Sureel realisme

Sureel realisme

Sureel realisme

Wang & Söderström. Foto: Luke & Nik

WANG & SÖDERSTRÖM

Tim Söderström, født 1988 i Jönköping. Anny Wang, født 1990 i Örebro, begge i Sverige.

Tim har en Master i Arkitektur fra Det Kongelige Akademi, 2015, Anny tog afgang fra HDK, Academy of Design and Crafts, University i Götheborg i 2014.

Duoens kundeliste indbefatter bl.a.: Nobel Prize Organisation / Dansk Arkitektur Center / Röhsska Museum of Design and Crafts / Nike / HAY / ICON Design Magazine / Iittala / CHART Art Fair Architecture / Dazed Magazine / Selfridges / Burberry / SPACE10 / Chamber Gallery / SVT Swedish Television / The New York Times / Apartamento Magazine / Alte Oper / Adidas.

Udvalgte udstillinger:
Weird Sensation Feels Good, Group Exhibition. ArkDes, Stockholm, 2020, Kleureyck, Group Exhibition. Design Museum Gent, Gent, 2020, Human by Design, Group Exhibition. MAK Museum of Applied Arts, Vienna, 2020, The Age of Entanglements, Group Exhibition, Volvo Studio, Stockholm, 2020, Collectible curates, Group Exhibition. Musée des Arts Décoratifs, Paris, 2019, The Mindcraft-project 2019, Objects with Love, Group Exhibition. Design Miami, Basel, 2019, Tides x Kwangho Lee, Group Exhibition, Milan Design Week, Milan, 2019, What Matter_s, Group Exhibition. Dutch Design Week, Veem, Eindhoven, 2018, Mars on Venus Gallery, Tel Aviv, 2018, The Senses: Design Beyond Vision, Group Exhibition. Cooper Hewitt Smithsonian Design Museum, New York, 2018.

wangsoderstrom
@wangsoderstrom

 

Wang & Söderström er fremtidens formgivere. Af digitale koder og oplevelser, der fusionerer det analoge med det digitale – og omvendt. Sidste år vandt de Biennaleprisen, og nu er de aktuelle i vandreudstillingen Generation Why. Duoen var også en del af portrætbogen Danish Creatives. Det danske portræt har aldrig tidligere været udgivet. Læs det her i en opdateret udgave.

“The digital will be increasingly present in our lives, and craftspeople and designers should welcome the digital as a possibility. Take control over it and be the one to decide how to use it. Technology is not the enemy. If you are curious, you can take it to new dimensions and claim it as an art tool to develop your idiom and language. It is important to add humanity to the digital sphere. To make the digital more human-related and easier to grasp, so people don’t push it away,”

Ordene er Anny Wangs, der er svensk, men bor og arbejder i Danmark. Interviewet foregår derfor i et sprogligt hybridland. Et land, hvor engelsk er duoens fagsprog, som flugter med de internationale ambitioner og listen af arbejdsopgaver, der kun bliver længere og længere.

Anny Wang og Tim Söderström er siden interviewet blev lavet, flyttet ud af byen – i hus på landet, hvor familie- og studioliv smelter sammen. Da jeg mødte dem under arbejdet med bogen, havde de studio på indre Nørrebro. Wang & Soderström var heldige. De overtog en tidligere bodega på kanten af området, som de transformerede fra et tobakstungt og brunt lokale til et lyst og venligt studio, der balancerede mellem stedets tidligere historie og det nye formål: Et sted med plads og en lille kælder, hvor deres 3D-printer kan stå og arbejde uforstyrret i flere timer ad gangen. Samme praksis har de flyttet med ud i deres nye omgivelser, hvor duoens arbejde mellem det digitale og det analoge fortsætter med at knopskyde. Som en fysisk fællesmængde af visioner og prototyper på fremtiden, hvoraf flere af objekterne minder om noget levende – dyr, mikrober eller organismer, som alligevel ikke mimer noget virkeligt eksisterende, men mere minder om små personligheder.

Wang & Söderström. Foto: Luke & Nik

Charmerende hybrider

De sidste seks år er Wang & Söderström kommet på de fleste talentspejderes læber. Deres evne til at kombinere det digitale med det æstetiske og skabe installationer og udstillinger med genstande, der fusionerer det realistiske med det surrealistiske, har skabt både opmærksomhed og overskrifter. Læg dertil en moderne og varieret farveskala, hvor de fleste farver er i spil – både modernismens rene og postmodernismens mindre stuerene farver. Lyslilla, laks og pastelgul er nogle af dem. Mørk olivengrøn, rød og lyseblå er andre. Deres objekter er som slik, man ikke helt ved, om man tør spise, for hvad nu, hvis man forvandler sig til et monster? Eller vågner op som Alice i Eventyrland anno 2050 i en digital og vægtløs verden. Det er sådan, jeg forestiller mig Wang & Söderströms animerede univers i realtid.

Min sci-fi-associationer er måske i overkanten, men ligger alligevel lige for, for animationer er en mindst lige så stor del af duoens virke som at designe objekter. Eller skabe udstillinger, illustrationer eller større projekter, hvor flere af duoens mangefacetterede kompetencer er i spil. Den multidisciplinære duo er dog særlig kendt og anerkendt for deres animationer, hvor blobbede former, bløde balloner eller stole, der bøjer i knæene, illuderer et nyt sted uden for, ja, tid og sted. Lyder det forvirrende? Det er det også lidt. Og så alligevel ikke, for konstrasten mellem de to verdener er ikke nødvendigvis en kontrast og skarpt optrukket. Det er mere et overlap mellem de to, en fællesmængde mellem det digitale og det analoge. Det teknologiske og det reale. Og så handler det netop om at gøre det digitale og teknologiske mere humant og æstetisk appellerende. Via former, farver og en ny forståelse af, hvordan den digitale sanselighed kan aktiveres og integreres i vores verden og ikke mindst hverdag.

“Our work is about understanding tactility and spatial design and about sensibly using technology to reach a healthy future where technology and the digital become a bigger part of our life. We shouldn’t forget about our human senses because they are part of being human. And those elements are crucial. The normal way to use technology is dangerous from a long-term perspective because it is alienating. You need to appeal to people. Move them emotionally and aesthetically. Make them realize and understand that the digital can be quite the opposite. That it can be sexy, intimate and beautiful,” fortæller Anny Wang.

Wang & Söderström. Foto: Luke & Nik

København som ny base

Anny og Tim mødte hinanden på designskolen i Gøteborg, hvor de blev kærester og begyndt at arbejde sammen på flere projekter, fordi de begge var optagede af det digitale. I 2014 flyttede de til København, hvor Tim gjorde sin Master færdig på arkitektskolen og Anny arbejdede freelance på en tegnestue, mens de lavede deres egne projekter ved siden af. I 2016 tog de springet som selvstændige og oprettede deres eget sted – først i fremlejede lokaler i Kødbyen på Vesterbro, herefter et par år på Nørrebro, og da familieforøgelsen bankende på, i hus udenfor byen. Her er duoen for alvor landet i deres fælles faglighed med plads til at rode og bygge, udvikle koncepter og formater ved computerne eller gå i kælderen og supervisere 3D-printerens utrættelige arbejde med at spytte former ud, som de to har skabt digitalt.

“Spatial design is our common ground, but we also meet in so many other places. We work as architects and interior designers, and this is where we grew together on a new creative path. The fascination comes from the physical world, and we have one foot in the physical and another in the digital. In this hybrid, new things can emerge. The normal perception of technology is that it should make life more efficient. We think that technology can provide aesthetic and sensual qualities inspired by architecture and craft and that tactility should be integrated to make the perception of the digital less digital, so to speak, and something other than the conventional understanding of technology as sci-fi-like. We want to help point to a new direction for how we use technology in the future because there is a rare beauty in the preciseness of a 3D print, for instance” ” Understreger Anny.

Wang & Söderström. Foto: Luke & Nik

The future is digital

Det er med engelske ord en ambition af de større, som Wang & Söderström har taget på sig, men for dem, kan det ikke være anderledes. Født ind i ’Generation Millenial’ er de vokset op med computeren som et naturligt redskab, der har udviklet sig fra fysiske floppy disks til immateriel digital opbevaring i skyen. Vokset op med den åbne tilgang til værktøjer, der ligger som ’open source’, du kan bruge, hvis har lysten, drivet og nysgerrigheden. Både Tim og Anny er vokset op foran computeren og med både evnen, lysten og nysgerrigheden til at finde ud af, hvordan et givent software-program virker. Kan gøres bedre. Kan bruges på nye måder. Begge er opsatte på at lære igennem leg. Og forstå igennem timers hårdt arbejde. Duoens computerkompetencer er opnået gennem dedikeret og helhjertet DIY, for dengang fandtes der ingen tutorials på Youtube. Kun vilje og vej. Som Wang pointerer, så har de begge brugt mange år på at lære sproget. Så meget, at deres hjerner til tider føles, som om de er blevet kodet af en computer. Og fordi de begge har brugt så meget tid foran skærmen, er de i stand til at gennemskue systemer og software og anvende dem som et alfabet, de skaber nye bogstavsformer ud fra. Et alfabet af nye og endnu ikke definerede muligheder, der kan kobles med de eksisterende.

”It is easier to work in a field that is not defined or has a name. People want to label us. Sometimes, you can hide under a definition. Hide behind the undefined. If it is determined, you have to defend what you do. We don’t want to hide, and we don’t want to limit ourselves to a specific field. The hybrid is not emptied yet. It moves all the time, and new inventions come, like COVID-19. Now, digital meetings are almost expected. Stuff happens, and things evolve. The field is unexplored. The boundaries are wide open, and there is considerable freedom in that. We would instead focus on the work and the story behind the object instead of discussing the definition, whether it is a design or an art object. Does it matter? It is much more interesting to pay attention to what the object says,” fortæller Tim.

Wang & Söderströms objekter siger en hel masse. Vækker genkendelse og undren på samme tid på grund af deres udtryk, der er manipulerede af samme årsag. Som en hybrid mellem virkelighed og fantasi, hvor former, som minder forholdsvist meget om organer er gjort appetitlige i stedet for frastødende og iklædt materialiteter og farver, der gør, at man opfatter dem som noget andet og langt mere æstetisk.

Wang & Söderströms umiskendelige kendetegn i blobbede former. Foto: Andy Price

The shape of things

Duoen arbejder også i en vekselvirkning mellem den analoge skitse og den digitale gestaltning, og begge udvikler lige meget på hver opgave, men med hver deres tilgange og favoritredskaber. Anne Wang er vild med et særligt tegneprogram. Tim Söderström bruger sin arkitektfaglige baggrund til at holde styr på rumlighed og skala. Sammen bliver deres proces til et produkt.

“The process is our practice, and we need a frame to create. It shouldn’t be too abstract. We are learning the tools as we go along. If we use 3D printing, we ask ourselves ‘how big can we go?’ ‘Can we make it faster?’ ‘What structures would work etc?’ It helps us have direction, helps us produce, and gives us a reason to take the next step. We think it is fun to learn these digital tools. You need to have some sense of space, and we come from architecture and design, not animation. We work with dimensions, scale and space, and put ourselves in relation to that space”, forklarer Tim Söderström.

Wang & Söderström. Foto: Luke & Nik

Duoens formsprog er en sammensmeltning af reelle objekter, der findes i verden, og fantasifulde påfund manipuleret til en hybrid, der ligner noget faktuelt, men alligevel lander et sted mellem det reelle og det uvirkelige. Digital realisme, kalder nogen det. Mellemrummet mellem det reelle og det surreelle definerer duoen det selv som. Men så er vi tilbage ved definitioner, som ifølge parret, ingen gang har på jord andet end at holde noget fast, der ikke kan eller vil holdes fast. Fordi genren er ny. Mangfoldig. Uudforsket. Og i konstant bevægelse.

Som det materiale, de har brugt til fødderne til deres udstillingspodier til The Mindcraft Project 2019, som de netop har været udstillingsdesignere på. På grund af COVID-19 blev udstillingen i Milano aflyst og i stedet transformeret til en digital udgave. Podiernes fødder er støbt i gipsbeton, der er lettere end beton, men mindst lige så stærkt. Og så er det nemt at have med at gøre. Formen er skabt på computeren og printet i 3D, hvorfra duoen har skabt en form, som materialet, der har fået tilsat farve, støbes i. Resultatet er fødder med en kile, hvori udstillingspodierne nedsættes – som i et kryds – uden brug af værktøj.

”Vi kan godt lide de amorfe blobbende former, der er som væsener fra en tredje verden mellem den fysiske, vi kender, og den digitale, som vi selv kan skabe. What you usually see lands in a new place. It is often a personal experience when you see our work; what you associate with our shapes differs depending on your experience. Our shapes and our form language play with the recognizable, letting the technical aspect twist the organic and human factor. We are firm believers in the new renaissance, where everything is connected with the body. Not so much with measurement, but with feelings and emotions,” understreger Wang.

Material SWang Soderstrom_low

Social media as PR-partner

Wang & Söderström har i dag over 77.000 følgere på Instagram. Et ekstremt højt tal, taget deres korte karriere i betragtning, men de mange animerede film med objekter, der ruller, flyver og ser ud som om de taler sammen, er så charmerende, at folk deler dem. Videresender dem og kommenterer på dem. Flere internationale udstillinger og opgaver hos og for prominente brands i internationale storybyer har også gjort deres til at ’booste’ duoens ’social presence’. Wang & Söderström er bevidste om de sociale platformes store styrke, men uploader ikke indhold ubevidst, ligesom der heller ikke ligger en overlagt strategi bagved. Det er mere kommet i ryk. Små og gode ryk, fordi duoen har lavet interessante udstillinger, der både formidler og er noget nyt.

”Our Instagram has grown organically from one event to the next. The critical ingredient is hard work. We work constantly, and social media enables us to spread our work to a broader audience. It is crucial to balance it and show something that has its value. We don’t create content for social media exclusively but show our followers how we work, get inspired, and invite people to join our exhibitions and events. You shouldn’t be afraid to post, because alt det, du skaber har mulighed for at krydsbefrugte hinanden der,” konkluderer Wang.

Og det virker. Duoens Instagram-konto vokser støt og med deres kollektion for HAY er det international afsæt for alvor ved at manifestere sig. Som en dansk-svensk fortælling der er klar til at tage verden med animeret storm med værker og installationer, der balancerer mellem det genkendelige og surrealistiske.

Wang & Söderström. Foto: Luke & Nik

WANG & SÖDERSTRÖM

Tim Söderström, født 1988 i Jönköping. Anny Wang, født 1990 i Örebro, begge i Sverige.

Tim har en Master i Arkitektur fra Det Kongelige Akademi, 2015, Anny tog afgang fra HDK, Academy of Design and Crafts, University i Götheborg i 2014.

Duoens kundeliste indbefatter bl.a.: Nobel Prize Organisation / Dansk Arkitektur Center / Röhsska Museum of Design and Crafts / Nike / HAY / ICON Design Magazine / Iittala / CHART Art Fair Architecture / Dazed Magazine / Selfridges / Burberry / SPACE10 / Chamber Gallery / SVT Swedish Television / The New York Times / Apartamento Magazine / Alte Oper / Adidas.

Udvalgte udstillinger:
Weird Sensation Feels Good, Group Exhibition. ArkDes, Stockholm, 2020, Kleureyck, Group Exhibition. Design Museum Gent, Gent, 2020, Human by Design, Group Exhibition. MAK Museum of Applied Arts, Vienna, 2020, The Age of Entanglements, Group Exhibition, Volvo Studio, Stockholm, 2020, Collectible curates, Group Exhibition. Musée des Arts Décoratifs, Paris, 2019, The Mindcraft-project 2019, Objects with Love, Group Exhibition. Design Miami, Basel, 2019, Tides x Kwangho Lee, Group Exhibition, Milan Design Week, Milan, 2019, What Matter_s, Group Exhibition. Dutch Design Week, Veem, Eindhoven, 2018, Mars on Venus Gallery, Tel Aviv, 2018, The Senses: Design Beyond Vision, Group Exhibition. Cooper Hewitt Smithsonian Design Museum, New York, 2018.

wangsoderstrom
@wangsoderstrom

Fra jord til bord

Fra jord til bord

Fra jord til bord

En håndfuld af østershat-svampe, som skal bruges til et nyt projekt. Foto: Katrine Møbius / 5Media

JONAS EDVARD

Født i 1982 i Thy. Bor og arbejder i Tårnby/Amager. Uddannet på Det Kongelige Akademi i 2013.

Hans mest kendte designprojekter er Terroir project, Myx Project, Konkret lamp og Gesso project og hans kunder tæller bl.a. Noma, Örsjö, Blue Hill Farm, Blox, Art Institute Chicago og Conran Shop.

Af udvalgte udstillinger kan nævnes: The Future is present, Designmuseum Danmark 2022-2024, The Mindcraft Project 2020 + 2023, Design by Paper, Museum of Paper Art, Blokhus, Denmark, 2020, Plant fever, Centre d’innovation & Design, Belgium, 2020, La Fabrique Du Vivant, Centre Pompidou, Paris, France, 2019, Now Nordic, Reykjavik Museum of Art, 2019, Born and raised, Maison et Objet, Paris, France, 2018, Fungal Futures III, Ghent, Belgium, 2018, Everyday Life, Signs of Awareness, 21st Century Museum, Kanazawa, Japan, 2017

Han har modtaget flere priser og anerkendelser heriblandt Legat fra Kunstforeningen af 14 aug, Knud V Engelhardts Mindelegat, Rado Star prize, Finn Juhl prisen og flere legater fra Statens Kunstfond.

www.jonasedvard.dk
@jonasedvardstudio

 

Jonas Edvard er materialedesigner- og kunstner. En frontløber i et felt, han selv har været med til at definere – world wide. Og så er han aktuel i vandreudstillingen Generation Why, ligesom han deltager i portrætbogen Danish Creatives. Portrættet har aldrig tidligere været udgivet på dansk. Men nu er det på tide…

Jonas Edvard er en atypisk designer i en ny generation og en af dem, der ikke kun formgiver genstande, men udvikler bæredygtige materialer af de naturlige ressourcer, der ligger foran eller nede under os – som kalk, tang, svampe og plantefibre. Som barn legede han i skoven det meste af tiden, hvor han rodede i jorden, undersøgte gevækster og nærstuderede insekter. Når der var mad, ringede hans forældre med koklokken, for han kunne snildt være flere kilometer væk, fordybet i materien og i sine krøllede tanker. Selvom det lyder som minder fra en svunden tid, er historien sand og vidner om en nysgerrig, kritisk og søgende designsjæl, der finder potentiale de mest oplagte, men også usandsynlige steder – set med branchebriller på.

”Jeg voksede op i Thy, hvor vi ikke havde TV før jeg var 15 år, og min barndom handlede om at være barn. Jeg byggede huler, lavede våben og sprang ting i luften. Jeg var altid i naturen og er vokset op med, at der var materialer alle vegne som tang, kalk, svampe, aktivt kul og flint, så for mig er materialer oplagte at tage fat på som designer.”

Siden Jonas Edvard tog afgang på Det Kongelige Akademi i 2013 har han udstillet sine projekter over hele verden, modtaget priser og holdt foredrag og forelæsninger. Foto: Katrine Møbius / 5Media

Gesso og NOMA

Et naturmateriale som kalk blev ankeret i Edvards mest populære projekt til dato, The Gesso Project, hvor koralkalk fra Faxe Kalkbrud, der daterer 65 mio. år tilbage, blev hovedkomponent sammen med biologisk nedbrydelig lim og naturlige pigmenter. Jonas Edvard eksperimenterede sig frem til Gesso-materialet, som han brugte til en serie af lamper og borde til Danish Crafts Collection – et salgsinitiativ foranlediget af den danske stat. Interessen for projektet var stor og da den verdensberømte danske restaurant NOMA skulle genopføres i nye lokaler i 2019, valgte de Jonas’ lamper til restauranten, hvilket satte yderligere skred i sagerne. Jonas producerer selv lamperne på værkstedet med hjælp fra hans praktikanter, der kommer fra hele verden.

”Jeg er heldig, at jeg har mange ben at stå på. Jeg kan lave lamper, der kan sælge. Jeg kan undervise og afholde talks. Jeg kan lave designs for andre og modtage royalties. Jeg kan opnå kunststøtte, hvis jeg er heldig, og skabe udstillinger sammen med andre. Jeg sammenstykker mit liv på den måde, ligesom jeg sammenstykker mit design af ting, jeg ser og materialer, jeg opfinder”.

Lampe i Tang og papir til Noma 2019, vist som en del af  udstillingen Plant Fever. Foto: Jonas Edvard

Kritisk nørd

Jonas Edvard agerer ubesværet i syntesen mellem ingeniørkunst, geologi, kunst og design i det sammensmeltede felt af viden og muligheder, som den nørdede opfinder, han er. Han roder med andre ord stadig i jorden, hvor han finder, udvikler og forsker sig frem til nye materialesammensætninger. Nye materialer til nye tider, hvor bæredygtige og recirkulerbare materialestrømme er den nye agenda, du som formgiver og producent er nødt til at forholde dig til. Den danske designer er med andre ord på en global ansvarlighedsmission og kalder selv det, han bedriver for kritisk bæredygtighed, hvor han bruger materialerne til at stille spørgsmålstegn ved vores eksistens.

”Det kritiske handler om at stille de rigtige spørgsmål. Her er fx en stol i tang. Kan man sidde i den? Er den dyr at producere? Hvor bæredygtig er den egentlig? Bæredygtige bliver vi aldrig helt 100% og som designere skal vi jo lave noget, der kan sælge. Men det er ikke vigtigt for mig. Designeren har en flydende rolle. Jeg vil ikke definere, hvad der er rigtig eller forkert, for så bliver det småreligiøst og låser sig fast. Recirkulerbare papkopper bruger du kun en gang, men keramik bruger du hele livet, selvom du bruger mere CO2 til at producere den. Bæredygtighed er ikke defintivt, men mange mener at have svaret.”

Myx wall (Risør) 2023 er groet i rester fra Pilebygs-pileproduktion med støtte fra Boligfonden Kuben. I København bliver det værket Myx Sail, der indtager Rundetaarn. Foto: Rune Nylund Larsen

Ulykke som motivation

Jonas Edvard taler meget om meget. I både højtflyvende meta-refleksioner og i praksisnære materialenørderier, og på hans natbord ligger der da også både filosofi og fagbøger, men ingen romaner trods det faktum, at begge hans forældre er bibliotekarer. Jonas Edvards designuddannelse var også højtflyvende og skar på tværs af fag og muligheder. For da han startede på skolen på Holmen, havde de netop nedlagt linjefagene og Jonas blev ’free mover’ og surfede rundt og fordybede sig i alt efter kursusudbuddene. Under hans uddannelse kom han ud for en ulykke. Styrtede på cykel og troede han skulle dø.

”Så alvorligt var det ikke, men jeg følte, at jeg skulle dø. Og det var et kæmpe chok. Når man er ung, er man jo udødelig og man har ofte nogle ret heftige holdninger til tingene. Det havde jeg også, men chokket afstedkom nogle angstanfald, som jeg fik hjælp til at tackle og forstå, så jeg fik energi og mod til at fokusere på det, der var vigtigt. Det gav både perspektiv og nye erkendelser, som jeg i dag ikke ville have været foruden.”

Med ulykken og de nye erkendelser som motivator begyndte Jonas Edvard for alvor at dykke ned i materialerne på sin Master og med bæredygtighedens langsomme indtog på skolen – og i hele verden – tog materialeopfindelserne over. Nu små ti år senere er Jonas Edvard en af de etablerede i det nye felt af materiale-opfindere, der er opstået som en ny global niche i designfeltet. Et felt, der kun bliver mere og mere relevant og interessant. For kritisk bæredygtighed er moderne muligheder, der kan ændre verden, hvis vi bare forstår hvordan, mener Jonas Edvard.

Myx Chair, The Mindcraft Project 2020. Stolen er støbt i hampefiber og svampemycelie. Foto: The Mindcraft Project

Rastløs skaberkraft

Jonas Edvard er en do’er. En af dem, der får noget fra hånden, men han er samtidig også meget oppe i hovedet. En intellektuel designer om man vil. Men måske er der bare en friere passage mellem krop og intellekt hos Edvard eller også er refleksion ikke noget han gør en sjælden gang imellem, men hele tiden. Som en del af hans måde at være i verden på?

”Jeg vil gerne skabe og har aldrig kunne finde mig tilpas i at holde ferie. Jeg synes det er skønt at komme afsted og opleve nyt, men jeg bliver også hurtigt fyldt op. Jeg har brug for at bearbejde indtrykkene. Så jeg tegner hele tiden for at bearbejde dem. Det er noget med at have noget at give sig til. At bygge et hus har et kæmpe formål, der slår noget til i min hjerne – at sørge for sin familie. Det handler om noget helt andet end at designe et produkt, opfinde et nyt materiale eller skabe et projekt og blive anerkendt fagligt. At bygge et hus er en kæmpe tilfredsstillelse. Når man er færdig, findes det i verden, bam, det står der.”

Design som sprog

Jonas Edvard byggede hus samtidig med at han skulle have sit studio op at køre, så der har været travlt i lange perioder. Nu er huset færdigt og han er ved at rydde op på tegnestuen, da en ny fælle flytter ind i fællesskabet. Mange af kasserne indeholder forskellige materialeprøver og et hav af notesbøger med opskrifter og tanker om, hvordan en specifik materialesammensætning reagerer eller hvor lang tid et givent materiale skal tørre. For det meste er det praktikanterne, der får skrevet tingene ind i notesbøgerne, for i kampens hede er det måske bagsiden af en fragtseddel, Jonas får skriblet sine tanker eller opskrifter ned på. Og det holder ikke på den lange bane, hvor han ofte går tilbage til et tidligere projekt for at undersøge noget, han ikke helt fik fat på første gang, eller arbejder videre med noget, der stadig prikker til hans nysgerrighed.

Materialet står over form hos Jonas Edvard. Han er vild med, at materialerne er så håndgribelige og konkrete at arbejde med, og han plejer at sige, at ’form follows material’.

”Formen bliver ofte nedprioriteret hos mig, fordi al arbejdet ligger forud i materialet. I test. I udvikling. I eksperimentet. Materialeundersøgelserne er mit alfabet, mit vokabular, hvor der er forskellige lyde, resonans, dybde, toner og farve. Og når jeg bruger alfabetet, skaber jeg indhold. Design er et stille sprog. Man kan tale meget om det, men kommer ingen vegne. Materialet gør, at jeg kan producere et arbejdsfelt, hvori jeg kan fortolke de muligheder, der ligger i materialet og ikke i designet. Materialemulighederne bliver et sprog, som jeg bruger til at skabe billeder i mit hoved. Til at stille spørgsmål om holdbarhed, funktionalitet, taktilitet, farve og til at skrue op og ned for mit repertoire”.

Detalje af Myx Sail / Floor til The Mindcraft 2023, der var udstillet i ultra kort tid i København sidste år. Foto: Anders Sune Berg

Innovation i dovenskab, ærlighed i idealisme

Jonas Edvard har behov for at iscenesætte sin hverdag, så tingene omkring ham fortæller ham, hvad han er i gang med at arbejde på. Inspireret af den danske designer Jacob Jensen, der engang sagde, at når han arbejdede på et projekt, var det vigtigt, at han kunne han se, hvad han lavede i går, når han stod op om morgenen. Hvor langt han var nået. Hvilke processer, der lå der. Det er det samme for Jonas Edvard. Han har behov for at se, røre og ræsonnere sig videre frem i arbejdet baseret på det, der ligger forud. Af materiale og processer, for man skal sove på tingene, se på dem igen og skære ind til benet.

Innovation er for Edvard ikke altid lig med arbejde. Det kan sagtens være dovenskab, for i dovenskaben kan man åbne nogle områder af tankerne, man ikke altid har adgang til, mener han. I dovenskaben kan man komme i tættere kontakt med sin sanselige forståelse. Jonas Edvard kombinerer dovenskab med opfinderi. Intellekt med hands-on. Eksperimenter med logisk stringens. Og så er han en mester i at genbruge og nytænke ressourcer – ofte ud fra det forhåndenværendes princip. Som da han byggede en tømmerflåde af genbrugsmaterialer, han fandt, til et projekt på Det Kongelige Akademi.

Myx Sail / Floor skabt til The Mindcraft Project 2023 – lydabsorberende svampematerialer udviklet i samarbejde med Arup Enginiører / Berlin 2019-2022 med støtte fra Fortmann stiftung og Statens Kunstfond. Foto: Anders Sune Berg

Ved siden af dovenskaben står ærligheden sammen med ansvaret og kigger på. Idealismen er også med. De er nærmest ligeværdige partnere. For Jonas har ikke tid til andet. Han ved, at livet er skrøbeligt og tiden knap. Han har en mission og en ambition, der ikke er til at tage fejl af. Han vil skabe kvalificeret indspark til bæredygtighedsdebatten og være med til at flytte tingene i den rigtige retning.

”Jeg sætter pris på, at folk er ærlige. Jeg prøver ikke på at give dem det, de forventer. Jeg tror ikke på, at vi som mennesker har indsigt i hinanden. Det synes jeg er fordømmende. Man kan lave aftaler. Min force er, at jeg ikke har noget problem med at diskutere projektets formål og indhold. Jeg giver mine kunder og samarbejdspartnere enormt meget fleksibilitet. Nogle håndterer det bedre end andre. Men hvis jeg har sagt ja og jeg brænder for det, så giver jeg det 200% og bruger al min tid på det. Jeg er ikke rigid og har ingen problemer med at starte forfra i en proces.

Hvis man er idealistisk, er det ofte en prøvelse – det lærer man, når man får børn. At der er andre behov end mine. Man bliver tvunget til at tænke sig om og blive færdig. Så kan det godt være, at der ryger nogle processer undervejs, men man får til gengæld skabt nogle resultater. Jeg har behov for, at der er et formål. Og så er jeg ekstremt fleksibel og omstillingsparat, når der er et formål og der er flow i, hvor vi skal hen”.

Portræt fra onlinemagasinet 5Media. Foto: Katrine Møbius / 5Media

JONAS EDVARD

Født i 1982 i Thy. Bor og arbejder i Tårnby/Amager. Uddannet på Det Kongelige Akademi i 2013.

Hans mest kendte designprojekter er Terroir project, Myx Project, Konkret lamp og Gesso project og hans kunder tæller bl.a. Noma, Örsjö, Blue Hill Farm, Blox, Art Institute Chicago og Conran Shop.

Af udvalgte udstillinger kan nævnes: The Future is present, Designmuseum Danmark 2022-2024, The Mindcraft Project 2020 + 2023, Design by Paper, Museum of Paper Art, Blokhus, Denmark, 2020, Plant fever, Centre d’innovation & Design, Belgium, 2020, La Fabrique Du Vivant, Centre Pompidou, Paris, France, 2019, Now Nordic, Reykjavik Museum of Art, 2019, Born and raised, Maison et Objet, Paris, France, 2018, Fungal Futures III, Ghent, Belgium, 2018, Everyday Life, Signs of Awareness, 21st Century Museum, Kanazawa, Japan, 2017

Han har modtaget flere priser og anerkendelser heriblandt Legat fra Kunstforeningen af 14 aug, Knud V Engelhardts Mindelegat, Rado Star prize, Finn Juhl prisen og flere legater fra Statens Kunstfond.

www.jonasedvard.dk
@jonasedvardstudio

 

Glashus uden dør

Glashus uden dør

Glashus uden dør

Architectural Glass Fantasies – Object no. 69 (2024), H 22 B 34 D 33 cm. Formblæst og slebet glas med digital printteknik. Udstilles netop nu på Gallery FUMI i London. Foto: Stine Bidstrup

STINE BIDSTRUP

Født i 1982. Bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Akademi, Bornholm i 2004 og fra Rhode Island School of Design, Providence, RI, USA i 2006 – og så har hun en BA fra Københavns Universitet i 2019.

Stine Bidstrup er tilknyttet følgende gallerier: FUMI, London, Hostler Burrows, New York & L.A. og Heller Gallery, New York.

Af udvalgte udstillinger kan nævnes:
Indeterminate Objects, Arts + Literature Laboratory, University of Wisconsin-Madison, USA, 2024, Generation WHY, 2023-25, Growth + Form: Gallery FUMI at 15, Gallery FUMI, London, England, 2023, The Future is Present, Designmuseum Danmark, København, Danmark 2022-24, The Mindcraft Project 2021, Virtuel platform, København, Danmark, Passage at The Byre, Bullseye Projects, Latheronwheel, Skotland, 2021- 2024, New Glass Now, The Renwick Gallery, The Smithsonian American Art Museum, Washington DC, USA, 2021, Biennalen for Kunsthåndværk og Design, Museum Koldinghus, Kolding, 2021, Focus: Stine Bidstrup, Heller Gallery, NYC, USA, 2020 (solo), Architectural Glass Fantasies, Galler FUMI, London, UK, 2020 (solo), New Glass Now, Corning Museum of Glass, New York, USA, 2019 (gruppe).

Hun har modtaget en lang række anerkendelser bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Inga & Ejvind Kold Christensens Hæderspris og Hempels glaspris.

www.stinebidstrup.dk
@stine.bidstrup

 

Stine Bidstrup er glaskunstner, akademiker og kurator. Og så er hun aktuel i vandreudstillingen Generation Why, ligesom hun deltager i portrætbogen Danish Creatives. Portrættet har aldrig tidligere været udgivet på dansk. Men nu er det på tide…

Glaskunstner Stine Bidstrup er petit af fysik, men grandiøs i sin begejstring for glas. Hendes værker er ofte store i skala, sært insisterende og så rige på detaljer, at man er nødt til at bruge tid på dem. Gå rundt om dem for at afkode de indlagte tråde, der synes at forbinde sig med hinanden som et matematisk grid, der minder om et topografisk landskab – inde i glasset, vel at mærke. Der er intet let ved Stine Bidstrups værker. De oser af tid og myreflittig omgang med modeller, idéer og processer. Hun siger selv, at hun har taget to af de sværeste teknikker indenfor faget og smeltet dem sammen: At udvikle alle de individuelle støbeforme i silikone, der ofte når et antal på 8 eller 10 forskellige forme per værk. Dernæst at designe de forskellige mønstre digitalt og efterfølgende smelte dem ind i glasset. Herefter bliver de to forskellige metoder smeltet sammen i det færdige værk, der tager Bidstrup ca. tre-fire uger at lave.

Stine Bidstrup selv er heller ikke lavet af glas. Tværtimod tager hun fysisk seje armbevægelser med krævende støbeprocesser og arbejder naturligt med slibemaskiner, glaspustning og andre tekniske udfordringer, og man undres over de åbenlyse modsætninger mellem den intellektuelle tyngde, hendes værker er præget af, og de håndgribelige og ofte beskidte omstændigheder, hendes værker laves under. Nogle gange skaber hun værkerne alene, andre gange i nødvendigt samarbejde med erfarne håndværkere, som hun arbejder sammen med på Holmegård Værk. Bidstrups værker er ekstremt sensitive overfor temperatur og timing i processen, og man kun får den ene chance. Så alle sejl skal sættes til og vejret holdes.

Procesbillede af ‘arkæologisk udgravning’ af et færdigblæst værk. Foto: Stine Bidstrup

”Glas er både solidt og skrøbeligt på samme tid, og man skal håndtere materialet opmærksomt og forsigtigt. Det er nervepirrende og på grænsen til det ubehagelige, for hvad nu hvis jeg taber noget. Så er det slut. Også i blæseprocessen. Her kan der også nemt gå noget galt, selvom jeg arbejder med to sindssygt dygtige blæsere i Småland med 20 års erfaring. Jeg er også selv ret kompetent – men det kan ske. Usikkerheden er noget, jeg lever med. Glas er ikke et materiale, man kan reparere på, så hvis uheldet er ude, bliver man nødt til at revurdere situationen. Slibe et hjørne af, hvis det er knækket ­– og i det hele taget være opfindsom. Især i støbe- eller blæseprocessen, hvor alt foregår nede i en form og man ikke kan se, hvad der foregår. Værket kommer sjældent ud af den form, sådan som jeg har forberedt det eller forestillet mig. Glaskunst er ikke en eksakt videnskab. Værket er ikke 3D-tegnet i et program først. Slet ikke. Så man må forholde sig til det, der kommer ud. Nå, det blev den farve? Ok, så modellerer jeg lidt på det med nogle slibeværktøjer. På den anden side er jeg også glad for, at de værker jeg laver, ikke skal være perfekte. Det er ikke på nogen måde en stræben efter perfektion. Og det er kun godt, hvis mønstrene strækker sig ud, ’clasher’ med hinanden eller andet, der skaber noget uforudset. Alt er håndlavet. Der er intet maskinelt over det. Jeg bruger gamle teknikker. Og selvom jeg integrerer digitale mønstre i glasset, er det stadig de gamle håndværksprincipper, der er i brug. Jeg skal stadig støbe og blæse, selvom værktøjerne er blevet mere moderne og ressourcesparende,” forklarer Bidstrup.

Stine Bidstrup igang med at bryde en gipsform på et værk til udstillingen Matter at Hand på NY-galleriet Hostler Burrows. Fotograf: Dorte Krogh for Hostler Burrows

Akademiker og DIY-type

Stine Bidstrup deler atelier med fem andre glaskunstnere på Islands Brygge i København, og det siger mere om min naive forventning end om virkeligheden, da jeg lettere forvirret ikke finder det store, åbne og nærmest transparente rum, hvor lyset vælter ind ad vinduerne, som jeg havde forestillet mig. Som om rummet nødvendigvis afspejler det materiale, der arbejdes med. Her er i stedet tætpakket med papkasser, der indeholder materialer, værktøj og værker, og man fornemmer seks forskellige skriveborde derinde et sted mellem reolerne, der deler rummene op. Værkstedet har flere rum, hvoraf nogle udelukkende er beboet af maskiner og værktøj. Store cirkelformede slibesten på knapt en halv meter i diameter hænger på væggen og pointerer, at arbejde med glas ikke er for svæklinge. Eller folk, der ikke har en lille maskinmester i sig og er en Do-it-yourself-type. For det er dyrt at købe nye maskiner. De gamle maskiner fungerer dog endnu og hjælper de udøvende på studiet med at skabe deres værker, og derfor må man ind i mellem selv finde skruetrækkeren frem. Værkstedet er med andre ord en flydende tilstand mellem fysiske som abstrakte modsætningspar. Mellem ideen om det rene, lyse glas og det hårde og ofte svinende arbejde det er at støbe, blæse eller slibe. Hvor vandet sprøjter, glassplinter flyver og hvor bandeord kan fyge gennem lokalet, hvis uheldet er ude og man taber et værk eller noget andet går galt i skabelsesprocessen. Mellem kunst i verdensklasse og ’down-to-earth’ gør-det-selv, hvor skruetrækkeren er din bedste ven.

At Stine Bidstrup har to akademiske uddannelser bag sig, kan ikke overraske, når man hører hende fortælle om sit arbejde og minutiøst gennemgå alle skridt i processen, fra idé til færdigt værk. Samme arbejdsdisciplin og dedikation gjorde, at hun skrev et kunsthistorisk bachelorprojekt med titlen ”Mellem krystallinsk og transparent: Glassets arkitektoniske potentiale i tidlig europæisk modernisme”. Sådan! Der er ingen nemme ind- eller udgange hos Bidstrup, der også altid har været fascineret af arkitektur. Faktisk troede hun en overgang, at hun skulle være arkitekt. Det blev hendes søster i stedet. For Stine havde i mellemtiden fået fingrene i glasset. På ungdomsskolen, hvor et kursus blev udbudt, som hendes veninde gerne ville tage. Stine tog med – og blev langsomt, men sikkert opslugt af det transparente materiale. Og da hun langt om længe fik lov til at blæse på et højskoleophold, var hun solgt.

Architectural Glass Fantasies – Object no. 71 (2024) H 43 B 21 D 25 cm. Formblæst og slebet glas med digital printteknik. Udstilles netop nu på Gallery FUMI i London. Foto: Stine Bidstrup

”Jeg havde egentlig altid troet, at jeg skulle være akademiker. Jeg har ikke haft nogen plan om at være glaskunstner. Men lige så snart jeg fik fingeren ned i glasblæsningen, på højskolen efter gymnasiet, var det bare det mest spændende, jeg kunne forestille mig. Jeg søgte ind på Designskolen bagefter, kom ind og har ikke set mig tilbage siden. I starten handlede det om, hvad glasset kunne. Glas kan ligne andre materialer. Det er plastisk og kan tage aftryk af noget andet. Det var materialet og håndværket, der var i fokus. Efter min bachelor tog jeg til USA, til Rhode Island School of Design (RISD). Her blev glasset taget ekstremt seriøst som billedkunstnerisk og konceptuelt udgangspunkt, og vi så på glasset som materiale. På de fysiske egenskaber og på, hvordan de konceptuelt kunne udnyttes qua deres transparens, refleksion og optik – og vi jokede med, at skolen burde omdøbe linjen til ’Afdelingen for transparente udforskninger’.

Meget af det, jeg lavede på RISD er langt fra det, jeg laver nu. Det var mere performance og videoværker, der undersøgte det konceptuelle bagland langt fra materialet. Nu er jeg tilbage og har fundet en god syntese mellem de to. Det, jeg laver i dag, er mere kunsthåndværksbaseret, men det er også vigtigt for mig, at der er en kunsthistorisk og idémæssig forankring. I mine værker handler det om at se, i lille skala – men uden at se det hele. Det handler om at se flere ting på en gang. En overflade, der reflekterer, men også at kunne se igennem et materiale og ind til de geometriske mønstre, som jeg arbejder med. Som igen har en tendens til at spejle sig op i overfladen – at kunne udtrykke overflade og rum på samme tid. Det kan glas, og det er der ikke så mange materialer, der kan. Og så er det helt vildt fedt og helt vildt svært at blæse glas. Det er meget fysisk og intenst i korte perioder. Jeg bruger lang tid på at forberede og efterbearbejde, mens selve blæse- eller støbeprocessen er kort og højintens. Glas er et enormt forførisk materiale. Jeg har dyppet tæerne i andre materialer som keramik, men der er ikke andre materialer, der kan det samme,” forklarer kunstneren.

Der er ingen tvivl. Bidstrup er forelsket. I sit materiale. I muligheder og besværligheder. I den krævende fysiske og teknisk nørdede side af sit fag. I de poetiske, abstrakte og konkrete referencer, betydninger og lag glasset gennem tiden har haft og stadig har. Forelsket i den skærende kontrast mellem den porøse skrøbelighed og megalomane mulighed, som glasset tilbyder. Fordi det kan blæses op. Støbes. Formes og smeltes om igen.

Samling af skulpturer undervejs til færdiggørelse i Stines værksted på Islands Brygge. Foto: Stine Bidstrup

Glassets potentiale

De fleste har en fornemmelse af, hvad glas kan. At det er et materiale, der både er profant og magisk. Vi drikker vand og vin af glas. Vi forundres over glassets reflekterende og spejlende evne. Forføres af dets evne til at ligne noget andet og mere ædelt. Som ja, ædelsten og sølv.

Bidstrups seneste værker til Heller Gallery i New York ligner noget, jeg ikke har set før. Jo, måske i de allerældste Supermand-film, fordi de minder om sammensmeltede stænger af kryptonit. Skarptslebne stave med krystallinsk raffinement og kraftfulde, men nedtonede farver. De anes derinde. Farverne. Sammen med mønstre af forskellig art, der går i dialog med hinanden. Det er helt med vilje. Eller med så meget kontrol, som det nu kan lade sig gøre. For glasset vælger sin egen vej i ovnen. Men det er kun godt ifølge Bidstrup, for de seneste seks værker, der hedder ’Imaginary Crystallizations’, er genbrugsglas fra tidligere værker. Derfor taler de netop med spaltet tunge i møder mellem tidligere anvendte farver og mønstre. Som nye fællesmængder af indre kaos i styret ydre form. Skarpt og organisk på samme tid.

”De sidste værker er støbt i mindre skala. Glas er skabt af sand og jeg ville lege med idéen om, at glas ligner sten, rav eller andre materialer. Jeg havde referencer til ædelsten som quartz, rosa-quartz, rubin, topas og farver som safirblåt og smaragdgrønt i tankerne. Lidt ligesom når man køber glasfarverne hos fabrikanten, hvor de også hedder de her navne og man bliver forført af, at de ligner spiselige bolsjer. Serien består af seks værker, som jeg selv har støbt på værkstedet af overskydende glas. Nogle kanter er slebet, andre er ikke, og der er et spil mellem mat og poleret, mønstring og ikke mønstring sammen med rester af de geometriske grid, som man oplever i glimt. Farver og transparente områder går i dialog med hinanden og der er aflejringer af mønstre og farver uvilkårlige steder, fordi glasset er genbrug. Sporene af de tidligere værker bliver også en historie. En ny historie,” siger hun.

Detaljebillede af Architectural Glass Fantasies – Object no. 61 (2023). Foto: Dorte Krogh

USA, London, Estland

Stine Bidstrups ophold i USA som Master-studerende kom til at påvirke hende på flere måder. Ikke kun fordi, hendes fag blev taget ekstremt seriøst og hun derfor hurtigt følte sig som en professionel udøver, men også fordi hun udviklede netværk fagligt og privat. Siden da er hun vendt tilbage jævnligt for at undervise og fik gennem en kollega kontakt til det anerkendte glasgalleri Heller Gallery i New York, hvor Bidstrup har været i stald siden 2017. I 2018 havde hun sin første solo-udstilling, der blev totalt udsolgt. Galleriet er glad for danske glaskunstnere, men stiller også krav til deres kunstnere. Det passer dog godt til Bidstrups temperament, at der skal ydes. Steppes op. For når der er samlere, der vil købe, skal der leveres.

”I 2020 er jeg også begyndt at arbejde sammen med Fumi Gallery i London, der arbejder mere med design collectibles, som i one-off design pieces med fokus på det funktionelle. De er interesserede i nogle af mine tidligere værker som bl.a. ”Rupert’s Chaos”, der bestod af ufattelig mange håndlavede glastråde, der faldt som dråber fra loftet. Jeg skal bl.a. lave en funktionel lysekrone med afsæt i ”Rupert’s Chaos”. Det er en anden måde at arbejde på. De sætter præmissen og jeg laver en ny version med afsæt i et ældre værk. Det er også ret sjovt og det bliver spændende at se, hvor det drejer hen,” fortæller hun.

Architectural Glass Fantasies – Object no. 70 (2024) H 24 B 29 D 26 cm. Formblæst og slebet glas med digital printteknik. Udstilles netop nu på Gallery FUMI i London. Foto: Stine Bidstrup

Faktisk havde Bidstrup en solo-udstilling hos Fumi i starten af 2020, men udstillingen blev lukket igen pga. COVD-19. I efteråret 2020 er hun kurator for en Triennale i Tallin i Estland. Rollen som den, der træder i baggrunden og sætter rammerne for de andre, passer egentlig godt til Stine Bidstrup. Hendes ydmyge fremtoning har det fint med at være den, der slår stregerne og definerer tematikken, men hun er ikke mere ydmyg end, at hun godt ved, hvad hun vil have. For man når som bekendt ikke så langt så forholdsvis hurtigt, hvis man ikke tør vise, hvem man er.

”Kurator-rollen er en hel ny hat. Den internationale Triennale i Tallin er en ’big deal’. Den bliver set og lagt mærke til. I år ville de gerne have en kurator, der styrede det hele, med færre deltagende kunstnere. De spurgte, om jeg ville lave et tema, et koncept. Og det ville jeg selvfølgelig helt vildt gerne. Triennalen inkluderer alle medier indenfor kunsthåndværk og design, ikke kun glas. Jeg har valgt temaet translucens – spændet fra det helt transparente til det helt uigennemsigtige. Hvordan lyset rejser igennem et materiale, hvordan lyset bliver bremset og hvordan lyset bliver sendt på afveje igennem materialet. Temaet er oppe i tiden. Vi taler om transparens indenfor politik, og i arkitektur er et glashus sjældent helt transparent. Man har ikke retten til at kigge ind, kun til at kigge ud. De valgte kunstnere viser både nye og eksisterende værker indenfor porcelæn, 3D-print, tekstil, beklædning, ben, horn, video, foto, lys og glas”, pointerer hun.

Stine Bidstrup kan endnu ikke se, hvad kurator-gerningen kommer til at give til hendes egen praksis, men det vil tiden vise, ligesom tiden vil vise, hvor meget mere verden får at se af Bidstrups omhyggeligt skabte værker, der både mimer arkitektur, minder os om rumlighedens potentiale og viser os styrken i detaljen, i materialet og i det at skabe.

Stines værksted på Islands Brygge med skulpturer igang til udstillingen Matter at Hand på Hostler Burrows. Fotograf: Dorte Krogh for Hostler Burrows. 

STINE BIDSTRUP

Født i 1982. Bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Akademi, Bornholm i 2004 og fra Rhode Island School of Design, Providence, RI, USA i 2006 – og så har hun en BA fra Københavns Universitet i 2019.

Stine Bidstrup er tilknyttet følgende gallerier: FUMI, London, Hostler Burrows, New York & L.A. og Heller Gallery, New York.

Af udvalgte udstillinger kan nævnes: Indeterminate Objects, Arts + Literature Laboratory, University of Wisconsin-Madison, USA, 2024, Generation WHY, 2023-25, Growth + Form: Gallery FUMI at 15, Gallery FUMI, London, England, 2023, The Future is Present, Designmuseum Danmark, København, Danmark 2022-24, The Mindcraft Project 2021, Virtuel platform, København, Danmark, Passage at The Byre, Bullseye Projects, Latheronwheel, Skotland, 2021- 2024, New Glass Now, The Renwick Gallery, The Smithsonian American Art Museum, Washington DC, USA, 2021, Biennalen for Kunsthåndværk og Design, Museum Koldinghus, Kolding, 2021, Focus: Stine Bidstrup, Heller Gallery, NYC, USA, 2020 (solo), Architectural Glass Fantasies, Galler FUMI, London, UK, 2020 (solo), New Glass Now, Corning Museum of Glass, New York, USA, 2019 (gruppe).

Hun har modtaget en lang række anerkendelser bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Inga & Ejvind Kold Christensens Hæderspris og Hempels glaspris.

www.stinebidstrup.dk
@stine.bidstrup

 

SAMTALE: Møbelsnedker Alberte Svendsen

SAMTALE: Møbelsnedker Alberte Svendsen

SAMTALE: Møbelsnedker Alberte Svendsen

Moving Object tager afsæt i den geometriske form oloid. Værket er en stor bevægelig tumling, der viser hvordan lys påvirker en overflade af strå. Foto: Søren Svendsen

ALBERTE SVENDSEN

Født 1997
Uddannet møbelsnedker fra Københavns Møbelsnedkeri i 2022, hvor hun fik Sølvmedalje for sit svendestykke – et skab med Intarsiadekorationer indeni. Hun var også i fire måneders mesterlære hos Sankaku-ya, Shiga i Japan i 2023 som tømrer.

I 2022 var hun i to måneders mesterlære hos Maonia i Paris, der er en af de få tilbageværende virksomheder i Frankrig, der arbejder med intarsia.

Aktuel med udstillingen Objects of Infinity i Officinet, der åbner 22. februar.

@alberte_svendsen_

Møbelsnedker Alberte Svendsen skaber overfladedekorationer på sine møbler og genstande med rugstrå i teknikken intarsia. Det er langsommelig nørdethed i ypperste kvalitetspotens og aldeles betagende. Mød det unge talent med et politisk hjerte, der banker for det glemte håndværk.

Alberte Svendsen åbner døren til træværkstedet på Statens Værksteder med et smil og et stærkt håndtryk. Her har hun bygget og boet i flere måneder for at gøre værker klar til sin første solo-udstilling i Officinet, der åbner ultimo februar.

Hendes værker varierer fra det petit til det større – som minutiøst anlagte opbevaringsskrin til større sideborde og indrammede billeder til væggen. Hendes materiale er strå af rug. Indfarvet og indkøbt i Frankrig, hvor hun lærte materialet at kende. Strå, som hun forbereder ved at snitte det op i strimler, som hun bruger i sit intarsia-arbejde med at dekorere sine møbler og objekter.

Intarsia er snedkerarbejdets broderi. En mosaiklignende udsmykning i forskellige typer træ, der er limet ind i overfladen. Som et større syarbejde på et tæppe, hvis den sammenligning overhovedet holder. Intarsia er præcision og tålmodighed – et tetris deluxe, hvor feinscmecker-håndværk, vid, metodik og ekvilibrisme svinger samme vej.

Alberte Svendsen synes at være en gammel sjæl i et ungt legeme, for hendes forkærlighed for folk art og antikvariske, historiefortællende artefakter er atypisk for hendes fag og hendes generation. Eller måske ikke. Et paradigmeskift synes at være på vej, hvor næsten glemte håndværk genoplives og nyfortolkes i en ny samtid. Det er godt, relevant og nødvendigt.

Svendsens værker er delikate, stribede vidundere skabt i omsorg for sit fag i et naturmateriale så banalt, at magien ligger netop her. I det, vi ikke ser eller tillægger værdi. Men rugens skinnende overflade skaber et næsten metallisk genskær og opfører sig forskelligt alt efter, hvor og hvordan lyset falder. Og farverne bliver enten vibrerende i deres monokrome intensitet eller tager farve efter, hvilken anden farve, de står ved siden af. Næsten som en væveprøve. Tænk at rugstrå kan forædles til så taktile striber, at de minder om sirligt anlagte og ekstremt stoflige penselstrøg.

Svendsen er en gave til sit fag som den moderne snedker med gamle årer, der tog på en nutidig udgave af valsen i Frankrig og Japan og blev dygtigere og klogere. På både sit håndværk, sin faglighed og sig selv. I hendes kommende udstilling spejler hun sine værker i al deres komplekse mangfoldighed. Og forhåbentlig også os…

Materialestudier og prøver fra Paris. Foto: Alberte Svendsen

Hvorfor intarsia?

Min tilgang til snedkerfaget er dybt nørdet, og jeg har længe været fascineret af krydsfeltet mellem kunst og håndværk. Intarsia er en udfordrende og tidskrævende proces, som har ligget i dvale i over hundrede år. Det appellerer til mig at genopdage en teknik og et udtryk, der er så gammeldags, at der er plads til fri leg og nye fortolkninger. For mig må møbler gerne indtage en mere legende og dekorativ plads i rummet.

 

Hvorfor et så fragilt materiale som strå?

Jeg blev introduceret til intarsia med strå gennem to måneders mesterlære i virksomheden Maonia i Paris. Her lærte jeg teknikkerne og materialet at kende, og i takt med det, fik jeg en utrolig stor lyst til at bruge det i mit eget formsprog.

At arbejde med strå er på mange måder monotont og kræver stor omhyggelighed, men det generer mig ikke. Strå som materiale er svært at afkode og det kan ikke sammmenlignes med noget andet, jeg har set. Materialet har en glansfuld og reflekterende overflade, der i mine øjne er meget udansk. Netop derfor er strå både svært og spædende at arbejde med.

Infinity Cube, lille skrin udført i eg. Foto: Søren Svendsen

 

Hvorfor vil du trække møbeldekorationer ud af skammekrogen?

Jeg bliver inspireret af tanken om at forny den traditionelle tilgang til møbeldekoration og udsmykning. Jeg håber, at jeg kan give de gamle nichefag en stemme ved at skabe en mere frisk og let møbeludsmykning, vi kan genkende os selv i.

I Danmark har dekorerede møbler aldrig haft en fremtrædende rolle. Vores kultur har været præget af nøjsomhed i modsætning til de tunge udsmykkede møbler vi kender fra Sydeuropa. Jeg er selv vild med motiver og pynt, og finder det interessant at præsentere det på en mere moderne skandinavisk måde. Mine møbler og objekter er en stemme og et modspil til mange årtier med rene linjer og glatte flader.

Infinity Cube – samme skrin som ovenstående, anden vinkel. Foto: Søren Svendsen

Dine dekorative objekter bliver nærmest geometriske gimmicks, der snyder øjet. Er der en bagtanke med det greb?

Mit arbejde med farver og perspektiv er en idé, der udspringer af min materialenysgerrighed. Strå som materiale og overflade åbnede sig op for mig som en verden af nye udtryk. Det var materialets naturlige voks og lysrefleksion, der inspirerede mig til at skabe tredimensionelle billeder og visuelle illusioner. De mange farver lagde op til et mere spraglet og grafisk udtryk. De optiske bedrag bliver fremhævet og snyder øjet, fordi strå også er en overflade, der ændrer farvetone alt efter hvordan lyset falder.

Skitser og proces fra opholdet på Statens Værksted for Kunst. Foto: Alberte Svendsen

Er det vigtigt for dig at promovere et næsten glemt håndværk? Er det politisk for dig?

For mig handler håndværk ikke kun om teknik og gentagelser. Jeg ser det bestemt som en politisk handling at bevare og formidle den kultur og viden snedkerfaget indeholder. Mine ornamenterede værker er en kommentar og reaktion på en moderne møbelproduktion, hvor tid og kvalitet ofte er en knap faktor.

Det bliver næsten en provokation i sig selv, når man investerer tid og energi i små, dekorative detaljer, der ikke rummer nogen funktion. Jeg mener, at denne energi og omhyggelighed mærkes tydeligt for beskueren, hvilket resulterer i møbler, der både taler og bevæger.

Sidebord dekoreret med et geometrisk mønster, der snyder med perspektivet. Foto: Søren Svendsen

Hvad handler din udstilling i Officinet om?

Udstillingen Objects of Infinity handler om at sætte nichehåndværket i centrum. Jeg vil vise, hvad dette gamle franske håndværk kan, og hvordan et simpelt materiale som rugstrå kan bruges til at skabe møbler, der har en stemme og kan indtage en central rolle i et rum.

Jeg vil lege med opfattelsen og historien bag dekoration af møbler, og forhåbentlig vække en lille gnist af interesse for materialer, historie og håndværk. Jeg håber, at beskueren vil se en lethed i det samlede udtryk og kigge helt tæt på for at se de små detaljer og mærke omhyggeligheden bag. Jeg håber, jeg formår at formidle materialets enkelthed og storhed på en og samme tid.

Møbelsnedker Alberte Svendsen. Foto: Søren Svendsen

ALBERTE SVENDSEN

Født 1997
Uddannet møbelsnedker fra Københavns Møbelsnedkeri i 2023, hvor hun fik Sølvmedalje for sit svendestykke _ et skab med Intarsiadekorationer indeni. Hun var også i fem måneders mesterlære hos Sankaku-ya, Shiga i Japan i 2023 som tømrer.

I 2022 var hun i to måneders mesterlære hos Maonia i Paris, der er en af de få tilbageværende virksomheder i Frankrig, der arbejder med intarsia.

Aktuel med udstillingen Infinite Objects i Officinet, der åbner 22. februar.

@alberte_svendsen_

SAMTALE: Fotograf Birgitte Røddik

SAMTALE: Fotograf Birgitte Røddik

SAMTALE: Fotograf Birgitte Røddik

A Taste of Cuba. Foto: Birgitte Røddik. Grafisk opsætning: Sus Borgbjerg

BIRGITTE RØDDIK

Født i 1966 i Århus, men bor i dag i København.

Er oprindelig uddannet indenfor eksport og marketing, men efter fire år tog hun en medieuddannelse i Australien og gik herefter i lære som fotograf kombineret med teknisk skole. Birgitte Røddik blev udlært i 2000 og har været selvstændig siden.

Røddik arbejder primært som reklame- og portrætfotograf fra sit studio på Østerbro i København.

Bogen A taste of Cuba er netop udkommet, og er en fotobog, der blander interviews og opskrifter. Nye bøger, der blander fotos og historier, er pt. på tegnebrættet.

www.roeddik.dk

Køb bogen her

Fotograf Birgitte Røddik har gjort det, de fleste af os drømmer om. At gøre vores rejsedrøm til virkelighed. Røddik har endda taget skridtet videre og udgivet sin drøm som bog. En bog, der måske kan få kontakt til dine indre længsler og få dig til at gøre noget ved det. A Taste of Cuba prikker i hvert fald til noget inde i mig – a lo cubano…

Jeg havde spottet den, bogen. A Taste of Cuba – om den særlige ø ikke langt fra Florida, men langt fra alting på flere måder. Med et dragende forsidebillede og syrlig gul grafik stjal den blikket. At det viste sig at være en fotograf, hvis navn jeg har mødt flere gange i kunsthåndværkersammenhænge og min kollega, der havde sat bogen op, var jo blot et kinderæg af god karma.

Har vi ikke alle en hemmelig drøm om at dukke op i Havana? Bare navnet lyder jo som musik. Denne bog er drømmen levet ud. Et projekt, der fløj, selvom vingerne ikke var udviklet og vejen endnu ikke asfalteret – var jo også et hav, men alligevel… Min – og Birgitte Røddiks pointe i nedenstående – er, at nogle gange skal man vove et spring. Andre gange kan omstændighederne tvinge det frem. Men uanset afsættet, giver springet en følelse af frihed, (angst?) og luft under vingerne. Som oftest når man at finde ud af, hvordan man lander – inden man rammer jorden. Selvom det godt kan være, at man forstuver en fod eller endda hele benet. Men turen…Wow!

Foto: Birgitte Røddik

Birgitte Røddiks bog A Taste of Cuba er først og fremmest en fotobog. Det er her, den stærkeste kunstneriske stemme slår igennem. Her man drages, forføres og mærker drømmen vibrere i sit indre. Fornemmer stemningen helt tæt på. De 16 tekstportrætter lægger et ekstra lag til. Af charme, viden og indsigt i, hvad og hvordan cubanerne formår at leve og overleve på denne omsuste ø. En ø, der efter mange års tæring af ressourcer og borgernes overskud, er udpint. Man har hørt det på vandrørerne i årevis og fornemmer det i bogen på billederne af de trætte, men stoflige facader og nedslidte bygninger.

Bogens opskrifter er også et ekstra indholdslag, der nok vækker bedst genklang hos dem, der har besøgt Cuba. For mig bliver det lidt ligesom, når Ouzo smager bedre i Grækenland end derhjemme. Men det er sikkert bare mig. Min drøm vil ikke med hjem i køkkenet. Den vil ud. På havet, i gaderne og ind i restauranterne.

Som tekstmenneske vil redaktøren i mig gerne forædle teksten en kende. Lige give den et nøk her og der for at stramme op. Men jo mere jeg læser, jo mere må jeg overgive mig til, at formatet passer perfekt til det, bogen er: En umiddelbar stemningsbeskrivelse af et møde med en kultur, en befolkning og en livsstil, som skal være lidt flosset i kanterne. For det er sådan Cuba er, og lige her balancerer form og indhold til fulde. En opskrivning af de forskellige interviews ville ikke have været autentisk og netop virke konstrueret. Alt er som det skal være, så hop ombord og mærk dine længsler kalde. Ohøj!


Hvordan opstod idéen til bogen?

Jeg tror, at de fleste fotografer drømmer om at udgive en bog. Jeg har altid gået med ideen om en bog med ansigter fra hele verden. Da jeg planlagde min rejse i Caribien vidste jeg, at jeg ville afslutte min rejse på Cuba. Når man googler Cuba, vises der altid rynkede ansigter med cigar i munden. Jeg elsker at fotografere mennesker og fik lyst til at fotografere menneskerne på Cuba, men det skulle ikke kun være portrætter, jeg er altid interesseret i at høre folks historier. Cuba har en utrolig historie, som jeg gerne vil dele med andre, men det skulle ikke være fakta-historier. Det skulle være historier om livet på Cuba som cubaner.

Foto: Birgitte Røddik

 

Hvorfor lige Cuba?

Ja, hvorfor Cuba? Hvor meget ved du om Cuba? Jeg ved ikke meget, men da jeg havde besluttet mig for at lave en bog om Cuba, begyndte jeg at læse om landet og dets historie og hvilken historie. Cubanere har levet et hårdt liv og været udsat for så mange ting og alligevel ligger de sig ikke bare ned og græder. Cubanerne kæmper videre og det er virkelig beundringsværdigt.

Og så er Cuba bare et helt fantastisk smukt land med et varieret landskab og smukke farvestrålende bygninger. Men det er også kontrasternes land. Side om side med flotte istandsatte bygninger er der faldefærdige ejendomme, der nærmest er ruiner.

Så hvorfor Cuba? Fordi det er et land med en spændende befolkning og stor diversitet, der har vækket min interesse.

Foto: Birgitte Røddik

Hvad har overrasket dig mest ved cubanerne?

Den åbenhed og imødekommenhed, jeg har mødt, er helt utrolig. Folk har virkelig taget imod mig og har haft lyst til at fortælle deres historie. De har været helt utrolig ærlige og fortalt om både det gode og det dårlige. Nogle af dem jeg mødte, ejer ikke meget, og de arbejder hårdt for alt i livet, men cubanerne giver ikke op. De er vant til at kæmpe. De har hele deres liv kæmpet mod fremmede stater og så er de tålmodige og står gerne i kø for at købe billig mad.

Cubanerne lever deres liv på gaden – de sidder og læser avis udenfor deres bolig, de sidder i vinduet og taler med de forbigående. De oplever, at nogle stiller sig op og spiller musik på et gadehjørne eller danser tango og salsa på gallerier og cafeer.

De fleste cubanere er meget veluddannede, da uddannelse er gratis på Cuba ligesom i Danmark. Mange taler engelsk og de er meget interesserede i at forbedre deres engelsk. De har meninger og er ikke bange for at ytre dem – og de begynder at se, at systemet ikke fungerer optimalt. Mange har lyst til at blive i Cuba og være med til at ændre systemet, så Cuba kan udvikle sig.

Foto: Birgitte Røddik

Hvordan fik du ideen til at udgive bogen selv?

Jeg talte med et enkelt forlag om bogen. De var interesseret, men spurgte meget ind til om jeg selv finansierede bogen eller havde søgt fonde. De begyndte at forklare, hvordan de ville styre produktionen og opsætningen. Jeg kunne bare mærke, at jeg mistede min bog og ideen med den. Derfor valgte jeg at udgive den selv for at kunne styre helt præcist, hvordan den skulle være. Jeg ville selv være en del af maskinrummet og forme bogen, som jeg ville have den.

Jeg begyndte at læse om, hvordan man selv kunne udgive en bog og meldte mig ind i facebook gruppen New pub. Her fik jeg kontakt til Kristin, der ejer forlaget Spitszen Publishing. Her kan man købe hjælp til det, man ikke selv kan finde ud af. Samtidig med det fik jeg anbefalet grafiker Sus Borgbjerg af en veninde, og her begyndte et rigtig godt samarbejde. Så med de to ombord i båden kunne jeg begive mig ud på rejsen. Finansieringen havde jeg selv lagt, og håber at få den ind igen.

Foto: Birgitte Røddik

Hvad har været det mest inspirerende på denne mission?

Samarbejdet med Sus og Kristin har været vildt inspirerende. Vi har været gode til at supplere og løfte hinanden, og jeg har virkelig mærket deres støtte til mit projekt. Det har været en fantastisk rejse og der er gået mange følelser igennem mig undervejs. Alt fra tvivl om mine fotos og historier var gode nok til, at jeg med stolthed stod med den endelige bog i hånden.

Jeg har fået lov til at til at udfolde mig kreativt og skabe noget, der ikke er kommercielt. At se sine fotos og historier folde sig ud, høre folks kommentarer og rosende ord. Det har virkelig været et stort og anerkendende skulderklap. At lave noget, som er helt mit eget, får mig til at ranke ryggen og holde hovedet højt.

Det gør også, at jeg har fået blod på tanden til at lave flere projekter. Til at turde tage nogle chancer med  nye tiltag. Om det bliver flere bøger eller ender som noget andet ved jeg ikke endnu, men jeg ved, at jeg skal balancere min tid mellem kommercielt arbejde og private projekter. Det giver mig den største tilfredsstillelse og glæde.

Det at føre sine ideer ud i verden og se resultatet er en helt utrolig følelse. Havde jeg ikke været på mit eventyr, havde jeg aldrig udgivet en bog. Jeg er vokset med opgaven mentalt og har nu en større tro på, at jeg kan præcis det, jeg vil. Jeg stoler og tror mere på mig selv og har flyttet mit blik fra at se mig som reklamefotograf til at se mig mere kreativt og udfordrende. Jeg oplever også en større glæde ved mit arbejde som fotograf. Jeg tør tage nogle chancer og bruge nye teknikker, som jeg ikke tidligere har brugt. Og så er jeg begyndt at arbejde mere med dagslyset end jeg tidligere har gjort.

Foto: Birgitte Røddik

Vil du opfordre andre til at rejse ud og forfølge deres drømme?

Jeg har bevist overfor mig selv, at man skal bare kaste sig ud på dybt vand. Det er først her du udvikler og flytter dig. Da jeg tog afsted havde jeg aldrig sejlet så stor en båd. Jeg havde aldrig sejlet om natten eller været så tæt sammen med folk, jeg ikke kendte.

Vi kan meget mere end vi tror, og derfor er det også vigtigt, at man kaster sig ud i det. Lev dine drømme ud uanset hvad de er. Man kan næsten kun blive positiv overrasket over sig selv, og man ranker lige ryggen lidt ekstra. Du får en anden udstråling, når du er kommet i mål. Jeg føler mig urørlig og ved at jeg kan overvinde næsten alt. Jeg føler min livslyst er blevet højere, og jeg er positiv og fuld af energi på en anden måde, end før jeg tog afsted. Vi bor i et land, hvor vi kan gøre næsten alt, hvad vi vil. Vi har et sikkerhedsnet, der gør, at du kan kaste dig ud i store eventyr.

De fleste af mine drømme er forbundet med at rejse og opleve verden. Jeg ser mig selv som en eventyrer og elsker at opleve og lære nyt om andre kulturer, lande og mennesker. Jeg ved, at jeg ikke er færdig med at rejse og udleve mine drømme. Der er mange andre drømme på min lange liste. Min næste rejse bliver en tur til Vietnam, hvor jeg sammen med min datter skal rejse rundt og opleve det uspolerede land. Jeg ønsker, at min datter skal se og opleve glæden ved at møde nye kulturer og rejse ”off the beaten track”.

Foto: Birgitte Røddik

BIRGITTE RØDDIK

Født i 1966 i Århus, men bor i dag i København.

Er oprindelig uddannet indenfor eksport og marketing, men efter fire år tog hun en medieuddannelse i Australien og gik herefter i lære som fotograf kombineret med teknisk skole. Birgitte Røddik blev udlært i 2000 og har været selvstændig siden.

Røddik arbejder primært som reklame- og portrætfotograf fra sit studio på Østerbro i København.

Bogen A taste of Cuba er netop udkommet, og er en fotobog, der blander interviews og opskrifter. Nye bøger, der blander fotos og historier, er pt. på tegnebrættet.

www.roeddik.dk

Køb bogen her

 

SAMTALE: Kurator Henriette Noermark

SAMTALE: Kurator Henriette Noermark

SAMTALE: Kurator Henriette Noermark

Udstillingen på Formation Gallery. Her med værker af Anne Brandhøj & Signe Fensholt, Milena Bonifacini og Kasper Kjeldgaard.
Foto: Sofus Graae

HENRIETTE NOERMARK

Født 1984.
Uddannet cand. mag. i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet

Uafhængig kurator med fokus på dialogen mellem kunsthåndværk, design, arkitektur og kunst.

Aktuel med udstillinge Sensory Response på Formation Gallery med kunstnerne Anne Brandhøj & Signe Fensholt, Anders Bülow, Clara Toksvig, Milena Bonifacini, Kasper Kjeldgaard, Wang & Söderström og Aurora Passero samt ASMR-soundscape af Loud Lou Productions.

Noermark har tidligere kurateret udstillingerne As We Turn Fluent på Carvalho Park, Brooklyn, Stories to be Told på Glasmuseet Ebeltoft, In a Slow Manner på Augustiana Kunsthal og Le Bicolore, Paris, At væve portaler på KH7, Sculpted Matter i Rundetaarn, On Balance hos på Tableau, Weathered hos MKDT, Strangers Come to Town på Spring / Break Art Show, New York, Svindrevner hos A. Petersen, Plateau I på R2 Galleri, Don’t Know What Shape I’m In på Patrick Parrish Gallery, New York, Heartland Temporary på Heartland Festival samt Chart Design – The Curio.

Derudover er hun konsulent og rådgiver for kunstnere, hun har udgivet artikler i diverse medier og tidsskrifter og er desuden kommunikationsansvarlig og projektleder hos Nanna Ditzel Design.

Sensory Response løber til 22. december på Formation Gallery.

@henriettenoermark

Sensory Response er titlen på den aktuelle gruppeudstilling på Formation Gallery, hvor kunst, design, kunsthåndværk og lyd går i sansende dialog med hinanden i en ambition om at tangere det sublime. Mød kurator Henriette Noermark og hør, hvorfor det tværfaglige er vitalt i hendes optik og hvordan dialogen mellem værker kan skabe rum for abstraktion og fordybelse.

Jeg har fulgt kurator og skribent Henriette Noermarks arbejde i en årrække. Dels af stor interesse og dels, fordi vores arbejdsområder overlapper i lige dele ‘business and pleasure’. Noget af det, der altid har gjort mig glad, er, at Noermark uden skepsis har krydsbefrugtet fagligheder; fra kunst over arkitektur til design og kunsthåndværk. Læg dertil hendes teoretiske forankring fra Moderne Kultur og en særlig interesse for filosofiske teoretikere som Villy Sørensen og Donald Judd og det begynder at rage op i landskabet.

Det er her, jeg bliver særlig glad. For selvom jeg et langt stykke hen ad vejen er praktisk anlagt med hang til sanselige, materielle genstande, så har jeg også en stærk veneration for de filosofiske rækkevidder – affødt af min baggrund som cand. mag i spansk og filosofi. Måske er det derfor min kæphest bliver ved med at være form og indhold og balancen imellem dem? For meget indhold kan vælte formen og for meget form kan savne indhold.

Henriette Noermark balancerer netop der. Mellem højtravende teoretiske tanker og subtile, sanselige og æstetiske oplevelser. Det er nok derfor, jeg altid bliver så opløftet af hendes udstillinger. Fordi de appellerer til begge sider. Prikker, stikker og vil mig noget andet end det umiddelbart æstetiske.

Mød hendes tanker her, og imens vil jeg glæde mig til at få en taktil oplevelse på galleriet på Gasværksvej her i december…

Anne Brandhøj & Signe Fensholt. Foto: Ken Hermann

 

Hvad er din fornemste opgave som kurator? 

Min fornemste opgave som kurator er at give et perspektiv eller en indgang til en tematik gennem et udvalg af værker. At skabe en værdifuld, og forhåbentlig, vedvarende dialog omkring et emne og placere værker i en ny kontekst, hvor de både står stærkt alene og indgår i et fællesskab og et fælles rum.

Og så er det, helt enkelt og som ordet foreskriver, at varetage kunsten – vise den, sætte den i scene og formidle den bedst muligt. 

Anne Brandhøj & Signe Fensholt og Anders Bülow. Foto: Sofus Graae

Hvorfor er det interessant at skabe udstillinger? 

Helt egoistisk giver min kuratoriske praksis og tænkning mig en vinkel at betragte verden fra – som at læse en skønlitterær bog, hvor karaktererne folder sig ud undervejs, kan jeg skabe udstillinger, som belyser tilstande og emner fra forskellige vinkler. Værker bliver karakterer, tekster bliver et formidlende greb og sammenhængen bliver, hvis udstillingen er gennemarbejdet, en indskudt sætning i en samtale om noget, der sker i samfundet.

De bedste udstillinger formår at rykke ved givne samfundsforhold, frembringe følelser, holdninger og perspektiver. Jeg forsøger ikke at skabe udstillinger, som er kunsthistorisk og konceptuelt udfordrende og bilder mig ikke ind, at mine udstillinger råber højest i protesten mod verdensordenen – men de skal gerne pirre ens nysgerrighed og skabe undren og værdi til den beskuer, der træder ind og ér i rummet med værkerne.

Kasper Kjeldgaard, Aurora Passero og Clara Toksvig. Foto: Sofus Graae

 

Har du et signaturgreb eller noget, der er særligt vigtigt for dig, når du sammensætter udøvere til en udstilling?

Jeg er optaget af, hvordan krop, rum og værk påvirker og påvirkes af hinanden, og hvordan vi oplever værker i deres egen ret og i konteksten af andre og andet. Uden at have et specifikt signaturgreb er mine udstillinger en kommentar til den bevægelse. Der skal være et engagement i værkerne, de skal ville noget og der skal være dialog frem for monolog.

Generelt arbejder jeg ud fra en tese om, at æstetik ikke bør udskældes, men at det er et væsentligt pejlemærke, som påvirker os. Kristine Harpers næsten ti år gamle begreb, æstetisk bæredygtighed, er stadig relevant. Hvis vi indretter os, iklæder os og lever omgivet af værker, objekter og møbler, der er æstetisk appellerende, forførende og af høj kvalitet og holdbarhed, tror jeg, at det påvirker den måde, vi er i verden på. Det er privilegeret at kunne forholde sig til hvert enkelt objekt, man tager i sin hånd, men lad os forsøge at være nærværende i og bevidste om de valg, vi træffer.

Aurora Passero. Foto: Øystein Thorvaldsen

Hvad refererer titlen på udstillingen til?

Udstillingens titel, Sensory Response, refererer til den, forhåbentligt, sanselige dialog, der opstår mellem beskuer og værk – lysten til at føre fingrene ned langs Aurora Passeros vævninger, kropsligt forstå overgangene mellem træ og porcelæn i Anne Brandhøj og Signe Fenholts serie eller forsigtigt skubbe til Kasper Kjeldgaards messingspyd, der hænger i tynde snore fra loftet.

Anders Bülows flerdimensionelle papirværker sitrer i samspillet mellem papirets manipulerede form og den tynde påførte maling, Clara Toksvigs på én gang naturalistiske og overnaturlige keramiske værker er spændt til det yderste og Milena Bonifacinis collager emmer af noget, man har lyst til at træde ind i. Man kan nærmest høre bevægelserne i Wang & Söderströms lysværk og 3D-printede relief, og fornemme dem bevæge sig ud fra væggen i ormende tempo.

Konkret udspringer ordene fra fænomenet ASMR, autonomous sensory meridian response – lyde eller videoer, som tager afsæt i fysiske bevægelser som en hvisken eller en blyant, der tegner på papir, har en umiddelbar stimulerende virkning. Ud fra et ønske om at skabe en forbindelse mellem det fysiske og virtuelle, det håndgribelige og det uhåndgribelige, er værkerne udvalgt med øje for deres særlige taktile kvaliteter, der vækker vores sanser.

Det er interessant, hvordan effekten af ASMR er så umiddelbart stimulerende og jeg ville se, hvordan man kunne bygge bro mellem det digitale og det taktile, stoflige og fysiske univers.

Anders Bülow. Foto: Anders Bülow

Der bliver talt om det sublime i presseteksten. Hvorfor er det sublime en pointe?

Siden antikken har det sublime været afsøgt i relation til forskellige kunstarter. Et møde med kunsten eller en storslået naturoplevelse kan have en terapeutisk, overvældende, og helt ekstatisk, effekt, som får os til at lette fra kroppen og bare sanse. Sensory Response er kurateret ud fra et håb om at være et æstetisk og sensorisk frirum, hvor kroppen ikke skal forholde sig til udefrakommende logikker og nødvendigheder – den skal bare være. Det sublime, og paradokset der ligger implicit deri, bliver en løs kunstnerisk ledetråd og briller, man kan betragte udstillingen med. Noget, der giver et spor på en retning snarere end et svar.

Clara Toksvig og Milena Bonifacini. Foto: Sofus Graae

Du har flere gange sat billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk i spil overfor hinanden. Hvad giver dialogen mellem fagligheder?

Jeg tror på tværfaglighed – og tætte dialoger på tværs af hvilke som helst grænser – i alle aspekter af livet, hvilket smitter af på måden, jeg kuraterer udstillinger på. Så længe værket ræsonnerer emotionelt og har en intention og en kvalitetsmæssig, æstetisk relevans, går jeg ikke op i, hvorvidt vedkommende, som har frembragt det, har en baggrund fra kunstakademiet, designskolen eller arkitektskolen.

Da jeg for ti år siden skrev speciale om hybrider mellem samtidskunst og design, skuede jeg til amerikansk minimalisme og Donald Judd, som på én gang ville hade at blive puttet i en kasse, men som samtidig skelnede tydeligt mellem sin kunst og sine designobjekter.

Han sagde: ”I am often asked if the furniture is art, since almost ten years ago some artists made art that was also furniture. The furniture is furniture is furniture and is only art in that architecture, ceramics, textiles and many things are art. We try to keep the furniture out of art galleries to avoid the confusion.” (Alex Coles 2007 p. 54).

Derimod havde den amerikanske kunstner Richard Artschwager en anden åbenhed over for, hvordan hans skulpturer eller møbler, blev analyseret. Han pointerede: “If you sit on it, it is a chair. If you walk around it and look at it, it is a sculpture.”

Clara Toksvig. Foto: Clara Toksvig

Hvad er din “gave”? til publikum i denne udstilling?

Med udstillingen håber jeg at skabe en pause. Der foregår så mange livsforandrende, skelsættende og forfærdende ting omkring os i verden lige nu, og jeg vil egentlig bare gerne skabe et rum for refleksion, en pause på en grå vinterdag og, ideelt set, et rum, man kan bevæge sig ind i med alle sanser aktiveret. Et æstetisk åndehul fuld af vægtige værker, som minder os om, at samtalen og dialogen trumfer monologen.

Jeg mener, at samtale er essentiel for overlevelse og det er berigende, når den går på tværs af nationaliteter, faggrænser, materialiteter, tanker og generationer. I udstillingen mødes nordiske kunstnere i et rum, som bliver større, når det deles. Et æstetisk åndehul fuld af vægtige værker, som minder os om, at samtalen og dialogen trumfer monologen.

Aurora Passero, Anders Bülow, Anne Brandhøj & Signe Fensholt og Kasper Kjeldgaard. Foto: Sofus Graae

HENRIETTE NOERMARK

Født 1984.
Uddannet cand. mag. i Moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet

Uafhængig kurator med fokus på dialogen mellem kunsthåndværk, design, arkitektur og kunst.

Aktuel med udstillinge Sensory Response på Formation Gallery med kunstnerne Anne Brandhøj & Signe Fensholt, Anders Bülow, Clara Toksvig, Milena Bonifacini, Kasper Kjeldgaard, Wang & Söderström og Aurora Passero samt ASMR-soundscape af Loud Lou Productions.

Noermark har tidligere kurateret udstillingerne As We Turn Fluent på Carvalho Park, Brooklyn, Stories to be Told på Glasmuseet Ebeltoft, In a Slow Manner på Augustiana Kunsthal og Le Bicolore, Paris, At væve portaler på KH7, Sculpted Matter i Rundetaarn, On Balance hos på Tableau, Weathered hos MKDT, Strangers Come to Town på Spring / Break Art Show, New York, Svindrevner hos A. Petersen, Plateau I på R2 Galleri, Don’t Know What Shape I’m In på Patrick Parrish Gallery, New York, Heartland Temporary på Heartland Festival samt Chart Design – The Curio.

Derudover er hun konsulent og rådgiver for kunstnere, hun har udgivet artikler i diverse medier og tidsskrifter og er desuden kommunikationsansvarlig og projektleder hos Nanna Ditzel Design.

Sensory Response løber til 22. december på Formation Gallery.

@henriettenoermark

SAMTALE: Møbelduo Ipsen & Lindstrøm

SAMTALE: Møbelduo Ipsen & Lindstrøm

SAMTALE: Møbelduo Ipsen & Lindstrøm

Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

IPSEN & LINDSTRØM

Mathilde Juul Ipsen og Louise Agth Lindstrøm er uddannet møbeldesignere fra Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design og Konservering i 2023.

Efter deres afgang er de sprunget ud som duo med velfærdsdesign som omdrejningspunkt. De modtog 15. Juni Fondens hæderspris for deres projekt Kroppe i Forandring.

De øvrige hædersprismodtagere var:

Den strategiske designduo Katrine Hageman Snabe og Antonella Ingrid Emilsson og keramiker Birgit Marie Østerby.

Kunstudvalget uddelte priser til Jonas Hollerup Helle, Sofie Winther og Laura Hjort.

I anledning af 15. Juni Fondens 10 års jubilæum for uddeling af hæderspriserne blev der lavet en publikation med udvalgte portrætter af modtagere igennem tiden, som jeg var redaktør af og skribent i. Interesserede kan downloade publikationen her.

www.15junifonden.dk
@ipsenlindstrom

15. Juni Fondens hæderspriser blev uddelt til nyuddannede designere og kunstnere 23. november. Som medlem af designudvalget havde jeg i år fornøjelsen af at motivere indstillingen til to kvindelige møbeldesignere, der siden deres afgang er sprunget ud som duoen Ipsen & Lindstrøm. Mød dem her til en samtale om værdien af velfærdsdesign.

Lille spejl på væggen der, hvordan hjælper du mig videre i min færd? kunne en omskrivning af det verdenskendte eventyr være. For det er nøjagtig det, som nærværende afgangsprojekt fra Det Kongelige Akademis møbelprogram 2023 endte med at inkarnere. Spejlet som redskab og videnskabeligt værktøj, der opnår mere og mere dokumentation som helbredende faktor. Patienter, der har mistet lemmer, har i årevis arbejdet med spejlet som et trick til at ’narre’ hjernen til heling og mindske fantomsmerter.

For møbeldesignerne Mathilde Juul Ipsen og Louise Agth Lindstrøm blev spejlet i sine både abstrakte metaforer og lavpraktiske gestaltninger et resultat af en langvarig researchproces. For efter at have interviewet plejepersonale, eksperter og tidligere indlagte unge, fandt de ud af, at spejlet havde en gennemgående kraft. En kraft, der greb ind i langt større og mere væsentlige tematikker end om håret sad, som det skulle. At spejle sig er et kendt tematik, som adskillige psykologer og andre teoretikere og udøvere indenfor kunst og videnskab har forholdt sig til igennem tiderne, men her spejlede den konkrete handling at se sig i spejlet også en identitetsproblematik, der knytter an til helbredelse efter et livsforandrende sygdomsforløb.

Møbeldesignernes spejl- og knageprojekt opfylder desuden FN’s verdensmål om social sundhed og trivsel, ja, jeg vil nærmest gå så langt som at sige, at projektet raffinerer ærindet på æstetisk vis. For detaljegraden er høj uden at det større og meningsfyldte billede forstyrres eller nedtones. Og det er netop det stærke ved projektet og designduoens måde at samle alle trådene på, der både omhandler stakkevis af interviews og data, formgivning og behovsanalyser sideløbende med rumlige proportioner og den overordnede helhedsplan for Mary Elisabeths kommende hospital for børn, unge og fødende.

I min tale bemærkede jeg:

“Det er en ædel ambition og et tungt ansvar, der hviler på de unge designkandidater i disse år, når de med FN’s Verdensmål i hånd og ånd skal skabe livsforbedrende projekter under deres uddannelse. Dette afgangsprojekt fra Det Kongelige Akademis møbelprogram tager lavpraktisk fat i et problem, og kommer med et bud på en taktil løsning, der flugter med en endnu større dagsorden om unges trivsel. Projektet er derfor på mange måder forbilledligt; i tematik, proces, empiri, funktionalitet og æstetik.”

Og det er det. Mød Mathilde Juul Ipsen og Louise Agth Lindstrøm og læs deres svar på, hvorfor ansvaret bærer den meningsfulde lethed i sig.

Spejl- og knagesystemet har også en lille skammel tilknyttet, så man kan sidde foran spejlet og yde selvpleje. Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

 

Hvornår fandt I ud af, at I begge finder stor mening i at arbejde med velfærdsdesign?

På Det Kongelige Akademi har vi begge haft interesse for velfærdsdesign. Det gjorde sig allerede gældende i vores allerførste projekter, hvor omdrejningspunktet var at løse en problemstilling til en bestemt målgruppe. Her fandt vi ud af, at vi havde en fælles tilgang til design, og har derfor brugt hinanden som sparringspartnere gennem hele uddannelsen. Vi har begge intuitivt arbejdet med det, man betegner som velfærdsprojekter. Så da muligheden bød sig, valgte vi at gå sammen om at lave vores bachelorprojekt. Her opdagede vi værdien i et makkerskab, som bygger på den fælles begejstring.

Det giver stor mening at arbejde med denne slags designopgaver, hvor vi bruger design som løsningsfag. Det er motiverende, at vi som designere kan hjælpe, forbedre eller imødekomme behov hos brugerne gennem formgivning og innovation. I løbet af uddannelsen erfarede vi, at de projekter, vi har haft størst fornøjelse med at lave og er blevet mest inspireret af, er de opgaver, hvor der har været et tydeligt “Hvorfor gør vi det? For hvem? Og hvad skal det kunne?”.

På kandidatniveau blev vi introduceret til begrebet ’velfærdsdesign’, der hjalp os med at definere, hvilken form for designere, vi ønskede at være. Sammen afsluttede vi uddannelsen med vores fælles afgangsprojekt Kroppe i Forandring.

Hundredevis af skitser og miniaturemodeller ligger til grund for det endelige resultat. Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

Hvad kan I godt lide ved velfærdsprojekter?

Vi kan godt lide at gå analytisk til værks, hvor vi dykker helt ned i et emne og bruger den indsamlede viden til at løse en problemstilling. Dét at finde frem til selve problemstillingerne og de steder, vi oplever en eventuel mangel, er rigtig spændende! Vi befinder os derfor længe i undersøgelsesfasen, da vi ønsker at være tro mod det felt, vi beskæftiger os med.

I takt med at vi indhenter viden, stiger vores motivation for at udvikle en designløsning, hvor vi føler, at vi som designere kan bidrage med noget. Det gør vi ved at omsætte den indsamlede viden til form og koncept – som er en konstant vekselvirkning gennem hele vores proces. Når vi skitserer og idéudvikler på mulige løsninger, er det vigtigt at være i tæt kontakt med den målgruppe, vi henvender os til. Det gør vi gennem brugerinddragelse og interviews, og ved at teste vores ideer og prototyper sammen med brugerne. Vi har lært, at det er vigtigt at række ud til de mennesker, vi designer til, og at videndeling er en vigtig del af processen, da vi ikke selv sidder med alle svarene.

Den måde at arbejde på er givende, fordi vi hele tiden lærer nye ting og møder mange forskellige mennesker. Det bliver aldrig ensformigt og det er altid spændende at se, hvor projekterne fører os hen. Det er noget af det særlige ved at arbejde med velfærdsdesign og de forskellige problemstillinger, hvilket afspejles i løsningerne, som kan være alt lige fra et møbel til en indretning eller et redskab. Det giver os mulighed for at eksperimentere og afprøve nye materialer, håndværk og teknikker. Det vigtigste er, at løsningen på problemstillingen kommer i første række og bliver afgørende for, hvilken type design, vi laver. Den måde at arbejde på giver os mulighed for at befinde os i et spændingsfelt mellem det akademiske/teoretiske og det kreative/innovative.

Stofligheden og detaljeniveauet har været en afgørende faktor for de to designere. Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

 

Hvordan ser I møbeldesign som forandringsagent i samfundsændrende dagsordener?

Vi arbejder oftest med udgangspunkt i de enkelte brugeres behov, hvor vi er nede i det nære i håb om at forbedre og bidrage til brugernes velbefindende. Men selvom man designer til den enkelte, tror vi på, at det kan føre større forandringer med sig. Som nye handlingsmuligheder, der bidrager til nye måder at gøre tingene på. Design kan være med til at skabe social bæredygtighed ved at sikre inklusion eller tage højde for særlige behov.

I vores seneste projekt Kroppe i Forandring har vi designet en serie af spejle til fremtidens sengestuer. Projektet tager afsæt i det nye Mary Elizabeths hospital, og deres visioner om at skabe en tryg og hjemlig atmosfære for børn, unge og fødende. Fælles for de indlagte er, at de gennemgår en kropslig forandring, og derfor har vi undersøgt, hvordan hospitalet kan understøtte og omfavne de fysiske og mentale forandringer, der kan følge med sygdom.

Vi har særligt taget udgangspunkt i den unge målgruppe, da de kan være ekstra sårbare i de forandringer, de oplever – både på grund af deres sygdom og generelt i deres pubertet og identitetsudvikling. I vores undersøgelser af hvilke behov de kan have, faldt vi over en bog fra 70’erne, der handler om, hvordan man skaber det bedste børnehospital. I bogen beskrives det, hvor vigtigt det er, at patienterne har mulighed for at spejle sig, og hvordan selvpleje kan være en måde at holde modet oppe på. Det gjorde os nysgerrige på at undersøge, om spejle findes på hospitalerne. Her fandt vi ud af, at der på nuværende tidspunkt kun findes spejle over håndvasken på sengestuernes badeværelser. Det kan ekskludere både børn og kørestolsbrugere, og samtidig har ingen patienter mulighed for at se hele deres krop.

Derfor begyndte vi at undersøge, hvilken betydning spejlet kunne have i denne kontekst, og fandt ud af, at der ikke findes særlig meget viden indenfor området. Dog fandt vi nogle anbefalinger fra Kræftens Bekæmpelse og et forskningsprojekt fra Texas, der beskriver, hvor stor en betydning spejlet kan have i forhold til patientens bearbejdelse af sit forandrede udseende. Ud fra vores indsamlede viden, og gennem brugerinddragelse med både patienter og sundhedspersonale, designede vi en serie af spejle, der opfordrer til selvpleje og til at være et redskab, der hjælper patienten i helingsprocessen.

Ved at introducere og indføre spejlene på en ny måde, giver det nye muligheder i patientplejen og i relationen mellem sundhedspersonale og patienter. Spejlene kan være med til at skabe trygge rammer for patienterne ved at tage hensyn til deres følelser og behov på en værdig og omsorgsfuld måde. Gennem forskning ved vi, at det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man ikke ser sig selv i trygge omgivelser, første gang efter en drastisk forandring. Derfor kan spejlene være et nyt redskab i patientens behandlingsforløb, der hjælper patienten med at undgå traumatiske og ubehagelige oplevelser, og dermed gøre processen i at lære sit nye udseende at kende tryg.

Fleksibel tilpasning af objekterne på knagerækkerne er en vital del af designet. Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

Er det vigtigt for jer at skabe møbler, der forbedrer andres liv?

Som designere bliver vi motiveret af at komme med nye perspektiver på tingene. Vi er begge nysgerrige anlagt, og kan godt lide at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene er, som de er. Det har ført til, at vi til tider er endt ud i at arbejde med komplekse problemstillinger, der har krævet at vi har sat os godt ind i et emne, før vi har kunne komme med et bud på nye innovative løsninger. Vores største drøm er nemlig, at vi gennem vores design kan bidrage til forandring eller forbedre forhold, ved at nytænke og tage hensyn til brugernes behov. Tænk hvis det rent faktisk kunne gøre en forskel for nogen. Det ville være det bedste. Den tanke er motivationen bag det hele.

Vi har valgt at arbejde med velfærdsdesign, fordi vi gerne vil bidrage til social bæredygtighed. Det er vigtigt for os at designe med mennesket i centrum ved at indtænke inklusion, værdighed og tilgængelighed i de ting, vi laver. Vi ønsker at forbedre vilkårene for den enkelte og fællesskabet ved at arbejde universelt, og ved at forstå og tilgodese en bestemt målgruppes behov, forsøger vi at skabe løsninger, der tilgodeser flere. Her er det vigtigt for os både at fokusere på funktionalitet, æstetik og sanselighed i vores designløsninger.

Sidste sommer lavede vi for eksempel et mindre projekt, hvor vi redesignede Poul Volthers J46-stol, med fokus på den aldrende krop. Vi gjorde stolen mere ældrevenlig ved at tilføje polstring for at øge komforten. Vi tror på, at hvis man fra starten i sin designproces indtænker og imødekommer særlige behov, såsom dem der følger med alderdommen, bliver designet mere inkluderende og universelt. Vi er overbevist om, at hjælpemidler sagtens kan være sanselige og æstetiske uden at man behøver at gå på kompromis med funktionen. Derfor har vi den agenda, at vi gennem vores design vil bestræbe os på at opfylde disse kriterier.

Eksperimenter og mock-ups en masse… Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

Kan I give et eksempel på, hvordan brikkerne kan falde på plads?

Vi bliver begge inspireret af problemstillinger, hvor kravene bliver en slags benspænd. Det kan selvfølgelig være udfordrende at integrere i vores design, men det er interessant, hvordan kravene kan bidrage til både udvikling af koncept og formgivning. Når vi først ved, hvilke forbehold vi skal tage, skabes der en ramme for projektet, som vi kan arbejde frit og kreativt inden for.

Et eksempel var vores projekt Fra civil til patient, hvor vi arbejdede med at skabe et design til den fysiske omklædning inden en undersøgelse hos lægen. Vi undersøgte, hvilke oplevelser folk havde haft hos lægen, når de har fået foretaget en undersøgelse, hvor man skal klæde sig af. Den gennemgående oplevelse var, at patienterne manglede et sted at lægge deres ting og at selve afklædningen kunne være grænseoverskridende. Kontrasten mellem at træde ind som sig selv og klæde sig af, inden man lægger sig op på briksen, og bliver patient, kan være stor. Den situation manglede der at blive taget højde for, hvilket motiverede os til at komme med et bud på en løsning.

Den vigtigste præmis var afskærmning, opbevaring, fleksibilitet, pladsmangel og hygiejne. Her lavede vi en undersøgelse af patientens bevægelser under afklædning for at se, hvor meget plads man skal bruge. Det gav os inspiration til udformningen af vores objekter. Da designet skulle placeres i et klinisk miljø, valgte vi blandt andet at bruge stål som materiale, da det har de rette egenskaber i forhold til hygiejne og formgivning. Designløsningen bestod af en skærm, en skammel og en bøjle, der i sig selv skaber et lille rum, der giver patienten tid og ro til at forberede sig på en undersøgelse – som et slags “omklædnings- og omsorgsritual”.

Dette projekt skabte duoen under deres uddannelse som en løsning til omklædning i lægeværelset. Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

Hvad drømmer I om at designe? 

Vi drømmer om at være en designduo der beskæftiger sig med velfærdsdesign. Vi er netop i gang med at skabe vores egen virksomhed Ipsen & Lindstrøm, og vi håber på at kunne blive hyret til projekter med velfærd som omdrejningspunkt. Vi synes det er så spændende, hvor mange veje det kan tage os, fordi vi indtil nu har erfaret at ingen projekter er ens, og vi lærer hele tiden nye ting.

Drømmen er, at vi kan få lov at arbejde inden for alle mulige forskellige områder og med forskellige faggrupper. Det kunne være skoler, plejecentre, sundhedsvæsenet, kulturinstitutioner – alt hvad der handler om menneskers velbefindende. Nu har vi prøvet kræfter med velfærdsprojekter i forbindelse med vores uddannelse og er spændte på hvad fremtiden bringer.

Modelbygning i proces… Foto: Mathilde Juul Ipsen & Louise Agth Lindstrøm

IPSEN & LINDSTRØM

Mathilde Juul Ipsen og Louise Agth Lindstrøm er uddannet møbeldesignere fra Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design og Konservering i 2023.

Efter deres afgang er de sprunget ud som duo med velfærdsdesign som omdrejningspunkt. De modtog 15. Juni Fondens hæderspris for deres projekt Kroppe i Forandring.

De øvrige hædersprismodtagere var:

Den strategiske designduo Katrine Hageman Snabe og Antonella Ingrid Emilsson og keramiker Birgit Marie Østerby.

Kunstudvalget uddelte priser til Jonas Hollerup Helle, Sofie Winther og Laura Hjort.

I anledning af 15. Juni Fondens 10 års jubilæum for uddeling af hæderspriserne blev der lavet en publikation med udvalgte portrætter af modtagere igennem tiden, som jeg var redaktør af og skribent i. Interesserede kan downloade publikationen her.

www.15junifonden.dk
@ipsenlindstrom

SAMTALE: Hilda Piazzolla

SAMTALE: Hilda Piazzolla

SAMTALE: Hilda Piazzolla

Collapsed Cylinder, 2022. Sort og rødt stentøj. Foto: Hilda Piazzolla

HILDA PIAZZOLLA

Født i 1988 i Stockholm, men bor i København, hvor hun tog afgang fra Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering i 2017.

Hun arbejder primært eksperimenterende i sin praksis, der forener digitale og analoge teknikker og håndværk i ler. De sidste otte år har hun fokuseret på at 3D-printe keramik.

Ved siden af sin praksis er hun ansat som projektleder på galleriet Peach Corner, ligesom hun var jurymedlem ved Biennalen for Kunsthåndværk & Design, 2023.

www.hildapiazzolla.com

Keramiker Hilda Piazzolla udstiller nye digital-analoge værker på Peach Corner under titlen Differential Growth. Mød den dansk-svenske formgiver, der har fundet synergien mellem det analoge og det digitale, og printer værker i noget så ‘slippery’ som flydende ler. 

Den første gang, jeg så Hilda Piazzollas værker, blev sammensmeltningen mellem det analoge og det digitale manifesteret på den mest åbenlyse måde. Sådan lidt a la: “Right, det er sådan, det ser ud”.

For Hilda Piazzollas værker var så indlysende enkle og nærmest sfærisk lette. Som skødesløs elegance, hvis man kan bruge et så fashion-orienteret udtryk om en keramisk beholder. Men det var og er det indtryk, den svensk-danske keramikers værker har på mig. Som om de altid har været her. I al deres out-of-space-men-alligevel-helt-naturlige-aura-af-noget-velkendt-ukendt.

Det er ikke for at være snørklet med vilje, men værkernes genkendelige form og materiale vækker genklang, men støder alligevel lidt de traditionelle manchetter. For helt ærligt. Kan man printe keramik?

Men det kan man. Det har keramiker og lektor Flemming Tvede påvist og eksemplificeret i årevis på Det Kongelige Akademi, og han og de studerende, der som Piazzolla, har taget udfordringen op, manifesterer denne nye æstetik på insisterende vis.

Piazzolla har arbejdet i den fascinerende niche de sidste otte år, og hendes solo-udstilling på Peach Corner præsenterer et nyt kapitel i hendes rejse med det digital-analoge sprog. Et sprog, der som et mash-up af gammeldags håndværk og moderne 3D-print-teknik trækker både keramikhistorien og vores etablerede holdninger til den forhåbentlig uforudsete steder hen.

Dette hybride felt har et stadig uudforsket potentiale. Det ses tydeligt i den nyåbnede Biennale for Kunsthåndværk & Design, hvor mangfoldigheden blandt de digitale fortolkninger i forskellige materialer skubber æstetik og praksis i nye retninger og skaber nye fællesmængder mellem velkendt og nyt land. I dette land bor også Hilda Piazzolla, og til hendes første soloudstilling er hun gået i dialog med nogle nye algoritmer…

Dancing Cylinder, 2023. 3D-printet og indfarvet porcelæn. Foto: Hilda Piazzolla

 

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for mødet mellem det digitale og det analoge? At det er muligt at omsætte leret via et digitalt medie?

Jeg gik på en to-årig keramikuddannelse i Stockholm, inden jeg søgte ind på Det Kongelige Akademi i København. Jeg havde lært de traditionelle produktionsmetoder i keramik og vidste godt, at jeg havde fundet min materiale. Jeg søgte derfor bevidst til København, fordi Akademiet dengang havde en keramikuddannelse, der fokuserede på digitale produktionsmetoder, og det syntes jeg lød så spændende. 

På Akademiet introducerede keramiker og underviser Flemming Tvede Hansen mig til 3D printet keramik i 2013. Dengang var 3D printerne hjemmebygget og meget ustabile, i forhold til, hvordan de er nu. Jeg kan huske, at et af de første prints jeg lavede, var en lille kollapset cylinder, som kun var fem centimeter høj. Jeg syntes bare, at det var det fedeste nogensinde. Det var virkelig besværligt og en lang proces for at få den helt perfekte konsistens på leret. Og så var der altid et eller andet galt med printeren eller computerfilen. Men det var et eller andet i det, som gjorde, at jeg faldt for det.

Dancing Cylinder, 2023. 3D-printet og indfarvet porcelæn. Foto: Hilda Piazzolla

Er svært at identificere sig med et digitalt udtryk som udøver? For hvor meget er DIG – og hvor meget er maskine? 

Både ja og nej. Jeg føler mig dybt involveret i skabelsesprocessen af hvert værk, så det er svært for mig ikke at føle, at det er mit udtryk og værk. Jeg er af den overbevisning, at skulle jeg give mine computerfiler til en anden keramiker, ville resultatet blive helt anderledes. På samme tid er det jo nærmest et 100% digitalt udtryk i mine værker. Jeg involverer mig altid i processen, udover at jeg jo tilbereder leret til printeren. Nogle gange ved at addere glasur, når printeren kører (som også kan ses i min næste udstilling) eller ved at bruge et materiale, hvor jeg fx har indfarvet leret.

Min proces består ofte i at gå på opdagelse i en algoritme, at samarbejde med den og udvikle muligheder eller begrænsninger, alt efter hvad algoritmerne er programmeret til at gøre. Det er en formgivningsproces. Eller jeg undersøger, hvad der egentlig er muligt i kombinationen mellem det keramiske materiale og det digitalt skabte. 

Loop Works no. 40, 2021, skabt af Alma Bangsgaard & Hilda Piazzolla. 3D-printet porcelæn. Foto: Ole Akhøj

 

Hvad ser du som særligt innovativt og udviklende i denne hybrid mellem ler og algoritmer? Nu og i fremtiden?

Formsproget, der opstår mellem lerets taktilitet og udtrykket, der kommer fra 3D-printerne kan noget helt særligt. For mig personligt, er processen ret vild. Jeg kan få en idé og skitsere noget i hånden. Men hvis jeg skal oversætte skitsen til et værk, tegner jeg den samme ting i computeren og her får den et andet udtryk. Og når jeg efterfølgende laver formen til en print-fil, kan jeg styre endnu et lag af udtrykket, så formen kan ændre udtryk igen.

Når den til sidst bliver 3D-printet i ler, kan der igen opstå noget uventet og formen får endnu et nyt lag og bliver drejet i en ny retning, hen i endnu et nyt udtryk. Så det er virkelig en nærmest ny undersøgelse hver gang, jeg skal lave noget nyt. Hvem ved, om 3D-print kommer til at være glemt eller uinteressant om 10 år? Men lige nu synes jeg, at det tilføjer noget interessant til kunsthåndværket.

Processbillede Differential Growth, 3D-printet stentøj, 2023. Foto: Hilda Piazzolla

Hvad kan leret i denne maskinelle fortolkning, som er stærkt?

Jeg synes, at det, der ikke ville være muligt at lave i hånden, er stærkt. Det er jo nogle former og udtryk, der ville være næsten umulige at lave i hånden.

Men det er også selve teksturen, der kommer fra print-processen med de tynde linjer, der bygger værket op og som har et eller andet unikt over sig.

Men det er en balance. Jeg kan nogle gange blive træt af det digitale formsprog. Det er lidt svært at forklare, men der findes nogle former, der bare føles så digitale, at de nærmest er døde i formen. Og det bliver uinteressant. Så må man spørge sig selv, hvorfor 3D-printe den form i stedet for at støbe eller dreje den? Som sagt, det er en balance. På den ene side er det kun godt at prøve en masse af og lave alt muligt, både sjovt og grimt med teknikken, fordi den stadig er under udvikling. Men på et eller andet tidspunkt er man også nødt til at spørge sig selv, hvorfor man bruger den teknik, man bruger.

Dancing Cylinder, Vibration Cylinders, 2022. Sort stentøj, stentøj med lava og glasur. Foto: Ole Akhøj

Er der et specifikt nyt greb i din nye udstilling?

Jeg har arbejdet med en – for mig – ny algoritme i min kommende udstilling, så formsproget er nyt. Men ellers håber jeg, at man kan se og afkode den undersøgende tilgang. Det er min første soloudstilling, så jeg har prøvet at udfordre mig selv.

Detalje Vibration Cylinder, 2022. Sort stentøj og glasur. Foto: Hilda Piazzolla

Som jurymedlem i den nyåbnede Biennale – hvordan har det været at træde det skridt tilbage og bedømme og diskutere andres værker og feltet i det hele taget??

Det har været meget givende og inspirerende! Der var så mange gode ansøgere til Biennalen, så det var svært at lave et udvalg, men jeg synes at resultatet er blevet rigtig stærkt. Det er altid spændende og inspirerende at prøve at sætte sig ind i andres processer. Det sætter nogle gange ens egen proces i perspektiv og giver nogle udfordrende tanker og refleksioner. 

Processbillede Differential Growth, 3D-printet stentøj, 2023. Foto: Hilda Piazzolla

HILDA PIAZZOLLA

Født i 1988 i Stockholm, men bor i København, hvor hun tog afgang fra Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering i 2017.

Hun arbejder primært eksperimenterende i sin praksis, der forener digitale og analoge teknikker og håndværk i ler. De sidste otte år har hun fokuseret på at 3D-printe keramik.

Ved siden af sin praksis er hun ansat som projektleder på galleriet Peach Corner, ligesom hun var jurymedlem ved Biennalen for Kunsthåndværk & Design, 2023.

www.hildapiazzolla.com

SAMTALE: Karin Carlander, Iben Høj og Lea Mi Engholm

SAMTALE: Karin Carlander, Iben Høj og Lea Mi Engholm

SAMTALE: Karin Carlander, Iben Høj og Lea Mi Engholm

Keramiker Lea Mi Engholm i sit studio på Fyn. Foto: Dorte Krogh

CHROMA

Kunstnersammenslutningen CHROMA består af væver og tekstilformgiver Karin Carlander, strikdesigner og kunstner Iben Høj og keramiker Lea Mi Engholm, en treenighed af værdier der knytter sig til kvalitet, materialenærhed og håndværk. De tre kunstnere har skabt en udstilling til Johannes Larsen Museet, hvor deres værker mødes og arbejder sammen – 90 års erfaring med hænderne i materialet.

Kæde er strik, væv og keramik i dynamisk dialog – en stedsspecifik udstilling på et museum, der alle dage har haft den kunstneriske udveksling som anker. Et anker, der i denne konstellation bliver en kæde af beslægtede fascinationer og dybe fagligheder.

 

KÆDE, 30. september – 10. december, 2023
www.johanneslarsenmuseet.dk

På Johannes Larsen Museet i Kerteminde kan du fra 30. september opleve udstillingen KÆDE, skabt og iscenesat af CHROMA aka strikdesigner og kunstner Iben Høj, væver og tekstilformgiver Karin Carlander og keramiker Lea Mi Engholm. KÆDE er en udstilling om håndværk, faglighed, materialitet og slægtskabet imellem dem. Jeg har hjulpet med tekster til udstilling og katalog, hvor vi bl.a. har haft denne samtale, som jeg har fået lov til at udgive her.  

Hvorfor hedder jeres udstilling KÆDE?

Karin: Vi blev sat sammen i 2017 til vores første udstilling CHROMA på Toldboden, der blev vist i Kerteminde Kunstforening, fordi de gerne ville udstille nogle professionelle udøvere med lokal forankring. Det var en virkelig god oplevelse, og her fandt vi ud af, at selvom vi arbejder i forskellige medier, har vi meget til fælles i forhold til proces og måder at arbejde på. Da vi var færdige med udstillingen, ville vi gerne fortsætte arbejdet i større skala på et museum. Og nu er vi her!

Iben: At være i dialog med andre udøvere har været interessant, fordi man ofte arbejder alene og har værksted alene. Der er noget i tiden, der handler om at søge sammen i det kollektive. CHROMA er i mellemtiden blevet navnet på vores udstillingsgruppe, så i år hedder vores udstilling KÆDE, fordi der er en sammenhæng mellem os og værkerne, ligesom vi forsøger at skabe sammenhæng mellem værkerne i udstillingen.

Lea: Naturen er en ubrudt kæde af processer, der fører videre til det næste. En kæde til forskønnelse, forplantning eller transformation. En kæde er en kobling af vores faglige led. Og så er der både kæde på væven, kæder af masker i strik, ligesom jeg snor leret, så det ligner et tov eller et reb i en kæde. KÆDE er en udstilling, hvor vi kæder os sammen. Både i ét fællesværk, men også i alle de andre betydninger af ordet.

Væver og tekstilkunstner Karin Carlander ved væven i hendes værksted i Raadvad. Foto: Dorte Krogh

 

Har det været udfordrende at arbejde sammen, når I er vant til at arbejde alene? Hvorfor er det kollektive stærkt som metode?

Karin: Vi ville gerne udfordre os selv. Vi er alle tre vant til at arbejde alene og fik derfor lyst til at tage tanken om dialogen og det kollektive til det yderste. Tænk, hvis man kan lave en udstilling, hvor man ikke kan se, hvor den ene starter, og den anden slutter? Kan man skabe følelsen af helhed, hvor alle tre materialer og fagligheder indgår på lige fod?

Iben: Det kollektive i processen, hvor vi inspirerer hinanden og finder fælles referencer og sammenfald disciplinerne imellem, giver mening i en tid, hvor vi søger det nære, de oprindelige materialer og en meningsfuld sammenhængskraft. Vi tror på det kollektive som metode og muligt modsprog til myten om den ensomme kunstner.

Lea: Det kollektive rum tvinger dig ud af den vante metode, du arbejder i. Vi søger ensomheden, når vi skaber. Det har vi brug for. Men vi har også brug for at sidde sammen og udvikle. Det er interessant, men også følsomt. Fordi det er nyt land, vi betræder. Det er berigende. Vi er gode til at lytte til hinanden og skubbe til hinanden. Vi borer meget i tingene og stiller høje krav.

Iben Høj har et særligt forhold til den røde farve og til mellemrum og muligheder. Foto: Dorte Krogh

Iben: Ja, nogle gange i en grad, hvor vi til sidst ikke kan sige, hvem der har sagt og gjort hvad. Det bliver en fælles ting, fordi vi har arbejdet os ind på hinanden i den proces.

Lea: Jo flere øjne på samme sag, jo flere ord kommer der frem og jo flere detaljer, får man øje på. Når vi tvinger os selv til at sætte ord på vores tanker og ideer, kommer man rundt om tingene på en grundigere måde og ser dem fra flere vinkler. Man ser noget, den anden ikke har set og kommer dybere ned i emnerne og den måde, vi arbejder på.

Karin: Vi har respekt for hinandens fagområder, selvom vi går ind i hinandens værker. Vi lægger meget tid i vores praksis hver især. Vores tilgang til vores fag kræver tid og fordybelse. Den måde, vi arbejder og vælger at udstille på, giver en fælles styrke til vores materialer og discipliner. De bliver foldet ud. Vi fordyber os i det, vi gør, men gør det sammen.

Lea: Vi kører paralelt, men tuner ind med hinanden. Vi krydser baner, deler udfordringer og sparrer med hinanden. Og bliver løbende klogere…

Iben: Det er udfordrende, men fællesskabet giver også muligheder, man ikke selv havde grebet. Man tør mere, når man er et kollektiv. Det er en styrke, der er spændende at arbejde med. Man inviterer ind og åbner op til, hvad der er svært. Hvor man er udfordret. Og får altid noget brugbart tilbage.

Lea: Det er en svær øvelse at blive enig om alle beslutninger, men når man så får talt sig ind på alle emnerne, bliver tingene bedre af det. Vi kommer omkring emnerne på en bedre og grundigere måde.

Iben: Den ensomme egoist er for nedadgående. Styrken i at være sammen som gruppe og finde sammen med fagfæller for at stå stærkere i feltet i stedet for at se hinanden som konkurrenter er meningsfuld. Det peger ind i en tid med overflod af produkter og stigende mangel på ressourcer, som ikke er hensigtsmæssig. Derfor giver den kollektive tanke mening på et dybere plan.

Karin: Vi står stærkere sammen, når vi er fagnørder og dybt nede i hver vores faglighed. Håndværksfag er vigtige. Og vi håber, at vores udstilling bidrager med relevans, for vores fag kræver fordybelse, viden og erfaring. Det håber vi, man kan se, mærke og forstå qua de værker, der er udstillet.

Tråde, der skyder sig op og under hinanden i væven, skaber dybe farvenuancer i Carlanders kyndige hænder. Foto: Dorte Krogh

 

Hvad betyder jeres erfaring?

Iben: Når man har brugt mange år på sit fag, så ligger der en kæmpe styrke i fagligheden og kompetencerne. Og forhåbentlig står der nogle udsagn, der bærer det i sig og vidner om den tid og den erfaring, det har krævet at udføre værkerne. Værdien af det forædlede håndværk og af den ånd, der både indeholder historien om tilvirkningen og den tid og tålmodighed, der er gået ind i det specifikke værk. Men værkerne indeholder også al den erfaring, der er gået forud. For mit vedkommende 30 år med at fintune blikket, mit håndværk sammen med forståelsen for farver og udtryk og hvordan elementerne spiller sammen.

Karin: Det betyder noget, at der er nogen, der fordyber sig. Og det kræver en faglig dybde og viden at skabe det, vi gør. Vi styrker hinanden i vores fagfællesskab. Det vil vi gerne vise på en sanselig og følsom måde.

Iben: Jeg bliver ofte mødt med undren og nysgerrighed, når folk ser mine værker – hvordan er de lavet, hvad er det? Ofte bliver jeg spurgt hvor lang tid det tager at lave et værk. 30 år! Det er jo netop den akkumulerede erfaring og ekspertise, man ser og oplever i værket. Alle de eksperimenter der ligger forud. Og så vil vi rigtig gerne slå et slag for kunsthåndværket som felt ved at vise det på et museum, hvor man normalt møder billedkunst.

Iben Høj har nyfortolket funktion og udtryk igennem sit arbejde med strikmaskinerne igennem hele sin karriere. Foto: Dorte Krogh

Lea: Det handler om materialet. Vi har brugt mange år på at forfine vores udtryk. Eksperimentere, lave fejl og opnå nye erkendelser. Det er jo her, man flytter sig, og det er noget af det, vi har på hjertet i denne udstilling. At udviklingen og nytænkningen sker i materialet.

Karin: Der er så meget larm i verden. Vi håber, at udstillingen kan give ro. At man er tilstede sammen med værkerne. Vi håber også, at vi kan give den besøgende en form for koncentration – at fordybelsen smitter.

Iben: Værdsættelsen af materialet er et vigtigt udgangspunkt for vores værker. Historisk set var det vævede linned noget af det mest værdifulde folk ejede! Generelt har vi mistet forståelsen for materialer, og hvad man kan bruge dem til. Vi vil gerne pege på det fantastiske i materialerne og det, man kan med dem. Det vil vi også gerne smitte publikum med.

Karin: Viden om materialerne er på tilbagegang. Folk er fremmegjorte overfor materialerne og de processer, der opstår, når man arbejder direkte i dem.

Lea: At vi har hænderne direkte i materialerne – hvorfor ikke bare få en maskine til at fikse det? Fordi udtrykket aldrig bliver det samme. Der sker meget i processen. Det er her, man opdager tingene. Meget af det, jeg laver, ville jeg ikke have opdaget, hvis en maskine gjorde arbejdet.

Iben: Det er i processen, at de nye idéer opstår.

Karin: Det er derfor, man har en tankestol i sit værksted…

Iben Høj har haft værkstedsophold på Statens Værksteder for Kunst, hvor flere strikmaskiner ved siden af hinanden har arbejdet sammen. Foto: Dorte Krogh

Hvordan har I grebet udstillingen an?

Iben: Vi ville gerne udstille på Johannes Larsen Museet, fordi museet igennem tiden har dannet ramme om kunstnermøder mellem forfattere, billedkunstnere og kunsthåndværkere. Noget, der gennemsyrer hele stedet, og for os fungerer som et knudepunkt for kreativ udveksling. Tanken om dialog og mødet mellem forskellige discipliner tiltalte os. Vi arbejder alle direkte i materialet. Det er også et tema på udstillingen. At materialerne giver publikum en sanselig oplevelse, fordi materialiteten og sanseligheden forstærkes igennem vores måder at arbejde med materialerne på.

Karin: Glidende overgange i vores materialer og farver. Nærvær. Vores værker kredser om materialet. Den materialebaserede tilgang binder os sammen. Museet har et anker i den omkringliggende natur. Vi kigger alle til naturen i vores praksis og er forbundet til landskabet og stedet. Det er en naturlig del af vores praksis og måde at arbejde og blive inspireret på.

Lea: Vi har også valgt at kigge på arkitekturen. Vi udstiller i den moderne del af museet, hvor man oplever værkerne i hver sit specifikke rum. Og vi har prøvet at iscenesætte dem i forhold til kig, akser og linjer i rummene, for der er fine sigtelinjer i bygningen, som vi har tænkt ind i den måde, vi har planlagt udstillingen. Vi arbejder også med lyssætning på værkerne – og dramaturgi i ét rum.

Arbejdet ved væven er langsommeligt og meditativt – og uden at man kender resultatet før tekstilet pilles af væven. Foto: Dorte Krogh

Hvordan arbejder jeres forskellige materialiteter sammen på udstillingen? Strik, væv og keramik?

Iben: Leas materiale repræsenterer en tyngde i forhold til vores lettere tekstile materialer. Men Lea arbejder meget stofligt. Karins arbejder er tættere end mine, hvor jeg fokuserer på mellemrummene, der, hvor der ikke er noget. Vi arbejder også alle tre meget med farveovergange.

Karin: Det er interessant, at vi arbejder på forskellige måder, hvor tingene spiller op til hinanden. Lidt ligesom komplementærfarver, hvor den måde vi arbejder på, giver noget til hinanden. Leas værker i ler ser nærmest tekstile ud.

Lea: Vi supplerer hinanden meget godt, og der er en fin balance mellem tyngde, lethed, struktur og variation, så oplevelsesplanerne er forskellige, alt efter om du befinder dig langt fra eller tæt på.

De taktile egenskaber, som Lea Mi Engholm får frem i sit arbejde med leret, er enestående i deres præcision og stoflighed. Foto: Dorte Krogh

Hvordan forholder I jer til det stedsspecifikke?

Iben: Vi er gået i aktiv dialog med museets historie for at befrugte hinanden og give mulighed for dialogen i det stedsspecifikke. At gribe samtalen på stedet.

Karin: Det udfordrer os alle tre, at vi skal være i nogle rum, der har så store formater. Det er fagligt udviklende og en fantastisk mulighed – og det er dejligt, at vi deler den med hinanden.

Lea: Vi har helt lavpraktisk taget rum for rum og set på, hvordan vi får værkerne bedst muligt i spil med arkitektur, rum, proportioner, lysindfald, farver og værker. Hvilke typer værker passer til hvilke rum og hvordan?

Iben: Processen er også bestemmende for det færdige værk, der ofte bliver skabt intuitivt i dialogen med materialet. Spydspidsen bliver spidsere og spidsere, jo mere erfaren man bliver. Og man er nødt til at forholde sig til, hvad handler det om for mig som udøver?

Karin: Vi har skabt ærlige værker til udstillingen, der bliver vist så enkelt som muligt. De er ikke pakket ind i monteringsløsninger af forskellig slags, men præsenteres enkelt og ærligt, som om de lige er taget ned af væven, strikkemaskinen eller kommet ud af ovnen. Værkerne har det liv, de har…

Iben: Det samlede udsagn er vigtigt – at vise det som kunsthåndværket kan. At udsagnene står. Og vidner om processen, tiden, materialerne, metoderne, teknikkerne, håndværket og ikke mindst kærligheden til vores tre fag.

Keramiker Lea Mi Engholm har værksted udenfor Nyborg. Hendes signatur er de ultra tynde tråde, som hun ruller i hænderne og fletter sammen til tekstillignende formationer. Foto: Dorte Krogh

CHROMA

Kunstnersammenslutningen CHROMA består af væver og tekstilformgiver Karin Carlander, strikdesigner og kunstner Iben Høj og keramiker Lea Mi Engholm, en treenighed af værdier der knytter sig til kvalitet, materialenærhed og håndværk. De tre kunstnere har skabt en udstilling til Johannes Larsen Museet, hvor deres værker mødes og arbejder sammen – 90 års erfaring med hænderne i materialet.

Kæde er strik, væv og keramik i dynamisk dialog – en stedsspecifik udstilling på et museum, der alle dage har haft den kunstneriske udveksling som anker. Et anker, der i denne konstellation bliver en kæde af beslægtede fascinationer og dybe fagligheder.

 

KÆDE, 30. september – 10. december, 2023
www.johanneslarsenmuseet.dk

Væveglæde over Atlanten

Væveglæde over Atlanten

Væveglæde over Atlanten

Hør, pinde og maling i Sofia Hagström Møllers fortolkning på Køng Museum. Foto: Martin Yam Møller

SOFIA HAGSTRÖM MØLLER

Sofia Hagström Møller (Sverige) er uddannet i 2007 fra Det Kongelige Danske Akademi, Arkitektur, Design, Konservering. Hun er tekstilkunstner og underviser i vævning i Danmark, Sverige og USA. Hun skaber vævede værker til det offentlige rum og har udstillet i både Danmark, Sverige og USA. Sofia Hagström Møller nyfortolker de skandinaviske vævetraditioner med digitale teknikker og eksperimenterende materialer i kraftfulde farver.

www. sofiahagstrommoller.com

 

MARIANNE FAIRBANKS

Marianne Fairbanks (USA) er lektor i Design Studies ved University of Wisconsin – Madison. Hun har sin MFA fra School of the Art Institute of Chicago og sin BFA fra University of Michigan. Hendes arbejde er blevet vist nationalt og internationalt, herunder Copenhagen Contemporary, Danmark, Röshka Museum of Craft and Design, Gøteborg, Sverige, Museum of Art and Design, NY, og The Smart Museum of Art, Chicago. Marianne Fairbanks’ arbejde undersøger mønstre og systemer – grundlaget for vævning – og arbejder på at udnytte dette system til at lege med vores forståelse af dimensioner og volumen.

 

INTERLACEMENTS, KØNG Museum indtil 29 oktober, 2023

Sofia Hagström Møller og Marianne Fairbanks har en ret så fantastisk historie. Den er ung, men trækker tråde tilbage til vævetraditioner i Sverige, og har lagt sig til leje mellem fortid, nutid og fremtid gennem et charmerende møde, der fandt sted på Instagram. Det møde har jeg skrevet om i forbindelse med duoens katalog til deres sidste udstilling, Loud Volumes, Soft Stuff. Siden da, er kataloget udkommet – og de har udvekslet yderligere og netop åbnet udstillingen Interlacements på Køng Museum. 

Udstillingen ”Loud Volumes, Soft Stuff” og samarbejdet mellem Marianne Fairbanks og Sofia Hagström Møller er et klasseeksempel på, hvor godt det kan gå, når man tør. Tør møde et andet menneske, en anden faglighed og et andet mindset. Tør bevæge sig ud af sin comfort zone og åbne sig mod nye muligheder, fagligt og personligt. De to vævere mødte hinanden på Instagram, hvor de begyndte at følge hinanden, ’like’ hinandens værker og kommunikere om dem. Fairbanks skulle efter noget tid til København for at afholde en workshop og rækkede ud efter Hagström Møller. Fagligheden som vævere bandt dem sammen og var det overlap, der havde fået dem til at mødes. Nu stod de her – i kød og blod – i den danske hovedstad uden egentlig at kende hinanden, men med Møller som tour-guide blev Skandinavien og USA vævet en lille smule tættere sammen den dag.

Værket Psyke af Sofia Hagström Møller. Foto: Martin Yam Møller

 

Mødet i København og et efterfølgende residence-ophold i USA under Fairbanks ledelse blev de to fysiske knudepunkter, der startede de to væveres unikke samarbejde. Et samarbejde, der ligesom titlen på deres første fælles udstilling inkarnerer det højlydte potentiale mellem den Skandinaviske og den amerikanske vævetradition. Her i et mellemrum mellem kontinenter lod de to vævere idéen tage form om at skabe en udstilling sammen. På grund af Covid-pandemien blev et fælles arbejdsophold i det danske residence-hus Statens Værksteder for Kunst aflyst og tvang væverne i eksil i hver deres land.

Fællesskabet blev igen digitalt – med fysiske indslag i form af pakker med garn, skitser og væveprøver, der blev sendt over Atlanten. For den fysiske stoflighed er fundamental, når du arbejder som væver. Hvordan er garnet sammensat? Farvemæssigt? Kvalitetsmæssigt? Hvordan reflekterer lyset i farverne? Hvordan føles det vævede mønster i hænderne? Og hvordan interagerer idé og håndværk i væveprøverne? Spørgsmålene og overvejelserne er mange inden det egentlige vævearbejde går i gang – i Danmark på den digitale TC1 væv på Statens Værksteder for Kunst for Hagström Møllers vedkommende, og på Fairbanks digitale TC2 væv på the Department of Design Studies på the University of Wisconsin-Madison i Wisconsin, USA.

Værk i forgrunden samt i vindue af Sofia Hagström Møller. Foto: Sofia Hagström Møller

I det fortløbende samarbejde op til udstillingen i København, blev de to forskellige vævetraditioner tegnet tydeligere og tydeligere op. Fairbanks kommer fra en kunstbaggrund og forholder sig til væven som et værktøj, der kan og skal formidle hendes idéer. Om værkerne reelt er vævede eller tager udgangspunkt i de klassiske vævetraditioner og mønstre er sekundært for Fairbanks, hvis primære fokus er det endelige kunstneriske udsagn, der mestendels bliver skabt på den digitale væv. Som taktile fortællinger, der afspejler hendes tekstile inspiration til det pågældende projekt.

For Hagström Møller forholder det sig anderledes. Som barnebarn af en væver af den traditionelle skole i Sverige, mestrer hun håndværket på den analoge som digitale væv, og er opfostret med det tekstile kunsthåndværk fra barnsben. Hun kan væve de klassiske mønstre i søvne og er tillige rundet af en tradition, der ynder at væve på den ’rigtige’ måde. Væve med afsæt i de klassiske vævedyder, der ligger så dybt i Hagström Møllers håndværksmæssige DNA, at det har været en bevidstgørende kraftanstrengelse at gøre sig fri af dem. Forholde sig til dem. Få øje på dem for at fortolke dem på ny.

Værket Implicit Curves Explicit Grids af Marianne Fairbanks. Foto: Martin Yam Møller

 

Bevidstgørelsen er essentiel og det særligt interessante i mødet mellem Fairbanks og Hagström Møller. For Fairbanks intuitive og frigjorte måde at gå til væven, mønstringen og det overordnede tekstile udtryk på – inspireret af billeder, hun måske ser i en bog – forholder sig kun til traditionen, hvis hun kan bruge den kunstnerisk og har lyst til at gå ombord i den. Denne frisatte skaberglæde, båret af et nysgerrigt, tekstilt sind koblet med en oprigtig benovelse over den rige, historiske vævebagage, der ligger implicit hos Hagström Møller, har åbnet begge væveres øjne for det vitale og frugtbare i sammenstødet mellem to kulturer. To kontekster. To baggrunde og to faglige traditioner.

Studier i hamp af Marianne Fairbanks. Foto: Martin Yam Møller

Mødet har givet Hagström Møller fornyet respekt og glæde ved den traditionelle kunsthåndværkerbaggrund, hun kommer fra og den klassiske dannelse og opdragelse ved væven, som hun er blevet bevidst om og ekstra opmærksom på både er en styrke, men også kan være begrænsende i hendes faglige udvikling. Fairbanks er modsat blevet mere bevidst om de klassiske vævedyder og hvordan de tekstile historier kan udvikles og udvides gennem et historisk og håndværksmæssigt niveau – analogt og digitalt, men også blevet yderligere styrket i hendes tro på, at det intuitive tekstile sprog, hun skaber, ikke nødvendigvis behøver at forholde sig til en tradition eller bære på en historisk forankring. At den kunstneriske fordring er nok, så længe den tager afsæt i en genuin kærlighed til det tekstile felt.

Grafiske grids af Sofia Hagström Møller. Foto: Sofia Hagström Møller

I den danske udstilling gik de to væveres værker i dialog med hinanden. I form og farve. I mønstring og teknik. I tradition og aktualitet. Ældre værker fra de to vævere var en del af udstillingen, og blev et afsæt, begge vævere integrerede i de nye. Fairbanks grafiske sort/hvide værker smittede af på Hagström Møllers, der normalt ikke prioriterer at væve med sort eller hvid tråd, ligesom Hagström Møllers farverige sammensætninger blev anslag i Fairbanks nye. En respekt for hinandens baggrunde, inspiration og farvesætning gav en indsigt, der skubbede begge udøvere ud i ukendt land og gav dem nye muligheder – der endte med at blive til nye værker, de aldrig ville have skabt før de mødte hinanden.

Et fælles greb, der også kom ud af udstillingen i København, som de to vævere er enige om at arbejde videre med i deres kommende udstilling, er det rumlige aspekt. At værkernes ophæng og rammer er en ekstra gestus, der er relevant at integrere som en tydelig sekvens. En ’ekstra’ formgivning, der tilfører et nyt lag af historiefortælling og fungerer på lige fod med de tekstile værker for at åbne op for en ny dialog i et tredimensionelt og rumligt sprog. Et sprog, hvor rammerne, der bærer værkerne, bliver en ekstra identitetsmarkør, en tydelig accent, der løfter den facetterede sprogbrug til nye højder. Det er godt set og et nytænkende greb, der forhåbentlig bliver lige så ’loud’ og ’soft’, som det Københavnske klasseeksempel på, hvad der kan ske, når to kontekster, to kreative hjerner og to sæt skabende hænder møder hinanden med gensidig væveglæde.

 

Sofia Hagström Møller og Marianne Fairbanks er en vævehistorie, der startede på Instagram og som nu er endt som en svensk-amerikansk-dansk familiehistorie. Foto: Martin Yam Møller

SOFIA HAGSTRÖM MØLLER

Sofia Hagström Møller (Sweden) holds a Masters in Textile Design from KADK. She is an artist and freelance designer who develops textiles using both analog and computer-controlled looms. She crafts woven artworks for public space and exhibition for international venues including—Compound Yellow, USA, Lynn Mecklenburg Textile Gallery, USA, Spring exhibition, Kunsthal Charlottenborg Copenhagen, and Vetlanda Museum, Sweden.

www. sofiahagstrommoller.com

 

MARIANNE FAIRBANKS

Marianne Fairbanks (USA) is an associate professor in the Design Studies department at the University of Wisconsin – Madison. She received her MFA from the School of the Art Institute of Chicago and her BFA from the University of Michigan. Her work has been shown nationally and internationally in venues including Copenhagen Contemporary, Denmark, The Roshka Museum of Craft and Design, Gothenburg, Sweden, The Museum of Art and Design, NY, and The Smart Museum of Art, Chicago.

INTERLACEMENTS, KØNG Museum indtil 29 oktober, 2023

SAMTALE: Gurli Elbækgaard & Sia Mai

SAMTALE: Gurli Elbækgaard & Sia Mai

SAMTALE: Gurli Elbækgaard & Sia Mai

Sia Mai, gammel gren samlet med glas – detalje. Foto: Ole Victor

GURLI ELBÆKGAARD

Keramisk formgiver Gurli Elbækgaard er uddannet på Designskolen Kolding og Kunsthåndværkerskolen i Bergen, men det var de norske fjelde, der slog hul på Gurli Elbækgaards kunstneriske greb. Gurli Elbækgaard er egentlig en klassisk trænet keramiker, der mestrer sit håndværk ved drejeskiven, men som alligevel ikke kan lade være med at skubbe sine grænser for, hvad man kan med leret og glasuren. At teste, lege og eksperimentere med farver, form og sanseligheder. Elbækgaard er indkøbt af Statens Kunstfond og repræsenteret på museet Clay og har udstillet i ind- og udland.

www.elbaekgaard.dk

 

SIA MAI

Glasformgiver Sia Mai arbejder med serviceglas i enkelte former, der kan sættes sammen i flere variationer. Glasset stables, og sammensættes efter behov. Funktion og leg er vigtige elementer i hendes formgivningen, hvor temaet er hverdagens måltid, servering samt opbevaring af vores madvare. Hun giver sine bud på, hvordan situationen kan løses æstetisk og samtidig være funktionelt og bæredygtigt.  Sia er repræsenteret på Glasmuseet i Ebeltoft og som nyuddannet modtog hun Kunsthåndværkerprisens bronzemedalje for sit drikkeglas med struktur, der i dag næsten kan betegnes som hendes kendetegn.

www.Siamai.dk

I Skovens åbner i galleri RUMMET 5. september og løber til 11. november, 2023

De to etablerede glas- og keramikformgivere Sia Mai og Gurli Elbækgaard udstiller sammen i Odense. Skoven har været det centrale omdrejningspunkt, og i denne samtale kommer vi rundt om proces, inspiration og nødvendigheden for at råbe sig ud af komfortzonen inde i skoven for at finde svar.

Gurli Elbækgaard og Sia Mai er indbegrebet af nutidigt dansk kunsthåndværk og to af dem, der igennem årtier har forkælet vores syns- og følesans med begavede objekter, der rummer mere end øjet og hjertet begærer. Heldigvis for os, der har været fans, siden jeg startede med at skrive om feltet for over to årtier siden, hviler de to ikke på laurbærerne. For selvom de ved siden af deres aktive karrierer mellem kunstnerisk udvikling og kloge brugsobjekter, også er aktive drivkræfter i miljøet, bliver de ved med at udfordre sig selv.

Det er godt og sjovt. Ikke kun for dem selv, men heldigvis også for os andre. For til denne udstilling, der startede som en idé hos Dina Vejling, der driver butik og galleri i Odense, vandrede videre til Gurli og endte med at inddrage Sia, er der kommet nye skud og nye møder til. Møder mellem materialer og natur. Mellem tradition og nye blikke på det velkendte, der med skoven som fundament for uendelig inspiration hos begge udøvere, manifesterer sig med begavede bud på nye greb om to materialer og to etablerede praksisser. Det sker i galleri RUMMET I Odense, der fra 5. september lægger hus til de to formgivere foruden en række artist talks. 

Gurli Elbækgaard, MOSSLAND, stentøjsler, 2023. Foto: Gurli Elbækgaard

 

I sin presseomtale skriver Dina Vejling:

Gurli Elbækgaard har altid været optaget af skoven som inspirationskilde til overflader og farver i sine værker. På et refugieophold på Bornholm har lange gåture i Rø Plantages moslandskab, dannet baggrund for de eksperimenter Elbækgaard har arbejdet videre med. Elbækgaard har undersøgt mossets struktur, hvor både lertyper og glasurer skulle bearbejdes, for at finde frem til overflader og farver. Mødet mellem overflade og mos, samt mossets struktur har været Elbækgaards æstetiske udfordringer.

Sia Mai har gennem ét år tilbragt mange af sine weekender på et refugieophold, alene i en skov på Sydsjælland, uden internetdækning på telefonen. Temaet for hendes tid i skoven var ’Som man blæser i skoven, får man glas’, og undersøgelsen var at finde en teknik, hvor glassets og skovens kvaliteter kunne mødes i et ligeværdigt udtryk. På sine vandringer i skoven sankede Sia Mai grene, stubbe og svampe fra skovens træer. I værkstedet blev det varme glas blæst direkte over træets form, sådan afsætter de to materialer et aftryk i hinanden. Et møde sker, et aftryk er sat.

For begge kunstneres værker gælder det, at et møde er opstået mellem skov og materiale og et samspil er skabt, vha. kunstnernes arbejde i værkstedet. Som kunsthåndværker er det essentielt at have ro til at eksperimentere. Værkstedet bliver et laboratorie, hvor kunstneren er i gang med undersøgelser. Den del af processen er et usikkert sted, fordi noget er på spil, der er kaos og blindgyder. Når udstillingen er sat op, vil vi se hvordan mødet mellem de to kunstneres værker integreres i et samspil af modsætninger, materialer, skov, kunst og håndværk.

Sia Mai, gaffelgren med stor skål. Foto: Ole Victor                     

Med Dina Vejlings introduktion og Sia Mais udstilling i baghovedet har jeg stillet de to et par spørgsmål…

Hvordan fandt I på at udstille sammen med skoven som omdrejningspunkt?

Gurli Elbækgaard: Da jeg blev inviteret til at udstille i RUMMET vidste jeg, at jeg ville bruge skoven som tema. Jeg havde netop set Sia Mais projekt Som man blæser i skoven, får man glas og tænkte at vi ville være et godt match, så jeg inviterede hende med. Mine farverige og stoflige skulpturer op mod Sias transparente glas. Jeg vidste også, at jeg ville arbejde med værker til væg, så hun kunne fylde det meste af gulvfladen.

Gurli Elbækgaard, MOSSLAND, stentøjsler, 2023. Foto: Gurli Elbækgaard

 

Hvordan samler man inspiration?

Gurli Elbækgaard: Jeg samler inspiration mange steder, men mest ved at være i og sanse naturen. Jeg får en næsten overvældende følelse. Jeg registrerer med fotos og prøver at indfange, hvad der fik inspiration i gang. Jeg begynder ret hurtigt at skitse og tænke i overflader og former. Det starter ofte med ret direkte fortolkninger, og så bevæger jeg mig længere og længere væk fra udgangspunktet.

Sia Mai: Inspiration findes alle steder. Du kan tage ud og møde den – fx i skoven (det gjorde jeg i Dyrehavehuset). Du kan også lade den komme dig i møde.
For mig fungerer det sådan – at jeg oplever inspiration, når jeg åbner op – det noget med at lytte, mærke og bare tage ind. Og så tro på det, jeg oplever! Inspiration er ikke lig med færdige produkter – inspiration kan være en lille flig, en åbning ind i noget større – og så er det op til mig at begynde at trække i fligen og se, hvad jeg får ud af den. Og der kan være rigtig mange løsninger, der popper op.

Det minder om drømme og sæbebobler. Den her tilstand du er i lige, når du går fra søvnen over til den vågne verden. Lige der, hvor tilstandene blander sig – her kan du have nogle tanker/oplevelser, der i sekundet er helt logiske og naturlige, men i næste sekund utrolige fjollede – eller også ret geniale! Som sæbeboblen der svæver over dig i solstrålen – enten springer den, når du tænker videre, eller også holder den og flyver ad sted og viser dig nye muligheder i alle regnbuens farver. Og gør den det – så er det bare at få skitsebogen frem fluks og få den nedfældet så godt, det nu er muligt – i ord og tegning.

Inspiration er som uslebne diamanter. Min opgave at slibe den med min æstetik, min funktionalitet, mit håndværk og min materialekundskab. De kompetencer er mit sprog – og delene der former mit formsprog. Så de her ”inspirationsbobler”, de kan blive til hvad som helst. De er små gnister, der antænder motoren og sætter mig i bevægelse.

Sia Mai, gammel gren samlet med tre skåle. Foto: Ole Victor

Hvad er det naturen giver? I form af former, farver og strukturer, man måske ikke kunne tænke sig til på forhånd?

Sia Mai: Naturen har løsninger på alt! Jeg bliver indimellem overvældet – tangerende til fnisende lykkelig, når jeg befinder mig i naturen, og får oplevelsen af, at det er som at gå ud og ind i matematikken, fysikken, og ja, i kemien. Opleve hvordan naturen med en rørende selvfølgelighed bare løser små og store problematikker i enkle æstetiske løsninger. Naturens finurlige æstetiske løsninger er så inspirerende at se og følge.

En sådan oplevelse får jeg, når jeg giver mig tid til at se rigtig på træet, som vokser på en stejl skrænt, prøver at forstå, hvordan dets rødder laver en enkel konstruktion og kompenserer for de store kræfter og spændinger, der er på spil – så træet kan vokse lige op og udfolde sig som et træ uden at vælte. (Vi kan ikke løbe fra vores fundament) Der findes så mange æstetiske løsninger i naturen. Har du mon set grim natur?

Hvis ja, så er der sikkert et menneske, der har blandet sig og lavet noget rod i den. Naturen ved alt – og ja – det kan lyde religiøst – men jeg synes, jeg flere gange har oplevet, at jeg har gået og tumlet med en eller anden problemstilling, og så ups, så kan det ske, at jeg ser noget i skoven, som viser mig en løsning. Det kan være en lille gren, som pludselig har løst problemet for mig – ved at vise mig en mulighed, som tænder en idé, en tanke, jeg kan komme videre med. Naturen rummer svar på alt – helt enkelt. Så det er op til du og jeg at stille de spørgsmål, vi gerne vil have svar på.

Gurli Elbækgaard, MOSSLAND, stentøjsler, 2023. Foto: Gurli Elbækgaard

Hvordan vil I beskrive jeres tilgang til det håndværksmæssige? Som noget, der bor i kroppen? Eller er det kompetencer, men skal blive ved med at træne hele livet?

Gurli Elbækgaard: Det håndværksmæssige er afgørende for det, vi laver. Fordi jeg mestrer og forstår mit materiale, kan jeg udføre de ideer jeg får, næsten ligegyldig hvor udfordrende, de er. Min erfaring og mit store materiale-katalog giver mig selvtilliden, inden jeg starter nye projekter op. For mig er tiden eller manglen på den, min store udfordring. Det kræver tid og fordybelse at komme i flow. Derfor var et måned langt refugium-ophold på Bornholm i foråret en fantastisk mulighed for at fordybe mig.

Sia Mai: Ligesom inspiration er en motor, der skaber gnister for mig, er håndværket og materialets egenskaber parametre, der også skaber bevægelse i min designproces. Jeg oplever, at håndværket er min måde at gå i dialog med materialet, og undersøge hvordan, jeg fremhæver idé og materiale i en æstetisk løsning i det endelige produkt. Lykkes det, er jeg glad. Det er banalt, men det er et spørgsmål, jeg altid stiller mig selv i processen: Er det vigtig for resultatet, at produktet er lavet i glas eller kunne det lige så godt produceres i et andet materiale? Kan det det – så må jeg se på, hvor glasset kan få mere plads eller om det overhovedet skal være glas?

Jeg er jo kunsthåndværker med afsæt i glasset, så det er naturligt at indtænke glassets natur i proces og resultat. I de emner jeg har lavet til denne udstilling, har det været målet at glasset og skoven skulle mødes i et ligeværdigt møde. Det har været en udfordring for mit håndværk, men det har også været berigende at få muligheden for at udforske det i selskab med materialet og utrolige dygtige håndværker på Holmegaard Glasværk.

Sia Mai, stub med lille glas. Foto: Ole Victor

Hvorfor er det vigtigt at træde ud af komfortzonen? Og hvad er både det skræmmende og fantastiske i at gøre det?

Gurli Elbækgaard: Når jeg tvinger mig væk fra det sikre – og det ved jeg, at jeg kan – så er der noget på spil. Her tvivler jeg og skal analysere mere over udtryk og former. Da arbejdet med leret fra start til færdigbrændt er så tidskrævende, sker det ofte, at idé-udviklingen overhaler de ting, jeg først startede med, så jeg arbejder på flere planer eller flere projekter på samme tid.

Sia Mai: I mit arbejde med produkterne til denne udstilling fik jeg muligheden for at kaste min formgivning op i luften – og langt ud i skoven – bogstavelig talt.
Mit ønske med residence-tiden i Dyrehavehuset, var at få lov at starte helt nede på det undersøgende plan uden et krav om et færdigt resultat med bestemte mål og funktion. Bare det var en udfordring for sådan en som mig, som meget længe har arbejdet med produktion af serviceglas. Når jeg producer glas, er de formblæste. Altså blæst ned i en form. En teknik, som passer godt til produktion af serier. Og i mit tilfælde, fordi min formgivning ofte kræver at glassene skal passe sammen – eller gå ind i hinanden. Derfor er det godt med en form at blæse i.

Blæseforme bliver ofte drejet i træ. Træ er et godt formmateriale til blæseforme. Så som glasmenneske er jeg vant til at tænke i at bearbejde træet til min form i forhold til mit produkt. Men det var præcis det, jeg indså i dette projekt. At netop det skulle jeg ikke gøre denne gang. I stedet ville jeg helt enkelt blæse i skoven, som den er! Det lyder enkelt, men for mig var det virkelig en tanke, der gav udfordringer – og tog mig ret langt ud af min komfort-zone!

Udfordringen var, hvordan det praktisk skulle gøres? Hvordan fik jeg skoven med ind i glasværkstedet? Eller skulle glasset med ud i skoven? Hvordan skulle jeg holde en ligeværdig balance mellem formmateriale og produktmateriale? Og hvem var i øvrigt nu formmaterialet og hvem var produktmaterialet? Træet eller glasset? De spørgsmål har været frugtbare at arbejde med. De har givet nye forståelser for, hvordan jeg ønsker at vise glasset, som trods alt er mit materiale og det endelige produkt i processen. Men det har også givet mig tid til at reflektere over den påvirkning, som mødet med træet – altså skoven – tilfører glasset. Og det bliver tydeligt for mig, at det er mødet og det aftryk de to materialer sætter i hinanden som disse processer og produkter handler om.

Glasblæsning på Holmegaard Værk. Foto: Bess Kristoffersen

Hvad håber I, at jeres udstilling i RUMMET giver den besøgende? 

Gurli Elbækgaard: Vores værker er meget forskellige, men jeg håber, vi kan formidle vores fascination af naturen. Jeg oplever ofte, at beskueren fortolker videre på mine værker og genkender sansninger, de selv har oplevet i naturen. Dina Vejling gør et stort arbejde med at formidle udstillingerne i RUMMET. Vi skal afholde flere artist talks for studerende og jeg glæder mig til at stå ved værkerne og formidle det, vi er kommet frem til.

Sia Mai: RUMMET ligger i forlængelse af Dina Vejling – Danmarks største butik for dansk kunsthåndværk (og fedeste – hvis du spørger mig). Dina Vejling har omkring 70 kunsthåndværkere og designere fra hele landet samlet i butikken. Det betyder, at der kommer mange kunder for at nyde og købe kunsthåndværk – men de får også muligheden for at bevæge sig ind i en gallerioplevelse i RUMMET. Så her får vi besøgende, som ikke nødvendigvis havde tænkt sig at gå på galleri. Jeg håber selvfølgelig de besøgende giver sig tid til at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i de ”møder” mellem glas/ keramik og skoven, som Gurli og jeg har valgt at vise. At de fornemmer de undersøgelser, vi har været igennem på hver vores rejse ud og ind i skoven. Personligt håber jeg, at det måske kan give den besøgende en ny vinkel til at gå på opdagelse i naturen. Naturen har jo (som sagt) alle svarene – så det er bare med at komme ud i den.

Gurli Elbækgaard, MOSSLAND, stentøjsler, 2023. Foto: Gurli Elbækgaard

GURLI ELBÆKGAARD

Keramisk formgiver Gurli Elbækgaard er uddannet på Designskolen Kolding og Kunsthåndværkerskolen i Bergen, men det var de norske fjelde, der slog hul på Gurli Elbækgaards kunstneriske greb. Gurli Elbækgaard er egentlig en klassisk trænet keramiker, der mestrer sit håndværk ved drejeskiven, men som alligevel ikke kan lade være med at skubbe sine grænser for, hvad man kan med leret og glasuren. At teste, lege og eksperimentere med farver, form og sanseligheder. Elbækgaard er indkøbt af Statens Kunstfond og repræsenteret på museet Clay og har udstillet i ind- og udland.

www.elbaekgaard.dk

 

SIA MAI

Glasformgiver Sia Mai arbejder med serviceglas i enkelte former, der kan sættes sammen i flere variationer. Glasset stables, og sammensættes efter behov. Funktion og leg er vigtige elementer i hendes formgivningen, hvor temaet er hverdagens måltid, servering samt opbevaring af vores madvare. Hun giver sine bud på, hvordan situationen kan løses æstetisk og samtidig være funktionelt og bæredygtigt.  Sia er repræsenteret på Glasmuseet i Ebeltoft og som nyuddannet modtog hun Kunsthåndværkerprisens bronzemedalje for sit drikkeglas med struktur, der i dag næsten kan betegnes som hendes kendetegn.

www.Siamai.dk

SAMTALE: Mikkel Elming, direktør for GLAS

SAMTALE: Mikkel Elming, direktør for GLAS

SAMTALE: Mikkel Elming, direktør for GLAS

Samtaleværk af canadiske Leah Kudel, A Moment of Negative Space, 2015. Blæst og koldtbearbejdet glas, tekstil. Foto: Joe Kelly

GLAS – museet for glaskunst

Glas blev officielt indviet i 1986 under navnet Glasmuseet Ebeltoft. Museet har en exceptionel historie som et lokalt initiativ med international rækkevidde skabt ud af et fællesskab af kunstneriske ildsjæle, passionerede erhvervsfolk og modige politikere. Museet blev stiftet på initiativ af glaskunstner Finn Lynggaard og med stor opbakning fra det internationale glasmiljø, som støttede initiativet ved at udlåne eller donere værker.

Museet åbnede i Ebeltofts tidligere toldbod tegnet af den berømte arkitekt Hack Kampmann – en bevaringsværdig bygning lige ned til den smukke Ebeltoft Vig. I sommeren 2006 blev museet udvidet med en 970 m2 moderne tilbygning skabt af det danske arktitektfirma 3xN.

I foråret 2023 lancerede museet sit nye navn Glas med undertitlen Museet for glaskunst.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er protektor for museet. I 2022 blev direktør Mikkel Elming ansat. Elming er uddannet kunsthistoriker fra Aarhus Universitet i 2019, og var kurator på Kunsthal Aarhus, foruden formand for Foreningen for Samtidskunst. Han har også ledet kunsthallen Regelbau 411 i Struer og haft vinduesgalleriet Galleri Miel i Aarhus.

www.glaskunst.dk

I Ebeltoft sker der ting og sager. Senest er det glasmuseet, der har fået nyt navn, ny identitet og ny indretning – og vigtigst af alt et skærpet fokus på glasKUNST. I denne samtale fortæller den nye direktør, at vi ikke behøver frygte, at kunsthåndværket ryger til fordel for kunsten. Der er plads til begge dele – og gerne i et samarbejde til fordel og læring for begge fagligheder.

I Ebeltoft ligger et museum, der startede som et lokalt initiativ båret af dedikation til et materiale og en teknik – studio glasset. Museet holdt til i den tidligere toldbod ved havnen, hvor det kigger ud over hav og by – som en median imellem kultur og natur. I 2006 fik museet en moderne tilbygning af arkitekterne 3xN og åbnede sig endnu mere mod kunsthåndværket, kunsten og verden. I 2022 kom museets nuværende direktør til Djursland og på kort tid er der sat store forandringer igang. Han siger selv, at behovet for nytænkning har ulmet længe, og at transformationen, der inkluderer et nyt navn, en ny identiet og en ny indretning, er en nødvendighed. En nødvendighed, der ikke kun handler om at optimere de ydre rammer, men også tager favntag med sit indhold.

For selvom det tidligere glasmuseum i Ebeltoft også fokuserede på kunst i glas af internationale navne, så er den nye strategi anderledes klar og kunstfokuseret. Mikkel Elming kommer nemlig fra en baggrund i billedkunsten og anede stort set ikke noget om glaskunst og kunsthåndværk før han blev opfordret til at søge direktørstillingen. Men efter at have interviewet ham, faldt mit nervesystem til ro. For Elming er nysgerrig og ambitiøs i den sympatiske betydning af ordene. Og hans samtidskunstneriske fokus til trods, har han ingen planer om at skylle kunsthåndværket og studio glass-traditionen ud i det østjyske hav en spytklat fra museet, men istedet invitere kunsten indenfor sammen med kunsthåndværket, teknikken og traditionen.

Invitationen handler om at skabe værker af høj kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet. Den præmis kan vi alle være med på. Min frygt har handlet om, at det, jeg ynder at kalde for ‘det kloge kunsthåndværk’ bliver nedprioriteret til fordel for billedkunsten. Når jeg taler om ‘det kloge kunsthåndværk’ refererer det til udøvere, der mestrer deres materiale umiskendeligt efter utallige timer (og år) i værkstedet. Så mange at de er i stand til at skabe værker, der ikke kun udkommer som tekniske mesterværker i deres materiale, men også bærer på en æstetik og intellektuel overbygning, der kommer nedefra og op, fordi de er så kompetente til at arbejde i deres materiale. Fordi de og deres kloge hænder ved, hvad de laver og har en overlegen, legesyg tilgang til materialet og derfor kan sublimere det til højder, hvor et kunstnerisk, politisk, personligt, samfundskritisk, fagligt – what ever – udsagn forekommer.

Der tales ofte om, at kunsthåndværk er kunstens lillebror. At det historisk altid har været ‘finere’ at være kunstner end kunsthåndværker. Måske fordi kunsthåndværket er rundet af husfliden, hjemmet og den samfundspolitiske diskurs, der gjorde kunsthåndværk til primært et kvindefag? Jeg er ikke sikker, men efter at have talt direktør Mikkel Elming, tager jeg mig i at tænke, at der her i Ebeltoft, måske kunne være en mulighed for at gøre et forsøg på at punktere den myte – måske ikke ‘once and for all’, men i hvert fald begynde arbejdet med for alvor at bryde de rigide kategoriseringer, der har det med at hæmme al udvikling, og i stedet kigge på, hvad vi kan bruge hinanden til. Lære af hinanden. Og skabe.

Ikke mindst skabe. I glas…

GLAS – museet for glaskunst er det nye navn og den nye identitet, der varsler et mere fleksibelt, åbent og nytænkende museum, udviklet af Stupid Studio.

Tillykke med det nye navn. Hvorfor bare GLAS? Og hvorfor var der et behov for at ændre navnet?

Det nye navn er blot en blandt mange ting, vi gør. Vi har lagt en strategi, hvor vi skærper museets profil. Hvis vi skal have et museum, der er i udvikling og dagsordensættende, så er et navneskift det mest markante, man kan gøre for at gøre opmærksom på, at der sker noget nyt. Helt lavpraktisk hænger det også sammen med behovet for en ny identitet og en ny hjemmeside, der er tidssvarende og matcher behovet for digital kommunikation.

Det nye korte navn har to argumenter. Et, der handler om, at Glasmuseet Ebeltoft havde kommunikative udfordringer. Det var langt og svært at kommunikere digitalt, og så blev vi ofte kaldt noget forkert – i variationer over museets navn. Det andet argument handler om et øget fokus på vores materiale, ligesom det nye navn er skarpere, nemmere at sige og dermed formidle og relatere sig til.

Lige nu udstiller den australsk-danske duo Studio ThinkingHand under titlen EVOLUTIONS. hvor du bl.a. kan opleve 150 forskellige svampearter vokse op ad væggene i udstillingen. Foto: Studio ThinkingHand

Vi har også lavet en nyindretning af museet, der næsten er færdig. Vi har fået en ny reception og en ny butik. Butikken er flyttet ind der, hvor cafeen lå, så vi har ikke længere café på stedet. Men det har til gengæld frigivet mere plads til udstillinger. Den opdaterede butik skal gerne være et sted ,der viser kunsthåndværk af høj kvalitet. Og blive en butik man har lyst til at gå på opdagelse i og hvor de lokale kommer for at købe gaver.

Det kan virke som lavpraktiske ting, men det gør en stor forskel for oplevelsen af museet. Vi er også i gang med at lave en lounge og et kreativt rum og flytte vores kontorer, så der er en forandring i gang på stedet, hvor vi har kigget alle funktioner igennem og optimeret indretningen. Hele relanceringen indebærer således en ny visuel identitet, en ny hjemmeside og en ny indretning.

Direktør Mikkel Elming kommer fra en baggrund i billedkunsten og ser store muligheder i at lade kunsthåndværkere og billedkunstnere arbejde sammen om glas som materiale. Foto: Lars Just

Med din baggrund i billedkunsten og jeres øgede fokus på glaskunst, er I så ikke bange for at smide kunsthåndværket og studio-glas-traditionen, som museet er funderet på, ud med badevandet?

Det er en ambition at bygge bro mellem samtidskunsten og kunsthåndværket – studio glass traditionen. Det er den rolle, vi skal have. Samtidig kan jeg se i museets historie, at vi altid har været et museum, der har været interesseret i eksperimenter. Billedkunstner Bjørn Nørgaard har bl.a. kurateret vores samling på et tidspunkt. Og vi har adskillige samtidskunstnere i vores samling, ligesom museet har lavet kunstnerisk eksperimenterende udstillinger igennem tiden. Så det er ikke så uvant for organisationen at arbejde med samtidskunsten. Vi er et sted, som fokuserer på glas som kunstnerisk materiale, og det er min tanke, at det her museum gerne må skubbe til, hvad glaskunst er og kan være.

Jeg er bestemt ikke interesseret i at forlade den tradition, som museet er etableret på. Tværtimod, er det vigtigt for mig at kigge tilbage i historien, når vi kigger frem. Hvad var ambitionen for museet i sin tid? Og hvordan kan vi føre det ind i fremtiden? Museet er stiftet af glaskunstnere i 80’erne med ambitionen om at være kunstnerens museum og et internationalt museum for glaskunst. De samme ambitioner lever videre nu, blot er de blevet professionaliseret siden. Så hvordan re-aktualiserer vi de drømme med det udgangspunkt vi har i dag? Der tror jeg, at vi som institution kan lære noget af de mere konceptuelt tænkende kunstnere.

Det er også interessant, at vi har et glasværksted ’on location’, som er særligt for et museum at have. Et værksted, der har så specifikke kompetencer og facilitere. Vi har potentiale til at udbrede det her materiale til kunstnere, der ikke tidligere har arbejdet med glas. Det er også en ambition at udbrede kendskabet til glas som materiale. Gøre materialet tilgængeligt for nogle interessante kunstnere. Og at formidle historien om, at glasset er interessant at arbejde med kunstnerisk. Vores fokus er glas som formidler af kunstnerisk potentiale. Vi er ikke et kunsthåndværkmuseum, vi er et kunstmuseum. Det tekniske er vigtigt for os. Vi er ikke interesseret i at vise glas, som er dårligt håndværk. Jeg lægger vægt på den del af vores samling og vores praksis, som er eksperimenterende. Vi skal også vise teknisk svære værker. Men et værk er ikke interessant for os, hvis det kun er teknisk besværligt.

Glaskunstner og kunsthåndværker Lene Bødker udstillede på museet i 2022 under titlen Stories to be Told, og hendes praksis er et eksempel på ‘klogt kunsthåndværk’, hvis du spørger mig… Foto: Ole Akhøj.

I vores forrige udstilling In the Making viste vi ti dygtige, nutidige, danske glaskunstnere, som alle har relevante tanker omkring deres praksis. Og som ikke alene skaber smukke ting, der er besværlige at lave, men som også har et tankegods omkring det, de gør. Udstillingen var lige så meget en opvisning i proces og teknik, som det var en udstilling om materialets mange muligheder og æstetiske mangfoldighed.

Jeg vil gerne bygge bro og skabe samarbejder mellem kunstnere, der kender glasset særlig godt og nogle, der ikke gør. Kan vi udfordre noget af den kategorisering, der hersker mellem kunsthåndværk og kunst? Man kan tilgå det her materiale fra mange forskellige perspektiver. Vi vil gerne vise så mange forskellige egenskaber ved det her materiale, som vi kan. Og hvordan det kan bruges som kunst. Vi udvider vores palet i forhold til den del af studio glass-traditionen, der udelukkende er teknisk.

I vores aktuelle udstilling EVOLUTIONS af Studio ThinkingHand viser vi et materiale, der er interessant fra et naturvidenskabsperspektiv. Vi kan betragte naturen gennem dette materiale, som det eneste af sin art. Så jeg vil gerne nå så bredt rundt om glaskunst, som vi overhovedet kan. Det nye i museets profil er, at vi tager afsæt i et materiale, der kan skabe kunst.

In the Making hed en af de nylige udstillinger på museet, hvor ti yngre, danske glaskunstnere viste både værker, tanker og proces. Foto: PR, GLAS – museet for glaskunst.

Så vi skal ikke være bange for, at museet forvandler sig til en ’white cube’?

Det ligger os nært at bygge videre på de kærlighedskræfter, som museet er etableret på. Det er vigtigt for mig, og museet er i høj grad et socialt museum. Et usædvanligt museum. Både fordi vi er et privat museum, som har omkring 50 frivillige til at drive museet. Vi har en meget stor venneforening, som har grundlagt museet i sin tid, som vi er i gang med at omdanne til en klub, der kommer endnu tættere på museet. Jeg har en oplevelse af, at vi er et meget socialt museum. Og en følelse af, at vi at er et hjerteligt sted.

Vi skal værne om, at vi har en stor og rig historie og at der findes en masse mennesker, der elsker det her sted. Vores mål for hele relanceringen har været, at de mennesker, der har elsket museet før, også elsker det nu. Og vi er ekstremt bevidste om, at vi ikke er i gang med at rive noget ned for at bygge nyt, men at vi bygger videre på noget, der har været i gang i 37 år. Som nye frø i kultiveret jord. Museet har også en international position, som de færreste er klar over. For vi har en samling, der er doneret af de største navne fra hele verden. Så man kender os i de internationale glaskredse. Og vi er nok et af de femte største glasmuseer i verden. Det skal vi blive ved med at være. Der er den tradition, den samling og den historie, vi skal værne om.

Glaskunstner og kunsthåndværker Steffen Dam udstillede også i 2022 til stor ros. Her er det hans gennemført vidunderlige væg af vidundere i glas. Foto: PR, GLAS – museet for glaskunst.

Hvorfor vil I ikke udstille funktionelt glas? Er det ikke interessant at stille skarpt på formgivning af brugsgenstande fra fx Bauhaus-modernismen og op til i dag?

Det har museet aldrig rigtig gjort, så det kommer vi heller ikke til at gøre i fremtiden. Det er ikke en del af museets praksis. GLAS er ikke et museum for design, men er født ud af studio glass-traditionen, som var stærkt repræsenteret her på Djursland. Så det handler om materialet, teknikken og traditionen indenfor dette felt. Men glas og kunsthåndværk er et nyt felt for mig. En ny historie og en ny tænkning, som jeg er ved at tillære mig. Jeg tilgår museet med min billedkunstneriske baggrund. Men det er klart, at der skal være balance i, hvad vi kan gøre for at bevare det, museet er, og det jeg introducerer. Det er noget, jeg tænker meget over, den balance. Hvordan er det, at vi udfylder den rolle, vi har for glaskunsten på en måde, så man ikke føler at vi forkaster vores position? Men samtidig skubber til det vante og gør os selv og glas som materiale relevant i vores tid.

Sanselige glasværker, der formidler evolutionen i museets aktuelle udstilling. Foto: Studio ThinkingHand

Hvad tror du på for feltet?

Glas er jo et materiale, som kan noget i den tid, vi lever i. Det har nogle kvaliteter, som afspejler noget af det, som vi er i gang med at opdage. Fx at være et blødt materiale. Den flydende karakter er interessant i forhold til at være i en tid, hvor rigtig meget er i opløsning. Vi er ’in between’ i forskellige stadier, som kan være svære at kategorisere. Og så har glas ekstremt mange kontraster i sig, og er et materiale i konstant forandring i forhold til sine omgivelser.

Glas interagerer med alt omkring sig visuelt, og er også et materiale, der har en indbygget autencitet – det er lavet af sand og soda. Det er et simpelt et materiale, der bare skal varmes op. Det taler ind i nogle bevægelser, der på en måde rammer vores forståelse af verden ind. Helt lavpraktisk bliver glas brugt mere og mere, og er blevet populært igen. Folk interesserer sig for glas. Så det er en fantastisk præmis og position at udvikle et museum fra.

Glasværk fra den aktuelle udstilling EVOLUTIONS skabt af Studio ThinkingHand. Foto: Studio ThinkingHand

GLAS – museet for glaskunst

Glas blev officielt indviet i 1986 under navnet Glasmuseet Ebeltoft. Museet har en exceptionel historie som et lokalt initiativ med international rækkevidde skabt ud af et fællesskab af kunstneriske ildsjæle, passionerede erhvervsfolk og modige politikere. Museet blev stiftet på initiativ af glaskunstner Finn Lynggaard og med stor opbakning fra det internationale glasmiljø, som støttede initiativet ved at udlåne eller donere værker.

Museet åbnede i Ebeltofts tidligere toldbod tegnet af den berømte arkitekt Hack Kampmann – en bevaringsværdig bygning lige ned til den smukke Ebeltoft Vig. I sommeren 2006 blev museet udvidet med en 970 m2 moderne tilbygning skabt af det danske arktitektfirma 3xN.

I foråret 2023 lancerede museet sit nye navn Glas med undertitlen Museet for glaskunst.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er protektor for museet. I 2022 blev direktør Mikkel Elming ansat. Elming kom fra en stilling som direktør for Aarhus Kunsthal.

www.glaskunst.dk

SAMTALE: UKURANT

SAMTALE: UKURANT

SAMTALE: UKURANT

Udstillingsplatformen UKURANT består af de unge designere Lærke Ryom, Kasper Kyster, Kamma Rosa Schytte og Josefine Krabbe. Foto: Peter Vinther

UKURANT

Udstillingskollektivet UKURANT består af de fire unge nyuddannede designere:
Lærke Ryom, MA Design, Det Kongelige Akademi, 2022
Kamma Rosa Schytte, MA Design, Det Kongelige Akademi, 2022
Kasper Kyster, MA Design, Det Kongelige Akademi, 2022
Josefine Krabbe, BA Design, KADK, 2019

UKURANT blev præmieret for deres udstilling i både 2020 og 2021 af hhv. Statens Kunstfond og som Årets udstilling under 3daysofdesign 2021.

Til årets udstilling viser gruppen igen møbler af helt unge talenter fra syv europæiske lande: Adam Bialek (PL), Aldana Lorenzo (AR/DE), Anna Bruun Kristiansen (DK), Anne Skaarup Jaedicke (DK), Didi NG Wing Yin (HK), Frederik Gustav (DK), Haus Otto (DE), Jens Ole Árnason (DK), Julian Gregory (US/CA), Kasper Kyster (DK), Laura Sonne Lund (DK), Lina Chi (FR/NL), Lærke Ryom (DK),Mathias Malm (NO), Matthias Gschwendtner (DE), Nikoline Oda (DK), Silje Lindrup (DK), Thomas Woltmann (DK)

Ukurant 3 kan opleves på Refshalevej 171 C, København, 7-10 juni, 2023.
www.ukurant.com

UKURANT er en udstillingsplatform stiftet af fire unge designtalenter, der kiler sig ind i samtalen om langsommelighed, eksperimenter og håndværk som åbenlyse fordele, der bør være plads til i den kommercielle del af branchen. For det er her nybruddene sker. De fire grundlæggere har for tredje gang stablet en udstilling på benene til 3daysofdesign propfyldt med ungt designtalent fra hele Europa.

UKURANT er en udstillingsplatform og en rugekasse for fremtidens designtalent og tanker. En agil platform, der lader den pågældende udstillings ansøgere og deres objekter være med til at rammesætte indholdet. Fordi de altid bliver overraskede over, hvad talenterne sender ind og går med af tanker. Hvad der optager dem. Og det er en pointe, som vi alle kan lade os inspirere af. For at forholde sig åbent og nysgerrigt til verden synes at være en præmis, som de fire grundlæggere af UKURANT lever og arbejder efter. Måske fordi de er vokset op i en verden, hvor de faste kategorier for alvor begyndte at flytte på sig. Overlappe og overleve sig selv, fordi de ikke længere var livsvigtige. Gav mening. Gjorde en forskel? Måske fordi begreber som autoritet, autencitet og hieraki ikke har den samme tyngde som i min generation? Jeg ved det ikke. Men det er som om, der er noget der. Noget, man godt kunne dykke dybere ned i og prøve at afdække. For at gøre os alle klogere på de aktuelle strømninger, vi agerer i og forholder os til.

I mellemtiden har jeg stillet de fire møbeltalenter en stak spørgsmål om deres ambitioner, refleksioner og drømme for det felt, de er en del af. Og jeg er åbenlyst imponeret over, hvor dedikeret og passioneret de advokerer for deres fag og er indstillet på at tage arbejdstøjet på for at skubbe branchen et sundere sted hen. For klodens. Ressourcernes og arbejdsglædens skyld.

Mød Lærke, Kasper, Kamma og Josefine…

Værk af Matthias Gschwendtner (DE). Foto: Peter Vinther

Hvorfor stiftede I Ukurant?

Ukurant bygger på utallige samtaler mellem os fire – Lærke Ryom, Josefine Krabbe, Kasper Kyster og Kamma Rosa Schytte – om strukturerne i industrien og hvordan man navigerer i den som unge, nyuddannede designere. Men også samtaler om unge designeres potentiale. Om de nye ideer og måder, de bringes til bordet, og hvordan de skal have en plads i den bredere samtale i industrien for at inspirere fremtiden. Vores idé har fra begyndelsen været at bygge bro mellem det unge perspektiv og den etablerede designscene for at gavne hele industrien.

Et andet vigtig aspekt af – eller motivation for grundlæggelsen af Ukurant har været at skabe et fællesskab, fordi vi tror på, at samtaler, videndeling og et støttende og inkluderende fællesskab er vigtigt og nærende for den enkeltes arbejde. Vi ønskede, at Ukurant skulle være en platform, hvor unge designere ikke kun udstiller sammen, men også drager fordel af hinandens ideer, netværk og erfaringer. Vi gør en indsats for at skabe forskellige sociale begivenheder for udstillerne før og under udstillingerne for at etablere grundlaget for, at sådanne samtaler eller samarbejder kan udvikle sig.

Ukurant Perspectives-udstillingen blev vist under 3daysofdesign i 2020 og præmieret af Statens Kunstfond. Foto: Peter Vinther

Hvad er det, I gerne vil udfordre med jeres udstillinger?

I Ukurant stræber vi efter at vise et bredt og mangfoldigt udvalg af eksperimenterende design for at vise den etablerede designscene omfanget af, hvad design kan være. Det er vigtigt for os at skabe en mangfoldig udstilling, der både viser værker, der er meget kunstneriske og værker, der er kommercielle; værker, der er unikke og værker, der er klar til produktion. Værker, der inspirerer til fremtiden og værker, der står i deres endelige stadie.

Hvert værk har sin egen værdi, men sammen skaber de et billede af, hvad design skal være: inspirerende, innovativt og mangfoldigt. Vi prøver også at slå et slag for designprocessen og for den tid, der ligger i fordybelsen og i eksperimenterne, der fører til nye ideer, teknikker og processer. Noget, som det er vores indtryk, er svært at finde råd til i en branche, som prioriterer lave omkostninger og hurtig produktion. Med Ukurants udstillinger vil vi cementere vigtigheden af designfaget og bidrage til, at en ny generation af designere kan forme fremtiden.

I 2021 var udstillingen vist i det tidligere bibliotek i Amaliegade, der dannede en helt fantastisk, historierig og kontrastfyldt ramme til alle de nytænkende værker. Elly Feldstein i front, Studio Eidola midten og Marianne Noer i baggrunden. Foto: Jonas Jacob Svensson

Hvad er det, I mener, at de unge talenter kan være med til at bære frem?

Vi oplever, at unge designere har en umiddelbarhed og en vilje til at eksperimentere og udforske nye veje – både indenfor teknologi, bæredygtighed, inklusion m.m. De unge talenter er med til at omfavne nye teknologier og blive fortrolige med nutidens værktøjer og muligheder som AI (artificial intelligence), CNC-fræsning og 3D-print. Samtidig er der også en stor velvilje til at favne, udfordre og give nye perspektiver på etablerede håndværkstraditioner.

Mange unge designere prioriterer desuden bæredygtighed og social ansvarlighed højt i deres arbejde og søger at skabe design, der har en positiv indvirkning på samfundet og miljøet. Vi oplever, at bæredygtighed ikke er et tilvalg for unge designere, men derimod et grundvilkår. Det er to vidt forskellige tilgange til arbejdet med bæredygtighed, som bidrager med forskellige perspektiver og løsninger. Ved at omfavne traditioner såvel som nye teknologier og kreative designprocesser er unge designere med til at forme fremtiden for designbranchen og drive innovation i en omskiftelig verden.

I 2021 blev udstillingen kåret som årets bedste under 3daysofdesign. Foto: Jonas Jacob Svensson

Er I særligt optagede af det internationale designfelt? Årets deltagere repræsenterer syv forskellige lande?

Qua globaliseringen og digitaliseringen ser vi design som et fælles sprog, som ikke nødvendigvis er bundet op på nationalitet. Vi deler alle en fælles referenceramme og ønsker at bidrage, fordi vi virkelig tror på det åbne fællesskab, hvor design binder os sammen.

Det, der gør det interessant at præsentere det internationale perspektiv er, at vi ofte ser ligheder i det, der optager designere. Vi ser, at designere finder inspiration i traditioner, lokale materialer og håndværk. Det betyder jo noget forskelligt alt efter, hvor man arbejder fra. Ved at præsentere et internationalt udstillerfelt får man på trods af lignende tilgange til design vidt forskellige resultater og oplevelsen af, hvordan geografi alligevel kan have en enorm betydning for designeres arbejde.

Ukurant x Muuto værk af Davide Ronco og Pablo Dorigo. Foto: Jonas Jacob Svensson

I taler om at specialviden og håndværk er nødvendige kompetencer som formgivere. Er I bange for, at de forsvinder?

Fordybelsen i designprocessen og forståelsen af og nærheden til materialer og håndværk mener vi, er afgørende for at skabe kvalificeret design. Som vi har nævnt før, ser vi i branchen en tendens til at prioritere lave omkostninger og hurtig produktion over det udviklende arbejde. En tendens vi også oplever forplanter sig ud til skolerne, hvor det håndværksmæssige og materialenære beskæres år for år, så de kompetente mennesker, der driver værkstederne og lærer vigtig viden fra sig, sættes under pres. Den materialenære tilgang til design vil gå tabt, hvis dem, som er med til at overlevere viden, ikke har tid til det. Så det er ikke kun et spørgsmål om vigtig viden, der går tabt, hvilket er kritisk nok i sig selv, men også en hel måde at gå til faget og designe på, der gambles med.

Tekstilværk af Anna Bruun Kristiansen. Foto: Peter Vinther

Hvad lægger I særligt vægt på i årets udstilling? Og hvorfor er det et vigtigt budskab netop nu?

Det er altid særligt at se, hvilke ansøgninger vi modtager efter et Open Call. Det er aldrig det samme, og på en eller anden måde bliver vi altid overraskede. Ansøgningerne udgør hele fundamentet, og de kuraterede værker sætter tonen for udstillingen. Noget nyt i år er, at vi har modtaget mange ansøgninger om teknologi og AI, som bliver repræsenteret i udstillingen. Selvfølgelig sammen med eksperimenterende håndværk og nye materialer.

Udstillingen kommer på den måde til at give et indblik i det, der interesserer og optager unge, up-and-coming designere. Det kan man vel sige, er et gennemgående tema for alle Ukurants udstillinger – at vi gerne vil tilbyde et øjebliksbillede af, hvad der interesserer unge designere netop nu, og derfor vælger vi også at afholde udstillingerne uden et foruddefineret tema. Vi oplever, at vi på den måde får de mest autentiske ansøgninger, hvor man kan mærke den bagvedliggende begejstring, viden og kundskab for diverse emner og temaer. Designerne er altid i bevægelse og i udvikling. Det vil vi gerne kunne rumme, og derfor lader vi designerne definere, hvad Ukurant er år for år.

Vi glæder os virkelig meget til at præsentere alle årets værker!

Værk af Lærke Ryom. Foto: Peter Vinther

UKURANT

Udstillingskollektivet UKURANT består af de fire unge nyuddannede designere:
Lærke Ryom, MA Design, Det Kongelige Akademi, 2022
Kamma Rosa Schytte, MA Design, Det Kongelige Akademi, 2022
Kasper Kyster, MA Design, Det Kongelige Akademi, 2022
Josefine Krabbe, BA Design, KADK, 2019

UKURANT blev præmieret for deres udstilling i både 2020 og 2021 af hhv. Statens Kunstfond og som Årets udstilling under 3daysofdesign 2021.

Til årets udstilling viser gruppen igen møbler af helt unge talenter fra flere lande: Adam Bialek (PL), Aldana Lorenzo (AR/DE), Anna Bruun Kristiansen (DK), Anne Skaarup Jaedicke (DK), Didi NG Wing Yin (HK), Frederik Gustav (DK), Haus Otto (DE), Jens Ole Árnason (DK), Julian Gregory (US/CA), Kasper Kyster (DK), Laura Sonne Lund (DK), Lina Chi (FR/NL), Lærke Ryom (DK),Mathias Malm (NO), Matthias Gschwendtner (DE), Nikoline Oda (DK), Silje Lindrup (DK), Thomas Woltmann (DK)

Ukurant 3 kan opleves på Refshalevej 171 C, København, 7-10 juni, 2023.
www.ukurant.com

SAMTALE: Katrine Borup

SAMTALE: Katrine Borup

SAMTALE: Katrine Borup

Industrielle transportbåndsreferencer i det tidligere Brandts Klædefabrik i udstillingen STOF ITL EFTERTANKE af katrine Borup. Foto: Ole Akhøj

Katrine Borup

Født i 1965 og uddannet på Arkitektskolen i Aarhus i 1995.
I 2001 afgang fra Institut for ædelmetal, Guldsmedehøjskolen, København
2003-2010 enketlfagsstudier i Kunsthistorie og Filosofi, Københavns Universitet.

Katrine Borup har udstillet i ind- og udland igennem de sidste 20 år og bl.a. været en del af Danish Crafts Collection og MINDCRAFT flere gange. Hun har modtaget adskillige legater og anden hæder for sine udstillinger og vandt bl.a. Biennaleprisen sammen med to kollegaer i 2019. Derudover er hun særlig sagkyndig i Nordisk Kulturfond, kunstnerisk konsulent i Bagsværd kirke i perioden, hvor hun initierede udstillingsrækken Til Stede(t) samme sted.

Af hendes seneste udstillinger kan nævnes: HVOR ER DET BARE TYPISK DIG, BODYPARTy, NATURSYNER og nu STOF TIL EFTERTANKE.

STOF TIL EFTERTANKE KAN OPLEVES i galleri RUMMET i Brandt Passage, Odense indtil 9. maj.

www.katrineborup.dk

I Odense kan du opleve en særlig udstilling skabt af en særlig udøver i et umiddelbart ikke særligt materiale. Det særlige er dog resultatet, der præsenterer nærmest sfæriske og minimal-komplekse værker. Mød smykkekunstner og arkitekt Katrine Borup, der er aktuel med STOF TIL EFTERTANKE.

Katrine Borup bor i detaljen. Lige ved siden af Gud. Det kan lyde koket eller blasfemisk, men er det på ingen måde. For arkitekten, der også har læst filosofi og kunsthistorie, og foruden har en overbygning som ædelmetalformgiver, ER kendetegnet ved en hyper-æstetisk sans og et kompromisløst detaljeringsniveau. Det niveau er nærmest guddommeligt perfektionisk og bliver netop til en styrke, der hæver sig op og tapper ind i noget større. Som en overbygning på det håndværk, Katrine Borup altid tager afsæt i. Læg dertil Borups sans for sproget og de mange referencer og nuancer, der i hendes værker bliver til et ekstra fortællende lag, der river i konteksten.

Med titler som RAV I DEN, Knock them down with a feather, Det vil jeg skrive mig bag øret og Jeg afskediger al viden og kultur… jeg tænker kun på de tre døde lam, er Katrine Borup uden fortilfælde på den danske smykkescene. Ikke kun fordi hun bygger bro mellem flere fagligheder, men fordi hendes konceptualitet altid har et budskab bygget ind i hendes sirlige smykkegreb. Hun har for vane at under- og afsøge et emne til bunds – og her mener jeg virkelig ud i alle hjørner. Som det var tilfældet med BODYPARTy, hvor smykkerne henviste til organer og kropsdele og havde titler og referencer tilfælles med medicinske indgreb.

Hårdt og blødt. Stramt og taktilt. Ubleget lagenlærred taget til nye sfæriske højder i Borups hænder. Foto: Ole Akhøj

Borup tænker langt og bredt, højt og lavt og tager gerne afsæt i atypiske materialer som tændstikker, balloner, hønsenet og afklippede fingernegle. Ja, det lyder totalt mærkeligt og en vejbane udenfor alfavej, men når du ser værkerne, forstår du. DU FORSTÅR! Og det er præcis den præmis, som gør hendes virke så uendelig interessant og aktuelt. For det er til højrebenet for en smykkekunstner at lave et smukt smykke ud af guld og ædelstene. Men at trylle magi, æstetik og ædle fortællinger ud af en æske tændstikker er straks en anden sag.

Nu har hun så gjort det igen. Kunne nok ikke lade være med at sætte hjernen i svingninger, da hun blev kontaktet af Dina Vejling, der driver galleri RUMMET i et lokale tilknyttet det tidligere Brandts Klædefabrik. Den lige linje fra rum til materiale er oplagt, men med det ublegede lagenlærred som materiale har Borup på Borupsk vis formgivet værker med præcision og teknisk og tålmodig snilde. Værker, der i min optik både er umiddelbare og kontrastfyldte og som jeg vil betegne som minimal-komplekse i al deres cremefarvede uskyldighed. STOF TIL EFTERTANKE er titlen på udstillingen – eller installationen – og universet er ved første øjekast enkelt og ligetil, men som altid, har Borup mere på hjerte end æstetik og håndværk.

På nysgerrig og nørdet kunsthåndværkermaner har hun undersøgt stoffets egen natur, vilje og vej og ladet både trevler, frynser og oprulninger træde i karakter som særlige karakteristika, der bliver til form i egen ret. Og hvor adskillige referencer fra både beklædning, arkitektur og smykkeverdenen glider sammen i formfuldendte og nutidige fortidsgreb, der ikke lige lader sig placere. Men det skal de nok heller ikke. Hellere end at placere sig, skal de nok skabe sig. Gøre væsen af sig. For at vi selv kan tumle med at få disse væsener i ubleget lagenlærred til at give mening, hvis de overhovedet kan og skal det. Måske skal de bare være? Og prikke, drille og skubbe til alt det, vi normalt kobler sammen med alle de individuelle referencer, som Borup har ladet fusionere i STOF TIL EFTERTANKE – for at, ja, give stof til eftertanke.

Ubleget lagenlærred med både åbne og lukkede læg. Stofbanen er også klippet smallere under oprulningen. Længde: 54 cm, ø: 23 cm. Foto: Ole Akhøj

Hvordan har det været at skabe en stedsspecifik installation? Og hvad er det, der sker, når idé og rum går i dialog med hinanden og med dig?

Grundlæggende kan jeg lide at arbejde med at støde ”ting” sammen, som umiddelbart ikke har noget som helst med hinanden at gøre – collagen som et grundpoetisk greb. Jo flere forskellige ”ting”, jeg har i inspirations-gryden, jo sjovere bliver arbejdet med at få nogle umiddelbart uforenelige informationer til at mødes eller forene sig. Det er en slags detektivarbejde, hvor jeg leder efter sammenhænge eller interessante kollisioner. Og med interessante mener jeg nogle, der på en eller anden måde åbner til nye og overraskende udtryk eller forståelser.

I forbindelse med STOF TIL EFTERTANKE har jeg researchet i Brandts Klædefabriks historie. Brandt-arbejdernes Historiske Forening har været til stor hjælp, dels mødtes jeg med formand Winna Greve og fik adgang til relikvier i kælderen, dels har foreningen udgivet en fantastisk bog fuld af inspirerende billeder. Jeg har også selv studeret bygningsdetaljer og taget billeder af den forhenværende fabrik. Samtidig arbejdede jeg konkret med det materiale, jeg syntes gav mening i forhold til stedet, nemlig stof (tekstil).

Jeg har tidligere arbejdet stedsspecifikt, for eksempel i forbindelse med MINDCRAFT 18, hvor jeg lod mig inspirere af den fantastisk smukke klostergård, vi udstillede i, både formelt i forhold til det konkrete rum (cirklen og gentagelsen) men også af nogle af de fortællinger, der knyttede sig til stedet.

Jeg arbejder sådan set også stedsspecifikt, når jeg laver smykker. For mig er smykker kropsrelaterede og dialogen med kroppen har altid været vigtig for mig. Jeg forholder mig til kroppen som sted – en art landskab, der buler ud og ind, men også til vores fortællinger om kroppen, som for eks. aldring i projekterne LIVSALDRE fra 2005 og MeTHOS, fra 2021/22,  døden i projektet Memento Mori fra 2004, national identitet i projektet Hvor går grænsen? fra 2006/07 osv.

Ubleget lagenlærred. Kanten er revet i den ene side og klippet i den anden, hvorefter stoffet er rullet skævt op. Højde: 44 cm, ø: 15 cm. Foto: Ole Akhøj

Hvorfor er stofrullen interessant i denne sammenhæng, hvor galleri RUMMET ligger i den tidligere Brandts Klædefabrik?

Stofrullen var en ud af mange måder, jeg arbejdede med stoffet på, inspireret af stedet og særligt de mange historiske fotografier. Men stofrullen viste sig at have et særligt potentiale, dels fordi de objekter, jeg lavede ud fra stofrulle-princippet, havde et for mig overraskende udtryk, dels fordi der var noget i rulleprincippet, som appellerede til mig som kunsthåndværker. Jeg har en forkærlighed for former, jeg ikke selv skaber, men får forærende.

Med stofrullen som udgangspunkt kunne jeg beslutte mig for en opskrift på forhånd og se, hvad der kom ud af at følge opskriften. Det kunne for eksempel være at gøre stofbredden en tråd smallere i hver side for hver 1,5 meter. Så er jeg så nysgerrig efter at se, hvordan det ender med at se ud, at jeg tåler det ekstremt langsommelige arbejde, det er at klippe stofbredden smallere i så langsomt et tempo. Og med det samme får jeg lyst til også at se, hvad der sker, hvis man vælger en anden opskrift, som for eksempel at gøre stofbredden en tråd smallere i hver side for hver 3 meter eller for hver omgang/rulning.

Ubleget lagenlærred, frynset i den ene side og på den forreste er stofbanen også klippet smallere under oprulningen. Frynsernes længde har afgørende betydning for udtrykket. Rullen bagerst til højre: Højde 54 cm, ø: 11 cm. Den skrå: Højde 51 cm, ø: 10 cm. Forrest: Højde 38 cm, ø: 14 cm. Foto: Ole Akhøj

Hvad er det for et ’stof’ og hvad er det for en ’eftertanke’, du gerne vil prikke til?

STOF TIL EFTERTANKE kunne i virkeligheden være overskriften for alt, hvad jeg laver. Tidligere var jeg meget optaget af indholdet, tanken eller fortællingen. Jeg undersøgte med mine projekter typisk et tema, som jeg havde et ønske om at diskutere; romantisk kærlighed, national identitet, vores forhold til døden osv. I dag oplever jeg stadig en trang til at have et intellektuelt lag i mit arbejde, men det er mere som et metodisk greb, der bringer mig selv nye steder hen i mine formelle undersøgelser. For det er det formelle, som er det virkeligt interessante for mig – STOF og FORM, STOF i forståelsen MATERIALE.

Det er det, der leges med i titlen, dobbeltbetydningen af ordet STOF (tekstil og materiale). Jeg vil stadig gerne vække til eftertanke, men jeg er ikke særlig optaget af, hvad det er for tanker, beskueren gør sig, og jeg tror ikke, det er særlig vigtigt, at de ”forstår”, hvad jeg har tænkt, måske bare AT jeg har tænkt. Jeg tror, der er en kraft i det, AT jeg har tænkt, som manifesterer sig i objekterne. Jeg er dog mindst lige så interesseret i at skabe følelsesmæssige og fysiske oplevelser hos beskuerne som tanker. Jeg er faktisk lidt glad for, at Dina siger, hun har SÅ svært ved at få folk til at overholde budskabet på MÅ IKKE BERØRES skiltene. Jeg tænker STOF TIL EFTERTANKE som en meget fysisk udstilling. Måske en ud af mange potentielt interessante eftertanker: Hvordan virker udstillingen på beskuerne? Påvirkes de kropsligt/følelsesmæssigt og/eller intellektuelt?

Arkitekten har selv bygget transportbåndskonstruktionen med indbyggede hylder hjemme i sin stue… Foto: Ole Akhøj

Hvordan har det været at arbejde i tekstil som smykkekunstner og arkitekt? Og er du bevidst om at bygge bro mellem dine to fagligheder – eller opstår koblingen som en uventet gave?

Som arkitekt har man typisk mange forskellige faktorer, der påvirker formgivningen: et sted med konkrete muligheder og begrænsninger samt en historie, funktionelle krav, konstruktionskrav, krav til brandsikring og ventilation osv. Alt det skal kombineres med æstetiske og kunstneriske ambitioner og visioner. Jeg holder meget af den nærmest umulige opgave, det er at skulle få så forskellige aspekter til at mødes og ”gå op i en højere enhed”. Det er også sådan, jeg arbejder som smykkekunstner. Min arbejdsmetode som smykkekunstner er m.a.o. udsprunget af min arkitektuddannelse. Jeg hælder flest mulige vidt forskellige informationer ned i en ”inspirationsgryde” og begynder herefter det nærmest detektiviske arbejde med at lede efter forbindelser i materialet. Som arkitekt har man desværre ikke mulighed for at arbejde i 1:1. For mig er det en meget stor tilfredsstillelse at arbejde i en skala, hvor jeg kan komme i direkte dialog med materialet.

Den store trækonstruktion, som fungerer som ”podie” for de ”muterede stofruller” i STOF TIL EFTERTANKE, er skabt på klassisk arkitektmaner: I en model af RUMMET i 1:10 har jeg udviklet konceptet, hvorefter jeg lavede en stor model i 1:1 af skummaterialet depron, som er et velkendt modelmateriale for arkitekter, for at få proportioner og dimensioner helt på plads. Men det hele foregik hjemme i min stue, og depron er IKKE det samme som træ. Det krævede en vis evne til abstraktion, og jeg måtte stole på min forestillingsevne undervejs i arbejdet med trækonstruktionen. De sidste detaljeløsninger kunne jeg først få på plads, da jeg havde fået savet alle elementerne til konstruktionen. Den måde at arbejde på er for mig ikke helt så tilfredsstillende som den, hvor jeg kan arbejde 1:1 hele vejen.

For at svare på spørgsmålet: Jeg har ikke en fornemmelse af at bygge bro mellem to fagligheder. Jeg har snarere fornemmelsen af, at jeg arbejder ret ens uanset skala, men at jeg, når tingene får en vis størrelse, er tvunget til at arbejde mere i model og med min forestillingsevne, end når jeg laver smykker eller mindre objekter. Jeg får nogle for mig selv langt mere overraskende resultater, når jeg arbejder i dialog med et materiale, og jeg tror, det handler om, at jeg ikke behøver at kunne forestille mig noget på forhånd for at kunne lave det. Jeg tror ofte, jeg oplever en eller anden form for skuffelse, hvis jeg har forestillet mig noget på forhånd. Så bliver materialets ”modstand” en irritationsfaktor – hvorfor kan jeg ikke få det til at se ud som på tegningen/modellen? Hvis jeg ikke har et klart billede af, hvad jeg laver, er jeg langt mere åben for det, der nu engang sker. Jeg bliver overrasket og begejstret og formår i højere grad at gå med det, der opstår.

Borups nutidige referencehav til væv, industri, kunsthåndværk, design, tekstil, ressourceforbrug, klimaaftryk, håndværk, outsourcing, fabrik, lokal produktion… fortsæt selv listen. Foto: Ole Akhøj

Har du behandlet tekstilet som ethvert andet materiale, du har arbejdet med som konceptuel smykkekunstner? For man kan vel godt anskue objekterne for forstørrede smykkevedhæng? Charms? Eller er jeg helt ’off’?

Ja, er det korte svar på første del af spørgsmålet.

Jeg har ikke selv fået den association til charms, men den er sjov og absolut ikke off.

For mig er det interessante ved smykker, at de er kropsrelaterede, og med en så åben smykkeforståelse, er grænserne for, hvad der kan betragtes som et smykke til evig forhandling. Jeg har undersøgt det grænseområde i mange år efterhånden. Flere af mine tidligere arbejder har været mindst lige så meget beklædning som smykke i forhold til de almindeligt kendte kategorier.

Objekterne i STOF TIL EFTERTANKE er uden for alle velkendte kategorier, men alligevel associationsskabende jf. din charms-association – det er jeg ret glad for. Min datter omtalte rullen med de korte frynser som ”pudderkvasten” – igen en kropsrelateret association. Objekterne ER kropsrelaterede, men på en ikke særlig veldefineret måde. At mange får lyst til at røre ved dem, er endnu et aspekt af det kropsrelaterede.

Ubleget lagenlærred. Lavet efter tegning, altså ønsket om en bestemt form. Det viste sig at være stort set umuligt at ramme den ønskede form
Højde: 22 cm, ø: 33 cm. Foto: Katrine Borup

I presseteksten taler I om, at projektet er en art systemisk grundforskning – hvad mener du med det? Og hvorfor har det været interessant for dig at undersøge ’stoffets egen natur’, som I også skriver et sted?

Jeg kalder det systematisk grundforskning. Det systematiske ligger i måden, jeg udvikler opskrifter på – der er en indre logik i de forudbestemte koncepter, der har styret rullernes tilblivelse i den forstand, at en idé har ført til den næste osv.

Ved grundforskning forstås ifølge Den Store Danske Encyklopædi: Forskningsaktiviteter, der sigter mod at erhverve ny erkendelse om grundlæggende forhold, modsat fx anvendt forskning eller strategisk forskning.

Jeg har en følelse af, at jeg stiller mig til rådighed for tekstilet og forsøger at afdække, hvilke mulige udtryk, materialet kan antage. Jeg betragter faktisk alle mine ”muterede stofruller” som en slags prøver, der fortæller mig noget om, hvordan materialet ”gør” under forskellige forhold. Og det er i den forstand, jeg tænker projektet som en slags grundforskning. Jeg medgiver, at jeg jo har en bagvedliggende æstetisk ambition, som naturligvis også har fyldt i arbejdet med stofrullerne.

Serien af frynsede objekter er et godt eksempel på, hvad jeg mener med ”systematisk grundforskning”. Jeg startede med at trevle den ene stofkant op i et ca. 5 centimeter bredt bælte. Jeg fik den tanke, at frynserne nok ville opføre sig anderledes, hvis de blev længere. Og ganske rigtigt: 7,5 cm lange frynser begynder at klumpe sammen og bliver så tunge, at tyngdekraften trækker dem nedad. De 5 cm lange frynser er selvbærende og stritter ud til siden. Bliver frynserne endnu længere klumper de sammen på en for mig overraskende måde, de snor sig sammen i bundter sådan lidt gulvmoppe-agtigt.

Den nu afdøde arkitekt Louis Kahn er berømt for til en forelæsning at have konverseret med en mursten; ”What do you want, Brick?” Pointen var, at murstenen ifølge Kahn ikke er ligeglad med, hvordan den bliver brugt, og at det er arkitektens opgave at ære de materialer han/hun /hen bruger. Jeg har stillet spørgsmålet: ”What do you want, Fabric(k)?” i et forsøg på at ære det materiale, jeg har valgt at arbejde med. Det er det, jeg mener med stoffets ”natur”. Det VIL selv noget. Det GØR noget naturligt eller af sig selv, som for eksempel at lave sammenklumpede lange frynser.

Den stedspecifikke installation er et grafisk syn rig på stoflighed og referencer. Foto: Ole Akhøj

Katrine Borup

Født i 1965 og uddannet på Arkitektskolen i Aarhus i 1995.
I 2001 afgang fra Institut for ædelmetal, Guldsmedehøjskolen, København
2003-2010 enketlfagsstudier i Kunsthistorie og Filosofi, Københavns Universitet.

Katrine Borup har udstillet i ind- og udland igennem de sidste 20 år og bl.a. været en del af Danish Crafts Collection og MINDCRAFT flere gange. Hun har modtaget adskillige legater og anden hæder for sine udstillinger og vandt bl.a. Biennaleprisen sammen med to kollegaer i 2019. Derudover er hun særlig sagkyndig i Nordisk Kulturfond, kunstnerisk konsulent i Bagsværd kirke i perioden, hvor hun initierede udstillingsrækken Til Stede(t) samme sted.

Af hendes seneste udstillinger kan nævnes: HVOR ER DET BARE TYPISK DIG, BODYPARTy, NATURSYNER og nu STOF TIL EFTERTANKE.

STOF TIL EFTERTANKE KAN OPLEVES i galleri RUMMET i Brandt Passage, Odense indtil 9. maj.

www.katrineborup.dk

SAMTALE: Peder Rasmussen

SAMTALE: Peder Rasmussen

SAMTALE: Peder Rasmussen

Stelvision 5,  Anne Tophøj (2010/2011). Porcelæn, variable mål. Privateje. Foto: Bettina Køppe

Peder Rasmussen

Født i Næstved i 1948 og uddannet på Kählers Keramiske Værksted samt på kunstskoler i Italien fra 1966 til 1971.

Udover at udstille egne værker har han kurateret keramikhistoriske udstillinger som udstillingen om Kähler Keramik på Kunstindustrimuseet, nu Designmuseum Danmark, 2002.

Formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design 2011-2013.

Modtager af Statens Kunstfonds Livslange Hædersydelse

Forfatter til talrige artikler og flere bøger om keramiske emner. Herunder Familie på Træben, Om J.F. Willumsens Familievase, Forlaget Aristo i 2016 og senest Keramikkens sprog, Strandberg Publishing, 2022

Hvorfor er det vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting? Hvordan taler man om keramik? Og hvordan får man ord og ting til at gå op i en højere enhed? Det taler jeg med keramiker og forfatter Peder Rasmussen om i anledning af, at hans bog Keramikkens Sprog åbner som udstilling på CLAY 21. januar, 2023.

Peder Rasmussen er en ener i dansk samtidskeramik. Det er han, fordi han dels har været med i feltet i godt 50 år og har sat sit aftryk på flere generationer af studerende som underviser. Det er han også, fordi han som en særlig fri formidler har talt keramikkens sprog, for nu at genbruge titlen fra hans egen bog og nye udstilling. Rasmussen har utrætteligt kommunikeret, fortalt, grint, svovlet og formidlet keramikkens væsen, teknik, struktur, formsprog og sprog igennem årene. Senest i lyd qua CLAY Museums keramikvandring igennem Middelfart, hvor man med Peder Rasmussen i ørene lærer lige lidt mere end, hvis man går turen selv.

Utallige artikler og flere bøger er det også blevet til som formidler, ligesom han har kurateret udstillinger og siddet i formandsstolen i Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design. Derudover er hans ouvre et kapitel for sig. Han figurative billedvaser er ligesom Peder Rasmussen selv farverige, fabulerende og højtråbende. Som frie fortolkninger af hans person og væsen – transformeret til form. Til keramikkens væsen kunne man fristes til at sige.

I denne samtale flyder det som skidt fra en veloplagt spædekalv, når vi taler om, hvorfor sproget er vigtigt som en medspiller i vores oplevelse af og interaktion med kunsten. Hvor nogle keramikere bruger glasurer, der syder og bobler, bruger Peder ord og billeder – fra det intellektuelle og dannede til det praktiske og jordnære. Det er veloplagt og til tider krukket, på den gode måde, men altid oplysende, inspirerende og aldrig kedeligt.

Familievasen, J. F. Willumsen (1891) Fajance med glasurmaleri, h. 51 cm, b. 51 cm. Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp

Hvorfor er det vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting?

Det er vel ikke kun vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting, genstande eller kunst – det er vel vigtigt i det hele taget. Spørgsmålet kan vist kun opstå i en verden, eller i et miljø, der i lang tid har dyrket forestillingen om den såkaldte ”tavse viden”, altså ideen om, at man bare kan klare sig med følelsen, fornemmelsen osv. Det kan man måske også sagtens – i hvert fald indtil man skal forklare sig til andre.

Jeg er stor tilhænger af Wittgenstein, der sagde, at ”mit sprogs grænser er min verdens grænser”. Ikke at jeg ved meget om filosofi, men det er jo let at forstå, at hvis man ikke i det mindste prøver at udtrykke sig om sin viden eller sine fornemmelser, så har andre jo ikke mange chancer for at fatte, hvad man render rundt og tænker på. Vi må altså bare, på godt og ondt, prøve at udtrykke os i ord – og ikke mindst for vores egen erkendelses skyld.

En helt anden ting er, at når man står over for et eller andet værk, der gør indtryk på en, så er det vel meget naturligt at spørge sig selv: Hvorfor lige netop dette værk? Hvorved skiller det sig ud fra alle de andre, der i og for sig også er storartede? Hvilke indbyggede mekanismer er det i lige netop dette værk, der påvirker mig? Hvilke knapper trykker det på? Og i det hele taget: Hvilke mekanismer driver værket?

Other Planes #3 – Martin Bodilsen Kaldahl. (2002) Stentøj med begitning og glasur, h. 72,5 cm. Diane og Marc Gralners samling, Washington, D.C. Foto: Ole Akhøj.

Hvorfor er det vitalt at kunne sætte ord på den følelse, vi oplever, når en genstand rammer os på en udstilling – eller på et loppemarked?

Jeg ved heller ikke om det er vitalt. Men det lægger da et ekstra lag på oplevelsen af verden eller kunsten. Karen Blixen sagde engang, at hun simpelthen ikke anede, hvad hun skulle kigge efter, når hun stod ude i et landskab, før hun havde set det på et maleri. Altså i en eller anden kunstnerisk fortolkning. Det er jo lidt den omvendte vej – men sådan fungerer det også. Det er vel det, vi har kunst til – at hjælpe os til at forstå verden, at tilbyde os nye indfaldsvinkler.

Om man altid lige kan sætte ord på den følelse, man bliver ramt af, når man ser på et værk, er et lidt tricky spørgsmål. For hvornår kan man egentlig det? Når man er forelsket, siger man: Jeg elsker dig. En nærmest lidt symbolsk og overfladisk ytring… altså i forhold til den følelse, der afstedkommer udsagnet. Men kæresten ved nok nogenlunde, hvad vi mener. Og så er det jo helt fint.

Nogenlunde sådan fungerer det også, når vi taler om kunstværker. Så siger vi: fed komposition – flot som farven render på tværs af strukturen – mærkelig tyver-agtig farveholdning – sikke et firsertrick – det må da være centralaksen, der holder den vase sammen – det der har han sgu da stjålet fra Picasso… osv. Og dem, der også kender noget til sagerne, ved nu lidt om vores sansninger. I hvert fald mere end hvis vi bare siger: lækkert!

Og i øvrigt handler alting ikke om følelser. I design og kunst er der også noget, der hedder funktion, proportionering, rytme, stoflighed osv. Det behøver man ikke føle noget særligt for at forklare. Kunst – og kunsthåndværk – kan jo også handle om alt muligt andet end følelser.

Krukke, Gerd Hiort Petersen (1984). Porcelæn med indridset dekoration, h. 31 cm, diam. 27 cm. Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp

Handler det om referencer? Genkendelse? Stoflighed?

Det er klart, at det handler om referencer. Al kunst bygger oven på anden kunst. Og vi kan ikke tale om ting, eller fremstille ting, hvis vi ikke bygger på fælles referencer. Man kan ikke fremstille et kvalificeret værk, hvis man ikke ved noget – om håndværk, teknik og fagets historie. Og hvis publikum ikke ejer kritisk potentiale – eller hvis de heller ikke ved en skid, så går det galt. Så kan alt jo begynde forfra hele tiden. Hvis ikke både fagfolk og publikum har referencerne i orden, så kan kunst og design m.m. jo alt for let udvikle sig til det rene galimatias, og der er åben scene for charlataner af enhver art.

Vase i spirende stil, Axel Salto (u.å.) Stentøj med Sung-glasur, h. 37 cm. CLAY Keramikmuseum. Foto: Axel Salto / VISDA

Hvordan har I grebet udstilingen an på CLAY for at formidle budskabet om sprogliggørelsen af objekter?

Ja, det var jo nemt nok med bogen, for der er jo rigtig mange ord og så bare nogle billeder af værkerne. Nu er det lige omvendt – og tingene må mere (for)klare sig selv. Vi har dog grupperet værkerne, så de også kan forklare hinanden. Forskelle og ligheder bliver forhåbentlig tydeligere.

Vi har arbejdet med lidt kortere vægtekster, der følger grupperingerne, og så er der mulighed for at høre mig fortælle via et link pr. QR-kode. Desuden har vi lavet nogle Jørgen Clevin-agtige småfilm, hvor jeg tegner og illustrerer nogle af pointerne. Men bogen og udstillingen hører sammen – også selvom der ikke er hundrede procent overlap.

Variationer over Spaltekanden, Eva Stæhr-Nielsen (1932) Stentøj, h. 19-24 cm. Saxbo.
Privateje. Foto: Eva Stæhr-Nielsen / VISDA

Er der en personlig oplevelse, du selv husker, hvor du blev særlig ramt af en genstand og bagefter forsøgte at sætte ord på det? Som ung? Eller nu?

Jeg har jo haft det held tidligt at lære folk at kende, som ikke var bange for at ting skulle falde fra hinanden, hvis man talte om dem. Da jeg var i lære for eksempel. Keramikeren Nils Kähler kunne sagtens verbalisere, hvorfor en tud på en tekande skulle hæves lidt, så den måske afbalancerede hanken – eller hvorfor det så deprimerende ud, hvis kanten på et askebæger hang for lavt. Sproget var knapt og bestemt ikke sofistikeret, men meningen trængte fint igennem Beatles-håret til min teenagehjerne.

Mine professorer på skolerne i Italien snakkede til gengæld én et øre af, og jeg kunne blive helt flov på deres vegne over alt det ordskvalder. Men de vidste noget – og stoppede ikke før pointen var feset ind. Som underviser på Kunsthåndværkerskolerne var jeg jo også selv tvunget til at formulere mig om forskellige emner, og det har hjulpet mig meget, vil jeg mene. Desuden har jeg bare grundlæggende altid foretrukket kunstnere og designere, der kunne formidle i ord, hvad deres værker handlede om. Og så er jeg vel bare et snakkehoved!

Kitchen totem with orange bowl, Rose Eken,(2017). Glaseret papirler, h. 87 cm. Privateje. Foto: Charlotte Fogh Gallery

Peder Rasmussen

Født i Næstved i 1948 og uddannet på Kählers Keramiske Værksted samt på kunstskoler i Italien fra 1966 til 1971.

Udover at udstille egne værker har han kurateret keramikhistoriske udstillinger som udstillingen om Kähler Keramik på Kunstindustrimuseet, nu Designmuseum Danmark, 2002.

Formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design 2011-2013.

Modtager af Statens Kunstfonds Livslange Hædersydelse

Forfatter til talrige artikler og flere bøger om keramiske emner. Herunder Familie på Træben, Om J.F. Willumsens Familievase, Forlaget Aristo i 2016 og senest Keramikkens sprog, Strandberg Publishing, 2022

Lanzarote og César Manrique

Lanzarote og César Manrique

Lanzarote og César Manrique

Mirador el Río – Lanzarotes nordlige udsigtspost, der er bygget delvist ind i lavalandskabet har kig til hav og naboøen La Graciosa. Foto: Charlotte Jul

César Manrique

César Manrique er uddannet fra San Fernando Fine Arts i Madrid

Han flyttede til New York og arbejdede som kunstner i årene 1964-68, hvorefter han vendte hjem til Lanzarote og arbejdede som arkitekt, kunstner og miljøforkæmper.

Idag er begge hans huse offentlige museer, ligesom hans uvurderlige aftryk på øen kan opleves gennem de forskellige turistattraktioner, han har været med til at udforme og iscenesætte.

Manrique modtog et hav af priser og anerkendelser for sit arbejde, og blev ved med at aktivere medier og politikere i kampen for at bevare Lanzarotes unikke naturarv, der er lykkedes et langt stykke hen ad vejen.

Find mere info her:

Det er umuligt at besøge Lanzarote uden at støde på navnet César Manrique. Multikunstneren, arkitekten og miljøforkæmperen er stort set synomym med vulkanøen i det kanariske øhav, der med sine utallige bygninger og skulpturer er et eksempel på, hvordan man skaber æstetisk, bæredygtig turisme.

Få andre steder i verden er turistattraktioner og udflugtsmål skabt lige så stilfuldt og i pagt med naturen som på Lanzarote. Så hvis du gik og troede, at Lanzarote udelukkende var en ø for sport og sol, så lej en bil og lad mig guide dig til et par ret så fantastiske arkitektur-, kunst- og naturoplevelser. Min søster har boet på øen de sidste 30 år, så Lanzarote har en særlig plads i mit hjerte, og når jeg besøger vulkanøen, er det et must at gense mindst et af César Manriques kunstneriske og arkitektoniske aftryk rundt om på øen.

César Manrique (1919-92) har, som få andre, formået at integrere Lanzarotes særegne lavalandskab og den lokale atmosfære i øens turistattraktioner. Her er ingen højtråbende turistplakater eller toilethenvisninger, men i stedet Gesamtkunstwerker, der virker i det ydre og det indre.

I det ydre er bygningerne tegnet, så de falder harmonisk ind i det barske og særegne lavalandskab og bruger de lokale byggematerialer og den traditionelle byggeskik som en del af fortællingen. I det indre har Manrique skabt tidstypiske totalindretninger i et miks mellem det landlige og rustikke og en særlig James Bond-agtig 70’er-vibe, hvor specialdesignede møblementer, lamper, skiltning og sågar skraldespande er formgivet med respekt for det samlede hele i rolig dialog med omgivelserne. Det gennemgående greb i hans indretninger er, udover stilen, hans ufravigelige krav om kvalitet. I materialer, planløsning og helhed.

Interiøret i caféen på Mirador del Río, hvor der er udsigt fra store organiske panoramavinduer udover pejs og ufattelig god stil. Foto: Charlotte Jul

César Manrique var udover at være en international anerkendt kunstner, særdeles aktiv i kampen for at bevare det unikke miljø på hans fødeø, Lanzarote. Belært af bitre erfaringer fra fastlandets solkyst og andre kanariske øer, var Manrique med til at træffe forholdsregler mod uhæmmet byggeri, der på sigt ville ødelægge det unikke landskab med sine store hoteller, souvenirbutikker og engelske pubs. Skaden er desværre sket nogle enkelte steder på øen, men i det store og hele er Manriques visioner blevet opfyldt, selvom det i de senere år er blevet sværere at sværere, når ’big money talks’ og skaber lokale arbejdspladser.

Manriques andet hus åbnede først op tyve år efter hans død og er stilet retro-hygge med kunstnerisk vibe og et drømmeagtig poolområde. Foto: Charlotte Jul

 

”A nation without tradition
is destined to disappear”

César Manrique

 

Huset i Haría, der kaldes Casa Palmera pga. palmerne, er indbegrebet af tilbagelænet, kunstnerisk livsglæde og gennemført sammenhængskraft.  Foto: Charlotte Jul

Manriques utrættelige indsats udmyntede sig i en del byggeprojekter i samråd med den lokale regering. Disse værker, der tæller alt lige fra udsmyknings- og indretningsopgaver til hele bygninger gør Lanzarotes mange seværdigheder til unikke oplevelser. César Manrique har, i kraft af sin sikre stil og sans for detaljer, præsteret at gøre turistattraktioner til en æstetisk nydelse, hvilket må betegnes som en præstation i sig selv. At øens rundkørsler derudover er præget af hans finurlige og ekspressive skulpturer, der ofte er mobiler, der bevæger sig i vinden, fuldender hans legende langtidsperspektiv med flere højtråbende udråbstegn!!!

César Manriques misundelsesværdige atelier i hans sommerhus i Haría. Foto: Charlotte Jul

Idag er begge hans huse blevet til museer, som man ikke skal snyde sig selv for at besøge. Det største af dem ligger i Tahiche og huser også den fond, der forvalter arven fra Manriques mange bedrifter. Huset byggede Manrique lige efter han flyttede hjem fra New York, hvor han havde boet og arbejdet som kunstner i en årrække. Volcano House, som huset forlyder, er vitterligt bygget midt i et lavakrater og er som sådan et mesterstykke i sig selv med gange, der er gravet ud i lavaen og små grotter med sofaophold og et poolområde, der råber fest.

Husets mange forskudte plan gør det interessant at bevæge sig rundt i, ligesom hans store atelier i dag anvendes til skiftende udstillinger. Udover den fascinerende arkitektur er huset fyldt med kunstværker – mange af Manrique selv, men der er også andre kunstikoner på væggene, som Manrique lærte at kende i New York i 1960’erne og værker af Pablo Picasso og Joan Miró.

Det bærende opholdsrum i huset i Tahiche, der også agerer galleri med stærke værker af store samtidige billedkunstnere. Foto: Fundación César Manrique

Manrique boede i huset i Tahiche i godt 20 år, men de sidste år af hans liv opholdt han sig mestendels i sit sommerhus på nordøen. Her fandt han ro i byen Haría i et hus, der blev åbnet for offentligheden i 2013.

Sommerhuset, Palm Grove House, ligger præcist i en palmelund og står som om, Manrique lige er gået et smut ned på baren – i 1992. Og det er husets store fordel; at man så stærkt fornemmer, hvordan Manrique har boet og hvor subtil en æstetisk sans han har haft. Hans atelier i haven er ingen undtagelse og den produktive kunstner og arkitekt skabte masser af værker her omgivet af palmer, sort lavasand i haven og høj blå himmel.

Gangene i lava er grottelignende passager malet med hvid maling, så man føler, man går i flødskum. Foto: Charlotte Jul

 

”Very often, for me, painting becomes limited to measures established by restrictive spaces. That is why I transfer the principle
of total artistic imagination to monumentality in contact with nature…”

César Manrique

 

Manriques hus I Tahiche, hvor grønne planter og en stærk følelse af kunstnerisk frihed dominerer. Foto: Fundación César Manrique

Her er ni anbefalinger til ’must visits’ af César Manrique på Lanzarote:

Jameos del Agua (1963-87) – en underjordisk grottesø, hvor der lever en mystisk krebseart. Her er også et auditorium, hvor der afholdes klassiske koncerter pga. den fantastiske akustik.

Castillo San José (1976) – den gamle borg er idag et moderne kunstmuseum med dertilhørende restaurant med udsigt over havnen i hovedstaden Arrecife.

Cueva de los verdes (1963-87) – underjordiske huler skabt af laveudbrud. Manrique har skabt identitet, arkitektur og interiør til besøgscentret.

Timanfaya (1971) – Ildbjergene er i dag et fredet område. Restauranten på toppen er Manriques værk, hvor den stadig aktive vulkanild bruges til at lave mad på.

En af de mindre specialbyggede opholdsstuer i husets nederste etage med kig op til himlen. Foto: Fundación César Manrique

Monumento al Campesino (1968) – et mindesmærke over øens lange agrikulturelle historie, hvor der også findes en restaurant under jorden.

Mirador del Rio (1973) – en udkigspost bygget ind i klippen, hvor restauranten har store vinduer, så man kan nyde udsigten over til naboøen La Graciosa, mens man spiser.

Jardín del Cactús (1973) – kaktushaven er et botanisk kaktusmekka med utallige kaktusarter, små bassiner samt en hyggelig café.

Volcano House, Tahiche (1968) – hans eget hus i gennemført og edgy 70’er stil, der i dag fungerer som museum. Her boede Manrique i 20 år. Han var selv med til at etablere den fond, der administrerer hans huse idag.

Palm Grove House, Haria (1986) – hans andet hjem og sommerhus med atelier i haven, der blev åbnet for offentligheden i 2013.

En af Manriques utallige, farverige mobiler, der skaber glæde i op til flere rundkørsler på øen. Denne bor ved hans hus. Foto: Charlotte Jul

César Manrique

César Manrique er uddannet fra San Fernando Fine Arts i Madrid

Han flyttede til New York og arbejdede som kunstner i årene 1964-68, hvorefter han vendte hjem til Lanzarote og arbejdede som arkitekt, kunstner og miljøforkæmper.

Idag er begge hans huse offentlige museer, ligesom hans uvurderlige aftryk på øen kan opleves gennem de forskellige turistattraktioner, han har været med til at udforme og iscenesætte.

Manrique modtog et hav af priser og anerkendelser for sit arbejde, og blev ved med at aktivere medier og politikere i kampen for at bevare Lanzarotes unikke naturarv, der er lykkedes et langt stykke hen ad vejen.

Find mere info her:

SAMTALE: Kasper Kyster

SAMTALE: Kasper Kyster

SAMTALE: Kasper Kyster

Kasper Kysters afgangsprojekt The Master Collection på Holmen. Foto: Kasper Kyster

KASPER KYSTER 

Uddannet fra Det Kgl. Akademi – Design, København, 2022

Initiativtager til og del af udstillingsplatformen UKURANT sammen med Lærke Ryom, Kamma Rosa Schytte og Josefine Krabbe Munck. Gruppen blev præmieret af Statens Kunstfond for arbejdet med udstillingen Ukurant Objects 2020, ligesom de blev ‘Årets udstilling’ under 3daysofdesign 2021 for udstillingen Ukurant Perspectives.

I år er Kasper Kyster modtager af 15 Juni Fondens Hæderslegat 2022,  Det Kgl. Akademis legat for kandidater og Årets Talent til Bo Bedres Danish Design Award 2022.

Derudover har han fået møbler i produktion hos det nye møbelbrand Our Society

Kasperkyster.work
@kasperkyster

Møbeltalent Kasper Kyster har netop taget afgang fra Det Kgl. Akademi på Holmen, hvor hans kandidatprojekt The Master Collection har fået særlig opmærksomhed pga. sit dogmatiske benspænd og særligt sanselige udstråling – senest hæderslegatet fra 15. Juni Fonden. Udover at være prismodtager er Kyster aktiv i udstillingskollektivet Ukurant og kan opleves netop nu i talentudstillingen hos Tableu, udviklet i samarbejde med Adorno.

Forrige torsdag holdt jeg tale for Kasper Kyster. Eller jeg motiverede valget af møbeldesigneren som en del af mit arbejde i 15. Juni Fondens Designudvalg, hvor jeg hvert år udvælger tre talenter fra de danske designskoler sammen med museumsdirektør Anne-Louise Sommer og programansvarlig på Det Kgl. Akademi, Tine Kjølsen. Kasper Kyster blev valgt, ved siden af de to duoer Lidia Ruiz Diaz og Hafsa Jamal og Mathilde Marie Huss-Hansen og Linh Dieu Vu Pham, fordi hans greb om sin afgangskollektion taler ind i så mange relevante vinkler.

Når man beskæftiger sig med møbeldesign er der ofte flere interessenter og samarbejdspartnere at forholde sig til, men i sit afgangsprojekt valgte Kyster at skrabe det hele væk i et forsøg på at være intuitivt til stede i formgivningsprocessen. Seks siddeflader i seks materialer på seks uger blev således Kysters dogme for sig selv i et forsøg på at fastholde den opmærksomme fornemmelse for form, materiale og udviklingen af nye idéer.

På afgangsudstillingen på Holmen viste Kyster også dele af processen med de forskellige materialer stål, træ og plast. Foto: kasper Kyster

Ved at tvinge sig selv ind i et nyt materiale hver uge, har Kyster formået at holde fokus på formgivningsprocessen og det særlige ved hvert materiale. Det teoretiske dogme med seks materialer, seks møbler, seks uger blev i praksis til fire møbler i tre materialer – møbler, der stråler i egen ret i hver deres materialitet med hver deres særkende.

Det enestående, set fra vores stol i Designudvalget er, at den eksperimenterende tilgang er krævende, men også har tvunget Kyster til at tage nogle hurtige beslutninger, der har fået ham videre i processen. Derudover har det intense arbejde med de forskellige materialiteter skabt en ekstra skuffe af kompetencer, der fremover føjer sig til møbeldesignerens eksisterende viden og erfaring.

De fire ret så overbevisende møbeltyper er både funktionelle, valide og charmerende. Der er kælet for detaljer og materialiteternes individuelle karakteristika. Træstolen ligner noget vi har set før, men det lille knæk i kanten af sammenføjningen sammen med træårenes møder, der minder om grafiske statements, udnytter træets stoflighed til fulde. Metalstolen er hård og blød på samme tid. Skarptskåret i sit udtryk, men blød i sin overflade. Som en todimensionel tegning omsat til tredimensionel form.

Stolen i plast er mere organisk i sit udtryk. Mere eksperimenterende, men ikke desto mindre formfuldendt og stabil i både funktionalitet, typologi og kunstnerisk udsagn. En bro over to verdener, der ikke normalt forbinder sig med hinanden, men som her, vil hinanden noget, der kan trække møbelfeltet et nyt og sjovere sted hen. Den ekstremt lange bænk er soliditet, håndværk og simplicitet i yderste potens. Men lavet så delikat i samlinger og tyngde, optisk og konkret, at man overgiver sig og med det samme overvejer, hvor i ens hjem man ville kunne få plads til den.

Kasper Kyster har med andre ord en veludviklet sans for materialer, håndværk, eksperiment, metode og teknologier og har samlet dem alle til tæt på færdige prototyper, der er drevet af nysgerrighed, ydmyghed og en særlig forståelse for form.

Træstolen ligner noget, vi kender, men knækker så alligevel med den lille kant og de fine grafiske møder mellem træets årer. Foto: Kasper Kyster

Hvorfor gav du dig selv et dogme, et benspænd under dit kandidatprojekt? For at give dig selv en ramme at sætte kreativiteten fri indenfor?

Man kan have en ramme for et mål, men vejen derhen skal helst være præget af overraskelser, der udfylder rammen på en måde, man slet ikke havde forudset. Det er det, der er sjovt ved at være designer. At man har en arbejdsproces, der gør, at så længe man arbejder, så skal der nok opstå noget uventet.

Metoden i mit afgangsprojekt var et valg om at sætte rammerne for en intuitiv og umiddelbar arbejdsproces, der tvang mig til at gøre, i stedet for at tænke. At tænke med hænderne. Den intuition ledte metoden og blev en katalysator og en drivkraft til at arbejde hen imod nye idéer. En arbejdsmetode, der gjorde at hvert skridt føltes umiddelbart. Som det rigtige valg, uden at overkomplicere det.

Metoden arbejder med bevidste restriktioner, så intuitionen kan få frit spil. Det kan måske virke modsigende, men det bunder i en indsigt om, at der ikke kan opstå noget ud af ingenting. Intuitionen skal skubbes i gang og have faste rammer for at kunne trives. Hvis man skal forstå noget umiddelbart, skal der først være noget at forstå.

Stolene i plast er at finde på den aktuelle talentudstilling “Getting there, gradually” hos Tableau i Grønnegade. Foto: Chris Calmer

Hvad betyder materialitet for dig? Hvorfor er stofligheden vigtig?

Materialenærhed og materialeforståelse er vigtigt for mig, da jeg mener, at det er her de vigtigste indsigter opstår. Uden materialet i hænderne er det umuligt at forstå, hvad det kan og ikke kan. Det er i eksperimentet med materialet, at det uventede opstår. Jeg er meget inspireret af Juhani Pallasmaa og hans bog “Eyes of the skin”, der netop taler ind i sanseligheden.

Udstillingsplatformen UKURANT’s udstilling under 3daysofdesign 2021 i det tidligere Classenske bibliotek i Amaliegade. Foto: Jonas Jacob Svensson

Hvorfor er det relevant at arbejde i forskellige materialer? Som du fx har gjort i dit kandidatprojekt?

Nysgerrighed og umiddelbarhed. Jeg vil ikke påstå at jeg er ekspert på ét materiale, men mere har en bred materialeforståelse. Jeg er for nysgerrig til kun at slå mig fast på ét materiale. Jeg synes faktisk, at det lyder lidt kedeligt, ha ha. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke synes, det er imponerende, når folk dyrker og nørder ét materiale eller håndværk. Det ligger bare ikke til mig. Jeg er idéskaber og formgiver, og det gør jeg bedst, når jeg har et givent materiale mellem hænderne. Den direkte kontakt gør, at jeg kan opretholde en vis form for umiddelbarhed, når jeg giver mig i kast med arbejdet.

I mit afgangsprojekt handlede det specifikt om at skabe et projekt, der kunne blive til det sjoveste projekt, jeg hidtil havde lavet og samtidig generere idéer, ikke kun til projektet, men til mit fremtidige virke som designer. Det tvang mig til den ene uge at lære om plastens termoplastiske egenskaber, mens jeg den anden uge rullede plader af ler. Det drev mig til at løbe fra værksted til værksted, og lære af materialet med hænderne. Jeg forsøgte at holde mig så åben som muligt overfor hver uge i et nyt materiale ­– og lykkedes med det.

Det femte møbel i det fjerde materiale; skamlen i ler. Den var ikke med i det endelige udvalg, måske fordi den var for kunstnerisk? Foto: Kasper Kyster

Hvad betyder det for dig at forholde dig nysgerrigt og åbent til dit fag? 

Jeg tror, at nysgerrigheden er noget af det vigtigste for en designer. At kunne holde sig åben over for verden omkring dig og for din proces. Det er i eksperimentet, hvor nysgerrigheden råder, at noget nyt og uventet kan opstå. Mange gange kan det slet ikke oversættes til noget funktionelt og kommercielt. Men når det kan, og der rent faktisk er mulighed for at rykke på normerne, bliver det rigtigt spændende. Jeg synes, at Verner Pantons ’Panton Chair’ i formstøbt plast i ét stykke er et godt eksempel på det. Ingen ville have stolen, da den kom frem. Ingen troede på den. Men da den så ramte markedet, ændrede den vores syn på møbler.

Hvis vi ikke forholder os nysgerrige, kommer vi ikke til at rykke ved status quo. Som designere skal vi som minimum gøre tingene anderledes end det, der ellers findes på markedet, og bestræbe os på at gøre det bedre end vores forgængere. Hvis man lader sig nøjes ved at følge en tradition eller en trend, så bliver det svært at rykke kulturen fremad. Man skal turde være modig. For nyt land er for det meste også forbundet med uvished og usikkerhed. Finder jeg på noget? Bliver det godt? Er jeg overhovedet en god designer? Kunstneren Asger Jorn sagde på et tidspunkt, at ”al fornyelse består i at kaste sig ud i det ukendte og dermed i den næsten sikre tilintetgørelse.” Det citat synes jeg beskriver den nysgerrige og kreative proces meget godt.

Udstilingen ‘Geting there, gradually’ hos Tableu viser værker af flere unge talenter. Foto: Chris Calmer

Hvad drømmer du om at designe?

Jeg drømmer om det hele. Jeg drømmer om at kunne have en eksperimenterende praksis, hvor det mere konceptuelle og undersøgende har sin plads og en scene at boltre sig på. Og så drømmer jeg om, at den undersøgende del skaber et mulighedsrum for at se potentialer til en mere kommerciel praksis. Jeg drømmer også om at skabe nogle umiddelbare objekter. Umiddelbare i udførelse og umiddelbare at forstå. Derfor er mange af mine møbler fra afgangsprojektet formmæssigt baseret på arketyper.

Plastikstolen kan, på grund af plasten termoplasticitet, se ud på hvilken som helst tænkelig måde. Men det er en stol, og derfor skal den også se så “stolet” ud som overhovedet muligt. Og det er her, jeg synes, at det bliver sjovt. Når man har noget, der ligner en stol og kan bruges som en stol, men alligevel ikke helt er det – eller bare er anderledes. Ved første øjekast tænker man ikke nærmere over den på grund af stolens silhuet, men dvæler du ved den, er det nemt at se, at den skiller sig ud fra mængden. Jeg drømmer om at lave umiddelbart design, der vækker nysgerrighed.

Kasper Kyster har i indeværende afgangsår allerede modtaget tre hæderspriser. Foto: Peter Vinther.

Hvordan er det som nyuddannet allerede at have fået sat sine møbler i produktion?

Det er utroligt privilegeret allerede på nuværende tidspunkt at få noget sat i produktion. Jeg har været så heldig at være med næsten fra starten af den nye danske møbelvirksomhed, Our Society, og det er utroligt spændende, hvad det kan ende ud med. De satser stort og vil ikke være tynget af dansk designtradition. Snarere tværtimod, hvilket er noget jeg som ung designer sætter pris på.

Vi unge designerer står overfor en branche som i mange tilfælde hellere vil se tilbage og romantisere fortiden. De relancerer gamle designs frem for at vælge en af de unge og ekstremt dygtige designerer, der står i kø for at få en chance for at vise, hvad fremtiden har at byde på. Jeg er selv en kæmpe beundrer af dansk designs fortid, og det er ofte et sted jeg finder inspiration. Det, de gjorde, gjorde de godt. Men det er en arv, vi skal stå på skuldrene af, tage ved lære af og så lave noget endnu bedre til vores egen samtid. Design må ikke stå stille. Det skal udvikle sig i takt med os, og i takt med vores samfund og kultur. Vi bliver klogere og vi tænker anderledes. Derfor er det vigtigt at satse på og se værdien af fremtidens designere.

Kysters afgangsprojekt dannede bl.a. forlæg for denne bænk for det nye brand Our Society. Foto: Our Society

KASPER KYSTER 

Uddannet fra Det Kgl. Akademi – Design, København, 2022

Initiativtager til og del af udstillingsplatformen UKURANT sammen med Lærke Ryom, Kamma Rosa Schytte og Josefine Krabbe Munck. Gruppen blev præmieret af Statens Kunstfond for arbejdet med udstillingen Ukurant Objects 2020, ligesom de blev ‘Årets udstilling’ under 3daysofdesign 2021 for udstillingen Ukurant Perspectives.

I år er Kasper Kyster modtager af 15 Juni Fondens Hæderslegat 2022,  Det Kgl. Akademis legat for kandidater og Årets Talent til Bo Bedres Danish Design Award 2022.

Derudover har han fået møbler i produktion hos det nye møbelbrand Our Society

Kasperkyster.work
@kasperkyster

SAMTALE: Museumsdirektør Karen Grøn

SAMTALE: Museumsdirektør Karen Grøn

SAMTALE: Museumsdirektør Karen Grøn

Yushi Li, My Tinder Boys (2017). Foto: Yushi Li

CONNECT ME – HUMAN X TECHNOLOGY X NATURE

CONNECT ME inkluderer værker fra følgende danske og internationale kunstnere:

Annie Sprinkle & Beth Stephens / USA
Astrid Mynkekær / Danmark
Camilla Reyman / Danmark
Cecilie Waagner Falkenstrøm / Danmark
Dorota Grabkowska / Polen
Eija-Liisa Ahtila / Finland
FOO/SKOU / Danmark
Jamie Diamond / USA
Lauren Lee McCarthy & Kyle McDonald / USA
Lilla LoCurto & Bill Outcault / Venezuela, USA
Lisa Park / Sydkorea
Mathias Bengtsson / Danmark
Memo Akten / Tyrkiet
Olafur Eliasson / Island/ Danmark
Ping Wong / Kina
Raquel Kogan & Rejane Cantoni / Brasilien
Yushi Li / Kina

CONNECT ME vises frem til 13. august, 2023

Trapholt.dk

At være menneske i verden er en anden sag i dag end for bare 30 år siden. Det slår Trapholt endegyldigt fast med udstillingen CONNECT ME, der tager internationalt favntag med de aktuelle globale tendenser udsprunget af vores omgang med og relationer til teknologien, naturen og vores medmennesker.

Race, køn og politisk overbevisning. Der er sket et skred af de etisk rigtige i vores måde at omtale og relatere til mennesker, der er anderledes end os. Det er fantastisk positivt. Begreber som ‘universal design’, der inkluderer alle befolkningsgrupper i sin måde at tænke designløsninger på, er uundgåeligt og helt på sin plads. Verden forandrer sig i markante nøk. Nogle synes at være menneskerettigheds- og fremtidssikrende, mens andre virker som det modsatte.

På Trapholts nye udstilling, CONNECT ME, tager flere af de udstillende kunstnere netop livtag med vores måder at forbinde os på. I en tid med store globale udfordringer som klimakrise, pandemi, voksende ulighed og stigende psykiske udfordringer, er der behov for at nytænke måder og tilgange at være i verden på. Udstillingens værker udforsker, hvordan vi relaterer og definerer os med naturen, teknologien og med hinanden i denne antropocæne tidsalder, hvor vi endelig er ved at forstå, at alting er forbundet, og at vi mennesker ikke er hævet over hverken kultur, natur eller alt det midt i mellem, men påvirker hinanden gensidigt.

Museumsdirektør Karen Grøn har været medkurator på CONNECT ME og giver i denne samtale forskellige bud på nye måder at forbinde os på gennem udvalgte værker på udstillingen. CONNECT ME fordeler sig over 1200 kvadratmeter i fire sale på museet og er tredje og sidste udstilling i en udstillingsrække med afsæt i identitetsdannelse og det personlige verdensbillede. Første udstilling var EAT ME i 2017, efterfulgt af SENSE ME i 2019.

Eija-Liisa Ahtila, Horizontal (2011). Foto: Adrian Villalobos

Hvorfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan vi som mennesker forbinder os med naturen, hinanden og teknologien?

Vores verden har forandret sig radikalt fra forrige til dette århundrede. Der er sket et paradigmatisk skred fra en menneskecentreret verdensforståelse til en ny forståelse for, at vi alle er forbundne både mentalt og konkret. Renæssancens ide om mennesket i centrum er erstattet af en mere ydmyg tilgang til naturen, men også af nogle nye teknologiske muligheder og mellemmenneskelige udfordringer. Vi befinder os i en såkaldt posthuman tidsalder.

Nørdede bøger såsom Træernes hemmelige liv af den tyske skovfoged Peter Wohlleben og Tarme med charme af tarmforsker Giulia Enders er blevet regulære bestsellere, som formidler, hvordan naturen har klogskab, relationer og intentioner, som rækker ind i menneskets liv. Det er ikke mennesket alene, der gør noget ved verdenen. Vi er blevet ydmyge og forstår at omverdenen og naturen har en intention og gør noget ved mennesket – ikke kun omvendt.

Teknologien var tidligere noget, vi måske tænkte lå udenfor mennesker, men i dag er teknologien integreret i livet og giver os nye muligheder for et både bedre og længere liv. Konkret har vi pacemakere og spiser p-piller, der regulerer vores kroppe. Mentalt tænker vi teknologisk, og telefonens muligheder indgår i alle tænkelige situationer.

Vores menneskelige relationer forandrer sig tilsvarende. Tempoet i hverdagen er accelereret og udfordrer vores menneskelige relationer. Det langsomme fysiske mellemmenneskelige nærvær har sværere ved at finde plads. Vi sidder sjældent bare ved siden af hinanden, og opstår der en pause kommer telefonen hurtigt frem. Hvad rørte jeg først i morges – min telefon eller min kæreste?

Lisa Park, Blooming (2018). Foto: LISA PARK STUDIO

Hvorfor har I lavet en udstilling om det?
Og hvilke værker forsøger at give et svar, synes du?

De mange interaktive kunstværkerne i udstillingen er valgt ud fra, at de giver en sanselig og intuitiv oplevelse, som relaterer sig til vores forandrede syn på naturen, teknologien og hinanden. Den sydkoreanske kunstner Lisa Parks værk Blooming udspringer af hendes egne tanker om, hvordan teknologi på den ene side forbinder os over store afstande, men på den anden side adskiller os fysisk. Hendes store installation virker først når to eller flere museumsgæster stiller sig sammen. Ved let fysisk berøring blomstrer et stort kirsebærtræet. Jo flere og tættere man står sammen – jo mere intenst vil træet blomstre. Værket favner både vores naturfascination ved kirsebærtræet, teknologiens muligheder ved at vi kan få det til at blomstre og de menneskelige relationer, idet det kun kan ske, hvis vi kommer fysisk tæt på hinanden.

Den finske kunstner Eija-Liisa Ahtila har i mange år arbejdet med menneskets eksistentielle livsdrama som tema. Med den 11 meter lange installation Horizontal drager hun et fyrretræ ind i hendes personkreds. Vi får mulighed for at møde træet som et individ. Oftest ses træer nedefra, hvor vi noterer os, at der er en stamme med grene og blade. I Horizontal kommer vi tæt på hele træets krop fra bund til top. I den 6 min. lange video fornemmer vi livet, lyden, vinden og bevægelserne i træets krop.

De amerikanske kunstnere Annie Sprinkle og Beth Stephens videoværk Ecosexual Weddings opløser grænsen mellem menneske og natur. Videoværket viser 16 store performative events, hvor de to kunstnere afgiver deres troskabsløfte til naturens elementer som solen, sneen, jorden, vandet etc. De to kunstnere optræder som passionerede elskerinder af naturens elementer og har til hvert event inviteret andre kunstnere og naturfolk til at bidrage til den samlede performance.

Olafur Eliasson, Turning Pentagonal Mirror (2018). Foto: Kenneth Stjernegaard

Der er meget snak om hvordan kunstig intelligens kan producere billeder gennem tjenester såsom MidJourney og Dall-E 2. Men ligesom med fotografiet, da det kom frem, så udgør teknologien ikke værket i sig selv. I CONNECT ME kan man opleve, hvordan den tyrkiske kunstner Memo Akten benytter kunstig intelligens til at filtrere billedtjenesten Flickr’s millioner af billeder med søgeord. Med eksistentielle søgeord såsom kærlighed, sorg, had etc. har han skabt en 60 minutter lang meditativ billedrejse baseret på hans søgeord fra livets opståen og ud i universet.

Den danske kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm kommenterer på vores vilje til at sælge sjælen i vores iver efter de teknologiske tjenesters muligheder. Ofte accepterer vi betingelser uden at læse dem. Med værket A Faustian Friendship, som hun har skabt til Trapholts udstilling, inviteres vi ind i et rum, hvor en kunstig intelligens langsomt, men sikkert, får os til at godkende forskellige vilkår for at kunne opleve værket til fulde. Hvis vi ikke godkender vilkårene – så stopper værket ganske enkelt. Kun ved at sælge dine rettigheder og din sjæl, kan du opleve det. Alle data slettes naturligvis efterfølgende.

Den amerikanske kunstner Jamie Diamond undersøger menneskets vilkår i en accelereret verden, hvor vi på den ene side kan være forbundet på tværs af kloden, men på den anden side oplever stigende ensomhed og isolation. I værket Skin Hunger har hun arbejdet sammen med professionelle krammere, som tilbyder en platonisk fysisk berøring på timebasis. Fænomenet findes også i Danmark. Værket er intimt og vækker til refleksion over, hvordan og hvor meget vi rører ved andre menneskers hud, og hvad det betyder for os.

INSECARE af Astrid Myntekær. Foto: David Stjernholm

Hvordan kan det være, at I som et kunst- og designmuseum tager så store filosofiske favntag?

CONNECT ME er tredje udstilling i en udstillingsrække, som startede med udstillingen Eat Me i 2017-18 og udstillingen Sense Me i 2019-20. Nu åbner vi CONNECT ME, som handler om, hvordan vi forbinder os med verden. Emnet for disse udstillinger springer altid ud af den samtid de opstår i. Hvilke spørgsmål stiller kunstnere og hvilke løsninger giver designere på vores emne?

Op til 2017 var alle meget optagede af mad. Man kunne ikke åbne en avis eller en radio uden at der var noget om mad. Det var som om mad kunne forklare både sociale, økonomiske og sundhedsfaglige udfordringer. Op til 2019 var det som om, det var gået op for os, at mennesket er mere end synssansen. At vi oplever med alle dele af kroppen, og vi er i konstant interaktion med omverdenen på alle sanselige niveauer. Eksempelvis vurderer vi mad, vi spiser med tungt bestik, til at smage bedre og være mere eksklusivt, end hvis vi spiser med let bestik.

I dag er der opmærksomhed overfor, hvordan vi genforbinder os med naturen, udvider vores virkefelt med teknologi og er udfordrede på vores mellemmenneskelige relationer. Derfor er CONNECT ME en naturlig forlængelse af denne udstillingsserie.

Lilla LoCurto & Bill Outcault, Cat’s Cradle (2018). Foto: Shishir Kumar Malav

Hvad er din ambition, at man som publikum tager med sig hjem fra udstillingen?

Først og fremmest håber vi, at Trapholts gæster får en sanselig og pirrende oplevelse. Udstillingen er kurateret ud fra, at kunstværkerne er taktile og inviterende. Trapholts gæster skal ind og opleve, undres og samtale. Hvis man ser udstillingsfilmen eller læser teksterne til udstillingen, kan man begynde at sætte sin undren i kontekst og i relation til udstillingens tre emner. Vi håber, at museet på denne måde bliver til et refleksionsrum over det at være menneske i en tid, hvor alting forandrer sig. Vi håber også, at hver enkelt person stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan forbinder jeg mig med verden?

CONNECT ME – HUMAN X TECHNOLOGY X NATURE

CONNECT ME inkluderer værker fra følgende danske og internationale kunstnere:

Annie Sprinkle & Beth Stephens / USA
Astrid Mynkekær / Danmark
Camilla Reyman / Danmark
Cecilie Waagner Falkenstrøm / Danmark
Dorota Grabkowska / Polen
Eija-Liisa Ahtila / Finland
FOO/SKOU / Danmark
Jamie Diamond / USA
Lauren Lee McCarthy & Kyle McDonald / USA
Lilla LoCurto & Bill Outcault / Venezuela, USA
Lisa Park / Sydkorea
Mathias Bengtsson / Danmark
Memo Akten / Tyrkiet
Olafur Eliasson / Island/ Danmark
Ping Wong / Kina
Raquel Kogan & Rejane Cantoni / Brasilien
Yushi Li / Kina

CONNECT ME vises frem til 13. august, 2023

Trapholt.dk

VERO SODA: Sandheden i sodabrænding

VERO SODA: Sandheden i sodabrænding

VERO SODA: Sandheden i sodabrænding

På et stort lavt podie bagerst i salen er sodabrændte genstande af alle medlemmerne repræsenteret. Foto: Katrine Worsøe

Sodaovnslaugets medlemmer:

Susan Lange
Ulla Sonne
Lova Nyblom
Nina Lund
Tove Skov Larsen
Karen-Lisbeth Rasmussen
Hanne Marie Leth Andersen

Udstillingen DAMP er kurateret og iscenesat af Lova Nyblom og kan opleves på Nicolai frem til 23.oktober, 2022

DAMP er en udstilling, du kan opleve på Nicolai i Kolding til slutningen af oktober. Men DAMP er også syv keramikere, der deler en passion for sodabrænding. Så meget, at de har etableret et laug og byget en ovn i en af deltagernes have. Hvorfor? Fordi man som keramiker har en drivkraft de færreste forstår og fascineres til døde af ovnens alkymistiske frembringelser…

I udstillingslokalet i Nicolai møder man vertikale og horisontale podier med keramik. Sodabrændt keramik. Kopper, kander, skåle, vaser, cylindre og skulpturer. Synet er overvældende, dels fordi her er meget plads og man ønsker, at der var lidt mere af det hele. For blikket og tænderne løber i vand, og selvom jeg udelukkende taler for mig selv, kan jeg ikke lade være med at viderebringe fascinationen af denne særlige genre af keramikken. Den rammer mig lige i mit stoflige hjerte. Der, hvor man intuitivt rækker ud for at røre, se og smage. Der, hvor man med det samme laver en mental ønskeseddel over en lang række af objekterne fra DAMP, som udstillingen hedder. Personligt er jeg helt vild med laugets egen titel VERO SODA (sandheden for en keramiker er i sodabrænding?), som jeg har lånt til dette indlæg med sine konnotationer til VERO MODA’s kopi-tøj (det er sjovt..)

I denne udstilling er der istedet tale om dybt originale og håndlavede versioner, hvor to af den samme aldrig forekommer. Dertil er ovnen og processerne for umulige at styre. Og tak for det. DAMP er objekter skabt af syv etablerede keramikere; Susan Lange, Ulla Sonne, Lova Nyblom, Nina Lund, Tove Skov Larsen, Karen-Lisbeth Rasmussen og Hanne Marie Leth Andersen, der i deres fascination af den særlige sodabrænding, har etableret et laug. Lauget har tilmed bygget en ovn til formålet i keramiker Susan Langes have i Haderslev.

De syv medlemmer giver nedenfor deres individuelle indblik i, hvorfor sodabrænding er så insisterende fantastisk, at man bliver ved med at eksperimentere og køre på de jyske motorveje i sene, mørke vinteraftener…

Her er det genstande af Lova Nyblom, Hanne Marie Leth Andersen, Tove Skov Larsen og Susan Lange. Foto: Katrine Worsøe

HANNE MARIE LETH ANDERSEN

“Nogle vil mene, at det er langt at køre. I vinterens mørke på regnvåde veje gennem et nedlukket Jylland. Og for hvad? En håndfuld ting, der er lykkedes. Og en pinligt stor kasse, man kan kloge i.

I Ringkøbing har jeg en ovn, der klarer det hele selv. Men det er fajance. I Haderslev, er det stentøj, glaseret i en gas-ovn med soda – et rengøringsmiddel, der kan bruges i den højere æstetiks tjeneste, og som i keramisk sammenhæng kræver et håndelag og en beherskelse, man ikke kan læse sig til, men hvor vejen til perfektion går fra det ene nederlag til det næste.

Det handler om udfordringen og den stædighed, den udløser i processen. Jagten på en ny æstetik. Men lige så meget om at finde tilbage til det, der oprindelig tændte mig som keramiker. Eksperimenterne. Det uforudsete og det uforudsigelige. Samarbejdet med de andre, når gasovnen gennem et døgn kører op og skal passes hele vejen med aflæsninger, reduktioner, afstemninger, som var vi fyrbødere på et dampdrevet rumskib.

Så kan det godt være, at man vender hjem, klatøjet og med skrammer på forfængeligheden. Men man har kæmpet og man har flyttet sig en lille smule.
 Nogle gange er det mere værd end noget andet.”

 

TOVE SKOV LARSEN

“Efter at have arbejdet 50 år med keramik og ikke mindst glasur, har jeg stadigvæk stor nysgerrighed efter at udforske og søge ny kunnen. Det er tillokkende at have mulighed for at arbejde med sodabrændinger, og derfor er det godt at være med i arbejdsfællesskabet omkring SODAOVNSLAUGET.

Lave forsøg, høste erfaring, registrere og lære. Systematik er et godt arbejdsredskab, og fascination af de taktile overflader, som sodabrændinger giver mulighed for, er en fantastisk drivkraft.
 Processen er svær at kontrollere, men glæden ved at tømme en ovn kan være stærk. Nogle ting har fået den særlige smukke karakter, som kun en sodabrænding kan give, andre skal måske brændes om eller justeres.
 Der er altid noget at arbejde videre med, og straks kommer lysten til at prøve igen.

Jeg har forsøgt at holde et enkelt udtryk i de ting, jeg udstiller. At vise materialerne frem og understrege, hvordan sodabrændingen fremkalder og fremhæver spor fra processen. Enkle former i afstemte nuancer.”

Tekande og vase af Hanne Marie Leth Andersen. Foto: Katrine Worsøe

SUSAN LANGE

“Jeg holder af magien og dramaet i processen. Som alkymister står vi med vores viden og erfaring, kombinerer og sammensætter, vand, jord og ild.
 I sodabrændingen udsættes keramikken for en ekstrem proces, som vi prøver at styre. Mange faktorer spiller ind og med og påvirker forskelligt i hver brænding: valg af ler, form, temperatur, placering i ovnen, glasurer, begitninger, tykkelser, mængden af soda, måden at indføre dem på i ovnen – ja, alle forhold spiller ind og præger keramikkens overflade fra skinnende blank og glat til mat og ru, farverig og fattig.

Når jeg arbejder med keramik, omsætter jeg indtryk til aftryk. Jeg drejer og bygger formen op, præger overfladen med struktur, farve og dekoration.
 Sodabrændingen er en med- og modspiller. Den fremhæver, tilføjer uforudsigelige effekter, slører, æder sig ind i overfladen og forstærker udtrykket igennem den totale sammensmeltning imellem glasur og ler.

Når jeg vælger at sodabrænde, udfordrer jeg mig selv og keramikken. Jeg følger min nysgerrighed, omsætter, sammensætter, afprøver. Tilsammen er det en essentiel drivkraft, der bidrager til nye facetter og formklange i mit virke. Sodabrænding er som at være på rejse med keramikken i et fremmed og spændende land, hvor alt kan ske”.

Genstande af Ulla Sonne og Hanne Marie Leth Andersen. Foto: Katrine Worsøe

ULLA SONNE

“Som keramiker har jeg gennem mange år arbejdet med højtbrændt lertøj og stræbt efter at skabe gennemarbejdede og teknisk perfekte genstande, brændt i en elektrisk ovn. Men samtidig er jeg også stærkt optaget af havet og havets biologi.
 I mange år har jeg samlet skaller på stranden og i de senere år også snorklet og dykket for at studere faunaen.
 Og naturen er jo netop spændende, fordi den er naturlig og ikke perfekt.
 De skaller og organismer, man finder, er præget af kampen for overlevelse og har sår og revner eller dækket af aflejrede sedimenter.

Jeg er derfor kommet til at dele mig i to; en ny side af mig arbejder med porcelæn og stentøj, som bliver brændt i brændefyrede ovne, hvor soda, aske, røg og flammer dramatiserer overfladen. Jeg har hjulpet det på vej ved at skabe buler og ridser, hvor ting kan aflejres og det perfekte gøres uperfekt og levende.
 De genstande jeg skaber, er alle opstået ved at fabulere over koraller, skaller og væsener, som jeg har mødt på strande eller under havets overflade.
 Brændefyringen og sodaglaseringen fuldender billedet og tilføjer de tilfældigheder, som jeg aldrig selv ville kunne…”

Hvert medlem har et podie på udstillingen. Her er det værker af Susan Lange. Foto: Katrine Worsøe

KAREN-LISBETH RASMUSSEN

“At brænde med salt eller soda har indimellem været en del af mit keramiske univers.
 Den bedste måde at være soda-brænder på er uden tvivl at brænde kontinuerligt, så erfaringerne kan følges op fra gang til gang. Der er jeg ikke endnu.
 Så det I ser på min lille udstilling, er små og større prøver på forskellige strukturer og begitninger.

Hver gang en ovn tømmes, er det spændende, uforudsigeligt, glædeligt eller skuffende.
 Men hver gang er der ‘spots’ af stor skønhed, som kan forfølges. De største af mine prøver kan med god vilje kaldes vaser. Keramik skal ses med både øjne og hænder. Så du er velkommen til begge dele.
 Måske finder også du nogle fine ‘spots’ at se på og røre ved.”

Slikbutikken er åben! Foto: Katrine Worsøe

LOVA NYBLOM

“Superstoflighed. At brænde soda er at skaffe sig et nyt repertoire. Ikke et helt nyt instrument, men dog en ny streng, man skal lære at kende og undersøge, hvad kan bruges til. Jeg vælger at skifte det velkendte ud med nye muligheder. Vælger at modellere istedet for at dreje. At bruge groft mørkt ler istedet for fint og lyst. Kernen i min praksis beholder jeg, brugsformerne.

Jeg frydes over arbejdet i det grove ler og hvor let det svarer på de mindste indfald under formgivningen. Tingen synes nærmest at forme sig selv i mine hænder.
 Jeg er langt fra at finde ind til, hvordan jeg skal spille på den her sodastreng. Indtil videre er beholdningen forundring. Ovnen som et tryllekammer, hvor alt kan ske. Nogle gange med nærmest komisk uforudsiglighed, et nyt niveau af keramiske luner, om man vil… Resultatet er en flok former, som mere end at være brugsting måske er en slags superstoflige visioner af brugsting.”


NINA LUND

“Allerede som helt ung lærling vidste jeg, at jeg gerne ville prøve kræfter med at brænde saltglasur.
 Den ujævne boblende overflade, måden hvorpå kanter og afslutninger trådte frem i leret. Fornemmelsen af at leret blev fortæret, når saltglasuren blev dannet. En hel særlig form for transformation. På samme tid enkel, unik og genkendelig, men også praktisk krævende, da ovnen også selv bliver fortæret af saltglasuren.

Først nu, er der i mit professionelle liv, blevet tid til saltglasur – hvor man kan få så meget foræret, men også blive ret frustreret.
 For øjeblikket er det et legende undersøgende frirum, hvor der stadig skal laves masser af prøver, tænkes og forfines. Keramik bliver aldrig kedeligt!”

Sodaovnslaugets medlemmer:

Susan Lange
Ulla Sonne
Lova Nyblom
Nina Lund
Tove Skov Larsen
Karen-Lisbeth Rasmussen
Hanne Marie Leth Andersen

Udstillingen DAMP er kurateret og iscenesat af Lova Nyblom og kan opleves på Nicolai frem til 23.oktober, 2022

CONVERSATION: Marianne McGrath

CONVERSATION: Marianne McGrath

CONVERSATION: Marianne McGrath

‘New Histories’ by American artist Marianne McGrath at the Cardboard Factory in Viborg. Photo: Roxanne Casas

BIOGRAPHY:

Marianne McGrath is a ceramic artist that works with the medium in unconventional ways, creating works that speak of loss, memory, and impermanence. Fascinated by the symbolic capacity of the material from her first interaction with it, she creates works of sculpture and installation using clay and reclaimed materials that most recently speak of the dramatic change in the agricultural and rural landscapes in the American West.

Born and raised in the fifth generation of a farming family in Oxnard, California, Marianne received her BA in Ceramics and Biology from the University of Colorado at Boulder and her MFA in Studio Art from the University of Texas at Austin. Since 2017 Marianne McGrath has been Head of Ceramics at California State University Channel Islands in Ventura County, CA, where she is an Associate Professor of Art and Chair of the Art and Performing Art Departments.

With recent international exhibitions in Denmark and Canada, Marianne McGrath has exhibited widely across the States. She lives in Ventura, California.

Mariannemcgrath.com
DRIFTSKONTORET

American artist Marianne McGrath exhibits New Histories at DRIFTSKONTORET at the old Cardboard Factory in Viborg as part of their residency program. Cardboard has some of the same features as clay, and the stay in Viborg has given the artist uplifting experiences and a new approach to her profession.

A factory lies in Viborg, in the middle of Jutland, Denmark’s large peninsula. The factory is not any factory but a museum in an idyllic scenery and an active and sustainable business and cardboard production. The place is like a hidden gem. One of those you can’t believe still exists, and as the foreman Kristian explained, the production still runs as it did 100 years ago. The machines are more or less the same as the methods. Citizens of the municipality deliver discarded papers, magazines, and other recycled paper here. Together with water from the river, the paper is squashed and moulded into cardboard that can alter in colour and materiality depending on the purpose. The factory makes boxes and customized packaging daily for some of Denmark’s most established design brands.

Cardboard left-overs stacked and packed as a piece of art. Photo: Roxanne Casas

In the town of Viborg, two artists, ceramicist Helle Bovbjerg and painter Anette Gerlif were discussing creating an exhibition platform and residency program. One day, they spotted a cluttered office visiting the Factory, asking ‘what is in there?’ Nothing, as it turned out, and the idea of an artist-driven exhibition platform and a residency program at the Factory started. With the help of a colleague, graphic designer and artist Birgitte Munk, the two curators applied for funding, and almost two years later, DRIFTSKONTORET (meaning the operating office) was a reality.

The founders sent an Open Call invitation to artists, designers and craft artists to apply as a resident at the Factory, and Bovbjerg and Gerlif received hundreds of interested applicants. Then Covid came and delayed the project, but in 2020 the first artist-in-residence came to work.

“The artists must visit the place beforehand to know what and how. In Marianne’s case, we shipped cardboard samples to the States, so she had a sense of the material beforehand,” explains founder and curator at DRIFTSKONTORET Helle Bovbjerg.

Bovbjerg works tirelessly with her colleagues to make their dream come true. And it has. Since their initial conversations about an artist-driven platform, nine programs and nine site-specific exhibitions have been held here. As we speak, the American ceramic artist Marianne McGrath exhibits at the Factory. I was fortunate to meet her in Viborg during the exhibition opening in August, where her personal and professional story became apparent to communicate here.

How did you get in touch with Driftskontoret in Viborg?

My original contact with Driftskontoret was truly one of the most serendipitous experiences of my life… My mother is from Viborg, and while planning a family trip to Denmark in the spring of 2019, I was scrolling along on Instagram, researching Danish artists I wanted to try to connect with during our upcoming summer stay. Ceramic artist Helle Bovbjerg had just curated an exhibition that included a close friend. When I saw Helle lived near Viborg on her profile, I messaged her via Instagram, asking if I could visit her studio while I was in town. We chatted back and forth a bit and within a couple of days, she had invited me to have a solo exhibition at Driftskontoret in the summer of 2020.

I was able to briefly visit the Cardboard Factory with Annette Gerlif (co-curator of Driftskontoret with Helle Bovbjerg) that summer and was simply blown away. I had never seen anything like it before in my life. For the next several months, I planned the trip, received generous funding from my University in California to travel back to Denmark for the exhibition, and constantly thought about what to create when I returned. I believe I was the first artist to every formal exhibit in the space, but the pandemic hit and pushed everything back. Helle, Annette and I spent the next two years corresponding regularly as the show was delayed again and again until we were finally able to secure the show’s current dates earlier this year.

“I created cardboard “rose” forms growing out of raw clay and paper-pulp soil, laid out under a canopy of cardboard “clouds” with soft streams of inherited threaded “rain” falling down upon them.” Photo: Roxanne Casas

What fascinated you the most as an artist at the factory?

The entire experience was amazing; unlike in previous residencies, I had participated in both scope and growth. From the history of the building and exhibition space to the heavy metaphorical capacity of the material itself to the incredibly generous people working inside the factory, everything just came together to be one of the most artistically challenging and rewarding experiences of my creative career thus far. What was truly the most intriguing and unexpected part of this experience was how dynamic this material was and how strongly the different stages of the material spoke to me. (I am referring to the different physical stages the cardboard goes through in the factory – beginning as recycled paper objects collected from the local community, crushed into pulverized paper pulp, then moulded into sheets of wet paper, then dried into incredibly rigid cardboard panels, and then finally into designed, cut, and modelled shapes and three-dimensional forms.)

Not only was I able to interact and create with this material across a spectrum of very different physical stages, but I was also permitted guided use of almost any piece of equipment in the factory, and I was encouraged to use literally as much of the material as I desired. For someone like myself, that thinks and creates works that are usually quite large-scale, it was an invaluable opportunity to experiment and then create with virtually no physical limits.

“The forest I created in the Office is at once both fleeting and lasting: fleeting in its physical presence, yet lasting in its imagined presence of the viewer.” Photo: Roxanne Casas

How did you approach the cardboard methodically?

I was completely confounded by it at first, to be completely honest with you. I was able to experiment a bit back in the States with some cardboard that Helle generously shipped over to me, where I was able to learn some of the basic physical characteristics of the material, but when I got to the factory, I was so overwhelmed by the number of possibilities I saw I simply do not know where to begin. So, I pushed myself to consider the material as I would ask a beginning student to do so with clay in my classroom: to experiment with the medium without expectations, exploring the material as a new means of communication, then as a new means of forming an object in space.

This process, exploring a brand-new material as a potential building block for creative work, was something I had not done in years, and it allowed for a conversation with the medium that brought forth the ideas that formed this group of works. After my first couple of days of experimenting with the material, my work from then on was very intuitive and reactive to both the material I was creating and the space I was making. Throughout my ten days at the Cardboard Factory I created works that spoke to the history of the space, the history of the material, and the history of my own family and personal memories.

Roses in the making… Photo: Roxanne Casas

What is the central narrative of your exhibition?

Material metaphor has always been at the core of the art I create. I believe that what a piece of art is comprised of, what it is physically made of, is the basis of all meaning for a piece of the work. At Driftskontoret, I was working with a material that has countless histories woven into it – from the objects this material used to be, to the hands that made them and then used them, to the physical places that enveloped them – the amount of human and natural histories woven into the material that I created with here are astounding.

Considering all the physical histories of the material, along with my own personal histories of both Viborg and my home in California, I created a series of pieces that consider both the past lives lived of the material and the powerful potential of it to create form and communicate content. In the office itself, I thought about the physical origins of the cardboard at the Papafabrik. Entirely composed of trees at their most basic origins, the cardboard created here has the potential to expand into a countless list of forms and functions. The forest I made in the Office is at once both fleeting and lasting: fleeting in its physical presence, yet lasting in its imagined presence of the viewer. With this piece I meant to honour both the history of the space – one of business, communication, and creativity – and the medium itself while creating an imagined scene possibly conjured by those who formally inhabited the space over the years.

In the stairwell of the Factory, I pushed the metaphorical and physical potential of the material a bit further, and in a more personal manner by using it in ways, I usually work with clay in my creative practice. I created cardboard “rose” forms growing out of raw clay and paper-pulp soil, laid out under a canopy of cardboard “clouds” with soft streams of inherited threaded “rain” falling upon them.

In the space immediately outside of the Office, I am having a more formal conversation with the material. Here I created three pieces that explore the physical and visual possibilities of the material with the resulting objects bearing witness to the physical and formal possibilities of this dynamic visually and physically complex material.

With two works being pieces in which I employed the material to create visually and the remaining three works being pieces where I explored the material formally. My confrontation with this metaphorically heavy medium was where I began the work for Driftskontoret, and the resulting works were created through this continued exploration of the material through both a narrative and a formal lens.

A tree is a tree is a piece of cardboard is a piece of art…  Photo: Roxanne Casas

What are you bringing home to the States from Denmark, and what do you think we can learn from you?

Artistically, I am bringing home more creative growth than I have experienced in years. The opportunity to create with this dynamic yet often overlooked material, without any constraints on the size of the works and with unlimited time for making, pushed me tremendously in both the conceptual and technical aspects of my work. As an artist, you sometimes find yourself becoming married to certain materials and particular ways of employing your materials. Driftskontoret allowed me the space, the time, and the means to explore entirely new material and the processes of creating with it, expanding the communicative foundation of my artistic practice. The experience was incredibly validating for an artist like myself, somewhat mid-way through their artistic career, as it gifted me the rare opportunity to physically explore a new medium and create as a newcomer while using a more complex system of communicating visually and physically as I usually strive to do in my work. I left the Cardboard Factory and Driftskontoret with more than I ever imagined I would, and I cannot wait to return.

Most important accessory: The playlist… Photo: Roxanne Casas

POSTSCRIPT:
I was incredibly fortunate to have three former students of mine – who are now all both my colleagues and friends – travel to Denmark with me to assist in the realization of this exhibition: Roxanne Casas, Jynell Bosacki Dimalanta, and Patricia Keller. As artists, they had individual experiences with the medium and the history of the Factory while working on my large-scale works, and they were very drawn to experiment with the material and create their own works. Both curators were incredibly generous when I asked if these artists could display some of their own works alongside my work created during their time assisting me at the Driftskontoret. 

To my knowledge, this is not a regular practice – inviting an artist’s assistants to create and then display work alongside the exhibition of the invited artist – but the intensity of the experience of being in the Factory and creating with this material was just too overwhelming to ignore. I couldn’t imagine being there and not being able to create, so, I encouraged my assistants to experiment and to make and it was a wonderful shared experience of technical and conceptual discoveries that took place.

Roxanne, Jynell, and Patricia each created a work of their own which sit in the far right side of the room adjacent to the formal Driftskontoret exhibition space.  It was an honor to have these artists assist me and to help me see these works come into existence, and I am grateful that we were able to honor their own practices in this way.

BIOGRAPHY:

Marianne McGrath is a ceramic artist that works with the medium in unconventional ways, creating works that speak of loss, memory, and impermanence. Fascinated by the symbolic capacity of the material from her first interaction with it, she creates works of sculpture and installation using clay and reclaimed materials that most recently speak of the dramatic change in the agricultural and rural landscapes in the American West.

Born and raised in the fifth generation of a farming family in Oxnard, California, Marianne received her BA in Ceramics and Biology from the University of Colorado at Boulder and her MFA in Studio Art from the University of Texas at Austin. Since 2017 Marianne McGrath has been Head of Ceramics at California State University Channel Islands in Ventura County, CA, where she is an Associate Professor of Art and Chair of the Art and Performing Art Departments.

With recent international exhibitions in Denmark and Canada, Marianne McGrath has exhibited widely across the States. She lives in Ventura, California.

Mariannemcgrath.com
DRIFTSKONTORET

SAMTALE: exhibit studio

SAMTALE: exhibit studio

SAMTALE: exhibit studio

“STACKS – et rumligt alfabet”, Officinet, juni 2022, formgivet og iscenesat af exhibit studio. Foto: Valdemar Thrysøe

BIOGRAFI:

exhibit studio består af arkitekt Emilie Allin og designer Liv Engelbrecht, som er uddannet fra det Det Kgl. Akademi i København. Deres samarbejde startede på kandidaten Spatial Design i 2018, og siden da har exhibit studio’s praksis været drevet af en undersøgende tilgang til eget fag på tværs af skala, hvor formgivning og materialitet er en væsentlig kilde til at finde uudforskede steder i deres arbejde. STACKS er duoens første soloudstilling.

@exhibit_studio

exhibit studio er en nyetableret duo, der skaber udstillingsdesign, hvor rum og værker går i tæt og aktiv dialog med hinanden. Før ferien præsenterede de udstillingen ‘STACKS – et rumligt alfabet’ i Officinet til stor applaus. Mød arkitekt Emilie Allin og designer Liv Engelbrecht i denne samtale om muligheden for og måske nødvendigheden i at ‘disrupte’ det hvide podie.

Jeg kom tilfældigvis forbi. Havde i travlheden inden ferien under 3daysofdesign ikke noteret mig, at jeg skulle forbi Officinet, selvom pressemeddelelse og nyhedsbreve havde lagret titlen, ‘STACKS – et rumligt alfabet’ i min hjerne. For det lød jo virkelig relevant. Og sjovt.

Nogle gange vil tilfældet en noget. Og her blev jeg positivt overrasket over først og fremmest den æstetiske oplevelse, det var at træde ind i Officinets lokaler. De virkede større. Og på grund af den liniære opstilling af podier med de lange træk af værker også enorm fyldig. Her var både meget og lidt. Normalt fokuserer man på værkerne på podierne, men her var det lige så meget måden, værkerne var iscenesat på. De lange grafiske stræk med hvidt papir som draperede duge imellem podierne. De enkle nedtonede farver og det minimale materialevalg.

Podierne viste sig i samtalen med Liv Engelbrecht og Emilie Allin at være nogle, de selv havde designet. Som en del af helheden. Som en vital medspiller i formidlingen af de værker, de præsenterede. Som om helheden på en måde kom før delen. Det var umanerligt forfriskende. Især fordi det hvide podie er ekstremt svært at komme udenom. Også selvom man maler det i en kæk farve. Det er analogt, lavpraktisk og funktionelt – og utroligt udfordrende at nytænke. Men her var et bud. Endda et subtilt et af slagsen. Fra to unge nyuddannede, der med hver deres faglighed så en stærk fællesmængde i denne genre. I udstillingsdesign, hvor form og indhold blev to sider af samme sag.

Deres greb var ‘right op my alley’ – og samtalen begyndte da også fluks at tage nogle drejninger, der gjorde det klart, at den blev vi nødt til at gå mere i dybden med. Derfor er jeg utrolig glad for, at de to havde lyst til at uddybe deres præmis og pointer i en officiel dialog her på kanalen.

Glas og keramik var værkernes to materielle hovedspor, mens podierne bestod af mdf og papir. Foto: Valdemar Thrysøe

I er uddannet indenfor ‘spatial design’ – tænker I rummet før værket, helheden før delen eller er det et samspil, hvor hver del indgår i balance?

Vi er bestemt drevet af et fokus, som balancerer og undersøger forholdet mellem delen og helheden. Vi har siden starten af vores samarbejde, under kandidaten Spatial design, arbejdet på tværs af skala – fra landskab til helt tæt på objektet. Vi finder særlig inspiration og værdi i at arbejde netop i denne balance. Det er også derfor, at vi finder udstillingsrummet så interessant, da vi ser et oplagt potentiale i at arbejde med forholdet på tværs af skala netop i denne kontekst. Udstillingsrummet har en særlig rumlig kompleksitet i de forbindelser, der er tilstede, som strækker sig gennem tid, sted, genstande og rum.

Vi finder stor værdi i at arbejde med kompleksiteten og hvordan man med rumlige greb kan pege på forholdene imellem. Dette har vi arbejdet med i STACKS – et rumligt alfabet, som er essensens af vores tilgang til vores praksis og vores tilgang til udstillingsrummet. Her har vi arbejdet med, hvordan objekter taler igennem materialitet og form – og udstillingsdesignet dertil har vi arbejdet med som et instrument, der fremhæver og forstærker oplevelsen af rummet omkring parallelt med værkerne.

Glasset reflekterer både lyset i rummet og publikum, mens de går ind og ud mellem podierne. Foto: Valdemar Thrysøe

Hvorfor er det tid til at ‘disrupte’ det hvide podium?

Vi ser en tendens til, at man indenfor museumspraksis arbejder med podiet og konteksten som et hvidt lærred, en neutral flade – et nødvendigt onde. Vi ser et uudnyttet potentiale i de rumlige aspekter, som podiet indeholder. Vi vil gerne konceptualisere podiet og give det reel magt i måden, vi former rummet omkring udstillinger. Vi ser podiet og udstillingsdesign som et instrument, der kan lede, korrigere og isolere aspekter i en fortælling.

I STACKS-udstillingen har vi arbejdet med podiets struktur og det bølgende papir, der bryder rummet op og skaber et forløb under fladen, som STACKS objekterne er placeret på. Vi ser det som en subtil måde at forlænge objekterne ned igennem toppladen og skabe direkte relation mellem rum, objekt og beskuerens krop.

Når beskueren bevæger sig ind og ud mellem de lange stræk af podier, følger podierne rummets geometri og skaber en rytme kun punkteret af objekterne i glas og keramik. De nye perspektiver bryder rummet op i skarpe linjer fra podiets konstruktion i samspil med papirets levende organiske form. Dette refererer indirekte til keramikkens mættede flade, som tegner rummet i særlige former, og glassets abstrakte rum, der forvrænger og reflekterer sine omgivelser.

Podiet er et bindeled i fortællingen mellem det beskuede objekt og dets kontekst – vi kan godt lide at tænke på det som om at det det ‘vender blikket begge veje’, ved at det igennem podiets skala både forholder sig direkte til rummet omkring og objekt. Vi ynder at arbejde med udstillingsdesign som fire aspekter; rum, beskuer, display og værk. De fire aspekter er ikke opdelt i en hierarkisk orden, men kan bytte plads og arrangere sig forskelligt alt efter udstillingens intention. Alle aspekterne er aktiver, som kan justeres og fremhæves i mødet med hinanden og relationen imellem dem.

“Vi har skabt et rumligt ‘alfabet’, hvor hver enkelt form i sin komposition danner en ‘sætning’”. Foto: Valdemar Thrysøe

Hvorfor finder I det særligt spændende at arbejde med udstillingsrummet?

Vi finder en enorm værdi i udstillingsrummet, da vi mener, at dette rum så tydeligt er skabt til fordybelse og mødet mellem beskuer og det udstillede objekt – hvorfor vores rolle som arkitekt og designer omkring dette møde dermed også tydeliggøres. Måden vi har arbejdet med STACKS udstillingens udstillingsdesign er et godt eksempel på, hvordan vi aktivt prøver at arbejde med designet som bindeled i dette møde.

I vores praksis anser vi udstillingsdesign som et instrument. Vi ser det som en måde at pege på de sammenvævede forhold, der er på spil i et udstillingsrum – alle disse elementer samlet på samme sted, som vi mener, må tage stilling til hinandens tilstedeværelse. I STACKS udstillingen har vi har arbejdet med rummets længde, hvor fem lige rækker af podier er forbundet i bunden og danner en underspillet sammenhæng mellem objekterne, selvom de strækker sig ud som lige linjer i hele rummet.

Vi har arbejdet med en tydelig konstruktion i mdf og papir, som draperer sig udover podierne. Podierne som den statiske del og papiret som det bevægelige element, papiret holdes kun fast af tyngden fra objekterne. Papiret falder blødt ud over podierne og svajer derfor, når man går forbi – ligesom glasset på podierne levende reflekterer sine omgivelser. Konstruktionen står statisk og stabilt underneden og bliver nærmest en forlængelse af objekterne i de kig, der skabes mellem podier og papir, når man bevæger sig ind og ud imellem podierne.

Det hvide draperede papir mellem podierne skaber grafisk stringens. Foto: Valdemar Thrysøe

Måden vi har arbejdet med STACKS-objekterne er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med form og materialer på tværs af skala. I STACKS-udstillingen har vi arbejdet med en serie, et alfabet, af skalaløse objekter i glas og keramik. Vi har været optagede af at give ‘magten’ tilbage til objektet. I vores felt er der et stort fokus på designerens valg og hvordan beskuerens perception er af værkerne (som måske egentlig handler meget lidt om værkerne). Vi har med STACKS været drevet af at lave et projekt, hvor rammerne var til for at objektet og materialerne kunne styre og nærmest forme sig selv. Den ekstruderede keramik og det pustede glas har taget form af hinanden, og deres to materielle karakteristika har styret værkernes endelige form.

Vi har skabt et rumligt ‘alfabet’, hvor hver enkelt form i sin komposition danner en ‘sætning’, og glasset og keramikken former rummet omkring som vokaler og konsonanter konstrueret i rumlige sætninger.

Vi syntes, at det var spændende, at objekterne agerer primær figur, som definerer, hvad vi som beskuere ser og ikke, hvad vi synes, vi ser. Det er inspireret af det, som teoretikeren Ian Bogost kalder ‘alien fænomenologi’, som ikke kun handler om beskuerens bevægelser som subjekt, men objektets eget levede liv uanfægtet af konteksten. Denne måde at se materialer og form som ‘levende’, autonome og nærmest vibrerende elementer, bruger vi også når vi arbejder med rum og display. De bliver parametre, som vi forholder os til og kan pege på gennem vores designs.

“Vi vil gerne konceptualisere podiet og give det reel magt i måden, vi former rummet omkring udstillinger”. Foto: Valdemar Thrysøe

Hvordan forholder I jer til det analoge versus det digitale i en udstilling?

Vores tilgang til udstillingsrummet handler om at skabe en sanselig og kropslig oplevelse, som på et mere teoretisk plan læner sig op ad begrebet ’the Material Turn’ i museumsstudier. Vi finder konteksten og de rumlige grebs materialitet og tilstedeværelse mindst lige så vigtige som det udstillede objekt. Vi ser udstillingssituationer som scener, hvor alt influerer på måden, vi kropsligt oplever scenen på – fra rum til objekt.

Derfor stiller vi os også kritiske i forhold til brugen af eksempelvis QR-koder, som vi mener nemt frarøver fokus og den nærværende oplevelse i den specifikke kontekst. Vi oplever i hvert fald ofte en manglende stillingtagen til QR-kodens rolle i forhold til det omkringliggende rum og den aktuelle rumlige og tidslige situation.

Dog ser vi også et stort potentiale i at arbejde med det digitale som et bevidst rumligt greb, der enten forstærker eller slører beskuerens oplevelse i det fysiske rum. Eksempelvis projektionens måde at indtage et rum på, hvor de to verdener mellem det digitale og analoge kan mødes – som et ekstra imaginært rum.

exhibit studio aka arkitekt Emilie Alllin og designer Liv Engelbrecht. Foto: Amanda Magnussen

BIOGRAFI:

exhibit studio består af arkitekt Emilie Allin og designer Liv Engelbrecht, som er uddannet fra det Det Kgl. Akademi i København. Deres samarbejde startede på kandidaten Spatial Design i 2018, og siden da har exhibit studio’s praksis været drevet af en undersøgende tilgang til eget fag på tværs af skala, hvor formgivning og materialitet er en væsentlig kilde til at finde uudforskede steder i deres arbejde. STACKS er duoens første soloudstilling.

@exhibit_studio

SAMTALE: Tina Ratzer

SAMTALE: Tina Ratzer

SAMTALE: Tina Ratzer

Det færdige værk Tæt På Træer på Trapholt, hvor over 700 borgere deltog med syede patchwork-blade. Værket kan opleves indtil november 2022. Foto: Christian Brems

BIOGRAFI:

Tina Ratzer er uddannet væver og tekstildesigner på Designskolen Kolding i 1998 og åbnede eget studio umiddelbart efter. Igennem årene har hun skabt stedsspecifikke værker og udsmykninger, ligesom hun har flere tekstiler i produktion hos Muuto og Silkeborg Uldspinderi.

Ratzer har desuden lavet sin egen produktion af plaider, sit første projekt, Tracks, der kom med i Danish Crafts Collections under Kulturministeriet. De senere år er hun begyndt at lave integrerende projekter med borgere herhjemme og i udlandet, hvor de to seneste kan opleves på Trapholt indtil november 2022 og på endegavlen på Stengårdsvej i Esbjerg for evigt.

Tina Ratzer har desuden deltaget i et utal af udstillinger og modtaget flere legater og anerkendelser.

www.ratzer.dk

Tekstildesigner og kunstner Tina Ratzer har de seneste år spundet sine tråde i interaktive projekter med borgere i både Sydafrika, Kolding og Esbjerg. Projekter, hvor Ratzer både agerer mentor, faglig inspirator og kunstnerisk ansvarlig tovholder for værker, hun ikke aner, hvor ender. Hvordan skalerer man sit fag til konceptuelle samskabende værker?

På Tina Ratzers hjemmeside knytter der sig tre ord, når man googler hende: Kunst, tekstil, interiør. Netop de tre ord er sigende for hendes tekstile virke gennem mere end 20 år. Rækkefølgen er dog bagvendt, for hun startede med interiør. Med plaider, viskestykker og puder i økologisk uld og bomuld som en af de allerførste herhjemme. Hun var også en af de første nutidige formgivere, der fik plaider i produktion hos den lokale tekstilvirksomhed Silkeborg Uldspinderi, da hun tog kontakt til dem i jagten på en producent til hendes Tracks-plaid. Mødet endte med, at Ratzer blev den første ’nye’ designer for virksomheden i 20 år – og sammen skabte de en helt ny plaid, Twist a Twill, der siden er blevet en bestseller. Se det er en god historie. En anden god historie er hendes genbrug af egne overskudstekstiler. ’Left-overs’ som hun har brugt i en mini-kollektion af bamser, julepynt, puder og kunst.

Det imponerende flettede vægværk ‘Dansk’ på Dansk Design Center, 2004. Foto: Thomas Juul

Ratzers virke har det med at knopskyde. Med at vandre ad nye stier, fordi hun som menneske er sådan. Nysgerrig. Videbegærlig. Hands-on. Tidligt i sin karriere fandt hun ud af, at hun finder inspiration i sine omgivelser. I naturen. I blade, træer og fauna. Men i lige så høj grad på gaden. I et stykke tyggegummi på asfalten. Et gammelt klæde på et loppemarked. Et ubestemmeligt mønster på et grafittitag på en mur.

I 2004 cementerede Tina Ratzer sit første store stedsspecifikke værk på det hedengangne Dansk Design Center, hvor et flere meter højt patchworkflet dækkede trappeområdet op til første sal. Værket var ikke kun iøjnefaldende via sin højlydte farvesætning, det var også markant anderledes pga. sin bevidst ufærdige struktur. Trevlede tekstiler, der stadig trevlede efter udførsel, som et statement på tekstilers forgængelighed, sammensætning – eller livet i sig selv? Værket, der i øvrigt hed Dansk, satte for alvor Tina Ratzers navn på kortet med sit modige ’take’ på et ældgammelt fag. For hvem kunne være så flabet at turde det? At skabe så ’uperfekt’ et greb på en stedsspecifik installation så prominent et sted, de fleste formgivere ville give deres højre arm for at udsmykke?

Tina Ratzer er en brobygger. En af dem, der helt naturligt rækker ud og interagerer. Som menneske og fagperson. Siden hendes tekstile og nyskabende udsmykning på designcentrets domicil på H.C Andersens Boulevard har hun skabt adskillige udsmykninger og designet flere produkter for toneangivende designbrands. Som to parallelle spor, der ikke kun krydsbefrugter hinanden fagligt, men hjælper og komplementerer hinanden økonomisk, kunstnerisk og netværksmæssigt. De senere år er der kommet nye knopskydninger til. Dem, som handler om at fusionere alle de kompetencer, som tekstilkunstneren, designeren og mennesket Tina Ratzer har i sin rygsæk. Projekter, der handler om at samskabe med borgere om værker, der har et formål, der er større end det kunstneriske, nemlig det sociale, antropologiske og politiske.

Et projekt handlede om at interagere med en gruppe Sydafrikanske broderi-kvinder for at give dem inspiration og nye faglige værktøjer til deres fag. Det afstedkom en række workshops, hvor Ratzer tog kvinderne med ud i deres nærmiljø og lokale natur for at opleve farver, strukturer og former på ny. Workshops og værker fra Sydafrika deltog bl.a. i rejseudstillingen Travel as a Tool, der indtil videre har været vist i Finland, Sverige og Danmark. Under Corona-nedlukningen fik hun i samarbejde med Trapholt over syv hundrede borgere til at bidrage med syede patchwork-blade fra et træ, der betød noget for dem. Værket Tæt på Træer udstilles på Trapholt frem til november 2022 som en kunstig skov af patchwork-blade, der tematiserede kærligheden til naturen, nødvendigheden af at passe på klimaet og behovet for at indgå i et fællesskab.

Gavlværket Portal er et lysværk skabt i samarbejde med borgerne på Stengårdsvej 2019-2021. Foto: Torben Meyer

Ratzers seneste projekt hedder Portal og er et samarbejde med Statens Kunstfond om at inddrage borgerne i et udsat boligområde i Esbjerg. Resultatet af to års inddragende workshops med børn, unge, voksne og ældre er blevet til et lysværk på gavlen af en af boligblokkene ved Stengårdsvej. Et lysværk, der er omsat fra en 8 årig piges skitse, og som skifter lys- og farveholdning i 50 forskellige farvekombinationer i løbet af døgnet. Ratzer afholdte flere farveworkshops, hvor borgerne lærte at blande deres udvalgte farver ud fra de tre primærfarver; rød, gul og blå, og i samspil med enkle former fra boligblokkene blev farver og former smeltet sammen til et endelige værk.

Som formidler i feltet igennem lige så mange år som Ratzers virke, har jeg fulgt hendes arbejde, og er altid blevet fascineret af hendes evne til at gøre en dyd ud af nødvendigheden og til at se muligheder og fortællinger. Se, hvordan alle tråde kan bindes sammen i værker, der rækker ud over sig selv og ind i verden og de mennesker, der indgår i den.

Tina Ratzer og borgere fra Stengårdsvej i en farve-workshop i 2019. Foto: Torben Meyer

Hvordan bruger du dit fag til at få borgere i en boligblok til at skabe et værk sammen? 

De senere år har jeg brugt mit fag i fællesskab med andre på baggrund af mine erfaringer i Sydafrika. De eksotiske dufte og farver, varmen og den anderledes kultur var overvældende fantastisk og jeg gik på opdagelse på ny. Samtidig følte jeg ikke, at jeg kunne nå at få det hele med hjem. Og så begyndte jeg at kode min egen proces sammen med dem, jeg underviste og så et kæmpe potentiale i at researche og dele i fællesskab. Jeg brugte mine workshops til at få et andet ’take’ på mit virke og fandt derigennem ny inspiration.

Efter tre-fire besøg i Cape Town begyndte jeg at samle de mennesker, jeg samarbejde med til middage for at sætte dem i stævne med mulighed for at samarbejde på tværs. Metoden tog jeg med hjem og den har også været min indgang til det borgerinddragende kunstprojekt på Stengårdsvej i Esbjerg, der er resulteret i lyskunstværket Portal.

Jeg bruger mit fag på flere måder, men research er nøgleordet. Jeg er nysgerrig på det, andre ser, og så skaber jeg et materiale derfra. I mødet inddrog jeg min viden og mit kendskab til farver og farvelære. De første møder var gåture i området, hvor de forskellige grupper af børn og voksne fortalte mig om stedet, viste mig, hvor de boede, og fortalte, hvordan det er at bo netop her. På den måde fik jeg et indtryk af Stengårdsvej. Jeg mødte dem med min Pantone-vifte i hånden, og bad dem udpege farver undervejs, som de fik øje på, og på den måde fik vi indsamlet en farvepalette; Stengårdsvejs-farver.

En væg af stribede farvekompositioner fra workshoppen i Sydafrika, 2018. Foto: Tina Ratzer

Farverne tog vi med tilbage til tegnebordet for at dykke ned i en proces omkring det at blande eksakte farver. Og lære, hvilke farver en farve består af ud fra de tre primærfarver, rød, gul og blå. Meget simpelt, men også komplekst for mange, der ikke har prøvet det før, men lige præcis så enkelt at alle kommer i mål. Er gul bare gul eller er den varm eller kold? Skal der mere rødt i eller måske lidt mere blå? Hvordan blander man en brun? Hvor meget blå skal der i den hvide for at få en lyseblå, og skal der en anden farve end blå i for at opnå lige præcis den blå fra sportspladsens redskaber?

Øvelserne skaber ro og fordybelse hos den enkelte, og jeg bruger metoden til at opbygge en gensidig tillid, fordi målet var at skabe et fælles aftryk af stedet. Jeg lavede efterfølgende simple farveøvelser med de mange deltagere for at illustrere, hvordan farver påvirker hinanden, men også for at iagttage, hvordan farverne blev sat sammen, hvilke farver, der var populære, og hvad vi fik forærende til det fælles udtryk i processen. Materialet tog mere og mere form af at blive et aftryk fra og til Stengårdsvej.

Processen var abstrakt fra starten. Jeg havde ikke på forhånd en skitse for et slutprodukt, men måtte være åben i processen. Jeg gik på opdagelse sammen med borgerne, og det var eksotisk at blive placeret i ukendt land blandt mennesker, jeg aldrig havde mødt før. Det hele var nyt og jeg begyndte straks at undersøge stedet. Det var ligesom at være ude og rejse. Jeg var lige kommet hjem fra en af mine rejser til Sydafrika, hvor jeg gennem workshops med broderikvinder og tekstilstuderende havde opdaget, at jeg nyder at bruge mig selv som redskab til at blive klogere på min egen praksis. Jeg sætter noget i bevægelse og får mangfoldigt tilbage.

I Esbjerg er det færdige værk et sammenkog af iagttagelser og det, der er blevet sagt og skabt undervejs. Jeg mødte den hårde ghetto, som den blev kaldt i 2019, gennem de bløde værdier; borgerne, som mener, at Stengårdsvej er det bedste sted at bo. Gennem alle de indtryk endte projektet med at tage form og det endelige aftryk blev i et nyt medie for mig, nemlig lyskunst.

Tina Ratzer med en gruppe unge på tur i området med en Pantone-vifte i hånden, 2019. Foto: Torben Meyer

Hvorfor er det meningsfuldt at arbejde med disse integrerende projekter?

Jeg har arbejdet selvstændigt igennem det meste af mine 23 år som tekstildesigner. Det er jeg god til, men jeg lærer mig selv og mit fag endnu bedre at kende gennem mine samarbejder med andre. Min første rejse til Sydafrika faldt sammen med skilsmissen til mine børns far, og jeg stod pludseligt et helt nyt sted midt i livet – og meget langt væk hjemmefra. Kombinationen gjorde mig sårbar og åben på samme tid, og det har jeg brugt konstruktivt i min faglighed. Igennem mine workshops i Cape Town oplevede jeg, hvordan jeg kunne bruge mine egne kreative processer i resonans med mine kursister. Vores danske kultur står i kontrast til det vibrerende Sydafrikanske udtryk, som jeg altid har fundet sprudlende og taktil, men selv har haft svært ved at udtrykke i mit fag. Nu blev den pludselig nærværende, ligetil og inspirerende. I mødet mellem mennesker kan der opstå et tredje rum, hvis man er åben. Det rum finder jeg stimulans og indsigt i. Her nærer jeg min faglighed og udvikler mig.

Da Statens Kunstfond inviterede mig til at ’gå i marken’ på Stengårdsvej, var jeg ikke i tvivl, da det handlede om at gå i dialog, være tilstede i processen og forholde sig åbent til det, der måtte komme. Jeg måtte danne og finde materiale i samklang med de lokale borgere og det, der vi kunne finde på det specifikke sted. Det var sjovt og jeg bruger mit fag på en anderledes måde end før. Processen med borgerne på Stengårdsvej har også medført, at jeg har bevæget mig over i et helt nyt medie, lys, da værket endte som et lyskunstværk. Jeg har aldrig arbejdet med lys før, og det har været spændende at arbejde med farver på en anden måde end nede i den bløde uld. Borgerinddragende projekter som på Stengårdsvej kommer mange mennesker til gode. Der har været små 200 mennesker med i processen og bagefter endnu flere. Når borgerne er med i processen tager de ejerskab. Og værket får betydning for området og kan ad den vej skabe en fortælling, der kan gøre området mere attraktivt.

Jeg har tidligere udført store integrerede udsmykninger i bygninger, hvor det er blevet formgivet med udgangspunkt i stedets arkitektoniske linjer. Lysværket Portal, derimod, er skabt gennem en bevægelse med de mennesker, der bor på stedet og den rejse, vi har været på sammen. Det er unikt. De kender mig, hilser på mig og vi har skabt noget godt og vigtigt sammen. Det er meget meningsfuldt. I et integrerede projekt som dette, eller i det seneste Tæt på Træer på Trapholt, bliver jeg inspireret undervejs i processen, men tager også erfaringerne med videre i mit arbejde, hvor jeg ser en mere legende tilgang end tidligere.

Ratzers plaid Twist a Twill fra 2008 for Silkeborg Uldspinderi. Foto: Tina Ratzer

Hvad er det fascinerende ved tekstil som fag?

Det er materialet og håndværket. Herfra er der så utrolig mange lag at arbejde i eller veje at gå. Jeg kan lide at have materialerne i hænderne, ulden, der dufter, er blød og giver mig associationer til fåret og naturen. Det er dejligt at røre ved uld, ved garn eller et vævet/strikket materiale, ligesom det er spændende at behandle det, indfarve det og væve/strikke med det. Og så er det interessant at lave et produkt ud af det som en plaid, et gulvtæppe eller en trøje.

Selvom der findes mange forskellige råmaterialer, der anvendes i tekstilindustrien, hælder jeg mest til at arbejde med de naturlige materialer som uld, bomuld og hør. Jeg kan godt lide, at de går langt tilbage i historien. At det er de originale råmaterialer. Og så er holdbarhed og bæredygtighed essentielt for mig. Det visuelle skal fungere med det funktionelle for at opnå længst mulig levetid og helst slides op inden det bliver komposteret.

Farver og mønstre fylder meget i tekstilfaget. Mønstre og dekoration har altid optaget mennesket, fordi de fortæller en historie og refererer til tider, steder og kulturer. De stimulerer samtidigt øjet. Jeg elsker at tegne mønstrer og arbejde med farver, og er de seneste år dykket ned i plantefarvning. Det var ikke rigtig moderne, da jeg tog min uddannelse på Kolding Designskole i 90’erne. I dag er det moderne at arbejde med plantefarvning og have fokus på miljøet, og jeg er spændt på, om vi på sigt kan ændre vores syn på tekstiler og forgængelighed. Kan vi finde værdien i at tekstiler ældes i brug? Må farven for eksempel ’fade’ lidt gennem årene og på den måde signalere bæredygtighed? Her tror jeg mit fag kan være med til at værdsætte naturen, som vi er kommet langt væk fra.

Farveworkshop i Sydafrika, 2018. Foto: Tina Ratzer

Der er noget befriende og levende over at arbejde med naturlige farver. Jeg kan ikke styre det på samme måde som med de kemisk fremstillede. Jeg må accepterer den forskellighed, der opstår og se den som en gave. Det er en stor inspiration og indsigt i at lære, hvad planter kan. Jeg forbinder mig endnu mere med naturen og opbygger en større respekt for den. Det er samtidigt meditativt, da det er hands-on og sanserne kommer i spil gennem duft, lyd og berøring. 

Da jeg gik i gang med mit afgangsprojekt for 23 år siden, havde jeg svært ved at argumentere for at sætte flere produkter i verden, fordi tekstilindustrien er en af de mest forurenende i verden. Hvordan kunne jeg forsvare at designe nye tekstiler? Jeg købte allerede økologisk dengang, og tænkte, at hvis vi kunne dyrke maden økologisk, måtte vi også kunne producere økologiske tekstile produkter. Jeg udviklede derfor min bæredygtige plaid Tracks i certificeret biodynamisk uld, og fremstillede mit eget farvekartotek af indfarvede uld med reaktive farvestoffer uden indhold af tungmetaller. Plaiden havde to meget forskellige sider, så den kunne tilfredsstille behovet for noget nyt, idet man kunne vende den og således have ’to i én’.

Plaiden ‘Tracks’ i biodynamisk økologisk uld, som Ratzer designede i 1998. Foto: Thomas Juul

Er håndværket vigtigt?

Jeg blev uddannet i 1998, hvor værkstedsfagene var dominerende, og vi skrev slet ikke afhandlinger. Vi levede på værkstederne. Det var hér faget var. Det tager tid at arbejde håndværksmæssigt, man væver ikke bare lige en plaid eller udvikler et møbelstof. Der er krav til holdbarhed i industrien, men det er der jo også i forhold til bæredygtighed, genanvendelse og miljøkrav. De nye krav baner vej for feltets udvikling, og her er værkstedsfagene absolut nødvendige. Det kræver et håndværksmæssigt kendskab til materialer og teknikker for at eksperimentere sig frem til ny viden. Den viden sætter du så i stævne med dine nutidige idéer, og på den måde udvikler vi hele tiden vores fag.

Så er der hele det psykologiske aspekt ved håndværket, tilfredsstillelsen ved at røre, dufte og skabe noget med hænderne, at forstå gennem hænderne. Man kan ikke tænke sig til alting eller generere de samme resultater i computeren, for man ved jo ikke, hvad der virker, før man prøvet det af. Værkstederne er et laboratorium, hvor der afprøves og udvikles, og det har vi altid gjort som mennesker. Der er nu heldigvis fokus på natur og bæredygtighed i mit fag, og jeg tror det kommer til at bane vej for helt nye måder at udvikle feltet på. Alt forgår, vi forgår som mennesker, vi ældes og skal repareres for at holde, og jeg tænker, at det kunne være fint, hvis produkterne følger samme cyklus. Jeg ser for mig, at jeg kun må bruge og reparere mine tekstiler i stedet for at købe nye. Det vil være simpelt og det vil jo på en måde passe naturligt sammen med min viden, mit grå hår og at jeg også skal dø en dag.

BIOGRAFI:

Tina Ratzer er uddannet væver og tekstildesigner på Designskolen Kolding i 1998 og åbnede eget studio umiddelbart efter. Igennem årene har hun skabt stedsspecifikke værker og udsmykninger, ligesom hun har flere tekstiler i produktion hos Muuto og Silkeborg Uldspinderi. Hun har desuden lavet sin egen produktion af plaider, sit første projekt, Tracks, der kom med i Danish Crafts Collections under Kulturministeriet. De senere år er hun begyndt at lave integrerende projekter med borgere herhjemme og i udlandet, hvor de to seneste kan opleves på Trapholt indtil november 2022 og på endegavlen på Stengårdsvej i Esbjerg for evigt.

Tina Ratzer har desuden deltaget i et utal af udstillinger og modtaget flere legater og anerkendelser.

www.ratzer.dk

SAMTALE: Morten Klitgaard

SAMTALE: Morten Klitgaard

SAMTALE: Morten Klitgaard

Beholder af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

BIOGRAFI:

Morten Klitgaard er uddannet på glas- og keramiklinjen på Det Kongelige Akademi, Bornholm, i 2012, foruden mindre mesterlære-ophold hos glaskunstnere i ind- og udland.

Han har udstillet i USA, Italien, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Japan, Finland og Kuwait, har modtaget et væld af legater og anerkendelser, senest Hempels Glaspris 2021. Klitgaard er i stald hos Heller Gallery i New York, Sarah Myerscough Gallery i London og Køppe Contemporary på Bornholm, og er repræsenteret i samlinger på Bornholms Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Hempels Glasmuseum, Ny Carlsbergfonden,  Collection Embrechts Ryckaert og hos en række internationale samlere.

Særudstillingen NOVUM VITRUM kan opleves på Hempel Glasmuseum hele sæsonen.Søndag 15. maj viser Morten Klitgaard selv rundt i udstillingen.

www.mortenklitgaard.com

Glaskunstner Morten Klitgaard er aktuel på det nyåbnede Hempel Glasmuseum, hvor han udstiller som modtager af Hempels Glaspris 2021. De senere år har hans karriere taget særlig fart med udstillinger og priser i ind- og udland, og den berejste nordjyske kunstner er efter en årrække på Bornholm, flyttet til København, hvor han har åbnet værksted og galleri på Amager.

Hvis du har svært ved at holde farten, er det ikke så mærkeligt. Morten Klitgaard ligger for alvor i overhalingsbanen, en bane, der synes at have flere spor og fortsætte over grænser – nationalt og fagligt. For selvom nordjyden synes at have roen og sindigheden som permanente iboende kendetegn, er der fart på.

Fart på hans raketbane mod international anerkendelse og udstillinger. Fart på hans nye bane i København, hvor han har åbnet værksted og galleri i en tidligere gardinforretning på Amager sammen med sin faglige og private partner, keramiker Elly Glossop. Fart på hans udtryk, der ligger et stykke væk fra det, vi normalt forbinder med glaskunst: Det transparente, translucente og plastiske. Karakteristiske egenskaber ved glas, som Klitgaard maskerer i sine værker, der i stedet minder om keramik, idet de mørke brun-sorte cylindre båder mimer det brune ler i sin farveholdning og er en typologi, der er klassisk i keramikken. Læg dertil overfladerne med deres krakelerede, rustikke og boblende overflader, der er som taget ud af en keramikers glasurkartotek.

Morten Klitgaards soloudstilling NOVUM VITRUM på det nyåbnede Hempel Glasmuseum. Foto: ATELIER-BRUECKNER

Klitgaard er vokset op i Nordjylland, nærmere betegnet Lønstrup, og her mellem klitter, blæst og en ydmyg tilgang til natur og vejrlig, blev han opmærksom på detaljer og stofligheder, som han stadig trækker på i dag. Efter kurser i USA, en uddannelse på Det Kongelige Akademi på Bornholm, og masterclasses hos flere store glaskunstnere i ind- og udland, fandt han sit sprog, sit toneleje, sin vej.

Klitgaards greb er hans evne til at sende sit materiale ad nye ruter ved at lade det samtale med keramikhistorien og de konventionelle spor og referencer, der ligger her. Ved at gå i frisk og eksperimenterende dialog med sit materiale og sætte forskellige komponenter i samspil med glasset, så overfladen eroderer og syder i kemiske reaktioner, trækker han sit formsprog og udtryk nye steder hen og sætter glasset frit. Frit til at sætte nye æstetiske standarder. Frit til at lege på tværs af genrer og forventninger. Frit til at falde ned i nye mellemrum mellem alle de førnævnte.

Morten Klitgaard er et nyt sprog. Et nyt spor. Et nyt sted for glas. Det er derfor hans arbejde, hvor han lader materialer som gips, ler, papir, metal blive medskabere af de materialeoverskridende overfladeudtryk, er et nybrud i feltet. Klitgaards værker tenderer optiske gimmicks, når han lader sine glasværker maskere som massive keramiske jordbrud. Og man tror vitterligt, at det er keramik, første gang, man møder dem. Og selv når man får at vide, at værkerne er lavet af glas, spørger man ’really?’

Morten Klitgaard

På Hempel Glasmuseum udstiller Klitgaard som sidste års modtager af Hempels Glaspris under titlen NOVUM VITRUM (nyt glas på latin) en række værker, der tager afsæt i museets samling af antikke, romerske glas. I deres patina, farver og perlemorsagtige skær, der skyldes irisering, når glassets stof går i forbindelse med luften kultveilte efter mange år i jorden. Og netop spadestikket tilbage til antikken er en vigtig signatur for Klitgaard, der er bevidst om sin materiale- og kulturhistorie, og går både med og mod den i sin ukonventionelle fortolkninger af den.

 

Hvordan fandt du frem til at arbejde med overfladerne i dine glasværker?

Et langt stykke hen ad vejen bliver man dygtigere som glaspuster ved at efterligne sine forbilleder og læremestre. Man tilegner sig teknikker og vigtige indsigter, men på et tidspunkt må man frigøre sig fra det tillærte og gå sine egne veje. Min opvækst i det forblæste Nordjylland har lært mig at værdsætte små detaljer i et goldt landskab. Det at være ordblind har også en stor betydning for min udtryksform og overflader. Jeg lærer med mine hænder og gengiver indtryk i tekstur.

Det at mine værker har et keramisk islæt er valgt for at tydeliggøre formen og volumen i objekterne. Ved at fjerne translucens og kun arbejde med den yderste overflade, som vi kender den fra den keramiske verden, kan jeg arbejde med volumen og opfattelsen af konturerne af formen.

Æstetikken er rå, maskulin og upoleret, og udtrykket står i gæld til den natur, vi driver rovdrift på. Jeg bruger glaspigmenter og indsamlet materiale fra steder, der har stor betydning for mig fx sort sand fra Lønstrup eller klippestykker fra Bornholm.

Cylindre af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

Hvorfor tager du ofte udgangspunkt i beholderen?

Jeg har altid været fascineret af form. Både klassiske og abstrakte former og deres måde at indtage rummet på. Jeg arbejder med beholderen, fordi det viser, at jeg kender min materialehistorie, og at jeg sætter mine værker ind i og op mod den kontekst. Beholderen er skabt for at rumme noget fysisk som vand, og ved at kende den forudgående skabelsesproces sætter jeg mine værker ved siden af den kulturhistorie, der ligger forud for glasfremstillingen de sidste 3.000 år.

Cylindre af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

Hvad fascinerer dig ved dit materiale?

Barndomsbyen Lønstrup er udgangspunktet for min rejse udi glaskunstens fjerne afkroge. Jeg var blot otte år gammel, da et keramikerpar kom til byen for at etablere et glaspusteri. Det var hos Leif Vange i Glashuset i Lønstrups varme og sansemættede univers, der første gang tændt en ild i mig. Jeg blev straks fascineret af det, den fint koreograferede dans med glasset, koncentrationen og det kropslige element i glasfremstillingen.

Hvis ikke man er 100% fokuseret igennem hele tilblivelsesprocessen kan det let ende i en fiasko, eller spild af tid og resurser. Tyngdekraften er vores værste fjende, og sekunders fravær kan have fatale konsekvenser for fremstillingen af værket. Glasset husker alle berøringer, og hvis ikke det er ensartet, vil det blæse skævt og blive ustyrligt.


Har du et bud på, hvor glasscenen bevæger sig hen eller er det lige så mangfoldigt som der er udøvere?

Stagnation er ikke en mulighed, hvis man vil forny sig. Udvikling sker kun i mødet med nye mennesker, landskaber og kulturer. Jeg forsøger hele tiden at gøre min fortælling stærkere. Rejserne, sansningerne og eventyret bearbejdes og kommer ud gennem kroppen og aflæses i mine værker.

Morten Klitgaards soloudstilling NOVUM VITRUM på det nyåbnede Hempel Glasmuseum. Foto: ATELIER-BRUECKNER

BIOGRAFI:

Morten Klitgaard er uddannet på glas- og keramiklinjen på Det Kongelige Akademi, Bornholm, i 2012, foruden mindre mesterlære-ophold hos glaskunstnere i ind- og udland.

Han har udstillet i USA, Italien, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Japan, Finland og Kuwait, har modtaget et væld af legater og anerkendelser, senest Hempels Glaspris 2021. Klitgaard er i stald hos Heller Gallery i New York, Sarah Myerscough Gallery i London og Køppe Contemporary på Bornholm, og er repræsenteret i samlinger på Bornholms Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Hempels Glasmuseum, Ny Carlsbergfonden,  Collection Embrechts Ryckaert og hos en række internationale samlere.

Særudstillingen NOVUM VITRUM kan opleves på Hempel Glasmuseum hele sæsonen.Søndag 15. maj viser Morten Klitgaard selv rundt i udstillingen.

www.mortenklitgaard.com

Sensory Awareness

Sensory Awareness

Sensory Awareness

Process in the studio in Aarhus. Photo: Iben West

ASTRID SKIBSTED

… graduated in textile design from Design School Kolding, 2010. Since completing her studies, Astrid Skibsted has had her own studio and practice, which is split between artistic projects and dissemination. Her artistic practice takes as its starting point weaving and the commercial decorating opportunities in that field, such as the liturgical robes for Saint Nikolai’s Church in Kolding. Or the yarn windings, which have grown more and more influential over the past 10 years, creating an artistic and scholarly foundation for development. Astrid Skibsted lives and works in Aarhus.

www.astridskibsted.dk

Textile designer, weaver and artist Astrid Skibsted has made yarn winding an art form in itself and a piece of art in its own right. Here too, yarn winding is also a communication tool between body and mind, between thread, possibilities and details. This introductory text I wrote for her book “The Yarnwinding Manifest”.

“We’ll sit in here,” Astrid says, leading me to a room snugly outfitted with a loom, knitting machine, and shelves of yarn. Here, in a nook in the heart of Jutland’s largest city, lies her workshop, which she shares with a colleague. Whatever the workshop lacks in square meters, it makes up for in the view. The panoramic view of Aarhus’ harbour is unsurpassed anywhere else on this sunny morning.

Astrid has me wrapped up for the morning. Physically. We will create yarn windings together, she and I. It’s important, she asserts, to understand how the principle works and feel it in your own body. I’m in. Completely in, and looking forward to getting my fingers in the yarn, and all its colour and structure. Different yarns are laid out. Large industrial cones and smaller samples, balls, and remnants. Colourful, subdued, and discreet. Coarse, rough, fine, shiny, gleaming, smooth, and matte. A world of possibilities. We get started. Each of us chooses a piece of cardboard in a base colour and then the first strand, which we attach on the back with a piece of tape. We wind the thread around the cardboard. Three times, four. Tape on the back side. We swap. Choose the next thread. Which colour works together with the one Astrid chose as her first? And do I wind alongside Astrid’s thread or across it? Hmm…

Yarn Winding Art. Photo: Suzanne Reitzma

Sharing a yarn winding turns you into co-creators of each other’s works and broadens your own understanding of the constellation of colour, structure, pattern, and composition. Oh, is that how you’re doing it? Are you wrapping tightly or loosely? With dense or diffuse stripes, where there is distance between the threads?  Astrid and I continue winding, trading, selecting thread, winding, trading, selecting—and talking, once in a while. Mostly about yarn winding and the potential in what’s happening. Because what is it, in the end, that is happening? What is it that happens when people wind together? We talk freely, because we haven’t actually agreed that we are having a conversation. We’re together for an activity that, in principle, doesn’t mean we must talk. Perhaps we don’t have anything to talk about. Perhaps we do. The premise for gathering is something else—namely, yarn winding. But conversation bubbles up—involuntarily and borne of something concrete. Practical. Material. And whatever else comes up, while the threads allow themselves to be wound.

Astrid Skibsted in her studio in Aarhus. Photo: Iben West

Winding is a game, an experiment, that doesn’t demand any special qualifications other than cardboard, yarn, tape, and time. Winding is a method to open up your flow, your inspiration, your head—and it’s a state where you shouldn’t plan or think, just be. Winding can be everything or nothing, play or seriousness, colourful or bland, but most of all, it’s meaningful. Meaningful to immerse yourself in the simple routine of choosing a thread and winding it around, horizontally and vertically. In layers. In turns. See it take shape. Assess the interplay of the composition. Experience the light, reflected differently on the threads depending on whether they are matte or glossy, made of flax, wool, or cotton. See how the colours interact with each other and with you. Observe how something so simple can become so complex in just an hour. Feel how peace settles into your system, and how present you are. Here and now. In the work and the winding. With yarn, colour, and surfaces that you know by feel.    

There’s something meditative about yarn winding. It’s obvious to everyone who tries it. You create. A playful experiment or a textile work of art, just by winding a thread in two directions. Winding becomes a thing unto itself. A path in the world, built from an intuitive understanding of and fascination with the potential of the colours and the material elements. Yarn windings are about composing without needing to be “neat.” Winding welcomes disruptions to the harmony. A variation in the thread or its complexity. A nuance of hue between two seemingly identical colours. An entire composition of contrasts between colour, thickness, and pattern. A difference in height and depth. An unfiltered understanding of the materials. Winding is a way to get to know the materials. To understand with your eyes and hands how they serve as complements and contrasts to each other. To wind a single thread and slowly discover what exactly that particular thread can do. How it plays off the others. That’s about the thread—and the material in itself.

Astrid Skibsted in her studio in Aarhus. Photo: Iben West

Yarn winding was originally a tool for the weaver, used to feel out how the different threads would behave and interact on the loom. How they would stand in relation to each other. How they would take on colour from their surroundings and become new based on whom they stood next to and how the light reflected off them. Yarn winding is an artistic tool for an artistic process, in which you weave between tradition and innovation. With pacing and presence as the ultimate weaving partners. For you must be willing to be swallowed up, to become part of the rhythm of the weaving and the patient work of slowness. To then win the prize, when you at long last pull the textile from the loom and see whether the threads have behaved according to the planned colour shifts, or whether they have exerted their own autonomy, there amongst themselves.

Astrid Skibsted herself says that she decided on weaving due to her temperament. The preparation of planning the yarn, colours, pattern, of setting up the loom and still not having the full picture until the work is finished—this appeals to her. The act of being in the present moment, together with the thread and the material, comes together with her temperament and character, which has always sought to be immersed in and absorbed by the process of creating universes.

Astrid Skibsted in her studio in Aarhus. Photo: Iben West

Yarn winding has become Astrid Skibsted’s undisputed artistic tool, not only for weaving, but for the creative process, drawing her into the universe of colour and to insights about the winding routines that balance between needlework and art. Drawing her into the rewards of sharing the potential of colour and material to others. The potential of colour is also at play in the new interior design trend where colour is no longer only for walls, but for doors and window frames, something which could previously have been perceived as controversial, or as a sign of poor taste.

Today it’s almost mainstream to paint in the same block colours suggested and endorsed by “influencers”. But is colour exclusively fashion, or can it serve as an extra scholarly dimension alongside form and function? Many have worked seriously and professionally within the field—from former Bauhaus luminaries like Anni and Josef Albers to Denmark’s own iconic Poul Gernes and visionary Verner Panton, to the current and relevant Margrethe Odgaard, who develops colour systems independent of their eventual uses. 

Art in stacks. Photo: Suzanne Reitzma

Anni Albers spoke of courage as a vital factor in creativity. Courage and slowness. Conscious, thoughtful experimentation—and she believed that creative innovation always comes from the work of the hand. In her 1952 article “On Weaving”, she writes:

Beginnings are usually more interesting than elaborations and endings. Beginning means exploration, selection, development, a potent vitality not yet limited, not circumscribed by the tried and traditional.… Therefore, I find it intriguing to look at early attempts in history, not for the sake of historical interest, that is, of looking back, but for the sake of looking forward from a point way back in time in order to experience vicariously the exhilaration of accomplishment reached step by step.

In order to move forward, you must stand on a foundation, a base. Know it, explore it, and from that point, dare to leap forward. Toward that which you find interesting, because everything exists in a context of meaning in relation to others. Creation is a force you must embrace, and, as a weaver, you search for that place where lines, form, colour, and texture merge into a greater whole. Where format, function, and aesthetic converse—for better or for worse. It’s the same with yarn winding. Like Albers’ beginnings, which hold infinite possibilities, the winding determines an unmapped land, begun with the first thread. A land full of paths and roads to be examined and explored. Like a language you are learning to speak.

The book ‘The Yarn Winding Manifesto’. Photo: Suzanne Reitzma

Colour is also a language that appeals to the senses. That a colour isn’t just a colour is something most people are gradually coming to realise. But that colours also create peace in the nervous system and release endorphins in the body when you work with them—that’s new and revolutionary. Colours are healing. Poul Gernes showed that, when he set the colour scheme for the waiting rooms and patient rooms at Herlev Hospital and documented that patients stays were shortened when they were in rooms where colour and aesthetic were carefully considered. Verner Panton also worked consciously with colour and psychology, believing that their interaction could cultivate social and cultural transformations. 

 

Colours create an atmosphere that feeds energy or introspection. Most practitioners love both. Disappearing into contagious excitement, and into the aesthetic and functional aspects of a material. Learning something new and transferring that to a creative form. To wind is to create. Endlessly, in principle. Because you can continue. From the sofa, the workshop, together with others. No two are ever the same. Astrid Skibsted has tried, but the works refuse to be identical. They want to be themselves, their own unique expression. In spite of the same format, colour, and yarn. To wind is to lose yourself. And give yourself over to a flow that cultivates a sensory awareness of colour and the world.


Inspiration:
Ulrikka Gernes og Peter Michael Hornung: Farvernes medicin, Borgen, 2004

Anni Albers, On Weaving, Early Techniques of Thread Interlacing p. 52, 1965
Ida Engholm & Anders Michelsen, Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre, Strandberg Publishing, 2017

ASTRID SKIBSTED

… graduated in textile design from Design School Kolding, 2010. Since completing her studies, Astrid Skibsted has had her own studio and practice, which is split between artistic projects and dissemination. Her artistic practice takes as its starting point weaving and the commercial decorating opportunities in that field, such as the liturgical robes for Saint Nikolai’s Church in Kolding. Or the yarn windings, which have grown more and more influential over the past 10 years, creating an artistic and scholarly foundation for development. Astrid Skibsted lives and works in Aarhus.

www.astridskibsted.dk

Sanselig opmærksomhed på verden

Sanselig opmærksomhed på verden

Sanselig opmærksomhed på verden

Proces i værkstedet i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

ASTRID SKIBSTED

… er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, 2010, og har siden sin afgang haft eget studio og praksis, der fordeler sig mellem kunstneriske projekter og formidling. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i væven og de kommercielle udsmykningsopgaver, der ligger her – som Messehagelen til Sankt Nicolai Kirke i Kolding – eller i vikleprøverne, der de sidste 10 år har vokset sig mere og mere indflydelsesrige og skabt et kunstnerisk og videnskabeligt fundament for udvikling. Astrid Skibsted bor og arbejder i Aarhus.

www.astridskibsted.dk

Tekstildesigner, væver og kunstner Astrid Skibsted har gjort vikleprøver til en faglighed i sig selv, der både fungerer som værk i egen ret og som kommunikation mellem krop og sind, mellem tråde, muligheder og detaljer. I hendes bog ‘Vikleprøvemanifestet’ skrev jeg denne indledende tekst.

”Vi skal sidde herinde”, siger Astrid og gelejder mig ind i et rum, der er indrettet tæt med væv, strikkemaskine og reoler med garn. Her, i et smørhulscentrum i det inderste af Jyllands hovedstad, bor hendes værksted, som hun deler med en kollega. Hvad værkstedet ikke har i kvadratmeter har det til gengæld i udsigt. Panoramavue over Aarhus havn, der ikke fås bedre noget sted denne solrige morgen.

Astrid har sat mig i stævne for at vikle. Fysisk. Vi skal skabe vikleværker sammen, hende og jeg. For det er vigtigt at forstå, hævder hun, hvordan princippet fungerer og mærke det på egen krop. Jeg er med. Helt med og glæder mig til at få fingrene i garner, farver og strukturer. Forskellige garner bliver sat frem. Store industrielle ruller og mindre prøver, nøgler og rester. Farvestærke, doushede og diskrete. Grove, ru, fine, skinnende, glimtende, glatte og matte. En verden af muligheder lige der. Vi går i gang. Vælger hver vores stykke pap i en grundfarve og vælger den første tråd, som vi sætter fast bagpå med et stykke tape. Vikler tråden rundt om pappet. Tre gange, fire. Tape på bagsiden. Vi bytter. Vælger den næste tråd. Hvilken farve fungerer sammen med den, som Astrid valgte som sin første? Og vikler jeg side om side med Astrids tråd eller på tværs af den? Hmm…

Vikleprøver. Foto: Suzanne Reitzma

At dele en vikleprøve mellem sig gør, at man bliver medskaber af hinandens værker og udvider ens egen forståelse af sammensætninger mellem farver, strukturer, mønstring og komposition. Nå, gør du sådan? Vikler du stramt eller løst? Med tætte eller brede striber, hvor der er afstand imellem trådene? Astrid og jeg fortsætter med at vikle, bytte, vælge tråde, vikle, bytte og vælge, mens vi taler indimellem. Mest om at vikle og potentialet i det, der foregår. For hvad er det egentlig, der foregår? Hvad er det, der sker, når man vikler sammen? Vi taler løst, for vi har jo egentlig ikke vedtaget, at vi har en samtale. Vi er sammen om en aktivitet, der i princippet ikke indbefatter, at vi nødvendigvis skal tale sammen. Måske har vi ikke noget at tale om. Måske har vi. Præmissen for samværet er en anden, nemlig at vikle. Men samtalen opstår – uvilkårligt og er båret af noget konkret. Praktisk. Sanseligt. Og hvad der ellers dukker op, mens trådene lader sig vikle.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

At vikle er en leg, et eksperiment, der ikke kræver nogen særlige forudsætninger udover, at du har pap, garn, tape og tid. At vikle er en metode til at lukke op for sit flow, sin inspiration, sit hoved – og er et sted, hvor man ikke skal planlægge eller tænke, men bare være. At vikle kan være alt eller intet, leg eller alvor, farverigt eller ferskt, men mest af alt er det meningsfuldt. Meningsfuldt at fordybe sig i den enkle rutine det er, at vælge en tråd og vikle den rundt, horisontalt og vertikalt. I lag. På skift. Og se stofligheden optrappe. Vurdere kompositionernes samspil. Opleve lyset, der reflekterer sig forskelligt i trådene, alt efter om de er matte eller blanke, i hør, uld eller bomuld. Se, hvordan farverne interagerer med hinanden og med dig. Mærke, hvordan noget så enkelt kan blive så komplekst på godt og vel en time. Føle, hvordan roen sænker sig i dit system og hvordan du er tilstede. Her og nu. I værket og i viklingen. Med garner, farver og overflader, som du fornemmer taktilt med fingrene.

Der er noget meditativt over at vikle. Det er åbenlyst for enhver, der prøver det. Man skaber. Et legesygt eksperiment eller et tekstilt værk ved blot at vikle en tråd i to retninger. Vikleprøven bliver en ting i sig selv. Et spor i verden, skabt af en intuitiv forståelse og fascination af farvernes og stoflighedens potentiale. Vikleprøver handler om at komponere uden at det behøver være pænt. Der må gerne være noget, der forstyrrer harmonien. En variation i trådenes forskellighed og kompleksitet. En nuance i farveforskellen mellem to tilsyneladende ens farver. En komposition af kontraster mellem farve, tykkelse og mønstring. En forskel i højde og dybde. En umiddelbar forståelse af materialer. At vikle er en måde at lære materialerne at kende på. Forstå med øjne og hænder, hvad de kan i kombinationer med og mod hinanden. At vikle en tråd ad gangen og langsomt opdage, hvad lige netop den tråd kan. Hvordan den fungerer i samspil med andre. Det handler om tråden – og materialet i sig selv.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

Vikleprøver var oprindeligt et redskab til væveren, der herigennem kunne fornemme, hvordan de forskellige tråde ville fungere og interagere med hinanden på væven. Hvordan de ville stå i forhold til hinanden. Hvordan de ville tage farve efter omgivelserne og blive nogle andre alt efter, hvem de stod ved siden af og hvordan lyset spejlede sig i dem. En vikleprøve er et kunstnerisk redskab til en kunstnerisk proces, hvor man væver mellem tradition og fornyelse. Med langsomheden og nærværet som ultimative vævepartnere. For man skal kunne lade sig opsluge og blive en del af vævens rytme og langsommelighedens tålmodige arbejde. For så at vinde prisen, når man langt om længe piller tekstilet af væven og ser, om trådene har opført sig i de planlagte farveskift eller skabt deres helt egen autonomi, dér mellem hinanden.

Astrid Skibsted siger selv, at hun valgte væven ud fra temperament. At det store forarbejde med at planlægge garn, farver og mønstring og sætte væven op uden at kende det fulde billede før man er færdig, tiltaler hende. At være tilstede i nuet sammen med tråden og materialet, spiller sammen med hendes temperament og person, der altid har søgt derhen, hvor man kan lade sig omslutte og opsluge af at skabe universer.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

Nu er vikleprøven blevet Astrid Skibsteds ubestridte kunstneriske værktøj, ikke kun til væven, men til den kreative proces, der har trukket hende over i farvernes univers og det indsigtsfulde i den viklende rutine, der balancerer mellem håndarbejde og kunst. Trukket hende over i det givende i at formidle farvernes og materialernes potentiale videre til andre. Farvernes potentiale er også i spil i den nuværende indretningstendens, hvor farver ikke udelukkende males på vægge, men også på døre og karme. Noget, der tidligere kunne opfattes kontroversielt eller signalere dårlig smag.

I dag er det næsten mainstream at male i samme ensfarvede greb italesat og blåstemplet af de rigtige ’influencers’. Men er farve udelukkende fashion eller kan farve fungere som en ekstra og videnskabelig dimension ved siden af form og funktionalitet? Flere har arbejdet seriøst og professionelt med feltet – fra de tidlige Bauhaus-eksponenter som Anni og Josef Albers til vores egen ikoniske Poul Gernes og fremsynede Verner Panton til aktuelle og relevante Margrethe Odgaard, der udvikler farvesystemer afhængig af, hvad de skal bruges til.

Vikleprøver i stakkevis. Foto: Suzanne Reitzma

Anni Albers talte om mod som en vital faktor i kreativitet. Mod og langsomhed. Til at eksperimentere bevidst og tankefuldt, og hun mente, at kreativ nyskabelse altid kommer fra håndens arbejde. I artiklen ”On Weaving” fra 1952 siger hun:

“Beginnings are usually more interesting than elaborations and endings. Beginning means exploration, selection, development, a potent vitality not yet limited, not circumscribed by the tried and traditional… Therefore, I find it intriguing to look at early attempts in history, not for the sake of historical interest, that is, of looking back, but for the sake of looking forward from a point way back in time in order to experience vicariously the exhilaration of accomplishment reached step by step“.

For at komme frem, må man stå på et fundament, et grundlag. Kende det, udforske det og derfra vove springet fremad. Mod det, man finder inspirerende, fordi alting eksisterer i en kontekst af mening og i relation til andre. At skabe er en kraft, man må tage på sig, og som væver må man søge efter det sted, hvor linjer, form, farve og tekstur går op i en højere enhed. Der hvor format, funktion og æstetik taler med hinanden – i medgang eller modgang. Det det samme, når man vikler. Ligesom Albers’ begyndelser, der rummer uendelige muligheder, determinerer viklingen et ukendt land, der tager sin begyndelse med den første tråd. Et land fuld af stier og veje, der skal undersøges og udforskes. Som et sprog, man skal lære at tale.

Bogen ‘Vikleprøvemanifestet’. Foto: Suzanne Reitzma

Farver er også et sprog, der appellerer til følelserne. At en farve ikke bare er en farve, er efterhånden ved at gå op for de fleste. Men at farve også skaber ro i nervesystemet og afgiver endorfiner i din krop, mens du arbejder med dem, det er nyt og revolutionerende. Farver er helbredende. Det beviste Poul Gernes, da han farvesatte venterum og patientværelser på Herlev Hospital og dokumenterede, at patienter forkortede deres indlæggelse ved at opholde sig i rum, hvor farver og æstetik var gennemtænkt. Også Verner Panton arbejdede bevidst med farver og psykologi og mente, at samspillet kunne skabe sociale og kulturelle forandringer.

Farver skaber stemninger, der skaber energi eller fordybelse. De fleste udøvere elsker begge dele. At forsvinde ind i begejstringen, der smitter, og ind i de æstetiske og funktionelle aspekter ved et materiale. At lære nyt og omsætte det i en kreativ gestaltning. At vikle er at skabe. I uendeligheder, principielt. For man kan blive ved. Lige dér i din sofa, på dit værksted eller sammen med andre. Ikke to falder ens ud. Astrid Skibsted har gjort forsøget, men værkerne ville ikke være identiske. Ville være sig selv og deres eget individuelle udtryk. Trods ens format, farver og garner. At vikle er at fortabe sig. Og at give sig hen i et flow, der dyrker den sanselige opmærksomhed på farver og verden.


Kilder:
Ulrikka Gernes og Peter Michael Hornung: Farvernes medicin, Borgen, 2004

Anni Albers, On Weaving, Early Techniques of Thread Interlacing p. 52, 1965
Ida Engholm & Anders Michelsen, Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre, Strandberg Publishing, 2017

ASTRID SKIBSTED

… er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, 2010, og har siden sin afgang haft eget studio og praksis, der fordeler sig mellem kunstneriske projekter og formidling. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i væven og de kommercielle udsmykningsopgaver, der ligger her, som Messehagelen til Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Eller i vikleprøverne, der de sidste 10 år har vokset sig mere og mere indflydelsesrige og skabt et kunstnerisk og videnskabeligt fundament for udvikling. Astrid Skibsted bor og arbejder i Aarhus.

www.astridskibsted.dk

 

Jakob Jørgensen: The sensuousness of steel

Jakob Jørgensen: The sensuousness of steel

Jakob Jørgensen: The sensuousness of steel

Matter at Hand, Jakob Jørgensen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Furniture designer and artist Jakob Jørgensen is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Jakob Jørgensen is a hands-on artist, deeply involved in the tangible material he is exploring as well as in the intellectual perspectives of a given project. Resistance is a key focal point for Jørgensen, who is thrilled when materials put up a fight and he has to grapple and tussle with them in order to bring out their core. Grasp the essence and pull out the form, despite any inherent defiance. Engaging in this process is a deeply personal experience, and one that captivates him.

Matter at Hand, Jakob Jørgensen. Foto: Dorte Krogh

For many years Jørgensen has made wood the basis for a range of poetic and epic furniture, many of them chairs and storage pieces with narrative titles. These works occupy a continuum between the commercial and the artistic; Jørgensen is fluent in both idioms and works in a continuous cross-fertilization between set and free tasks. He is also an accomplished craftsman who has masters virtually all the steps in the process, whether the material is wood, stone or steel, and he does nothing by halves. Why should he, since he can achieve whatever he sets his mind to, using his hands and his tools?

Though graduating the Academy as a furniture designer, Jørgensen also trained as a sculptor, working mainly in stone in his 20s. Now, two decades later, he has embraced steel. Always curious about the material, he has the ambition to explore its plasticity, discovering how an industrial cylinder can be transformed to hold an organic and artistic potential that challenges conventional thinking.

In his work with steel, Jørgensen investigates how the basic geometry of a tube reacts when it is subjected to pressure. The result is an organic expression with strong references to nature – and to wood, a material he knows by heart. Jørgensen has learned the techniques involved: welding, forging, using a hammer and anvil, and using a jack to compress the steel. Five targeted pressure points, and the steel tube begins to look like a bench. His organic expression stands in stark contrast to the industrial universe of machinery. A steel tube becomes a totem symbolizing the link between nature and industry.

The act of reshaping the tube and wrestling with its artistic potential appeals to Jørgensen, and during the creative process he is more interested in what the material affords and how it reacts than whether the result is art or design. To him, the goal is to explore a material and the possibilities it can offer in order to arrive at his own unique synthesis of matter and idea. Scale also plays a compelling role in Jørgensen’s work; a simple scaling up of a design or an idea brings out the unexpected and magical. It allows the steel to dominate the room with a grounded materiality; the totem has a palpable impact as it bellows out its strength. Jørgensen does not raise his voice but lets his restrained and powerful sculptures speak for him.

Matter at Hand, Jakob Jørgensen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Hanne G: Tactile symbols

Hanne G: Tactile symbols

Hanne G: Tactile symbols

Matter at Hand, Hanne G. Foto: Dorte Krogh

MATTER AT HAND

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Textile artist Hanne G is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Hanne G is a master of tactility, in both a concrete as well as a metaphoric sense. Using the precise tip of the crochet hook, she creates palm trees, light bulbs and machine guns as tactile symbols delivering political salvos, often cloaked in humor. Her breakthrough in the Danish art scene came with her 2007 piece Weapon Collection – Crocheting for Peace, which attracted attention due to the obvious contrast between weapons, war, toxic masculinity, death and destruction and the soft, crocheted material, rooted in a feminine handicraft universe. Power, status, gender equality, craft, politics and homeliness offered additional, obvious connotations. All of that from crocheting a controversial object and placing it into an artistic context …

Matter at Hand, Hanne G. Foto: Dorte Krogh

Hanne G was one of the first Danish artists to crochet messages with a convincing trinity of expression, content and an exquisite finish. That the simple technique, based on the combination of a crochet hook and a ball of yarn, can be used to manifest large sculptures is fascinating to the artist, who learned to crochet in her teens. According to Hanne G, crocheting can create ANY form. When she came out as an artist after several years as a graphic designer and, later, a TV-concept developer, she was first drawn to painting.

However, once she encountered the textile craft, she realized the potential contrasts of the medium and the opportunities it afforded for artistic statements. She found that crocheting was like riding a bicycle, you never forget. And she excelled at it. Her hands remembered the craft, aided by memories of her grandmother, who had helped her learn. And it was not just her grandmother cheering her on from the beyond but a wider, contemporary audience, who felt a sense of the familiar when they saw her work, a liberating joy. We are all familiar with this soft medium and have a relationship with it – we wear textiles, dry ourselves with a towel after the shower and use a tea towel in the kitchen. Perhaps this every day engagement makes us more receptive to textile art, even when it is placed into an unfamiliar context.

The flip side of this everyday familiarity is that the medium and the material have a low status in the artistic hierarchy and a historical link to homely, feminine pursuits – a fact that only drives Hanne G to be more conscious of her techniques, dimensions and narratives. She desires  her works to have strong impact, to move people and invite reflection.

The handmade imprints and tiny flaws that invariably arise during the process reflect the human perspective, human dreams, human flaws – themes that she finds only more compelling with age. These imperfections hold profound potential, the capacity to deconstruct aesthetic conventions and touch on the essence of what life is – much like the palms she created for this exhibition are positive metaphors for the strength to withstand a storm, even the storm of a global pandemic – existential symbols of triumph and paradise, with all their ambiguous connotations.

Matter at Hand, Hanne G. Foto: Dorte Krogh

MATTER AT HAND

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Yuki Ferdinandsen: The beat is my soul

Yuki Ferdinandsen: The beat is my soul

Yuki Ferdinandsen: The beat is my soul

Matter at Hand, Yuki Ferdinandsen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform. The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Silversmith Yuki Ferdinandsen is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Yuki Ferdinandsen lives and breathes her work in silver. She no longer hears the noisy hammer blows as she works in her studio; rhythm and sound accompany each other in meditative waves, surrounding her and resonating inside as integral parts of her person and artist. Silver has been Ferdinandsen’s material for the past 40 years, and her refined hollowware objects represent a fusion of Japan and Denmark through the ARARE technique. In her own words, she sees Denmark through a Japanese lens, and vice versa.

And it truly feels as if the two countries have fused into one in Ferdinandsen’s silver objects, which draw on the samurais’ nearly 400-year-old defensive technique of hammering round chased bumps on their armor to fend off the enemy’s arrows. Ferdinandsen took this historical and legendary technique and made it her own, creating her singular expression after diminishing the size of the bumps. Now, they appear as graphic dots, which are first drawn on the back of the silver and then hammered, one by one. Twenty blows per bump. An impressive piece such as “Silence”, which has 4,048 bumps, requires 80,960 hammer blows – or four months’ full-time, concentrated work in the studio.

Matter at Hand, Yuki Ferdinandsen. Foto: Dorte Krogh

But it is intended to be hard work, intense and challenging, requiring complete focus and discipline. Ferdinandsen finds the work relaxing, even if that may seem like a contradiction in terms. But when you are your material and your process, and the result sets the bar so extremely high, that makes sense. Ferdinandsen enjoys every stroke and every sound and taps her foot to the rhythm, joy rippling throughout her being. Her ambition and her work never suffer from fatigue. This is her Hammer Dance, and this is how she works.

Ferdinandsen’s sculptures are the ultimate in refinement of technique and material, and their aesthetic balances those of Danish Modern and contemporary design. For decades she has earned recognition and accolades from around the world for her unique designs in silver, a material that is simultaneously cool and warm, matte and shiny. Her works have weight and volume but also shimmer with an ethereal quality when light  reflects on their surface.

Yuki Ferdinandsen makes her own tools, and her studio is full of punches in different sizes. Chasing a flower – another technique she uses in addition to ARARE – can require up to 30 punches in different sizes. Unable to leave that degree of precision to anyone else, she personally designs all her own punches. The works carry titles with meditative references to nature and the world around her, such as “Silence”, “Sound of Ocean” and “Hanabi” (Japanese for fireworks).

The Fibonacci sequence is a natural phenomenon that plays a key role in Ferdinandsen’s practice, a mathematical system of design wherein the innermost and outermost circles comprise the same number of dots, producing a visual impression of infinity – meticulously chased silver dots in a never-ending circle dance. In recent years, she has begun to subject the Fibonacci sequence to tiny disruptions, challenging expectations ever so slightly while her signature essence remains intact and recognizable in the new interpretation. The countless dots may seem insignificant, but together, they are invincible, an army of tiny, high-precision silver bumps, a sublime manifestation of Ferdinandsen’s mind and spirit.

Matter at Hand, Yuki Ferdinandsen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform. The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Martin Bodilsen Kaldahl: The sculptural weight of form

Martin Bodilsen Kaldahl: The sculptural weight of form

Martin Bodilsen Kaldahl: The sculptural weight of form

Matter at Hand, Martin Bodilsen Kaldahl. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

 

Ceramic artist Martin Bodilsen Kaldahl is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Martin Bodilsen Kaldahl has worked with clay for more than 50 years. Although he was lost to the material from the moment he got his hands on it at the age of 14, it is not the actual plasticity of clay that most holds his interest, but rather the sculptural process of shaping the clay, coaxing the form out, painstakingly, step by step. Or bit by bit, since Kaldahl’s “Spatial Drawings” are extruded and precision-cut clay tubes – used not unlike a plumber’s pipes. The tubes are assembled at angles that bend or twist outward or inward, or form straight lines, like complex tubing in clay.

His construction principle is simple, almost commonplace, in his words, but the characteristic quality lies in how the tubes are used, how they turn into form that moves and extends into the space around it. It is all created in a semi-planned, rhythmic and random unfolding of form that Kaldahl constructs without a model – because a model would in itself already represent an interpretation of his line drawing, his concept. Kaldahl shapes his sculptures by hand in a process guided by his graphic mindset and focused presence. He lets the tubes angle in and out as they want on the day, as he wants on the day. Eventually they form an undeniable and coherent statement enhanced by monochrome glazes that underscore the mood of the work. 

Matter at Hand, Martin Bodilsen Kaldahl. Foto: Dorte Krogh

In a general sense, Kaldahl’s contrasts stem from the tension between lightness and heaviness. His overall idea begins as a loose line drawing – a doodle, a knot – inspiration from the commonplace and often overlooked forms of everyday life, like a piece of string that has fallen on the floor and happened to twist itself into an interesting shape. Or a freeway interchange Kaldahl takes from Google Earth and manipulates into a drawing as a basis for sculpting. Sometimes he spends months unraveling a mystery, exploring the knots and visualizing them in clay as he ponders his options for translating the lines into form.

Kaldahl prefers it when a conceptual phase takes him into uncharted territory, out of his comfort zone and into an intuitive place of freedom, where a persistent strand of an idea begins to take shape and is transformed in its passage from mind to hands into sections of clay tube – manipulated, angled and twisted inch by inch, until form emerges. This is where the weightiness comes in.

The challenge is to achieve the intuitive lightness of the line drawing while adding expressive weight to the meticulously constructed form of the living material. The sense of weight is positive and deliberate. A ceramic statement that insists on being an embodied and impactful presence in space. An encounter that requires our receptive presence. This is Kaldahl’s ambition: to create works of art that are felt by us without reservation and premeditated bias, from the uncomplicated lines of a drawing to the intricate knots and twists of clay. Scaled up in size and taking up room, they are sculptures of intrinsic proportions that actually weigh something –  “Spatial Drawings” imbued with the focused, intuitive presence that created them. 

Matter at Hand, Martin Bodilsen Kaldahl. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Anne Brandhøj: The narratives of wood

Anne Brandhøj: The narratives of wood

Anne Brandhøj: The narratives of wood

Matter at Hand, Anne Brandhøj. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Furniture designer and artist Anne Brandhøj is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Anne Brandhøj draws out the qualities and characteristics of wood in her work, highlighting and honoring the imperfections that represent natural variations in a material that is as old as … the beginnings of life on this planet? Knots, cracks, resin pockets, fungus attacks and variations in color are present as narratives, each contributing to the story of the wood. By accentuating these irregularities, Brandhøj signals that her pieces are born, shaped and proportioned by nature and on nature’s terms. That they are sustainable in form and content, in process and outcome.

As a recent furniture design graduate, Anne Brandhøj was not moved to design new, flawless products, and while working on her graduation project at the Royal Danish Academy-Design, she was able to go into the forest and witness how trees became the planks that arrived at the workshop. In the woods she absorbed any knowledge that the local foresters were willing to share with her – and later, she learned how to cut down a tree. Brandhøj was fascinated by the slow growth cycle of trees, spellbound by the wonder of opening up a trunk and seeing what lies hidden under the bark – the mystery of traces and stories. 

Matter at Hand, Anne Brandhøj. Foto: Dorte Krogh

In an ideal world, it takes up to 20 years to dry a log with minimal stress to the wood. Brandhøj experimented with a faster method, which often resulted in cracks. She became focused on these cracks, on the conflict of the smooth, processed, perhaps oil-finished wood and the natural, tactile knots or cracks, which most people are not accustomed to seeing or touching. Brandhøj believes that the only way to read the full story of her works is to touch them, to feel the variations of the surface by running one’s hands over it, how rough turns to smooth, and the fingers intuitively stop to examine the irregularity. To explore its unfamiliar feel and unique appeal.

The contrasts anchor the objects and create a tension and an inner balance in works that often stand upright or feature a flat surface, reminiscent of furniture. Brandhøj’s background as a designer is easy to spot in her works, which contain both abstract and concrete aspects and act as a link between nature and culture. Her creative practice is driven by a goal of eliminating superficial objects that do not relate to anyone or anything. In order to be in the world, an object should connect to people and to other objects, just as we do in our lives – in relationships that develop, are used and worn and get a few dents and scratches along the way.

Brandhøj spends many hours a day in her workshop. Prior to arrival, she may have been to the forest to find the perfect piece for her next project, which she carries home on her cargo bike. It is necessary that Brandhøj engage in every step of the process, including the heavy lifting, in order to maintain her dialogue with the material. Brandhøj always works in fresh wood, which she shapes and then leaves to dry for 6–12 months. After drying, a round object may become oval or some other shape entirely, at which point she re-engages, reshapes and reinterprets the material, because she has learned through her practice that wood has a mind of its own. Wood breathes and gives, depending on air humidity and other factors, and as a maker she has no choice but to work with circumstance – to balance the will of the wood with her own artistic will and motivation.

Matter at Hand, Anne Brandhøj. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform.
The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

 

Astrid Krogh: Textile structures

Astrid Krogh: Textile structures

Astrid Krogh: Textile structures

Matter at Hand, Astrid Krogh. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform. The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Textile artist Astrid Krogh is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Astrid Krogh is a translator, an artist who sees the world through a textile lens. Whether exploring the power of light, the galactic complexity of the universe or the aesthetic ramifications of seaweed, Krogh’s work always springs from a textile approach and mindset. Formally trained in classic textile design, anything can serve as her material; thus she is not restricted to one medium, but seeks to reproduce natural life through patterns, fibers and structures.

Throughout her career, Krogh has worked with light, its patterns and variability, and sought to reflect nature’s tactile mutability – in neon. That may sound contradictory, but it is not, as Krogh’s deep respect for nature and textile craft drives her to create her own interpretation based on layers of knowledge and experimentation. Krogh steers her projects down unknown paths, as when she “weaves” with neon or fiber optics, a novelty when she first set out. Over time, the digital medium has become part of her creative expression, always with a textile foundation. In addition to light, repeated patterns with minor variations have been a recurring theme in her work: in large scale digital wall panels, graphic flowers change color at the same intervals as  the light that moves through the course of a day, or the Milky Way is depicted as a pattern in fiber optics that we can understand and relate to as a wall-hung work of art.

Matter at Hand, Astrid Krogh. Foto: Dorte Krogh

For the past two years, Krogh has turned her artistic eye to the galaxies, seeking to convey the patterns created by light-emitting objects in the universe. She has even consulted with Dr. Margaret Geller of the Smithsonian Astrophysical Observatory at Harvard, a pioneer in the mapping of the universe. Geller’s work provides a new way of seeing the vast patterns in the distribution of galaxies, such as the Milky Way. In their email correspondence, Krogh found a fruitful and contagious connection between science and art, and her dialogue with Dr. Geller enabled a new practice and understanding of the world.

Krogh’s latest projects, however, turn the gaze inward rather than up, as her work dives beneath the surface of the sea to discover the equally complex world of seaweed and marine plants, which form patterns and connections of which few people are aware. Seaweed and its ramifications are as complex as the galaxies and almost resemble them, with equal parts diversity and regularity. Krogh looks for the regularity in order to disrupt it, to find the repetition and the minute variations that prevent complete uniformity, the tiny ramification that is close to but not quite like the other. Through her constantly evolving experiments she expands her own understanding, delving into unknown worlds to translate and interpret, to share her findings through art that opens our senses and eyes to the beauty and power of nature.

Matter at Hand, Astrid Krogh. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Pernille Pontoppidan Pedersen: A meeting of equals

Pernille Pontoppidan Pedersen: A meeting of equals

Pernille Pontoppidan Pedersen: A meeting of equals

Matter at Hand, Pernille Pontoppidan Pedersen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location. Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform. The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Ceramic artist Pernille Pontoppidan Pedersen is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Pernille Pontoppidan Pedersen has never aimed for classical beauty. However, even when she challenges the norms of her discipline, she has her feet planted firmly on a foundation of craftsmanship. And because she knows her craft, she is able to dismantle, reinterpret and provoke a subject and a material she knows in depth. The core of her process is the meeting: the meeting between the artist and her material and the imprints her hands and tools leave on the clay. But when is it a meeting of equals? When is the artist in control, and when does the material take over? Pernille Pontoppidan Pedersen aims for the equal meeting and is anarchistic in her aesthetic expression, which is profoundly personal and profoundly universal. When is something beautiful or ugly? When does an expression touch us, and when does it fail to connect?

Matter at Hand, Pernille Pontoppidan Pedersen. Foto: Dorte Krogh

In Pernille Pontoppidan Pedersen’s works you will discover aspects you recognize and some you will not. You might see something that looks like handles on a jar or like a layer cake that is so delicious and vibrant you can’t wait to sink your teeth into it. Pontoppidan’s works recall hybrids from another world created in a novel encounter of textures, colors, contrasts and stories sampled from random sources.

She might draw inspiration from a nicotine-stained wall in a dive bar, a coupling of two songs from different genres or a pine tree with an odd growth. Pontoppidan Pedersen seeks to merge forms, expressions and textures in tension-filled compositions. Two elements that might seem mismatched find their way and balance on the cusp of something new. There is a connection, an alternative language, where contrasts co-exist as equals. This can make her works seem difficult to decode, because they take us someplace new, an unsettling place with references we don’t recognize. And how are we supposed to respond to that? The titles may aid our comprehension, and here, too, Pontoppidan Pedersen is playful, playing with words, combinations and meaning, so that her titles often seem more like a riddle than a clue.

Pontoppidan Pedersen pinches her sculptures by hand, and sometimes a surface texture appears spontaneously as she kneads the clay. Any choice implies the rejection of an alternative, and when does the artist dominate the clay? When do the two engage in a dialogue? When and how can the artist’s intuition and feeling find an expression in the material? Pontoppidan Pedersen can sense it, the tension that so easily tips from interesting to overdone and then loses its justification. At that point, the artist’s co-existence with the material is lost.

Pernille Pontoppidan Pedersen must have been an amusing and inquisitive child, constantly questioning the established and the expected. This naive and philosophical reflection lends Pontoppidan Pedersen’s works and her practice their original, relevant and engaging quality. Her works are a contemporary manifestation of an ancient tradition, a new language, full of sequences where we might recognize individual words but cannot quite grasp the full meaning. That makes sense to Pontoppidan Pedersen, who strives to penetrate behind language, expectations and the classic notion of aesthetics in order to reach a place that has not already been colored, coded or articulated into fixed concepts or categories. “Square peg, round hole.” Pernille Pontoppidan’s works are both – in a crisp, taut, equal balance.

Matter at Hand, Pernille Pontoppidan Pedersen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location. Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform. The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Maria Sparre-Petersen: An eternal cycle of glass

Maria Sparre-Petersen: An eternal cycle of glass

Maria Sparre-Petersen: An eternal cycle of glass

Matter at Hand, Maria Sparre-Petersen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark is an exhibition created in collaboration with the Danish Art Foundation and the American gallery Hostler Burrows. The exhibition opened in New York in Autumn 2021 and is now showing in L.A, the gallery’s second location.

Matter at Hand is also a catalogue with ten condensed portraits by me, among other texts. I have been given the permission to publish the portraits on my platform. The ten artists are:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

The team behind the co-lab is:
The Danish Art Foundation
Hostler Burrows; Juliet Burrows and Kim Hostler
Curator: Nanna Balslev Strøyer
Photographer Dorte Krogh
Writer: Charlotte Jul
Translation: Dorte Herholdt Silver
Graphic design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, US-translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Glass blower and artist Maria Sparre-Petersen is one of the Danish artists in the exhibition Matter at Hand – Ten Artists in Denmark, showing at the American gallery Hostler Burrows with locations in L.A. and New York.

Maria Sparre-Petersen makes sculptures from recycled container glass, a material that has all the poetic qualities of virgin glass but is much kinder to the planet. She is fascinated by the plasticity and uncertainty of this hybrid material, which is rarely used by studio glassmakers.

Sparre-Petersen melts containers in a furnace and then shapes the molten glass into balls, which appear like spherical drops of childhood mystique; she then  composes these balls into a pattern which is fused in a frame of high-fired concrete. When heated, each sphere develops a membrane that remains visible as the balls fuse in the kiln, becoming of one piece but appearing distinct, like soap bubbles adhering to each other. An artistic chaos in an ordered array, or graphic elements of liquid mass in a structured frame. Form, pattern, color and light enter into a dialogue and create new stories. In some places, the glass appears matte or translucent – depending on how the light refracts in the material and its depth of the color.

Matter at Hand, Maria Sparre-Petersen. Foto: Dorte Krogh

Sustainability is a lifelong passion that Sparre-Petersen pursues with an experimental and socially oriented outlook. She includes the titles of sailor, designer, teacher, Master of Fine Arts and PhD on her CV. Together, these diverse skills paint a straight line to the practice that motivates and inspires Sparre-Petersen today: to spread awareness of recycled glass from a sustainable and ethical perspective. It is a crucial and deeply meaningful ambition, not least because it leaves the virgin materials in the ground, where they belong, and avoids exposing the maker to hazardous substances. Furthermore, used g