SAMTALE: Beklædningskunstner Nikoline Liv Andersen

Nikoline Liv Andersen har valgt en særlig vej. En af dem, der er så nichet, at der ikke findes mange andre i verden, der kan og gør det samme. Hun er rundet af ophold hos bl.a. John Galliano og modehuset Fendi og hendes unikke kompositioner har også den islandske sangerinde Bjørk benyttet sig af. Nu er hun aktuel på Designmuseum Danmark med en udstilling, der fokuserer på liv, natur og moderskab ­– og som går i dialog med værker fra museets samling.

Jeg kender Nikoline Liv Andersens tidligere arbejde med de flamenco-lignende kjoler lavet af bl.a. sugerør. Og jakkerne og dragterne, som har været med til at sætte hende på landkortet over formgivere, der går langt længere end den ekstra mil. Hendes greb om stoffet. Teknikken. Håndværket. Det er så ypperligt, så gennemført, så fuldstændig vanvittigt, at man ikke tror det.

Hendes kjoler skabt i sugerør på højde med catwalkens Haute Couture. Hendes dragter, hvor mannequinerne har fået dyrelignende ansigter. Hendes pailletjakker med garnnøgler i håret eller hvordan man nu ellers skal formulere det. For ingen ord eller begreber synes helt at passe. Værkerne transcenderer dem. Flyder ud over og ind i andre betydnings- og forståelseslag.

Hendes beklædningsværker er for vilde og nærmest for sindssyge til at være sande. Og skulle man endelig forsøge at sætte et begreb på Nikoline Liv Andersens virke må det være kunsthåndværk? For hendes værker er lige dele kunst og håndværk og som sådan indbegrebet af definitionen, selvom hendes virke smører sig ud over andre beslægtede flader. Hendes kreationer er kunst. Couture. Skulpturer. Udsagn. Hendes udsagn er en unik og særlig sjælden kunstart. For at kunne skabe kjoler og beklædningsdele ud af sugerør, paletter, fjer eller kunstige negle er både skørt og magisk.

Ikke desto mindre er det aftrykket, som Liv Andersen har sat i mig, inden jeg oplever hendes nyeste solo-udstilling på Designmuseum Danmark, hvor hendes greb er noget andet. Noget langt mere sfærisk. Et helstøbt installatorisk univers, hvor både gulvtæppe, vægge og værkerne i rummet skaber et samlet hele. Rummet virker roligt. Meditativt.

Motiverne er teatralske, feminine, varme, minutiøse. Detaljerige. Stoflige. Nuancerede. Lagdelte. Her er der much moore than meets the eye.

Ord dukker op. Drøm. Drama. Diabolsk. Overtro. Natur. Moder jord. Moderskab. Forbundethed. Mørke. Lys. Liv. Krop. Alf. Håndens arbejde. Analog. Tid.

At bygge ord. At kunne væve, sy og brodere billeder, der suger dig ind, mens det fortæller dig en historie om natur og krop og hvordan vi navigerer mellem de to er smukt og uimodståeligt.

Nikoline Liv Andersen har også en ting med ord. Et behov for at sætte personlige tanker på skrift. Ord på følelser. Perspektiv på refleksioner?

Hendes hjemmeside har en kategori, der hedder Words, hvor hun udgiver digte, ordbilleder og/eller refleksioner, der knytter sig til hendes værk-serier. Her en ordstrøm koblet til serien Dark Matter fra 2019.

“Tungsind
Jeg sidder bare her.
For hvert åndedrag er det som om, mit hjerte sænker sit slag.
For hvert åndedrag falder jeg mere og mere sammen, længere og længere ned.
Gennem sofaens betræk, gennem skummet, fjedrene og hele vejen ned.
Gennem de gamle trægulve, indskuddet, ned til salen nedenunder, når kælderen, bryder betonen og jeg trækkes ned, ned gennem den tætte jord, forbi regnormene, der prøver at holde sig til, gør ikke modstand, trækker bare vejret tungt, jorden graver sig op i mine næsebor, ned i min hals, ilten er for længst væk, jeg gør ikke modstand, bryder bare grundfjeldet og de tektoniske plader for til sidst at smelte op af jordens brændende indre.”

Ord og form. Form og indhold. Natur og kultur. Nikoline Liv Andersens virke smelter ind i alle lag og er både sig selv, sin egen og vores allesammens. Hendes ærinde er mystisk, mørkt, lyst, smukt, forunderligt, teatralsk, new-age-ish, feminint, sårbart, tragisk, kropsligt, barnligt, modbydeligt, lækkert, æstetisk, teknisk, barokt, drømmelignende, old school, skrøbeligt, potent, symbiotisk, symbolsk, naivt, banalt, metafysisk, utopisk og moderligt. Ord igen. Mange ord. Masser af ord.

Nu udstiller Nikoline Liv Andersen på Designmuseum Danmark. Solo. Det er sejt. Velfortjent. Og berigende for os, der kan opleve hendes tidskrævende værker, der blander høj og lav, couture og mode, kunst og design – og er indbegrebet af Kunst-Hånd-Værk. Kunst skabt i hånden, der bliver til et værk. Opleve hvordan teknikker, kompetencer, erfaring, æstetik og materialer smyger sig ind i sjælen og bliver der med en djævelsk splint i øjet. For selvom hendes værker er så gennemførte og æstetiske, at man bliver aet med hårene, bor både Gud og djævlen i detaljen hos Nikoline Liv Andersen. Og det er her, det bliver godt. Vedkommende. Relevant. Og umiskendeligt Liv Andersensk.

Din udstilling hedder Det Evige smil, hvorfor det?

I 1920 skrev den svenske forfatter Det eviga Leendet. På dansk Det evige Smil. Det var min fars yndlingsbog og da han mistede synet for år tilbage indtalte jeg den til ham. Jeg har længe tænkt, at jeg en dag ville lave noget med den titel og var derfor utrolig glad for, at Pär Lagerkvist Estate og Hedvig Lagerkvist, barnebarn til Pär Lagerkvist, gav mig lov.

Udstillingen tager som sådan ikke direkte udgangspunkt i romanens handling, men min udstilling er en slags livsvandring gennem minder, glæder og sorger, og ligger alligevel ikke helt fjernt fra romanen, hvor døde mennesker sidder i dødsriget og fortæller om deres liv.

Udstillingen går i dialog med museets samling. Hvordan har det været at arbejde med en samtalepartner i form af værker?

Altså at få lov til at dykke ned i museets samling er en kæmpe gave. Jeg tror, Kirsten Toftegaard en gang imellem skulle holde fast i mig, så jeg ikke fløj væk i ren henrykkelse de gange, vi har været på arkivet.

Alting står på skuldrene af hinanden. Historien og vores forfædre har gjort os til dem, vi er i dag, så at få lov til at blive udstillet ved siden at nogle af de helt store helte er en kæmpe ære.

Du synes optaget af natur, krop og moderskab. Hvorfor det?

Fordi vi synes at glemme mere og mere, hvor vi kommer fra. At vi er en del af naturen. Den er vores livsgrundlag. Vi skal passe på den. Vi synes at glemme, at vi ren faktisk er natur. Vi bliver mere og mere af-naturaliserede. Men vi er natur. Vi har en krop, vi har en hjerne, som skal bruges, hvis ikke vi skal gå til. Hvis ikke vi skal devaluere. Vi må ikke sætte vores lid til at digital teknologi skal kunne klare det hele for os. Den suger sjælen ud af os, hvis ikke vi passer på.

Dine værker er utrolig tidskrævende. Hvad betyder tid for dig?

Jeg er nok lidt kompromisløs. Hvis der er noget jeg tror på, så vil jeg give det al den tid, der skal til. Og så elsker jeg at bruge tid på noget, at fordybe mig. Jeg tror langsommeligheden er vigtig at have med sig engang imellem i vores travle liv. Men det er også en akilleshæl, for hvor kunne det også være fedt ikke altid at skulle bruge så lang tid på ét projekt…

Hvad betyder håndværk?

Jeg elsker håndværk. Jeg elsker at tage forskellige teknikker til mig og gøre dem til mine egne. Jeg går ikke op i om det hedder nedlagt syning eller hvad det nu hedder, men jeg synes det er sjovt at blande teknikker, materialer og udtryksformer. Især med beklædning har jeg altid gået meget op i, at det var ordentligt udført. Det har også været så kompliceret at lave, så hvis teknikken ikke var i orden, kunne det slet ikke lade sig gøre.

Men når det så er sagt, vil jeg må ingen måde påstå, at kunst bliver mere værd, hvis det har taget tid at lave eller er lavet med særlig håndværksmæssig snilde. Det har intet med kunstnerisk værdi at gøre. Noget, der er udført på 2 sekunder, kan være mindst lige så udtryksfuldt som noget, der har været længe undervejs.

Dit nye udtryk er markant anderledes end dine tidligere kreationer. Mere installatorisk og flydende, mere kunst end design? Er det en naturlig udvikling, et bevidst valg eller noget helt tredje? 

Jeg tror, at en stor forandring fra tidligere er, at værkerne denne gang ikke er indrammede, men frit svævende opsat på bemalede silkestykker, der hænger ned fra store rør i loftet – på en måde som ét samlet værk. Jeg ønskede at vise broderierne så ærligt som muligt – med rå kanter og hvor man kan fornemme deres transparens og skrøbelighed og lade dem veje i vinden fra museets liv.

Men jeg har også ønsket at vise broderierne fra flere stadier i processen. Lade nogle af dem forblive skitserede med en sart tråd, mens andre er gennembroderede. Og så har jeg været optaget af at opløse grænserne lidt mellem det broderede og malede – altså give broderierne et malerisk udtryk.

Derudover har jeg arbejdet med lag. Lag af broderier, lag af bemalet silke og lade lagene blande sig til ét samlet værk og udtryk. Det kan nok synes vanvittigt at dække håndbroderier over med malet silke, så man nærmest ikke fornemmer, hvor sindssyg langt tid det har taget at lave, men jeg har været mere optaget af at give værkerne et sfærisk udtryk, hvor man med nogle af værkerne faktisk skal lede lidt efter motiverne.

Jeg er ofte blevet spurgt om jeg er kunstner eller designer – for mig er det hele en flydende overgang – jeg gør bare det jeg gør.

Hvad ønsker du, at publikum tager med fra din udstilling?

Jeg ville blive meget glad, hvis det vækker noget i dem. Hvis det får dem til at standse op.