Ting i verden: En urne i cykeltøj

Billedhugger og tekstilkunstner Martine Myrup upcycler genbrugstekstiler til kunstneriske værker med nye konnotationer. Denne røde urne skabt af en cykeltrøje i nylon gjorde et særligt indtryk på mig. Det fortæller jeg om i denne  klumme, der tidligere har været udgivet på onlinemagasinet designETC.

Jeg spottede den med det samme. Så den fra afstand, da jeg trådte ind på Frue Plads Marked. Kunsthåndværkermarkedet, der de sidste 30 år har fyldt pladsen ved Københavns legendariske kirke. Året var 2015, og jeg spottede den røde krukkelignende form tværs over pladsen og tænkte, ’hey, der skal jeg over’.

Jeg kendte ikke tekstilkunstner Martine Myrup af navn. Men da jeg så hendes bod, genkendte jeg pludselig hendes sprog, som en del af et Biennaleprojekt, hun lavede i 2013 sammen med tekstildesigner Tina Ratzer. Projektets poetiske underfundighed havde også dengang smittet mig med en følelse af krøllet finurlighed.

Tina Ratzer og Martine Myrup havde nemlig sendt deres projekt tværs over Atlanten fra Danmark til Canada, hvor Myrup boede. Frem og tilbage gled sytøj, nål og tråd over oceaner indtil projektet faldt i hak. Nu huskede jeg det. Genkendte den tekstile historie om genbrug af tekstiler omsat til professionelt håndelag med en ekstra fortælling ovenpå.

”Den er lavet af en gammel cykelryttertrøje”, fortalte Martine, mens jeg stod og blev forelsket. Jeg fik lov til at røre. For denne krukke var lavet af stof. Af en tidligere rød cykelryttertrøje – i nylon. Sirligt syet efter patchwork-metoden. I trekanter sat sammen til firkanter – eller snarere rektangler – der fra foden voksede sig ud i en krukkeform med småbuttet mave og smalnede ind igen ved halsen, hvor farven graduerede tone i tone over i en sart og slidt lyserød, som man først så helt tæt på. At den var slidt i farven, altså.

For det umiddelbare udtryk var ’spotless’ og så langt fra genbrug, som man kan komme.

Wauw. Nu var jeg virkelig forelsket. Og fascineret. Fascineret af det skønne i at blive taget med bukserne nede. Fascineret af det fejlfri håndværk. Fascineret af fortællingen om, at upcycling med denne krukke trådte ind i en helt ny æra. Ud af mølkuglelugtende genbrugsbutikker og ind på de bonede gulve.

Jeg var opløftet over, at blive konfronteret med en udøver, der med dette modige greb, både fortolkede keramikhistorien med en arketypisk typologi, men gjorde det i et helt andet materiale: Tekstilet. Og tilmed i et genbrugstekstil. Krukken var let som en fjer – nylon og pap jo – men tung af timers håndarbejde med nål, tråd og hjerne. Det lette tekstil som kontrast til krukkens konventionelle materiale i ler var jo nærmest en provokation.

”Det er en urne”, pointerede Martine. WTF! Det var jo endnu mere modigt, ja, nærmest morbidt-blasfemisk. Jeg var solgt. Måtte eje den. Købte den på stedet og har ikke fortrudt det ét sekund. Den krukke gør mig godt dagligt, og minder mig om, at fordomme er bedst, når de bliver til en positiv overraskelse over, at ’there is more than meets the eye’.