SAMTALE: Bundle Studio
Bundle Chair var duoens afgangsprojekt på Det Kongelige Akademi, sommer 2024. Foto: Bundle Studio
BUNDLE STUDIO
Etableret i København i 2024 af Jón Hinrik Höskuldsson og Kirstine Nørgaard Sejersen
Begge har en kandidatgrad i Furniture design fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering
Legater og udnævnelser:
Arts Thread: Vinder i møbel kategorien i Global Creative Graduate Showcase 2024
Modtager af Mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab 2024
15. Juni Fondens Hæderslegat 2024
Grete Jalks Hæderslegat 2024
Bo Bedres & Bolig Magasinets “New Talent Award” 2024
Vinder af Plastindustriens “Student Award” 2024
Bundle Studio er et nystartet designstudio bestående af møbeldesignerne Jón Hinrik Höskuldsson og Kirstine Nørgaard Sejersen. Duoen har siden deres afgang fra Det Kongelige Akademi i sommer modtaget adskillige legater. Anerkendelsen kommer af duoens skarpe forståelse for form i samspil med holdninger til branchen og det bæredygtige kompositmateriale, som de har kastet deres kærlighed på. Mød dem her…
På årets afgangsudstilling på Det Kongelige Akademi var vi i 15. Juni Fondens Designudvalg ikke i tvivl om, at Jón Hinrik Höskuldsson og Kirstine Nørgaard Sejersens Bundle Chair skulle med på vores bruttoliste over projekter, som var værdige til den årlige hæderspris fra fonden. Efter endt votering nogle måneder senere, endte det også med, at Bundle Studio modtog en af fondens hæderspriser – det sidste år med 15. Juni Fondens hæderspriser for designere, viste det sig. Meget, meget ærgerligt, men derfor desto mere vigtigt, at dette møbelprojekt kom med. Bundle Chair indvarlser nemlig på mange måder en ny æra for måden at tænke og producere bæredygtige møbler på, ligesom de to designere bag har holdninger på hjerte og håndværk i hænderne.
Lektor på Det Kongelige Akademi, Tine Kjølsen, motiverede bl.a. projektet således:
“På afgangsudstillingen på Det Kongelige Akademi stak dette velformede projekt tydeligt ud i mængden af årets afgangsprojekter. Det første indtryk af stolene var, at dem havde man da svært meget lyst til at sætte sig i – deres formsprog taler til os og kalder en hen til nærmere studier og afprøvning. Bundle Chair er resultatet af en dyb og grundig materialedreven undersøgelse af nye bio-baserede kompositmaterialers udviklingsmuligheder indenfor møbeldesign. Gennem en række eksperimenter er det lykkedes de to unge designere at udvikle en ganske særlig materialekomposition. Samtidig har de arbejdet med en afgrænset række designprincipper, som har gjort det muligt at udvikle en letvægts- og monomateriel stol. Igennem en grundig materialeundersøgelse, formundersøgelse og ikke mindst konstruktion og prototyping-proces – er de nået frem til at redefinere og optimere design på nye bio-baserede materialers præmisser. Med dette projekt har Kirstine og Jón formået at løfte deres arbejde til et formmæssigt stærkt, nytænkende og innovativt resultat.”
Close-up af materialet, der viser den tekstile stoflighed frem. Foto: Bundle Studio
Hvordan kom I på ideen til en stabelbar stol skabt i kompositmateriale?
Vores interesse for fiberforstærket plast startede under et fælles semesterprojekt på vores kandidatuddannelse på Det Kongelige Akademi, hvor vi blev opfordret til at forske i og eksperimentere med et materiale efter eget valg. Kirstine har gennem sin studietid været optaget af nye materialer og har før brugt en materialedrevet designmetode, hvor hun har undersøgt og implementeret den i møbler og interiør. Hun var nysgerrig på mulighederne indenfor plantefiberkompositter og kom til at tale om det med sin medstuderende Jón. Jón har en uddannelse som snedker og erfaring med traditionel møbel- og produktdesign og desuden erfaring med materialer som assistent på et par projekter. Vi tænkte, at vores forskellige tilgange til designfaget var enormt inspirerende og kunne lede hen til spændende nye steder.
Fiberforstærkede kompositter har eksisteret i mere end 100 år og er blevet brugt af ikoniske designere som Charles og Ray Eames, der skabte deres berømte glasfiberstol i materialet. En stor del af vores møbelprojekt var at kigge på designhistorien og se, hvordan nye materialer og teknologier har været anvendt i gennem årene. Vi blev inspireret af, hvordan designs som Eames’ kunne rykke på vores opfattelse af, hvordan møbler og produkter kan se ud. I dag er der dog flere parametre for, hvad der betegnes som godt design, og vi syntes det var spændende at dykke ned i et mere miljøvenligt alternativ. Vi begyndte at eksperimentere med et komposit af hør og bioplast, som potentielt kunne nedbrydes i naturen.
Formeksperimenter. Foto: Bundle Studio
Dette førte til flere måneders dybdegående undersøgelser af kompositmaterialets fordele og begrænsninger. For at demonstrere materialets muligheder valgte vi at bruge kompositten som det eneste materiale til at konstruere hele stolen. Dette designvalg understregede kompositmaterialets styrke og fleksibilitet, særligt i konstruktionen af dobbeltkrumme skaller, der udnytter materialets egenskaber til at skabe en tynd, let og utrolig stærk konstruktion.
Samtidig var det afgørende for os, at stolens design skulle være æstetisk, tiltalende og smukt. Målet var ikke kun at fremhæve det bæredygtige materiale, men også at skabe et møbel, som folk ville værdsætte, tage sig af og være stolte af i mange år. Vi ønskede, at stolens største budskab ikke blot skulle handle om bæredygtighed, men om at være et kvalitetsprodukt, der kombinerer skønhed og funktionalitet.
Efter vi havde eksperimenteret med materialet og var blevet klogere på potentialet, kunne vi danne rammen for projektet, hvor vi tog hensyn til alle de ovennævnte krav. Da stolen skulle bestå udelukkende af kompositmaterialet og være limet sammen, ville det være en fordel, hvis den kunne stable. Dette tillader mere effektiv transport af stolen, når den skal sælges i mængder.
Vores endelige resultat er baseret på de materialedrevne eksperimenter, de fund vi gjorde os, de funktionelle krav vi stillede til møblet og vores ønske om at lave en grafisk stærk, simpel og ærlig stol, som kommunikerede de processer, der ligger bag dens fremstilling.
Bundle Chair i sin lyse, neutrale udgave. Foto: Iona Sjofn
Hvad består materialet af og hvordan har I udviklet det?
Bundle Chair består udelukkende af hørfibre og bioplasten PLA, som er blandet og opbygget i forskellige lag for at skabe en overflade, der fremhæver hørfibrenes kvaliteter med et tekstilt udtryk. Materialet opvarmes og formes i en presse, hvor lagene samles til en stærk og æstetisk komposit.
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har opfundet et nyt materiale, men i stedet fokuseret på at udvikle en metode og et formsprog, der maksimerer komposittens fulde potentiale. Vi anvender en non-woven måtte for at opnå god styrke i alle retninger og kombinerer den med hørtekstiler, der bidrager til at binde strukturen sammen og øge styrken.
I udviklingsprocessen har vi lagt stor vægt på at bevare hørfibrenes naturlige egenskaber og farve. Vi har derfor skabt en skånsom fremstillingsmetode, der undgår de høje temperaturer, som ofte bruges i industrien. Disse temperaturer kan nærmest “brænde” fibrene, hvilket resulterer i en mørkebrun, ristet overflade. Vores proces bevarer derimod fibrenes lyse og naturlige udseende, hvilket fremhæver materialets taktile og smukke kvalitet.
Bundle Chair på årets afgangsudstilling på Det Kongelige Akademi. Foto: Karina Tengberg
Hvorfor er materialet særligt?
Hør- og PLA-kompositten er utrolig let, men samtidig meget stærkt. Kompositten er utrolig formbar og kan presses i næsten hvilken som helst form. Der ligger så meget potentiale i materialet, hvis man formår at benytte og kombinere dets styrke og formbarhed i interessante designs. Materialet har også meget at tilbyde rent visuelt og taktilt, da det lægger sig i et felt mellem sprøjtestøbt plast og tekstil.
Vi synes, at de to poler er interessante at arbejde med. Vi har skabt mange forskellige skitser, som læner sig enten mere op ad det bløde og flydende formsprog, man forventer fra tekstil og polster, og andre designs som er mere stramme og plastiske i deres formgivning.
Materialeprøver undervejs i processen. Foto: Iona Sjofn
Hvad er de langsigtede fordele ved at bruge kompositmaterialet?
Først og fremmest har hør og PLA-kompositten nogle miljømæssige fordele, da både hør og PLA består af fornybare ressourcer fra naturen, som derved mindsker vores brug af fossil energi. Hør er en plantefiber, der trives godt i Europa og er robust over for forskellige klimaforhold. Der ligger en lang historisk tradition bag dyrkning og brug af hør, og der findes derfor mange veletablerede industrier, som understøtter dens produktion. PLA er derimod ikke lige så veletableret som fossilbaseret plast. Det gør det vanskeligt at sammenligne direkte med traditionel plast. Alligevel ser vi en stor værdi i at bruge PLA, da det bidrager til at fremme og motivere videre forskning og udvikling inden for biobaserede materialer.
Grunden til at man kombinerer PLA med naturfibre, er både for at formindske brugen af bioplast, men også fordi PLA ikke har samme styrkemæssige egenskaber som fossilbaseret plast. Tilføjelsen af tekstilfibre øger plastmaterialets styrke markant, og en stor del af de fibre, som indgår i PLAen, er faktisk et restprodukt fra hørtekstil-industrien. Når hør og PLA kombineres i en komposit, kan de ikke adskilles igen på traditionel vis. I stedet kan materialet enten kværnes og genanvendes til nye produkter eller komposteres industrielt. Selvom disse processer endnu ikke er fuldt veletablerede, tror vi på vigtigheden af at designe til fremtidens cirkulære systemer.
Tegnet skitse i udviklingsfasen af Bundle Studio.
Hvad drømmer I om for møbelbranchen?
Vi håber, at møbelbranchen vil blive mere modig og tør udfordre brugen af bæredygtige materialer samt måden, vi anvender dem på. Vi ser alt for ofte forsøg på at efterligne konventionelle materialer, hvilket resulterer i grønne løsninger, der fremstår som kompromiser eller mangelfulde alternativer.
Vi ønsker, at branchen anerkender værdien i en tilgang, hvor eksperimenter og nytænkning er i fokus. For at skabe reelle fremskridt skal vi udfordre eksisterende teknologier og de industrielle processer, så de kan tilpasses og understøtte brugen af nye materialer.
Vi tror, at det kræver, at vi lærer de nye materialer at kende og investerer i forskning, der udforsker deres fulde potentiale. Samtidig er det afgørende at arbejde med designere, der kan omsætte denne forskning til konkrete produkter, hvor materialernes unikke egenskaber bliver en aktiv del af designet. Vi tror ikke på genanvendt ’post consumer’-plastik, hvor man lover, at materialet enten er blevet genbrugt eller bliver genbrugt. Det er uanset en tung proces, som bare flytter problemet og giver grønt lys til fossilbaseret plast.
Jón Hinrik Höskuldsson og Kirstine Nørgaard Sejersen aka Bundle Studio. Mød dem på talentzonen på den kommende Stockholm Furniture Fair. Foto: Iona Sjofn
Hvad drømmer I om for jeres nystartede studio?
Vores største ønske lige nu er, at nogle kan se potentialet i Bundle, og er modige nok til at udvikle den sammen med os for at sætte den i produktion. På længere sigt ønsker vi at opbygge de nødvendige ressourcer til at fordybe os i eksperimenterende arbejde med materialer og udvikle nye og bedre måder at udnytte dem på.
En vigtig del af vores vision er at implementere de materialefund og metoder, vi udvikler, direkte i vores møbel- og produktdesign. På den måde ønsker vi at forene eksperimenterende forskning med praktisk anvendelse og skabe designs, der ikke kun er æstetiske og funktionelle, men også udfordrer konventionerne og bidrager til en mere bæredygtig fremtid.
For os er det fundamentalt at forblive nytænkende og konstant stille kritiske spørgsmål til, hvordan materialer bruges, så vi kan fortsætte med at skabe værdifulde og innovative løsninger.
BUNDLE STUDIO
Etableret i København i 2024 af Jón Hinrik Höskuldsson og Kirstine Nørgaard Sejersen
Begge har en kandidatgrad i Furniture design fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering
Legater og udnævnelser:
Arts Thread: Vinder i møbel kategorien i Global Creative Graduate Showcase 2024
Modtager af Mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab 2024
15. Juni Fondens Hæderslegat 2024
Grete Jalks Hæderslegat 2024
Bo Bedres & Bolig Magasinets “New Talent Award” 2024
Vinder af Plastindustriens “Student Award” 2024