Astrid Sleires ‘sledgehammer’

Astrid Sleire er en af Norges etablerede keramikere, der arbejder i det kunstneriske mellemrum mellem arkitektoniske referencer og systemisk kollaps. Det kan lyde abstrakt, men er faktisk ganske konkret, når man står foran hendes minimale, mættede værker. Denne åbningstale blev holdt 8. januar 2026 på keramikgalleriet Peach Corner.

Jeg mødte Astrid Sleires værker på en udstilling i Norge for halvandet år siden. Det jeg så den sommer i Risør Kunstpark gjorde mig nysgerrig. For på gruppeudstillingen stak Astrids værker ud. Selvom de fleste af dem var forholdsvis små i størrelse, var der mange af dem, og de var både rolige og forstyrrende på samme tid.

Flere af værkerne var enkle stabler af flader, af ”ark” – som keramiske stykker pap eller papir – eller ”flak” som jeg har lært, at det hedder på norsk. De var umiddelbart simple stabler i ler, der både synede enkle og uhyre komplekse. Kanterne var ru, rillede som papir, der var revet over i farten. Og netop følelsen af fart gav værkerne deres ”mojo”, deres kant, deres ’attitude’. Flere af værkerne var stablet mod hinanden som korthus i forskellige konstellationer. Opretholdt af tyngdekraft og en indre spænding, der balancerede letheden med tyngden.

Lige der blev jeg ramt af Astrid Sleires ’sledgehammer’. Af værkernes stærke, minimale greb og på samme tid lidt porøse, skrøbelige struktur. Som om de kunne bryde sammen hvert øjeblik. For selvom stablingerne er affødt af Sleires interesse for arkitektur og rumlige undersøgelser, er de drilske at udføre i et materiale, der er organisk af natur og tilmed har ovnen som til tider utilregnelig medspiller.

Astrid Sleire er kendt for at sige, at balancepunktet mellem struktur og kollaps fascinerer hende. Der, hvor det hele er ved at skride, falde, smelte sammen eller blive opløst. Lige der, i midten mellem harmoni og kaos. Mellem konstruktion og destruktion. Mellem det, vi ser og det, vi ikke altid gør. Som spejlinger af det landskab, vi tager bolig i. Som paraleller til det liv, der aldrig er det samme, men hele tiden skubber sig. Forvrider sig. Udvikler sig. Og tager os nye steder hen.

Astrid Sleire arbejder ofte i serier. Som om den tanke, hun har født sine værker med, har brug for dialogen. Som om værkerne er mindre familier, der har brug for sine øvrige medlemmer for at kommunikere tydeligt. Udtrykket ”There is a strength in numbers” synes at komme til sin ret lige her i både konkret og overført betydning. For når du kigger på Sleires værk-serier, ser du både del og helhed, og får en fornemmelse for de små forskydninger og detaljer, der netop i gentagelsen bliver til mere og netop aldrig det samme. Som et fælles tredje.

Et fælles tredje er også Astrid Sleires farveskala, der ofte er en harmoni, der sammen fortæller en historie om sine omgivelser. Som en integreret egenskab ved værkerne, der også fortæller om teksturer og detaljer, der med farven bliver en individuel accent i det fælles sprog. Glasuren fungerer ikke sjældent lavpraktisk som lim mellem de forskellige og nogle gange forskudte lag og sensuelle stablinger, der taler til alle sider af dit sanseapparat

Denne udstilling hedder FOLDEDE KONSTRUKTIONER og her har Sleire arbejdet med striberne som en slags overbygning på det fælles tredje. Eller måske et nyt fælles tredje? De dybe, matte farver ser ud som om de er indfarvede direkte i leret. Som om de ”bor” dybt inde i materialet. Er født sådan. En af hemmelighederne bag er det lavbrændte rødler, der efter den første brænding får en nærmest porøs overflade, som glasuren nemt trænger ind i. Efter flere lag glasur og flere brændinger intensiveres farven og skaber dybe, rige nuancer. Til denne udstilling er striber og farveflader omdrejningspunktet – og de er enten skarpt optegnede eller overlapper hinanden som et grid af forbindelser, der skaber nye møder.

Sleire modellerer sine værker med hænderne. Det friske ler overnatter i en gipsform, så det næste dag er føjeligt og bøjeligt. Ikke tørt, men heller ikke for vådt. I dette mellemstadie former Sleire sine værker. Og dette konkrete, formbare mellemstadie indvarsler også et mere metafysisk niveau, hvor der både er noget solidt og sårbart på færde. Sleires værker står sikkert i egen ret, men bag konstruktionerne lurer nye vinkler og nye perspektiver sammen med en allestedsnærværende sårbarhed.

Striberne og farverne er sammen med de foldede vertikale formationer med til at skabe et til tider flimrende optisk billede, der forstærker følelsen af kollaps. Af at et balancepunkt kan forskydes. Af at tingene ikke helt er, som de ser ud til at være. De foldede konstruktioner til denne udstilling har givet Sleire en kærkommen ramme at arbejde indenfor. Et greb, hun ynder at starte al udvikling fra. I Astrid Sleires verden synes konstruktionerne at fungere som foldede repræsentationer af vores virkelighed. Som en måde at gestalte kontraster, der siger noget om verden. Og om os. Menneskerne i den.

Jeg vil gerne bo der!
Tillykke med udstillingen Astrid.