Hvad er nutidigt dansk kunsthåndværk?

Hvad er nutidigt dansk kunsthåndværk?

Hvad er nutidigt dansk kunsthåndværk?

Personlig klumme

Min artikel “Det kloge kunsthåndværk”, der blev udgivet i Weekendavisen i uge 11, har skabt kærkommen debat. Den handlede bl.a. om The Mindcraft Project 2021, som jeg brugte som afsæt for en større diskussion om hvad, nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. I denne uge tog bureauet bag The Mindcraft Project til genmæle i et nyhedsbrev, som de sendte ud til deres netværk. Her er mit modsvar.

 

Kære Copenhagen Design Agency, kære Anders og Kristian

Tak for jeres nyhedsbrev. Det er skønt, at I har sendt debatten ud til hele jeres netværk, så der forhåbentlig kommer yderligere debat på mit indlæg i Weekendavisen om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. Jeg synes dog, at jeres nyhedsbrev har karakter af et forsvar af The Mindcraft Project end en egentlig diskussion om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk er. Det var ellers den præmis, jeg skrev min klumme på, fordi jeg reelt set er i tvivl om, hvad begrebet efterhånden dækker over. Om der er nogle håndværksmæssige kvalitetskrav til stede, selvom grænserne flyder og faglige nybrud kan og bør overlappe eller om kunsthåndværk som begreb kan dække hele feltet? Fra den konceptuelle kunstneriske undersøgelse over håndværk i et materiale til teknologiske prototyper til fremtidens produktion?

Keramisk skulptur af Karen Bennicke. Foto: Karen Bennicke

Jeg synes, feltet fortjener en nuanceret og perspektiverende debat. Mit indlæg i Weekendavisen var netop et forsøg på at lægge op til en faglig diskussion om sagen og stille vedkommende spørgsmål til, om kunsthåndværkerbegrebet har ændret sig siden så mange kunstnere og arkitekter blander sig i feltet. Det vil jeg virkelig gerne diskutere åbent og fagligt. Fordi det er essentielt og vigtigt for en designnation som vores. Nu og på den helt lange bane. Især fordi designskolerne de senere år også har taget en drejning væk fra håndværket og værkstederne for at øge fokus på akademisering og på at få de unge designere i beskæftigelse hurtigt efter endt uddannelse.

Men er det den rigtige vej at gå? Er det konceptuelle design, der smelter sammen med kunsten, den farbare og fremtidige sti at forfølge? Vel er den international, cool og ’edgy’ og langt fra støvede træsko i værkstedet. Den er sikkert også mere salgbar i en international kontekst, vil jeg tro. Som værker, der ikke kræver 10 år med materialet i hænderne. Håndværket og opnåelsen af et overbevisende og overlegent udtryk i materialet kommer ikke nemt, men er slid og stædighed år efter år. Indtil den sidder der. Indtil der med afsæt i teknik, metode og materiale opstår et udsagn, der er noget andet og mere end bare form. Det er her, at ’mind’ og ’craft’ for alvor bliver hinandens bedre halvdele, synes jeg.

Og det er netop det, jeg ikke synes, at størstedelen af Mindcraft 2021-projekterne gør. De er mestendels ikke funderet i håndværket og et materialebaseret afsæt, der er blevet opøvet, udviklet og skubbet til grænserne af dets formåen. Det er det, jeg gerne vil diskutere, for her gik jeg og troede, at en kunsthåndværker præcis var det. En udøver, der arbejder vedholdende med sit valgte materiale for at opøve en særlig ekvilibrisme ad åre. Lige her kan det vel være ok, at ”agree to disagree”, som amerikanerne så genialt kalder det. At vi er enige om at være uenige?

Tekstilkunstner Stine Mikkelsen, The Mindcraft Project 2021. Foto: Anders Sune Berg(1)

At Kasper Kjeldgaard anser sig selv som kunsthåndværker og er uddannet designer i møbel og rum køber jeg (min pointe er dog stadig den samme). Men han har søgt det abstrakte og kunstneriske univers professionelt siden sin afgang fra Designskolen, som man bl.a. kan læse i bogen Danish Creatives, som jeg for nyligt har udgivet sammen med fotograf Nicoline Olsen, hvor han er en af de 15 portrætterede. I klummen i Weekendavisen nævner jeg præcis Stine Mikkelsen som værende uddannet tekstildesigner, men fremhæver, at hun arbejder kunstnerisk og konceptuelt. Jeg applauderer Stine Mikkelsens arbejde og synes hun er ekstremt kompetent. Men jeg synes ikke, at det er kunsthåndværk, men kunst med tekstil kant. Else-Rikke Bruun befinder sig, for mig at se i et krydsfelt. Hun har både en bachelorgrad i design, men er uddannet arkitekt, taler og skriver som en arkitekt og arbejder med rumlig skala med inspiration fra kunsthåndværket. I hendes daglige virke arbejder hun på tværs af alle skalaer, fra møbler over indretning til arkitektur, som man kan læse på hendes hjemmeside. Så selvom hendes værker i denne sammenhæng er en syntese af arkitektur, teknik og kunsthåndværk, så ser jeg hende ikke som kunsthåndværker, men som arkitekt, der arbejder intelligent og dygtigt med træ i rumlig skala.

Men alle definitioner og kategorier kan jo diskuteres, og det synes jeg vitterligt, vi skal. Folde betragtningerne ud og forhåbentlig blive klogere på, om ovenstående definition af kunsthåndværk ikke længere er gangbar, hvad der i givet fald har erstattet den, og om det efterhånden er ligegyldigt at tale om kategorier Det handler således ikke om subjektiv smag, men om at italesætte en faglig tendens og blive klogere på indholdet af den.

Jeg er med på, at The Mindcraft Project rækker ud i verden. Det var jo også hele præmissen for det oprindelige MINDCRAFT, hvorfor udstillingen udelukkende lå i Milano. Igennem de 13 år, projektet har eksisteret, har der været industrielle designere og kunstnere med i feltet. Men det har været en lille procentdel sammenlignet med den øvrige tyngde af det etablerede felt af deltagende udøvere. Og det er netop en af mine andre pointer. At et kurateret felt til en udstilling, der er repræsentativ for feltet bør rumme begge dele, det unge, vovede, eksperimenterende kunsthåndværk, der sparker forventningerne et nyt sted hen, men at det netop bør have overvejende modvægt af det reflekterede og materialeekvilibristiske udsagn, der transcenderer materialet og tapper ind i det intellektuelle lag – i referencer, symbolik og betydninger, der hæver barren betragteligt. Men det behøver udstillingen måske ikke at være længere i det nye regi? Et repræsentativt billede af det danske felt? Hvis det forholder sig sådan, så ville det være rart at vide? Mit anke i forhold til The Mindcraft Project 2021 er stadig, at selvom jeg synes, at mange af værkerne er ret fantastiske, som jeg også understregede i mit indlæg, så er kunsthåndværket og materialeekvilibrismen – som en syntese af ordene ’mind’ og ’craft – ikke synderligt nærværende.

Keramiker Bodil Manz: Foto: Køppe Contemporary

Sidst men vigtigst, så taler jeg kunsthåndværkernes sag her, fordi jeg synes, at deres MINDCRAFT-platform er blevet omdefineret til et andet formål med andre faggrupper. Det synes jeg er en stor sorg for et felt, vi kan være ekstremt stolte af, men som af historiske årsager igen og igen bliver nedprioriteret i forhold til kunsten og arkitekturen. Det var derfor MINDCRAFT i sit oprindelige format var utrolig kærkomment og fantastisk godt set af kurator, arkitekt og konceptuel designer, Karen Kjærgaard, der var med til at initiere det. At det danske kunsthåndværk har så potente egenskaber med afsæt i materiale og historiefortælling, at det kunne begå sig på den største internationale designscene af dem alle, Milan Design Week. Og den succes og anerkendelse, som MINDCRAFT-værkerne har opnået i de 13 år har givet feltet en tiltrængt selvtillid. Som formidler og beundrer af feltet igennem 20 år har jeg fra første række set, oplevet og mødt disse passionerede mennesker, der utrætteligt arbejder på at raffinere deres kunsthåndværk. Det er derfor, jeg føler med dem, når en platform som det tidligere MINDCRAFT i det nye regi vægter den konceptuelle designkunst over den håndværksbaserede materialekunst med intellektuel overbygning som mange af de tidligere MINDCRAFT-projekter var eksponenter for. Nedprioriterer respekten for materialekundskaben- og kendskabet, der synes at glide mere og mere ud med badevandet.

Jeg ville ønske, at vi kunne skabe en åben paneldebat om dette emne, som Designskolen eller Danske Kunsthåndværkere & Designere meget passende kunne være vært for, når verden åbner igen. For med alle de positive tilkendegivelser og reaktioner mit indlæg har skabt, er der masser af kunsthåndværkere og professionelle kræfter i feltet, der meget gerne vil diskutere det her. Fordi folk brænder. Fordi det er eksistentielt for dem. Fordi de fleste kunsthåndværkere bruger det meste af deres liv på at blive bedre til at forædle deres materiale og skabe vedkommende og relevante udsagn i det. Og det er vel nu engang relevant at høre argumenter fra hestens egen mund, selvom jeg gerne går i brechen for så vigtig en sag som denne. Skal vi ikke hæve barren for diskussionen, så det ikke handler om mig eller jer, men om kunsthåndværket og dets præmisser i en omskiftelig og global tidsalder?

Kærlig hilsen Charlotte

PS: Min artikel “Det Kloge Kunsthåndværk” kan læses online på Weekendavisen.dk, hvis man er abonnent.

Cph Design Agencys modsvar kan læses her:

Glaskunstner Stine Bidstrup, The Mindcraft Project 2021. Foto: Anders Sune Berg

Existential Workflow

Existential Workflow

Existential Workflow

Personal column

Published at Adorno.design

The process is a vital part of the work of all designers, craft artists, and artists. No one just seems to acknowledge it. Because processes are a bit airy. A bit like working for fun. And does it even qualify as real work? This column attempts to provide an insight into what drives practitioners to live on the poverty line. And why official Denmark should take more responsibility when they are still promoting themselves through “Danish Design”.

The process is a practitioner’s most important tool. The place where everything is in play, ideas are tried, and materials and possibilities are tested. As a communicator in the field for 20 years, I believe that process is the most crucial tool in a designer’s toolbox. It is in the process that you talk to and against your material. This is where, through a tactile approach to materials, a stack of calculations, visual sketches, technique, craft skills, craftsmanship, and an experimental approach, you gain deeply meaningful insights. This is where you, as a designer, talk to yourself in your creative process. Here, you try out ideas in form and material. Here, you adjust your expectations and go to and from your idea in concrete form.

Why is the process vital as a designer?
What is it that the process gives back that you cannot figure out in advance?
And why is it essential to know your materials in depth?

The above questions are not only rhetorical but deeply grounded in any designer’s practice. In my many years as a communicator, I have spoken, interviewed, and discussed with a large part of the Danish field of designers, craft artists, and artists. Common to most is a deep understanding of their material and the possibilities that come with it. It takes years to master a craft. It takes years to exhaust the possibilities of a material. And it takes years to let the link between the two create fruitful constellations, whose mission is to improve the established – be it aesthetic, functional, or metaphorical.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

In Japan, people like to say that it takes 20 years to learn a craft and 20 years to make it your own. Developing your signature and sharpening your understanding of the material sometimes becomes a practitioner’s physical and intuitive extension. It is also here that you can set yourself free from tradition. Put yourself beyond conventions and reinterpret, turn the original starting point upside down, and bring forward craft – in principle, the whole context around the subject such as expectations, norms, competitors, history, present, references, etc. – to new places.

Most practitioners have an existential approach to their profession. They create from an inner necessity that is synonymous with their personal well-being – and vice versa. To create is often an individual claim that, through the presence and realisation of experience, translate into particular objects, shaped solely because the accumulated knowledge is refined through a long and creative life.

Knowledge of the material, the resistance in it, and its possibilities are a language that the creator has studied for years and excelled in reading, understanding, clarifying, and speaking. Many practitioners have even established their alphabet, which they actively use and refer to throughout their lifelong work. A work, a form, a typology becomes their letters and signature, which they push and develop anew – some for years, others in bursts. That is precisely why creating is a matter of life and death.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

There are no quality-conscious artists, craft artists, or designers who create for fun. For the fun of it. Because it’s nice. That premise does not exist. Most craft artists I know have never opened a housing magazine. Not because it does not interest them, but because trends are volatile beings who have no errands in their dwelling. In their practice. In their hands. And they will most likely rather prioritise money for a glaze, the right nut, or heat in their workshop.

When they create, passion, personal agendas, and preferences merge with the material, craft, and history and become a unified whole that triggers meaningful satisfaction. A state of calm, energy, and perfection. When they know the curve is right. When things finally fall into place. When the result is a synthesis of precise idea, material, craft, and aesthetics. In the process of small staging points. In a connected series of large and small experiments, frustrations – and realisations. No realisations, no process. Without process, no realisations. Without process, no pieces.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

But everything takes time. And diligence. And courage. Ideas, projects, techniques, materials, or collaborations must mature. Take the time they have to take. And be allowed to be at peace in that process. This is why I get annoyed when I experience that designers’ processes and practices are read as a trend that one can adopt, and not a step in a sometimes, extremely sensitive process, where one puts oneself, one’s competencies, and one’s person in insecure fluctuations. Right out there, where it hurts, and there is far to fall.

There is a lack of understanding that a creative workflow is a grave career choice in line with the hard-working and sharp-thinking lawyer. During the Corona crisis’s initial shutdown, it was demonstrated that the vast majority of artists balance or live entirely below the poverty line. Getting paid with a bottle of wine and the joy of working with what they love??? I experience it myself when people think my writing is so good that they reuse it differently without asking for permission or crediting me for it.

Respect for professionalism and wise hands is lacking in our society, where most people buy a copy in the supermarket rather than buying original design and craftsmanship. Because they do not think about it. Because the knowledge society has become our main self-image and global currency instead of wise and competent hands. And knowledge of it. Respect for it. But one does not exclude the other.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

Processes occur in all subjects. Not only in the field of design, but this is where they are not fully recognised as vital, necessary, and worthy because only the end result is focused on. Good, not good. Sells doesn’t sell. The process is the designer’s most important tool. To create. To be in the world. Denmark still lives off the “hype” of the great furniture designers of the post-war period, such as Hans Wegner, Børge Mogensen, Poul Kjærholm, Verner Panton, and all the other furniture architects who are relaunched in one go – and enjoy the constant respect that surrounds “Danish Design”.

Many of today’s designers also experience a global interest in Danish design, supported by the successful Danish-global design brands. But I miss more significant support for the field from official Denmark. Such support and prioritisation have not only real economic value but also a substantial symbolic value. Nationally and internationally. It starts with respect for the process. And for the knowledge and pride that lies in wise hands.

Say it out loud:
Wise hands. Wise pieces. Wise practitioners.
A wise country that still lives by its savvy designers…

Existential Workflow

Eksistentiel arbejdslyst

Eksistentiel arbejdslyst

Personlig klumme

Processen er en vital del af alle designere, kunsthåndværkere og kunstneres arbejde. Der er bare ingen, der rigtig anerkender det. For processer er sådan lidt flyvske. Lidt hyggelige. Og er de overhovedet rigtigt arbejde? Denne klumme gør et forsøg på at give et indblik i, hvad det er, der driver udøvere til at leve på fattigdomsgrænsen. Og hvorfor det officielle Danmark bør tage mere ansvar, når de stadig promoverer sig gennem ’Danish Design’.

Processen er en udøvers vigtigste værktøj. Det sted, hvor alt er i spil, idéer prøves af og materialer og muligheder testes. Som formidler i feltet igennem 20 år, mener jeg, at processen er det vigtigste redskab i en formgivers værktøjskasse. Det er i processen, at du taler med og imod dit materiale. Det er her, du igennem en taktil materialetilgang, en stak udregninger, visuelle skitser, teknik, håndværkskompetencer, håndelag og en eksperimenterende tilgang får dybt meningsfulde erkendelser. Det er her, du som formgiver taler med dig selv i din skabende proces. Her du afprøver idéer i form og materiale. Her du justerer dine egne forventninger og går til og fra din idé i konkret form.

Hvorfor er processen vital som formgiver?
Hvad er det, processen giver tilbage, som du ikke på forhånd kan regne ud?
Og hvorfor er det essentielt at kende sit materiale indgående?

Ovenstående spørgsmål er ikke kun retoriske, men dybt funderet i enhver formgivers praksis. I mine mange år som formidler har jeg talt, interviewet og diskuteret med en stor del af det danske felt af designere, kunsthåndværkere og kunstnere, og fælles for de fleste er en dyb forståelse af deres materiale og mulighederne i og med det. Det tager år at mestre et håndværk. Det tager år at udtømme et materiales muligheder. Og det tager år at lade koblingen imellem de to skabe frugtbare konstellationer, hvis mission det er at flytte noget i verden – det være sig æstetisk, funktionelt eller metaforisk.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

I Japan ynder man at sige, at det tager 20 år at lære et håndværk, og 20 år at gøre det til sit eget. Udvikle sin egen individuelle signatur og skærpe sin forståelse for og i materialet, der nogle gange bliver en fysisk og intuitiv forlængelse af udøveren selv. Det er også her, at du kan sætte dig fri af traditionen. Sætte dig ud over konventioner og nyfortolke, dreje eller vende det oprindelige udgangspunkt på hovedet og trække håndværket – ja, i princippet hele konteksten omkring faget som forventninger, normer, konkurrenter, historien, nutiden, referencer osv. – nye steder hen.

De fleste udøvere har en eksistentiel tilgang til deres fag. De skaber af en indre nødvendighed, der er synonym med deres personlige velbefindende – og det modsatte. At skabe er ofte en personlig fordring, der gennem erfaringens nærvær og erkendelse bliver til præcise objekter, formgivet udelukkende fordi den akkumulerede viden er raffineret igennem et langt og skabende liv.

Kendskabet til materialet, modstanden i det og mulighederne med det, er et sprog, som den skabende har nærstuderet i årevis og dygtiggjort sig i at læse, forstå, præcisere og tale. Flere udøvende har sågar etableret deres eget alfabet, som de bruger aktivt og refererer til igennem deres livslange virke, hvor et værk, en form, en typologi bliver deres bogstaver og signatur, som de skubber og udvikler på ny – nogle i årevis, andre i mellemrum. Netop derfor er det at skabe liv og død.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

Der er ingen kvalitetsbevidste kunsthåndværkere, kunstnere eller designere, der skaber for sjov. For hyggens skyld. Fordi det er pænt. Den præmis er ikke eksisterende. De fleste kunsthåndværkere, jeg kender, har aldrig åbnet et boligmagasin. Ikke fordi det ikke interesserer dem, men fordi trends er flygtige væsener, som ikke har ærinde i deres bolig. I deres praksis. I deres hænder. Og de vil højst sandsynligt hellere prioritere penge til glasur, den rigtige møtrik eller varme på værkstedet.

Når de skaber, smelter passion, personlige dagsordener og præferencer sammen med materiale, håndværk og historie og bliver et samlet hele, der udløser en meningsfuld tilfredshed. En tilstand af ro, energi og fuldkommenhed. Når de ved, at kurven er rigtig. Når de mærker, at tingene falder i hak. Når resultatet er en syntese af netop idé, materiale, håndværk og æstetik. I en proces af små mellemstationer. I en perlerække af store og små eksperimenter, frustrationer – og erkendelser. Uden erkendelser, ingen proces. Uden proces, ingen erkendelser. Uden proces ingen værker.

Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul

Men alt tager tid. Og flid. Og nerver af omstillingsparat stål. Idéer, projekter, teknikker, materialer eller samarbejder skal modnes. Tage den tid, de skal tage. Og have lov til at være i fred i den proces. Det er derfor, jeg bliver ærgerlig, når jeg oplever, at formgiveres proces og praksis bliver læst som en trend, man kan tilstræbe, og ikke et trin i et til tider, ekstremt følsomt forløb, hvor man sætter sig selv, sine kompetencer og sin person i utrygge svingninger. Helt derud, hvor det gør ondt og der er dybt at falde.

Der mangler en forståelse af og for, at det at skabe er et dybt seriøst karrierevalg på linje med den hårdtarbejdende og skarpt tænkende advokat. Under første nedlukning af Coronakrisen blev det påvist, at langt de fleste kunstnere balancerer eller helt lever under fattigdomsgrænsen. Bliver betalt med en flaske vin og glæden ved at arbejde med det, de elsker??? Jeg oplever det selv, når folk synes, at mine tekster er så gode, at de genbruger dem på forskellige måder. Uden at spørge om lov eller krediterer mig for det.

Respekten for fagligheden og de kloge hænder mangler i vores samfund, hvor de fleste køber en kopi i supermarkedet fremfor at købe ordentligt design og kunsthåndværk. Fordi de ikke tænker over det. Fordi vidensamfundet er blevet vores væsentligste selvbillede og globale valuta i stedet for kloge og kompetente hænder. Og viden om den. Respekt for den. Men det ene udelukker jo ikke det andet.

Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul

Processer forekommer i alle fag. Ikke kun indenfor designfeltet, men det er her, de ikke helt anerkendes som vitale, nødvendige og værdige, fordi der alene fokuseres på slutresultatet. Dur, dur ikke. Sælger, sælger ikke. Processen er formgiverens vigtigste værktøj. Til at skabe. Til at være i verden. Danmark lever stadig af ’hypen’ efter efterkrigstidens store møbeldesignere som Hans, Børge og Poul, Verner og alle de andre møbelarkitekter, man relancerer i ét væk – og nyder den stadige respekt, der omgærder ’Danish Design’.

Mange af nutidens formgivere oplever også en global interesse for dansk design understøttet især af de succesfulde dansk-globale designbrands. Men jeg savner en større opbakning til feltet fra det officielle Danmark. En sådan opbakning og prioritering har ikke kun reel økonomisk værdi, men også en stærk symbolsk værdi. Nationalt som internationalt. Det starter med respekt for processen. Og for den viden og stolthed, der ligger i de kloge hænder.

Sig det højt:
Kloge hænder. Kloge værker. Kloge udøvere.
Klogt land, der stadig lever af sine kloge formgivere…

TING I ET HJEM

TING I ET HJEM

TING I ET HJEM

PERSONLIG KLUMME

Ting betyder mere end, man lige tror, har jeg fundet ud af efter tre måneder i Corona-eksil. Det kan lyde overfladisk, men er dybt. Dybt berigende, dybt manifesterende og dybt, ja, nærmest fysisk mærkbart.

Langt om længe skulle vi renovere vores køkken. Lægge en væg ned, udvide og skabe det køkken-alrum, vi altid havde drømt om i den lejlighed, vi havde fået mulighed for at købe. Endelig inde på boligmarkedet. Med en følelse af at være næsten voksen og næsten ansvarlig, fraflyttede vi lejligheden en uge før Mette F lukkede landet ned. Og vores renovering stoppede. Det der skulle have været en ekspropriering i tre uger, blev til små tre måneder, men i forrige weekend flyttede vi endelig tilbage. Sært nok var det først her, at vi alle mærkede, hvor hårdt det havde været at bo midlertidigt. Bo et sted, der ikke var hjemme. I temporær transit med det mest nødvendige under armen.

Silence – en udstilling af René Holm

Hvad er hjemme? Og hvad er et hjem? Det er der flere kunstnere, der gennem tiden har arbejdet med. En af de senere er tekstilkunstner Isabel Berglund og hendes projekt ’Home Mask Relations’, hvor folk strikkede grundplaner af deres hjem – konkrete, abstrakte eller utopiske. Det kom der mange fysiske strikkede grundplaner ud af og mindst lige så mange personlige erkendelser og dybe, rystende, positive og fundamentale følelser. Billedkunstner René Holm udstiller lige nu billeder fra Chernobyl, hvor 300.000 mennesker forlod deres hjem for en kort bemærkning, troede de – for aldrig at vende hjem. Disse forladte hjemlige scenarier fortolker han i sin seneste udstilling ’Silence’, hvor efterladte ting netop får ekstrem symbolladet værdi og tyngde.

Vores hjem definerer os. Mærker os. Præger os. Så hvordan vil du leve? Hvordan kan du leve? Og hvilke ting i dit hjem betyder noget for dig?

”Aj, hvor har jeg savnet det her glas”, sagde min datter forleden, da vi pakkede det nye, igen midlertidige, køkken ud. Det er de små ting, der betyder noget, talte vi om i den forbindelse. At de er vigtige, ja, nærmest vitale for vores velbefindende. Jeg mærker, at jeg har savnet en særlig kop. Eller flere faktisk. Jeg har savnet mine bøger, finder jeg ud af, mens jeg støver dem af for byggestøv. Jeg har savnet værkerne på væggen. Mit tøj, mine vaser, mine lamper. Min seng. Min sofa. Den pude, som en særlig veninde har lavet til mig. Den plaid, jeg har svøbt mig i og som jeg købte for min SU som studerende. Jeg har savnet dén kniv. Dét spækbræt. Dén gryde og dén skål.

Kander af Jesper Ranum, Cucotte af Michael Geertsen, tekande af Mette Marie Ørsted. Foto: Julie Vöge

Man får ofte at vide, at vi skal leve med mindre. Forbruge mindre. Verden kan ikke klare at producere alle de ting. Og de har ret. Ting har det med at fylde. Optage plads i den bagerste del af skabet. Medmindre du er så glad for dem, at du bruger og beholder dem. Eller lader dem vandre videre. Anvender dem nye steder. På nye lokationer. Dit kontor. Dit sommerhus – eller låner dem ud til venner, børn eller familie.

Ting betyder noget. Ting har ikke bare en funktion i en brugs-, dekorations- eller æstetisk sammenhæng, men er, har jeg erfaret og mærket fysisk nu vi er tilbage i vores hjem, en del af mit væsen og min væren i verden. Mine ting definerer mig. Manifesterer mine værdier og formidler det, jeg går op i. Det jeg holder af. Det, jeg bruger tid, penge og energi på, og som også giver mig energi tilbage.Ting skaber hjem ligesom klæder skaber folk. Ting er taktile. Man holder dem i hånden. Bruger dem. Støver dem af. Kigger på dem. Taler med dem. Ja, det kan jeg faktisk godt finde på. For de er livsvidner i fysisk og statisk form.

Vintagetekstiler på ramme af Martine Myrup. Foto: Martine Myrup

Jeg kender alle mine ting. Den lille figur, jeg fandt i en genbrugsbutik. Den hatteæske, jeg fik scoret mig på et loppemarked. Den håndlavede skål, jeg købte i en keramikers værksted. Det maleri, jeg hentede hos kunstneren selv. Ting med og uden synderlig værdi. Høje og lave statushierakier side om side. Samlet, fragtet og båret med mig gennem flytninger, nedpakninger, børn og svingende kvadratmeter og funktioner, men altid med genkendelsens og mindernes glæde, når de bliver pakket ud igen. Brugt igen. Værdsat igen.

Ting i et hjem…

PERSONLIG KLUMME

Intuition og dynamisk nærvær

Intuition og dynamisk nærvær

Intuition og dynamisk nærvær

  • IGEN er en fælles udstilling med billedkunstner Inger Houbak, væver og tekstildesigner Stine Skytte og skulptør Søren Friis på Det Ny Kasket. Udstillingen skulle have åbnet ultimo marts 2020, men blev udsat pga. COVID-19.
  • IGEN handler om repetition som metode og udtryk og lader de tre udstilleres værker gå i dialog med hinanden.
  • Stine Skytte er uddannet på Designskolen Kolding og har skabt utallige udstillinger og koncepter med forskellige samarbejdspartnere.
  • Detnykasket.dk
  • Stineskytte.dk

Udstillingen IGEN skulle være åbnet i marts 2020, men er udskudt ‘until further notice’ pga. Corona. IGEN er en udstilling med tre kunstnere, der alle kredser om gentagelsen som motiv, proces og metode. I kataloget har jeg skrevet om væver Stine Skytte.

Stine Skytte er væver. En af dem, hvor vævens uendelige kombinationsmuligheder mellem mekanik, mønstre og tråde sidder i hænderne og bor i kroppen. Stine Skytte er også designer og tekstilkunstner og er det lige så naturligt som hendes praksis veksler mellem de forskellige fagligheder. For det er altid tekstilet, det handler om. Om udtryk, fortælling og farver – og hvad de enkelte elementer sammen og hver for sig gør ved vores oplevelse. For hvordan dannes en farve i væven, hvor flere forskellig farvede tråde interagerer og sammen skaber en ny farve? Og hvad gør en kraftig uld ved det samlede udtryk, når den møder en forfinet tråd i hør?

Foto: Karin Rørbech

Der er en lethed over Stine Skyttes praksis. En lethed, der gennem årene er blevet endnu lettere, ja, nærmest sfærisk, for Stine Skyttes stærke intuition og erfarne håndelag på væven er de redskaber, som hun med ydmyghed og respekt går til opgaven med. Eller forsvinder ind i opgaven med. For Skytte bliver ét med idé, væv og arbejdsproces. Der er også en lethed over Skyttes inspirationskilder. Over måden, hun bliver suget ind i et bræt, hun er ved at falde over på jorden. Bliver nysgerrig over en anderledes flise i asfalten, en farvet husfacade eller over noget, der sidder fast i et træ. Faktisk er det sidste noget af det, hun elsker allermest. Der, hvor atypiske, overraskende og finurlige sammensætninger af ting, man ikke forventer, åbner ens øjne og skaber nye sammenhænge.

Foto: Karin Rørbech

At få et nyt syn på det, der allerede eksisterer, har alle dage optaget Stine Skytte. Som studerende på Designskolen i Kolding var det tanken om at bevare noget gammelt ved at skabe noget nyt, der betog hende. Som at reparere et slidt stykke tekstil eller nyfortolke en gammel teknik. I dag gør Stine Skytte stadig en dyd ud af nødvendigheden ved at genbruge sine ældre væveprøver i nye værker eller ved at reparere en kjole, hvor Skytte forædler en gammelkendt metode og får lappen til at blive noget andet og mere end en reparation og bliver et lille kunstværk i sig selv. Genbrugstekstiler er en lige så stor del af Stine Skyttes bagkatalog, der tæller så diverse materialer som bouclé, hør, fiskesnøre, indpakningspapir, murersnor og strikkeuld.

Med stor opfindsomhed danser hendes sans for finurlige sammensætninger henover væven og skaber komplekse og alligevel enkle tekstiler. Stine Skytte er en mester i taktile sammensætninger og atypiske kontraster, hvor skrigende, syrlig pink taler til neddæmpet beige eller hvor åbne, transparente tråde understreger en kompakt kombination ovenover eller nedenunder. For Stine Skytte har det bedst, når hun smelter sammen med værket. Med processen. Smelter sammen med intuitionen, rytmen og vævens indre sammenhængskraft, hvor tiden forsvinder og tilfældet råder. Hvor hun giver slip og lader trådene tale. For som væver giver det ikke mening at styre tingene. Man kan ikke tænke sig til resultatet, men skal have hænderne i væven, i rytmen, i materialet og have tillid til resultatet.

Til denne udstilling har Stine Skytte vævet tekstiler til seks mindre skamler, som hun har farvesat for på den måde at gestalte en sammenhæng og et møbel, man både må flytte rundt med og ikke mindst sidde på. For tekstiler skal mærkes. Røres ved og opleves. Udstillingen byder også på todimensionelle værker, der som bannere eller tekstile billedformater byder sig til som florlette baner og kuriøse farvekonstellationer, hvor tråde, farver og udtryk ændrer sig alt efter, hvor du står, og hvor langt eller tæt, du er på værket. Udstillingens titel IGEN er i tråd med Stine Skyttes yndlingsbeskæftigelse. At lade vævens gentagende bevægelser og trådenes indbyrdes afhængighed interagere med hinanden igen og igen.

  • IGEN er en fælles udstilling med billedkunstner Inger Houbak, væver og tekstildesigner Stine Skytte og skulptør Søren Friis på Det Ny Kasket. Udstillingen skulle have åbnet ultimo marts 2020, men blev udsat pga. COVID-19.
  • IGEN handler om repetition som metode og udtryk og lader de tre udstilleres værker gå i dialog med hinanden.
  • Stine Skytte er uddannet på Designskolen Kolding og har skabt utallige udstillinger og koncepter med forskellige samarbejdspartnere.
  • Detnykasket.dk
  • Stineskytte.dk

Fnis, det er faktisk alvor

Fnis, det er faktisk alvor

Fnis, det er faktisk alvor

  • Karen Kjældgård-Larsen (1974) er den ene halvdel af Claydies og er desuden ophavskvinden til MusselMega fra Royal Copenhagen
  • Tine Broksø (1971) er den anden halvdel af Claydies og underviser desuden i keramik og design på diverse aften- og højskoler.
  • Claydies arbejder konceptuelt og gør op med den stilfærdige og ufarlige keramik. Deres tilgang har givet dem utallige anerkendelser og legater gennem deres karriere.
  • Claydies har udstillet og holdt foredrag i hele verden – senest i montren på den nye plads foran Designmuseum Danmark og udstillingen #ClaydiesSelfies i Officinet i Bredgade
  • Claydies.dk

Claydies aka keramikerne Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen er både håndværkere og entertainere i form og indhold. Her er leg og alvor oftest to sider af samme sag, hvilket duoens 20-års jubilæumsudstilling #ClaydiesSelfies er et velfungerende eksempel på. Mød dem her…

 

En kaffekop med to prikker i bunden, der ligner en grisetryne, når du drikker. En lysestage, der ligner en stiv … med to kugler. Et brunt stykke håndsæbe, der vasker, ja, brunt. Listen er nærmest uendelig, når det kommer til underfundige og finurligt sjove keramiske påfund med en vedkommende bagvedliggende dagsorden. For selvom de er blevet voksne og fylder 20 år i år, er Claydies stadig en af dansk keramiks store humoristiske og konceptuelle begavelser. Claydies var også personerne i min allerførste artikel om kunsthåndværk i Jyllandsposten som freelancejournalist i 2000, hvor jeg beskrev duoens allerførste projekt, der selvfølgelig hed ’KøkkenTØJ’.

Claydies’ sidste nye udstilling i Bredgade hedder ’ClaydiesSelfies’ og manifesterer deres evne til at ramme ned i vores aktuelle virkelighed, for i udstillingen tager duoen det allestedsnærværende Selfies-begreb under keramisk forvandling med Duck-lips, Dick-pic-kander sammen med nederdele, sweatre og billedrammer, som man kan fotografere sig selv med og i. Det er utvetydigt godt fundet på. Og set. Og udført. Med vanlig selvironi og sikker hånd har Claydies skabt en af hovedstadens mest ’edgy’ udstillinger i foråret, der formår at fordre til refleksion over SoMe-hysteriet og den overfladiske (og ofte falske) iscenesættelse.

Nu blev udstillingen lukket pga. Corona-virus, men mens du venter på, at den åbner igen, eller bliver udstillet et helt andet sted, måske? – kan du dykke ned i deres historie her.

#ClaydiesSelfies i Officinet Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Ukonventionelle arbejdsmetoder

Claydies alias Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen er med egne ord ikke to personer, men én keramiker. Det dynamiske samspil udsprang af missionen om at undgå og omgå det funktionelle tyranni af strømlinede fade og kopper, der herskede på Danmarks Designskole og feltet i øvrigt, da Claydies blev dannet i 2000.

Claydies varierende arbejdsmetoder er efterhånden en scenevant del af duoens konceptuelle værktøjskasse, idet dogmeregler, pølseteknik og sproglige finurligheder danner kreative afsæt for deres kunstneriske udfoldelser. Som et historiefortællende lied, der sætter dem på sporet i deres kunstneriske proces. Finurlige ord, dobbelttydige ord, sjove ord, mærkelige ord eller direkte grimme ord. Ord med mening, ord uden og ord som en underliggende strøm af kontekstualitet, der giver værkerne den ramme, der gør dem både forståelige, men også desto mere dybe.

For en skål med skudhuller eller et blødende sår bliver først rigtig læsbar, når man forstår det sproglige udgangspunkt i sprogsammenstillingen ’gyselig keramik’. ”Gyselig” som i keramiske rædsler, der trækker tunge mørkebrune spor til 70’erne og ”gyselig” som i gyserfilm. Duoens keramiske rædsler blev skabt i forbindelse med udstillingen ’Chamber of Horrors’ på Malmø Kunstmuseum i 2005 og blev selvfølgelig iscenesat med gysersoundtrack og short/hvide fotoplancher af Tine og Karen i uhyggelige positioner.

Claydies forklarer:

”Humor har en plads på langt de fleste kunstneriske platforme. Nogle steder er det en indgroet genre, som fx indenfor film og teater, og her høster den klassiske komedie også en del mere anerkendelse end indenfor kunst og design. Måske fordi det ikke er et greb, der har været ret meget tradition for at bruge indenfor vores felt. Men hvorfor egentlig ikke? Dette har nok været et spørgsmål, vi ubevidst har stillet os selv igennem alle årene.

Når det humoristiske fungerer på et højere niveau, er det vel, når der arbejdes med et underliggende budskab, og humoren bruges til at rette en kritik eller belyse noget alment-menneskeligt eller samfundsmæssigt. Når humoren kan stille spørgsmål, bliver det mere end bare ’sjovt’. Det er helt klart vores mål at være mere end bare sjove. Først og fremmest at være seriøse og lave gode og smukke værker, og så bruge humor, ironi og provokation som inspiration og greb til at gøre opmærksom på en pointe.

Det er svært at forklare, hvordan vi kom i gang med at bruge humor. I virkeligheden har det nok været vores fælles drivkraft hele vejen igennem, og en af de stærkeste grunde til at vi overhovedet begyndte at arbejde sammen. Vi havde det fra starten let og sjovt sammen, og fandt den samme meningsfuldhed i at tænke nye ting frem ved hjælp af tossede brainstorms, som kunne give inspiration til helt nye og historiefortællende objekter og brugsting.”

Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Ordets magt

Ord, begreber og velkendte produkter som ’KøkkenTØJ’, damehatte, frisurer og cykelhjelme er blevet til utraditionelle og humoristiske keramikobjekter i Claydies hænder. Frisureskålene blev duoens gennembrud i den bredere offentlighed, især efter at Claydies opførte modeshowet ’Showfrizz’ iført sorte catsuits og frisureskåle på hovedet til ferniseringen på Galleri Nørby i 2003. Alle frisureskålene var skabt ud fra bestemte typer, som duoen gengav på catwalken akkompagneret af musik. Showet cementerede flere vigtige ting: at Claydies hører til nogle af de mest nytænkende keramikere herhjemme, der med showet for altid vendte keramikken på hovedet. At duoen ikke er blege for at bruge sig selv fysisk i formidlingen af deres kunst.

At Claydies bruger humoren som løftestang for deres budskab og arbejde i øvrigt. Showet, der senere blev en selvstændig event under navnet Claydies and Gentlemen (of course), turnerede land og rige rundt og cementerede ligeledes, at en enkel stærk idé siger mere end tusinde ord.

”Nogle gange starter et Claydies-projekt med et enkelt ord. Som regel et ord, der er værdiladet, har flere betydninger eller et ord, der er helt nyopstået i sin sammenstilling. Ordet inspirerer os til et helt projekt og tvinger os til at gribe formgivningen an fra en bestemt vinkel. Andre gange starter vi med et begreb, som vi gerne vil kombinere med vores eget felt, og så opstår ordene eller titlerne efterfølgende, som vi bruger til at forklare og understrege ideen. Vi elsker ord, der er tvetydige og som kan fortolkes.

Det bedste er, når hele projektets koncept rammes ind af et enkelt ord eller en titel, som beskriver ideen klart. Nogle gange fungerer det på dansk, andre gange på engelsk, og heldigvis også ofte på begge sprog. Den sproglige dobbelt-betydning i ordet “KøkkenTØJ” var udfordrende at oversætte, men vi nærmede os den samme dobbelthed i det engelske selvopfundne ord: KitchenWEAR. For os er der en tilsvarende tilfredsstillelse i at lege med ord og sprogbrug, som der er i selve idé-udvikling og formgivnings-processen,” forklarer duoen.

Foto: Mads Hagedorn-Olsen
Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Koncept og form

Claydies konceptuelle tankegods i ler er oplagt til unikaobjekter, men tiden og industrien rakte med bl.a. Normann Copenhagen og Kähler ud efter Claydies unikaobjekter som afsæt for kommercielle produkter, der netop symboliserer det anderledes, specielle og særlige. I 2004 skabte Claydies under temaet DANSK for Dansk Design Center således vasen ’Grøftekant’ bestående af håndrullede keramikpølser sat sammen som en tot græsstrå, hvori man kunne placere blomster. Dette banale, men alligevel enkle og genkendelige billede af Danmark vandt nostalgisk genklang og kom med i Danish Crafts særligt udvalgte kollektion CC+ for MoMA i New York i 2006.

I 2007 blev Claydies ’Grøftekant’ til Normann Copenhagens ’Grass’ med debut i 52 lande og eksponering i mindst lige så mange medier verden over. Tre af de fabulerende frisureskåle udkom hos Kähler næsten 10 år efter deres undfangelse, og understreger, at Claydies var forud for deres tid. Dertil kommer, at duoens aktivistiske dogmeprojekt ’True Feelings’ skabt til Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2007, hvor et kaffestel blev modelleret op i hånden med bind for øjnene og et sæt dogmeregler som rettesnor (akkompagneret af en film af hele seancen), også er udkommet som kommercielle objekter hos Nomann Copenhagen – parallelt med rundture på gallerier i ind og udland.

De fleste af Claydies’ kommercielle produkter er efterhånden forsvundet fra markedet igen, hvilket er en stor fejl, hvis du spørger mig. For nyskabende produkter med kant og historie tager længere tid om at nå ud til forbrugeren. Men når de så er der, er det min erfaring, at produkterne til gengæld holder sig længere på markedet end andre mere generiske, fordi de netop har vid og bid og ikke kun er ’pæne at se på’.

 

Eksperimenter og humor

Claydies har altid arbejdet i et eksperimenterende rum af interaktion, dialog og konceptualitet. Et rum, hvor budskabet altid går forud for produktet, men uden at gå på kompromis med håndværket. Det vidner duoens efterhånden mange kommercielle samarbejder om. Den stærke rammesættende idé, den twistede tilgang og de humoristiske lag er duoens omdrejningspunkt, og det var nok de færreste, der havde regnet med, at skåle, der lignede frisurer, og græsvaser i pølseteknik havde bestsellerpotentiale… Men det havde de, og Grass er det produkt, der overlevede længst tid på det kommercielle og benhårde designmarked. I dag hedder vaserne igen ’Grøftekant’ og skal købes hos Claydies selv, i deres webshop eller hos Keramik- og Glasbutikken, som de driver sammen med fire andre kunsthåndværkere i Nyboder i København.

De kommercielle samarbejder er lagt på hylden for en stund, mens duoen arbejder på diverse kunstneriske udstillingsprojekter og produkter, som de selv står for at producere og sælge. Og hvem ved, måske nogle af virksomhederne vågner op til dåd og genintroducerer nogle af Claydies’ mesterværker, som netop frisureskålene for Kähler, dejfadene med løbende glasur og ’True Feelings’-stellet for Normann Copenhagen. Håbet er vel lysegrønt…

Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Faktabox:

 

  • Karen Kjældgård-Larsen (1974) er den ene halvdel af Claydies og er desuden ophavskvinden til MusselMega fra Royal Copenhagen
  • Tine Broksø (1971) er den anden halvdel af Claydies og underviser desuden i keramik og design på diverse aften- og højskoler.
  • Claydies arbejder konceptuelt og gør op med den stilfærdige og ufarlige keramik. Deres tilgang har givet dem utallige anerkendelser og legater gennem deres karriere.
  • Claydies har udstillet og holdt foredrag i hele verden – senest i montren på den nye plads foran Designmuseum Danmark og udstillingen #ClaydiesSelfies i Officinet i Bredgade
  • Claydies.dk

Is this colour?

Is this colour?

Is this colour?

  • Kontempo er en frivillig forening
  • Kontempo er stiftet i 2015
  • Bestyrelsen består af Elisabeth Kiss, Kristine Mandsberg, Marie Hugsted, Rikke H. Bjerg, Signe Møller Jensen, Marlene Klok, Laura Kirk and Ellinor Ericsson
  • Deltagere 2019:
  • Kuratorer 2019: Louise Campbell, Stine Find Osther og Charlotte Jul
  • Kontempo.dk

I anledning af tekstilforeningens Kontempo’s udstilling ‘Is this Colour?’ i Rundetaarn foråret 2019 holdt jeg åbningstalen, hvor jeg reflekterer lidt over, hvad farve er og hvad den kan betyder…

 

‘Is this colour?’ er titlen på dette års Kontempo udstilling. Og det er faktisk et godt spørgsmål, for hvad definerer en farve og hvad betyder det?

Man taler ofte om farvernes psykologi, for det er videnskabelig bevist, at blågrå nuancer virker beroligende, mens rød kan virke opildnende og temperamentsfuld. At farver kan have en psykologisk effekt på sine omgivelser er efterhånden bredt accepteret, og i disse år males der farver på snart sagt hvad som helst. Men det er godt, for farver er følelser, som farveekspert Margrethe Odgaard siger i udstillingskataloget. Og hvis forskellige farver appellerer til forskellige følelser, påvirker farverne os derfor forskelligt.

Jeg elsker rød, men går for det meste i sort? Jeg elsker blå, fordi det for mig er hav og himmel. Jeg elsker grøn om foråret, fordi bøgen springer ud. Jeg elsker gul, fordi det for mig er en kornmark i fuldt flor. Farver ER følelser, stemninger, steder og farvet af konteksten.

Billedtekst. Fotograf-credit

Del og helhed

Hvornår virker en farve så efter hensigten? Hvornår overtager den fortællingen? Og hvordan formidler den sig selv bedst muligt i de omgivelser, den optræder i?

I mit arbejde som skribent og redaktør skulle man ikke umiddelbart tro, at farver har den store betydning, men det har de. Farver kan understrege meningen og forstærke en historie, hvor billede og tekst SKAL fungere som en helhed. På den anden side kan farve også overskygge og ødelægge historien, hvis den ikke er doseret rigtigt. Derfor skal man kende, værdsætte og dosere farverne rigtigt for at udnytte deres fulde potentiale.

At vælge…

Sammen med mine to medkuratorer, Stine Find Osther og Louise Campbell, har vi bestræbt os på netop det. Vi har udvalgt de nu udstillede værker blandt et felt på 115 anonyme deltagere og det har virkelig været en spændende og til tider udfordrende opgave, for der var virkelig mange gode værker imellem. Når du skal vælge blandt så mange anonyme værker, bliver du som kurator nødt til at gå i dybden med den bærende idé og hvordan den enkelte udøver har fortolket spørgsmålet Is this colour?

Vi skulle give point individuelt og har således ikke haft muligheden for at diskutere vores valg med hinanden. Men det har også et formål, for så skal man jo ikke tage hensyn. Jeg for min del, har givet flest point til de værker, der tog spørgsmålet Is this colour? alvorligt og foldede deres svar ud med undren, nysgerrighed og innovative formgreb i både idé, koncept og udførsel. De værker, der samlet set fik flest point er dem, vi ser i dag.

Billedtekst. Fotograf-credit

Billedtekst. Fotograf-credit

Is this colour?

Udstillingen Is this Colour? stiller sit spørgsmål åbent og interesseret, og 26 kunsthåndværkere, designere, kunstnere og arkitekter har svaret med 24 unikke værker, der skaber farvedelikate, eksplosive, kuriøse, alternative, sammensatte, nørdede og helt nye rum for refleksion – så hold et åbent og modtageligt hjerte og forvent at blive påvirket – på den gode måde.

  • Kontempo er en frivillig forening
  • Kontempo er stiftet i 2015
  • Bestyrelsen består af Elisabeth Kiss, Kristine Mandsberg, Marie Hugsted, Rikke H. Bjerg, Signe Møller Jensen, Marlene Klok, Laura Kirk and Ellinor Ericsson
  • Deltagere 2019:
  • Kuratorer 2019: Louise Campbell, Stine Find Osther og Charlotte Jul
  • Kontempo.dk

Ultimate Impact og Stilhedens Støj

Ultimate Impact og Stilhedens Støj

Ultimate Impact og Stilhedens Støj

  • ULTIMATE IMPACT undersøger historie, substans og strømninger i nordisk design kultur med afsæt i fem temaer: Fantasy – Exoticism – Silence – Ragnarok – Baroque
  • Udstillingen er initieret, skabt og kurateret af Tina Midtgaard og blev afholdt i Rundetaarn i foråret 2018
  • De deltagende kunstnere, forfattere og formgivere var: Dennis Jürgensen, Bente Skjøttgaard, Nikoline Liv Andersen, Iben Høj, Susanne Majuri, Ole Vesterlund, Christina Hagen, Sade Kahra, Amanda Betz, Isabel Berglund, Malene Bach, Tina Ratzer, Helle Vibeke Jensen, Rune Bering, Ebbe Stub Wittrup, Chris Liljenberg Halstrøm, Laura Stamer, Søren Lyngsøe Knudsen, Maja Petrea Fox, benandsebastian, Deepa Panchamia, Gitte Jungersen, Louise Hindsgavl, Dennis Agerblad, Patrick Leis, Anna Rikkinen, Violise Lunn, Michael Geertsen, Wednesday Architecture, Hanne Harnov, Frontdesign, Hanne Friis.
  • Tina Midtgaard er uafhængig udstillingsarkitekt, underviser og kurator
  • Tinamidtgaard.dk

Jeg skrev denne katalogtekst til kategorien ‘Silence’ på udstillingen ‘Ultimate Impact’ – 5 phenomena in Nordic design culture’ skabt og kurateret af Tina Midtgaard. 

 

STILHEDENS STØJ

Hvordan lyder stilhed?
Som en lysning i en skov?
Som klangen fra en klokke?
Som fravær af lyd?

Stilhed er en dyd. Stilhed omsat til ro, renlighed og regelmæssighed – i form. Den rene form har været en dyd i den nordiske designfortælling siden den kom på det globale landkort for god smag i efterkrigsårene. Stilhed fortolket som enkle greb i træ –  til tider inspireret af strenge ideologiske tanker. Form følger funktion. Materiale følger natur. En stol er en stol, er en stol, så længe den blot er skabt i træ?

Stilhed – den rene tanke, den simple form og det minimale udtryk er en stil, ja, vel nærmest en -isme i den skandinaviske designforståelse. En stil, mange forbinder med det gode liv og nærheden til skoven, havet og lyset. Men er denne stereotyp blevet en stereotyp eller en reel forankring af vores nordiske værdier? For den skandinaviske designforståelse og virkelighed er anderledes i dag, hvor vi måske snarere er en regional accent i et fælles globalt designsprog? Nu med bæredygtighed, ’empowerment’ og ’co-creation’ som nye værdier…

Er stilhed som poetisk reference en strømning, der henviser til nordisk mådehold, askese og nedskalering af forbruget?

Bente Skjøttgaard på Ultimate Impact i Rundetaarn. Foto: Tina Midtgaard

Søren, Ebbe og Laura

Lydkunstner Søren Lyngsøe Knudsen udfordrer vores opfattelse af stilhed med sit næsten puritanske klokkespil og lyd-værk på glas. Med ekstremt enkle metoder sætter han spørgsmålstegn ved, om stilhed er fravær af lyd, eller om lyden understøtter vores begreb om stilhed, fordi man først mærker den, når lydene er væk.

Fotograf og billedkunstner Ebbe Stub Wittrup og Laura Stamer tager på hver deres måde fat i det nære og det stille – Stamer ved sine poetiske og let slørede gengivelser af genkendelige scener fra et hjem, fra hverdagslivet, hvor vi måske ikke tidligere har lagt mærke til, at lyset falder ind ad sprækken dér, at støvet danser i søjler der eller at dørkarmen skaber en linje her.

Stub Wittrup er optaget af videnskaben og kunstens åndelige potentiale og af at skabe ekstra rum, der skærper vores sanser. Skærper stilheden. Skærper vores refleksion og sansningen af den. Wittrups minimale værker er komplekse lag-på-lag strukturer, der hiver fat i eksistentielle som mytologiske tyngder og minder os om, at tingene ikke altid er, hvad de foregiver at være.

Rune og Chris

Visuel kommunikatør Rune Bering griber fat i digitale photoshop-filtres underliggende algoritmer og reducerer dem til computerens mindstedel, pixels, som dermed  transcenderer sit velkendte vokabular for at blive til et nyt, visuelt sprog skabt på de digitale grundsten. Det digitale bliver i Rune Berings fortolkning dermed et udtryk, der højst besynderligt mimer det analoge og naturlige, men går du tæt på, aner du de digitale pixels flimre for dit øje som interferens. Berings arbejde er således både dekonstruktion, reduktion og fænomenologi i kunstnerisk og konkret bearbejdning.

Møbeldesigner Chris Liljenberg Halstrøm er ved første øjekast prototypen på den klassiske minimale skandinaviske designer, der med få og enkle midler skaber signalstærke møbler. Solide i deres konstruktion, minimale i deres udtryk – og derfor tydelige. Men bag det umiddelbare enkle, lurer det komplekse – med en politisk agenda om ikke at kønsdiskriminere møblet som typologi. Designet af en kvinde? – nej, langt hellere designet af en formgiver i egen ret uanset køn. Er møblet politisk? Bør det være det?

I det små ligger det store.
Som stilhed i støj.
Som det enkle i det komplekse.
Hvordan ser stilhed ud?

Ultimate Impact i Rundetaarn. Foto: Pernille Ferdinandsen
  • ULTIMATE IMPACT undersøger historie, substans og strømninger i nordisk design kultur med afsæt i fem temaer: Fantasy – Exoticism – Silence – Ragnarok – Baroque
  • Udstillingen er initieret, skabt og kurateret af Tina Midtgaard og blev afholdt i Rundetaarn i foråret 2018
  • De deltagende kunstnere, forfattere og formgivere var: Dennis Jürgensen, Bente Skjøttgaard, Nikoline Liv Andersen, Iben Høj, Susanne Majuri, Ole Vesterlund, Christina Hagen, Sade Kahra, Amanda Betz, Isabel Berglund, Malene Bach, Tina Ratzer, Helle Vibeke Jensen, Rune Bering, Ebbe Stub Wittrup, Chris Liljenberg Halstrøm, Laura Stamer, Søren Lyngsøe Knudsen, Maja Petrea Fox, benandsebastian, Deepa Panchamia, Gitte Jungersen, Louise Hindsgavl, Dennis Agerblad, Patrick Leis, Anna Rikkinen, Violise Lunn, Michael Geertsen, Wednesday Architecture, Hanne Harnov, Frontdesign, Hanne Friis.
  • Tina Midtgaard er uafhængig udstillingsarkitekt, underviser og kurator
  • Tinamidtgaard.dk

Godt kunsthåndværk

Godt kunsthåndværk

Godt kunsthåndværk

  • Udstillingen Godt Kunsthåndværk blev afholdt af Roskilde Kunstforening i Palæfløjen ved Roskilde Domkirke, sommeren 2019
  • De medvirkende kunsthåndværkere var: Gurli Elbækgaard, Yuki Ferdinandsen, Carsten From Andersen, Morten Klitgaard, Martine Myrup, Ane-Kathrine von Bülow, Niels Stock Bach, Simon Kofoed, Ane Christensen og Marianne Nielsen
  • Roskildekunstforening.dk

I sommeren 2019 var jeg inviteret til at holde åbningstale for udstillingen ‘Godt Kunsthåndværk’ initieret af Roskilde Kunstforening. Her kommer mit bud på en definition af et begreb og en genre i evig og forunderlig forandring.

 

Hvad er godt kunsthåndværk?

Er godt kunsthåndværk synonym med materialets iboende kvaliteter? Som når glas ligner noget, du har lyst til at spise?

Er godt kunsthåndværk måden, det er udført på? Som når træ føles blødt som silke? Eller krukken er drejet, så man tror den er født sådan?

Er det godt kunsthåndværk, når du kan mærke det fysisk? Når keramikkens tyngde går i kroppen på dig eller sølvets noprede overflade fordrer dine sanser?

Er kunsthåndværk særlig godt, når det er i stand til at ramme dine følelser? Når en detalje i værket vækker minder eller du føler, at den overordnede fortælling taler netop til dig? Eller er det exceptionelt godt kunsthåndværk, når flere sanser er i spil samtidig?

Gurli Elbækgaard. Foto: Ole Akhøj

Kunst og håndværk

Kunsthåndværk består af KUNST og HÅNDVÆRK.

Nogle gange skaber det tætte samspil mellem æstetikkens væsen og håndværkets – altså kompetencerne, fagligheden og erfaringens – arbejde unikke værker, der er kunst.

Andre gange resulterer samspillet i genstande, der løser et praktisk behov i en travl hverdag – på bordet, i køkkenet eller i stuen.

Og helt andre og helt særlige gange er kunsthåndværk mere end summen af kunst og håndværk og bliver til værker, der tilbyder et eller flere ekstra lag.

Af taktilitet. Af materialitet. Af referencer, der nogle gange er så tætte og spændstige, intellektuelle eller sanselige, at man ikke kan gøre andet end at overgive sig – i kærlighed.

Martine Myrup. Foto: Martine Myrup

True love

Jeg ELSKER kunsthåndværk og har gjort det i de knapt 20 år, jeg har arbejdet med feltet. Jeg elsker alle mine kopper, skåle og tallerkner. Jeg elsker alle mine kander, krukker og vaser. Jeg elsker mine unika værker, som jeg aer dagligt.

Jeg elsker også alle mine besøg på værkstederne – hver en opslagstavle, spande med glasur og bunker med prototyper og kasserede værker. Jeg elsker mine samtaler med kunsthåndværkerne om inspiration og krøllede idéer.

Jeg elsker opfindelserne og den dybe, dybe respekt, som hver eneste kunsthåndværker, jeg har mødt, har for deres materiale og for at arbejde med, mod og af deres fag – for de flestes vedkommende igennem et helt liv.

Marianne Nielsen. Foto: Mads Hagedorn-Olsen

Niels Stock Bach Foto: Ole Akhøj

Hvad er godt kunsthåndværk?

Godt kunsthåndværk er langtidsholdbare idéer omsat til langtidsholdbar form af særligt kompetente mennesker med en langtidsholdbar viden og erfaring, næret af en langtidsholdbar passion og drøm.

Drømmen er med os i dag som genstande, du kan tage med dig hjem, når udstillingen er slut og du vel at mærke har betalt for dem.

For mig er godt kunsthåndværk en konkret drøm, der bor i mit liv – både fagligt og privat, og et livslangt og ufatteligt meningsfyldt bekendtskab.

Jeg håber, I får bare en lille snert af den oplevelse i dag. Flere af de udstillende kunsthåndværkere er her, kan jeg se. Tag fat i dem. Tal med dem. Spørg dem om materialer, teknikker og metoder, og lad dem og deres værker skabe en fortælling, der giver jer en øget forståelse for, hvad GODT kunsthåndværk er og hvad, det kræver.

TAK!

  • Udstillingen Godt Kunsthåndværk blev afholdt af Roskilde Kunstforening i Palæfløjen ved Roskilde Domkirke, sommeren 2019
  • De medvirkende kunsthåndværkere var: Gurli Elbækgaard, Yuki Ferdinandsen, Carsten From Andersen, Morten Klitgaard, Martine Myrup, Ane-Kathrine von Bülow, Niels Stock Bach, Simon Kofoed, Ane Christensen og Marianne Nielsen
  • Roskildekunstforening.dk

Pin It on Pinterest