Hvordan skaber man en ramme, der understøtter en udstillings budskab og markerer sig visuelt, men ikke overdøver de udstillede genstande? Den linedans fortæller de tre udstillingsarkitekter Tina Midtgaard, Susanne Jøker Johnsen og Sara Martinsen om – alle aktuelle på hhv. CLAY, Det Kongelige Akademi og Sophienholm.

At få øje på udstillingsarkitektur svarer lidt til at hæve blikket, når man går rundt i en ny by, tænker jeg. Hvor man afkoder bygningers facader, farver og måder at ordne sig på, mens man går rundt, fordi det giver et andet perspektiv og en anderledes fornemmelse af byen. Hvor man ser og forstår mere, hvis man løfter blikket og ser elementer ’oppe’, der er med til at skabe sammenhæng og måske struktur i det, man befinder sig i ’nede’. At være udstillingsarkitekt kan være en udfordrende balancegang. Man er både bag scenen og på scenen. Man har både ansvaret for at samle de udstillede genstande til et hele og sætte fokus på de individuelle genstande. Ansvaret for at understrege udstillingens ærinde og skabe en signatur, så publikum forstår, at der ligger bevidste valg og greb bagved den udstilling, de går rundt i? I måden værkerne er grupperet på. I måden farver og podier er brugt på. I de konstruerede forløb eller noget helt tredje? Ja, hvordan balancerer man egentlig form og indhold i sådan en opgave?

På CLAY i Middelfart har Tina Midtgaard været udstillingsarkitekt på ”Natur, Spor & Spejlinger”, der viser naturfortolkninger i ler af keramikerne Malene Hartmann Rasmussen, Manuel Canu og Marianne Nielsen. De tre kunstnere har taget afsæt i keramiske værker fra museets Skønvirkesamling for at vise, hvordan samtidskunsten reflekterer natursynet i dag. Udstillingsarkitekt Tina Midtgaard er uddannet fra Det Kongelige Danske Akademi, Arkitektskolen i 1993, og arbejder som uafhængig projektleder med design, kunsthåndværk og kunst. Hun er jævnligt arkitekt og kurator på udstillinger og rumlige projekter, ligesom hun skriver artikler og underviser i arkitektur og design. Tina Midtgaard har designet mange udstillinger i og udenfor Danmark og initierede og udførte selv udstillingen ”Ultimate Impact” i Rundetaarn i 2017, der havde over 100.000 besøgende. Senest har hun været udstillingsarkitekt på ”Atrium. Den Levende Krukke” på CLAY 2018-19, ”Design by Paper” på Papirmuseet i Nordjylland, ligesom hun samarbejdede med Designskolen Kolding om deres Afgangsudstilling i 2018 og deres interaktive udstilling ”The Play” under Milan Design Week i 2018.

Konkret og metaforisk sammenhæng

Inden arbejdet med Natur, Spor & Spejlinger” for alvor gik i gang, havde Tina Midtgaard flere samtaler med museet om tematik, de tre udøvere og deres forskellighed og rummets arkitektur på CLAY.

”Det kuratoriske udgangspunkt tematiserer og fortolker naturens væsen og betydning for os alle. Med udgangspunkt i to af Skønvirkeperiodens væsentligste keramikere, Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone, har de deltagende kunstnere med hver deres unikke temperament reflekteret over det stedsspecifikke, stedets ånd, naturens fænomener og mysterier. Kunstnerne Marianne Nielsen, Manuel Canu og Malene Hartmann Rasmussen, afspejler alle en tidsånd, der i høj grad var til stede i den periode, hvor skønvirkeværkerne blev skabt.

Som arkitekt har jeg taget mig den frihed i min research at fordybe mig i nogle internationale strømninger, som også Skønvirketiden var en del af. Derfor har jeg kigget meget på den skønne tid, La Belle Époque, hvor bl.a. Skønvirke, Art Nouveau, Jugend og Arts and Crafts bevægelsen vidnede om en tid fyldt med optimisme, fremgang og skønhed. La Belle Époque var en tid, som frembragte helt nye måder at anskue og skabe kunst, teater og litteratur på. Jeg har ønsket at tilføre helhedsoplevelsen helhedsoplevelsen af udstillingen noget af den optimisme, skabertrang, modernitet og surrealistiske avantgardestemning, som var til stede i den tid, hvor skønvirkeværkerne blev skabt. Samtidig var det væsentligt, at udstillingen reflekterede, at det kradsede lidt i overfladen i samfundet. At mørke skyer trak sig sammen over Europa, og at der var stærke eksistentialistiske og destruktive kræfter på spil.

Spejling er et centralt ord i udstillingen og et ord, der dukkede op i starten af vores samarbejde som en refleksion over museets kuratoriske intention om de tre kunstneres dialog med skønvirkeværkerne, hvilket ledte os på sporet af begrebet og fænomenet spejlinger både som et fysisk element i udstillingen og en filosofisk dimension. Dette er et eksempel på, hvor vigtigt det er for mig at blive inddraget så tidligt som muligt, så vi alle, både museum, kunstnere og arkitekt, får mulighed for at påvirke forskellige kuratoriske og arkitektoniske fikspunkter. Designprocessen i denne udstilling har varet over et år. Det er ganske lang tid, men det er en meget stor fordel for sammenhængskraften.

Ved alle udstillingsopgaver er der en række parametre, som jeg skal forholde mig til: Hvilke tematiske og æstetiske fundamenter står de enkelte kunstnere på? Hvad udstråler værkernes fysik og tekstur? Hvad er museets kuratoriske intention og ambition? Hvad er budgettet? Jeg skal afklare museets interne kapacitet i forhold til udstillingsopbygningen og hyre de bedst egnede til at udføre resten. Alle disse faktorer skal bringes i sammenhæng, og min opgave er at koreografere alle, både fysiske og tematiske elementer til et samlet hele indenfor budgettets ramme. Og i processen også definere min egen rolle. Det er til evig diskussion, hvor meget udstillingsarkitektens tilstedeværelse skal fylde i en udstilling. Udstillingsdesign må aldrig råbe højere end de udstillede værker, og det er en hårfin balance både at få det bedste frem i værkerne, ikke at fylde for meget, men samtidig skabe et godt flow og et stærkt visuelt statement. I denne udstilling syntes jeg, balancen er lykkedes ret godt. Der er både en overordnet sammenhængende fortælling, men også tre helt forskellige tilgange til den enkelte kunstners motivverden.

Den sammenhængende fortælling, der skal forstås som grundstrukturen, følger en formalistisk stramhed på samme måde som den barokke have. Når man fordyber sig i de intime rum, som den barokke have skaber, oplever man et sansebombardement af former, farver og udtryk, som står i kontrast til den formelle struktur. Det er nøjagtig denne overdådige og frodige oplevelse, jeg har ønsket at skabe, de keramiske værker er simpelthen planterne, blomsterne, naturens pragt, alt det levende i den formelt anlagte have. Derudover har jeg arbejdet med konceptet om at skabe en collage af spejlinger, som først og fremmest etablerer en kontakt imellem kunstnerne og skønvirkeværkerne, og som også inddrager udstillingens gæster, så deres spejlbillede bliver en del af udstillingen, og der opstår en slags sameksistens mellem værker, arkitektur og beskuer.

At designe en udstilling er som at skabe en kulisse, et tableau, hvor en række aktører kan udfylde og spille deres rolle. I denne udstilling er det både de udstillende kunstnere, skaberne af skønvirkeværkerne Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone og udstillingens gæster, som er aktørerne”.

Dualiteten mellem formgiver og udstillingsleder

På Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design og Konservering på Holmen i København arbejder Susanne Jøker som udstillingsleder, hvor hun har ansvaret for Akademiets afgangsudstillinger, særudstillinger og alle de andre udstillinger, der skyder sig ind imellem. Derudover er Susanne Jøker ansvarlig for biennalen European Ceramic/Glass Context, der afholdes hvert andet år på Bornholm med hhv. keramik eller glas i centrum. Som praktiserende glaskunstner har Jøker både formgiverens forståelse for sanselighed og behov individuel præsentation og udstillingslederens eksterne blik for sammenhæng og helhed. En dualitet, hun bruger aktivt, når hun skal favne en hel årgang på op til 300 arkitekt-, konservator- og designstuderende, koordinere og iscenesætte 62 forskellige kunstnere fra godt 30 europæiske lande under biennalerne på Bornholm, eller udstille studieprojekter og Akademiets seneste forskning under et givent tema.

På spørgsmålet om, Susanne Jøker aktivt og bevidst bruger sit dobbelte blik som udøvende glaskunstner og udstillingsdesigner, svarer hun:

”Min oprindelige faglighed ligger i glasset. Det er her, jeg har min dybe faglighed som udøvende kunsthåndværker og mesterlært glasmager. Som kunsthåndværker interesserer jeg mig for at udfordre materialets iboende muligheder og formgivning. At få det bedste ud af materialet inden for en given ramme, form og idé. Det samme gælder i mit arbejde med at skabe udstillinger. Alle udstillinger har deres egen præmis og min opgave som kurator er at folde denne præmis ud på bedste vis for både deltagerne og publikum. Når vi planlægger de store særudstillinger i Meldahls Smedje på Det Kongelige Akademi, vælges udstillingstemaet ud fra dagsaktuelle samfundsproblematikker, der viser hvordan Akademiets tre fagligheder, arkitektur, design og konservering, kan være med til at skabe løsninger på samfundsrelevante problemstillinger. Særudstillingen, som vi viser netop nu, 70% Less Co2 – omstilling til en levedygtig tidsalder, gør netop det ved at vise forskere og studerendes bud på løsninger, materialeeksperimenter, grundforskning og ressourceoptimering, der kan reducere udledningen af CO2. Som uddannelses- og forskningsinstitution skal vi bidrage til at skabe samfundsrelevante udstillinger, der kan vise nye veje for fremtiden.

Udstillingen er kurateret som et ’open call’, hvor studerende, forskere og undervisere på Akademiet blev inviteret til at byde ind med forslag ud fra spørgsmålet: Hvad kan vi gøre lige nu? Hvad kan vi gøre om ti år? Og hvordan ser verden ud om 30 år, når vi har implementeret alle løsningerne og den grønne omstilling er en realitet? Ud ad de mange forslag, blev der udvalgt 31 projekter, der fra et bredt perspektiv giver deres bud på, hvordan vi opnår CO2-reduktion gennem arkitektur og design. Projekterne strækker sig fra Danmark til Sydamerika og det afrikanske kontinent. De viser, hvordan vi kan omlægge vores måde at producere, skabe, forbruge og leve sammen på, og hvordan vi gennem design og arkitektur kan skabe levedygtige økologiske systemer og samfund til fremtiden. Selve udstillingen er således et produkt af en lang proces, hvor mange forskellige mennesker og fagligheder har været involverede udover selve udstillingens deltagere.

At kuratere og kommunikere

Min fornemste opgave er at kommunikere det, der skal udstilles. At skabe en rolig og smuk ramme, hvor projekter med forskellig fokus kan folde sig ud. Både arkitekter, designere og kunsthåndværkere laver fysiske objekter, modeller og visuelt materiale, hvor der er taget stilling til form, materialitet og kommunikation. Der er derfor mange elementer, der skal fungere sammen, og gennem hele processen samarbejder jeg tæt med forskellige fagligheder omkring udviklingen af udstillingsdesignet – kollegaer, studerende, vores kommunikationsafdeling, grafikere og ikke mindst de faglige miljøer omkring tema, indhold og form. Opgaven med at kuratere og installere en udstilling starter som oftest mindst et år i forvejen, hvor selve udstillingen bliver et fysisk monument på mange måneders forberedelse. I mit arbejde som udstillingsleder på Akademiet arbejder jeg tæt sammen med Akademiets udstillingsudvalg, som beslutter, hvilke udstillinger, vi skal vise. Det er herefter min opgave at gennemføre og kuratere dem.

Kurateringen af dette års glasbiennale, European Glass Context 2021, der fordeler sig over to udstillingssteder på Bornholm, er båret frem af fire underliggende temaer, der bl.a. tager udgangspunkt i et fagligt fokus på kunsthåndværket, hvor materiale, teknik, form og idé viser nye veje for fortolkningen og opfattelsen af glaskunst. Andre tematikker var globale med særlig vægt på politik, klimakrise, bæredygtighed og FN’s verdensmål. Biennalens to hovedudstillinger blev sammensat af en europæisk kuratorgruppe samt et ’open call’, hvor alle, der arbejder med glas i Europa, kan søge. De fire tematiske spor krydser hinanden i de to hovedudstillinger, der fordeler sig på Bornholms Kunstmuseum i Rø og Grønbechs Gård i Hasle. Udstillingerne er netop taget ned, og alle værkerne sendt retur til kunstnerne rundt om i Europa. Som så meget andet i 2020 var vi tvunget til at udsætte biennalen et år pga. Corona, men som noget nyt havde vi hele finansieringen på plads og et helt år ekstra til at planlægge. Der lå dog også en stor bekymring for, hvorvidt biennalen ville kunne forløse sit internationale potentiale i en tid, hvor mobilitet på tværs af landegrænser og restriktioner var begrænset og lukket ned i flere tilfælde. Biennalen handler jo netop om at mødes og udveksle over en særlig faglighed, men den bekymring blev heldigvis gjort til skamme, da Danmark pludselig åbnede sine grænser og kunstnerne fra hele Europa kom rejsende til Bornholm tilbage i september 2021.

Lockdowns kreative følgevirkning

En interessant kreativ følgevirkning af Corona var de digitale formater, som vi også har inddraget i arbejdet med dette års glasbiennale. Zoom-møder blev et vilkår på tværs af landegrænser og tidszoner, og vores katalog, blev løftet et niveau op i og med at vi integrerede ’Augmented Reality’ som et ekstra lag af viden og kommunikation. Jeg ønskede at skabe et digitalt format, der ikke bare var endnu en digital konference, som vi alle var ret matte på. Sammen med det amerikanske app-udviklingsfirma anartcompany.com og det grafiske bureau waaitt.dk udviklede vi et hybridt katalog, der udover at være et regulært trykt udstillingskatalog, også er en mindre filmfestival med 62 små, individuelle filmiske kunstnerportrætter og en digital AR-adgang til udstillingerne. Tanken var, at kunne du ikke rejse til Bornholm og se udstillingerne, kunne udstillingerne komme til dig i digital form. Hold blot din telefon henover et markeret billede i kataloget, så starter en lille film, hvor en af kunstnerne fortæller om sit arbejde. Fusionen af det analoge og det digitale skabte et tredje sted, hvor det bedste fra begge verdener udnyttes. Det er enormt spændende og har helt sikkert skabt nye perspektiver for mit fremtidige arbejde med at kuratere og designe udstillinger”, fortæller Susanne Jøker.

Cirkulerbart og diskret

På Sophienholm udstiller Snedkernes Efterårsudstilling sit 40-årige jubilæum, og i min anmeldelse af udstillingen i Weekendavisen plæderer jeg for lidt mere larm og festivitas – i værker og i udstillingsarkitektur, når foreningen nu fylder rundt. Udstillingsarkitekt for Snedkernes Efterårsudstilling 2021, Sara Martinsen, har bevidst grebet hendes arbejde an med en diskret og bæredygtige dagsorden i stedet for fest og farver – både på det konkrete plan og i overført betydning. Sara er uddannet møbeldesigner fra Danmarks Designskole i 2006 og har både været en del af designtrioen Furnid, ansat som designer og arkitekt for flere større virksomheder og været tegnestuechef hos Søren Rose Studio. De sidste par år har hun arbejdet som selvstændig designer med fokus på bæredygtige materialer, som hun for nylig lavede udstillingen ”Phytophillia” om. Hun har desuden tegnet og bygget sit eget hus i Asserbo sammen med sin mand, der er blevet et Instagram-hit under navnet Barnhouse Cabin, og så skaber hun værker med afsæt i bæredygtige materialer, der har været udstillet flere steder i ind- og udland.

Sara Martinsen fortæller:

”Det er helt med vilje at iscenesættelsen af Snedkernes Efterårsudstilling 2021 er rolig og mangler fest. Jeg har valgt et subtilt greb på udstillingen, da der er voldsom stor variation mellem de 44 værker. Årets tema, Tid, Takt & Tone, er blevet fortolket ekstremt forskelligt, og hvis jeg som udstillingsarkitekt også vil fylde rent visuelt, bliver det noget rod. Derfor er det helt med vilje, at mit greb er usynligt. Sammensætningen af værkerne/møblerne i hvert rum er valgt ud fra en visuel balance. Nogle produkter klæder hinanden bedre end andre. Der er mange af møblerne, der simpelthen ikke fungerer i samme rum. Derfor har jeg valgt at fokusere på, at netop sammensætningen af møbler skal fungere godt i de mange små gennemgangsrum, som er en præmis på Sophienholm, og at skabe ro trods de 44 forskelligartede fortolkninger af årets møbeltema.

På materiale-siden har jeg valgt, at tekstilskiltningen i indgangsrummet og centerrummet i stueetagen består af flere lag for at give et luftigt udtryk med en taktil fornemmelse. Værk-skiltene er lækre og lavet af keramisk flise med print på. De seks sten-tavler er placeret i trappeopgangen og gangarealet på 1.salen. På tavlerne er der små citater fra udvalgte udstillere med deres ’take’ på årets tema. Podierne er lavet af fyrretræ og sten og kan skilles ad, og når udstillingen tages ned, sælges sten og træ-stel, så materialerne cirkuleres videre. Det er min usynlige kommentar til årets tema om takt og tone i forhold til nutidens udfordringer. Udstillinger genererer normalt containervis af affald såsom malede mdf-plader, stålkonstruktioner og lignende, og det har jeg ønsket at undgå.

Og så er der lige den ekstra detalje, at jeg mener, at ydmyghed er vigtigt. Ikke mindst i forhold til de klimamæssige udfordringer, vi står overfor. Mindre fylde, mere omtanke og mindre ego, det er derfor, jeg har valgt ‘at træde lidt tilbage’. Derfor meget få armbevægelser fra min side og et ønske om at skabe samling på flokken uden at være den 45. karakter i en flok af 44 individuelle tema-fortolkninger.

Snedkernes Efterårsudstilling er en interessant forening og et indblik i møbelbranchen generelt. De faste medlemmer af SE er sikret en plads hvert år, og man kan som udstillingsarkitekt ikke påvirke indholdet. Derudover er der et varierende antal gæsteudstillere fra år til år. Den udeblivende kurator-rolle giver et interessant og ærligt indblik i designbranchen. Det er bestemt ikke alle produkter, der nødvendigvis har en raison d’etre, i min optik. Hverken på udstillingen eller i den virkelige forbrugsverden, men det er jo netop det, der gør, at foreningens medlemmer, de udstillede møbler og de årlige udstillinger afspejler branchen på ærlig vis. At det giver en ekstra udfordring som udstillingsarkitekt er der ingen tvivl om, men det er også spændende at skulle danne et udstillingsgrundlag for en branche med så stor spændvidde,” forklarer Martinsen.

Helhed, formidling, stoflighed og en bærende idé er med andre ord den røde tråd gennem udstillingerne i København, Middelfart og Lyngby. En tråd, der bliver ekstra tydelig, når man får den fulde historie bag. Når de grundlæggende overvejelser får lov at træde frem og blive sin egen historie. Sit eget design. Sit eget greb, der nok udgør strukturen for det udstillede indhold, men som på enten diskret, subtil, farverig, fysisk eller larmende vis peger på – og iscenesætter de genstande, som grebet skal formidle. Uden at gå på kompromis med sig selv. Tænk over det, næste gang du går rundt i en udstilling.

TAK til CLAY’s VENNER for at lade os genbruge Tina Midtgaards tekst.

Faktabox:

”Natur. Spor & Spejlinger”
CLAY – indtil 13. marts, 2022
www.claymuseum.dk

”70% Less CO2”
Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering
Indtil 4. februar, 2022
www.kglakademi.dk

”Tid, Takt & Tone”, Snedkernes Efterårsudstilling 2021
Sophienholm – indtil 3. januar, 2022
www.Se-design.dk

Åbningstale Frue Plads Marked 2021

Kære alle

Ikke et ord om Corona. Ingen af os orker længere at høre om isolation og manglende hudkontakt. I dag skal det handle om det modsatte. Om at være i nærkontakt. Om at være i samtale – ansigt til ansigt – med rigtige mennesker ude i virkeligheden, som jeg kan røre, hvis jeg rækker armen ud.

I dag skal det også handle om at investere. Investere i kunsthåndværk og få en hel masse retur. For når man investerer i kunsthåndværk, får man ikke kun en kop, en skål, et tæppe, et smykke eller et værk – men en historie. En historie om idé, udførsel, teknik og metode. Om materialet og mulighederne med det. Om et liv, hvor man kontinuerligt lærer sit materiale bedre og bedre at kende, så man i nogle tilfælde bliver en forlængelse af det.

Når du investerer i et stykke kunsthåndværk – det være sig et brugsprodukt eller et unikaværk – støtter du et historisk og traditionsbåret fag. Du støtter en kunstnerisk begavet formgiver, der har viet sit liv til at skabe. Omforme et materiale. Udvikle det. Og formidle det. Formidlingen sker bl.a. her – på dette marked, hvor 100 professionelle udøvere frister med det bedste indenfor nutidigt dansk kunsthåndværk i boder på inspirerende rækker.

Når du investerer i et stykke kunsthåndværk, støtter du også den kreative proces og dens fortsatte eksistens. Og det er en af de gode ting, man kan sige om pandemien – at folk er blevet mere opmærksomme på, at de kan være med til at gøre en forskel ved at støtte lokalt. Så tænk ikke kun på din lokale grønthandler eller restaurant, men tænk på din lokale kunsthåndværker. Køb dine gaver der. Til venner, familie og til dig selv. Her er der ingen grund til at være nærig, så del gerne din kunsthåndværker med alle, du kender.

Når du investerer i kunsthåndværk, sender du også alle historierne med. Både dem, du selv har fået fra din kunsthåndværker – om objektets tilblivelse, inspiration eller måske måden det er skabt på – og de historier, du selv fortæller videre. Har du måske nogensinde tænkt på, hvordan den blå farve i et håndvævet tæppe hurtigt kan bestå af femten forskellige blå nuancer for at afspejle himlen og give tæppet dybde og farvespil? Har du tænkt over, hvor mange gange et keramisk værk er brændt i ovnen for at opnå netop den glasuroverflade? Har du tænkt over, hvad din halskæde symboliserer og hvad du bliver ambassadør for, når du bærer den?

Kunsthåndværk er genstande formgivet af mennesker, der har viet deres liv til lige netop dette materiales særlige, forførende egenskaber. Og så er vi tilbage ved mine elskede kopper, som jeg ynder at tale om, og hvad de gør ved mig. For selvom det kan lyde banalt og patetisk, betyder det faktisk noget, hvilken kop, jeg drikker af. Hvilken kop, jeg har lyst til at drikke af. Det er ret intuitivt for mig. Og for min familie, viser det sig. For de kaster sig også over de nye kopper, når de sniger sig ind i samlingen. Lige her bliver jeg glad og stolt over, at min familie fornemmer og værdsætter kunsthåndværket som et stofligt og følelsesladet element i deres hverdag. Et element, der tilfører merværdi til det måltid, de spiser. Til den the, de drikker. Til den buket, min datter har plukket. Og som min datter netop sagde forleden, da vi var på cafe – den kop ligner en kopi af noget, Gurli har lavet. Først blev jeg flov og tænkte, aj, er det mig, der har indoktrineret hende, men kort efter blev jeg stolt. Vildt stolt, faktisk, for hendes evne til at spotte kvalitet var intakt. Kopi-koppen var for glat. For tilstræbt kunsthåndværker-håndlavet. For ’rigtig’ og perfekt.

Lad os hylde det imperfekte og det levede liv, der jo er så skrøbeligt og skal værnes om. Ligesom kunsthåndværket. Det er det, vi alle har lært af den pandemi, vi ikke skal tale om i dag. Men derfor er der desto større grund til at fejre livet, kunsthåndværket og hinanden. Gå ud og invester!

Jeg erklærer hermed Frue Plads Marked 2021 for åbent.

Min artikel “Det kloge kunsthåndværk”, der blev udgivet i Weekendavisen i uge 11, har skabt kærkommen debat. Den handlede bl.a. om The Mindcraft Project 2021, som jeg brugte som afsæt for en større diskussion om hvad, nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. I denne uge tog bureauet bag The Mindcraft Project til genmæle i et nyhedsbrev, som de sendte ud til deres netværk. Her er mit modsvar.

Kære Copenhagen Design Agency, kære Anders og Kristian

Tak for jeres nyhedsbrev. Det er skønt, at I har sendt debatten ud til hele jeres netværk, så der forhåbentlig kommer yderligere debat på mit indlæg i Weekendavisen om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. Jeg synes dog, at jeres nyhedsbrev har karakter af et forsvar af The Mindcraft Project end en egentlig diskussion om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk er. Det var ellers den præmis, jeg skrev min klumme på, fordi jeg reelt set er i tvivl om, hvad begrebet efterhånden dækker over. Om der er nogle håndværksmæssige kvalitetskrav til stede, selvom grænserne flyder og faglige nybrud kan og bør overlappe eller om kunsthåndværk som begreb kan dække hele feltet? Fra den konceptuelle kunstneriske undersøgelse over håndværk i et materiale til teknologiske prototyper til fremtidens produktion?

Jeg synes, feltet fortjener en nuanceret og perspektiverende debat. Mit indlæg i Weekendavisen var netop et forsøg på at lægge op til en faglig diskussion om sagen og stille vedkommende spørgsmål til, om kunsthåndværkerbegrebet har ændret sig siden så mange kunstnere og arkitekter blander sig i feltet. Det vil jeg virkelig gerne diskutere åbent og fagligt. Fordi det er essentielt og vigtigt for en designnation som vores. Nu og på den helt lange bane. Især fordi designskolerne de senere år også har taget en drejning væk fra håndværket og værkstederne for at øge fokus på akademisering og på at få de unge designere i beskæftigelse hurtigt efter endt uddannelse.

Men er det den rigtige vej at gå? Er det konceptuelle design, der smelter sammen med kunsten, den farbare og fremtidige sti at forfølge? Vel er den international, cool og ’edgy’ og langt fra støvede træsko i værkstedet. Den er sikkert også mere salgbar i en international kontekst, vil jeg tro. Som værker, der ikke kræver 10 år med materialet i hænderne. Håndværket og opnåelsen af et overbevisende og overlegent udtryk i materialet kommer ikke nemt, men er slid og stædighed år efter år. Indtil den sidder der. Indtil der med afsæt i teknik, metode og materiale opstår et udsagn, der er noget andet og mere end bare form. Det er her, at ’mind’ og ’craft’ for alvor bliver hinandens bedre halvdele, synes jeg.

Og det er netop det, jeg ikke synes, at størstedelen af Mindcraft 2021-projekterne gør. De er mestendels ikke funderet i håndværket og et materialebaseret afsæt, der er blevet opøvet, udviklet og skubbet til grænserne af dets formåen. Det er det, jeg gerne vil diskutere, for her gik jeg og troede, at en kunsthåndværker præcis var det. En udøver, der arbejder vedholdende med sit valgte materiale for at opøve en særlig ekvilibrisme ad åre. Lige her kan det vel være ok, at ”agree to disagree”, som amerikanerne så genialt kalder det. At vi er enige om at være uenige?

At Kasper Kjeldgaard anser sig selv som kunsthåndværker og er uddannet designer i møbel og rum køber jeg (min pointe er dog stadig den samme). Men han har søgt det abstrakte og kunstneriske univers professionelt siden sin afgang fra Designskolen, som man bl.a. kan læse i bogen Danish Creatives, som jeg for nyligt har udgivet sammen med fotograf Nicoline Olsen, hvor han er en af de 15 portrætterede. I klummen i Weekendavisen nævner jeg præcis Stine Mikkelsen som værende uddannet tekstildesigner, men fremhæver, at hun arbejder kunstnerisk og konceptuelt. Jeg applauderer Stine Mikkelsens arbejde og synes hun er ekstremt kompetent. Men jeg synes ikke, at det er kunsthåndværk, men kunst med tekstil kant. Else-Rikke Bruun befinder sig, for mig at se i et krydsfelt. Hun har både en bachelorgrad i design, men er uddannet arkitekt, taler og skriver som en arkitekt og arbejder med rumlig skala med inspiration fra kunsthåndværket. I hendes daglige virke arbejder hun på tværs af alle skalaer, fra møbler over indretning til arkitektur, som man kan læse på hendes hjemmeside. Så selvom hendes værker i denne sammenhæng er en syntese af arkitektur, teknik og kunsthåndværk, så ser jeg hende ikke som kunsthåndværker, men som arkitekt, der arbejder intelligent og dygtigt med træ i rumlig skala.

Men alle definitioner og kategorier kan jo diskuteres, og det synes jeg vitterligt, vi skal. Folde betragtningerne ud og forhåbentlig blive klogere på, om ovenstående definition af kunsthåndværk ikke længere er gangbar, hvad der i givet fald har erstattet den, og om det efterhånden er ligegyldigt at tale om kategorier Det handler således ikke om subjektiv smag, men om at italesætte en faglig tendens og blive klogere på indholdet af den.

Jeg er med på, at The Mindcraft Project rækker ud i verden. Det var jo også hele præmissen for det oprindelige MINDCRAFT, hvorfor udstillingen udelukkende lå i Milano. Igennem de 13 år, projektet har eksisteret, har der været industrielle designere og kunstnere med i feltet. Men det har været en lille procentdel sammenlignet med den øvrige tyngde af det etablerede felt af deltagende udøvere. Og det er netop en af mine andre pointer. At et kurateret felt til en udstilling, der er repræsentativ for feltet bør rumme begge dele, det unge, vovede, eksperimenterende kunsthåndværk, der sparker forventningerne et nyt sted hen, men at det netop bør have overvejende modvægt af det reflekterede og materialeekvilibristiske udsagn, der transcenderer materialet og tapper ind i det intellektuelle lag – i referencer, symbolik og betydninger, der hæver barren betragteligt. Men det behøver udstillingen måske ikke at være længere i det nye regi? Et repræsentativt billede af det danske felt? Hvis det forholder sig sådan, så ville det være rart at vide? Mit anke i forhold til The Mindcraft Project 2021 er stadig, at selvom jeg synes, at mange af værkerne er ret fantastiske, som jeg også understregede i mit indlæg, så er kunsthåndværket og materialeekvilibrismen – som en syntese af ordene ’mind’ og ’craft – ikke synderligt nærværende.

Sidst men vigtigst, så taler jeg kunsthåndværkernes sag her, fordi jeg synes, at deres MINDCRAFT-platform er blevet omdefineret til et andet formål med andre faggrupper. Det synes jeg er en stor sorg for et felt, vi kan være ekstremt stolte af, men som af historiske årsager igen og igen bliver nedprioriteret i forhold til kunsten og arkitekturen. Det var derfor MINDCRAFT i sit oprindelige format var utrolig kærkomment og fantastisk godt set af kurator, arkitekt og konceptuel designer, Karen Kjærgaard, der var med til at initiere det. At det danske kunsthåndværk har så potente egenskaber med afsæt i materiale og historiefortælling, at det kunne begå sig på den største internationale designscene af dem alle, Milan Design Week. Og den succes og anerkendelse, som MINDCRAFT-værkerne har opnået i de 13 år har givet feltet en tiltrængt selvtillid. Som formidler og beundrer af feltet igennem 20 år har jeg fra første række set, oplevet og mødt disse passionerede mennesker, der utrætteligt arbejder på at raffinere deres kunsthåndværk. Det er derfor, jeg føler med dem, når en platform som det tidligere MINDCRAFT i det nye regi vægter den konceptuelle designkunst over den håndværksbaserede materialekunst med intellektuel overbygning som mange af de tidligere MINDCRAFT-projekter var eksponenter for. Nedprioriterer respekten for materialekundskaben- og kendskabet, der synes at glide mere og mere ud med badevandet.

Jeg ville ønske, at vi kunne skabe en åben paneldebat om dette emne, som Designskolen eller Danske Kunsthåndværkere & Designere meget passende kunne være vært for, når verden åbner igen. For med alle de positive tilkendegivelser og reaktioner mit indlæg har skabt, er der masser af kunsthåndværkere og professionelle kræfter i feltet, der meget gerne vil diskutere det her. Fordi folk brænder. Fordi det er eksistentielt for dem. Fordi de fleste kunsthåndværkere bruger det meste af deres liv på at blive bedre til at forædle deres materiale og skabe vedkommende og relevante udsagn i det. Og det er vel nu engang relevant at høre argumenter fra hestens egen mund, selvom jeg gerne går i brechen for så vigtig en sag som denne. Skal vi ikke hæve barren for diskussionen, så det ikke handler om mig eller jer, men om kunsthåndværket og dets præmisser i en omskiftelig og global tidsalder?

Kærlig hilsen Charlotte

PS: Min artikel “Det Kloge Kunsthåndværk” kan læses online på Weekendavisen.dk, hvis man er abonnent.

Cph Design Agencys modsvar kan læses her:

Ting betyder mere end, man lige tror, har jeg fundet ud af efter tre måneder i Corona-eksil. Det kan lyde overfladisk, men er dybt. Dybt berigende, dybt manifesterende og dybt, ja, nærmest fysisk mærkbart.

Langt om længe skulle vi renovere vores køkken. Lægge en væg ned, udvide og skabe det køkken-alrum, vi altid havde drømt om i den lejlighed, vi havde fået mulighed for at købe. Endelig inde på boligmarkedet. Med en følelse af at være næsten voksen og næsten ansvarlig, fraflyttede vi lejligheden en uge før Mette F lukkede landet ned. Og vores renovering stoppede. Det der skulle have været en ekspropriering i tre uger, blev til små tre måneder, men i forrige weekend flyttede vi endelig tilbage. Sært nok var det først her, at vi alle mærkede, hvor hårdt det havde været at bo midlertidigt. Bo et sted, der ikke var hjemme. I temporær transit med det mest nødvendige under armen.

Hvad er hjemme? Og hvad er et hjem? Det er der flere kunstnere, der gennem tiden har arbejdet med. En af de senere er tekstilkunstner Isabel Berglund og hendes projekt ’Home Mask Relations’, hvor folk strikkede grundplaner af deres hjem – konkrete, abstrakte eller utopiske. Det kom der mange fysiske strikkede grundplaner ud af og mindst lige så mange personlige erkendelser og dybe, rystende, positive og fundamentale følelser. Billedkunstner René Holm udstiller lige nu billeder fra Chernobyl, hvor 300.000 mennesker forlod deres hjem for en kort bemærkning, troede de – for aldrig at vende hjem. Disse forladte hjemlige scenarier fortolker han i sin seneste udstilling ’Silence’, hvor efterladte ting netop får ekstrem symbolladet værdi og tyngde.

Vores hjem definerer os. Mærker os. Præger os. Så hvordan vil du leve? Hvordan kan du leve? Og hvilke ting i dit hjem betyder noget for dig?

”Aj, hvor har jeg savnet det her glas”, sagde min datter forleden, da vi pakkede det nye, igen midlertidige, køkken ud. Det er de små ting, der betyder noget, talte vi om i den forbindelse. At de er vigtige, ja, nærmest vitale for vores velbefindende. Jeg mærker, at jeg har savnet en særlig kop. Eller flere faktisk. Jeg har savnet mine bøger, finder jeg ud af, mens jeg støver dem af for byggestøv. Jeg har savnet værkerne på væggen. Mit tøj, mine vaser, mine lamper. Min seng. Min sofa. Den pude, som en særlig veninde har lavet til mig. Den plaid, jeg har svøbt mig i og som jeg købte for min SU som studerende. Jeg har savnet dén kniv. Dét spækbræt. Dén gryde og dén skål.

Man får ofte at vide, at vi skal leve med mindre. Forbruge mindre. Verden kan ikke klare at producere alle de ting. Og de har ret. Ting har det med at fylde. Optage plads i den bagerste del af skabet. Medmindre du er så glad for dem, at du bruger og beholder dem. Eller lader dem vandre videre. Anvender dem nye steder. På nye lokationer. Dit kontor. Dit sommerhus – eller låner dem ud til venner, børn eller familie.

Ting betyder noget. Ting har ikke bare en funktion i en brugs-, dekorations- eller æstetisk sammenhæng, men er, har jeg erfaret og mærket fysisk nu vi er tilbage i vores hjem, en del af mit væsen og min væren i verden. Mine ting definerer mig. Manifesterer mine værdier og formidler det, jeg går op i. Det jeg holder af. Det, jeg bruger tid, penge og energi på, og som også giver mig energi tilbage.Ting skaber hjem ligesom klæder skaber folk. Ting er taktile. Man holder dem i hånden. Bruger dem. Støver dem af. Kigger på dem. Taler med dem. Ja, det kan jeg faktisk godt finde på. For de er livsvidner i fysisk og statisk form.

Jeg kender alle mine ting. Den lille figur, jeg fandt i en genbrugsbutik. Den hatteæske, jeg fik scoret mig på et loppemarked. Den håndlavede skål, jeg købte i en keramikers værksted. Det maleri, jeg hentede hos kunstneren selv. Ting med og uden synderlig værdi. Høje og lave statushierakier side om side. Samlet, fragtet og båret med mig gennem flytninger, nedpakninger, børn og svingende kvadratmeter og funktioner, men altid med genkendelsens og mindernes glæde, når de bliver pakket ud igen. Brugt igen. Værdsat igen.

Ting i et hjem…

PERSONLIG KLUMME

Udstillingen IGEN skulle være åbnet i marts 2020, men er udskudt ‘until further notice’ pga. Corona. IGEN er en udstilling med tre kunstnere, der alle kredser om gentagelsen som motiv, proces og metode. I kataloget har jeg skrevet om væver Stine Skytte.

Stine Skytte er væver. En af dem, hvor vævens uendelige kombinationsmuligheder mellem mekanik, mønstre og tråde sidder i hænderne og bor i kroppen. Stine Skytte er også designer og tekstilkunstner og er det lige så naturligt som hendes praksis veksler mellem de forskellige fagligheder. For det er altid tekstilet, det handler om. Om udtryk, fortælling og farver – og hvad de enkelte elementer sammen og hver for sig gør ved vores oplevelse. For hvordan dannes en farve i væven, hvor flere forskellig farvede tråde interagerer og sammen skaber en ny farve? Og hvad gør en kraftig uld ved det samlede udtryk, når den møder en forfinet tråd i hør?

Der er en lethed over Stine Skyttes praksis. En lethed, der gennem årene er blevet endnu lettere, ja, nærmest sfærisk, for Stine Skyttes stærke intuition og erfarne håndelag på væven er de redskaber, som hun med ydmyghed og respekt går til opgaven med. Eller forsvinder ind i opgaven med. For Skytte bliver ét med idé, væv og arbejdsproces. Der er også en lethed over Skyttes inspirationskilder. Over måden, hun bliver suget ind i et bræt, hun er ved at falde over på jorden. Bliver nysgerrig over en anderledes flise i asfalten, en farvet husfacade eller over noget, der sidder fast i et træ. Faktisk er det sidste noget af det, hun elsker allermest. Der, hvor atypiske, overraskende og finurlige sammensætninger af ting, man ikke forventer, åbner ens øjne og skaber nye sammenhænge.

At få et nyt syn på det, der allerede eksisterer, har alle dage optaget Stine Skytte. Som studerende på Designskolen i Kolding var det tanken om at bevare noget gammelt ved at skabe noget nyt, der betog hende. Som at reparere et slidt stykke tekstil eller nyfortolke en gammel teknik. I dag gør Stine Skytte stadig en dyd ud af nødvendigheden ved at genbruge sine ældre væveprøver i nye værker eller ved at reparere en kjole, hvor Skytte forædler en gammelkendt metode og får lappen til at blive noget andet og mere end en reparation og bliver et lille kunstværk i sig selv. Genbrugstekstiler er en lige så stor del af Stine Skyttes bagkatalog, der tæller så diverse materialer som bouclé, hør, fiskesnøre, indpakningspapir, murersnor og strikkeuld.

Med stor opfindsomhed danser hendes sans for finurlige sammensætninger henover væven og skaber komplekse og alligevel enkle tekstiler. Stine Skytte er en mester i taktile sammensætninger og atypiske kontraster, hvor skrigende, syrlig pink taler til neddæmpet beige eller hvor åbne, transparente tråde understreger en kompakt kombination ovenover eller nedenunder. For Stine Skytte har det bedst, når hun smelter sammen med værket. Med processen. Smelter sammen med intuitionen, rytmen og vævens indre sammenhængskraft, hvor tiden forsvinder og tilfældet råder. Hvor hun giver slip og lader trådene tale. For som væver giver det ikke mening at styre tingene. Man kan ikke tænke sig til resultatet, men skal have hænderne i væven, i rytmen, i materialet og have tillid til resultatet.

Til denne udstilling har Stine Skytte vævet tekstiler til seks mindre skamler, som hun har farvesat for på den måde at gestalte en sammenhæng og et møbel, man både må flytte rundt med og ikke mindst sidde på. For tekstiler skal mærkes. Røres ved og opleves. Udstillingen byder også på todimensionelle værker, der som bannere eller tekstile billedformater byder sig til som florlette baner og kuriøse farvekonstellationer, hvor tråde, farver og udtryk ændrer sig alt efter, hvor du står, og hvor langt eller tæt, du er på værket. Udstillingens titel IGEN er i tråd med Stine Skyttes yndlingsbeskæftigelse. At lade vævens gentagende bevægelser og trådenes indbyrdes afhængighed interagere med hinanden igen og igen.

• IGEN er en fælles udstilling med billedkunstner Inger Houbak, væver og tekstildesigner Stine Skytte og skulptør Søren Friis på Det Ny Kasket. Udstillingen skulle have åbnet ultimo marts 2020, men blev udsat pga. COVID-19.

• IGEN handler om repetition som metode og udtryk og lader de tre udstilleres værker gå i dialog med hinanden.

• Stine Skytte er uddannet på Designskolen Kolding og har skabt utallige udstillinger og koncepter med forskellige samarbejdspartnere.

• Detnykasket.dk

• Stineskytte.dk

Jeg skrev denne katalogtekst til kategorien ‘Silence’ på udstillingen ‘Ultimate Impact’ – 5 phenomena in Nordic design culture’ skabt og kurateret af Tina Midtgaard. 

STILHEDENS STØJ

Hvordan lyder stilhed?
Som en lysning i en skov?
Som klangen fra en klokke?
Som fravær af lyd?

Stilhed er en dyd. Stilhed omsat til ro, renlighed og regelmæssighed – i form. Den rene form har været en dyd i den nordiske designfortælling siden den kom på det globale landkort for god smag i efterkrigsårene. Stilhed fortolket som enkle greb i træ –  til tider inspireret af strenge ideologiske tanker. Form følger funktion. Materiale følger natur. En stol er en stol, er en stol, så længe den blot er skabt i træ?

Stilhed – den rene tanke, den simple form og det minimale udtryk er en stil, ja, vel nærmest en -isme i den skandinaviske designforståelse. En stil, mange forbinder med det gode liv og nærheden til skoven, havet og lyset. Men er denne stereotyp blevet en stereotyp eller en reel forankring af vores nordiske værdier? For den skandinaviske designforståelse og virkelighed er anderledes i dag, hvor vi måske snarere er en regional accent i et fælles globalt designsprog? Nu med bæredygtighed, ’empowerment’ og ’co-creation’ som nye værdier…

Er stilhed som poetisk reference en strømning, der henviser til nordisk mådehold, askese og nedskalering af forbruget?

Søren, Ebbe og Laura

Lydkunstner Søren Lyngsøe Knudsen udfordrer vores opfattelse af stilhed med sit næsten puritanske klokkespil og lyd-værk på glas. Med ekstremt enkle metoder sætter han spørgsmålstegn ved, om stilhed er fravær af lyd, eller om lyden understøtter vores begreb om stilhed, fordi man først mærker den, når lydene er væk.

Fotograf og billedkunstner Ebbe Stub Wittrup og Laura Stamer tager på hver deres måde fat i det nære og det stille – Stamer ved sine poetiske og let slørede gengivelser af genkendelige scener fra et hjem, fra hverdagslivet, hvor vi måske ikke tidligere har lagt mærke til, at lyset falder ind ad sprækken dér, at støvet danser i søjler der eller at dørkarmen skaber en linje her.

Stub Wittrup er optaget af videnskaben og kunstens åndelige potentiale og af at skabe ekstra rum, der skærper vores sanser. Skærper stilheden. Skærper vores refleksion og sansningen af den. Wittrups minimale værker er komplekse lag-på-lag strukturer, der hiver fat i eksistentielle som mytologiske tyngder og minder os om, at tingene ikke altid er, hvad de foregiver at være.

Rune og Chris

Visuel kommunikatør Rune Bering griber fat i digitale photoshop-filtres underliggende algoritmer og reducerer dem til computerens mindstedel, pixels, som dermed  transcenderer sit velkendte vokabular for at blive til et nyt, visuelt sprog skabt på de digitale grundsten. Det digitale bliver i Rune Berings fortolkning dermed et udtryk, der højst besynderligt mimer det analoge og naturlige, men går du tæt på, aner du de digitale pixels flimre for dit øje som interferens. Berings arbejde er således både dekonstruktion, reduktion og fænomenologi i kunstnerisk og konkret bearbejdning.

Møbeldesigner Chris Liljenberg Halstrøm er ved første øjekast prototypen på den klassiske minimale skandinaviske designer, der med få og enkle midler skaber signalstærke møbler. Solide i deres konstruktion, minimale i deres udtryk – og derfor tydelige. Men bag det umiddelbare enkle, lurer det komplekse – med en politisk agenda om ikke at kønsdiskriminere møblet som typologi. Designet af en kvinde? – nej, langt hellere designet af en formgiver i egen ret uanset køn. Er møblet politisk? Bør det være det?

I det små ligger det store.
Som stilhed i støj.
Som det enkle i det komplekse.
Hvordan ser stilhed ud?

• ULTIMATE IMPACT undersøger historie, substans og strømninger i nordisk design kultur med afsæt i fem temaer: Fantasy – Exoticism – Silence – Ragnarok – Baroque

• Udstillingen er initieret, skabt og kurateret af Tina Midtgaard og blev afholdt i Rundetaarn i foråret 2018

• De deltagende kunstnere, forfattere og formgivere var: Dennis Jürgensen, Bente Skjøttgaard, Nikoline Liv Andersen, Iben Høj, Susanne Majuri, Ole Vesterlund, Christina Hagen, Sade Kahra, Amanda Betz, Isabel Berglund, Malene Bach, Tina Ratzer, Helle Vibeke Jensen, Rune Bering, Ebbe Stub Wittrup, Chris Liljenberg Halstrøm, Laura Stamer, Søren Lyngsøe Knudsen, Maja Petrea Fox, benandsebastian, Deepa Panchamia, Gitte Jungersen, Louise Hindsgavl, Dennis Agerblad, Patrick Leis, Anna Rikkinen, Violise Lunn, Michael Geertsen, Wednesday Architecture, Hanne Harnov, Frontdesign, Hanne Friis.

• Tina Midtgaard er uafhængig udstillingsarkitekt, underviser og kurator

• Tinamidtgaard.dk

I sommeren 2019 var jeg inviteret til at holde åbningstale for udstillingen ‘Godt Kunsthåndværk’ initieret af Roskilde Kunstforening. Her kommer mit bud på en definition af et begreb og en genre i evig og forunderlig forandring.

Hvad er godt kunsthåndværk?

Er godt kunsthåndværk synonym med materialets iboende kvaliteter? Som når glas ligner noget, du har lyst til at spise?

Er godt kunsthåndværk måden, det er udført på? Som når træ føles blødt som silke? Eller krukken er drejet, så man tror den er født sådan?

Er det godt kunsthåndværk, når du kan mærke det fysisk? Når keramikkens tyngde går i kroppen på dig eller sølvets noprede overflade fordrer dine sanser?

Er kunsthåndværk særlig godt, når det er i stand til at ramme dine følelser? Når en detalje i værket vækker minder eller du føler, at den overordnede fortælling taler netop til dig? Eller er det exceptionelt godt kunsthåndværk, når flere sanser er i spil samtidig?

Kunst og håndværk

Kunsthåndværk består af KUNST og HÅNDVÆRK.

Nogle gange skaber det tætte samspil mellem æstetikkens væsen og håndværkets – altså kompetencerne, fagligheden og erfaringens – arbejde unikke værker, der er kunst.

Andre gange resulterer samspillet i genstande, der løser et praktisk behov i en travl hverdag – på bordet, i køkkenet eller i stuen.

Og helt andre og helt særlige gange er kunsthåndværk mere end summen af kunst og håndværk og bliver til værker, der tilbyder et eller flere ekstra lag.

Af taktilitet. Af materialitet. Af referencer, der nogle gange er så tætte og spændstige, intellektuelle eller sanselige, at man ikke kan gøre andet end at overgive sig – i kærlighed.

True love

Jeg ELSKER kunsthåndværk og har gjort det i de knapt 20 år, jeg har arbejdet med feltet. Jeg elsker alle mine kopper, skåle og tallerkner. Jeg elsker alle mine kander, krukker og vaser. Jeg elsker mine unika værker, som jeg aer dagligt.

Jeg elsker også alle mine besøg på værkstederne – hver en opslagstavle, spande med glasur og bunker med prototyper og kasserede værker. Jeg elsker mine samtaler med kunsthåndværkerne om inspiration og krøllede idéer.

Jeg elsker opfindelserne og den dybe, dybe respekt, som hver eneste kunsthåndværker, jeg har mødt, har for deres materiale og for at arbejde med, mod og af deres fag – for de flestes vedkommende igennem et helt liv.

Hvad er godt kunsthåndværk?

Godt kunsthåndværk er langtidsholdbare idéer omsat til langtidsholdbar form af særligt kompetente mennesker med en langtidsholdbar viden og erfaring, næret af en langtidsholdbar passion og drøm.

Drømmen er med os i dag som genstande, du kan tage med dig hjem, når udstillingen er slut og du vel at mærke har betalt for dem.

For mig er godt kunsthåndværk en konkret drøm, der bor i mit liv – både fagligt og privat, og et livslangt og ufatteligt meningsfyldt bekendtskab.

Jeg håber, I får bare en lille snert af den oplevelse i dag. Flere af de udstillende kunsthåndværkere er her, kan jeg se. Tag fat i dem. Tal med dem. Spørg dem om materialer, teknikker og metoder, og lad dem og deres værker skabe en fortælling, der giver jer en øget forståelse for, hvad GODT kunsthåndværk er og hvad, det kræver.

TAK!

• Udstillingen Godt Kunsthåndværk blev afholdt af Roskilde Kunstforening i Palæfløjen ved Roskilde Domkirke, sommeren 2019
• De medvirkende kunsthåndværkere var: Gurli Elbækgaard, Yuki Ferdinandsen, Carsten From Andersen, Morten Klitgaard, Martine Myrup, Ane-Kathrine von Bülow, Niels Stock Bach, Simon Kofoed, Ane Christensen og Marianne Nielsen
• Roskildekunstforening.dk