SAMTALE: Møbelsnedker Rasmus Fenhann

COSMOS. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen
RASMUS FENHANN
Uddannet møbelsnedker (1996) og dimitterede fra Møbelafdelingen på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i 2003. Han har udstillet internationalt, primært i Europa og USA, og hans værker indgår i betydningsfulde private og offentlige samlinger.
Fenhann har modtaget en række hædersbevisninger, blandt andet Hetsch Sølvmedaljen (2004), Finn Juhl Prisen (2016), Wegner Prisen (2020), Kold Christensen Hæderspris (2022) og Nationalbankens Påskønnelseslegat (2025).
Siden 2010 har han været repræsenteret internationalt af Galerie Maria Wettergren i Paris, som arbejder i krydsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk.
Udvalgte udstillinger
- OFFCUT / RECUT, Officinet, Copenhagen, Denmark, 2026
- LIGHT, Galerie Maria Wettergren, Paris, 2022
- JAPANOMETRY, Galerie Maria Wettergren, Paris, 2015
- AERO, Designmuseum Denmark, Copenhagen, 2005
- Galerie Maria Wettergren siden 2010:
PAD Paris, France – The Salon Art + Design, New York TEFAF – FOG Design+Art – Design Miami / Basel - Snedkernes Efterårsudstilling, 2006, 2012-21, 2023
- Møbelsnedkerforeningen 1997, 1998, 2002, 2010, 2017
- MINDCRAFT PROJECT, 2018, 2021
- TRAVEL AS A TOOL, Finland 2020, Sweden 2021, Denmark 2022
- DESIGN WITHOUT BORDERS, Budapest, 2017, 2020, 2022, 2024
- LEARNING FROM JAPAN, Design Museum Denmark 2015
Officinet i Bredgade ligger hus til møbelsnedker Rasmus Fenhanns udstilling OFFCUT/RECUT. Her smelter feinscmecker-håndværk, upcycling og passion for sit fag sammen til himmerrigsmundfulde. Her bliver håndværk og sublim detaljekunst til ja, kunst og møbelkunst. Det er svært ikke at blive rørt og berørt over, hvad man kan skabe med sine hænder af overskydende stumper og stykker.
Rasmus Fenhann ved jeg selvfølgelig hvem er. Hans navn, hans værker, hans ekstreme delikate og raffinerede greb om sit materiale, træet. Men det er særligt de sidste par år, hvor han har fokuseret på materialeknaphed, transformation og upcycling, at han for alvor har sat sig fast på mit landkort. For det han skaber af aflagte træstykker og møbler er møbelkunst på et sublimt, nærmest grædefærdigt niveau.
Fenhanns detaljegrad er enorm, rig og imponerende præcis. Og det er måske ikke noget tilfælde, at det er her, i hans erfarne praksis, hvor han har 30 års jubilæum, at tingene for alvor begynder at samle sig. Hans akkuratesse har nået et niveau, der gør ham i stand til at trylle og transformere snart sagt hvad som helst til unikke møbelværker, der får mundvandet til at stige.
Rasmus Fenhann er som person – i mit kendskab til ham – underspillet, hårdt arbejdende og vidende. Måske har det noget at gøre med det amerikanske mantra om, at hvis man arbejder med sin passion “you’ll never work a day in your life”. Fordi interesse, fascination, viden, kompetencer og kærlighed til sit fag forener sig og bliver en integereret del af den, man er som person. I verden. Privat og professionelt. Det er det, jeg fornemmer er tilfældet med Rasmus Fenhann.
Som niche-snedker har han fundet sin hylde, så at sige, og har måske netop derfor overlevet som selvstændig formgiver ved at skabe personlige møbelværker til private kunder og sideløbende udstille hos sit galleri i Paris, Maria Wettergren.
Nu udstiller han solo i Officinet, hvor man kan få et unikt indblik i hans praksis og komme helt tæt på hans magiske møbelværker, der er skabt af leftover materialer. Mød ham her.

COSMOS. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen
Hvorfor blev du snedker?
I min gymnasietid blev jeg fascineret af den ny computerteknologi og jeg drømte om at arbejde kreativt og lave grafisk design på et reklamebureau. Efter gymnasietiden tog jeg et ophold på Holbæk Kunsthøjskole. Her valgte jeg et designkursus, hvor man selv skulle designe og bygge et møbel. Jeg kastede mig ud i et ambitiøst projekt om at bygge det perfekte computerarbejdsbord med plads til den nyopfundne computermus, papirer og med hylder til brugermanualer og CD’er med software.
Bordet var båret af en reol samt en støbt betonsøjle i antik græsk stil, der symboliserede den matematiske viden, som computeren er bygget på. På dette kursus gik det op for mig, at det var mere spændende at skabe bordet end at skulle sidde ved det med en computer. Derfor startede jeg på møbelsnedkeruddannelsen med et ønske om at videreuddanne mig som møbeldesigner.

SECRET. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen
Hvorfor er træ et fantastisk materiale? Og har du et særligt forhold til nogle træsorter og ikke andre?
Træ er et fantastisk materiale, fordi det er et naturmateriale. Det er et materiale, som kræver meget viden at bruge og som kan de mest utrolige ting, hvis det bliver brugt optimalt. Desværre bliver træ ofte misbrugt, men hvis man udfører ting af træet, som har lang holdbarhed, kan et nyt træ vokse op på den samme tid, og så har vi en god bæredygtig anvendelse.
Jeg kan lide alle træsorter, men de bedste er dem, som er stabile, patinerer smukt og tager godt imod overfladebehandling.

SECRET. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen
Hvorfor interesserer off-cuts dig? Er det noget med at være kreativ indenfor en smal ramme?
Jeg har altid haft stor interesse for resttræ. Det er inspirerende at finde en bunke afskårne træstumper i den samme form. Det giver mig nogle naturlige begrænsninger at arbejde ud fra i mine designs. Disse benspænd fører til beslutninger, som jeg ellers aldrig ville have truffet både konstruktivt og kunstnerisk.
På udstillingen OFFCUT/RECUT viser jeg et retrospektivt udvalg af værker, der alle er skabt ud fra samme filosofi. OFFCUT repræsenterer værker, hvor træet har været bestemmende for designet, mens RECUT repræsenterer værker, hvor jeg har taget udgangspunkt i en gammel snedkerteknik og forsøgt at skabe en moderne, innovativ fortolkning af den.
Projektet er også en kommentar til det overforbrug, der præger vores samfund. Som snedker har man et stort ansvar over for planeten og for at udnytte hele træet, når det fældes. Man har også et ansvar for at skabe langtidsholdbare genstande af træet, da træ generelt ikke egner sig særligt godt til genanvendelse; udtjente møbler kan stort set kun omdannes til spånplader eller papir – eller brændes.

Nu har du 30-års jubilæum, tillykke. Hvordan har faget udviklet sig, synes du?
Da jeg startede i lære, var branchen ret presset og snedkerhåndværk var ikke i særligt høj kurs, men stemningen skiftede langsomt og derefter er interessen vokset.
Det er dog ikke det fine snedkerarbejde, der efterspørges, da det ikke er til at betale. De fleste hæderkronede virksomheder, som holdt det høje håndværksniveau i hævd, findes ikke længere, og de velhavende mennesker, der i tidligere tider investerede i fint snedkeri har mange andre ting at bruge deres penge på.
Hvad er fremtiden for dit fag? Flere og flere søger jo ind som snedkere. Er det længslen efter at arbejde med hænderne, digital træthed eller AI, der er skyld i den høje efterspørgsel?
Interessen for at skabe noget med hænderne er vokset og jeg tror det vil fortsætte. Det er svært at spå, hvordan det vil udvikle sig, men der er helt sikkert et behov for at udfolde sig analogt.

TANSU. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen
Hvad kan man opleve i Officinet? Hvordan har du grebet udstillingen og valgt værker ud fra din 30 år lange karriere?
Udstillingen består af ti værker, som jeg har skabt over en 30 års periode. Alle værkerne er udført med den samme designproces, som har to spor. OFFCUT vil sige, at jeg har benyttet resttræ og afskæringer – eller træ genbrugt fra udtjente møbler. RECUT vil sige, at jeg har udforsket forskellige håndværksteknikker enten fra fremmede lande, som især Japan, eller historiske teknikker, der er gået i glemmebogen.
Hvad er sjovest for dig at skabe?
Jeg elsker udfordringer. Det er også hårdt at udfordre sig selv, men det er der, jeg udvikler mig og kan bidrage med noget nyt. Jeg er en meget nysgerrig person, så alt hvad der er nyt, er sjovt.

TANSU. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen
Du er tilknyttet et galleri – hvad får du ud af det? Lever du af et miks af kunstneriske og kommercielle projekter?
Det er lykkes for mig at leve af at være selvstændig i de sidste 30 år. Under min designuddannelse arbejdede jeg allerede for forskellige kunder og restaurerede antikke møbler. Jeg har også undervist en del og i det hele taget sagt ja til mange forskellige opgaver.
I de sidste 16 år har jeg samarbejdet med Galerie Maria Wettergren i Paris og de er rigtigt gode til at finde kunder og samlere, der er passionerede omkring kunsthåndværk. Det giver mig en unik platform og skaber opmærksomhed hos de internationale kunder. Den eneste bagside er, at jeg ikke har tæt kontakt til kunden, der skal have mit værk stående. Det er svært at få udbredt kendskabet til mine værker i Danmark, og det er en af grundene til, at jeg laver udstillingen i Officinet.

Rasmus Fenhann. Foto: Frederikke Brostrup
RASMUS FENHANN
Uddannet møbelsnedker (1996) og dimitterede fra Møbelafdelingen på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i 2003. Han har udstillet internationalt, primært i Europa og USA, og hans værker indgår i betydningsfulde private og offentlige samlinger.
Fenhann har modtaget en række hædersbevisninger, blandt andet Hetsch Sølvmedaljen (2004), Finn Juhl Prisen (2016), Wegner Prisen (2020), Kold Christensen Hæderspris (2022) og Nationalbankens Påskønnelseslegat (2025).
Siden 2010 har han været repræsenteret internationalt af Galerie Maria Wettergren i Paris, som arbejder i krydsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk.
Udvalgte udstillinger
- OFFCUT / RECUT, Officinet, Copenhagen, Denmark, 2026
- LIGHT, Galerie Maria Wettergren, Paris, 2022
- JAPANOMETRY, Galerie Maria Wettergren, Paris, 2015
- AERO, Designmuseum Denmark, Copenhagen, 2005
- Galerie Maria Wettergren siden 2010:
PAD Paris, France – The Salon Art + Design, New York TEFAF – FOG Design+Art – Design Miami / Basel - Snedkernes Efterårsudstilling, 2006, 2012-21, 2023
- Møbelsnedkerforeningen 1997, 1998, 2002, 2010, 2017
- MINDCRAFT PROJECT, 2018, 2021
- TRAVEL AS A TOOL, Finland 2020, Sweden 2021, Denmark 2022
- DESIGN WITHOUT BORDERS, Budapest, 2017, 2020, 2022, 2024
- LEARNING FROM JAPAN, Design Museum Denmark 2015