SAMTALE: Tina Ratzer

SAMTALE: Tina Ratzer

SAMTALE: Tina Ratzer

Det færdige værk Tæt På Træer på Trapholt, hvor over 700 borgere deltog med syede patchwork-blade. Værket kan opleves indtil november 2022. Foto: Christian Brems

BIOGRAFI:

Tina Ratzer er uddannet væver og tekstildesigner på Designskolen Kolding i 1998 og åbnede eget studio umiddelbart efter. Igennem årene har hun skabt stedsspecifikke værker og udsmykninger, ligesom hun har flere tekstiler i produktion hos Muuto og Silkeborg Uldspinderi.

Ratzer har desuden lavet sin egen produktion af plaider, sit første projekt, Tracks, der kom med i Danish Crafts Collections under Kulturministeriet. De senere år er hun begyndt at lave integrerende projekter med borgere herhjemme og i udlandet, hvor de to seneste kan opleves på Trapholt indtil november 2022 og på endegavlen på Stengårdsvej i Esbjerg for evigt.

Tina Ratzer har desuden deltaget i et utal af udstillinger og modtaget flere legater og anerkendelser.

www.ratzer.dk

Tekstildesigner og kunstner Tina Ratzer har de seneste år spundet sine tråde i interaktive projekter med borgere i både Sydafrika, Kolding og Esbjerg. Projekter, hvor Ratzer både agerer mentor, faglig inspirator og kunstnerisk ansvarlig tovholder for værker, hun ikke aner, hvor ender. Hvordan skalerer man sit fag til konceptuelle samskabende værker?

På Tina Ratzers hjemmeside knytter der sig tre ord, når man googler hende: Kunst, tekstil, interiør. Netop de tre ord er sigende for hendes tekstile virke gennem mere end 20 år. Rækkefølgen er dog bagvendt, for hun startede med interiør. Med plaider, viskestykker og puder i økologisk uld og bomuld som en af de allerførste herhjemme. Hun var også en af de første nutidige formgivere, der fik plaider i produktion hos den lokale tekstilvirksomhed Silkeborg Uldspinderi, da hun tog kontakt til dem i jagten på en producent til hendes Tracks-plaid. Mødet endte med, at Ratzer blev den første ’nye’ designer for virksomheden i 20 år – og sammen skabte de en helt ny plaid, Twist a Twill, der siden er blevet en bestseller. Se det er en god historie. En anden god historie er hendes genbrug af egne overskudstekstiler. ’Left-overs’ som hun har brugt i en mini-kollektion af bamser, julepynt, puder og kunst.

Det imponerende flettede vægværk ‘Dansk’ på Dansk Design Center, 2004. Foto: Thomas Juul

Ratzers virke har det med at knopskyde. Med at vandre ad nye stier, fordi hun som menneske er sådan. Nysgerrig. Videbegærlig. Hands-on. Tidligt i sin karriere fandt hun ud af, at hun finder inspiration i sine omgivelser. I naturen. I blade, træer og fauna. Men i lige så høj grad på gaden. I et stykke tyggegummi på asfalten. Et gammelt klæde på et loppemarked. Et ubestemmeligt mønster på et grafittitag på en mur.

I 2004 cementerede Tina Ratzer sit første store stedsspecifikke værk på det hedengangne Dansk Design Center, hvor et flere meter højt patchworkflet dækkede trappeområdet op til første sal. Værket var ikke kun iøjnefaldende via sin højlydte farvesætning, det var også markant anderledes pga. sin bevidst ufærdige struktur. Trevlede tekstiler, der stadig trevlede efter udførsel, som et statement på tekstilers forgængelighed, sammensætning – eller livet i sig selv? Værket, der i øvrigt hed Dansk, satte for alvor Tina Ratzers navn på kortet med sit modige ’take’ på et ældgammelt fag. For hvem kunne være så flabet at turde det? At skabe så ’uperfekt’ et greb på en stedsspecifik installation så prominent et sted, de fleste formgivere ville give deres højre arm for at udsmykke?

Tina Ratzer er en brobygger. En af dem, der helt naturligt rækker ud og interagerer. Som menneske og fagperson. Siden hendes tekstile og nyskabende udsmykning på designcentrets domicil på H.C Andersens Boulevard har hun skabt adskillige udsmykninger og designet flere produkter for toneangivende designbrands. Som to parallelle spor, der ikke kun krydsbefrugter hinanden fagligt, men hjælper og komplementerer hinanden økonomisk, kunstnerisk og netværksmæssigt. De senere år er der kommet nye knopskydninger til. Dem, som handler om at fusionere alle de kompetencer, som tekstilkunstneren, designeren og mennesket Tina Ratzer har i sin rygsæk. Projekter, der handler om at samskabe med borgere om værker, der har et formål, der er større end det kunstneriske, nemlig det sociale, antropologiske og politiske.

Et projekt handlede om at interagere med en gruppe Sydafrikanske broderi-kvinder for at give dem inspiration og nye faglige værktøjer til deres fag. Det afstedkom en række workshops, hvor Ratzer tog kvinderne med ud i deres nærmiljø og lokale natur for at opleve farver, strukturer og former på ny. Workshops og værker fra Sydafrika deltog bl.a. i rejseudstillingen Travel as a Tool, der indtil videre har været vist i Finland, Sverige og Danmark. Under Corona-nedlukningen fik hun i samarbejde med Trapholt over syv hundrede borgere til at bidrage med syede patchwork-blade fra et træ, der betød noget for dem. Værket Tæt på Træer udstilles på Trapholt frem til november 2022 som en kunstig skov af patchwork-blade, der tematiserede kærligheden til naturen, nødvendigheden af at passe på klimaet og behovet for at indgå i et fællesskab.

Gavlværket Portal er et lysværk skabt i samarbejde med borgerne på Stengårdsvej 2019-2021. Foto: Torben Meyer

Ratzers seneste projekt hedder Portal og er et samarbejde med Statens Kunstfond om at inddrage borgerne i et udsat boligområde i Esbjerg. Resultatet af to års inddragende workshops med børn, unge, voksne og ældre er blevet til et lysværk på gavlen af en af boligblokkene ved Stengårdsvej. Et lysværk, der er omsat fra en 8 årig piges skitse, og som skifter lys- og farveholdning i 50 forskellige farvekombinationer i løbet af døgnet. Ratzer afholdte flere farveworkshops, hvor borgerne lærte at blande deres udvalgte farver ud fra de tre primærfarver; rød, gul og blå, og i samspil med enkle former fra boligblokkene blev farver og former smeltet sammen til et endelige værk.

Som formidler i feltet igennem lige så mange år som Ratzers virke, har jeg fulgt hendes arbejde, og er altid blevet fascineret af hendes evne til at gøre en dyd ud af nødvendigheden og til at se muligheder og fortællinger. Se, hvordan alle tråde kan bindes sammen i værker, der rækker ud over sig selv og ind i verden og de mennesker, der indgår i den.

Tina Ratzer og borgere fra Stengårdsvej i en farve-workshop i 2019. Foto: Torben Meyer

Hvordan bruger du dit fag til at få borgere i en boligblok til at skabe et værk sammen? 

De senere år har jeg brugt mit fag i fællesskab med andre på baggrund af mine erfaringer i Sydafrika. De eksotiske dufte og farver, varmen og den anderledes kultur var overvældende fantastisk og jeg gik på opdagelse på ny. Samtidig følte jeg ikke, at jeg kunne nå at få det hele med hjem. Og så begyndte jeg at kode min egen proces sammen med dem, jeg underviste og så et kæmpe potentiale i at researche og dele i fællesskab. Jeg brugte mine workshops til at få et andet ’take’ på mit virke og fandt derigennem ny inspiration.

Efter tre-fire besøg i Cape Town begyndte jeg at samle de mennesker, jeg samarbejde med til middage for at sætte dem i stævne med mulighed for at samarbejde på tværs. Metoden tog jeg med hjem og den har også været min indgang til det borgerinddragende kunstprojekt på Stengårdsvej i Esbjerg, der er resulteret i lyskunstværket Portal.

Jeg bruger mit fag på flere måder, men research er nøgleordet. Jeg er nysgerrig på det, andre ser, og så skaber jeg et materiale derfra. I mødet inddrog jeg min viden og mit kendskab til farver og farvelære. De første møder var gåture i området, hvor de forskellige grupper af børn og voksne fortalte mig om stedet, viste mig, hvor de boede, og fortalte, hvordan det er at bo netop her. På den måde fik jeg et indtryk af Stengårdsvej. Jeg mødte dem med min Pantone-vifte i hånden, og bad dem udpege farver undervejs, som de fik øje på, og på den måde fik vi indsamlet en farvepalette; Stengårdsvejs-farver.

En væg af stribede farvekompositioner fra workshoppen i Sydafrika, 2018. Foto: Tina Ratzer

Farverne tog vi med tilbage til tegnebordet for at dykke ned i en proces omkring det at blande eksakte farver. Og lære, hvilke farver en farve består af ud fra de tre primærfarver, rød, gul og blå. Meget simpelt, men også komplekst for mange, der ikke har prøvet det før, men lige præcis så enkelt at alle kommer i mål. Er gul bare gul eller er den varm eller kold? Skal der mere rødt i eller måske lidt mere blå? Hvordan blander man en brun? Hvor meget blå skal der i den hvide for at få en lyseblå, og skal der en anden farve end blå i for at opnå lige præcis den blå fra sportspladsens redskaber?

Øvelserne skaber ro og fordybelse hos den enkelte, og jeg bruger metoden til at opbygge en gensidig tillid, fordi målet var at skabe et fælles aftryk af stedet. Jeg lavede efterfølgende simple farveøvelser med de mange deltagere for at illustrere, hvordan farver påvirker hinanden, men også for at iagttage, hvordan farverne blev sat sammen, hvilke farver, der var populære, og hvad vi fik forærende til det fælles udtryk i processen. Materialet tog mere og mere form af at blive et aftryk fra og til Stengårdsvej.

Processen var abstrakt fra starten. Jeg havde ikke på forhånd en skitse for et slutprodukt, men måtte være åben i processen. Jeg gik på opdagelse sammen med borgerne, og det var eksotisk at blive placeret i ukendt land blandt mennesker, jeg aldrig havde mødt før. Det hele var nyt og jeg begyndte straks at undersøge stedet. Det var ligesom at være ude og rejse. Jeg var lige kommet hjem fra en af mine rejser til Sydafrika, hvor jeg gennem workshops med broderikvinder og tekstilstuderende havde opdaget, at jeg nyder at bruge mig selv som redskab til at blive klogere på min egen praksis. Jeg sætter noget i bevægelse og får mangfoldigt tilbage.

I Esbjerg er det færdige værk et sammenkog af iagttagelser og det, der er blevet sagt og skabt undervejs. Jeg mødte den hårde ghetto, som den blev kaldt i 2019, gennem de bløde værdier; borgerne, som mener, at Stengårdsvej er det bedste sted at bo. Gennem alle de indtryk endte projektet med at tage form og det endelige aftryk blev i et nyt medie for mig, nemlig lyskunst.

Tina Ratzer med en gruppe unge på tur i området med en Pantone-vifte i hånden, 2019. Foto: Torben Meyer

Hvorfor er det meningsfuldt at arbejde med disse integrerende projekter?

Jeg har arbejdet selvstændigt igennem det meste af mine 23 år som tekstildesigner. Det er jeg god til, men jeg lærer mig selv og mit fag endnu bedre at kende gennem mine samarbejder med andre. Min første rejse til Sydafrika faldt sammen med skilsmissen til mine børns far, og jeg stod pludseligt et helt nyt sted midt i livet – og meget langt væk hjemmefra. Kombinationen gjorde mig sårbar og åben på samme tid, og det har jeg brugt konstruktivt i min faglighed. Igennem mine workshops i Cape Town oplevede jeg, hvordan jeg kunne bruge mine egne kreative processer i resonans med mine kursister. Vores danske kultur står i kontrast til det vibrerende Sydafrikanske udtryk, som jeg altid har fundet sprudlende og taktil, men selv har haft svært ved at udtrykke i mit fag. Nu blev den pludselig nærværende, ligetil og inspirerende. I mødet mellem mennesker kan der opstå et tredje rum, hvis man er åben. Det rum finder jeg stimulans og indsigt i. Her nærer jeg min faglighed og udvikler mig.

Da Statens Kunstfond inviterede mig til at ’gå i marken’ på Stengårdsvej, var jeg ikke i tvivl, da det handlede om at gå i dialog, være tilstede i processen og forholde sig åbent til det, der måtte komme. Jeg måtte danne og finde materiale i samklang med de lokale borgere og det, der vi kunne finde på det specifikke sted. Det var sjovt og jeg bruger mit fag på en anderledes måde end før. Processen med borgerne på Stengårdsvej har også medført, at jeg har bevæget mig over i et helt nyt medie, lys, da værket endte som et lyskunstværk. Jeg har aldrig arbejdet med lys før, og det har været spændende at arbejde med farver på en anden måde end nede i den bløde uld. Borgerinddragende projekter som på Stengårdsvej kommer mange mennesker til gode. Der har været små 200 mennesker med i processen og bagefter endnu flere. Når borgerne er med i processen tager de ejerskab. Og værket får betydning for området og kan ad den vej skabe en fortælling, der kan gøre området mere attraktivt.

Jeg har tidligere udført store integrerede udsmykninger i bygninger, hvor det er blevet formgivet med udgangspunkt i stedets arkitektoniske linjer. Lysværket Portal, derimod, er skabt gennem en bevægelse med de mennesker, der bor på stedet og den rejse, vi har været på sammen. Det er unikt. De kender mig, hilser på mig og vi har skabt noget godt og vigtigt sammen. Det er meget meningsfuldt. I et integrerede projekt som dette, eller i det seneste Tæt på Træer på Trapholt, bliver jeg inspireret undervejs i processen, men tager også erfaringerne med videre i mit arbejde, hvor jeg ser en mere legende tilgang end tidligere.

Ratzers plaid Twist a Twill fra 2008 for Silkeborg Uldspinderi. Foto: Tina Ratzer

Hvad er det fascinerende ved tekstil som fag?

Det er materialet og håndværket. Herfra er der så utrolig mange lag at arbejde i eller veje at gå. Jeg kan lide at have materialerne i hænderne, ulden, der dufter, er blød og giver mig associationer til fåret og naturen. Det er dejligt at røre ved uld, ved garn eller et vævet/strikket materiale, ligesom det er spændende at behandle det, indfarve det og væve/strikke med det. Og så er det interessant at lave et produkt ud af det som en plaid, et gulvtæppe eller en trøje.

Selvom der findes mange forskellige råmaterialer, der anvendes i tekstilindustrien, hælder jeg mest til at arbejde med de naturlige materialer som uld, bomuld og hør. Jeg kan godt lide, at de går langt tilbage i historien. At det er de originale råmaterialer. Og så er holdbarhed og bæredygtighed essentielt for mig. Det visuelle skal fungere med det funktionelle for at opnå længst mulig levetid og helst slides op inden det bliver komposteret.

Farver og mønstre fylder meget i tekstilfaget. Mønstre og dekoration har altid optaget mennesket, fordi de fortæller en historie og refererer til tider, steder og kulturer. De stimulerer samtidigt øjet. Jeg elsker at tegne mønstrer og arbejde med farver, og er de seneste år dykket ned i plantefarvning. Det var ikke rigtig moderne, da jeg tog min uddannelse på Kolding Designskole i 90’erne. I dag er det moderne at arbejde med plantefarvning og have fokus på miljøet, og jeg er spændt på, om vi på sigt kan ændre vores syn på tekstiler og forgængelighed. Kan vi finde værdien i at tekstiler ældes i brug? Må farven for eksempel ’fade’ lidt gennem årene og på den måde signalere bæredygtighed? Her tror jeg mit fag kan være med til at værdsætte naturen, som vi er kommet langt væk fra.

Farveworkshop i Sydafrika, 2018. Foto: Tina Ratzer

Der er noget befriende og levende over at arbejde med naturlige farver. Jeg kan ikke styre det på samme måde som med de kemisk fremstillede. Jeg må accepterer den forskellighed, der opstår og se den som en gave. Det er en stor inspiration og indsigt i at lære, hvad planter kan. Jeg forbinder mig endnu mere med naturen og opbygger en større respekt for den. Det er samtidigt meditativt, da det er hands-on og sanserne kommer i spil gennem duft, lyd og berøring. 

Da jeg gik i gang med mit afgangsprojekt for 23 år siden, havde jeg svært ved at argumentere for at sætte flere produkter i verden, fordi tekstilindustrien er en af de mest forurenende i verden. Hvordan kunne jeg forsvare at designe nye tekstiler? Jeg købte allerede økologisk dengang, og tænkte, at hvis vi kunne dyrke maden økologisk, måtte vi også kunne producere økologiske tekstile produkter. Jeg udviklede derfor min bæredygtige plaid Tracks i certificeret biodynamisk uld, og fremstillede mit eget farvekartotek af indfarvede uld med reaktive farvestoffer uden indhold af tungmetaller. Plaiden havde to meget forskellige sider, så den kunne tilfredsstille behovet for noget nyt, idet man kunne vende den og således have ’to i én’.

Plaiden ‘Tracks’ i biodynamisk økologisk uld, som Ratzer designede i 1998. Foto: Thomas Juul

Er håndværket vigtigt?

Jeg blev uddannet i 1998, hvor værkstedsfagene var dominerende, og vi skrev slet ikke afhandlinger. Vi levede på værkstederne. Det var hér faget var. Det tager tid at arbejde håndværksmæssigt, man væver ikke bare lige en plaid eller udvikler et møbelstof. Der er krav til holdbarhed i industrien, men det er der jo også i forhold til bæredygtighed, genanvendelse og miljøkrav. De nye krav baner vej for feltets udvikling, og her er værkstedsfagene absolut nødvendige. Det kræver et håndværksmæssigt kendskab til materialer og teknikker for at eksperimentere sig frem til ny viden. Den viden sætter du så i stævne med dine nutidige idéer, og på den måde udvikler vi hele tiden vores fag.

Så er der hele det psykologiske aspekt ved håndværket, tilfredsstillelsen ved at røre, dufte og skabe noget med hænderne, at forstå gennem hænderne. Man kan ikke tænke sig til alting eller generere de samme resultater i computeren, for man ved jo ikke, hvad der virker, før man prøvet det af. Værkstederne er et laboratorium, hvor der afprøves og udvikles, og det har vi altid gjort som mennesker. Der er nu heldigvis fokus på natur og bæredygtighed i mit fag, og jeg tror det kommer til at bane vej for helt nye måder at udvikle feltet på. Alt forgår, vi forgår som mennesker, vi ældes og skal repareres for at holde, og jeg tænker, at det kunne være fint, hvis produkterne følger samme cyklus. Jeg ser for mig, at jeg kun må bruge og reparere mine tekstiler i stedet for at købe nye. Det vil være simpelt og det vil jo på en måde passe naturligt sammen med min viden, mit grå hår og at jeg også skal dø en dag.

BIOGRAFI:

Tina Ratzer er uddannet væver og tekstildesigner på Designskolen Kolding i 1998 og åbnede eget studio umiddelbart efter. Igennem årene har hun skabt stedsspecifikke værker og udsmykninger, ligesom hun har flere tekstiler i produktion hos Muuto og Silkeborg Uldspinderi. Hun har desuden lavet sin egen produktion af plaider, sit første projekt, Tracks, der kom med i Danish Crafts Collections under Kulturministeriet. De senere år er hun begyndt at lave integrerende projekter med borgere herhjemme og i udlandet, hvor de to seneste kan opleves på Trapholt indtil november 2022 og på endegavlen på Stengårdsvej i Esbjerg for evigt.

Tina Ratzer har desuden deltaget i et utal af udstillinger og modtaget flere legater og anerkendelser.

www.ratzer.dk

SAMTALE: Morten Klitgaard

SAMTALE: Morten Klitgaard

SAMTALE: Morten Klitgaard

Beholder af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

BIOGRAFI:

Morten Klitgaard er uddannet på glas- og keramiklinjen på Det Kongelige Akademi, Bornholm, i 2012, foruden mindre mesterlære-ophold hos glaskunstnere i ind- og udland.

Han har udstillet i USA, Italien, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Japan, Finland og Kuwait, har modtaget et væld af legater og anerkendelser, senest Hempels Glaspris 2021. Klitgaard er i stald hos Heller Gallery i New York, Sarah Myerscough Gallery i London og Køppe Contemporary på Bornholm, og er repræsenteret i samlinger på Bornholms Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Hempels Glasmuseum, Ny Carlsbergfonden,  Collection Embrechts Ryckaert og hos en række internationale samlere.

Særudstillingen NOVUM VITRUM kan opleves på Hempel Glasmuseum hele sæsonen.Søndag 15. maj viser Morten Klitgaard selv rundt i udstillingen.

www.mortenklitgaard.com

Glaskunstner Morten Klitgaard er aktuel på det nyåbnede Hempel Glasmuseum, hvor han udstiller som modtager af Hempels Glaspris 2021. De senere år har hans karriere taget særlig fart med udstillinger og priser i ind- og udland, og den berejste nordjyske kunstner er efter en årrække på Bornholm, flyttet til København, hvor han har åbnet værksted og galleri på Amager.

Hvis du har svært ved at holde farten, er det ikke så mærkeligt. Morten Klitgaard ligger for alvor i overhalingsbanen, en bane, der synes at have flere spor og fortsætte over grænser – nationalt og fagligt. For selvom nordjyden synes at have roen og sindigheden som permanente iboende kendetegn, er der fart på.

Fart på hans raketbane mod international anerkendelse og udstillinger. Fart på hans nye bane i København, hvor han har åbnet værksted og galleri i en tidligere gardinforretning på Amager sammen med sin faglige og private partner, keramiker Elly Glossop. Fart på hans udtryk, der ligger et stykke væk fra det, vi normalt forbinder med glaskunst: Det transparente, translucente og plastiske. Karakteristiske egenskaber ved glas, som Klitgaard maskerer i sine værker, der i stedet minder om keramik, idet de er mørke brun-sorte cylindre båder mimer det brune ler i sin farveholdning og er en typologi, der er klassisk i keramikken. Læg dertil overfladerne med deres krakelerede, rustikke og boblende overflader, der er som taget ud af en keramikers glasurkartotek.

Morten Klitgaards soloudstilling NOVUM VITRUM på det nyåbnede Hempel Glasmuseum. Foto: ATELIER-BRUECKNER

Klitgaard er vokset op i Nordjylland, nærmere betegnet Lønstrup, og her mellem klitter, blæst og en ydmyg tilgang til natur og vejrlig, blev han opmærksom på detaljer og stofligheder, som han stadig trækker på i dag. Efter kurser i USA, en uddannelse på Det Kongelige Akademi på Bornholm, og masterclasses hos flere store glaskunstnere i ind- og udland, fandt han sit sprog, sit toneleje, sin vej.

Klitgaards greb er hans evne til at sende sit materiale ad nye ruter ved at lade det samtale med keramikhistorien og de konventionelle spor og referencer, der ligger her. Ved at gå i frisk og eksperimenterende dialog med sit materiale og sætte forskellige komponenter i samspil med glasset, så overfladen eroderer og syder i kemiske reaktioner, trækker han sit formsprog og udtryk nye steder hen og sætter glasset frit. Frit til at sætte nye æstetiske standarder. Frit til at lege på tværs af genrer og forventninger. Frit til at falde ned i nye mellemrum mellem alle de førnævnte. Morten Klitgaard er et nyt sprog. Et nyt spor. Et nyt sted for glas. Det er derfor hans arbejde, hvor han lader materialer som gips, ler, papir, metal blive medskabere af de materialeoverskridende overfladeudtryk, er et nybrud i feltet. Klitgaards værker tenderer optiske gimmicks, når han lader sine glasværker maskere som massive keramiske jordbrud. Og man tror vitterligt, at det er keramik, første gang, man møder dem. Og selv når man får at vide, at værkerne er lavet af glas, spørger man ’really?’

Morten Klitgaard

På Hempel Glasmuseum udstiller Klitgaard som sidste års modtager af Hempels Glaspris under titlen NOVUM VITRUM (nyt glas på latin) en række værker, der tager afsæt i museets samling af antikke, romerske glas. I deres patina, farver og perlemorsagtige skær, der skyldes irisering, når glassets stof går i forbindelse med luften kultveilte efter mange år i jorden. Og netop spadestikket tilbage til antikken er en vigtig signatur for Klitgaard, der er bevidst om sin materiale- og kulturhistorie, og går både med og mod den i sin ukonventionelle fortolkninger af den.

 

Hvordan fandt du frem til at arbejde med overfladerne i dine glasværker?

Et langt stykke hen ad vejen bliver man dygtigere som glaspuster ved at efterligne sine forbilleder og læremestre. Man tilegner sig teknikker og vigtige indsigter, men på et tidspunkt må man frigøre sig fra det tillærte og gå sine egne veje. Min opvækst i det forblæste Nordjylland har lært mig at værdsætte små detaljer i et goldt landskab. Det at være ordblind har også en stor betydning for min udtryksform og overflader. Jeg lærer med mine hænder og gengiver indtryk i tekstur.

Det at mine værker har et keramisk islæt er valgt for at tydeliggøre formen og volumen i objekterne. Ved at fjerne translucens og kun arbejde med den yderste overflade, som vi kender den fra den keramiske verden, kan jeg arbejde med volumen og opfattelsen af konturerne af formen.

Æstetikken er rå, maskulin og upoleret, og udtrykket står i gæld til den natur, vi driver rovdrift på. Jeg bruger glaspigmenter og indsamlet materiale fra steder, der har stor betydning for mig fx sort sand fra Lønstrup eller klippestykker fra Bornholm.

Cylindre af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

Hvorfor tager du ofte udgangspunkt i beholderen?

Jeg har altid været fascineret af form. Både klassiske og abstrakte former og deres måde at indtage rummet på. Jeg arbejder med beholderen, fordi det viser, at jeg kender min materialehistorie, og at jeg sætter mine værker ind i og op mod den kontekst. Beholderen er skabt for at rumme noget fysisk som vand, og ved at kende den forudgående skabelsesproces sætter jeg mine værker ved siden af den kulturhistorie, der ligger forud for glasfremstillingen de sidste 3.000 år.

Cylindre af Morten Klitgaard. Foto: Dorte Krogh

Hvad fascinerer dig ved dit materiale?

Barndomsbyen Lønstrup er udgangspunktet for min rejse udi glaskunstens fjerne afkroge. Jeg var blot otte år gammel, da et keramikerpar kom til byen for at etablere et glaspusteri. Det var hos Leif Vange i Glashuset i Lønstrups varme og sansemættede univers, der første gang tændt en ild i mig. Jeg blev straks fascineret af det, den fint koreograferede dans med glasset, koncentrationen og det kropslige element i glasfremstillingen.

Hvis ikke man er 100% fokuseret igennem hele tilblivelsesprocessen kan det let ende i en fiasko, eller spild af tid og resurser. Tyngdekraften er vores værste fjende, og sekunders fravær kan have fatale konsekvenser for fremstillingen af værket. Glasset husker alle berøringer, og hvis ikke det er ensartet, vil det blæse skævt og blive ustyrligt.


Har du et bud på, hvor glasscenen bevæger sig hen eller er det lige så mangfoldigt som der er udøvere?

Stagnation er ikke en mulighed, hvis man vil forny sig. Udvikling sker kun i mødet med nye mennesker, landskaber og kulturer. Jeg forsøger hele tiden at gøre min fortælling stærkere. Rejserne, sansningerne og eventyret bearbejdes og kommer ud gennem kroppen og aflæses i mine værker.

Morten Klitgaards soloudstilling NOVUM VITRUM på det nyåbnede Hempel Glasmuseum. Foto: ATELIER-BRUECKNER

BIOGRAFI:

Morten Klitgaard er uddannet på glas- og keramiklinjen på Det Kongelige Akademi, Bornholm, i 2012, foruden mindre mesterlære-ophold hos glaskunstnere i ind- og udland.

Han har udstillet i USA, Italien, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Japan, Finland og Kuwait, har modtaget et væld af legater og anerkendelser, senest Hempels Glaspris 2021. Klitgaard er i stald hos Heller Gallery i New York, Sarah Myerscough Gallery i London og Køppe Contemporary på Bornholm, og er repræsenteret i samlinger på Bornholms Kunstmuseum, Glasmuseet Ebeltoft, Hempels Glasmuseum, Ny Carlsbergfonden,  Collection Embrechts Ryckaert og hos en række internationale samlere.

Særudstillingen NOVUM VITRUM kan opleves på Hempel Glasmuseum hele sæsonen.Søndag 15. maj viser Morten Klitgaard selv rundt i udstillingen.

www.mortenklitgaard.com

Sanselig opmærksomhed på verden

Sanselig opmærksomhed på verden

Sanselig opmærksomhed på verden

Proces i værkstedet i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

ASTRID SKIBSTED

… er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, 2010, og har siden sin afgang haft eget studio og praksis, der fordeler sig mellem kunstneriske projekter og formidling. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i væven og de kommercielle udsmykningsopgaver, der ligger her – som Messehagelen til Sankt Nicolai Kirke i Kolding – eller i vikleprøverne, der de sidste 10 år har vokset sig mere og mere indflydelsesrige og skabt et kunstnerisk og videnskabeligt fundament for udvikling. Astrid Skibsted bor og arbejder i Aarhus.

www.astridskibsted.dk

Tekstildesigner, væver og kunstner Astrid Skibsted har gjort vikleprøver til en faglighed i sig selv, der både fungerer som værk i egen ret og som kommunikation mellem krop og sind, mellem tråde, muligheder og detaljer. I hendes bog ‘Vikleprøvemanifestet’ skrev jeg denne indledende tekst.

”Vi skal sidde herinde”, siger Astrid og gelejder mig ind i et rum, der er indrettet tæt med væv, strikkemaskine og reoler med garn. Her, i et smørhulscentrum i det inderste af Jyllands hovedstad, bor hendes værksted, som hun deler med en kollega. Hvad værkstedet ikke har i kvadratmeter har det til gengæld i udsigt. Panoramavue over Aarhus havn, der ikke fås bedre noget sted denne solrige morgen.

Astrid har sat mig i stævne for at vikle. Fysisk. Vi skal skabe vikleværker sammen, hende og jeg. For det er vigtigt at forstå, hævder hun, hvordan princippet fungerer og mærke det på egen krop. Jeg er med. Helt med og glæder mig til at få fingrene i garner, farver og strukturer. Forskellige garner bliver sat frem. Store industrielle ruller og mindre prøver, nøgler og rester. Farvestærke, doushede og diskrete. Grove, ru, fine, skinnende, glimtende, glatte og matte. En verden af muligheder lige der. Vi går i gang. Vælger hver vores stykke pap i en grundfarve og vælger den første tråd, som vi sætter fast bagpå med et stykke tape. Vikler tråden rundt om pappet. Tre gange, fire. Tape på bagsiden. Vi bytter. Vælger den næste tråd. Hvilken farve fungerer sammen med den, som Astrid valgte som sin første? Og vikler jeg side om side med Astrids tråd eller på tværs af den? Hmm…

Vikleprøver. Foto: Suzanne Reitzma

At dele en vikleprøve mellem sig gør, at man bliver medskaber af hinandens værker og udvider ens egen forståelse af sammensætninger mellem farver, strukturer, mønstring og komposition. Nå, gør du sådan? Vikler du stramt eller løst? Med tætte eller brede striber, hvor der er afstand imellem trådene? Astrid og jeg fortsætter med at vikle, bytte, vælge tråde, vikle, bytte og vælge, mens vi taler indimellem. Mest om at vikle og potentialet i det, der foregår. For hvad er det egentlig, der foregår? Hvad er det, der sker, når man vikler sammen? Vi taler løst, for vi har jo egentlig ikke vedtaget, at vi har en samtale. Vi er sammen om en aktivitet, der i princippet ikke indbefatter, at vi nødvendigvis skal tale sammen. Måske har vi ikke noget at tale om. Måske har vi. Præmissen for samværet er en anden, nemlig at vikle. Men samtalen opstår – uvilkårligt og er båret af noget konkret. Praktisk. Sanseligt. Og hvad der ellers dukker op, mens trådene lader sig vikle.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

At vikle er en leg, et eksperiment, der ikke kræver nogen særlige forudsætninger udover, at du har pap, garn, tape og tid. At vikle er en metode til at lukke op for sit flow, sin inspiration, sit hoved – og er et sted, hvor man ikke skal planlægge eller tænke, men bare være. At vikle kan være alt eller intet, leg eller alvor, farverigt eller ferskt, men mest af alt er det meningsfuldt. Meningsfuldt at fordybe sig i den enkle rutine det er, at vælge en tråd og vikle den rundt, horisontalt og vertikalt. I lag. På skift. Og se stofligheden optrappe. Vurdere kompositionernes samspil. Opleve lyset, der reflekterer sig forskelligt i trådene, alt efter om de er matte eller blanke, i hør, uld eller bomuld. Se, hvordan farverne interagerer med hinanden og med dig. Mærke, hvordan noget så enkelt kan blive så komplekst på godt og vel en time. Føle, hvordan roen sænker sig i dit system og hvordan du er tilstede. Her og nu. I værket og i viklingen. Med garner, farver og overflader, som du fornemmer taktilt med fingrene.

Der er noget meditativt over at vikle. Det er åbenlyst for enhver, der prøver det. Man skaber. Et legesygt eksperiment eller et tekstilt værk ved blot at vikle en tråd i to retninger. Vikleprøven bliver en ting i sig selv. Et spor i verden, skabt af en intuitiv forståelse og fascination af farvernes og stoflighedens potentiale. Vikleprøver handler om at komponere uden at det behøver være pænt. Der må gerne være noget, der forstyrrer harmonien. En variation i trådenes forskellighed og kompleksitet. En nuance i farveforskellen mellem to tilsyneladende ens farver. En komposition af kontraster mellem farve, tykkelse og mønstring. En forskel i højde og dybde. En umiddelbar forståelse af materialer. At vikle er en måde at lære materialerne at kende på. Forstå med øjne og hænder, hvad de kan i kombinationer med og mod hinanden. At vikle en tråd ad gangen og langsomt opdage, hvad lige netop den tråd kan. Hvordan den fungerer i samspil med andre. Det handler om tråden – og materialet i sig selv.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

Vikleprøver var oprindeligt et redskab til væveren, der herigennem kunne fornemme, hvordan de forskellige tråde ville fungere og interagere med hinanden på væven. Hvordan de ville stå i forhold til hinanden. Hvordan de ville tage farve efter omgivelserne og blive nogle andre alt efter, hvem de stod ved siden af og hvordan lyset spejlede sig i dem. En vikleprøve er et kunstnerisk redskab til en kunstnerisk proces, hvor man væver mellem tradition og fornyelse. Med langsomheden og nærværet som ultimative vævepartnere. For man skal kunne lade sig opsluge og blive en del af vævens rytme og langsommelighedens tålmodige arbejde. For så at vinde prisen, når man langt om længe piller tekstilet af væven og ser, om trådene har opført sig i de planlagte farveskift eller skabt deres helt egen autonomi, dér mellem hinanden.

Astrid Skibsted siger selv, at hun valgte væven ud fra temperament. At det store forarbejde med at planlægge garn, farver og mønstring og sætte væven op uden at kende det fulde billede før man er færdig, tiltaler hende. At være tilstede i nuet sammen med tråden og materialet, spiller sammen med hendes temperament og person, der altid har søgt derhen, hvor man kan lade sig omslutte og opsluge af at skabe universer.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

Nu er vikleprøven blevet Astrid Skibsteds ubestridte kunstneriske værktøj, ikke kun til væven, men til den kreative proces, der har trukket hende over i farvernes univers og det indsigtsfulde i den viklende rutine, der balancerer mellem håndarbejde og kunst. Trukket hende over i det givende i at formidle farvernes og materialernes potentiale videre til andre. Farvernes potentiale er også i spil i den nuværende indretningstendens, hvor farver ikke udelukkende males på vægge, men også på døre og karme. Noget, der tidligere kunne opfattes kontroversielt eller signalere dårlig smag.

I dag er det næsten mainstream at male i samme ensfarvede greb italesat og blåstemplet af de rigtige ’influencers’. Men er farve udelukkende fashion eller kan farve fungere som en ekstra og videnskabelig dimension ved siden af form og funktionalitet? Flere har arbejdet seriøst og professionelt med feltet – fra de tidlige Bauhaus-eksponenter som Anni og Josef Albers til vores egen ikoniske Poul Gernes og fremsynede Verner Panton til aktuelle og relevante Margrethe Odgaard, der udvikler farvesystemer afhængig af, hvad de skal bruges til.

Vikleprøver i stakkevis. Foto: Suzanne Reitzma

Anni Albers talte om mod som en vital faktor i kreativitet. Mod og langsomhed. Til at eksperimentere bevidst og tankefuldt, og hun mente, at kreativ nyskabelse altid kommer fra håndens arbejde. I artiklen ”On Weaving” fra 1952 siger hun:

“Beginnings are usually more interesting than elaborations and endings. Beginning means exploration, selection, development, a potent vitality not yet limited, not circumscribed by the tried and traditional… Therefore, I find it intriguing to look at early attempts in history, not for the sake of historical interest, that is, of looking back, but for the sake of looking forward from a point way back in time in order to experience vicariously the exhilaration of accomplishment reached step by step“.

For at komme frem, må man stå på et fundament, et grundlag. Kende det, udforske det og derfra vove springet fremad. Mod det, man finder inspirerende, fordi alting eksisterer i en kontekst af mening og i relation til andre. At skabe er en kraft, man må tage på sig, og som væver må man søge efter det sted, hvor linjer, form, farve og tekstur går op i en højere enhed. Der hvor format, funktion og æstetik taler med hinanden – i medgang eller modgang. Det det samme, når man vikler. Ligesom Albers’ begyndelser, der rummer uendelige muligheder, determinerer viklingen et ukendt land, der tager sin begyndelse med den første tråd. Et land fuld af stier og veje, der skal undersøges og udforskes. Som et sprog, man skal lære at tale.

Bogen ‘Vikleprøvemanifestet’. Foto: Suzanne Reitzma

Farver er også et sprog, der appellerer til følelserne. At en farve ikke bare er en farve, er efterhånden ved at gå op for de fleste. Men at farve også skaber ro i nervesystemet og afgiver endorfiner i din krop, mens du arbejder med dem, det er nyt og revolutionerende. Farver er helbredende. Det beviste Poul Gernes, da han farvesatte venterum og patientværelser på Herlev Hospital og dokumenterede, at patienter forkortede deres indlæggelse ved at opholde sig i rum, hvor farver og æstetik var gennemtænkt. Også Verner Panton arbejdede bevidst med farver og psykologi og mente, at samspillet kunne skabe sociale og kulturelle forandringer.

Farver skaber stemninger, der skaber energi eller fordybelse. De fleste udøvere elsker begge dele. At forsvinde ind i begejstringen, der smitter, og ind i de æstetiske og funktionelle aspekter ved et materiale. At lære nyt og omsætte det i en kreativ gestaltning. At vikle er at skabe. I uendeligheder, principielt. For man kan blive ved. Lige dér i din sofa, på dit værksted eller sammen med andre. Ikke to falder ens ud. Astrid Skibsted har gjort forsøget, men værkerne ville ikke være identiske. Ville være sig selv og deres eget individuelle udtryk. Trods ens format, farver og garner. At vikle er at fortabe sig. Og at give sig hen i et flow, der dyrker den sanselige opmærksomhed på farver og verden.


Kilder:
Ulrikka Gernes og Peter Michael Hornung: Farvernes medicin, Borgen, 2004

Anni Albers, On Weaving, Early Techniques of Thread Interlacing p. 52, 1965
Ida Engholm & Anders Michelsen, Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre, Strandberg Publishing, 2017

ASTRID SKIBSTED

… er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, 2010, og har siden sin afgang haft eget studio og praksis, der fordeler sig mellem kunstneriske projekter og formidling. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i væven og de kommercielle udsmykningsopgaver, der ligger her, som Messehagelen til Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Eller i vikleprøverne, der de sidste 10 år har vokset sig mere og mere indflydelsesrige og skabt et kunstnerisk og videnskabeligt fundament for udvikling. Astrid Skibsted bor og arbejder i Aarhus.

www.astridskibsted.dk

 

Bjørn Friborg: Sensuelle implosioner

Bjørn Friborg: Sensuelle implosioner

Bjørn Friborg: Sensuelle implosioner

Matter at Hand, Bjørn Friborg. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Glaspuster og kunstner Bjørn Friborg er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Bjørn Friborgs værker taler højt og energisk. Store ovale glasværker med hul og farver i maven, som man får lyst til at stikke hånden ind i. Friborgs værker – samlet i serierne Implosion og Penetration – har sensuelle konnotationer, men det er sådan livet er, forklarer han. Friborgs værker er smukke, vilde og forførende. Ovale, transparente ’glasmontre’ fyldt med dynamisk forvredet liv i farver. De er også en smule foruroligende og provokerende. Lidt ligesom en tand, der gør ondt, men som man alligevel bliver med at rode i. Man vil stikke hånden ind og røre, selvom det er grænseoverskridende. Sensuelt.

Det er vigtigt at tale højt, mener Friborg. At være ærlig og uprætentiøs for at skabe et genuint udtryk. Hans værker er en forlængelse af ham selv. Af at ville ind i noget. Af at ville noget mere og dybere. Som eksplosive energiudladninger som menneske og kunstner. Bjørn Friborg får energi af processen. Der, hvor alt skal gå op i en højere enhed. Som et teamwork af præcis koordinering mellem de forskellige håndværkere, der tager del i den. For glas er en holdsport. Og lige så krævende og disciplineret som elitesport. Det er der, en del af rusen ligger. Usikkerheden. Momentet, hvor du ikke tænker eller tøver, men bare handler. For meget kan gå galt. At arbejde med glas er en ekstrem intim proces følelsesmæssigt, og ifølge Friborg så fyldt med eufori, at du kan sammenligne den med vold og sex. Og selvom alt går godt, kan det stadig gå galt, når du åbner ovnen.

Matter at Hand, Bjørn Friborg. Foto: Dorte Krogh

Bjørn Friborg er en aktiv person. En af dem, der taler så hurtigt, at du tager dig selv i at læne dig fremover for at høre alt, selvom det foregår i telefonen. Hans tale- og tankerække springer frem og ofte flere trin over, så du selv må foretage de nødvendige mellemregninger. For han har travlt. Der er ingen tid at spilde.

Han har flere værker i kø, er netop blevet ansvarlig hyttemester på det nyåbnede Holmegaard Værk i Danmark, det hæderskronede og anerkendte glasværk, der efter en årrække i lavkonjunktur og glemsel, er genopstået i ambitiøse, nyrenoverede rammer. Nu skal dansk glaskunst igen med helt frem, anført af Friborg. Også her skaber han sin kunst parallelt med sit arbejde, og har ikke noget problem med at lade andre ’shine’ gennem sit kompetente håndværk. Af respekt for faget og sit materiale. For det er også en tilfredsstillelse at mestre sit håndværk så overlegent, at andre kan udkomme igennem det. Det er Friborg – i dynamisk vekselvirkning mellem håndværk og kunst.

Bjørn Friborg er en af Skandinaviens dygtigste glashåndværkere, og der er næsten ikke det, han ikke kan gøre med glas. Han har lært af den bedste, en ældre, hardcore mester, der tog ham under sine vinger, da han som ung tog til Sverige for at lære faget. I Sverige, har glastraditionen altid været stærkere end i Danmark og ’Glasriket’, som er en mindre by bygget op omkring glas, er arnestedet for industriel og kunstnerisk udvikling. Udover Sverige, er Friborg uddannet i Danmark og USA og har skabt sin kunstpraksis sideløbende med sit arbejde som elite-håndværker.

Matter at Hand, Bjørn Friborg. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Maria Sparre-Petersen: Glassets geniale genavendelighed

Maria Sparre-Petersen: Glassets geniale genavendelighed

Maria Sparre-Petersen: Glassets geniale genavendelighed

Matter at Hand, Maria Sparre-Petersen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Glaskunstner Maria Sparre-Petersen er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Maria Sparre-Petersens glasværker i genbrugsglas er skabt af blå og grønne ølflasker. Flasker, hun smelter om til kugler, der minder om cirkelrunde dråber af barndommens mystik, som hun komponerer og monterer i en ramme af højtbrændt beton. Hver kugle udvikler en hinde på overfladen under opvarmning, der gør, at de ikke smelter sammen i ovnen, men interagerer, så de bliver flydende, men adskilte. Som sæbebobler, der klæber til hinanden. Som kunstnerisk kaos i orden eller grafiske elementer af flydende masse i en struktureret ramme. Form, mønstre, farve og lys går i dialog og skaber nye fortællinger. Nogle steder optræder glasset transparent eller translucent – alt sammen afhængigt af, hvordan lyset bryder materialet og hvor dyb farven i glasset er.

Matter at Hand, Maria Sparre-Petersen. Foto: Dorte Krogh

For Maria Sparre-Petersen er bæredygtighed en livslang interesse, der er opøvet flittigt igennem hendes nysgerrige og socialt orienteret sjæl, der kan skrive både sømand, designer, underviser, Master of Fine Arts og Ph.d. på sit CV. Smelter man alle disse kompetencer sammen er der en lige linje til det, Sparre-Petersen skaber, drømmer om og bliver inspireret af i dag: at udbrede kendskabet til genbrugsglas ud fra et bæredygtigt og etisk perspektiv. Det er ambitiøst og særligt meningsfuldt, fordi de jomfruelige materialer bliver i jorden, hvor de hører til, ligesom man som udøver ikke udsættes for sundhedsskadelige stoffer. Derudover er brugt glas 100% genanvendeligt uden at miste sine materialekvaliteter – en evne, som tekstil, plastik og flere andre materialer ikke har.

Netop materialekvaliteterne er det, der gør det interessant at arbejde med genbrugsglas. For selvom det er mere besværligt at formgive genbrugte materialer, er tilfredsstillelsen desto større, når du knækker koden, og føler, at du gør en forskel for kloden. For faget. Og for materialet i sig selv, der skal håndteres på en anden måde, fordi glasset er ’kortere’, når det bliver blæst og du derfor skal arbejde ekstra hurtigt. Det stiller større krav til teknik og håndværk, men giver også en hel masse tilbage, fordi Sparre-Petersen konstant bliver udfordret på, hvad materialet kan. Hvilke benspænd, det giver, som hun kan løse og udnytte. Som at to brugte vinduesglas ikke altid kan smeltes sammen, fordi de kan være lavet efter forskellige opskrifter og derfor ikke udvider sig ens og revner – med det samme eller over tid.

Ifølge Sparre-Petersen bliver samtalen med glasset mere udfordrende på denne måde. Materialet taler tilbage og bringer af og til kunstneren ud af fatning. Skaber nye erkendelser, der bliver til nye metoder og teknikker, som skal læres og indarbejdes.

De mange undersøgelser og eksperimenter skaber en æstetik, der ikke kunne have været planlagt strategisk. Men det er blandt andet der, mystikken ligger. Når materiale og idé smelter sammen i uforudsete og ofte kontrastfyldte konstellationer. Som organiske legekammerater i en styret ramme, men uden at farver, densitet, transparens eller translucens kan foregribes. Tænkes sig til. Glaskunstneren må overgive sig til materialets egen vilje trods erfaring og teknik, men det er en del af rejsen. En bæredygtig en af slagsen, der varsler godt nyt for en presset klode.

Matter at Hand, Maria Sparre-Petersen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

 

Jakob Jørgensen: Stålets sanselighed

Jakob Jørgensen: Stålets sanselighed

Jakob Jørgensen: Stålets sanselighed

Matter at Hand, Jakob Jørgensen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Møbeldesigner og kunstner Jakob Jørgensen er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Jakob Jørgensen er møbeldesigner og kunstner. Derudover er han en særdeles kompetent håndværker, der mestrer stort set alle led i processen om materialet er træ, sten eller stål. Stålet er hans ’nye’ materiale, for Jørgensen har arbejdet med træ som bærende materiale i det meste af to årtier. Træ som afsæt for stole og opbevaringsmøbler af den ultra delikate slags. For Jakob Jørgensen gør ikke noget halvt. Og hvorfor skulle han også det, når han kan få alle sine idéer i mål med hoved, hænder og værktøj?

Jakobsens møbler bevæger sig i poler mellem det kommercielle og det kunstneriske – og hans formsprog taler begge sprog flydende. Som en kontinuerlig krydsbefrugtning mellem den bundne og den frie opgave. Men selvom Jørgensen er uddannet møbeldesigner, har han også en uddannelse som billedhugger, hvor han primært arbejdede i sten.

Det var i hans 20’ere. Nu 20 år senere, er stålet kommet ind i hans liv. Han var nysgerrig på materialet, og havde en ambition om at folde stålets plastiske kvaliteter ud. Opleve, hvordan et industrielt cylinderformet rør kan forvandle sig til et organisk og kunstnerisk potentiale, der skubber vanetænkningen i nye retninger.

Matter at Hand, Jakob Jørgensen. Foto: Dorte Krogh

I arbejdet med stålet fandt Jørgensen ud af, at der sker noget med et rørs grundlæggende geometri, når du trykker på det. Et organisk udtryk opstår og sender stærke referencer til naturen og træet, som han kender ud og ind. Jørgensen lærer sig håndværket; at svejse, blæse og bruge hammer, ambolt og en donkraft, der kan trykke stålet. Fem tryk og det stålrør du startede med, har nu ansatser af en bænk. I modsætning til det organiske står industrialiseringen. Det maskinelle. Et stålrør bliver et totem, der symboliserer koblingen mellem natur og industri.

Hele processen med at omsætte røret til ny form, og tage et kunstnerisk armgreb på det, tiltaler formgiveren, der i processen er mere optaget af, hvad materialet gør og kan, end om resultatet er kunst eller design. For Jørgensen handler det mere om at lære et materiale at kende, så han kan gennemskue eller aflure dets muligheder – og måske hemmeligheder. At finde nøglen og knække koden til den Jørgenske syntese mellem materiale og idé.

Modstand er også et ankerpunkt for Jørgensen, for det fascinerer ham, når materialer yder modstand. Skal danses og slås med for at udkomme, så at sige. At finde kilden og trække formen frem gennem slidsom modstand i materialet selv. Det er ifølge Jørgensen, der genkender følelsen inden i sig selv, vanvittigt interessant at se det ske og være en del af. Stål og skala er et andet ankerpunkt for Jørgensen, for der sker både noget uventet og magisk, når man blæser sin idé op i størrelse. Giver stålet mulighed for at indtage rummet og ’grounde’ sin materialitet, så værket bliver ekstremt fysisk. Mærkbart. Og nærmest råber sin styrke ud. Jørgensen råber ikke, men lader sine enkle, men subtile værker råbe for sig. Lader materialet tale sit tydelige sprog og generere kraftfulde skulpturer i egen ret.

Matter at Hand, Jakob Jørgensen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Anne Brandhøj: Træets narrativer

Anne Brandhøj: Træets narrativer

Anne Brandhøj: Træets narrativer

Matter at Hand, Anne Brandhøj. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Møbeldesigner og kunstner Anne Brandhøj er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Som kunstner og designer bærer Anne Brandhøj træets kendetegn og karakteristika frem i sine værker. Dyrker dem og viser os, at træets imperfektioner er naturlig forskellighed i et materiale, der er lige så gammelt som … jordens oprindelse? Knaster, revner, harpikslommer, svampeangreb og farvenuancer fungerer som narrativer, der fortæller deres særlige, individuelle historie. Ved at dyrke uregelmæssighederne sender Brandhøj et signal om, at hendes værker er født, formet og proportioneret af og på naturens præmisser. At de er bæredygtige i form og indhold, i proces og resultat.

Som nyuddannet møbeldesigner havde Anne Brandhøj ikke lyst til at formgive nye, fejlfrie produkter, og under hendes afgangsprojekt på Designskolen fik hun mulighed for at tage i skoven og finde ud af, hvordan træerne egentlig blev til de planker, der normalt landede i værkstedet. I skoven sugede hun al den viden til sig, som de lokale skovhuggere ville dele med hende – og lærte siden selv at fælde træer. Træernes langsommelige cyklus fascinerede Brandhøj, der blev grebet af det magiske i at åbne en stamme og se, hvad der gemte sig under barken. Af spor og fortællinger.

Matter at Hand, Anne Brandhøj. Foto: Dorte Krogh

I den ideelle verden tager det op mod 20 år at tørre en stamme, hvis man skal stresse træet mindst muligt. Brandhøj eksperimenterede med en hurtigere metode, der resulterede i, at træet ofte revnede. Revnerne blev et fokus. Et ’clash’ mellem det glatte, bearbejdede og måske olierede træ og de naturlige knaster eller revner, der både er taktile og uvante for det fleste at se på og røre ved.

Brandhøj mener, at man kun kan læse værkernes fulde historie ved at røre ved dem. Opleve med egne hænder, hvordan overfladernes stoflighed skifter. Hvordan ru bliver til glat og dine fingre automatisk stopper ved uregelmæssigheden for at undersøge den. Mærke dens uvante overflade og særlige tiltrækningskraft. Kontrasterne holder værkerne på plads. Skaber en spænding og en balance i værket, der derudover ofte står eller har en flade. Som et møbel-lignende objekt. Brandhøj siger selv, at hun arbejder mellem abstrakt kunst og funktionelt design, hvor hendes værker enten mimer eller har en funktion.

Brandhøj bruger oceaner af tid i værkstedet. Forinden har hun været i skoven og finde den helt rigtige træstub, der bliver fragtet hjem i Christianiacyklen, for Brandhøj vil have hænderne på alle led i processen. Også de tunge af dem. Det er en del af hendes dialog med materialet. Lige fra hun finder det i skoven til det ender som værk. Brandhøj arbejder altid i det våde træ, som hun formgiver, hvorefter værket sættes til tørre i op til 6-12 måneder. Hvis værket var rundt, da hun skabte det, er det nu ovalt eller noget helt andet efter tørring. Så går hun i dialog med materialet igen, for hun har efterhånden lært, at træet vil selv. Træ ånder og giver sig alt efter luftfugtighed og omstændigheder og er et vilkår, man er nødt til at overgive sig til.

Brandhøjs baggrund som møbeldesigner skinner igennem i denne superniche mellem det abstrakte og det konkrete og bygger bro mellem natur og kultur. For at udradere overfladiske objekter, der ikke relaterer sig til noget eller nogen. For at være i verden bør handle om at forbinde sig. Med mennesker og objekter – i begge tilfælde som relationer, der udvikler sig, bruges, slides og får skrammer undervejs.

Matter at Hand, Anne Brandhøj. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Pernille Pontoppidan Pedersen: Det ligeværdige møde

Pernille Pontoppidan Pedersen: Det ligeværdige møde

Pernille Pontoppidan Pedersen: Det ligeværdige møde

Matter at Hand, Pernille Pontoppidan Pedersen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Keramisk kunstner Pernille Pontoppidan Pedersen er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Pernille Pontoppidan Pedersen har aldrig haft en interesse i at søge det skønne i klassisk forstand. Men selvom hun flytter normerne for hendes fag, står hun på et fundament af solidt håndværk. Og netop fordi hun har håndværket med sig, bliver det muligt at nedbryde, nyfortolke og provokere et fag og et materiale, hun kender indgående. Det handler om mødet. Mødet mellem kunstneren og hendes materiale og hvad hendes hænder eller redskaber sætter af aftryk, der finder et udtryk i leret. Men hvornår er mødet ligeværdigt? Hvornår styrer kunstneren og hvornår tager materialet over?

I Pernille Pontoppidan Pedersens værker møder du både noget du genkender og noget, du slet ikke gør. Noget der kan minde om håndtaget på en krukke eller en lagkage så overdådig og farverig, at du omgående vil sætte tænderne i den. Pontoppidans værker er reminiscente hybrider fra en anden verden skabt af skæve møder mellem stofligheder, farver, kontraster og historier, samplet fra vilkårlige steder. Inspiration snuppet fra en drivende nikotinvæg på en bodega, fra en kobling mellem to sange fra hver deres univers eller fra et nåletræ med en underlig gevækst.

Matter at Hand, Pernille Pontoppidan Pedersen. Foto: Dorte Krogh

Det ligeværdige møde interesserer med andre ord Pernille Pontoppidan Pedersen, der går anarkistisk til værks i sit æstetikbegreb, der er dybt personligt og dybt universelt. For hvornår er noget smukt eller grimt? Hvornår berører et udtryk os og hvornår gør det ikke? Pontoppidan er optaget af at ’merge’ former, udtryk og overflader sammen i konstellationer, der skaber spænding. To elementer, der ikke umiddelbart klæder hinanden finder vej og balancerer på kanten af noget nyt. Af en samhørighed. Af et alternativt sprog, hvor kontrasterne sameksisterer ligeværdigt. Derfor kan Pontoppidans værker synes svære at afkode, fordi de tager dig et uvant sted hen. Et utrygt sted, hvor du ikke genkender referencerne. Og hvordan skal du forholde dig til det? Værkernes titler kan hjælpe forståelsen på vej og også her leger Pontoppidan med ord, sammensætninger og betydninger, så værktitlerne ofte mere har karakter af en gåde end af en tydelig ledetråd.

Pontoppidan Pedersen modellerer sine værker op i hånden og nogle gange, får hun overflader forærende, når hun ælter leret op. Alle valg er fravalg og hvornår er det kunstneren, der dominerer leret? Hvornår er det dialog? Hvornår og hvordan kan kunstnerens intuition og følelse oversættes i materialet? Pernille Pontoppidan Pedersen mærker det. Fornemmer spændingen, der så let kan tilte fra det interessante til det overgjorte og miste sin berettigelse. Og så er kunstnerens sameksistens med materialet ikke længere til stede.

Pontoppidan må have været et sjovt og underfundigt barn, der hele tiden har stillet spørgsmål ved det etablerede, det forventede og det normative. Den naive og dybt filosofiske undren gør Pontoppidans værker og hendes virke originalt, relevant og vedkommende. Som et nutidigt ståsted for en urgammel tradition. Et nyt sprog fyldt med sekvenser, du kan genkende ordene i, men ikke helt forstår sammenhængen af. Det giver mening for Pontoppidan, der netop forsøger at trænge bag om sproget, forventningerne og det klassiske æstetik-begreb, og hen til et sted, der ikke allerede er farvet, kodet eller italesat som faste begreber eller kategorier. ”Square peg, round hole.” Pernille Pontoppidans værker er begge dele – i en ligeværdig, sprød og spændstig balance.

Matter at Hand, Pernille Pontoppidan Pedersen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Astrid Krogh: Tekstile strukturer

Astrid Krogh: Tekstile strukturer

Astrid Krogh: Tekstile strukturer

Matter at Hand, Astrid Krogh. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Tekstilkunstner Astrid Krogh er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Astrid Krogh er en fortolker. En kunstner, der ser verden gennem tekstile briller. Om hun formidler lysets kraft, universets galaktiske kompleksitet eller tangs æstetiske forgreninger. Uddannet som klassisk tekstildesigner er det altid den tekstile tilgang og tankegang, Krogh tager afsæt i. For alt kan i princippet udgøre det for materiale og Krogh er som sådan ikke bundet op på ét materiale, men forsøger at gengive det liv, som naturen skaber, gennem mønstre, fibre og strukturer. Igennem sin karriere har Krogh arbejdet med lys, mønstre og deres foranderlighed og forsøgt at afspejle naturens taktile omskiftelighed – i neon.

Det kan lyde kontradiktorisk, men er det ikke, for Kroghs store respekt for både naturen og sit fag gør, at hun skaber sin fortolkning på lag af viden og eksperimenter. Krogh trækker sine projekter ad ukendte stier, som når hun ’væver’ med neon eller optiske fibre, der var helt nyt, da hun begav sig i kast med det. Det digitale er igennem tiden blevet en del af hendes signatur, men aldrig uden at have den tekstile baggrund med. Mønstre og deres gentagelse, der forskyder sig en kende, har sammen med lyset været et gennemgående tema i hendes arbejde. Som når store digitale vægpaneler med grafiske blomster forandrer farve med samme interval som lyset gør henover et døgn. Eller når Mælkevejen forsøges afspejlet som et mønster i optiske fibre, vi kan forstå og forholde os til som et værk på væggen.

Matter at Hand, Astrid Krogh. Foto: Dorte Krogh

Astrid Krogh forsøger hele tiden at blive klogere, så hun kan formidle sin viden videre til andre qua sit fag, så også vi undres. Stopper op. Og åbner sanser og øjne en lille smule mere for naturens skønhed og kraft. De sidste to år har Krogh været optaget af universets galakser. Af at formidle de mønstre, som planeter og de sorte huller udgør. Så meget, at hun tog kontakt til Dr. Margaret Geller fra Smithsonian Astrophysical Observatory på Harvard i USA, der har kortlagt dele af universet, så man kan se og forstå strukturerne bag det. I deres mail-korrespondance oplevede Krogh et frugtbart og smittende fællesskab mellem videnskaben og kunsten, og dialogen med Dr. Geller åbnede op for en ny måde at arbejde og forstå verden på.

Kroghs seneste projekter handler imidlertid om at kigge ned i stedet for op. At dykke ned under havoverfladen og opdage den mindst lige så forgrenede verden af tang og planter, der lever her. I mønstre og sammenhænge, som de færreste er opmærksomme på. Tangplanter og deres forgreninger er lige så komplekse som galaksernes og tæt på at mime dem med lige dele diversitet og regularitet. Krogh forsøger at finde regulariteten for så at bryde den. Finde gentagelsen, der netop forskyder sig det nøk, så den aldrig er helt ens. Den lille forgrening, der ikke er den samme som den forrige, men ligner. Kroghs eksperimenter er med til at udvide hendes egen forståelsesramme og hun er fascineret af at få åbnet verdener, som hun ikke kendte til. For så kan hun gå i gang med at udforske og lære. Forstå og omsætte. Formidle og fortolke. I kunstneriske tekstile greb.

Matter at Hand, Astrid Krogh. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Martin Bodilsen Kaldahl: Formens skulpturelle tyngde

Martin Bodilsen Kaldahl: Formens skulpturelle tyngde

Martin Bodilsen Kaldahl: Formens skulpturelle tyngde

Matter at Hand, Martin Bodilsen Kaldahl. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Keramisk kunstner Martin Bodilsen Kaldahl er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Martin Bodilsen Kaldahl har arbejdet med leret i over 50 år. Selvom han straks blev fanget ind, da han fik fingrene i materialet som 14-årig, er det egentlig ikke lerets plasticitet, der optager ham mest. Det er formerne og det skulpturelle arbejde, der ligger i at skabe dem. Fremkalde dem. Arbejde dem møjsommeligt frem, skridt for skridt. Eller stykke for stykke, for Kaldahls ’Spatial Drawings’er lavet af præcise stykker af ekstruderede rør – ikke ulig en blikkenslagers arbejde.

Rørene skæres op og sættes sammen i vinkler, der enten bugter eller drejer udad, indad eller peger lige ud. Som subtil rørføring i ler. Kaldahls medium er formen og proportionerne. Hans konstruktionsprincip er enkelt, ja, nærmest alment ifølge ham selv, men det karakteristiske ligger i, hvordan det bliver anvendt. Bliver til form, der bevæger sig og rækker ud i rummet. Bliver skabt efter semi-styret, rytmisk formtilfældighed, som Kaldahl bygger op uden model – for så ville hans stregtegning, hans idé jo allerede være fortolket.

Matter at Hand, Martin Bodilsen Kaldahl. Foto: Dorte Krogh

Kaldahl modellerer sine skulpturer efter nærværets og den kropslige bevægelses princip. Hvor rørene vinkler sig på hinanden, som de vil den dag. Som han vil den dag. Og smelter sammen til et ufravigeligt og sammenhængende statement, der accentueres af ensfarvede glasurer, der understreger stemningen i værket. Kaldahls kontraster udgøres på et overordnet plan af spændingen mellem lethed og tyngde. For hans overordnede idé starter med skitsens uforpligtende stregtegning. En krusedulle, en knude, opsnappet fra hverdagens banale og ofte oversete formsprog, som en snor, der er faldet på gulvet og har lagt sig på en særlig måde. Som en motorvejsudfletning Kaldahl har manipuleret fra Google Earth og omsat til en tegning, han tager afsæt i. Nogle gange bruger han måneder på at knække koden i skitsen og omsætte den til ler inde i sit hoved. Ruger over mulighederne for at oversætte stregerne til form.

Den etablerede keramiske kunstner har det bedst med at blive skubbet ud på gyngende grund i sin idéfase. Ud af komfortzonen og ind i frihedens ukendte og intuitive territorium, hvor en nagende nerve af en idé langsomt tager form. Transformeres fra hoved til hænder qua sine rørstykker i ler, der manipuleres, vinkles og drejes stykke for stykke indtil formen gestalter sig. Det er her tyngden kommer ind. Udfordringen er at transformere stregtegningens intuitive lethed til udtryksmæssig tyngde i møjsommelig opbygget form i et levende materiale. Tyngde i den positive og bevidste forstand, hvor lethed bliver til et stærkt og markant udsagn, der tager sin plads i verden. Insisterer på sit nærvær. Et nærvær, man kan mærke kropsligt i rummet. Som et møde, der fordrer umiddelbar tilstedeværelse. Det er Kaldahls ambition. At hans værker kan mærkes. Af os andre. Uden forbehold og særlige forkundskaber. Som kunstner er det lethedens tyngde at skabe udsagn, der ikke allerede eksisterer i verden. Fra stregtegningens ukomplicerede anstrøg til lerets sindrige knuder og bugtninger, der er skaleret op i størrelse og fylder noget. Vejer noget. Som ’Spatial Drawings’, der fastholder det samme intuitive nærvær, de er skabt med.

Matter at Hand, Martin Bodilsen Kaldahl. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Yuki Ferdinandsen: The beat is my soul

Yuki Ferdinandsen: The beat is my soul

Yuki Ferdinandsen: The beat is my soul

Matter at Hand, Yuki Ferdinandsen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Korpus-sølvsmed og kunstner Yuki Ferdinandsen er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Yuki Ferdinandsen lever og ånder for sit arbejde med sølvet og den japanske ARARE-teknik. Så meget, at hun ikke længere hører de støjende hammerslag, når hun arbejder i værkstedet. Rytme og lyd akkompagnerer hinanden i meditative bølger, der omgiver og bor indeni Yuki Ferdinandsen. Er en del af hendes person. Som menneske og formgiver. Sølvet har været Ferdinands materiale de sidste 40 år og arbejdet med ARARE-teknikken fusionerer Japan og Danmark i raffinerede korpusværker i sølv.

Matter at Hand, Yuki Ferdinandsen. Foto: Dorte Krogh

Hendes egen oplevelse er, at hun ser Danmark igennem sit japanske filter og omvendt. Og det føles vitterligt, som om de to lande smelter sammen i Ferdinandens værker, der tager afsæt i samuraiernes 400 år gamle forsvarsteknik, hvor de runde ciselerede knopper på rustningerne fik pilene til at glide af. Ferdinandsen har taget denne historiske og sagnomspundne teknik og gjort den til sin egen. Skabt en signatur, hvor hun har formindsket knopperne, der nu fremstår som grafiske prikker, der først bliver tegnet op i hånden på bagsiden af sølvet og herefter banket op med hammer. Hendes hammerdans, som der ligger et umenneskeligt antal timer bagved: 20 slag per knop bliver det til. I et imponerende korpusværk som ”Silence”, der tæller 4.048 prikker, bliver det til 80.960 hammerslag – eller fire måneders intenst fuldtidsarbejde i værkstedet.

Det skal være hårdt. Skal være intenst, udfordrende og kræve fuldkommen fokus og disciplin. Det er sådan Yuki Ferdinandsen fungerer. For hun slapper af, når hun arbejder, selvom det kan virke som ’a contradiction in terms’. Men når man er sit materiale og sin proces, og resultatet sætter barren så ekstremt højt, giver det mening. En avanceret teknik i et avanceret materiale med et æstetisk udtryk, der balancerer mellem Danish Modern og ’young contemporary design’ – og altid bærer forskellige udtryk på over- eller underside. For- eller bagside. Det er Yuki Ferdinandsen. En signatur, der er blevet anerkendt og hædret internationalt i årtier i et materiale, der både er koldt og varmt. Mat og skinnende. Et materiale, der har vægt og volume, men også kan virke let, nærmest sfærisk, når lyset reflekterer i overfladen.

Yuki Ferdinandsen laver selv sine redskaber og hendes værksted er fyldt med punsler i forskellige størrelser. Når hun ciselerer blomster – en teknik hun benytter sig af ved siden af ARARE – kan det tage op til 30 forskellige punsler at lave en blomst. Den form for præcision kan hun ikke overlade til andre, så derfor designer hun alle punslerne selv. Ferdinandsens værker bærer titler med meditative referencer til naturen og verden omkring hende – som Silence, The sound of the Ocean og Hannaby.

Et andet greb, som Ferdinandsen har arbejdet indgående med i sin karriere, er Fibonacci-systemet. Det matematiske system, hvor det samme antal prikker findes i både den inderste og den yderste cirkel, og giver en visuel fornemmelse af uendelighed. Som omhyggeligt ciselerede prikker i sølv, der cirkler rundt ad infinitum. I de senere år er hun begyndt at ’disrupte’ Fibonacci – eller skubbe systemet, så forventningerne bliver udfordret en kende. Et nøk. Men aldrig mere, end at man genkender Ferdinandsens afsæt. Kan se den røde tråd, der fortolkes i de nye rene greb. De mange prikker er små hver for sig, men samlet er de stærke. Som en hær af minutiøse forhøjninger, der formidler Ferdinandsens indre verdensbillede i sølv.

Matter at Hand, Yuki Ferdinandsen. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Stine Bidstrup: Tradition og fornyelse

Stine Bidstrup: Tradition og fornyelse

Stine Bidstrup: Tradition og fornyelse

Matter at Hand, Stine Bidstrup. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Glaskunstner Stine Bidstrup er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Glaskunstner Stine Bidstrups værker handler om at se. Om at se flere ting på en gang uden at se det hele. At se overflader, der reflekterer. At se igennem materialet. At se mønstre, kanter og kontraster mellem mat og glat, ru og blød, transparent og opal. At se spejlinger, rumlighed og dybde i forskellige vinklinger alt efter, hvor man står. At se mange mulige former i én form og opleve referencer til kunsthistorien for at danne sig sit eget blik.

Bidstrups farverige værker placerer sig mellem fortid og fremtid. Inspireret af historiske stilperioder og skabt ved hjælp af traditionelle teknikker i et klassisk materiale er de old school. Men i hænderne på Bidstrup, der sampler flere teknikker og sætter den tekniske barre så højt som muligt, dekonstruerer hun det traditionelle håndværk ved at blæse glasset i en støbeform. Den karakteristiske organiske glasbobbel på piben, som vi kender den, bliver til manieret form, udtænkt og designet af Bidstrup, og opstår som noget nyt og ’very cool’. Hybrider, der dog altid er skabt for at understrege glassets enestående karakteristika.

Matter at Hand, Stine Bidstrup. Foto: Dorte Krogh

Bidstrup ’merger’ urgamle teknikker og metoder med en stærk konceptuel forståelse i et nutidigt greb. Hendes værker er dybt komplekse at lave, fordi de bliver blæst i en støbeform, som hun møjsommeligt har bygget op af 10-15 forskellige dele i voks, der smeltes sammen og støbes rundt om. Herefter smeltes voksen af og glasset blæses direkte ned i støbeformen – uden at hun kan se, hvad der foregår. Det er intenst og hårdt arbejde, der kræver tre erfarne håndværkere for at lykkes. Glas er ikke et materiale, du kan manipulere med efter det er støbt eller blæst. Du får kun én chance. Det er hårde odds eller disciplinerede vilkår alt efter øjnene, der ser.

Men Stine Bidstrup ’wouldn’t have it any other way’. For det store forarbejde med at lave støbeformene, designe de digitale mønstre, der smeltes ind i glasset, den højintense blæseproces foran ovnen og det efterfølgende minutiøse rense- og slibearbejde er altsammen det, der gør arbejdet med glas vidunderligt og uforudsigeligt. For selvom hun var fascineret af materialet allerede som teenager og har haft det i hænderne i over tyve år, er der stadig ting, hun kan blive ved med at udfordre. Lære. Og se.

Glas er et uforligneligt materiale ifølge Bidstrup, der udover at være uddannet i Danmark og USA, også har en akademisk bachelorgrad i kunsthistorie. Og netop forankringen i kunsthistorien er et andet vitalt parameter for Bidstrup, der har en forkærlighed for det 20. århundredes nytænkende kubister og avantgarde-arkitekter. For selvom Bidstrups værker har en futuristisk sci-fi-aura over sig, er de mundblæst og bearbejdet i hånden. Det er det, der er så fascinerende ved dem. At de ligner noget, der er blevet kodet på en computer, selvom de har taget flere uger at skabe, fordi de mange led i processen er formgivet i hånden på værkstedet. Som mini-arkitektur fra en Superman film, selvom de er læsbare glasskulpturer kombineret af utallige referencer, der ikke kan afkodes i et hug. Som old school i Bidstrup’s new cool school.

Matter at Hand, Stine Bidstrup. Foto: Dorte Krogh

Matter at Hand

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Hanne G: Taktile symboler

Hanne G: Taktile symboler

Hanne G: Taktile symboler

Matter at Hand, Hanne G. Foto: Dorte Krogh

MATTER AT HAND

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:

Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

Tekstilkunstner Hanne G er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Hanne G er mester i stoflighed i konkret og overført betydning. Med hæklenålens præcise øje skaber hun palmer, elpærer og maskingeværer som taktile symboler ladet med politiske salver, der ofte har humoren som sidevogn. Hanne G bragede igennem på kunstscenen i Danmark i 2007 med værket Weapon Collection – Crocheting for Peace, der fik stor opmærksomhed pga. de åbenlyse kontraster mellem våben, krig, maskulinitet, død og ødelæggelse og det bløde, hæklede materiale med rødder i det kvindelige hjemmesyssel-univers. Magt, status, ligestilling, håndværk, storpolitik og hjemlighed var ligeledes oplagte begreber at konnotere projektet til. Alt det blot fordi man hækler en kontroversiel genstand og placerer den i en kunstnerisk kontekst…

Matter at Hand, Hanne G. Foto: Dorte Krogh

Hanne G var en af de første danske kunstnere, der hæklede budskaber med en overbevisende treenighed af udtryk, indhold og ekstrem høj finish. At den simple teknik i koblingen mellem en hæklenål og et garnnøgle kan manifestere sig i store skulpturer fascinerer kunstneren, der lærte at hækle som teenager. Og hækling kan ifølge Hanne G formgive ALT. Da hun efter flere år som grafiker og sidenhen konceptudvikler i TV-branchen sprang ud som kunstner, var det maleriet, der optog hende. Men da hun ved et tilfælde fik tekstilerne i hænderne, mærkede hun de kontrastfyldte muligheder, der var oplagte til kunstneriske udsagn.

Hun oplevede, at hækling var ligesom at køre på cykel. Man glemmer det aldrig. Og hun var god til det. Fornemmede det sad i hænderne og boede i minderne om hendes mormor, der hjalp hende. Og det var ikke kun mormoren, der heppede fra det hinsides, men publikum, der i mødet med hendes værker følte en genkendelse. En afdramatiserende glæde. Måske fordi vi alle kender det bløde medie og har et forhold til det. Vi bærer tekstiler på kroppen, tørrer os efter badet i håndklæder, bruger viskestykker i køkkenet og har derfor et hverdagsagtigt forhold til tekstil, der gør os mere modtagelige overfor det, vi ser, selvom det er sat ind i en uvant kontekst.

Bagsiden af den hverdagslige genkendelighed er, at mediet og materialet har lav status i kunsthierakiet og er historisk knyttet til de hjemlige kvindelige sysler. Netop derfor er Hanne G desto mere bevidst om sine greb, sine dimensioner og sine fortællinger. For hendes værker skal batte noget. Røre ved noget. Og få folk til at reflektere. De sensuelle kvaliteter i Hanne G’s værker er vigtige komponenter, der ’nudger’ beskueren på rette vej, fordi det er igennem dem, hun når ud til flest.

Det håndlavede aftryk og de små fejl, der uvilkårligt opstår under arbejdet, er udtryk for det menneskelige afsæt, de menneskelige drømme og det menneskelige forfald. En tematik hun er blevet mere optaget af med alderen. For her er der noget interessant på spil. Noget der kan dekonstruere pænheden og tangere essensen af, hvad livet handler om. Som de palmer, hun har skabt til at indtage Hostler Burrows i New York og L.A. – positive metaforer, der ikke knækker i et stormvejr som COVID-19. Eksistentielle symboler for triumf og paradis – med alle de flertydige konnotationer, de fører med sig. For hos Hanne G har alle værker indlejrede associationsrækker.

Matter at Hand, Hanne G. Foto: Dorte Krogh

MATTER AT HAND

Matter at Hand – Ten Artist in Denmark er en udstilling skabt i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og det amerikanske galleri Hostler Burrows. Udstillingen blev vist i New York i efteråret 2021 og er lige nu at finde i L.A. på Hostler Burrows andet galleri.

Matter at Hand omfatter også et katalog i egen ret, der bl.a. portrætter de medvirkende udøvere, skrevet af mig. Jeg har fået lov at udgive de ti mindre portrætter af de udvalgte danske udøvere:
Anne Brandhøj
Stine Bidstrup
Astrid Krogh
Jakob Jørgensen
Bjørn Friborg
Hanne G
Maria Sparre-Petersen
Martin Bodilsen Kaldahl
Pernille Pontoppidan Pedersen
Yuki Ferdinandsen

Teamet bag samarbejdet er:
Statens Kunstfond
Hostler Burrows; Juliet Burrows og Kim Hostler
Kurator: Nanna Balslev Strøyer
Fotograf Dorte Krogh
Skribent: Charlotte Jul
Oversætter Dorte Herholdt Silver
Grafisk design: Laura Silke og Line-Gry Hørup
Co-editor, translation: Juliet Burrows

www.hostlerburrows

SAMTALE: Maria Bruun

SAMTALE: Maria Bruun

SAMTALE: Maria Bruun

Udsnit af Maria Bruuns installation på DESIGN MIAMI BASEL. Foto: Benita Marcussen

BIOGRAFI:

Maria Bruun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering i København i 2012. Efter sin afgang etablerede hun studio i eget navn, hvor hun arbejder med møbler, interiør og udstillinger, og har bl.a. møbler i produktion hos Paustian og Fredericia Furniture.

I 2013 stiftede hun udstillingsplatformen RE F O R M Design Biennale sammen med møbelkunstner Rasmus B. Fex og grafisk designer Jens Dan Johansen. Året efter startede hun duoen MBADV med arkitekt Anne Dorthe Vester. I 2014 vandt hun Danish Design Awards “Årets Design”, i 2015 blev hun optaget i Kunstnersamfundet, og i 2018 blev hun nomineret til Dezeen Awards ‘Årets nye designer’.

I 2021 blev Maria Bruun tildelt den anerkendte Finn Juhl-pris og var den første møbeldesigner, der blev inkluderet i det toårige arbejdslegat ‘Den Unge kunstneriske Elite’ fra Statens Kunstfond (2019-2020). Hendes værker er blevet vist på Design Museum London og Designmuseum Danmark. Senest har hun præsenteret totalinstallationen ‘Reflected Surroundings’ på den anerkendte kunst- og designplatform Design Miami Basel.

www.mariabruun.com

Maria Bruun er møbeldesigner og kunstner. En af dem, der insisterer på at skubbe til konventionerne for, hvad et møbel er og kan være og hvordan kunst og design kan smelte sammen i feltet. Den ambition bragte hende for nylig til DESIGN MIAMI BASEL, hvor hun promoverede sine kunstneriske møbelværker for et internationalt publikum.

Maria Bruun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering i København og har som sådan fået en klassisk uddannelse i traditionelle færdigheder. Men der er intet traditionelt ved Maria Bruun, der kort efter sin afgang skabte en serie atypiske spejle, som Paustian lynsnapt satte i produktion. Så var hun ligesom i gang. Sideløbende med sin egen praksis, som Bruun efterhånden har defineret i tale og handling med adskillige projekter indenfor møbel, interiør og udstillinger i krydsfeltet mellem den kunstneriske, skulpturelle praksis og kommercielt design, har hun også etableret duoen MBADV sammen med arkitekt Anne Dorthe Vester.

Som individuel designer og kunstner har Bruun altid stillet spørgsmålstegn ved forventninger, formsprog, æstetik og materialer. Troet på den subtile og potente balance mellem det kommercielle og det kunstneriske, for det er her, mellem det konventionelle og sikre, at nyt må kile sig ind og udfordre vaner, rutiner og det vi tager for givet. Enten fordi vi er født ind i eller opdraget til det i en stærk designkultur eller fordi det er blevet en norm, vi antager er sand?

Spørgsmålet er måske i virkeligheden, om det behøver at være sådan? For selvom Maria Bruun insisterer på at skubbe til sit fag, slutter hun sig også til den anerkendte danske designtradition med oprigtig respekt for de klassiske møbler i originale materialer. Det er herfra, at hun bygger videre ud fra en alternativ tilgang til sit fag i tæt dialog med dygtige håndværkere. Herfra hun søger at omdefinere den gode smag, udvikle nye funktionaliteter og formgive anderledes historier.

Maria Bruun i sin nye stol på installationen på DESIGN MIAMI BASEL. Foto: Benita Rasmussen

Hvordan var det at deltage på DESIGN MIAMI BASEL?
Var messedeltagelsen en del af din internationale satsning?

I september 2021 kulminerede tre års intensivt arbejde med en solopræsentation af møbeludstillingen ’Reflected Surroundings’ på den internationale møbel- og kunstmesse DESIGN MIAMI BASEL l i Basel. Jeg havde længe haft et ønske om at præsentere kontemporær dansk møbelkunst for et internationalt publikum, og vise mine tanker og visioner for, hvad fremtiden for dansk møbeldesign kan byde på.

Det var et meget bevidst valg at fokusere på en af de mest prestigefulde og ambitiøse platforme i verden for at positionere mit arbejde blandt en snæver gruppe af internationale samlere og high-end gallerier. Men det var naturligvis også en mulighed for mig som formgiver og stemme på den danske designscene at målrette en kræftpræstation og afsøge et nyt marked, som kan være en potentiel levevej for en møbeldesigner anno 2022. I kombinationen imellem de kommercielle samarbejder med royalty-aftaler og ’editions’ af ’collectible objects’ findes der måske en bæredygtig økonomisk model for formgivere.

Projektet var muliggjort igennem Statens Kunstfonds pulje, Den unge kunstneriske elite, som jeg modtog i 2018. Med Kunstfondens blåstempling og økonomi i ryggen var det muligt at rejse yderligere økonomi til at iværksætte værkproduktion, mentorforløb, internationalt netværk og kommunikation med stor støtte fra en række danske aktører, som forstod min vision. For selvom projektet primært har været løftet af mine egne ambitioner, har jeg også oplevet uvurderlig support fra danske samarbejdspartnere og producenter – blandt andre Copenhagen Design Agency.

Spisebord og stol fra Maria Bruuns kollektion på Design Miami Basel. Foto: Benita Marcussen

Hvad lærte du af at præsentere og sælge dine værker selv?

Det har været en utrolig lærerig proces. På godt og ondt. Jeg lærte, at det kan være en svær øvelse at håndtere det praktiske forløb samtidig med at man som kunstnerisk udøver er i den kreative proces. Det var et ambitiøst greb at udvikle en serie bestående af seks nye møbler i forskellige materialer, der alle skule udvikles fra den spæde idé til et modnet produkt. Uden det kunstneriske fundament er der i sidste ende ikke et projekt, så derfor var det vigtigt hele tiden at udvikle en kollektion og finde hvert enkelt objekts fulde potentiale samtidig med, at jeg måtte zoome ud og bevare overblikket over udstillingens samlede udtryk og koncept. Den logistiske og økonomiske koordinering af messedeltagelsen var endnu en lavpraktisk dimension som gallerier eller producenter oftest tager sig af. Denne gang stod jeg med opgaven selv og måtte erkende, at man langt fra kan forudse alle de udfordringer, man stilles overfor, men må finde kompromisser og løse dem, som de opstår.

Ambitionen var at skabe en udstilling til messen, som handlede om fordybelse – ‘Reflected Surroundings’ – hvor publikum knyttes til de designede objekter og mødes af kærlig formgivning, veludført håndværk og en palet af nøje udvalgte materialer. Jeg ønskede at cementere vigtigheden af de ting, vi omgiver os med. Et mikrokosmos af hverdagens scenografi, som rejser spørgsmålene: Hvem er du i rummet? Hvem er du i forhold til dine møbler? Hvilken mening har formen for din krop, materialerne for din hånd, tyngden for dit sind og sammenhængen for din forståelse af dig selv? Hvordan indgår du i helheden?

Jeg skabte en totaloplevelse, hvor beskueren ikke bare oplever møblerne som udstillede elementer. Jeg iscenesatte rummet som en æstetisk helhed, hvor der skabtes en forbindelse mellem rum, møbel, krop og tanke – et rum, hvor jeg hele tiden forsøgte at balancere det ‘lette og svævende’ med det stærkt funderede. Et bevidst greb var at vende tilbage til spejlet som rumskabende element. De mørke spejle i massiv valnød fremstår på en og samme tid stolte og stoiske som søjler eller paneler i rummet – som ankerpunkter, der føjede sig naturligt til rummets eksisterende arkitektur. Den grålige tonede spejlflade spejlede blødt omgivelserne – som en venlig gestus over for beskueren – heraf titlen ‘Reflected Surroundings’. Det ligger dog underforstået, at refleksionen ikke kun foregår på et konkret niveau i spejlfladerne, men at refleksion også opmuntres hos den enkelte.

Nyfortolkningen af opbevaringskassen er blevet en af Bruuns signaturer. Foto: Benita Marcussen

Det internationale blik på dansk design og kunsthåndværk.
Hvordan oplevede du det og hvilke tanker satte det i gang?

På mange måder er det altid en øjenåbner at præsentere dansk design internationalt. Man fornemmer på de internationale gallerister og samlere, at dansk design og kunsthåndværk har en helt særlig status. Personligt oplever jeg det ved, at mine værker og min tilgang til design bliver mødt med nysgerrighed og forståelse qua deres historiske ophav. Herhjemme er vi alle en del af den samme designkultur og derfor fremstår fortællingen om dansk design måske banal eller indforstået og mange gange unødvendig. På det internationale marked perspektiveres det vi kan i et større historisk perspektiv, og er et kvalitetsstempel, der gør det nemmere og mere sikkert at investere i nutidigt dansk design og kunsthåndværk. Jeg oplever på samme tid, at man er meget interesseret i at se, hvad dansk design skal stå for i fremtiden. De modernistiske klassikere er for den sikre køberskare, mens samlerne kigger efter den næste generation af dansk design.

DESIGN MIAMI BASEL balancerede på fineste vis mellem historisk og samtidigt design, og i 2021 var der en flot repræsentation af den samtidige danske scene i form af mit eget bidrag og etablerede gallerier som Etage Projects og Galleri Maria Wettergren. Det er ambitiøst og stærkt, at vi i Danmark går forrest og har så stor kunstnerisk gennemslagskraft, der tegner fremtiden for dansk design, nationalt og internationalt.

“Islets” sofabord for Fredericia Furniture. Foto: PR

Hvad er dit næste bedste skridt herfra?

Mine næste skridt er i endnu højere grad at styrke min position internationalt, som nationalt. For mig er dét at skabe godt og meningsfuldt design et livslangt projekt. Derfor er det også okay, at ting tager tid. Jeg vil fortsat fokusere på at placere mig strategisk mellem det kunstneriske og det kommercielle. Jeg tror på, at hvis jeg som designer og formgiver er fri til at drive en kunstnerisk praksis, vil jeg også skabe bedre og blivende kommercielle produkter.

Kollektionen af atypiske spejle satte Maria Bruun på designkortet og Paustian var ikke sene til at sætte dem i produktion. Bruuns atypiske spejle foregreb den nuværende tendens, hvor spejle i nytænkende former og funktioner ses allevegne. Foto: PR

BIOGRAFI:
Maria Bruun er uddannet møbeldesigner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Arkitektur, Design, Konservering i København i 2012. Efter sin afgang etablerede hun studio i eget navn, hvor hun arbejder med møbler, interiør og udstillinger, og har bl.a. møbler i produktion hos Paustian og Fredericia Furniture.

I 2013 stiftede hun udstillingsplatformen RE F O R M Design Biennale sammen med møbelkunstner Rasmus B. Fex og grafisk designer Jens Dan Johansen. Året efter startede hun duoen MBADV med arkitekt Anne Dorthe Vester. I 2014 vandt hun Danish Design Awards “Årets Design”, i 2015 blev hun optaget i Kunstnersamfundet, og i 2018 blev hun nomineret til Dezeen Awards ‘Årets nye designer’.

I 2021 blev Maria Bruun tildelt den anerkendte Finn Juhl-pris og var den første møbeldesigner, der blev inkluderet i det toårige arbejdslegat ‘Den Unge kunstneriske Elite’ fra Statens Kunstfond (2019-2020). Hendes værker er blevet vist på Design Museum London og Designmuseum Danmark. Senest har hun præsenteret totalinstallationen ‘Reflected Surroundings’ på den anerkendte kunst- og designplatform Design Miami Basel.

www.mariabruun.com

Rejsefare – Rejsen i fare

Rejsefare – Rejsen i fare

Rejsefare – Rejsen i fare

Josef Frank var i eksil i Sverige, hvor han skabte nogle af det 20. århundredes mest vidunderlige tekstiler for Svensk Tenn. Foto: Lene Esthave, Museum Sønderjylland.

TRAVEL AS A TOOL

Travel as a Tool
er en rejseudstilling mellem Designmuseet Helsinki i Finland i Vandalorum i Värnamo, Sverige og Museum Sønderjylland – Kunstmuseet i Tønder.

Travel as a Tool undersøger, hvordan over 40 designere og arkitekter fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har indarbejdet rejseaktivitet i deres praksis, fra 1940’erne til i dag.

Udstillingen viser betydningen af rejsen for den enkelte og for professionen som helhed. På udstillingen finder man dagbøger, korrespondancer, skitsebøger, fotografier, film og inspirationsgenstande.

Artiklen er udgivet i kataloget til Travel as a Tool, der i den danske version hedder Rejsen som Redskab. Udstillingen kan opleves på Tønder Museum til og med 6. marts, 2022.

Rejseudstillingen Travel as a Tool handler om nordiske formgiveres inspiration fra det fremmede. Om man er på flugt eller rejser for at søge ny viden er andre kulturer en katalysator for kreativitet. Da Travel as a Tool skulle åbne på Designmuseum Helsinki, suspenderede COVID-19 rejsebegrebet, som vi kender det. Det satte tanker i gang hos tre af udstillingens formgivere i hhv. USA, England og Danmark, som jeg interviewede til kataloget.

At rejse er at leve, skrev den danske eventyrer og forfatter H.C. Andersen. Men hvordan lader vi os inspirere af fremmede forhold, når vi ikke længere kan rejse til dem? Hvordan udveksler vi kulturelle forskelligheder, når vi ikke kan mødes?

Kreative er alle dage blevet påvirket af det fremmede. Af lyde og lugte. Af konkrete genstande, møder og oplevelser, som de har omsat i deres kunstneriske praksis. For første gang siden 2. Verdenskrig står vi overfor et globalt rejsestop på grund af COVID-19. Hvordan påvirker det de kreatives måde at arbejde på?

Bliver den manglende fysiske rejse og kulturelle udveksling at spore i de udøvendes værker? I måden de ser, arbejder eller finder inspiration på? Bliver det digitale endnu mere præsent som udtryksform eller er noget helt tredje ved at sætte spor? Jeg spurgte tre af udstillingens danske kreative med hver deres faglighed indenfor grafik, keramik og tekstil, der bor hhv. tre forskellige steder i verden; i USA, England og Danmark.

Anders Herwald Ruhwalds keramiske skulpturer i Century Garden, Indianapolis Museum of Art, Newfields, Indianapolis, Indiana, i sommeren 2020. Foto: Samantha McCain Veach

Klasseskel og nærmiljø

Keramiker Anders Herwald Ruhwald bor og arbejder i Chicago og har boet udenlands de sidste 15 år. For ham har rejsen været en fast følgesvend, privat og fagligt. Som ekstern professor i Norge og en flittig udstiller på gallerier i verdens metropoler var flyrejsen udelukkende et spørgsmål om hvornår og hvordan. Men sådan er det ikke længere, ligesom han både ser skarpe klasseskel blive trukket op på grund af det økonomiske ’set back’, som både feltet og de fleste amerikanere er ramt af. Hans familie er heldig, fordi hans kone har en lederstilling med sygesikring inkluderet, men han mærker tydeligt, at feltet og kollegaer er pressede, og at forandring synes at være den eneste konstant.

”En af mine første tanker omkring virussens indgreb i min fysiske virkelighed var, hvor konkrete afstande pludselig blev. Da alting lukkede ned, føltes familie, venner og kollegaer i resten af verden uendeligt langt væk, og ideen om, at alting blot var en flyrejse væk, faldt bort. Da jeg var i starten af 20’erne dukkede lavprisselskaberne op, og siden da har rejser mest været et spørgsmål om tid og pris, ikke om afstand. Derfor er mit liv også blevet som det er. Jeg er opvokset i Danmark, uddannet i England og har været bosat i USA i snart 15 år, men er gæsteprofessor i Oslo og har gallerier i København, Milano, Los Angeles og Chicago,” fortæller Ruhwald.

Anders Herwald Ruhwald på udstillingen i Tønder med sin giga krukke som fortolkning af Aaltos berømte vase til en udstilling om Aalto. Bag den endnu en Ruhwald; en skulptur med titlen “La Dolce Vita, Adaptable Body”, fra 2018. Foto: Charlotte Jul

Anders Herwald Ruhwald fortsætter:

“Jeg er sikker på, at en del af den virkelighed kommer tilbage, men jeg tror også vores syn har ændret sig. En del af rejseriet kommer til at føles unødvendigt. Som konsekvens af de praktiske, politiske og miljømæssige overvejelser kommer vi nødvendigvis til at kigge mere indad og spørge os selv, hvordan vi kan engagere os mere i det nære. Mange af de unge kunstnere, jeg kender i USA og i Europa, er interesserede i det lokale og i, hvordan man gør sit nærmiljø bedre. Hvad der findes af lokale ressourcer og hvordan man skaber meningsfulde samarbejder. Indenfor keramikken er der et væld af kunstnere, som graver deres egen ler op af jorden og finder måder at arbejde på, som ikke er afhængige af de globale markedskræfter.

Samtidigt ser vi de rige isolere sig her i USA, hvor de flytter ud af byerne. Som konsekvens har de store gallerier flyttet en del af deres virke til East Hampton og Aspen, som er enklaver for de ultra-rige. Derfor er der også ved at ske en fysisk opsplitning i de forskellige lag af kunstscenen, og selvom det allerede var under opsejling før Corona, ser det ud til at virussen har accelereret disse tendenser og at konturerne er ved at tegne sig til en decideret mod-kultur mod ’the establishment’,” afslutter keramikeren.

A2 skulle udvikle den nye font og ikonografi til British Railways’ opdatering, hvilket Henrik Kubel og Scott Williams gjorde i samarbejde med den originale designer af fonten til British Railways’, Margaret Calvet. Foto: Henrik Kubel

Det digitale indtog

I London bor og arbejder grafisk formgiver og skriftdesigner Henrik Kubel, der igennem mere end 20 år har formgivet skrifter, udviklet grafiske identiteter og designet adskillige bøger og plakater på sin tegnestue A2, som han driver med sin partner Scott Williams. Under COVID oplevede han, at mange konferencer blev digitale. Det mener han er en fordel, for det skaber færre rejser, ligesom de digitale formater bliver presset til hele tiden at udvikle sig. Til det bedre – og det kommer alle og måske særligt de kreative til gode, fordi man bliver tvunget til at finde nye måder at præsentere projekter på – og kommunikere i det hele taget.

”I London virker det som om de fleste stadig er i chok. Den første lock-down var præget af sammenhold, nye formater og stemningen af, at vi står sammen. Her i anden fase virker folk mere afventende og bekymrede for, hvornår det stopper. Samtidig med COVID-19 har vi Brexit som et ekstra lag af usikkerhed i forhold til samhandelsaftaler osv. På A2 laver vi vores egne produkter, så dem er der mere tid til nu. Vi kan stadig udvikle og designe fonte, undervise og rådgive, ligesom den ekstra tid er en kærkommen lejlighed til at fordybe sig i sit fag; at læse fagbøger og se ’lectures’ online. I byen er flere af kommunerne begyndt at bruge tiden på at implementereflere grønne zoner og cykelstier, så det er en god ting, ligesom færre fly og biler samlet set nedbringer forureningen – lige indtil vaccinen kommer og folk vil ud og rejse igen”, pointerer han.

Væver Annemette Larsens værk “Datja”, inspireret af hendes rejse til Moskva, hvor særligt de russsiske feriehuse Datjaer fascinerede med deres farvesætning. Foto: Ole Akhøj

At cykle fysisk og mentalt

Væver og kunstner Anne Mette Larsen bor i Silkeborg, og har bygget meget af sit tekstile virke op omkring rejsen på cykel. En bæredygtig og langsom måde at komme frem på, der bestemt har sine fordele. For den fysiske rejse bliver, i tråd med H.C. Andersens oplevelser i 1900-tallet, en mindst lige så stor del af den samlede oplevelse. Som barn havde Anne Mette Larsens familie ikke bil og hun fik først selv kørekort som 30-årig. Cyklen har derfor altid været det nærliggende transportmiddel, men det var først, da hun inddrog den som en del af hendes arbejdsmetode, at det blev interessant.

”Jeg fandt ud af, at det at bevæge sig fra A til B på den hårde måde gav noget helt særligt. Om det var fra Randers til Ringkøbing eller fra Bukarest til Beograd. Jeg tænker så godt, når jeg kører på cykel, og det jeg ser på min vej, sætter tankerækker og idéer i gang. På de små ture i hverdagen, får jeg ofte løst problemer undervejs: Får et væveteknisk regnestykke til at gå op eller en sætning formuleret færdig. På de lange ture over flere uger bliver jeg ét med cyklen på en anden måde. Jeg kan lide enkeltheden ved kun at skulle tænke på, hvor jeg skal sove den næste nat, hvilke veje jeg kan køre på og hvad jeg skal spise. Og ikke mindst langsommeligheden ved at bevæge sig med en gennemsnitsfart på 12 km i timen.

Der bliver plads i hjernen til alt det, der passerer forbi og en åbenhed over for de mennesker, jeg møder. Jeg tænker ikke på, om jeg skal bruge de forskellige indtryk til et kommende projekt, men suger til mig og tager en masse billeder. Sanserne bliver skærpet, maden smager bedre og den kolde øl, når vi når frem, kan ikke beskrives. Undervejs opstår der alligevel idéer og inspiration til min kunstneriske praksis, der kører som et parallelt spor ved siden af de praktiske spor, som er en del af turen.”

Annemette Larsens tekstiler på udstillingen i Tønder inspireret af rejser; i baggrunden væghængte tekstiler med afsæt i Ruslands landsbyer, datjaer og boligblokke, i forgrunden plaider med afsæt i Midtjyllands natur. Foto: Charlotte Jul

Fleksibel fremtid

Da Corona-krisen ramte, havde Anne Mette Larsen planlagt en tur til Hviderusland.

”Hviderusland er det land, jeg gerne vil besøge inden jeg dør, og lige nu tænker jeg, at ”det når jeg nok”. Måske bliver det ikke på cykel med overnatning i små landsbyer, men i bus med mundbind og håndsprit fra hotel til hotel. Jeg håber det ikke. Men min arbejdsglæde og mit inspirationsbibliotek tror jeg, vil være intakt. Der er en dobbelthed i situationen, for på den ene side var det befriende, at så meget blev aflyst, og at der ud af det blå kom en lang periode til fordybelse.

På den anden side ved jeg, at noget af det, der for alvor skubber til min inspiration, er de rejser, hvor jeg er blevet rystet, forundret eller forelsket i noget helt anderledes og overraskende end det, jeg er en del af til hverdag. Jeg fylder 60 næste gang og har rygsækken fuld af ubearbejdede indtryk fra mange kilometer på Østeuropæiske landeveje gennem årene. De rækker min tid ud og ellers er der jo stadig mit eget land. Jeg har været heldig, og er klar over at min indstilling til fremtiden ville være anderledes, hvis jeg var 30”, pointerer den cykelerfarne væver.

Vue over udstillingen Travel as a Tool – eller Rejsen som Redskab, som den hedder på Tønder Museum, hvor den kan opleves til og med 6. marts, 2022. Foto: Charlotte Jul

Omstillingsparathedens tidsalder

På et globalt plan lader det til, at COVID-19 skiller fårene fra bukkene. Skiller dem med penge på kistebunden og adgang til et sygehusvæsen fra dem, der ikke har. Hvis pandemien fortsætter i en længere periode, er det temmelig sandsynligt, at skellene bliver endnu skarpere og at de kunstneriske frembringelser, feltet lever af og står på, bliver prissat og italesat for en snæver elite. Lige så sikkert er det nok også, at mange af de udøvende ikke længere kan leve af deres fag, men må finde nye, alternative veje for at forsørge deres familier.

Den socialistiske velfærdsmodel, som vi praktiserer i norden, står for alvor frem som noget af det mest humane, men kulturlivet her er alligevel maksimalt under pres. Der er en omkalfatring på vej, hvor nye forretningsmodeller, omgangsformer og måder at interagere på skal gentænkes i forhold til den nye virkelighed. En virkelighed, der kræver omstillingsparathed, nytænkning og tæring efter næring. Det er heldigvis ikke en uvant kunstneriske præmis og fordring, så der er håb endnu. Hvad enten vi cykler, graver vores egen ler eller inspirerer hinanden digitalt – i USA, Europa eller i Norden.

TRAVEL AS A TOOL

Travel as a Tool er en rejseudstilling mellem Designmuseet Helsinki i Finland i Vandalorum i Värnamo, Sverige og Museum Sønderjylland – Kunstmuseet i Tønder.

Travel as a Tool undersøger, hvordan over 40 designere og arkitekter fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har indarbejdet rejseaktivitet i deres praksis, fra 1940’erne til i dag.

Udstillingen viser betydningen af rejsen for den enkelte og for professionen som helhed. På udstillingen finder man dagbøger, korrespondancer, skitsebøger, fotografier, film og inspirationsgenstande.

Artiklen er udgivet i kataloget til Travel as a Tool, der i den danske version hedder Rejsen som Redskab. Udstillingen kan opleves på Tønder Museum til og med 6. marts, 2022.

SAMTALE: Vibeke Fonnesberg Schmidt

SAMTALE: Vibeke Fonnesberg Schmidt

SAMTALE: Vibeke Fonnesberg Schmidt

Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbygger sine lamper i sit studio i Designhuset Frederiksgade 1 i København. Foto: Dorte Krogh.

BIOGRAFI:

Vibeke Fonnesberg Schmidt er uddannet på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i 1994 med studieophold i Japan, Skotland og Tyskland. Efter afgang fik hun værksted med kollegaerne Morten Løbner Espersen og Jeanette List Amstrup, har udstillet i ind- og udland, modtaget priser og anerkendelser og er indlemmet i flere museumssamlinger.

Som designer kom hendes BAU-lampe fra 2008 i produktion hos Normann Copenhagen og i 2014 kom hun i stald hos Nilufar Gallery i Milano, ligesom hun har arbejdet sammen med Dimore Studio og var med i MINDCRAFT i 2016.

I dag skaber Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbyggede lamper for private kunder i hele verden som VIVI restaurant i London, Aria Villa Hotel i Las Vegas og senest hotel Mandarin Orchard i Singapore.

www.vibekefonnesbergschmidt.dk

Hvordan skifter man materiale som formgiver? Hvordan bygger man bro over sine færdigheder og får katapulteret sin praksis ud i verden, så folk får øje på den? Jeg har mødt udøver Vibeke Fonnesberg Schmidt til en samtale om hendes vej fra unikakeramik til unikalampekunst – om springet fra krukker på bordet til lamper i loftet…

Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbygger eksklusive unikalamper i plexiglas og messing med reminiscenser af italiensk 60’er design, fransk Art Nouveau og tysk Bauhaus-modernisme. Med et erfarent blik, funderet i en etableret praksis som keramiker, skaber hun nu lamper, der balancerer på kanterne af kunst, kunsthåndværk og design.

Vibeke Fonnesberg Schmidt arbejder metodisk ved at tage afsæt i et system og mulighederne i det. I opbygningen. I gentagelsen og i de rumlige dimensioner og symmetrier, der nedbrydes, skubbes og forskydes, så nye konstellationer opstår. Om materialet er porcelæn, træ eller plexiglas handler det om det ofte uforudsete samspil mellem geometri, lys og materiale. De sidste par år har Vibeke Fonnesberg Schmidt samarbejdet med verdensberømte partnere som Nilufar Gallery og Dimore Studio i Milano og toneangivende internationale indretningsarkitekter.


Hvornår gik det op for dig, at du skulle videre fra keramikken? Og hvordan tog du springet?

Jeg arbejdede i porcelæn ud fra princippet om stablede ringe, som jeg lod deformere styret i brændingen. Men når jeg stod og stablede de forglødede ringe, fik jeg lyst til at de ikke skulle deformere, men istedet kunne bredes mere ud, og derfor begyndte jeg at arbejde i træ. Jeg forelskede mig i birkekrydsfiner – særligt i kombination med malede flader, og lavede derefter vægrelieffer, stablede borde og en serie borde i upcyclet træ, der på sin vis var en forlængelse af mit formsprog i porcelæn, men nu altså blot i et nyt materiale.

DICIOTTO Lysekrone med to arme. Foto: Dorte Krogh

Hvordan opstod idéen til lampen BAU, som senere kom i produktion hos Normann? Hvordan kom du fra keramik i bordhøjde til et teknisk produkt i lofthøjde?

Idéen til BAU kom lidt tilfældigt. Jeg havde sagt ja til at udstille arbejder i træ på et galleri, men havde ikke fået at vide at temaet var lys. Så ret hurtigt måtte jeg finde ud af, hvordan mit foretrukne birkekrydsfiner kunne blive til et tredimensionelt lysobjekt. Jeg har altid elsket cirkler og geometri og kom i tanke om et stykke legetøj, der bestod af cirkler samlet med slidser. Ved at forskyde slidserne og arbejde med forskellige størrelser cirkler kunne jeg transformere idéen fra det lidt rigide legetøjssystem til mit eget system, der kunne skabe levende og spændende former. Herfra byggede jeg en form rundt om lyskilden. Meget enkelt i tanken, men mega kompliceret i virkeligheden. Efter få skiver blev det klart, at det selvfølgelig skal tegnes i computer for at kunne passe. I betragtning af at jeg ikke regner mig selv for verdens dygtigste håndværker, er jeg faktisk lidt stolt af, at jeg har håndskåret samtlige slidser på de første lamper. Her var det helt uvurderligt, at jeg havde et ophold på træværkstedet på Statens Værksteder for Kunst, hvor jeg lærte at bruge en fræser. Det var lidt af en ilddåb.

Det lamperne har til fælles med mine keramiske arbejder er skalaen. Og at mine lamper som mine keramiske værker altid er forskellige afhængige af, hvilken vinkel man betragter dem fra. Jeg laver meget sjældent lamper, der er ens fra alle sider. Der er altid en pointe med at bevæge sig rundt om objektet – at man som beskuer skal gå på opdagelse i, hvordan lampen ser ud fra forskellige synsvinkler.

WALL LIGHTS fra gruppeudstillingen ‘LIFE ON MARS’ for Dimore Studio. Foto: PR

Er du bevidst om dine forskellige kompetencer indenfor kunsthåndværk, kunst og design, eller er de blevet så meget en forlængelse af dig og din formgivning, at du ikke længere tænker over det, når du bruger dem aktivt?

Jeg har lært, at jeg kun kan bidrage med noget, der er interessant, hvis det kommer fra min egen tilgang til formgivning. De få gange jeg har prøvet at angribe processen på en anden måde, er det endt med at være ligegyldigt for mig, og dermed helt sikkert også for beskueren eller kunden. Jeg må stole på, at det jeg synes er spændende, vil andre også kunne se, og så give den max gas på det. Nørde igennem og stole på min mavefornemmelse. Jeg arbejder intuitivt og nok også lyst- og interessestyret og bruger selvfølgelig min lange erfaring, og jeg ved, at jeg tager rigtig meget stilling i processen. Jeg ved, hvornår jeg skal passe på med at styre for meget. Jeg ved hvornår, jeg skal snyde mig selv, så der kommer et element af ’randomness’ ind, så farvesammensætninger og placeringer bliver mere spændende.


Hvad er vigtigt for dig i din formgivningsproces?
Hvornår ved du, om den er der? Ved man det?

Da jeg gik på Danmarks Designskole havde vi en dygtig underviser, der snakkede om, at “der skal være en årsag til at handle”. Jeg ved faktisk ikke, om jeg forstår det helt som det var afsendt, men for mig er det noget med, at jeg på et tidspunkt er så nysgerrig på en idé, at jeg at nødt til at udføre den. Altså noget med den energi, der er i idéen. Det er jo besværligt og dyrt at lave ting, så balancen mellem “hmmmm måske er det noget” til “det skal jeg sgu se, hvordan bliver” – det balancepunkt er der, hvor jeg går i gang. Og det kan være alt muligt, der sætter det i gang. En smuk form, jeg har set. Et materiale, der kan noget. Et møde mellem to farver. Farverne hører sammen med formen. Hvis jeg har to farver, der er fine sammen, kan det være de giver mig en fornemmelse af noget 60’er-agtigt. Eller noget art deco måske, og så kan jeg jo tage stilling til, om jeg vil gå med på den følelse eller gå imod den. Om farverne skal danne en fin, blød helhed eller skabe nogle flere grafiske møder. Når man arbejder så geometrisk, som jeg gør, kommer man nogle gange til at lave noget, der er i familie med design fra forskellige epoker.

Da jeg lavede DICIOTTO-serien vidste jeg faktisk med det samme, at den var der. Fordi det var sjovt at lave den konstruktion, og fordi jeg kan blive ved med at udforske konceptet. Jeg bliver aldrig træt af at lave de lamper, og jeg glædes over farvemøderne og effekterne, når lyset tændes. Da jeg lavede mine nye serier IVI og PIERO kæmpede jeg med dem i lang tid. Det var en mere udfordrende proces. Første skridt er, når jeg får lyst til at gå fra tegning til prototype. Årsagen til at handle. Derefter kigger jeg på dem i lang tid. Hvis de bliver banale eller kedelig efter et stykke tid, ændrer jeg noget. PIERO lamperne har haft mange forskellige konstruktioner af plexiglas. Formen på messingrammen var jeg ret hurtigt tilfreds med. Det er noget med, at den føles rigtig. At jeg kan blive helt forelsket i den rigtige stumpe vinkel. Det giver en ro indeni, når den er rigtig.

Close-up af DICIOTTO Lysekrone med syv arme. Foto: Daniele Lodice

Hvornår gik det op for dig, at du er landet i en niche? En særlig en, hvor du er blevet internationalt kendt for unikt at farvesætte og håndbygge dine lamper?

Det startede lidt tilfældigt, men ret hurtig blev jeg opmærksom på, at flere udøvere i b.la. USA designede håndbyggede, eksklusive lamper, og jeg kunne godt se det rigtige i at kombinere min kærlighed til geometri, farve og form med idéen om at bygge unikke ’custom made’ lamper. Jeg kan lide alle dele af processen. Jeg elsker at tegne dem, bestemme farverne, bygge dem og se dem tændt. Det var som om, at alt gik op i en højere enhed. Det jeg kan og det, der er et marked for. At kunderne leder efter noget unikt og særligt, og at jeg bare skal give den gas og skabe lamper, der er så smukke og særlige som muligt, og ikke partout skal tilpasse mig et strømlinet marked, som man til dels skal i de mere industrielle og kommercielle designsammenhænge.

 

Hvornår vidste du, at du skulle ud internationalt med dine lamper?
Har det været en bevidst satsning og hvordan greb du det an?

Jeg tror altid, jeg har vidst, at der ikke var kunder nok i Danmark til det, jeg kan og vil. Måske er det noget med smagen og at mine lamper har lidt store armbevægelser. En af de første lamper, jeg lavede i plexiglas og messing, blev tilfældigvis spottet af en amerikansk designblog, og herefter blev den delt helt vildt på Pinterest. Det gav mig et afsæt.

Derudover er jeg af forskellige grunde kommet meget i Italien siden jeg var helt ung og har en veninde i Milano, som først viste mig de toneangivende butikker og gallerier og derpå introducerede mig til Nina Yashar fra Nilufar Gallery, som er et af top-gallerierne i designverdenen. Hun gav mig mulighed for at vise Nina mine lamper. Jeg kom i stald hos Nilufar og har været det siden. Nilufar viser mine lamper sammen med hendes øvrige udvalg af håndplukkede kunstnere og designere fra hele verden i Milano, men også på internationale messer som ART BASEL, PAD osv.

Jeg har også arbejdet med DIMORE studio for nogle år siden, men er nu dedikeret til Nilufar, og det fungerer rigtig fint. Nina har et helt fantastisk netværk i designverdenen og bringer mig i kontakt med projekter, man ellers kun kan drømme om. Hun har et fantastisk øje, og der bliver simpelthen højere til loftet for mig af at arbejde med hende. Hun blander sig aldrig i det jeg laver, men fordi jeg kan visualisere den kontekst mine lamper skal vises i, skubber jeg mig lige lidt længere ud, end jeg normalt ville gøre. Jeg tror, at mine lamper er en fusion af min danske designuddannelse, min kærlighed til geometri og farver og den frisættende materialeglæde, jeg fik af at komme i Italien.

PIERO loftlampe i plexiglas og messing. Foto: Alastair Philip Wiper

BIOGRAFI:

Vibeke Fonnesberg Schmidt er uddannet på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i 1994 med studieophold i Japan, Skotland og Tyskland. Efter afgang fik hun værksted med kollegaerne Morten Løbner Espersen og Jeanette List Amstrup, har udstillet i ind- og udland, modtaget priser og anerkendelser og er indlemmet i flere museumssamlinger.

Som designer kom hendes BAU-lampe fra 2008 i produktion hos Normann Copenhagen og i 2014 kom hun i stald hos Nilufar Gallery i Milano, ligesom hun har arbejdet sammen med Dimore Studio og var med i MINDCRAFT i 2016.

I dag skaber Vibeke Fonnesberg Schmidt håndbyggede lamper for private kunder i hele verden som VIVI restaurant i London, Aria Villa Hotel i Las Vegas og senest hotel Mandarin Orchard i Singapore.

www.vibekefonnesbergschmidt.dk

Fremtidens Designsymbioser

Fremtidens Designsymbioser

Fremtidens Designsymbioser

Svampemyceliets praktiske og æstetiske muligheder blev illustreret af The Growing Pavillion af Biobased Creations og the Dutch Design Foundation under Dutch Design Week 2019. Den biobaserede rotunde er beslægtet med den svampearkitektur, som Det Kongelige Akademis professor i bio-hybrid arkitektur, Phil Ayres, eksperimenter med. Pressefoto

ANNI NØRSKOV MØRCH

… er idé- og kunsthistoriker og virker som selvstændig kurator og skribent. Hun har haft ansvar for udstillinger, forsknings- og formidlingsprojekter i krydsfeltet mellem kunst, kunsthåndværk og design og har de seneste år været særligt optaget af smykker og deres evne til at forbinde det intime med det kollektive. Fra januar 2022 er hun desuden udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

www.anninomo.com

Vi har et altoverskyggende, praktisk problem at løse: Bæredygtighedskrisen, der gør design af flere genstande til at tynge kloden til en suspekt affære. Tegner svampe eller robotter fremtidens designscenarier?

Med bæredygtighedskrisen følger også et filosofisk spørgsmål. Ikke om, hvor vi skal gøre af alle designobjekterne, men hvor vi skal gøre af mennesket selv i den gryende nye verdensorden, hvor mennesket ikke længere kan forstås som altings centrum, og ikke engang kan fastholdes som en afgrænset eksistentiel eller fysisk enhed. Der er verdner inden i os og uden om os, vi er grænseløst forbundet med andre eksistenser fra bakterier til planter og planeter. Design realiseres allerede i dag som symbiotiske samarbejder mellem menneske, maskine og natur, så hvordan skal vi forstå formgivning i fremtiden?

Design-begrebet knytter sig historisk til Skønvirke-bevægelsen, der for hundrede år siden insisterede på kunsthåndværket og det menneskelige aftryk i en ny verden af industriel masseproduktion. Med tiden blev design en samlebetegnelse for den gennemtænkte tegning og udvikling af produkter og siden også materialer og processer med og uden direkte menneskelige aftryk.

I Skønvirke-traditionen var Gesamtkunstwerket et ideal om dekorativ og velfungerende samvirken af håndværksmæssige og kunstneriske discipliner om et værk, hvor enkeltdelene og enkeltdisciplinerne samlede sig til et større hele. Som Anders V. Munch skriver i en præsentation af sin afhandling om Gesamtkunstwerket, Fra Bayreuth til Bauhaus, i Carlsbergsfondets Festskrift i 2013, så er moderne design netop udviklet som del af samfundets ’totalarkitektur’ og er præget af en helhedstænkning, der sætter målene langt højere end det enkelte produkts form.

Pinar Yoldas, Copulation-Free Reproductive Organ for Pollution Affected Humans, 2021. Installation view, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Foto: David Stjernholm. Courtesy of the artist

Gesamtkunstwerk og nyhedsværdi

Men skulle jeg i dag på tærsklen til et 2022, der allerede inden de første corona-aflyste nytårskoncerter lugter lige så friskt og løfterigt som en daggammel engangskarklud, pege på et tidssvarende Gesamtkunstwerk, ville jeg ikke flygte ind i nydelsen af værker af overbevisende sanselig harmoni eller finde tilfredsstillelse i designprodukter af stor funktionel værdi. Det, der trods den aktuelle krisefatigue, kribler og krabler, og synes at dukke op alle vegne som de nye Gesamtkunstwerker, er projekter, der går på tværs af videnskab, kunst og natur i en hidtil uset radikal forstand. De grænser, der overskrides i dag, er ikke mellem forskellige klassiske kunsthåndværksdiscipliner, men mellem vævning, arkitektur og svampevækst; mellem AI, indeklima og monolitiske mycelier; mellem blomster og computervidenskab. Menneskelig bearbejdning, som var den x-faktor Skønvirken fastholdt, at den industrielle produktion behøvede for at kunne gøre den industrialiserede fremtid menneskelig, skøn og meningsfuld, er ikke længere i centrum.

En af de finere oplevelser med kunsthåndværk og design, som 2021 bød på, var udstillingsrækken på det nye udstillingssted for keramik i København, Peach Corner. 30. september åbnede keramiker og designer Ole Jensen udstillingen Nyhedsværdi som kurator. Gennem tiden har Ole Jensen selv været garant for nytænkning med en vilje til at afsøge nye veje og dreje, når den slagne vej er lige frem, eller blive tænksomt stående, når andre halser afsted. Som kurator havde han samlet et varieret og kompetent udstillerfelt til Nyhedsværdi, hvor alle udstillere kredsede om opdraget, som var en ikke så lille tillidserklæring: at skabe noget ‘absolut nyt’. Hvad kan en ny brugsting være? Et ladet og tungt spørgsmål i dag – på en gang eksistensfilosofisk, innovationskrævende og stenalderkonkret. For underneden truer spørgsmålet om, hvordan vi opretholder menneskehedens og samtidig et rimeligt niveau af naturens eksistens, mens vi skaber nye ting?

Materialeeksperimentalist Jonas Edvard satte sine meddesignere, svampene, i glas og ramme til udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Blandt udstillerne fandt man designer og materialeeksperimentalist Jonas Edvard, der arbejder ud fra devisen ‘form follows materials’. Han gror svampe og hamp til møbler og koger tang og blander det med kalk for at omdanne materialet til lamper. I udstillingen på galleriet på det ferskenfarvede hjørne viste han sit svampetekstil Myx-skin. Det svampemycelium, som er svampenes for os oftest usynlige hvide rodnet, har Jonas Edvard i tidligere projekter brugt til at skabe en stol af.

I Myx-skin sættes svampemyceliet i glas og ramme og det greb sporede blikket ind på skønheden i det uvante materiale, og samtidig mindede materialets uvillighed til helt glat at føje det todimensionelle format om dets levende og selvorganiserende ophav. For det allermest interessante ved Jonas Edvards designpraksis er hans villighed til at overgive en del af processen til en anden livsform; han arbejder med svampe, han høster ikke blot for at forme råstoffet, han samarbejder med svampe. Det er lige til at blive helt lille og ydmyg af at vide, at både din og min krop indeholder flere bakterier og svampe end egne menneskeceller målt i antal. Hos Jonas Edvard bliver symbiose mellem menneske og svamp ikke en tænkt idé eller et usynligt naturvidenskabeligt kuriosum, men en udvortes arbejdsform og et bæredygtigt konstruktionsprincip i hans designprojekter.

Luke Jerram, Gaia, 2018. Detail, The World is in You, Medical Museion and Kunsthal Charlottenborg, 2021. Foto: David Stjernholm. Courtesy of Luke Jerram

Alt er forbundet

Svampene gror også i de akademiske sale. Når 2021 bliver til 2022 huser Det Kongelige Akademi et nyt professorat inden for feltet bio-hybrid arkitektur, som kobler levende organismer og digitale og tekniske komponenter. Arkitekt og lektor, Phil Ayres tiltræder professoratet med en baggrund i blandt andet forskningsprojekter som Flora Robotica, der eksperimenterer med samarbejde mellem robotter og planter om rumlige konstruktioner og Fungal Architecture, der har som ambition at bygge med og lære af levende svampe i monolitiske arkitektoniske størrelsesforhold.

Menneskets samarbejde med svampe og andre livsformer blev også i efteråret 2021 udfoldet af Medicinsk Museion i den stort anlagte, tværfaglige udstilling Verden er i dig på Kunsthal Charlottenborg, der med afsæt i ny biomedicinsk forskning viste, hvordan vi mennesker eksisterer i netværk af forbindelser fra det mikroskopiske til det planetariske niveau. Denne svimlende ambition om at vise, hvordan vore kroppe er forbundet med verden, mente kuratorgruppen kun kunne vises ved at inddrage både kunst, historie, filosofi, politik og sundhedsforskning.

Kendte hierarkier falder, det oplyste, kulturskabende menneske afslører sig som semipermeable membraner befolket af hidtil upåagtede livsformer. Og når man først har fået færten af denne forskydning, lugter man invasionens fermenterede duft overalt – uden omfanget af forskydningen vel står helt klar for nogen endnu, i al fald for undertegnede, registrerer jeg interessen for naturens forbindelser uden om og inden i mennesket overalt: Min drikkeyoghurt proklamerer, at ‘haven i maven skal blomstre’ og pynter sig med en farverig blomstereksplosion i silhuetten af et tarmsystem tegnet ublu på flasken. For tarme har charme, som det fastslås af titlen på den unge tyske gastroenterolog Giulia Enders’ fascinerende populærvidenskabelige bog, Tarme med charme, om vores fordøjelsessystem og vores venner bakterierne, som befolker os.

Hun har efterfulgt en anden tysker, Peter Wohlleben, som bestsellerforfatter med en særegen evne til at formidle naturvidenskab i relaterbare narrativer. Som hun skriver medrivende om det usynlige liv i tarmene, skriver han lige så gribende om usynlige samarbejder og biosemiotik i bøgeskoven i Træernes hemmelige liv og Naturens hemmelige netværk. For nylig er en endnu mere markant stemme udkommet på dansk; Emanuele Coccia foreslår i Planternes liv – blandingens metafysik intet mindre end en gentænkt kosmologi og naturfilosofi. Emanuele Coccia, som er landbrugsuddannet, filosof og lektor på École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris, indvarsler en radikal metafysisk forskydning, hvor mennesket ikke længere er filosofiens eksistentielle centrum, men hvor planterne forstås som den mest centrale livsform, og hvor tiden er kommet til en ny lydhørhed over for andre eksistenser i og omkring mennesket.

Anne Tophøjs eksperimenterer med at give en klassisk håndlavet keramikskål de utætte egenskaber i industrielle keramiske filtre resulterede i Permeabilitets-test nr. 1 på udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Skønvirke version 2.0

Fra drikkeyoghurt til filosofi lyder det, at vi mennesker ikke længere kan opholde os ved vores egen navle og fastholde en ontologisk grænse mellem kultur- og naturskabt. Vi må længere ind – helt ind i maveregionen på os selv for at forstå, at det at være et menneske både er at være et ubetydeligt sandkorn i universet, vært for en koloni af trillioner af mikrober og grunden til, at vi lever i det antropocæne – en af mennesket forandret tidsalder på geologisk niveau.

Opmærksomheden på planters følelser, svampemyceliets arkitektoniske muligheder og fermenteringens gastronomiske genopdagelse præsenterer sig stadig mest som løsninger på aktuelle problemer, for vi står metaforisk på landbrugsjord og leder efter nye afgrøder at høste og føde de næste generationer med. Men det, der anes i horisonten, er mere gennemgribende end nye råstoffer at udvinde til forbrug. Det er potentielt en ny kopernikansk vending, der vender blikket væk fra sit oplyste og kulturskabende menneskelige centrum til grænseoverskridende forbindelser og netværk og en helt ny måde at tænke designprocesser som symbiose med andre intelligensformer.

Det bliver interessant at følge, hvordan denne opløsning eller udvidelse af menneskets grænser kommer til at virke sammen med den anden bæredygtighedstendens, der samtidig tegner sig i kunsthåndværkstænkningen – måske kan man gå så vidt at tale om en Skønvirke version 2.0, hvor mantraet om få, bedre ting styrer indkøbene, og lokalt og håndlavet er godt.

En af Skønvirkens store ånder og udøvere, William Morris, sagde berømt, at man kun skal have ting i sit hus, som man ved er nyttige eller mener er smukke. Den læresætning giver genklang i dag, hvor den amerikanske kurator, forfatter og tidligere direktør for Museum of Art and Design, Glenn Adamson i sin bog Fewer, Better Things – The Hidden Wisdom of Objects fra 2018 erklærer sig ‘pro-object’. Gennem en række dybt materiale- og håndværksnørdede essays forklarer han, hvordan kærligheden til ting ikke er det samme som at være fortaler for hvilket som helst objekt. Adamsons overbevisende pointe er, at fysisk know-how binder vores samfund sammen, da en vellavet ting er resultatet af tusind års akkumuleret menneskelig erfaring, og at denne indlejrede materielle intelligens er udgangspunktet for, at vi kan træffe bedre beslutninger om, hvordan vi bebor denne planet.

Med snedkergreb ophøjede Rasmus Bækkel Fex simpel spånplade til møblet Potatoe i udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

Bæredygtig dannelse

Således er en styrkelse af materiel intelligens og håndværksmæssig kunnen ikke kun en sag for den elitære fortrop, der inspirerer og udvikler, men også et spørgsmål om basal bæredygtig dannelse – så vi alle kan tilegne os og mestre madlavning, reparationer, nye og gamle redskaber og materialer og deltage i samtalen om avantgardens frembringelser. Materiel intelligens er forankret i kulturhistorie og læring, for det er i en kontinuerlig bevaring af traditioner, at vi giver den ofte kropslige viden om redskaber og materialer videre.

Disse traditioner skal i fremtiden sameksistere med radikale nybrud og en ny omfavnelse af ikke menneskelige livsformer fra svampe til robotteknologi og nye paradigmer for produktion, der indbefatter nye forventninger til brug, genbrug og holdbarhed. Vores tøj skal holde længere end til en enkelt fest eller det gennemsnitlige 7-8 ganges brug af billigt tøj, før det smides ud, men vi skal måske også acceptere, at andre ting, som usprøjtede æbler og svampekonstruerede bygninger, ikke beholder sin form så længe.

Omkring Anden Verdenskrig fremskrev den tyske filosof og kulturteoretiker Walter Benjamin sit berømte billede af historiens engel, der blæses rygvendt ind i fremtiden med blikket vendt mod fortidens ophobede ruiner. Når kunst og design i denne kriseramte tid gør sine på en gang hektiske og kærlige forsøg på skabe noget absolut nyt, er det som om, de insisterer på ikke at skabe flere gamle nyheder, der kan hobe sig op i slipstrømmen af den uafvendelige fremadstormen. I stedet forsøger kunst og design at tvinge englens blik fremad for at se og forandre fremtiden. Ingen kan jo se fremtiden, men i dag tyder meget på, at den antropocæne tid også bliver den post-antropocentriske tid. Omfavnelsen af andre livsformer og højteknologi i bæredygtighedens navn er uomgængelig, og det resulterer forhåbentlig også i både nyttigt og smukt design og kunsthåndværk.

Søren Thygesen viste værket Kande fra den Antropocæne tidsalder på udstillingen Nyhedsværdi på Peach Corner. Foto: Ole Akhøj

ANNI NØRSKOV MØRCH

… er idé- og kunsthistoriker og virker som selvstændig kurator og skribent. Hun har haft ansvar for udstillinger, forsknings- og formidlingsprojekter i krydsfeltet mellem kunst, kunsthåndværk og design og har de seneste år været særligt optaget af smykker og deres evne til at forbinde det intime med det kollektive. Fra januar 2022 er hun desuden udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.

www.anninomo.com

Udstillingsarkitektens Balancegang

Udstillingsarkitektens Balancegang

Udstillingsarkitektens Balancegang

70% Less på Det Kongelige Akademi. Udstillingsdesign: Susanne Jøker Johnsen. Foto: Karina Tengberg

Faktabox:

”Natur. Spor & Spejlinger”
CLAY – indtil 13. marts, 2022
www.claymuseum.dk

”70% Less CO2”
Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering
Indtil 4. februar, 2022
www.kglakademi.dk

”Tid, Takt & Tone”, Snedkernes Efterårsudstilling 2021
Sophienholm – indtil 3. januar, 2022
www.Se-design.dk

Hvordan skaber man en ramme, der understøtter en udstillings budskab og markerer sig visuelt, men ikke overdøver de udstillede genstande? Den linedans fortæller de tre udstillingsarkitekter Tina Midtgaard, Susanne Jøker Johnsen og Sara Martinsen om – alle aktuelle på hhv. CLAY, Det Kongelige Akademi og Sophienholm.

At få øje på udstillingsarkitektur svarer lidt til at hæve blikket, når man går rundt i en ny by, tænker jeg. Hvor man afkoder bygningers facader, farver og måder at ordne sig på, mens man går rundt, fordi det giver et andet perspektiv og en anderledes fornemmelse af byen. Hvor man ser og forstår mere, hvis man løfter blikket og ser elementer ’oppe’, der er med til at skabe sammenhæng og måske struktur i det, man befinder sig i ’nede’. At være udstillingsarkitekt kan være en udfordrende balancegang. Man er både bag scenen og på scenen. Man har både ansvaret for at samle de udstillede genstande til et hele og sætte fokus på de individuelle genstande. Ansvaret for at understrege udstillingens ærinde og skabe en signatur, så publikum forstår, at der ligger bevidste valg og greb bagved den udstilling, de går rundt i? I måden værkerne er grupperet på. I måden farver og podier er brugt på. I de konstruerede forløb eller noget helt tredje? Ja, hvordan balancerer man egentlig form og indhold i sådan en opgave?

På CLAY i Middelfart har Tina Midtgaard været udstillingsarkitekt på ”Natur, Spor & Spejlinger”, der viser naturfortolkninger i ler af keramikerne Malene Hartmann Rasmussen, Manuel Canu og Marianne Nielsen. De tre kunstnere har taget afsæt i keramiske værker fra museets Skønvirkesamling for at vise, hvordan samtidskunsten reflekterer natursynet i dag. Udstillingsarkitekt Tina Midtgaard er uddannet fra Det Kongelige Danske Akademi, Arkitektskolen i 1993, og arbejder som uafhængig projektleder med design, kunsthåndværk og kunst. Hun er jævnligt arkitekt og kurator på udstillinger og rumlige projekter, ligesom hun skriver artikler og underviser i arkitektur og design. Tina Midtgaard har designet mange udstillinger i og udenfor Danmark og initierede og udførte selv udstillingen ”Ultimate Impact” i Rundetaarn i 2017, der havde over 100.000 besøgende. Senest har hun været udstillingsarkitekt på ”Atrium. Den Levende Krukke” på CLAY 2018-19, ”Design by Paper” på Papirmuseet i Nordjylland, ligesom hun samarbejdede med Designskolen Kolding om deres Afgangsudstilling i 2018 og deres interaktive udstilling ”The Play” under Milan Design Week i 2018.

Natur. Spor & Spejlinger på CLAY. Udstillingsarkitekt Tina Midtgaard. Foto: ®Sylvain Deleu

Konkret og metaforisk sammenhæng

Inden arbejdet med Natur, Spor & Spejlinger” for alvor gik i gang, havde Tina Midtgaard flere samtaler med museet om tematik, de tre udøvere og deres forskellighed og rummets arkitektur på CLAY.

”Det kuratoriske udgangspunkt tematiserer og fortolker naturens væsen og betydning for os alle. Med udgangspunkt i to af Skønvirkeperiodens væsentligste keramikere, Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone, har de deltagende kunstnere med hver deres unikke temperament reflekteret over det stedsspecifikke, stedets ånd, naturens fænomener og mysterier. Kunstnerne Marianne Nielsen, Manuel Canu og Malene Hartmann Rasmussen, afspejler alle en tidsånd, der i høj grad var til stede i den periode, hvor skønvirkeværkerne blev skabt.

Som arkitekt har jeg taget mig den frihed i min research at fordybe mig i nogle internationale strømninger, som også Skønvirketiden var en del af. Derfor har jeg kigget meget på den skønne tid, La Belle Époque, hvor bl.a. Skønvirke, Art Nouveau, Jugend og Arts and Crafts bevægelsen vidnede om en tid fyldt med optimisme, fremgang og skønhed. La Belle Époque var en tid, som frembragte helt nye måder at anskue og skabe kunst, teater og litteratur på. Jeg har ønsket at tilføre helhedsoplevelsen helhedsoplevelsen af udstillingen noget af den optimisme, skabertrang, modernitet og surrealistiske avantgardestemning, som var til stede i den tid, hvor skønvirkeværkerne blev skabt. Samtidig var det væsentligt, at udstillingen reflekterede, at det kradsede lidt i overfladen i samfundet. At mørke skyer trak sig sammen over Europa, og at der var stærke eksistentialistiske og destruktive kræfter på spil.

Natur. Spor & Spejlinger på CLAY. Udstillingsarkitekt Tina Midtgaard. Foto: ®Sylvain Deleu

Spejling er et centralt ord i udstillingen og et ord, der dukkede op i starten af vores samarbejde som en refleksion over museets kuratoriske intention om de tre kunstneres dialog med skønvirkeværkerne, hvilket ledte os på sporet af begrebet og fænomenet spejlinger både som et fysisk element i udstillingen og en filosofisk dimension. Dette er et eksempel på, hvor vigtigt det er for mig at blive inddraget så tidligt som muligt, så vi alle, både museum, kunstnere og arkitekt, får mulighed for at påvirke forskellige kuratoriske og arkitektoniske fikspunkter. Designprocessen i denne udstilling har varet over et år. Det er ganske lang tid, men det er en meget stor fordel for sammenhængskraften.

Ved alle udstillingsopgaver er der en række parametre, som jeg skal forholde mig til: Hvilke tematiske og æstetiske fundamenter står de enkelte kunstnere på? Hvad udstråler værkernes fysik og tekstur? Hvad er museets kuratoriske intention og ambition? Hvad er budgettet? Jeg skal afklare museets interne kapacitet i forhold til udstillingsopbygningen og hyre de bedst egnede til at udføre resten. Alle disse faktorer skal bringes i sammenhæng, og min opgave er at koreografere alle, både fysiske og tematiske elementer til et samlet hele indenfor budgettets ramme. Og i processen også definere min egen rolle. Det er til evig diskussion, hvor meget udstillingsarkitektens tilstedeværelse skal fylde i en udstilling. Udstillingsdesign må aldrig råbe højere end de udstillede værker, og det er en hårfin balance både at få det bedste frem i værkerne, ikke at fylde for meget, men samtidig skabe et godt flow og et stærkt visuelt statement. I denne udstilling syntes jeg, balancen er lykkedes ret godt. Der er både en overordnet sammenhængende fortælling, men også tre helt forskellige tilgange til den enkelte kunstners motivverden.

Den sammenhængende fortælling, der skal forstås som grundstrukturen, følger en formalistisk stramhed på samme måde som den barokke have. Når man fordyber sig i de intime rum, som den barokke have skaber, oplever man et sansebombardement af former, farver og udtryk, som står i kontrast til den formelle struktur. Det er nøjagtig denne overdådige og frodige oplevelse, jeg har ønsket at skabe, de keramiske værker er simpelthen planterne, blomsterne, naturens pragt, alt det levende i den formelt anlagte have. Derudover har jeg arbejdet med konceptet om at skabe en collage af spejlinger, som først og fremmest etablerer en kontakt imellem kunstnerne og skønvirkeværkerne, og som også inddrager udstillingens gæster, så deres spejlbillede bliver en del af udstillingen, og der opstår en slags sameksistens mellem værker, arkitektur og beskuer.

At designe en udstilling er som at skabe en kulisse, et tableau, hvor en række aktører kan udfylde og spille deres rolle. I denne udstilling er det både de udstillende kunstnere, skaberne af skønvirkeværkerne Fanny Garde og Effie Hegermann-Lindencrone og udstillingens gæster, som er aktørerne”.

Natur. Spor & Spejlinger på CLAY. Udstillingsarkitekt Tina Midtgaard. Foto: ®Sylvain Deleu

Dualiteten mellem formgiver og udstillingsleder

På Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design og Konservering på Holmen i København arbejder Susanne Jøker som udstillingsleder, hvor hun har ansvaret for Akademiets afgangsudstillinger, særudstillinger og alle de andre udstillinger, der skyder sig ind imellem. Derudover er Susanne Jøker ansvarlig for biennalen European Ceramic/Glass Context, der afholdes hvert andet år på Bornholm med hhv. keramik eller glas i centrum. Som praktiserende glaskunstner har Jøker både formgiverens forståelse for sanselighed og behov individuel præsentation og udstillingslederens eksterne blik for sammenhæng og helhed. En dualitet, hun bruger aktivt, når hun skal favne en hel årgang på op til 300 arkitekt-, konservator- og designstuderende, koordinere og iscenesætte 62 forskellige kunstnere fra godt 30 europæiske lande under biennalerne på Bornholm, eller udstille studieprojekter og Akademiets seneste forskning under et givent tema.

På spørgsmålet om, Susanne Jøker aktivt og bevidst bruger sit dobbelte blik som udøvende glaskunstner og udstillingsdesigner, svarer hun:

”Min oprindelige faglighed ligger i glasset. Det er her, jeg har min dybe faglighed som udøvende kunsthåndværker og mesterlært glasmager. Som kunsthåndværker interesserer jeg mig for at udfordre materialets iboende muligheder og formgivning. At få det bedste ud af materialet inden for en given ramme, form og idé. Det samme gælder i mit arbejde med at skabe udstillinger. Alle udstillinger har deres egen præmis og min opgave som kurator er at folde denne præmis ud på bedste vis for både deltagerne og publikum. Når vi planlægger de store særudstillinger i Meldahls Smedje på Det Kongelige Akademi, vælges udstillingstemaet ud fra dagsaktuelle samfundsproblematikker, der viser hvordan Akademiets tre fagligheder, arkitektur, design og konservering, kan være med til at skabe løsninger på samfundsrelevante problemstillinger. Særudstillingen, som vi viser netop nu, 70% Less Co2 – omstilling til en levedygtig tidsalder, gør netop det ved at vise forskere og studerendes bud på løsninger, materialeeksperimenter, grundforskning og ressourceoptimering, der kan reducere udledningen af CO2. Som uddannelses- og forskningsinstitution skal vi bidrage til at skabe samfundsrelevante udstillinger, der kan vise nye veje for fremtiden.

Udstillingen er kurateret som et ’open call’, hvor studerende, forskere og undervisere på Akademiet blev inviteret til at byde ind med forslag ud fra spørgsmålet: Hvad kan vi gøre lige nu? Hvad kan vi gøre om ti år? Og hvordan ser verden ud om 30 år, når vi har implementeret alle løsningerne og den grønne omstilling er en realitet? Ud ad de mange forslag, blev der udvalgt 31 projekter, der fra et bredt perspektiv giver deres bud på, hvordan vi opnår CO2-reduktion gennem arkitektur og design. Projekterne strækker sig fra Danmark til Sydamerika og det afrikanske kontinent. De viser, hvordan vi kan omlægge vores måde at producere, skabe, forbruge og leve sammen på, og hvordan vi gennem design og arkitektur kan skabe levedygtige økologiske systemer og samfund til fremtiden. Selve udstillingen er således et produkt af en lang proces, hvor mange forskellige mennesker og fagligheder har været involverede udover selve udstillingens deltagere.

EUROPEAN GLASS CONTEXT 2021 på Bornholms Kunstmuseum. Udstillingsdesign og ophængning Susanne Jøker Johnsen i samarbejde med Tine Nygaard. Foto: Karina Tengberg

At kuratere og kommunikere

Min fornemste opgave er at kommunikere det, der skal udstilles. At skabe en rolig og smuk ramme, hvor projekter med forskellig fokus kan folde sig ud. Både arkitekter, designere og kunsthåndværkere laver fysiske objekter, modeller og visuelt materiale, hvor der er taget stilling til form, materialitet og kommunikation. Der er derfor mange elementer, der skal fungere sammen, og gennem hele processen samarbejder jeg tæt med forskellige fagligheder omkring udviklingen af udstillingsdesignet – kollegaer, studerende, vores kommunikationsafdeling, grafikere og ikke mindst de faglige miljøer omkring tema, indhold og form. Opgaven med at kuratere og installere en udstilling starter som oftest mindst et år i forvejen, hvor selve udstillingen bliver et fysisk monument på mange måneders forberedelse. I mit arbejde som udstillingsleder på Akademiet arbejder jeg tæt sammen med Akademiets udstillingsudvalg, som beslutter, hvilke udstillinger, vi skal vise. Det er herefter min opgave at gennemføre og kuratere dem.

Kurateringen af dette års glasbiennale, European Glass Context 2021, der fordeler sig over to udstillingssteder på Bornholm, er båret frem af fire underliggende temaer, der bl.a. tager udgangspunkt i et fagligt fokus på kunsthåndværket, hvor materiale, teknik, form og idé viser nye veje for fortolkningen og opfattelsen af glaskunst. Andre tematikker var globale med særlig vægt på politik, klimakrise, bæredygtighed og FN’s verdensmål. Biennalens to hovedudstillinger blev sammensat af en europæisk kuratorgruppe samt et ’open call’, hvor alle, der arbejder med glas i Europa, kan søge. De fire tematiske spor krydser hinanden i de to hovedudstillinger, der fordeler sig på Bornholms Kunstmuseum i Rø og Grønbechs Gård i Hasle. Udstillingerne er netop taget ned, og alle værkerne sendt retur til kunstnerne rundt om i Europa. Som så meget andet i 2020 var vi tvunget til at udsætte biennalen et år pga. Corona, men som noget nyt havde vi hele finansieringen på plads og et helt år ekstra til at planlægge. Der lå dog også en stor bekymring for, hvorvidt biennalen ville kunne forløse sit internationale potentiale i en tid, hvor mobilitet på tværs af landegrænser og restriktioner var begrænset og lukket ned i flere tilfælde. Biennalen handler jo netop om at mødes og udveksle over en særlig faglighed, men den bekymring blev heldigvis gjort til skamme, da Danmark pludselig åbnede sine grænser og kunstnerne fra hele Europa kom rejsende til Bornholm tilbage i september 2021.

70% Less på Det Kongelige Akademi. Udstillingsdesign: Susanne Jøker Johnsen. Foto: Karina Tengberg

Lockdowns kreative følgevirkning

En interessant kreativ følgevirkning af Corona var de digitale formater, som vi også har inddraget i arbejdet med dette års glasbiennale. Zoom-møder blev et vilkår på tværs af landegrænser og tidszoner, og vores katalog, blev løftet et niveau op i og med at vi integrerede ’Augmented Reality’ som et ekstra lag af viden og kommunikation. Jeg ønskede at skabe et digitalt format, der ikke bare var endnu en digital konference, som vi alle var ret matte på. Sammen med det amerikanske app-udviklingsfirma anartcompany.com og det grafiske bureau waaitt.dk udviklede vi et hybridt katalog, der udover at være et regulært trykt udstillingskatalog, også er en mindre filmfestival med 62 små, individuelle filmiske kunstnerportrætter og en digital AR-adgang til udstillingerne. Tanken var, at kunne du ikke rejse til Bornholm og se udstillingerne, kunne udstillingerne komme til dig i digital form. Hold blot din telefon henover et markeret billede i kataloget, så starter en lille film, hvor en af kunstnerne fortæller om sit arbejde. Fusionen af det analoge og det digitale skabte et tredje sted, hvor det bedste fra begge verdener udnyttes. Det er enormt spændende og har helt sikkert skabt nye perspektiver for mit fremtidige arbejde med at kuratere og designe udstillinger”, fortæller Susanne Jøker.

Snedkernes Efterårsudstilling på Sophienholm. Udstillingsdesign og foto: Sara Martinsen. 

Snedkernes Efterårsudstilling på Sophienholm. Udstillingsdesign og foto: Sara Martinsen. 

Cirkulerbart og diskret

På Sophienholm udstiller Snedkernes Efterårsudstilling sit 40-årige jubilæum, og i min anmeldelse af udstillingen i Weekendavisen plæderer jeg for lidt mere larm og festivitas – i værker og i udstillingsarkitektur, når foreningen nu fylder rundt. Udstillingsarkitekt for Snedkernes Efterårsudstilling 2021, Sara Martinsen, har bevidst grebet hendes arbejde an med en diskret og bæredygtige dagsorden i stedet for fest og farver – både på det konkrete plan og i overført betydning. Sara er uddannet møbeldesigner fra Danmarks Designskole i 2006 og har både været en del af designtrioen Furnid, ansat som designer og arkitekt for flere større virksomheder og været tegnestuechef hos Søren Rose Studio. De sidste par år har hun arbejdet som selvstændig designer med fokus på bæredygtige materialer, som hun for nylig lavede udstillingen ”Phytophillia” om. Hun har desuden tegnet og bygget sit eget hus i Asserbo sammen med sin mand, der er blevet et Instagram-hit under navnet Barnhouse Cabin, og så skaber hun værker med afsæt i bæredygtige materialer, der har været udstillet flere steder i ind- og udland.

Sara Martinsen fortæller:

”Det er helt med vilje at iscenesættelsen af Snedkernes Efterårsudstilling 2021 er rolig og mangler fest. Jeg har valgt et subtilt greb på udstillingen, da der er voldsom stor variation mellem de 44 værker. Årets tema, Tid, Takt & Tone, er blevet fortolket ekstremt forskelligt, og hvis jeg som udstillingsarkitekt også vil fylde rent visuelt, bliver det noget rod. Derfor er det helt med vilje, at mit greb er usynligt. Sammensætningen af værkerne/møblerne i hvert rum er valgt ud fra en visuel balance. Nogle produkter klæder hinanden bedre end andre. Der er mange af møblerne, der simpelthen ikke fungerer i samme rum. Derfor har jeg valgt at fokusere på, at netop sammensætningen af møbler skal fungere godt i de mange små gennemgangsrum, som er en præmis på Sophienholm, og at skabe ro trods de 44 forskelligartede fortolkninger af årets møbeltema.

Snedkernes Efterårsudstilling på Sophienholm. Udstillingsdesign: Sara Martinsen. Foto: Sara Martinsen

På materiale-siden har jeg valgt, at tekstilskiltningen i indgangsrummet og centerrummet i stueetagen består af flere lag for at give et luftigt udtryk med en taktil fornemmelse. Værk-skiltene er lækre og lavet af keramisk flise med print på. De seks sten-tavler er placeret i trappeopgangen og gangarealet på 1.salen. På tavlerne er der små citater fra udvalgte udstillere med deres ’take’ på årets tema. Podierne er lavet af fyrretræ og sten og kan skilles ad, og når udstillingen tages ned, sælges sten og træ-stel, så materialerne cirkuleres videre. Det er min usynlige kommentar til årets tema om takt og tone i forhold til nutidens udfordringer. Udstillinger genererer normalt containervis af affald såsom malede mdf-plader, stålkonstruktioner og lignende, og det har jeg ønsket at undgå.

Og så er der lige den ekstra detalje, at jeg mener, at ydmyghed er vigtigt. Ikke mindst i forhold til de klimamæssige udfordringer, vi står overfor. Mindre fylde, mere omtanke og mindre ego, det er derfor, jeg har valgt ‘at træde lidt tilbage’. Derfor meget få armbevægelser fra min side og et ønske om at skabe samling på flokken uden at være den 45. karakter i en flok af 44 individuelle tema-fortolkninger.

Snedkernes Efterårsudstilling er en interessant forening og et indblik i møbelbranchen generelt. De faste medlemmer af SE er sikret en plads hvert år, og man kan som udstillingsarkitekt ikke påvirke indholdet. Derudover er der et varierende antal gæsteudstillere fra år til år. Den udeblivende kurator-rolle giver et interessant og ærligt indblik i designbranchen. Det er bestemt ikke alle produkter, der nødvendigvis har en raison d’etre, i min optik. Hverken på udstillingen eller i den virkelige forbrugsverden, men det er jo netop det, der gør, at foreningens medlemmer, de udstillede møbler og de årlige udstillinger afspejler branchen på ærlig vis. At det giver en ekstra udfordring som udstillingsarkitekt er der ingen tvivl om, men det er også spændende at skulle danne et udstillingsgrundlag for en branche med så stor spændvidde,” forklarer Martinsen.

Snedkernes Efterårsudstilling på Sophienholm. Udstillingsdesign: Sara Martinsen. Foto: Sara Martinsen

Helhed, formidling, stoflighed og en bærende idé er med andre ord den røde tråd gennem udstillingerne i København, Middelfart og Lyngby. En tråd, der bliver ekstra tydelig, når man får den fulde historie bag. Når de grundlæggende overvejelser får lov at træde frem og blive sin egen historie. Sit eget design. Sit eget greb, der nok udgør strukturen for det udstillede indhold, men som på enten diskret, subtil, farverig, fysisk eller larmende vis peger på – og iscenesætter de genstande, som grebet skal formidle. Uden at gå på kompromis med sig selv. Tænk over det, næste gang du går rundt i en udstilling.

 

TAK til CLAY’s VENNER for at lade os genbruge Tina Midtgaards tekst.

Faktabox:

”Natur. Spor & Spejlinger”
CLAY – indtil 13. marts, 2022
www.claymuseum.dk

”70% Less CO2”
Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering
Indtil 4. februar, 2022
www.kglakademi.dk

”Tid, Takt & Tone”, Snedkernes Efterårsudstilling 2021
Sophienholm – indtil 3. januar, 2022
www.Se-design.dk

Åbningstale Frue Plads Marked 2021

Åbningstale Frue Plads Marked 2021

Åbningstale Frue Plads Marked 2021

Personlig klumme

Åbningstale Frue Plads Marked 2021

Kære alle

Ikke et ord om Corona. Ingen af os orker længere at høre om isolation og manglende hudkontakt. I dag skal det handle om det modsatte. Om at være i nærkontakt. Om at være i samtale – ansigt til ansigt – med rigtige mennesker ude i virkeligheden, som jeg kan røre, hvis jeg rækker armen ud.

I dag skal det også handle om at investere. Investere i kunsthåndværk og få en hel masse retur. For når man investerer i kunsthåndværk, får man ikke kun en kop, en skål, et tæppe, et smykke eller et værk – men en historie. En historie om idé, udførsel, teknik og metode. Om materialet og mulighederne med det. Om et liv, hvor man kontinuerligt lærer sit materiale bedre og bedre at kende, så man i nogle tilfælde bliver en forlængelse af det.

Når du investerer i et stykke kunsthåndværk – det være sig et brugsprodukt eller et unikaværk – støtter du et historisk og traditionsbåret fag. Du støtter en kunstnerisk begavet formgiver, der har viet sit liv til at skabe. Omforme et materiale. Udvikle det. Og formidle det. Formidlingen sker bl.a. her – på dette marked, hvor 100 professionelle udøvere frister med det bedste indenfor nutidigt dansk kunsthåndværk i boder på inspirerende rækker.

Når du investerer i et stykke kunsthåndværk, støtter du også den kreative proces og dens fortsatte eksistens. Og det er en af de gode ting, man kan sige om pandemien – at folk er blevet mere opmærksomme på, at de kan være med til at gøre en forskel ved at støtte lokalt. Så tænk ikke kun på din lokale grønthandler eller restaurant, men tænk på din lokale kunsthåndværker. Køb dine gaver der. Til venner, familie og til dig selv. Her er der ingen grund til at være nærig, så del gerne din kunsthåndværker med alle, du kender.

Når du investerer i kunsthåndværk, sender du også alle historierne med. Både dem, du selv har fået fra din kunsthåndværker – om objektets tilblivelse, inspiration eller måske måden det er skabt på – og de historier, du selv fortæller videre. Har du måske nogensinde tænkt på, hvordan den blå farve i et håndvævet tæppe hurtigt kan bestå af femten forskellige blå nuancer for at afspejle himlen og give tæppet dybde og farvespil? Har du tænkt over, hvor mange gange et keramisk værk er brændt i ovnen for at opnå netop den glasuroverflade? Har du tænkt over, hvad din halskæde symboliserer og hvad du bliver ambassadør for, når du bærer den?

Kunsthåndværk er genstande formgivet af mennesker, der har viet deres liv til lige netop dette materiales særlige, forførende egenskaber. Og så er vi tilbage ved mine elskede kopper, som jeg ynder at tale om, og hvad de gør ved mig. For selvom det kan lyde banalt og patetisk, betyder det faktisk noget, hvilken kop, jeg drikker af. Hvilken kop, jeg har lyst til at drikke af. Det er ret intuitivt for mig. Og for min familie, viser det sig. For de kaster sig også over de nye kopper, når de sniger sig ind i samlingen. Lige her bliver jeg glad og stolt over, at min familie fornemmer og værdsætter kunsthåndværket som et stofligt og følelsesladet element i deres hverdag. Et element, der tilfører merværdi til det måltid, de spiser. Til den the, de drikker. Til den buket, min datter har plukket. Og som min datter netop sagde forleden, da vi var på cafe – den kop ligner en kopi af noget, Gurli har lavet. Først blev jeg flov og tænkte, aj, er det mig, der har indoktrineret hende, men kort efter blev jeg stolt. Vildt stolt, faktisk, for hendes evne til at spotte kvalitet var intakt. Kopi-koppen var for glat. For tilstræbt kunsthåndværker-håndlavet. For ’rigtig’ og perfekt.

Lad os hylde det imperfekte og det levede liv, der jo er så skrøbeligt og skal værnes om. Ligesom kunsthåndværket. Det er det, vi alle har lært af den pandemi, vi ikke skal tale om i dag. Men derfor er der desto større grund til at fejre livet, kunsthåndværket og hinanden. Gå ud og invester!

Jeg erklærer hermed Frue Plads Marked 2021 for åbent.

 

 

Hvad er nutidigt dansk kunsthåndværk?

Hvad er nutidigt dansk kunsthåndværk?

Hvad er nutidigt dansk kunsthåndværk?

Personlig klumme

Min artikel “Det kloge kunsthåndværk”, der blev udgivet i Weekendavisen i uge 11, har skabt kærkommen debat. Den handlede bl.a. om The Mindcraft Project 2021, som jeg brugte som afsæt for en større diskussion om hvad, nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. I denne uge tog bureauet bag The Mindcraft Project til genmæle i et nyhedsbrev, som de sendte ud til deres netværk. Her er mit modsvar.

 

Kære Copenhagen Design Agency, kære Anders og Kristian

Tak for jeres nyhedsbrev. Det er skønt, at I har sendt debatten ud til hele jeres netværk, så der forhåbentlig kommer yderligere debat på mit indlæg i Weekendavisen om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk dækker over. Jeg synes dog, at jeres nyhedsbrev har karakter af et forsvar af The Mindcraft Project end en egentlig diskussion om, hvad nutidigt dansk kunsthåndværk er. Det var ellers den præmis, jeg skrev min klumme på, fordi jeg reelt set er i tvivl om, hvad begrebet efterhånden dækker over. Om der er nogle håndværksmæssige kvalitetskrav til stede, selvom grænserne flyder og faglige nybrud kan og bør overlappe eller om kunsthåndværk som begreb kan dække hele feltet? Fra den konceptuelle kunstneriske undersøgelse over håndværk i et materiale til teknologiske prototyper til fremtidens produktion?

Keramisk skulptur af Karen Bennicke. Foto: Karen Bennicke

Jeg synes, feltet fortjener en nuanceret og perspektiverende debat. Mit indlæg i Weekendavisen var netop et forsøg på at lægge op til en faglig diskussion om sagen og stille vedkommende spørgsmål til, om kunsthåndværkerbegrebet har ændret sig siden så mange kunstnere og arkitekter blander sig i feltet. Det vil jeg virkelig gerne diskutere åbent og fagligt. Fordi det er essentielt og vigtigt for en designnation som vores. Nu og på den helt lange bane. Især fordi designskolerne de senere år også har taget en drejning væk fra håndværket og værkstederne for at øge fokus på akademisering og på at få de unge designere i beskæftigelse hurtigt efter endt uddannelse.

Men er det den rigtige vej at gå? Er det konceptuelle design, der smelter sammen med kunsten, den farbare og fremtidige sti at forfølge? Vel er den international, cool og ’edgy’ og langt fra støvede træsko i værkstedet. Den er sikkert også mere salgbar i en international kontekst, vil jeg tro. Som værker, der ikke kræver 10 år med materialet i hænderne. Håndværket og opnåelsen af et overbevisende og overlegent udtryk i materialet kommer ikke nemt, men er slid og stædighed år efter år. Indtil den sidder der. Indtil der med afsæt i teknik, metode og materiale opstår et udsagn, der er noget andet og mere end bare form. Det er her, at ’mind’ og ’craft’ for alvor bliver hinandens bedre halvdele, synes jeg.

Og det er netop det, jeg ikke synes, at størstedelen af Mindcraft 2021-projekterne gør. De er mestendels ikke funderet i håndværket og et materialebaseret afsæt, der er blevet opøvet, udviklet og skubbet til grænserne af dets formåen. Det er det, jeg gerne vil diskutere, for her gik jeg og troede, at en kunsthåndværker præcis var det. En udøver, der arbejder vedholdende med sit valgte materiale for at opøve en særlig ekvilibrisme ad åre. Lige her kan det vel være ok, at ”agree to disagree”, som amerikanerne så genialt kalder det. At vi er enige om at være uenige?

Tekstilkunstner Stine Mikkelsen, The Mindcraft Project 2021. Foto: Anders Sune Berg(1)

At Kasper Kjeldgaard anser sig selv som kunsthåndværker og er uddannet designer i møbel og rum køber jeg (min pointe er dog stadig den samme). Men han har søgt det abstrakte og kunstneriske univers professionelt siden sin afgang fra Designskolen, som man bl.a. kan læse i bogen Danish Creatives, som jeg for nyligt har udgivet sammen med fotograf Nicoline Olsen, hvor han er en af de 15 portrætterede. I klummen i Weekendavisen nævner jeg præcis Stine Mikkelsen som værende uddannet tekstildesigner, men fremhæver, at hun arbejder kunstnerisk og konceptuelt. Jeg applauderer Stine Mikkelsens arbejde og synes hun er ekstremt kompetent. Men jeg synes ikke, at det er kunsthåndværk, men kunst med tekstil kant. Else-Rikke Bruun befinder sig, for mig at se i et krydsfelt. Hun har både en bachelorgrad i design, men er uddannet arkitekt, taler og skriver som en arkitekt og arbejder med rumlig skala med inspiration fra kunsthåndværket. I hendes daglige virke arbejder hun på tværs af alle skalaer, fra møbler over indretning til arkitektur, som man kan læse på hendes hjemmeside. Så selvom hendes værker i denne sammenhæng er en syntese af arkitektur, teknik og kunsthåndværk, så ser jeg hende ikke som kunsthåndværker, men som arkitekt, der arbejder intelligent og dygtigt med træ i rumlig skala.

Men alle definitioner og kategorier kan jo diskuteres, og det synes jeg vitterligt, vi skal. Folde betragtningerne ud og forhåbentlig blive klogere på, om ovenstående definition af kunsthåndværk ikke længere er gangbar, hvad der i givet fald har erstattet den, og om det efterhånden er ligegyldigt at tale om kategorier Det handler således ikke om subjektiv smag, men om at italesætte en faglig tendens og blive klogere på indholdet af den.

Jeg er med på, at The Mindcraft Project rækker ud i verden. Det var jo også hele præmissen for det oprindelige MINDCRAFT, hvorfor udstillingen udelukkende lå i Milano. Igennem de 13 år, projektet har eksisteret, har der været industrielle designere og kunstnere med i feltet. Men det har været en lille procentdel sammenlignet med den øvrige tyngde af det etablerede felt af deltagende udøvere. Og det er netop en af mine andre pointer. At et kurateret felt til en udstilling, der er repræsentativ for feltet bør rumme begge dele, det unge, vovede, eksperimenterende kunsthåndværk, der sparker forventningerne et nyt sted hen, men at det netop bør have overvejende modvægt af det reflekterede og materialeekvilibristiske udsagn, der transcenderer materialet og tapper ind i det intellektuelle lag – i referencer, symbolik og betydninger, der hæver barren betragteligt. Men det behøver udstillingen måske ikke at være længere i det nye regi? Et repræsentativt billede af det danske felt? Hvis det forholder sig sådan, så ville det være rart at vide? Mit anke i forhold til The Mindcraft Project 2021 er stadig, at selvom jeg synes, at mange af værkerne er ret fantastiske, som jeg også understregede i mit indlæg, så er kunsthåndværket og materialeekvilibrismen – som en syntese af ordene ’mind’ og ’craft – ikke synderligt nærværende.

Keramiker Bodil Manz: Foto: Køppe Contemporary

Sidst men vigtigst, så taler jeg kunsthåndværkernes sag her, fordi jeg synes, at deres MINDCRAFT-platform er blevet omdefineret til et andet formål med andre faggrupper. Det synes jeg er en stor sorg for et felt, vi kan være ekstremt stolte af, men som af historiske årsager igen og igen bliver nedprioriteret i forhold til kunsten og arkitekturen. Det var derfor MINDCRAFT i sit oprindelige format var utrolig kærkomment og fantastisk godt set af kurator, arkitekt og konceptuel designer, Karen Kjærgaard, der var med til at initiere det. At det danske kunsthåndværk har så potente egenskaber med afsæt i materiale og historiefortælling, at det kunne begå sig på den største internationale designscene af dem alle, Milan Design Week. Og den succes og anerkendelse, som MINDCRAFT-værkerne har opnået i de 13 år har givet feltet en tiltrængt selvtillid. Som formidler og beundrer af feltet igennem 20 år har jeg fra første række set, oplevet og mødt disse passionerede mennesker, der utrætteligt arbejder på at raffinere deres kunsthåndværk. Det er derfor, jeg føler med dem, når en platform som det tidligere MINDCRAFT i det nye regi vægter den konceptuelle designkunst over den håndværksbaserede materialekunst med intellektuel overbygning som mange af de tidligere MINDCRAFT-projekter var eksponenter for. Nedprioriterer respekten for materialekundskaben- og kendskabet, der synes at glide mere og mere ud med badevandet.

Jeg ville ønske, at vi kunne skabe en åben paneldebat om dette emne, som Designskolen eller Danske Kunsthåndværkere & Designere meget passende kunne være vært for, når verden åbner igen. For med alle de positive tilkendegivelser og reaktioner mit indlæg har skabt, er der masser af kunsthåndværkere og professionelle kræfter i feltet, der meget gerne vil diskutere det her. Fordi folk brænder. Fordi det er eksistentielt for dem. Fordi de fleste kunsthåndværkere bruger det meste af deres liv på at blive bedre til at forædle deres materiale og skabe vedkommende og relevante udsagn i det. Og det er vel nu engang relevant at høre argumenter fra hestens egen mund, selvom jeg gerne går i brechen for så vigtig en sag som denne. Skal vi ikke hæve barren for diskussionen, så det ikke handler om mig eller jer, men om kunsthåndværket og dets præmisser i en omskiftelig og global tidsalder?

Kærlig hilsen Charlotte

PS: Min artikel “Det Kloge Kunsthåndværk” kan læses online på Weekendavisen.dk, hvis man er abonnent.

Cph Design Agencys modsvar kan læses her:

Glaskunstner Stine Bidstrup, The Mindcraft Project 2021. Foto: Anders Sune Berg

Pin It on Pinterest