First mover furniture

Ditte Hammerstrøms unikke møbelkunst er indbegrebet af ‘first mover furniture’. Igennem hele sin karriere har hun tænkt fortælling, form og funktion sammen og skabt kunstneriske møbelværker, man ikke kan andet end at holde af. Jeg har været fan siden jeg blev blæst bagover af hendes hvide sofa-reol-lampe-bord for 20 år siden. Nærværende portræt var en del af bogen Danish Creatives, men har ikke tidligere været udgivet på dansk. 

Første gang jeg stødte på Ditte Hammerstrøms design var i 2004, hvor en lang kridhvid sofa endte i en reol, der også integrerede et bord og en lampe. Dette møde med en formgiver, der skabte installationer, der emmede af kunstnerisk overskud og finurlighed, gjorde mig uendelig nysgerrig og oprigtig glad på fagets vegne. Ditte Hammerstrøm havde skabt møblet ’Sofastykke’ til Snedkernes Efterårsudstilling, og møbelinstallationen stjal ikke blot hele opmærksomheden på grund af sin cool hvide og gennemførte farve, men fordi hun havde tænkt møbelkonceptet helt ud af sine vante kategorier og skabt en ny.

Den dag i efteråret 2004 satte Ditte Hammerstrøm sig ikke bare på mit landkort, men på de fleste andres i branchen, og i de tyve år, der er gået, har hun udviklet sig til at blive en formgiver, der formidler feltet i ofte poetiske hybrider mellem kunst og design. I dag er Hammerstrøm i stald hos designgalleriet Wettergren i Paris, og selvom Dittes møbler kke er i kommerciel produktion, kunne man ønske det. Ønske at producenterne havde mod nok til at turde gå nye og endnu ikke afprøvede veje. For hvor ville det være fremsynet, hvis Ditte Hammerstrøms modige møbeleksperimenter kunne omsættes til design, som flere havde adgang til og som kunne åbne op for en bredere forståelse af feltet og potentialerne i det.

Polster, polster, polster

Ditte Hammerstrøms portfolio er fyldt med projekter, der understreger ovenstående påstand. Hammerstrøm har aldrig udelukkende tænkt funktion, men også dekoration og iscenesættelse, ja, helhed frem for fokus på de enkelte dele. Helheden i en fortælling, hvor en stol ikke bare er en stol, men et udsagn, der kommenterer samtiden, moden, møbelhistorien eller noget helt tredje. Polstring er et godt eksempel, for Hammerstrøm har alle dage været ’the odd one out’ pga. hendes forkærlighed for netop polster. Hun draperede, syede, svøbte og snørede stole og sofaer og skabte sociale møbelvæsner, der interagerede med hinanden i materialer, referencer og typologier, mens alle andre i branchen så undrende til fra deres modernistiske paroler. På den måde var Ditte Hammerstrøm en af de første nutidige møbeldesignere til at gå linen ud og udfordre de vante konventioner på den danske designscene.

Dittes forkærlighed for polstrede møbler har sin oprindelse i et udstillingsprojekt, hvor hun på den hedengangne danske møbelmesse i Bella Centret i 2005 og 2007 skabte to møbellandskaber i samarbejde med møbelvirksomheden Erik Jørgensen. Opdraget til udstillingen, initieret af arkitekt Susse Fischer, var at tænke polstermøbler på nye måder, og Dittes greb var da også temmelig anderledes, taget datidens kontekst i betragtning. Hammerstrøm skabte nemlig to forskellige sofalandskaber, hvor polstret var surret fast rundt om maven på møblerne med snor gennem store huller i møblerne, der var farvesat i forskellige grønne nuancer, mens hun til Snedkernes Efterårsudstilling i 2007 under temaet ’Et møbel til din alderdom’ arbejdede med velour i gammel rosa i nogle løsere draperinger, der trak på referencerne fra natklubmiljøet og fransk boudoir-dekadence.

”Møblet blev meget stort, da det skulle være et møbel, som hele min familie kunne sidde i, når jeg blev gammel. Betrækket blev designet, så det var ’for stort’ til sofaerne – på samme måde som huden bliver slap og for stor til kroppen, når man bliver ældre. Det er derfor, der er rynker på sofaerne. Efter de to udstillinger var jeg bidt af polstermøbler. Måske fordi tekstil og polster er kropsligt og på mange måder mindede mig om den praktiske hands-on tilgang, jeg lærte på keramiklinjen – ler og polster opfører sig lidt på samme måde, begge dele er noget man kan forme og arbejde skulpturelt med.”

Ditte Hammerstrøm startede sin designuddannelse på keramiklinjen, hvor hun ifølge eget udsagn fik hænderne så meget i materien, at det var umuligt at få dem op igen. Med erkendelsen af at materialet taler og fortæller dig, om du er på rette vej, er hun i dag stadig hands-on. Keramikstudiets måde at gå til opgaverne på ved at bygge modeller og mærke materialet med hænderne, har Ditte Hammerstrøm taget med sig. For det er her, at kimen til vellykket design og harmoniske proportioner ligger. Her du kan fornemme om materialet vil det samme som dig, og her du kan finde ud af om idé og proces taler samme sprog. Værkstedet, processen og materialerne er således udgangspunktet for Hammerstrøms arbejde, for det vil ifølge hende selv være umuligt for hende at sidde i nogle gennemdesignede omgivelser, fordi det man laver, bliver influeret af konteksten. Hendes værksted er derfor den perfekte neutrale zone, hvor tanker, ideer og materialer kan flyde frit uden at skulle præstere mod et perfekt designet miljø i første hug.

”Jeg kan godt lide at sidde midt i et værksted, hvor alt i princippet er muligt. Jeg tror, at jeg ville blive handlingslammet i et tjekket designmiljø. Jeg kan godt lide at der er plads til rod og kaos, og at en flygtig tanke hurtigt kan testes i materiale og fysisk form.

Kaotisk værksteds-zen

På værkstedet, som hun deler med billedkunstner Karen Land Hansen, er der orden i kaos og system i rodet, selvom det umiddelbart ikke helt virker sådan for udenforstående. Her er papkasser med materialeprøver, der også har sneget sig op på bordet, hvor der i forvejen er fyldt med miniaturemodeller af især stole. Værkstedet ligger midt på Islands Brygge med masser af lys og højt til loftet. Her er der plads til fordybelse, store tanker og fysiske 1:1 modeller. Her er der plads til at fokusere og nørde samtidigt med at alle skitserne kan afprøves i praksis, da Ditte tester alle sine møbler i naturlig størrelse.

”Jeg bygger altid en mock-up i 1:1, inden jeg tegner møblet helt færdigt. Det er fordelen ved at være møbeldesigner; at vi arbejder i en skala, hvor det er muligt at teste tingene i 1:1. Samtidigt er en 1:1 model den bedste kommunikationsform, når jeg skal ud til en håndværker, der skal smede, støbe eller polstre mine ting – for så kan vi ud fra 1:1 modellen diskutere, hvordan møblet skal se ud, når det er færdigt. Jeg laver også altid materialeprøver og skitser for bedre at fornemme, hvor jeg skal hen med designet. Alt efter hvilket materiale, man tester tingene i, får man forskelligt resultat. Det kan betale sig at være lydhør over for materialet. Hvis materialet hellere vil noget andet, så er mine idéer ligegyldige. Da jeg fx arbejdede med tovværk og lavede forskellige knytteprøver ville tovet ikke det, jeg ville, før jeg begyndte at hækle i stedet for at knytte.”

Fra syssel til skulptur til møbel

Ditte Hammerstrøm har en medfødt og ubændig trang til at gøre tingene anderledes. For hvis man sætter nye ting i verden, skal de afprøve eller kunne noget nyt, mener hun. Det er derfor, at eksperimenterne er hendes drivkraft, ligesom processen, hvor litervis af idéer og skitser tager form og energien flyder i højstemte toner.

Ringene til udstillingen på Nordkystens Kunsttriennale ARV på Munkeruphus i sommeren 2019 er et godt eksempel. Opgaven var at skabe et møbel til haven og Ditte ville arbejde med møblers rumdannede funktion i naturen og skabe rum i landskabet.

”Jeg valgte et sted i haven, som ingen rigtig ser eller bruger – og efter jeg hængte cirklerne op, blev haven til et rum, som man havde lyst til at opholde sig i. Jeg valgte at bruge tov som materiale, fordi jeg synes det var interessant at trække en hjemlig syssel som hækling op i skala og ud af stuen og ud i haven. Derudover refererer tovværket til havet, som haven på Munkeruphus skråner ned til.”

De runde møbelringe trækker også på adskillige yderligere referencer. Fra barndommens hula-hop-ringe over XL-gardinringe og kunst. For Ditte er ringene blot endnu idé med muligheder, som koblet med det rette materiale, skaber et atypisk møbel, der kan fungere som gynge i haven, rumdeler i hjemmet eller noget helt tredje.

MINDCRAFT i Milano

Det er ikke kun genstande, som Ditte Hammerstrøm har kastet sig over i de senere år. I 2018 var hun kurator og udstillingsarkitekt for MINDCRAFT – en stedsspecifik udstilling med dansk kunsthåndværk og design foranlediget af Statens Kunstfond i Milano. Alle værker er unikke og skabt til MINDCRAFT under designugen, og projektet nød stor bevågenhed både nationalt og internationalt. Ditte Hammerstrøm kuraterede 15 projekter ind til den kvadratiske Klostergård San Simpliciano i det indre Milano, der alle var hovedrolleindehavere i hendes sanseligt opsatte udstilling, der var flankeret af polstrede siddeflader hele vejen rundt om atriummet – som en 100 meter lang sofa.

”Som kurator har man en anden rolle, hvor man er ansvarlig for udstillingens overordnede anslag, der skal være genkendeligt på alle platforme, men derudover skal man trække sig tilbage, så de kuraterede deltagere kan komme i fokus. Den rolle kan jeg godt lide. MINDCRAFT var fantastisk opgave at få. At kunne vælge ud og tegne et præcist billede af, hvad man mener er det vigtigste ved danske design og kunsthåndværk lige nu. For mig er det håndens arbejde og de visuelle, sanselige og æstetiske kvaliteter i objekterne.

Som udstillingsarkitekt handler det om at skabe en sammenhængende helhed, der er en overbevisende signatur i sig selv uden at overstråle værkerne. Udstillingsarkitekturen skal understrege den præmis, værkerne taler ind i, og man skal både være synlig og styrende og samtidig give deltagerne mest mulig frihed. Derudover kræver det rigelig med is i maven, fordi man ikke ved, hvordan værkerne ender, da alt jo bliver lavet specifikt til udstillingen under stort tidspres. Når man arbejder stedsspecifikt, får man en masse ting forærende. Her var lyset og farverne i klostergården med til at bestemme mit valg af farver og gav mig idéen til den lange sofa på kanten af pladsen hele vejen rundt.

Jeg ville gerne have, at værkerne fik hele opmærksomheden, så gårdspladsen blev overladt til værkerne, mens kanten rundt om atriummet blev til et ophold i stedet. MINDCRAFT har virkelig været en interessant opgave og jeg kunne godt tænke mig at lave mere af den slags i fremtiden.”

Når modstand er medvind

Selvom Ditte Hammerstrøms portfolio manifesterer en perlerække af underfundige og finurlige møbeltyper og projekter, betyder det ikke, at den grundige og dedikerede designer ikke møder modstand. Faktisk har hun med årene lært sig, at modstanden skal bydes velkommen, ligesom veerne før de to børn, hun har derhjemme, ankom efter lang tids venten.

”Når jeg møder modstand, så går der oftest et par dage, før jeg kan se, at den er relevant. At nye muligheder har nogle potentialer, der måske i virkeligheden er bedre end dem, jeg selv havde tænkt. Hvert projekt har sine udfordringer og hele processen er et forløb af ’ups and downs’. Man kan synes, at det hele er kaos, lige indtil det pludselig fungerer og falder på plads. Den mentale kurve varierer konstant. Når du skitser er alt muligt og man er nærmest høj. Derfra bliver det hele konkret og bliver til nye veje, der måske alligevel ikke er mulige. Der er også altid udfordringer, når man skifter skala. Når værket kommer op i 1:1 opstår der nye spørgsmål, der igen bliver konkrete i form af størrelser og materialer. Men når man endelig er nået i mål, er det helt fantastisk. Stort set alle projekter når jeg at blive tilfreds med. Nogle gange lige inden ferniseringen, andre gange med forsinket reaktion et par uger senere, for når man er så meget inde i sine projekter, kan det godt tage lidt tid at vikle sig ud igen og få perspektiv på”.

På spørgsmålet om Hammerstrøm bevidst arbejder i krydsfeltet mellem kunst og design, svarer hun prompte:

”Jeg har gjort mig umage for ikke at arbejde i krydsfeltet mellem kunst og design. Jeg ser mine møbler og projekter som rent design, men jeg opfatter også designfeltet som meget større og bredere end de funktionelle ting. Jeg interesserer mig meget for de subjektive og irrationelle sider af design, og derfor er funktionen ikke altid det vigtigste i mine møbler, men jeg mener stadig, at det er design, og ikke kunst.”