Min artikel “Det kloge kunsthåndværk”, der blev udgivet i Weekendavisen i uge 11, har skabt kærkommen debat. Den handlede bl.a. om The Mindcraft Project 2021, som jeg brugte som afsæt for en større diskussion om hvad, nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. I denne uge tog bureauet bag The Mindcraft Project til genmæle i et nyhedsbrev, som de sendte ud til deres netværk. Her er mit modsvar.

Kære Copenhagen Design Agency, kære Anders og Kristian

Tak for jeres nyhedsbrev. Det er skønt, at I har sendt debatten ud til hele jeres netværk, så der forhåbentlig kommer yderligere debat på mit indlæg i Weekendavisen om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. Jeg synes dog, at jeres nyhedsbrev har karakter af et forsvar af The Mindcraft Project end en egentlig diskussion om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk er. Det var ellers den præmis, jeg skrev min klumme på, fordi jeg reelt set er i tvivl om, hvad begrebet efterhånden dækker over. Om der er nogle håndværksmæssige kvalitetskrav til stede, selvom grænserne flyder og faglige nybrud kan og bør overlappe eller om kunsthåndværk som begreb kan dække hele feltet? Fra den konceptuelle kunstneriske undersøgelse over håndværk i et materiale til teknologiske prototyper til fremtidens produktion?

Jeg synes, feltet fortjener en nuanceret og perspektiverende debat. Mit indlæg i Weekendavisen var netop et forsøg på at lægge op til en faglig diskussion om sagen og stille vedkommende spørgsmål til, om kunsthåndværkerbegrebet har ændret sig siden så mange kunstnere og arkitekter blander sig i feltet. Det vil jeg virkelig gerne diskutere åbent og fagligt. Fordi det er essentielt og vigtigt for en designnation som vores. Nu og på den helt lange bane. Især fordi designskolerne de senere år også har taget en drejning væk fra håndværket og værkstederne for at øge fokus på akademisering og på at få de unge designere i beskæftigelse hurtigt efter endt uddannelse.

Men er det den rigtige vej at gå? Er det konceptuelle design, der smelter sammen med kunsten, den farbare og fremtidige sti at forfølge? Vel er den international, cool og ’edgy’ og langt fra støvede træsko i værkstedet. Den er sikkert også mere salgbar i en international kontekst, vil jeg tro. Som værker, der ikke kræver 10 år med materialet i hænderne. Håndværket og opnåelsen af et overbevisende og overlegent udtryk i materialet kommer ikke nemt, men er slid og stædighed år efter år. Indtil den sidder der. Indtil der med afsæt i teknik, metode og materiale opstår et udsagn, der er noget andet og mere end bare form. Det er her, at ’mind’ og ’craft’ for alvor bliver hinandens bedre halvdele, synes jeg.

Og det er netop det, jeg ikke synes, at størstedelen af Mindcraft 2021-projekterne gør. De er mestendels ikke funderet i håndværket og et materialebaseret afsæt, der er blevet opøvet, udviklet og skubbet til grænserne af dets formåen. Det er det, jeg gerne vil diskutere, for her gik jeg og troede, at en kunsthåndværker præcis var det. En udøver, der arbejder vedholdende med sit valgte materiale for at opøve en særlig ekvilibrisme ad åre. Lige her kan det vel være ok, at ”agree to disagree”, som amerikanerne så genialt kalder det. At vi er enige om at være uenige?

At Kasper Kjeldgaard anser sig selv som kunsthåndværker og er uddannet designer i møbel og rum køber jeg (min pointe er dog stadig den samme). Men han har søgt det abstrakte og kunstneriske univers professionelt siden sin afgang fra Designskolen, som man bl.a. kan læse i bogen Danish Creatives, som jeg for nyligt har udgivet sammen med fotograf Nicoline Olsen, hvor han er en af de 15 portrætterede. I klummen i Weekendavisen nævner jeg præcis Stine Mikkelsen som værende uddannet tekstildesigner, men fremhæver, at hun arbejder kunstnerisk og konceptuelt. Jeg applauderer Stine Mikkelsens arbejde og synes hun er ekstremt kompetent. Men jeg synes ikke, at det er kunsthåndværk, men kunst med tekstil kant. Else-Rikke Bruun befinder sig, for mig at se i et krydsfelt. Hun har både en bachelorgrad i design, men er uddannet arkitekt, taler og skriver som en arkitekt og arbejder med rumlig skala med inspiration fra kunsthåndværket. I hendes daglige virke arbejder hun på tværs af alle skalaer, fra møbler over indretning til arkitektur, som man kan læse på hendes hjemmeside. Så selvom hendes værker i denne sammenhæng er en syntese af arkitektur, teknik og kunsthåndværk, så ser jeg hende ikke som kunsthåndværker, men som arkitekt, der arbejder intelligent og dygtigt med træ i rumlig skala.

Men alle definitioner og kategorier kan jo diskuteres, og det synes jeg vitterligt, vi skal. Folde betragtningerne ud og forhåbentlig blive klogere på, om ovenstående definition af kunsthåndværk ikke længere er gangbar, hvad der i givet fald har erstattet den, og om det efterhånden er ligegyldigt at tale om kategorier Det handler således ikke om subjektiv smag, men om at italesætte en faglig tendens og blive klogere på indholdet af den.

Jeg er med på, at The Mindcraft Project rækker ud i verden. Det var jo også hele præmissen for det oprindelige MINDCRAFT, hvorfor udstillingen udelukkende lå i Milano. Igennem de 13 år, projektet har eksisteret, har der været industrielle designere og kunstnere med i feltet. Men det har været en lille procentdel sammenlignet med den øvrige tyngde af det etablerede felt af deltagende udøvere. Og det er netop en af mine andre pointer. At et kurateret felt til en udstilling, der er repræsentativ for feltet bør rumme begge dele, det unge, vovede, eksperimenterende kunsthåndværk, der sparker forventningerne et nyt sted hen, men at det netop bør have overvejende modvægt af det reflekterede og materialeekvilibristiske udsagn, der transcenderer materialet og tapper ind i det intellektuelle lag – i referencer, symbolik og betydninger, der hæver barren betragteligt. Men det behøver udstillingen måske ikke at være længere i det nye regi? Et repræsentativt billede af det danske felt? Hvis det forholder sig sådan, så ville det være rart at vide? Mit anke i forhold til The Mindcraft Project 2021 er stadig, at selvom jeg synes, at mange af værkerne er ret fantastiske, som jeg også understregede i mit indlæg, så er kunsthåndværket og materialeekvilibrismen – som en syntese af ordene ’mind’ og ’craft – ikke synderligt nærværende.

Sidst men vigtigst, så taler jeg kunsthåndværkernes sag her, fordi jeg synes, at deres MINDCRAFT-platform er blevet omdefineret til et andet formål med andre faggrupper. Det synes jeg er en stor sorg for et felt, vi kan være ekstremt stolte af, men som af historiske årsager igen og igen bliver nedprioriteret i forhold til kunsten og arkitekturen. Det var derfor MINDCRAFT i sit oprindelige format var utrolig kærkomment og fantastisk godt set af kurator, arkitekt og konceptuel designer, Karen Kjærgaard, der var med til at initiere det. At det danske kunsthåndværk har så potente egenskaber med afsæt i materiale og historiefortælling, at det kunne begå sig på den største internationale designscene af dem alle, Milan Design Week. Og den succes og anerkendelse, som MINDCRAFT-værkerne har opnået i de 13 år har givet feltet en tiltrængt selvtillid. Som formidler og beundrer af feltet igennem 20 år har jeg fra første række set, oplevet og mødt disse passionerede mennesker, der utrætteligt arbejder på at raffinere deres kunsthåndværk. Det er derfor, jeg føler med dem, når en platform som det tidligere MINDCRAFT i det nye regi vægter den konceptuelle designkunst over den håndværksbaserede materialekunst med intellektuel overbygning som mange af de tidligere MINDCRAFT-projekter var eksponenter for. Nedprioriterer respekten for materialekundskaben- og kendskabet, der synes at glide mere og mere ud med badevandet.

Jeg ville ønske, at vi kunne skabe en åben paneldebat om dette emne, som Designskolen eller Danske Kunsthåndværkere & Designere meget passende kunne være vært for, når verden åbner igen. For med alle de positive tilkendegivelser og reaktioner mit indlæg har skabt, er der masser af kunsthåndværkere og professionelle kræfter i feltet, der meget gerne vil diskutere det her. Fordi folk brænder. Fordi det er eksistentielt for dem. Fordi de fleste kunsthåndværkere bruger det meste af deres liv på at blive bedre til at forædle deres materiale og skabe vedkommende og relevante udsagn i det. Og det er vel nu engang relevant at høre argumenter fra hestens egen mund, selvom jeg gerne går i brechen for så vigtig en sag som denne. Skal vi ikke hæve barren for diskussionen, så det ikke handler om mig eller jer, men om kunsthåndværket og dets præmisser i en omskiftelig og global tidsalder?

Kærlig hilsen Charlotte

PS: Min artikel “Det Kloge Kunsthåndværk” kan læses online på Weekendavisen.dk, hvis man er abonnent.

Cph Design Agencys modsvar kan læses her:

Ting betyder mere end, man lige tror, har jeg fundet ud af efter tre måneder i Corona-eksil. Det kan lyde overfladisk, men er dybt. Dybt berigende, dybt manifesterende og dybt, ja, nærmest fysisk mærkbart.

Langt om længe skulle vi renovere vores køkken. Lægge en væg ned, udvide og skabe det køkken-alrum, vi altid havde drømt om i den lejlighed, vi havde fået mulighed for at købe. Endelig inde på boligmarkedet. Med en følelse af at være næsten voksen og næsten ansvarlig, fraflyttede vi lejligheden en uge før Mette F lukkede landet ned. Og vores renovering stoppede. Det der skulle have været en ekspropriering i tre uger, blev til små tre måneder, men i forrige weekend flyttede vi endelig tilbage. Sært nok var det først her, at vi alle mærkede, hvor hårdt det havde været at bo midlertidigt. Bo et sted, der ikke var hjemme. I temporær transit med det mest nødvendige under armen.

Hvad er hjemme? Og hvad er et hjem? Det er der flere kunstnere, der gennem tiden har arbejdet med. En af de senere er tekstilkunstner Isabel Berglund og hendes projekt ’Home Mask Relations’, hvor folk strikkede grundplaner af deres hjem – konkrete, abstrakte eller utopiske. Det kom der mange fysiske strikkede grundplaner ud af og mindst lige så mange personlige erkendelser og dybe, rystende, positive og fundamentale følelser. Billedkunstner René Holm udstiller lige nu billeder fra Chernobyl, hvor 300.000 mennesker forlod deres hjem for en kort bemærkning, troede de – for aldrig at vende hjem. Disse forladte hjemlige scenarier fortolker han i sin seneste udstilling ’Silence’, hvor efterladte ting netop får ekstrem symbolladet værdi og tyngde.

Vores hjem definerer os. Mærker os. Præger os. Så hvordan vil du leve? Hvordan kan du leve? Og hvilke ting i dit hjem betyder noget for dig?

”Aj, hvor har jeg savnet det her glas”, sagde min datter forleden, da vi pakkede det nye, igen midlertidige, køkken ud. Det er de små ting, der betyder noget, talte vi om i den forbindelse. At de er vigtige, ja, nærmest vitale for vores velbefindende. Jeg mærker, at jeg har savnet en særlig kop. Eller flere faktisk. Jeg har savnet mine bøger, finder jeg ud af, mens jeg støver dem af for byggestøv. Jeg har savnet værkerne på væggen. Mit tøj, mine vaser, mine lamper. Min seng. Min sofa. Den pude, som en særlig veninde har lavet til mig. Den plaid, jeg har svøbt mig i og som jeg købte for min SU som studerende. Jeg har savnet dén kniv. Dét spækbræt. Dén gryde og dén skål.

Man får ofte at vide, at vi skal leve med mindre. Forbruge mindre. Verden kan ikke klare at producere alle de ting. Og de har ret. Ting har det med at fylde. Optage plads i den bagerste del af skabet. Medmindre du er så glad for dem, at du bruger og beholder dem. Eller lader dem vandre videre. Anvender dem nye steder. På nye lokationer. Dit kontor. Dit sommerhus – eller låner dem ud til venner, børn eller familie.

Ting betyder noget. Ting har ikke bare en funktion i en brugs-, dekorations- eller æstetisk sammenhæng, men er, har jeg erfaret og mærket fysisk nu vi er tilbage i vores hjem, en del af mit væsen og min væren i verden. Mine ting definerer mig. Manifesterer mine værdier og formidler det, jeg går op i. Det jeg holder af. Det, jeg bruger tid, penge og energi på, og som også giver mig energi tilbage.Ting skaber hjem ligesom klæder skaber folk. Ting er taktile. Man holder dem i hånden. Bruger dem. Støver dem af. Kigger på dem. Taler med dem. Ja, det kan jeg faktisk godt finde på. For de er livsvidner i fysisk og statisk form.

Jeg kender alle mine ting. Den lille figur, jeg fandt i en genbrugsbutik. Den hatteæske, jeg fik scoret mig på et loppemarked. Den håndlavede skål, jeg købte i en keramikers værksted. Det maleri, jeg hentede hos kunstneren selv. Ting med og uden synderlig værdi. Høje og lave statushierakier side om side. Samlet, fragtet og båret med mig gennem flytninger, nedpakninger, børn og svingende kvadratmeter og funktioner, men altid med genkendelsens og mindernes glæde, når de bliver pakket ud igen. Brugt igen. Værdsat igen.

Ting i et hjem…

Udstillingen IGEN skulle være åbnet i marts 2020, men er udskudt ‘until further notice’ pga. Corona. IGEN er en udstilling med tre kunstnere, der alle kredser om gentagelsen som motiv, proces og metode. I kataloget har jeg skrevet om væver Stine Skytte.

Stine Skytte er væver. En af dem, hvor vævens uendelige kombinationsmuligheder mellem mekanik, mønstre og tråde sidder i hænderne og bor i kroppen. Stine Skytte er også designer og tekstilkunstner og er det lige så naturligt som hendes praksis veksler mellem de forskellige fagligheder. For det er altid tekstilet, det handler om. Om udtryk, fortælling og farver – og hvad de enkelte elementer sammen og hver for sig gør ved vores oplevelse. For hvordan dannes en farve i væven, hvor flere forskellig farvede tråde interagerer og sammen skaber en ny farve? Og hvad gør en kraftig uld ved det samlede udtryk, når den møder en forfinet tråd i hør?

Der er en lethed over Stine Skyttes praksis. En lethed, der gennem årene er blevet endnu lettere, ja, nærmest sfærisk, for Stine Skyttes stærke intuition og erfarne håndelag på væven er de redskaber, som hun med ydmyghed og respekt går til opgaven med. Eller forsvinder ind i opgaven med. For Skytte bliver ét med idé, væv og arbejdsproces. Der er også en lethed over Skyttes inspirationskilder. Over måden, hun bliver suget ind i et bræt, hun er ved at falde over på jorden. Bliver nysgerrig over en anderledes flise i asfalten, en farvet husfacade eller over noget, der sidder fast i et træ. Faktisk er det sidste noget af det, hun elsker allermest. Der, hvor atypiske, overraskende og finurlige sammensætninger af ting, man ikke forventer, åbner ens øjne og skaber nye sammenhænge.

At få et nyt syn på det, der allerede eksisterer, har alle dage optaget Stine Skytte. Som studerende på Designskolen i Kolding var det tanken om at bevare noget gammelt ved at skabe noget nyt, der betog hende. Som at reparere et slidt stykke tekstil eller nyfortolke en gammel teknik. I dag gør Stine Skytte stadig en dyd ud af nødvendigheden ved at genbruge sine ældre væveprøver i nye værker eller ved at reparere en kjole, hvor Skytte forædler en gammelkendt metode og får lappen til at blive noget andet og mere end en reparation og bliver et lille kunstværk i sig selv. Genbrugstekstiler er en lige så stor del af Stine Skyttes bagkatalog, der tæller så diverse materialer som bouclé, hør, fiskesnøre, indpakningspapir, murersnor og strikkeuld.

Med stor opfindsomhed danser hendes sans for finurlige sammensætninger henover væven og skaber komplekse og alligevel enkle tekstiler. Stine Skytte er en mester i taktile sammensætninger og atypiske kontraster, hvor skrigende, syrlig pink taler til neddæmpet beige eller hvor åbne, transparente tråde understreger en kompakt kombination ovenover eller nedenunder. For Stine Skytte har det bedst, når hun smelter sammen med værket. Med processen. Smelter sammen med intuitionen, rytmen og vævens indre sammenhængskraft, hvor tiden forsvinder og tilfældet råder. Hvor hun giver slip og lader trådene tale. For som væver giver det ikke mening at styre tingene. Man kan ikke tænke sig til resultatet, men skal have hænderne i væven, i rytmen, i materialet og have tillid til resultatet.

Til denne udstilling har Stine Skytte vævet tekstiler til seks mindre skamler, som hun har farvesat for på den måde at gestalte en sammenhæng og et møbel, man både må flytte rundt med og ikke mindst sidde på. For tekstiler skal mærkes. Røres ved og opleves. Udstillingen byder også på todimensionelle værker, der som bannere eller tekstile billedformater byder sig til som florlette baner og kuriøse farvekonstellationer, hvor tråde, farver og udtryk ændrer sig alt efter, hvor du står, og hvor langt eller tæt, du er på værket. Udstillingens titel IGEN er i tråd med Stine Skyttes yndlingsbeskæftigelse. At lade vævens gentagende bevægelser og trådenes indbyrdes afhængighed interagere med hinanden igen og igen.

Jeg skrev denne katalogtekst til kategorien ‘Silence’ på udstillingen ‘Ultimate Impact’ – 5 phenomena in Nordic design culture’ skabt og kurateret af Tina Midtgaard. 

STILHEDENS STØJ

Hvordan lyder stilhed?
Som en lysning i en skov?
Som klangen fra en klokke?
Som fravær af lyd?

Stilhed er en dyd. Stilhed omsat til ro, renlighed og regelmæssighed – i form. Den rene form har været en dyd i den nordiske designfortælling siden den kom på det globale landkort for god smag i efterkrigsårene. Stilhed fortolket som enkle greb i træ –  til tider inspireret af strenge ideologiske tanker. Form følger funktion. Materiale følger natur. En stol er en stol, er en stol, så længe den blot er skabt i træ?

Stilhed – den rene tanke, den simple form og det minimale udtryk er en stil, ja, vel nærmest en -isme i den skandinaviske designforståelse. En stil, mange forbinder med det gode liv og nærheden til skoven, havet og lyset. Men er denne stereotyp blevet en stereotyp eller en reel forankring af vores nordiske værdier? For den skandinaviske designforståelse og virkelighed er anderledes i dag, hvor vi måske snarere er en regional accent i et fælles globalt designsprog? Nu med bæredygtighed, ’empowerment’ og ’co-creation’ som nye værdier…

Er stilhed som poetisk reference en strømning, der henviser til nordisk mådehold, askese og nedskalering af forbruget?

Søren, Ebbe og Laura

Lydkunstner Søren Lyngsøe Knudsen udfordrer vores opfattelse af stilhed med sit næsten puritanske klokkespil og lyd-værk på glas. Med ekstremt enkle metoder sætter han spørgsmålstegn ved, om stilhed er fravær af lyd, eller om lyden understøtter vores begreb om stilhed, fordi man først mærker den, når lydene er væk.

Fotograf og billedkunstner Ebbe Stub Wittrup og Laura Stamer tager på hver deres måde fat i det nære og det stille – Stamer ved sine poetiske og let slørede gengivelser af genkendelige scener fra et hjem, fra hverdagslivet, hvor vi måske ikke tidligere har lagt mærke til, at lyset falder ind ad sprækken dér, at støvet danser i søjler der eller at dørkarmen skaber en linje her.

Stub Wittrup er optaget af videnskaben og kunstens åndelige potentiale og af at skabe ekstra rum, der skærper vores sanser. Skærper stilheden. Skærper vores refleksion og sansningen af den. Wittrups minimale værker er komplekse lag-på-lag strukturer, der hiver fat i eksistentielle som mytologiske tyngder og minder os om, at tingene ikke altid er, hvad de foregiver at være.

Rune og Chris

Visuel kommunikatør Rune Bering griber fat i digitale photoshop-filtres underliggende algoritmer og reducerer dem til computerens mindstedel, pixels, som dermed  transcenderer sit velkendte vokabular for at blive til et nyt, visuelt sprog skabt på de digitale grundsten. Det digitale bliver i Rune Berings fortolkning dermed et udtryk, der højst besynderligt mimer det analoge og naturlige, men går du tæt på, aner du de digitale pixels flimre for dit øje som interferens. Berings arbejde er således både dekonstruktion, reduktion og fænomenologi i kunstnerisk og konkret bearbejdning.

Møbeldesigner Chris Liljenberg Halstrøm er ved første øjekast prototypen på den klassiske minimale skandinaviske designer, der med få og enkle midler skaber signalstærke møbler. Solide i deres konstruktion, minimale i deres udtryk – og derfor tydelige. Men bag det umiddelbare enkle, lurer det komplekse – med en politisk agenda om ikke at kønsdiskriminere møblet som typologi. Designet af en kvinde? – nej, langt hellere designet af en formgiver i egen ret uanset køn. Er møblet politisk? Bør det være det?

I det små ligger det store.
Som stilhed i støj.
Som det enkle i det komplekse.
Hvordan ser stilhed ud?

I sommeren 2019 var jeg inviteret til at holde åbningstale for udstillingen ‘Godt Kunsthåndværk’ initieret af Roskilde Kunstforening. Her kommer mit bud på en definition af et begreb og en genre i evig og forunderlig forandring.

Hvad er godt kunsthåndværk?

Er godt kunsthåndværk synonym med materialets iboende kvaliteter? Som når glas ligner noget, du har lyst til at spise?

Er godt kunsthåndværk måden, det er udført på? Som når træ føles blødt som silke? Eller krukken er drejet, så man tror den er født sådan?

Er det godt kunsthåndværk, når du kan mærke det fysisk? Når keramikkens tyngde går i kroppen på dig eller sølvets noprede overflade fordrer dine sanser?

Er kunsthåndværk særlig godt, når det er i stand til at ramme dine følelser? Når en detalje i værket vækker minder eller du føler, at den overordnede fortælling taler netop til dig? Eller er det exceptionelt godt kunsthåndværk, når flere sanser er i spil samtidig?

Kunst og håndværk

Kunsthåndværk består af KUNST og HÅNDVÆRK.

Nogle gange skaber det tætte samspil mellem æstetikkens væsen og håndværkets – altså kompetencerne, fagligheden og erfaringens – arbejde unikke værker, der er kunst.

Andre gange resulterer samspillet i genstande, der løser et praktisk behov i en travl hverdag – på bordet, i køkkenet eller i stuen.

Og helt andre og helt særlige gange er kunsthåndværk mere end summen af kunst og håndværk og bliver til værker, der tilbyder et eller flere ekstra lag.

Af taktilitet. Af materialitet. Af referencer, der nogle gange er så tætte og spændstige, intellektuelle eller sanselige, at man ikke kan gøre andet end at overgive sig – i kærlighed.

True love

Jeg ELSKER kunsthåndværk og har gjort det i de knapt 20 år, jeg har arbejdet med feltet. Jeg elsker alle mine kopper, skåle og tallerkner. Jeg elsker alle mine kander, krukker og vaser. Jeg elsker mine unika værker, som jeg aer dagligt.

Jeg elsker også alle mine besøg på værkstederne – hver en opslagstavle, spande med glasur og bunker med prototyper og kasserede værker. Jeg elsker mine samtaler med kunsthåndværkerne om inspiration og krøllede idéer.

Jeg elsker opfindelserne og den dybe, dybe respekt, som hver eneste kunsthåndværker, jeg har mødt, har for deres materiale og for at arbejde med, mod og af deres fag – for de flestes vedkommende igennem et helt liv.

Hvad er godt kunsthåndværk?

Godt kunsthåndværk er langtidsholdbare idéer omsat til langtidsholdbar form af særligt kompetente mennesker med en langtidsholdbar viden og erfaring, næret af en langtidsholdbar passion og drøm.

Drømmen er med os i dag som genstande, du kan tage med dig hjem, når udstillingen er slut og du vel at mærke har betalt for dem.

For mig er godt kunsthåndværk en konkret drøm, der bor i mit liv – både fagligt og privat, og et livslangt og ufatteligt meningsfyldt bekendtskab.

Jeg håber, I får bare en lille snert af den oplevelse i dag. Flere af de udstillende kunsthåndværkere er her, kan jeg se. Tag fat i dem. Tal med dem. Spørg dem om materialer, teknikker og metoder, og lad dem og deres værker skabe en fortælling, der giver jer en øget forståelse for, hvad GODT kunsthåndværk er og hvad, det kræver.

TAK!