Åbningstale Officinet, LERGRUND

Officinet lagde i juli hus til gruppeudstillingen Fin, Fed, Tung.  Kollektivet LERGRUND – bestående af Anna Andersen, Lova Nyblom, Charlotte Kluge, Han Nguyen og Jette Sørensen – havde taget udfordringen op og viste lertøj så sanseligt og nysgerrigt, som det ikke er set længe. Keramiker og designer Ole Jensen holdt åbningstalen, som vi bringer her.

Louis Ehlers Samlingen i Haderslev er Nordeuropas største samling af lertøj. I særlig grad af nordtysk og dansk oprindelse. Da jeg i begyndelsen af 1980’erne var studerende på Kunsthåndværkerskolen i Kolding som keramisk formgiver, blev vi (hele holdet) af vores kloge og inspirerende undervisere, Niels Lauesen og Peder Rasmussen, stærkt opfordret til at besøge denne samling. I første omgang naturligvis fordi de selv fandt meget inspiration i lertøjet, men jeg tror, i lige så høj grad, at det var for at åbne vores øjne for, hvor meget der var at ’hente’ – i barselspotterne, i stjertpotterne, i drejedyrene, i teknikkerne, i traditionen! I stedet for at vi hver især skulle tro, at vi var geniale og skulle opfinde verden forfra.

Op til denne åbningstale har jeg ’tyret’ (denne bog), Louis Ehlers, Dansk Lertøj, igennem fra ende til anden, og blevet ret meget klogere. Lad mig da også bare vedgå, at den er mere ’nørdet’ end hvad jeg normalt har temperament til. Kort sammenfattet gennemgår bogen, hvordan de tidlige profane håndformede og rå jydepotter i 16., 17. og 18. hundredetallet erstattedes af drejede blyglaserede pottemagervarer fra forskellige egne af Slesvig, Holsten og resten af Danmark. Pottemagerierne opstod typisk i områder, hvor der var naturlige forekomster af rød- og blåler. Tingene blev altid lavet af mandlige pottemagere, hvis sønner igen blev pottemagere og hvis sønner igen blev pottemagere.

Teknikker og traditioner blev overleveret, de var ferme ved drejeskiven, og fik noget fra hånden. Vel blev der lavet prydgenstande, sjove sparegrise og lidt legetøj, men mest af alt står det klart, at lertøjet var datidens serieproduktion og nødvendige husgeråd for jævne folk, og at det var efterspørgslen, der drev pottemagernes virke.

Når man hører om, hvor store mængder af fiskefade, dørslag, æbleskivepander, kander og dunke, der blev produceret, udskibet og falbudt på markeder, og hvor relativt lidt, der er bevaret, og hvor meget der er havnet på møddinger og i voldgrave, står det klart, at det virkelig var datidens hverdagsvarer. Det var ting til folket, og ikke værker, der var tænkt til at ende på et fint museum!

Ét sted i bogen – i afsnittet om landpottemageriet i 1800-tallet i Midtjylland omkring Sorring, som havde Danmarks største koncentration af pottemagerværksteder – er der en overraskende passage og observation, hvor tradition og rigid gentagelse udfordres af det frie individs evner og talent: ”Sorring-lertøjet er meget fantasifuldt udført og er fremstillet uden de strenge håndværksmæssige krav, som kendetegner 1700-tallets produktion.

Den helt utrolige variation som findes inden for Sorringpottemageriet er helt enestående. De mange pottemagere har hver for sig forsøgt at fremstille barselspotterne så smukt og varieret som muligt. Hver enkelt potte er formet for sig, og der er ikke to, som er helt ens. Det er spontaniteten og fantasien, der præger dette pottemageri, som i løbet af en kort årrække udfoldede sig med så vældig kraft. Her er der ingen traditioner som skal følges, og ingen krav om en bestemt stil. Hver pottemager udtrykker sig, som det falder ham naturligt, og hans mål er at gøre arbejdet så godt og smukt som muligt, efter de retningslinjer som han selv har sat. På den måde er fremkommet et stykke folkekunst, som helt igennem er individuelt…”

Min egen lemfældige tolkning af denne beskrivelse af udviklingen i Sorring er: Kan det tænkes at det store ’hub’ af pottemagere og pottemagerværksteder så småt var begyndt at lure og tage bestik af det modernes begyndelse? At underkastelse for normer og tradition efterhånden var vej til at blive erstattet af det frie individs evner og talent? At nye produktionsformer så småt var begyndt at mindske efterspørgslen på det ’billige’ lertøj? At noget nyt var på vej til at ske?

Det tror jeg – og det var, hvad der udfoldedes på Kähler-værkstedet i Næstved i de følgende 150 år. Her opbyggedes en dynamisk udveksling med traditionelt pottemageri og frie kunstnere, som Karl Hansen Reistrup, Thorvald Bindesbøll, L.A. Ring, Svend Hammershøi og mange flere. Her skabtes enestående lertøjsværker, og Kähler-værkstedet løftede lertøjet fra simpelt pottemageri, over Skønvirke og til moderne udtryksform. Det kan man læse meget mere om i bogen Kählers Værk af Peder Rasmussen.

Og lad det så være overgangen til nu og her – og nærværende udstilling!

Her er det ikke længere mændene, der på patriarkalsk vis styrer foretagendet, men fem kvinder, der har taget sagen i egne hænder og kommer med deres frodige bud på lertøjet i en nutidig sammenhæng. De fem kvinder har et fællesskab omkring lertøjet. De kalder sig LERGRUND og består af Anna Andersen, Lova Nyblom, Charlotte Kluge, Han Nguyen og Jette Sørensen.

I skrev til mig for nogle måneder siden: ”Med udstillingsprojektet Fin, Fed og Tung ønsker vi at gentænke lertøjet som kunstnerisk og kulturelt medie i en nutidig kontekst. Projektet tager afsæt i klassiske pottemagertraditioner, men vi arbejder eksperimenterende med form, funktion, skala og brug for at undersøge, hvordan lertøj kan udvikles og aktualiseres i 2026… Hvad sker der, når et materiale, der historisk har været knyttet til det hverdagslige og det funktionelle, bringes ind i et undersøgende, sanseligt og nutidigt udstillingsformat? Hvordan kan lertøjet rumme både kulturarv og fornyelse – både det genkendelige og det uventede… ”

Og det tændte mig! Det er nemlig ikke altid et spørgsmål om at finde på noget helt nyt og aldrig før set eller gjort. Det kan faktisk også være ganske sjovt at genopdage. Det glemte, det oversete eller fortrængte. Som når helt almindeligt rød- og blåler og oprindelige former på forunderlig vis åbenbarer sig med nutidig aktualitet. Eller som når almindelig hverdag ikke længere er trivialitet og nøgtern funktion, men tager form som en sanselig og poetisk gestus…

Kære LERGRUND. Tak for invitationen. Det vil være halsløs gerning at komme omkring alle aspekter i dette frodige lertøjshabitat. Og I ved meget mere om hele projektet end hvad jeg kan formidle. Godt hjulpet af jer, vil jeg alligevel gerne tolke og knytte nogle ord til jeres individuelle bidrag til hele udstillingen.

Jette Sørensen har helt konkret ladet sig inspirere af traditionelt dansk lertøj. Hun har taget fiskefadet med dyppeskålen i midten op igen. I 1700-tallet blev det udviklet for ikke at skabe konflikt ved bordene (mændene ville simpelthen tage for meget dyppelse). Jette har modsat, genskabt dyppefadene for at ’styrke’ fællesskabet omkring bordet. Og helt ærligt Jette! De gamle pottemagere kunne såmænd godt have lært lidt af dig i klarhed og udtryk.

Han Nguyen arbejder med lertøjstraditionen på abstrakt og processuel vis. Der er spor af ler og hænder, som var det gravet lige op af lergraven. Der er spor af overhældninger med begitninger og spor af kohorns dekorationer. Alt sammen typiske træk og fænomener fra lertøjet. Men bevidst, laver hun det ikke smukt og færdigt i traditionel forstand. Det er processen og antydningerne, der gælder.  

Charlotte Kluge har taget potten med låget under behandling. Og lige præcis den ting er en uvægerlig del af pottemagertraditionen. Og verden har ikke stået stille, så i den kunstneriske friheds navn, tilfører hun krukkerne ekspressive overhældninger og streger, og indlejrer personlige betydninger, som de gamle pottemagere ikke havde frihed til. I gamle dage var det mest suppe og vælling, der lå under låget. I dag kan lågpotterne rumme alt muligt andet betydningsfuldt for den enkelte.

Lova Nyblom bidrager med en moderne hyldest til lertøjet. Tydelig og alt andet end tynget. Stænk, prikker og farver på stramme modernistiske former får lertøjet til at poppe og blomstre. Man skal være en hård negl for ikke intuitivt, på en varm sommerdag, at få lyst til nyde et koldt glas Martini og en klase druer fra disse serveringsdele. Og opvasken ser også ud til at kunne blive festlig. Hvad enten det er i maskine eller i hånden.

Anna Andersens monobrune og røde ting med tykke kanter linker helt tilbage til jydepotterne og til de senere udekorerede opbevaringsflasker og dunke – og til det virkelig nøjsomme liv. Det moderne menneske længes også (ikke af nød) efter at leve nøjsomt, men vi har så rasende svært ved at være nøjsomme, når det kommer til stykket. Og derfor er det opmuntrende og al ære værd, at Anna netop påpeger vigtigheden i at finde reel livskvalitet – også i det underspillede, subtile og nære.

I keramikken er der hierarkier. Porcelænet – det tynde gennemskinnelige hvide guld fra Kina, med en klang så fin. Det er bare fint! Og stentøjet – der i ovnens høje temperaturer, på guddommelig og alkymistisk vis, kan transformeres til dyb, uudgrundelig, menneskeskabt natur. Det er åndeligt og højt agtet! Og så er der lertøjet – det lavtbrændte porøse ler, som knap vil være tæt, og med en lavere klang og stemme. Det er mere verdsligt og profant – og lavest i hierarkiet.

MEN, men, men – til gengæld har det uhøjtideligheden, det jordnære og folkloren i sig!

Kære Jette, Han, Charlotte, Anna og Lova. Tak fordi I trækker lertøjet frem, så vi kan se, prøve og mærke, hvad det har at sige os i en nutidig virkelighed. Tillykke med udstillingen! Tak for indsatsen. Lertøj og sommer passer godt sammen!