SAMTALE: Smykkekunstner Malene Kastalje

Under festivalen Smykkernes By udstiller smykkekunstner Malene Kastalje i Officinet. Hendes værker insisterer på at gå i dialog med den gode smag, traditionen og de konventionelle materialer i feltet. Mød den tidligere møbelformgiver, der i dag giver form til bærbare objekter i silikone, fordi hun elsker at fare vild i nye perspektiver og erkendelser – og ikke er bange for bevægelse.

Ikke alt der glimter er guld. Eller er det – bare på en anden måde? Det er et af de spørgsmål, der melder sig, hvis du vover dig ind i Officinet i oktober, hvor smykkekunstner Malene Kastalje viser dig nye sider af det århundrede år gamle fag. Faktisk er Guldsmedelauget, der arrangerer smykkefestivalen Smykkernes By, et af de ældste laug i Danmark.

Så det er på mange måder både arvegods og arvesølv, som Kastalje tager under altenativ behandling i sin praksis. Hendes materialer er ikke ædle metaller og ædle sten. Det er tværtimod silikone og farvepigmenter i en opskrift, som hun har raffineret og udviklet ad åre. Som en alkymist i værkstedet har hun eksperimenteret med forskellige sammensætninger for at mime det materiale, der ikke fandtes in real life, men i hendes forestillingsverden. Et materiale, der kunne minde om naturen i et mummitrolde-landskab. Eller en kultiveret udgave af mos på et norsk klippefremspring. Eller en sci-fi-dystopisk gevækst fra en fremmed planet.

For Kastalje bruger farver og teksturer til at fremkalde følelser og alt det midt i mellem. Som en balance mellem det groteske og æstetiske. Det grove og finurlige. Det voluminøse og enkle. Hendes værker er både farverige skulpturer og bærbare vidner til fantasi og virkelighed. Vidner, der taler ind i fortid, nutid og fremtid med deres unikke blanding af eksperiment og statement.

Malene Kastalje er særlig og har gennem sin karriere gjort en dyd ud af netop det. At skabe en anderledes fortælling og et nyt greb ind i en lang og prestigetung tradition, hvor ædle metaller og sten har været statusmarkører for en højere rangerede social klasse. Hieraki og klasse opløses således hos Kastalje, der minder os om, at alt flyder – måske ikke helt som i Hieraklits flod – men i hvert fald mellem drøm og virkelighed, natur og kultur, krop og smykke – og mellem alt det, vi opfatter som faste begreber og betydninger, der har godt af, at posen rystes.

Hvordan kom du i gang med at lave smykker?

Jeg var 15 år og fik et arbejdsbord i køkkenet, hvor jeg eksperimenterede med forskellige materialer som papir, gummi, haveslanger, væsker, tråd og strøm.

Efter gymnasiet ville jeg egentlig være guldsmed, men havde alt for meget fart på til at se mig selv som lærling. Kom forbi Lisbeth Nordskov, som havde Pavillonen på Gothersgade. Hun tilbød mig en plads i værkstedet. Jeg var der et års tid, indtil jeg syntes, at det hele skulle op i størrelse og at der skulle ske noget andet. Derefter søgte jeg ind på tekstillinjen på Designskolen (Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering), men fik afslag og tog en færge til England med en ven og gik to år på Portsmouth College of Art. Der var desværre ikke en smykkelinje, men til gengæld lå skolen ved vandet. Derfra blev det smykker på sidelinjen af foto, installationer, lys og skulptur.

Jeg rejste meget rundt i England, og den fantastiske natur lagrede sig i mig og har helt sikkert haft indflydelse på min organiske tilgang. Lidt tilfældigt søgte jeg ind på møbellinjen på Danmarks Designskole og endte med at skabe møbler, som nogle af underviserne havde det lidt svært med! På Institut for Unika var der til gengæld ingen begrænsninger, og her sprængte jeg arkivskabe i luften sammen med Kaptajn Kamp (det hed han) og syede delene sammen med silke.

Efter min Afgang var jeg initiativtager til den kvindelige møbelgruppe Kropsholder sammen med Louise Campbell og udstillede i de følgende år i flere dele af verden, indtil jeg en dag kunne mærke, at jeg savnede noget. Der manglede et eller andet. Måske det helt nære og materialefordybelsen. Så jeg vendte passioneret tilbage til smykkerne og gik en hel del år på smykkeskolen Smyk 2000 hos guldsmed Gitte Bjørn for at lære håndværket og eksperimenterede sideløbende med forskellige materialer.

Hvordan vil du beskrive dit materiale og dit formsprog?

Silikone er et underligt materiale uden den tyngde, som de klassiske materialer har. Næsten historieløst. Der ligger en frihed i det. Jeg har kunnet gå ind i det med en friskhed, som har passet mit temperament godt. Sådan lidt et materiale fra det ydre rum. En transparent klistret substans, som jeg har skullet lære at kende. Der var ingen til at guide mig, ingen opskrifter. Der var bare materialet og så pigmenterne. Det er fantastisk at arbejde med de rene tørpigmenter. De har til gengæld al den historie, som silikonen mangler, og det nyder jeg at dykke ned i. Jeg kan blive helt væk i at blande farver.

Mit formsprog opstår intuitivt med en rodfæstet forbindelse til naturens evne til at nedbryde sine egne strukturer og genopbygge sig selv i en foranderlig cyklus, frossen, blomstrende og forbrændt. Jeg modellerer direkte i materialet og lader formerne opstå, mens jeg arbejder. Jeg lader skævheder forblive og udfordrer min egen perfektionisme.

Hvorfor interesserer det dig netop at skabe smykker ud af andet end ædle metaller?

Jeg var også ret vild med at arbejde i sølv, men nye materialer har altid inspireret mig. Silikonen og pigmenterne giver mig et tredimensionelt lærred. Det er et materiale, som er lavet til at være perfekt. Men jeg vrider vrangen om og får det til at ændre struktur og udtryk. Jeg kan lide at opdage og udforske nyt terræn. Fare vild. Jeg kan lide at udtrykke mig gennem farver. Intuitivt. Jeg kan lide magien ved selv at opfinde teknikker, der ændrer materialets karakter.

Uforudsigeligheden. Jeg ved aldrig præcist, hvordan det endelige resultat bliver. Der ligger en spænding i det. Og så kan jeg både lide at arbejde hurtigt og langsomt, og det rum giver dette materiale mig. Nogle af processerne skal udføres spontant og direkte, andre tager en evighed. Den vekselvirkning gør, at jeg hele tiden bliver stimuleret. 

Hvad kan smykker som genre?

Jeg har altid haft et eller andet med kroppen og følelserne. At de skulle gå i forbindelse med det, jeg laver. Smykkerne er en direkte måde at kommunikere følelser og stemninger.

Det er taktilt. Interaktionen med andre mennesker bliver meget tæt. Man beder ikke om at røre et maleri. Men smykker beder folk om at røre. Jeg tror, de kan få mennesker tættere på hinanden. Og forhåbentlig rykke ved noget indeni. Vække en nysgerrighed og nedbryde nogle barrierer. Give sanseligheden et rum. Må jeg røre? JA! 

Smykker kan udtrykke noget nonverbalt og skabe en sanselig forbindelse til omgivelserne og hinanden. Jeg er vild med den umiddelbare nysgerrighed og kontakt, smykket kan vække. Vi er så vant til ord og forklaringer og serveringer. Jeg kan godt lide at give plads til tvivlen, til usikkerheden, til det, der føles fremmed. Og lade det forvandle sig. At give plads til ikke at vide og forstå alt. Bare mærke. Der er så meget omkring os, som ikke kan mærkes og som skaber tomhed og afstand. 

Hvad er smykkekunst for dig?

Rumlig poesi. Abstraktion. En koncentration af opmærksomhed. At give følelser og stemninger form, farve og tekstur. At gå i dialog med det søde, det giftige. At svæve og bevæge mig rundt i øjeblikket, hvor det velkendte begynder at opløses, og nyt tager form. Jeg kan lide rummet mellem indtørret og overdådigt og at omfavne mug i hjørner, der varsler liv, vi endnu ikke kender.

Hvid går jeg i skoven. Blå kryber jeg under søen. Orange forsvinder jeg bag bakken og lægger mig, hvor sneen falder og skaber et rum uden tid. Alt synker og afsætter tråde til de næste, som kommer.