for Snedkernes Efterårsudstilling i 25 år. Derudover startede hun sit eget tekstilbrand for 13 år siden, der i dag sælges i bl.a. Japan. Sideløbende skaber hun udstillinger og samarbejder med internationale designbrands som Karakter. Nu er hun aktuel på Forårsudstillingen 2026 med et gigantisk vævet værk om årstidernes skiften.

Jeg har kendt Karin Carlander i 18 år. Jeg var nemlig gravid med mit andet barn, der i dag er 17, da vi mødtes, fordi jeg skulle skrive tekster til Snedkernes Efterårsudstilling (SE). Allerede dengang havde jeg det som om, jeg altid havde kendt hende. Man kan nemlig lide Karin Carlander med det samme, og vores samarbejde i SE endte med at vare i adskillige år. Nogle gange arbejder man sammen med mennesker, hvor det er nemt og fagligt interessant. Sådan et samarbejde var vores.

Jeg har derfor en personlig aktie i denne samtale, da jeg også var inde over Karins tekster i forbindelse med lanceringen af hendes tekstilbrand Textile No. Håndvævede, funktionelle og delikate hørtekstiler til hverdagen i form af viskestykker, karklude og håndklæder. Gennemført fra produkt til branding fløj Textile No. rundt i verden og er endt med at finde et ret så fast hjem og en dedikeret fanskare i Japan, hvor Karin har udstillet flere gange efterfølgende.

I de seneste otte år har Karin Carlander rullet det ene spændende samarbejde og udstilling ud efter det andet. Som med det internationale møbelbrand Karakter og den store og omsiggribende gruppeudstilling med tekstilkunstner Iben Høj og keramiker Lea Mi Engholm på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Læg dertil eksponering i magasiner i hele verden og en succesfuld kommerciel og kunstnerisk karriere, som helt sikkert har noget at gøre med hendes positive sind og imødekommende væsen, flittige faglighed og kompromisløse kvalitetssans.

Det, der har inspireret mig mest, er, at Karin Carlander formår alt dette i en alder, hvor de fleste jævnaldrende udelukkende tænker på pension. Jeg drømmer om at være lige så fuld af liv og skaberkraft, når jeg rammer min pensionsalder. Og jeg tænker, at det må være noget med, at man er så opslugt af sit fag, at man ikke kan lade være. At der hele tiden er noget, man gerne vil nå, skabe eller opleve, så man end ikke ænser, at tiden flyver. Hvis helbredet tillader det forstås.

Måske er det også noget med, at Carlander efter 25 års ventetid, endelig fik et værksted i Raadvad, hvor mølleåens susen gennem den tidligere knivfabrik, skabte de rette omgivelser? For Carlander var så heldig at få det største atelier på fabrikken, som hun siden har fyldt med væve, tekstiler, garner og en sektion, der kan aflæses som køkken-alrum-bibliotek. Som et andet hjem, hvor erfaring, faglighed og nye ideer smelter sammen til et mellemrum mellem tid og sted. Et mellemrum, der ikke længere handler om skarpe kanter og hjemlige driftsopgaver, men næsten udelukkende om faglige muligheder.

På den nyligt åbnede Forårsudstilling på Charlottenborg hænger Karin Carlanders smukke, håndvævede tekstiler ned som en kronjuvel på udstillingen i kunsthallens centrale rum. Det gjorde mig usigeligt glad og stolt. Glad over, at kunsthåndværket fik en hovedplacering i kunstens hellige haller og stolt over, at det netop var Karin Carlander, der blev set og valgt til at udfylde rollen. Tillykke!

Hvordan har det været at blive udtaget til Forårsudstillingen så sent i din karriere?

Det har været en stor glæde og ikke mindst en ære at kunne vise mit værk i de smukkeste rum med højt til loftet både på det konkrete og immaterielle plan.

Hvorfor tror du dit værk blev udtaget? Viser det noget i tiden – om langsomhed, nærvær og materialesavn?

Jeg oplever, at der i tiden er respekt for den viden, jeg har efter at have arbejdet med den analoge væv som mit udtryk igennem mange år. Det er en viden, som både er i mine hænder og i mit hoved. Jeg maler med de tynde tråde og stræber efter et malerisk farve- og strukturudtryk, som jeg væver frem i processen støttet af min skitse, der sammenkæder helheden i det organiske udtryk. Det har juryen set og værdsat, og det gør mig glad og stolt.  

Du har gennem hele din vævekarriere haft deltidsjob som administrativ chef for SE, men tog for alvor skridtet for 13 år siden og startede et designbrand med hørtekstiler, som i dag sælges i high-end-butikker i særligt Japan. Hvordan kom du på den idé? Lige der hvor andre begynder at tænke på pensionen?

Jeg har altid elsket mit fag og mit håndværk og altid haft den holdning, at de ting, vi bruger i vores dagligdag, bør have en kunstnerisk værdi. Jeg ønskede at dele min glæde ved smukke, vævede brugstekstiler med andre, frigjort fra den museale verden og ud i hænderne blandt mennesker i deres hverdag.

Derfor blev viskestykket helt bevidst det tekstile objekt, jeg valgte at koncentrere mig om. Min kollektion var egentlig tænkt som en foranderlig udstilling, der skulle ud at leve i den gode hverdag. At den så selv valgte at flyve verden rundt, kan jeg kun takke den for. Tænk hvad et viskestykke har givet mig af respons, oplevelser og ikke mindst dybe venskaber kloden over.

Hvorfor er tekstiler vigtige, tror du?

Vi bruger alle tekstiler hver eneste dag. Vi klæder os i dem, vi tørrer vores krop i dem, vi sover indhyllet i tekstiler, vi beskytter os mod varme og kulde med tekstiler, og vi udsmykker vores hjem med dem. Tekstiler tilfører varme og personlighed til arkitektur, de gengiver lys og skygge med strukturer, de fascinerer og tiltrækker os, tekstiler er noget, vi rører ved, og som vi alle har en personlig oplevelse med.

I The Carrier Bag Theory of Fiction af Ursula K. Le Guin fra 1986 fremsætter hun den teori, at det var posen, posen vi kan bære mad hjem i, posen vi bærer vores børn i, mens vi arbejder, at den er den teknologiske opfindelse, der udviklede os fra jægersamfundet til samlersamfundet, og ikke de dræbende spyd. Det er en meget smuk og efter min mening rigtige opfattelse, at menneskets basisredskaber, som vi alle bruger i hverdagen og har gjort det ned igennem historien, er nært knyttede til tekstilet og det sammenvævede.

 Hvorfor er det så interessant at væve, og hvad håber du for dit fag for fremtiden?

Der findes et ikke facit, når man væver. Garner, farver og strukturer ændrer udtryk hele tiden, og det giver mig nye oplevelser hver eneste dag, som små gaver jeg bare kan plukke ned og tage ind.

Tiden er den analoge vævnings største udfordring. Og tid er kostbar i dag! Som værktøj til udvikling af ideer og som ven i processen er den frihed og selvstændighed, en uudtømmelig kilde til at udvikle viden om materialer og strukturer, alt er muligt selv med de enkleste små kneb.

Jeg håber, at den analoge måde at væve på vil leve videre sideløbende med den digitale vævning. Uden den analoge vævnings iboende kvaliteter mister vi vigtig viden.

Og så håber og beder jeg til, at vi allesammen en dag vil respektere de veluddannede og dygtige tekstilarbejdere rundt om på kloden, også i den del af verden, hvor forholdene for disse er umenneskelige. Respekter den tid og den viden, der er forudsætningen for de tekstiler, vi alle bruger mange gange hver eneste dag!

KARIN CARLANDER

Uddannet væver og tekstildesigner fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering (tidligere Danmarks Designskole).

Sideløbende med sin vævepraksis, hvor hun bl.a. var medstifter af designgruppen OCTO og har deltaget i utallige udstillinger, var hun i 25 år administrativ chef for Snedkernes Efterårsudstilling, hvor hun bl.a. var redaktør for de årlige kataloger.

I 2013 etablerede hun sit tekstilbrand Textile No. som i dag sælges i kvalitetsbutikker i Vesten og Japan. Sideløbende samarbejder med designbrands som Karakter Copenhagen med udstillinger i Milano.

Hun er også en del af kunstnergruppen CHROMA sammen med tekstilkunstner Iben Høj og keramiker Lea Mi Engholm, der bl.a. skabte den store udstilling KÆDE på Johannes Larsen Museet i Kerteminde i 2023.

I efteråret 2025 debuterede hun på SE (Snedkernes Efterårsudstilling), og i foråret 2026 debuterede hun på Charlottenborg Forårsudstilling.

Karincarlander.dk

Nikoline Liv Andersen har valgt en særlig vej. En af dem, der er så nichet, at der ikke findes mange andre i verden, der kan og gør det samme. Hun er rundet af ophold hos bl.a. John Galliano og modehuset Fendi og hendes unikke kompositioner har også den islandske sangerinde Bjørk benyttet sig af. Nu er hun aktuel på Designmuseum Danmark med en udstilling, der fokuserer på liv, natur og moderskab ­– og som går i dialog med værker fra museets samling.

Jeg kender Nikoline Liv Andersens tidligere arbejde med de flamenco-lignende kjoler lavet af bl.a. sugerør. Og jakkerne og dragterne, som har været med til at sætte hende på landkortet over formgivere, der går langt længere end den ekstra mil. Hendes greb om stoffet. Teknikken. Håndværket. Det er så ypperligt, så gennemført, så fuldstændig vanvittigt, at man ikke tror det.

Hendes kjoler skabt i sugerør på højde med catwalkens Haute Couture. Hendes dragter, hvor mannequinerne har fået dyrelignende ansigter. Hendes pailletjakker med garnnøgler i håret eller hvordan man nu ellers skal formulere det. For ingen ord eller begreber synes helt at passe. Værkerne transcenderer dem. Flyder ud over og ind i andre betydnings- og forståelseslag.

Hendes beklædningsværker er for vilde og nærmest for sindssyge til at være sande. Og skulle man endelig forsøge at sætte et begreb på Nikoline Liv Andersens virke må det være kunsthåndværk? For hendes værker er lige dele kunst og håndværk og som sådan indbegrebet af definitionen, selvom hendes virke smører sig ud over andre beslægtede flader. Hendes kreationer er kunst. Couture. Skulpturer. Udsagn. Hendes udsagn er en unik og særlig sjælden kunstart. For at kunne skabe kjoler og beklædningsdele ud af sugerør, paletter, fjer eller kunstige negle er både skørt og magisk.

Ikke desto mindre er det aftrykket, som Liv Andersen har sat i mig, inden jeg oplever hendes nyeste solo-udstilling på Designmuseum Danmark, hvor hendes greb er noget andet. Noget langt mere sfærisk. Et helstøbt installatorisk univers, hvor både gulvtæppe, vægge og værkerne i rummet skaber et samlet hele. Rummet virker roligt. Meditativt.

Motiverne er teatralske, feminine, varme, minutiøse. Detaljerige. Stoflige. Nuancerede. Lagdelte. Her er der much moore than meets the eye.

Ord dukker op. Drøm. Drama. Diabolsk. Overtro. Natur. Moder jord. Moderskab. Forbundethed. Mørke. Lys. Liv. Krop. Alf. Håndens arbejde. Analog. Tid.

At bygge ord. At kunne væve, sy og brodere billeder, der suger dig ind, mens det fortæller dig en historie om natur og krop og hvordan vi navigerer mellem de to er smukt og uimodståeligt.

Nikoline Liv Andersen har også en ting med ord. Et behov for at sætte personlige tanker på skrift. Ord på følelser. Perspektiv på refleksioner?

Hendes hjemmeside har en kategori, der hedder Words, hvor hun udgiver digte, ordbilleder og/eller refleksioner, der knytter sig til hendes værk-serier. Her en ordstrøm koblet til serien Dark Matter fra 2019.

“Tungsind
Jeg sidder bare her.
For hvert åndedrag er det som om, mit hjerte sænker sit slag.
For hvert åndedrag falder jeg mere og mere sammen, længere og længere ned.
Gennem sofaens betræk, gennem skummet, fjedrene og hele vejen ned.
Gennem de gamle trægulve, indskuddet, ned til salen nedenunder, når kælderen, bryder betonen og jeg trækkes ned, ned gennem den tætte jord, forbi regnormene, der prøver at holde sig til, gør ikke modstand, trækker bare vejret tungt, jorden graver sig op i mine næsebor, ned i min hals, ilten er for længst væk, jeg gør ikke modstand, bryder bare grundfjeldet og de tektoniske plader for til sidst at smelte op af jordens brændende indre.”

Ord og form. Form og indhold. Natur og kultur. Nikoline Liv Andersens virke smelter ind i alle lag og er både sig selv, sin egen og vores allesammens. Hendes ærinde er mystisk, mørkt, lyst, smukt, forunderligt, teatralsk, new-age-ish, feminint, sårbart, tragisk, kropsligt, barnligt, modbydeligt, lækkert, æstetisk, teknisk, barokt, drømmelignende, old school, skrøbeligt, potent, symbiotisk, symbolsk, naivt, banalt, metafysisk, utopisk og moderligt. Ord igen. Mange ord. Masser af ord.

Nu udstiller Nikoline Liv Andersen på Designmuseum Danmark. Solo. Det er sejt. Velfortjent. Og berigende for os, der kan opleve hendes tidskrævende værker, der blander høj og lav, couture og mode, kunst og design – og er indbegrebet af Kunst-Hånd-Værk. Kunst skabt i hånden, der bliver til et værk. Opleve hvordan teknikker, kompetencer, erfaring, æstetik og materialer smyger sig ind i sjælen og bliver der med en djævelsk splint i øjet. For selvom hendes værker er så gennemførte og æstetiske, at man bliver aet med hårene, bor både Gud og djævlen i detaljen hos Nikoline Liv Andersen. Og det er her, det bliver godt. Vedkommende. Relevant. Og umiskendeligt Liv Andersensk.

Din udstilling hedder Det Evige smil, hvorfor det?

I 1920 skrev den svenske forfatter Det eviga Leendet. På dansk Det evige Smil. Det var min fars yndlingsbog og da han mistede synet for år tilbage indtalte jeg den til ham. Jeg har længe tænkt, at jeg en dag ville lave noget med den titel og var derfor utrolig glad for, at Pär Lagerkvist Estate og Hedvig Lagerkvist, barnebarn til Pär Lagerkvist, gav mig lov.

Udstillingen tager som sådan ikke direkte udgangspunkt i romanens handling, men min udstilling er en slags livsvandring gennem minder, glæder og sorger, og ligger alligevel ikke helt fjernt fra romanen, hvor døde mennesker sidder i dødsriget og fortæller om deres liv.

Udstillingen går i dialog med museets samling. Hvordan har det været at arbejde med en samtalepartner i form af værker?

Altså at få lov til at dykke ned i museets samling er en kæmpe gave. Jeg tror, Kirsten Toftegaard en gang imellem skulle holde fast i mig, så jeg ikke fløj væk i ren henrykkelse de gange, vi har været på arkivet.

Alting står på skuldrene af hinanden. Historien og vores forfædre har gjort os til dem, vi er i dag, så at få lov til at blive udstillet ved siden at nogle af de helt store helte er en kæmpe ære.

Du synes optaget af natur, krop og moderskab. Hvorfor det?

Fordi vi synes at glemme mere og mere, hvor vi kommer fra. At vi er en del af naturen. Den er vores livsgrundlag. Vi skal passe på den. Vi synes at glemme, at vi ren faktisk er natur. Vi bliver mere og mere af-naturaliserede. Men vi er natur. Vi har en krop, vi har en hjerne, som skal bruges, hvis ikke vi skal gå til. Hvis ikke vi skal devaluere. Vi må ikke sætte vores lid til at digital teknologi skal kunne klare det hele for os. Den suger sjælen ud af os, hvis ikke vi passer på.

Dine værker er utrolig tidskrævende. Hvad betyder tid for dig?

Jeg er nok lidt kompromisløs. Hvis der er noget jeg tror på, så vil jeg give det al den tid, der skal til. Og så elsker jeg at bruge tid på noget, at fordybe mig. Jeg tror langsommeligheden er vigtig at have med sig engang imellem i vores travle liv. Men det er også en akilleshæl, for hvor kunne det også være fedt ikke altid at skulle bruge så lang tid på ét projekt…

Hvad betyder håndværk?

Jeg elsker håndværk. Jeg elsker at tage forskellige teknikker til mig og gøre dem til mine egne. Jeg går ikke op i om det hedder nedlagt syning eller hvad det nu hedder, men jeg synes det er sjovt at blande teknikker, materialer og udtryksformer. Især med beklædning har jeg altid gået meget op i, at det var ordentligt udført. Det har også været så kompliceret at lave, så hvis teknikken ikke var i orden, kunne det slet ikke lade sig gøre.

Men når det så er sagt, vil jeg må ingen måde påstå, at kunst bliver mere værd, hvis det har taget tid at lave eller er lavet med særlig håndværksmæssig snilde. Det har intet med kunstnerisk værdi at gøre. Noget, der er udført på 2 sekunder, kan være mindst lige så udtryksfuldt som noget, der har været længe undervejs.

Dit nye udtryk er markant anderledes end dine tidligere kreationer. Mere installatorisk og flydende, mere kunst end design? Er det en naturlig udvikling, et bevidst valg eller noget helt tredje? 

Jeg tror, at en stor forandring fra tidligere er, at værkerne denne gang ikke er indrammede, men frit svævende opsat på bemalede silkestykker, der hænger ned fra store rør i loftet – på en måde som ét samlet værk. Jeg ønskede at vise broderierne så ærligt som muligt – med rå kanter og hvor man kan fornemme deres transparens og skrøbelighed og lade dem veje i vinden fra museets liv.

Men jeg har også ønsket at vise broderierne fra flere stadier i processen. Lade nogle af dem forblive skitserede med en sart tråd, mens andre er gennembroderede. Og så har jeg været optaget af at opløse grænserne lidt mellem det broderede og malede – altså give broderierne et malerisk udtryk.

Derudover har jeg arbejdet med lag. Lag af broderier, lag af bemalet silke og lade lagene blande sig til ét samlet værk og udtryk. Det kan nok synes vanvittigt at dække håndbroderier over med malet silke, så man nærmest ikke fornemmer, hvor sindssyg langt tid det har taget at lave, men jeg har været mere optaget af at give værkerne et sfærisk udtryk, hvor man med nogle af værkerne faktisk skal lede lidt efter motiverne.

Jeg er ofte blevet spurgt om jeg er kunstner eller designer – for mig er det hele en flydende overgang – jeg gør bare det jeg gør.

Hvad ønsker du, at publikum tager med fra din udstilling?

Jeg ville blive meget glad, hvis det vækker noget i dem. Hvis det får dem til at standse op.