SAMTALE: Gallerist Anne Damsgaard Langhøj
SAMTALE: Gallerist Anne Damsgaard Langhøj

AUTO i baggården i Banegårdsgade. Foto: Fie Alberte Langhøj
ANNE DAMSGAARD LANGHØJ
Underviser, iværksætter, gallerist og keramiker
2000 billedkunstlærer
2008 keramiker (AKA)
2014 projektleder
2023 fænomen Gallery @faenomen_gallery
2024 frivillig Boss i Kultur fællesskabet FAUN @faellesskabet_faun
2026: Åbning af AUTO – der danner ramme om galleri, Kunst Kiosk og en mindre café.
AUTO, Banegårdsgade 9, baggården, 8000 Aarhus C
@autoaarhus
I en baggård i et tidligere autoværksted i Aarhus har et nyt galleri med særligt fokus på keramik og kunsthåndværk slået dørene op med en udstilling af nyligt afdøde Ursula Munch Petersen. Her kan du opleve Munch Petersens fænomenale brugskeramik og udvalgte unikaværker, som du måske ikke har set før. Lige her på siden kan du møde galleristen bag, keramiker Anne Damsgaard Langhøj.
Jeg tror, at flere af os har en drøm om at transformere et tidligere autoværksted. Til galleri, butik, værksted, bolig – you name it – for der er noget over den rå atmosfære, der taler til kreative iværksættere. Jeg har engang iscenesat Krims Autoværksted på Amager med designmøbler til en reportage i Euroman før stedet blev opkøbt og gentrificeret. Det projekt står stadig højt på listen over mindeværdige arbejdsdage.
Tilbage på sporet holder jeg som aarhusianer selvfølgelig øje med byen, når der sker noget for feltet. Det har længe undret mig, hvornår der mon skete noget. Der foregår nemlig sjove ting rundt om Aarhus – i Kolding, Vejen og Viborg, men smilets by har ligesom ikke gjort noget ved sagen.
Måske var det derfor, at jeg blev ekstra glad, da jeg faldt over Fænomen Gallery for nogle år siden på Instagram. I starten havde jeg lidt svært ved at forstå, hvad det dækkede over. Det viste sig at være et pop-up-galleri for keramik med etablerede udøvere med et udvalg af værker, der straks gav mig lyst til at køre over broen.
Det midlertidige galleriformat blev en succes og arbejdede sig mere og mere i form. Initiativtager Anne Damsgaard Langhøj mærkede stærk interesse for sagen, hvilket gav hende blod på tanden til aktivt at lede efter et lokale i det centrale Aarhus.
Nu er det skisme lykkes. Og i dag, d. 7. 7, åbner AUTO, det nye landfaste galleri, der altså er et tidligere autoværksted, transformeret til galleri for især keramik, men også kunsthåndværk og kunst over en bredere kam. Læg dertil workshops og events, en café og en Kunst Kiosk og der er ikke nogen vej udenom at slå indenom Banegårdsgade. Mød Anne Damsgaard Langhøj her.

Ursula Munch Petersens værker er de første til at indtage galleriet. Foto: Fie Alberte Langhøj
Hvad er Fænomen galleri?
Ideen til fænomen Galleri opstod ud fra et ønske om at bidrage til galleriscenen i Østjylland med fokus på high-end keramik. Jeg er selv samler og har kørt land og rige rundt efter keramiske skatte. Mine døtre og jeg lavede et pop-up -galleri i Bruunsgade i Aarhus i 2023, hvor 15 af landets dygtige nulevende kunstnere præsenterede deres værker.
Nu er I blevet fysiske i hjertet af Aarhus, hvad, hvor og hvordan?
Pop-up-galleriet viste sig at have sin berettigelse. Østjyderne var sultne efter et galleri med fokus på keramik. Jagten på egnede lokaler blev sat ind. Lokaler med plads til galleri, keramikværksted og unge med kreative talenter. Vi flyttede midlertidigt galleriet ind i private rammer og lavede tre årlige, velbesøgte udstillinger. I 2025 fandt vi de rette lokaler. Et gammelt autoværksted ‘AUTO’ i baggården til Banegårdsgade 9, i Aarhus. En nænsom renovering begynder og nu åbner vi solo-udstilling med Ursula Munch-Petersen udstilling – ‘U.M.P solo’ 7.7-8.8.

Ursula Munch Petersen på AUTO. Foto: Fie Alberte Langhøj
Hvilken type udøvere vil I repræsentere?
Vi repræsenterer samtidskeramik. Jeg har 25 keramikere på min egen ønskeliste – kunstnere jeg selv drømmer om at eje et eller flere værker af og ønsker at investere i. Jeg er så heldig, at 19 på min ønskeliste allerede har takket ja til at udstille.
De keramikere, der udstiller i galleriet, er alle keramikere med en vis faglige tyngde. Keramikere, der har kant og klasse, og er anderkendte. Jeg kommer udelukkende til at repræsentere de keramikere, jeg selv brænder for at eje et værk af.
Ud over keramikken vil billedkunstnere, tekstiler, glaskunstnere, designere m.m. blive inviteret ind i tværprofessionelle samarbejder.

Ursula Munch Petersen på AUTO. Foto: Fie Alberte Langhøj
Hvad er det vigtigste for jer som galleri i feltet?
Vi ønsker at sprænge det eksisterende galleri-format, skabe lighed i kultur samt en mere uformel ramme, der inviterer et bredere publikum ind i galleri- og kunstverdenen. At være kunstner er også at turde træde nye stier og tænke i nye formater. Med to kasketter på – en som kunstner og en som gallerist – bliver det interessant at skubbe til formatet.
Det er væsentligt, at vi bidrager til kunstscenen i og omkring Aarhus, og at vi præsenterer noget nyt og andet end det de øvrige gallerier gør. Synergieffekter er vigtige. Vi skal spille hinanden gode og sørge for, at man også tager til Aarhus for at se på kunst og godt kunsthåndværk. Vi har gode kunsthåndværkerbutikker: 1+1, Nr4, Højkant, Kunst & Object, Lertøj mfl. Disse ønsker vi på ingen måde at konkurrere med. Vi sender kunder deres vej, for vi vil noget andet. Vi vil sælge kunst, kaffe og skabe events.

Ursula Munch Petersen på AUTO. Foto: Fie Alberte Langhøj
Hvad gør I anderledes?
Vi vil forsøge at skabe rammer, hvor kunsten præsenteres på en mere uformel måde. Publikum skal kunne se værkerne i en ny kontekst, forestille sig kunsten i eget hjem og se måder at udstille og opbevare den på. Vi vil skabe oplevelser, hvor kunsten er en naturlig del af set-uppet. Publikum skal i galleriet være midt i kunsten. Opleve hvordan kunst og godt kunsthåndværk kan bidrage til trivsel i hverdagen. For nogle er det medvirkende til øget livsglæde. Æstetikken længe leve.
Vi ønsker at skabe et afslappet galleri, hvor man kan komme ind fra gaden og opleve kunst fra øverste hylde, få en kop økologisk kaffe/te – måske endda i en Hans Vangsø kop. Købe mindre værker med hjem fra Kiosken og tage del i events samt workshops i forbindelse med udstillingerne.
Hvad skal vi glæde os til af udstillinger i efteråret?
Udstillingskalenderen er fyldt frem til 2028 med fantastiske keramik-udstillinger.
Henover sommeren udstiller vi Ursula Munch Petersen, U.M.P solo (7.7-8.8)
Efteråret står på ‘Cylindre og andre topstykker’, Kim Holm solo (26.8-20.10)
Og vinteren står på ‘Food processer’, Claydies kommer til Aarhus (11.11-12.12)
1 X årligt præsenteres en ’upcoming artist’ i Kunst Kiosk, som også bliver en del af ‘AUTO’, more to come…

Ursula Munch Petersen i samtale med Anne Damsgaard Langhøj i 2023, hvor Ursula deltog på pop-up-udstillingen CONTEXT. Foto: Fie Alberte Langhøj
Fortæl lidt om jeres aktuelle udstilling med Ursula Munch Andersen
Udstillingen ‘U.M.P solo’ åbner 7.7 i vores nye rammer i AUTO. Udstillingen adskiller sig fra de øvrige udstillinger, da denne er retrospektiv og derfor ikke er en salgsudstilling. Værkerne forbliver en del af galleriet samling og flere værker er privat ejede udlånt til udstillingen.
Udstillingen viser udelukkende håndmodellerede værker skabt af Ursula Munch-Petersen selv.
Udstillingen bliver en udstilling i bevægelse, det vil sige, at værkerne kan ses i ny kontekst uge for uge i løbet af udstillingsperioden. Borde vil blive dækket, reoler og hylder vil fyldes på forskellig vis. Værker i bevægelse til inspiration og evig hyldest til hverdagsæstetikken.
I løbet af udstillingsperioden lanceres forskellige workshops i AUTO heriblandt ‘modellering af dyr til væg’ samt ‘mælkebøtte-malerier’ workshops i Ursulas ånd med fokus på leret, hænderne og en bæredygtig verden. Mere info på Instagram.
Enkelte værker bliver sat på AUKTION på fænomens Instagramsite, hold øje med det. Overskuddet fra sager går til, at unge i og omkring Aarhus kan skabe og opleve kunst i AUTO.
Jeg er utrolig glad for og stolt af at åbne med Ursulas værker. Ursula er kulturarv. Hun var en formidabel keramiker, designer og underviser. Hun har påvirket vores måde at tænke på og udfordret feltet i forhold til, hvad kunst og kunsthåndværk er, og så har hun sat spor landet over med udsmykninger i det offentlige rum.
U.M.P solo er en hyldest til fineste Ursula – jeg jublede, da hun takkede ja til deltagelse i vores pop-up-udstilling CONTEXT i 2023. Ære være hendes minde!

Baggårds-galleri-idyl i Aarhus. Foto: Fie Alberte Langhøj
ANNE DAMSGAARD LANGHØJ
Underviser, iværksætter, gallerist og keramiker
2000 billedkunstlærer
2008 keramiker (AKA)
2014 projektleder
2023 fænomen Gallery @faenomen_gallery
2024 frivillig Boss i Kultur fællesskabet FAUN @faellesskabet_faun
2026: Åbning af AUTO – der danner ramme om galleri, Kunst Kiosk og en mindre café.
AUTO, Banegårdsgade 9, baggården, 8000 Aarhus C
@autoaarhus