SAMTALE: Væver Karin Carlander

Karin Carlander har vævet i en menneskealder. Hun har også været administrativ chef for Snedkernes Efterårsudstilling i 25 år. Derudover startede hun sit eget tekstilbrand for 13 år siden, der i dag sælges i bl.a. Japan. Sideløbende skaber hun udstillinger og samarbejder med internationale designbrands som Karakter. Nu er hun aktuel på Forårsudstillingen 2026 med et gigantisk vævet værk om årstidernes skiften.

Jeg har kendt Karin Carlander i 18 år. Jeg var nemlig gravid med mit andet barn, der i dag er 17, da vi mødtes, fordi jeg skulle skrive tekster til Snedkernes Efterårsudstilling (SE). Allerede dengang havde jeg det som om, jeg altid havde kendt hende. Man kan nemlig lide Karin Carlander med det samme, og vores samarbejde i SE endte med at vare i adskillige år. Nogle gange arbejder man sammen med mennesker, hvor det er nemt og fagligt interessant. Sådan et samarbejde var vores.

Jeg har derfor en personlig aktie i denne samtale, da jeg også var inde over Karins tekster i forbindelse med lanceringen af hendes tekstilbrand Textile No. Håndvævede, funktionelle og delikate hørtekstiler til hverdagen i form af viskestykker, karklude og håndklæder. Gennemført fra produkt til branding fløj Textile No. rundt i verden og er endt med at finde et ret så fast hjem og en dedikeret fanskare i Japan, hvor Karin har udstillet flere gange efterfølgende.

I de seneste otte år har Karin Carlander rullet det ene spændende samarbejde og udstilling ud efter det andet. Som med det internationale møbelbrand Karakter og den store og omsiggribende gruppeudstilling med tekstilkunstner Iben Høj og keramiker Lea Mi Engholm på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Læg dertil eksponering i magasiner i hele verden og en succesfuld kommerciel og kunstnerisk karriere, som helt sikkert har noget at gøre med hendes positive sind og imødekommende væsen, flittige faglighed og kompromisløse kvalitetssans.

Det, der har inspireret mig mest, er, at Karin Carlander formår alt dette i en alder, hvor de fleste jævnaldrende udelukkende tænker på pension. Jeg drømmer om at være lige så fuld af liv og skaberkraft, når jeg rammer min pensionsalder. Og jeg tænker, at det må være noget med, at man er så opslugt af sit fag, at man ikke kan lade være. At der hele tiden er noget, man gerne vil nå, skabe eller opleve, så man end ikke ænser, at tiden flyver. Hvis helbredet tillader det forstås.

Måske er det også noget med, at Carlander efter 25 års ventetid, endelig fik et værksted i Raadvad, hvor mølleåens susen gennem den tidligere knivfabrik, skabte de rette omgivelser? For Carlander var så heldig at få det største atelier på fabrikken, som hun siden har fyldt med væve, tekstiler, garner og en sektion, der kan aflæses som køkken-alrum-bibliotek. Som et andet hjem, hvor erfaring, faglighed og nye ideer smelter sammen til et mellemrum mellem tid og sted. Et mellemrum, der ikke længere handler om skarpe kanter og hjemlige driftsopgaver, men næsten udelukkende om faglige muligheder.

På den nyligt åbnede Forårsudstilling på Charlottenborg hænger Karin Carlanders smukke, håndvævede tekstiler ned som en kronjuvel på udstillingen i kunsthallens centrale rum. Det gjorde mig usigeligt glad og stolt. Glad over, at kunsthåndværket fik en hovedplacering i kunstens hellige haller og stolt over, at det netop var Karin Carlander, der blev set og valgt til at udfylde rollen. Tillykke!

Hvordan har det været at blive udtaget til Forårsudstillingen så sent i din karriere?

Det har været en stor glæde og ikke mindst en ære at kunne vise mit værk i de smukkeste rum med højt til loftet både på det konkrete og immaterielle plan.

Hvorfor tror du dit værk blev udtaget? Viser det noget i tiden – om langsomhed, nærvær og materialesavn?

Jeg oplever, at der i tiden er respekt for den viden, jeg har efter at have arbejdet med den analoge væv som mit udtryk igennem mange år. Det er en viden, som både er i mine hænder og i mit hoved. Jeg maler med de tynde tråde og stræber efter et malerisk farve- og strukturudtryk, som jeg væver frem i processen støttet af min skitse, der sammenkæder helheden i det organiske udtryk. Det har juryen set og værdsat, og det gør mig glad og stolt.  

Du har gennem hele din vævekarriere haft deltidsjob som administrativ chef for SE, men tog for alvor skridtet for 13 år siden og startede et designbrand med hørtekstiler, som i dag sælges i high-end-butikker i særligt Japan. Hvordan kom du på den idé? Lige der hvor andre begynder at tænke på pensionen?

Jeg har altid elsket mit fag og mit håndværk og altid haft den holdning, at de ting, vi bruger i vores dagligdag, bør have en kunstnerisk værdi. Jeg ønskede at dele min glæde ved smukke, vævede brugstekstiler med andre, frigjort fra den museale verden og ud i hænderne blandt mennesker i deres hverdag.

Derfor blev viskestykket helt bevidst det tekstile objekt, jeg valgte at koncentrere mig om. Min kollektion var egentlig tænkt som en foranderlig udstilling, der skulle ud at leve i den gode hverdag. At den så selv valgte at flyve verden rundt, kan jeg kun takke den for. Tænk hvad et viskestykke har givet mig af respons, oplevelser og ikke mindst dybe venskaber kloden over.

Hvorfor er tekstiler vigtige, tror du?

Vi bruger alle tekstiler hver eneste dag. Vi klæder os i dem, vi tørrer vores krop i dem, vi sover indhyllet i tekstiler, vi beskytter os mod varme og kulde med tekstiler, og vi udsmykker vores hjem med dem. Tekstiler tilfører varme og personlighed til arkitektur, de gengiver lys og skygge med strukturer, de fascinerer og tiltrækker os, tekstiler er noget, vi rører ved, og som vi alle har en personlig oplevelse med.

I The Carrier Bag Theory of Fiction af Ursula K. Le Guin fra 1986 fremsætter hun den teori, at det var posen, posen vi kan bære mad hjem i, posen vi bærer vores børn i, mens vi arbejder, at den er den teknologiske opfindelse, der udviklede os fra jægersamfundet til samlersamfundet, og ikke de dræbende spyd. Det er en meget smuk og efter min mening rigtige opfattelse, at menneskets basisredskaber, som vi alle bruger i hverdagen og har gjort det ned igennem historien, er nært knyttede til tekstilet og det sammenvævede.

 Hvorfor er det så interessant at væve, og hvad håber du for dit fag for fremtiden?

Der findes et ikke facit, når man væver. Garner, farver og strukturer ændrer udtryk hele tiden, og det giver mig nye oplevelser hver eneste dag, som små gaver jeg bare kan plukke ned og tage ind.

Tiden er den analoge vævnings største udfordring. Og tid er kostbar i dag! Som værktøj til udvikling af ideer og som ven i processen er den frihed og selvstændighed, en uudtømmelig kilde til at udvikle viden om materialer og strukturer, alt er muligt selv med de enkleste små kneb.

Jeg håber, at den analoge måde at væve på vil leve videre sideløbende med den digitale vævning. Uden den analoge vævnings iboende kvaliteter mister vi vigtig viden.

Og så håber og beder jeg til, at vi allesammen en dag vil respektere de veluddannede og dygtige tekstilarbejdere rundt om på kloden, også i den del af verden, hvor forholdene for disse er umenneskelige. Respekter den tid og den viden, der er forudsætningen for de tekstiler, vi alle bruger mange gange hver eneste dag!