SAMTALE: Keramisk kunstner Bente Skjøttgaard

Bente Skjøttgaards nye soloudstilling på CLAY er en tur igennem 40 år med leret. Det er FANTASTISK! Natur og Glasur er titlen, der samtidig er hendes evige inspirationskilder sammen med materialet, der i Skjøttgaards hænder bliver til kultur-natur med mundvandsløbende accent. Som akkompagnement til udstillingen er der udgivet en bog, der er en rejse gennem hendes ouvre med en stærk personlig tråd.

Bente Skjøttgaard er en af dem, der, i min bog, altid har boet på den keramiske stjernehimmel. Når jeg prøver at lede i min hjerne efter en episode, hvor jeg mødte hendes værker for første gang, kan jeg ikke genkalde mig nogen. De findes ligesom allerede. Jeg kan ikke forklare det med andet end ‘startstruck syndrome’, der efterlader min hjerne i euforisk kaos. For jeg er vild med Bentes utæmmede, natur-møder-kultur-møder-glasur-møder-historie-møder-teknik-møder-sanselighed-per-se-æstetik. Hendes værker – uangfægtet tematik igennem hendes imponerende lange og internationale karriere – går i mit hjerte, mave og hjerne med lige dele kærlighed og tilbagelænet bad ass-attitude.

Måske er det fordi kontrasten mellem Skjøttgaards aldrig højtråbende person og hendes signaturstærke værker forstærker værkernes evne til selvsikkert at tage deres plads i verden? Igen, jeg kan ikke forklare det. Kun blive ved med at studere hendes greb, hendes ‘crispy’ glasurer i alskens variationer opøvet og grundforsket igennem et helt liv. Nærstudere hendes fortolkninger af grene, stammer eller hjulspor i mudder – eller skyer… Åh skyer. Da Cumulus-serien begyndte at svæve ud af Skjøttgaards værksted, var jeg for alvor solgt. Disse eftersigende florlette konstruktioner i pasteldelikate nuancer var som slik. Og selvom det rent teknisk er en ekstrem overlegen præstation at dyp-glasere værkerne på hovedet i forskellige farvelag og derefter sørge for, at det ikke går galt i ovnen, fremstår værkerne som perfekte skulpturer, der tapper ind i noget andet og større. Selvom de i skala og fysik går fra det diminutive til det grandiøse.

På hendes nye udstilling på CLAY, der åbner i morgen, kan man netop nærstudere de helt utrolige og nærmest teknisk umulige kompositioner, som Skjøttgaards univers er gennemsyret af. Det er også her, man bliver grebet i maven over, hvor gigantiske nogle af skulpturerne er. I format og kraft. Hvordan de imiterer træstammer på den helt autentiske måde, selvom værkerne jo på ingen måde efterstræber en naturtro gengivelse. De bærer blot urkraften og råstyrken i sig.

Udstillingen er bygget op over 14 tematiske nedslag i Skjøttgaards produktive karriere akkompagneret af personlige, anekdotiske tekster til hvert tema. Det er ganske charmerende og den personlige tråd er et kig ind i en kunstners hjerne og eksperimenterende hjerte, der i over fyrre år har æltet, udforsket, formgivet, drejet, vendt og rullet dette materiale til vidunderlige værker, der fuldt forståeligt bliver solgt på gallerier i New York, Paris, Belgien og Danmark.

Til udstillingen hører også en bog, der følger samme personlige spor med tematiske nedslag, her dog fulgt op af yderligere essays og en dybt, dybt æstetisk billedside, der giver en lyst til at spæne afsted for at investere.

Hvad er den grundlæggende idé bag udstillingen Natur og Glasur?

Mit kunstneriske arbejde med keramik gennem knap 40 år præsenteres gennem 14 temaer, (det blev det til) som mit arbejde har gennemgået siden jeg tog afgang fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1986.

Jeg har lavet mange forskellige ting og taget store spring, og denne udstilling og den tilhørende bog er en anledning til at se alle projekterne samlet og forhåbentlig vise, at der har været en rød tråd gennem det hele. De 14 temaer holder fokus og beskriver hvad der skete skridt for skridt i det fortløbende og let kaotiske forløb af forskelligartede keramiske værker, der snor og kanter sig ned gennem den store udstillingssal på CLAY, startende med enkelte værker helt tilbage fra min skoletid og bevægende sig gennem store og små vaser, forgreninger, badeværelsesartikler, skyer, gopler, væltede træer efter storm og frem til helt nye projekter, som har mit fulde fokus i dag.

Er naturen der, du henter din inspiration?

Mine ideer næres af billeder og stemninger, som naturen giver mig. Naturen kan være smuk og frodig, men også voldsom og foruroligende. Det voldsomt foruroligende fylder desværre mere og mere. Jeg dyrker skønheden i vækst og forfald, tilsat en god portion skæbnesvanger melankoli, alt imens jeg dykker ned i glasuren — min passion.

Udgangspunktet tages i naturens egne principper og formmæssige referencer, eller i kemiske udregninger og lange rækker af omhyggeligt afvejede glasurprøver, men resulterer som oftest i store skulpturelle vækster og amorfe naturabstraktioner med masser af glasur.

Hvorfor kan ler og glasur blive ved med at fascinere dig?

Glasur dannes ved høje temperaturer, hvor mineralske stoffer smelter og danner en glasagtig overflade — en proces, der spejler naturens evige transformationer af materialer gennem varme og tid. Glasurens natur afhænger af forholdet mellem mineraler som kridt, feldspat og kvarts og farvende metaloxider som kobber-, krom- og koboltoxid. Hvor mange gram af hvert enkelt materiale afgør glasurens smeltepunkt og egenskaber som farvenuance, om den bliver mat, blank, fast, løbende, skummende, krybende, krakelerende eller noget andet igen.

Jeg sidder i mit hjørne og modellerer. En langsommelig og nærmest meditativ proces, hvor jeg lader op. Formerne afhænger blandt andet af, hvordan jeg forestiller mig, at de vil bære glasuren. Glaseringsprocessen er derimod hurtig og ekspressiv — her og nu, uden fortrydelsesret. Jeg foretrækker at hælde eller dyppeglasere, da glasuren på den måde følger formen og bliver en naturlig del af den. På lodrette flader får glasuren mulighed for at løbe, mens den på vandrette flader lægger sig og bliver tykkere. Nogle gange oplever jeg, at glasuren er med til at tegne eller forklare formen, hvilket forstærker dens udtryk.

Glasurens karakter afhænger meget af tykkelsen, men også af temperaturen og atmosfæren i ovnen. Under brændingen til de høje temperaturer bliver materialet helt blødt igen og kan bevæge sig, især hvis det ikke er i balance. Jeg forsøger at styre processen ud fra mine erfaringer, men udnytter også i høj grad de tilfældigheder, der opstår. Som keramiker arbejder man delvist i blinde, og det, at det ikke er mig, der lægger sidste hånd på værket, giver mig en stor frihed.

Udstillingen viser dit livsværk. Hvordan gør man det?

Det er vel en form for livsværk, da det er en retrospektiv udstilling af en størrelse, som jeg nok næppe kommer til at gentage.

I forbindelse med udstillingen udgives også en bog. Bogen er struktureret omkring de 14 temaer. Jeg har redigeret den i samarbejde med grafiker Åse Eg Jørgensen, som tidligere har lavet nogle meget vellykkede kataloger for mig. Åse Egs kunstneriske tilgang synes jeg harmonerer utrolig godt med min egen på en poetisk, underfundig og nærmest naturgroet måde.

Bogen er sammen med udstillingen en slags livshistorie, som jeg startede med at skrive som Stories på Instagram forrige år i et behov for at se tilbage og samle trådende. Her oplevede jeg stor interesse, særligt blandt yngre følgere, som er inspireret af min eksperimenterende tilgang og især mine glasurer. Det er mit ønske, at bogen skal være til berigelse for samlere og keramikentusiaster, til inspiration for fremtidige generationer af kunstnere med keramisk fokus, og til dragende forundring for publikum i al almindelighed uden keramikfaglig baggrund. 

Glasur er blevet dit særkende og din signatur – hvordan skete det?

Allerede i skolen var jeg fascineret af glasurenes muligheder, og min efterfølgende tid hos Bing og Grøndahl senere Royal Copenhagen, med udforskning af deres righoldige glasurkartotek og brænding i deres gamle kulfyrede ovn, satte for alvor gang i glasurlysten.

I 2007 fik jeg behov for at viske tavlen ren, da min glasurpalet var blevet grumset, fordi jeg i længere tid havde tilstræbt røde okseblodsglasurer, som mest var blevet grønne. Jeg lavede et hav af hvide glasurer med forskellige stofligheder: blanke, tørre, krybende, skummende og glinsende som sne. Min hvide signaturglasur, som ligner tyk sukkerglasur, blev skabt ved denne lejlighed.

Hvordan gør man status? Gør det noget ved ens selvopfattelse om kunstner? 

Man laver en bog, ha ha

Bogen indeholder seks artikler, der belyser specifikke værker og temaer fra forskellige vinkler: Garth Johnson, Curator of Ceramics at Everson Museum of Art in Syracuse, NY, er særligt optaget af mit Hærvejsprojekt fra 2010. Garth var Key Note Speaker i forbindelse med Copenhagen Ceramics’s store internationale udstilling ”Ceramic Momentum – Staging the Object” på CLAY i 2019, og vi havde fornøjelsen af at besøge Garth og hans familie i Syracuse, da Copenhagen Ceramics efterfølgende var på researchtur i USA og Canada. Garth har også skrevet om os i kataloget til udstillingen ”Bend, Bubble and Shine”, som CC arrangerede hos Hostler & Burrows i New York i 2021.

Martin Bodilsen Kaldahl er min kollega gennem mange år. Sammen med Steen Ipsen drev vi udstillingsstedet Copenhagen Ceramics på Frederiksberg fra 2012-14. Martin er en af dem, der kender mit arbejde mest indgående, og hans tekst er skrevet ud fra en kollegial vinkel.

En anden kollega, Gitte Jungersen, har skrevet om et specifikt værk fra 2005, som indgik på udstillingen ”Indhold” i Peach Corner, som hun kuraterede sammen med min mand Ole Jensen i 2024. Peach Corner er det nye kunstnerdrevne udstillingssted på Frederiksberg, som jeg var med til at starte i 2021.

Bogen er på engelsk og fransk, det franske på grund af min tilknytning til Frankrig gennem Galerie Maria Lund i Paris, som jeg har samarbejdet med i 20 år. Maria Lund bidrager her med historien om skyerne, et tema som optog mig i hen ved 10 år fra 2009-19. Gennem Galerie Maria Lund er mine værker repræsenteret i ikke mindre end 5 offentlige franske samlinger.

Christine Germain-Donnat, nuværende kurator for Ministère de la Culture de France og tidligere leder for bl.a. Musée National de la Céramique i Sèvres, skriver om et specifikt værk, som jeg har på museet i Sèvres, og Joël Riff, en ung fransk kurator og leder af residency-programmet Moly-Sabata ved Lyon og kunstnerisk direktør for Hermes’ udstillingssted La Verrière i Bruxelles, har skrevet et portræt af mig i et kort intenst format som en del af en løbende serie af korte portrætter, som han ynder at udvikle.
Det er også en billedbog, med store flotte farvefotos af værker.

Jeg har igennem årene været god til løbende at få dokumenteret de fleste af mine værker af professionelle fotografer, især Ole Akhøj, men også Dorte Krogh og Jeppe Gudmundsen-Holmgreen m.fl. Det har været et stort arbejde at udvælge de bedste blandt et kæmpestort billedmateriale, og som et ekstra krydderi indeholder bogen også en 2 x 16 siders ”tegneserie” / fotoroman med egne optagelser taget undervejs i processerne.