SAMTALE: Tekstilkunstner Vibeke Rohland

ERASURE-serien fra 2021. Foto: Dorte Krogh
VIBEKE ROHLAND
1978-1982: Studerer kunsthistorie på Københavns Universitet.
1982-1986: Skolen for Brugskunst, tekstillinjen (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i København.
1982: Etablerer atelier og værksted KONG og tidsskrift KONG. Stifter udstillingsstedet KONGO sammen med Christian Skeel og Cai-Ulrich von Platen.
1983: Tidsskriftet KONG i samråd med Poul Borum. Redaktionen består af Claus Rohland, Christian Skeel og Michael Jensen som grafisk tilrettelægger.
1986-1988: Rohland-parret modtager legater og en legatbolig og bosætter sig i Paris.
1987-1991: Kommer ind hos Eliakim Creation des Tissus, værksted drevet af den israelske kunstner og designer Eliakim Shpigel, berømt for sine haute couture-tekstiler.
1988-1993: Rejser frem og tilbage mellem København og Paris. Gæstelærer på Designskolen Kolding i 1990 frem til 1996.
1993: Ophold i Paris via Udenrigsministeriet. Skaber værkerne Plus-Minus til soloudstillingen StandStills i det daværende X-rum i Gammel Strand (tidligere Kunstforeningen Gl. Strand).
1994: Deltager i flere gruppe- og soloudstillinger. Bl.a. udstilling i Esprits daværende flagskibsbutik på Købmagergade i København.
1996: Soloudstillingen Modern and Abstract Archaeology, Esbjerg Kunstmuseum.
1998: soloudstillingen TheHoleStory, Borås Konstmuseum, Sverige.
2007: Deltager på Biennalen for Design og Kunsthåndværk, Trapholt, Kolding.
2015: Modtager Hetsch-medaljen i sølv. Soloudstillingen CrossRoads i Superobjekt Gallery, København.
2017: Udgiver bogen BlackStar 1-180, 180 sider med farvede silketryk. Samarbejder med adidas + Kvadrat om Stan Smith-sneakers med tekstilet Squares, produceret af Kvadrat. Bliver medlem af Billedkunstnernes Forbund BKF.
2019: Bliver medlem af Kunstnersamfundet, Det Kongelige Kunstakademi.
2023-2026: Artist in Residence hos Marimekko, Finland. Gæstelærer på Centro de las Artes de San Augustín (CaSa) i Oaxaca, Mexico i 2023. Afholder workshops hos Marimekko 2025 til 2026.
Samarbejder:
adidas + Kvadrat colab, Kvadrat, NORSE, Vipp, FDB Møbler, Davids Samling, Bang & Olufsen, Stilleben, Bodum, HAY, Paustian, Georg Jensen Damask, DSB, IKEA, Netto, Kopenhagen Fur, Royal Copenhagen, agnès b. Paris, Esprit Home i New York, Esprit Collection i Düsseldorf samt EGE Carpets.
Repræsentation i samlinger:
Kvadrat, Ebeltoft
Neue Sammlung – The Design Museum, München
Focke Museum, Bremen
Designmuseum Danmark, København
Vibeke Rohland er tekstilkunstner med utallige samarbejder på CV’et. Senest med Marimekko, som launcher hendes tryk på deres kollektion inden længe. Rohlands alsidige virke er også dokumenteret i den dugfriske monografi, der udkommer næste uge. Og så inkarnerer Rohland alt det, jeg elsker ved kunsthåndværk: nutidighed, vildskab, idérigdom, håndværk og æstetik.
Jeg har fulgt Vibeke Rohlands grafiske tekstilunivers siden jeg for små 25 år siden var helt ny, ung mor. Jeg gik tur med barnevognen inde ved Kongens Have, hvor Vibeke Rohland havde showroom i en af de små pavilloner. De enkle symboler, som hendes univers fortolkede, greb mig, for selvom de var almene og til tider minimale, besad de qua silketrykkets taktile og håndlavede mønstring og Rohlands sans for komposition, en særlig sanselighed. Sanseligheden balancerede mellem mønstring og forskellene i farver, strukturer og de små imperfektioner, som af og til sniger sig ind, fordi silketryk netop er en kunstnerisk fortolkning af et håndværk, der kræver årevis at mestre på højt niveau.
Det er her, at det bliver interessant. For perfektionen er i sin yderste potens det industrielle og maskinelle, mens det håndholdte stoftryk er kunst og håndværk i sublim forening, når det er skabt af så kompetente udøvere som Vibeke Rohland.
Jeg kan huske, at jeg var særligt optaget af de tryk, der var en hybrid mellem fotografi og røntgen – for Rohland havde præcis sendt barbiedukker, tørklæder, sæbeemballage og nylonstrømper gennem røntgenmaskinen – analog opfindsomhed, når den er stærkest. Her var en idé, der skulle afprøves – og det private netværk til hospitalet blev sat i spil.

Square Scarves, limited edition. 100% silk, håndsyet kant, 90 x 90 cm. Foto: Sedsel Rohland
I dag har de digitale og tekniske vidundere taget over, men alligevel ikke helt på samme måde. For Rohlands analoge tilgang er ren og rummer både en naiv og original idé, der blev til et unikt udtryk via viljens og passionens vej. En metode, der skabte nye udtryk, fordi hun parrede to metoder, der ikke havde leget med hinanden før. Rohlands røntgentryk var således en forløber for nye hybrider med en kunstnerisk og eksperimenterende Ole-opfinder-energi med kant.
Vibeke Rohland har kant. Både som person og som kunstnerisk formidler af et hundrede år gammelt fag. For hvis det ikke sidder i skabet, er det lige meget. Kompromisløsheden ligger som en latent understrøm gennem hendes person og skaberevne – som et stædig og insisterende kvalitetsstempel, der nok ved, hvor det skal hen og hvor det vil sættes. Det er befriende ukunstlet og en smule besværligt. For selvom Rohlands CV tæller prestigefyldte kommercielle samarbejder med brands som Esprit, HAY, Kvadrat, Adidas og nu Marimekko og en lang, lang række af kunstneriske bidrag til udstillinger over hele verden, har Rohland altid det sidste ord. Og den kompromisløshed er inspirerende som måleenhed for en original udøver, der ikke har behov for at please nogen.

Color Emblem, 2025. Foto: Dorte Krogh
De sidste to år har Rohland indgået samarbejde med det finske fashion og livstilsbrand Marimekko, der nu har den danske designer Rebecca Bay ved designroret. Bay er lidt af et brand i sig selv, da hun har styret gigabrands som COS, Gap og nu Marimekko sikkert i havn. Til Marimekko har Vibeke Rohland skabt forskellige farvesætninger og tryk, der lanceres lige om lidt på alt fra tøj til interiør. Når man ser det, er man ikke i tvivl. Det er Rohland. Det er badass og attitude – og man vil eje det hele.
Det er desværre ikke muligt at vise billeder af samarbejdet endnu, men man kan få et sneak peek på Vibeke Rohlands Reels på Instagram. Rohland er netop hjemvendt fra Paris efter en veloverstået udstilling og presseevent for specielt inviterede Marimekko-VIP’s på det legendariske udstillingssted Palais de Tokyo – og om en uge udkommer hendes monografi – en bog af de tungere om hendes karriere og virke igennem 40 år, beskrevet og formidlet af kunsthistoriker Vibeke P. Gether. Det er temmelig cool af en udøver i et felt, der ikke har så mange silketrykkere tilbage, og som netop og forhåbentlig på grund af tekstilkunstnere som Rohland står overfor en revival.

Color ERASURE, 2021. Foto: Dorte Krogh
Hvordan har det været at samarbejde med så ikonisk et brand som Marimekko?
Siden 1980’erne har jeg udført arbejde for forskellige brands og lavet udstillinger og derfor føles dette samarbejde som apoteosen i mit virke. Jeg har haft en klar fornemmelse af at været godt rustet til en så stor opgave, og har ikke haft nogen betænkeligheder eller præstationsforstyrrelser. Til gengæld har jeg haft en god portion nysgerrighed og åbenhed overfor noget, som man ikke kan planlægge, men kun lave nogle rammer for tilsat en stor røvfuld energi.
Jeg har igennem hele mit virke akkumuleret en viden kombineret med en umiddelbarhed, som jeg har lært hen ad vejen at bruge til min fordel. Sammen med en grundlæggende håndværksindsigt, en god portion nysgerrighed og disciplin, graver jeg mig dybere ind i materien og afdækker lag. Mit afsæt har altid været at arbejde, arbejde, arbejde. Jeg har aldrig været god til at ”ligge på en strand” – og giver ikke op uden videre.

Opsætning af ERASURE-serien med hjælp fra Claus Rohland og hunden Spike. Foto: Kurt Rodahl Hoppe
Er stoftryk og fashion hinandens kusiner?
Rent historisk kan man muligvis sige, at silketrykket – da det blev industrialiseret – var en hurtig vej til at få skabt et behov. Moden var oplagt, fordi det kunne gå hurtigt og der ikke var særlige holdbarhedskrav. Silketryk/tekstiltryk – the art of printmaking – er et helt område for sig selv. Tekstil indeholder – som andre kunstarter, hvor materialet definerer og er rundet af en håndværksmæssig udførsel – indsigt og respekt.
Tekstil er et kæmpe område – som en blæksprutte, hvor kernen er tekstil og armene er silketryk, væv, teknologi, hjælpemidler til medicinalindustrien, luftfart, interiør, beklædning, indfarvning/farver/overflader, kunst, design – hver af disse ”arme” er enorme områder med specialviden.
Silketryk er en lang proces og med tilpasning til den tekstile flade, det skal optræde på. I forhold til beklædning og fashion kan det være et match. Marimekko arbejder og eksekverer på et tårnhøjt niveau i forhold til at anskue, forholde og anvende silketryk så gennemgående konsekvent i deres arbejde. Marimekko er ubetinget mestrene på silketryk, og deres usædvanlige dygtige medarbejdere kender deres materiale til bunds og arbejder med de konstante overraskelser, der er i arbejdet med håndværk og industrielt.

LightBluePinkLine, 2024. Foto: Dorte Krogh
Kan du sige noget om den kollektion, dine tryk indgår i, og dit arbejde med den?
Jeg har udført mine silketrykte værker dels hos Marimekko i Helsinki, og dels på mit eget atelier i København fra januar 2024 – 2025. Alle silketrykte værker er mellem 200-500 cm. lange. Marimekko fremstillede et 5 meter langt trykbord, som blev lavet til mig efter specifikationer fra mit eget trykbord uden rapportsystem.
Jeg har haft fornøjelsen af at kunne arbejde helt frit med reaktive farver uden at skulle bekymre mig om kemikalier, holdbarhed, damp, vask og en masse andre praktikaliteter. Jeg har arbejdet helt frit med farverne efter eget valg og blandet dem i processen. Det er en udsøgt fornøjelse at sparre med de garvede silketrykkere og det tekniske designteam i den videre proces. Arbejdsprocessen på mit 5 meter lange trykbord er væsentlig anderledes end ved det automatiserede trykbord – jeg arbejder uden rapportsystem og med individuelle mål på silketryksrammer.

Drugstore, udstillet i 2003, udført i 1998. Foto: Dorte Krogh
Nu udkommer der også en bog – skal den forstås og læses som et overblik over dit virke?
Vibeke P. Gether og GAD udkommer med en bog om mit arbejde – den er et overblik med nedslag. Der er meget som ikke er med. Det er virkelig vanskeligt, når man selv har næsen så langt nede i materialet. Derfor er det godt, at der er andre til at fokusere på enkelte perioder og værker. Både Vibeke P. Gether, som i sin tekst har udvalgt og sat materialet i et tekstilkunst- og designhistorisk ramme, og dernæst Rasmus Koch, grafisk designer på bogen, der med sit klare overblik og kærlighed til form, billeder og kommunikation har skabt en æstetisk helhed.

Proces i atelieret i København K. Foto: Sedsel Rohland
Hvad har været vigtigt for dig at dokumentere fra din karriere?
At silketrykket er et formidabelt redskab til at formulere repetition, form og farve på et givent materiale. At repetition af form, tegn, symboler og farve siden næsten altid har været den første form for kommunikation overhovedet (der er forskellige meninger om tid men 35.000 år B.C.).
Er der nogle milepæle, du er særligt stolte af?
Ja, nogle af mine tidlige arbejder lavet i midt 80´erne og i Paris sammen med min solo-udstilling på galleriet Superobjekt i 2015, hvor jeg endelig havde mulighed for at arbejde ovenpå et kommercielt møbeltekstil, som jeg har designet for Kvadrat og således generobret til et værk baseret på en bearbejdning af et designet møbeltekstil.
Og så min serie ERASURE, som er 40 -50 værker på velour lavet som afslutning på mit 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Flowers from Another World, 1988. Foto: Dorte Krogh
Hvad er det stoftryk kan?
Silketryk er umiddelbart, når det er håndholdt uden rapportsystem. Det er vibrerende i sit udtryk og i sin evne til – selv med det mindste overlapning og forskydning – at forandre udtrykket, som min tidligere bog BlackStar 1-180 er et eksempel på. Her er det samme motiv trykt igen og igen med forskellige farver og minimale forskydninger, der skaber variationer i udtrykket.

Blocks, 2015. Foto: Dorte Krogh
Hvad håber du for dit fag i fremtiden?
Jeg håber at faget tekstil som helhed og silketryk får sin egen platform på niveau med andre discipliner (møbel, keramik, glas, design, skulptur, grafik, maleri, mode/beklædning) – altså en afdeling med værkstedslærer (tryk, væv, strik, broderi m.m.) og en løbende udvikling i samarbejder med afdelinger på tværs. Men at man arbejder med sit speciale for at kunne gå i dybden.
Man kan ikke sammenflette mode og tekstil ligeså lidt som man kan sammenflette mode og møbel eller maleri og mode eller osv osv.. det kan samarbejde, men skal have sit eget grundområde.

Vibeke Rohland i sit atelier i København. Foto: Sedsel Rohland
VIBEKE ROHLAND
1978-1982: Studerer kunsthistorie på Københavns Universitet.
1982-1986: Skolen for Brugskunst, tekstillinjen (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i København.
1982: Etablerer atelier og værksted KONG og tidsskrift KONG. Stifter udstillingsstedet KONGO sammen med Christian Skeel og Cai-Ulrich von Platen.
1983: Tidsskriftet KONG i samråd med Poul Borum. Redaktionen består af Claus Rohland, Christian Skeel og Michael Jensen som grafisk tilrettelægger.
1986-1988: Rohland-parret modtager legater og en legatbolig og bosætter sig i Paris.
1987-1991: Kommer ind hos Eliakim Creation des Tissus, værksted drevet af den israelske kunstner og designer Eliakim Shpigel, berømt for sine haute couture-tekstiler.
1988-1993: Rejser frem og tilbage mellem København og Paris. Gæstelærer på Designskolen Kolding i 1990 frem til 1996.
1993: Ophold i Paris via Udenrigsministeriet. Skaber værkerne Plus-Minus til soloudstillingen StandStills i det daværende X-rum i Gammel Strand (tidligere Kunstforeningen Gl. Strand).
1994: Deltager i flere gruppe- og soloudstillinger. Bl.a. udstilling i Esprits daværende flagskibsbutik på Købmagergade i København.
1996: Soloudstillingen Modern and Abstract Archaeology, Esbjerg Kunstmuseum.
1998: soloudstillingen TheHoleStory, Borås Konstmuseum, Sverige.
2007: Deltager på Biennalen for Design og Kunsthåndværk, Trapholt, Kolding.
2015: Modtager Hetsch-medaljen i sølv. Soloudstillingen CrossRoads i Superobjekt Gallery, København.
2017: Udgiver bogen BlackStar 1-180, 180 sider med farvede silketryk. Samarbejder med adidas + Kvadrat om Stan Smith-sneakers med tekstilet Squares, produceret af Kvadrat. Bliver medlem af Billedkunstnernes Forbund BKF.
2019: Bliver medlem af Kunstnersamfundet, Det Kongelige Kunstakademi.
2023-2026: Artist in Residence hos Marimekko, Finland. Gæstelærer på Centro de las Artes de San Augustín (CaSa) i Oaxaca, Mexico i 2023. Afholder workshops hos Marimekko 2025 til 2026.
Samarbejder:
adidas + Kvadrat colab, Kvadrat, NORSE, Vipp, FDB Møbler, Davids Samling, Bang & Olufsen, Stilleben, Bodum, HAY, Paustian, Georg Jensen Damask, DSB, IKEA, Netto, Kopenhagen Fur, Royal Copenhagen, agnès b. Paris, Esprit Home i New York, Esprit Collection i Düsseldorf samt EGE Carpets.
Repræsentation i samlinger:
Kvadrat, Ebeltoft
Neue Sammlung – The Design Museum, München
Focke Museum, Bremen
Designmuseum Danmark, København