Tingfinder-tekstilkunstner

Street Print tog afsæt i fundne genstande på gaden igennem to år og omsat til stoftryk i adskillige meter. Foto: Sven Berggreen
ANNE FABRICIUS MØLLER
Født i 1959
Uddannet:
Skolen for Brugskunst (Nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering)
Moduler i Tekstillaugets vævekurser i skaftevæv.
Ginger Tekstil i produktion hos Kvadrat.
Udvalgte udstillinger:
”TRYKKRAFT”, Designmuseum Danmark, ”Denne Nye Verden – overvejende Tekstil”, Lundsgaard Gods, Kerteminde, ”Homage to Older Women”, Billboards af 100 kvindelige kunstnere, Østerport Station, ”Frihed”, facadebanner og gardin til udstillingen på Thorvaldsens Museum, ”Lagt”, En Prop–Ind udstilling, Galleri Møntergade 6, København, “Tradition is contemporary – Danish textile craft in art and design”, The National Crafts Museum i New Delhi, Indien, ”In a Slow Manner” Augustiana, Augustenborg, ”Til Bords”, fællesudstilling i Huset i Asnæs, Asnæs, ”Take Away”, Biennalen for Kunsthåndværk og Design, Koldinghus, Kolding, ”Everyday Life, 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa, Japan, “Dansk Design Nu”, Designmuseum Danmark, København, ”Street Print”, La Sala Vincon, Barcelona, Mindcraft 14, Danish Crafts, Milano, ”Wireless”, Kunstsenter i Drammen, Tønsberg og Frederikstad, Norge
Mindcraft 12, Danish Crafts, Milano, “European Design since 1985”, Shaping the New Century, Indianapolis, Museum of Art, Indiana, USA, SOFA, Chicago, med Gallery DeCraftig, Charlottenborgs Forårsudstilling, København
Udvalgte projekter:
Opsætning og initiativtager til Udstillingssted for Tekstil fra 2018-2023 som kurastor for 30 udstillinger. Adskillige udstillinger på Snedkernes Efterårsudstilling siden 2015, Farvesætning af tekstiler for Épice, Dåbsgave til prinsesse Isabella for Snedkernes Efterårsudstilling, Udsmykket juletræ, Selskabet for Kirkelig Kunst, København og Designnmuseum Danmark, Tapeter til andelsbyen på Frilandsmuseet.
Udvalgte anerkendelser:
Anne Fabricius Møller har igennem sin 35 år lange karriere modtaget et hav af anerkendelser og legater – særligt kan nævnes Kunsthåndværkerprisen af 1879, sølv i 1997, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Henry Heerups Mindelegat, Martha og Paul René Gauguins Fond, Biennaleprisen i 1995 9g 2013, tildeling af Statens Kunstfonds Livssvarige Hædersydelse i 2014 og Nationalbankens Hæderslegat i 2019.
Repræsenteret, udvalgte:
Röhsska Museet, Göteborg, The Marc Grainer Collection, Maryland, USA, Desigmuseum Danmark, København, Statens Kunstfond, Indianapolis Museum of Art, USA, Trapholt, Kolding
Stoftrykker, tekstildesigner, kunstner og kurator. Anne Fabricius Møller falder ind under alle kategorier og er en af Danmarks mest ukonventionelle indenfor sit felt. Siden dette portræt blev skrevet for designETC, har hun skabt adskillige værker, modtaget flere ankerkendelser og drevet Udstillingssted for Tekstil. Nu er hun aktuel på TRYKKRAFT – Designmuseum Danmarks nyåbnede udstilling, hvor hun er en af otte stoftrykkere, der iscenesættes sammen med museets arkiv. Portrættet genudgives her i en lettere opdateret udgave.
Anne Fabricius Møller er ‘one of a kind’ på den danske tekstilscene. Hendes alsidige praksis spænder vidt og bredt, sålænge tekstilerne står i midten af det hele. De sidste 30 år har hendes originale idéer og smukke, underfundige, humoristiske og til tider geniale tekstilprojekter fået publikum til at se på feltet med nye og mindre konventionelle øjne. Anne Fabricius Møller er nøjsom af natur – og var også her forud for sin tid. Nu er det IN at genbruge, arbejde nøjsomt og tænke materialer, værktøj og metoder ud af boksen. Men det har Anne altid gjort. Det er sådan hun er. Hverdagting bruges på nye måder og sættes i nye sammenhænge, så betydninger drejes og virkeligheden ditto.
Et af hendes – for mig – mest markante værker er STREET PRINT, hvor handsker, vanter, gamle mobilcovers, bildele, plastiklåg, snor og nøgler – og alt muligt midt imellem – danner forlæg for et ti meter langt unika tekstilværk. STREET PRINT blev skabt til MINDCRAFT i Milano i 2014 med Nina Tolstrup som kurator, og består af to lige lange dele. En, der ’liner’ alle de fundne objekter op på et ‘asfalteret’ podie – og en anden, der parallelt viser tekstilet med aftrykkene af dem. Da jeg så værket i Milano var jeg ’blown away’ mentalt og fysisk – ja, nærmest paralyseret, som jeg husker det. Nede i den mørke kælder, hvor værket var udstillet. At noget så hverdagsagtigt kunne transformeres til så subtilt, æstetisk og pragtfuldt et tekstilt værk var en bedrift af de særegne.

Street Print var en del af udstillingen ”Everyday Life” på 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa i Japan, der var kurateret af designer Cecilie Manz. Foto: Cecilie Manz Studio
Tingfinder-ting
At Anne Fabricius Møller er en tingfinder, hersker der ingen tvivl om. Det ved alle, der har været forbi hendes værksted og har fortabt sig i dimser, dingenoter og tekstile eksperimenter. Men at Anne Fabricius Møller formår at formidle den historie, hun gør i STREET PRINT via ting, hun har fundet på gaden igennem knapt to år, er ret så overbevisende. Det konkrete udgangspunkt af fundne genstande spejles af den kunstneriske fortolkning nøjagtigt i en virkelighedens ’lost and found’ fortolket 1:1.
”Jeg ville lave noget med forsvundne vanter, men nogen kom mig i forkøbet både med at sætte dem på nettet og lave en samling, der blev udstillet på Forårsudstillingen på Charlottenborg. I radioen i 2004 spurgte de i en kulturudsendelse efter bidrag til billboards. Jeg troede, det var de rigtige billboards og tænkte, at jeg ville trykke – lave aftryk – af vanterne. Der kunne være rigtig mange på sådan et Billboard. Jeg sendte skitser ind. Jeg fik ikke antaget noget. I processen, fandt jeg dog ud af, at trykkene af vanterne nærmest var som en strikkeopskrift. Så var der ikke langt til også at samle andre ting. Jeg havde samlet spændebånd til hjulkapsler, siden jeg flyttede til København i 1980. Jeg vidste ikke, hvad det var, men nogle af dem lignede blomster, når de lå der på jorden.”
Det, der er Anne Fabricius Møllers kunstneriske ’coup’ er, at stoftrykkene i Street Print er farvesat i en delikat og nærmest diskret palet, der både mimer virkeligheden og forskelligheden i de indsamlede objekter. Placeret i symmetrisk opsætning omkring en midterakse af sorte genstande, fremstår det tekstile print harmonisk og æstetisk dragende. Og set i et større perspektiv forekommer Street Print at være en dokumentation af, hvad det er for nogle genstande, vi som moderne mennesker omgiver os med. Det er derfor velfortjent, at Anne Fabricius Møller i 2014 modtog Statens Kunstfonds livslange hæderslegat.

Opsætning af tekstiler på Fabrikken for Kunst og Design som en del af processen inden udstillingen TRYKKRAFT på Designmuseum Danmark åbnede ultimo maj 2025, hvor Anne Fabricius Møller er en af de otte nutidige stoftrykkere, der udstiller parallelt med museets omfattende tekstilarkiv. Foto: Dorte Krogh
Krøllede associationskæder
Anne Fabricius Møllers kreative hjerne tager krøllede omveje og stikker af i associationskæder og kunstneriske brobygninger, det er svært for andre at følge med i. Hun siger selv, at hendes inspiration er kombinationer af tilfældige møder:
”Mine Rubber Soul Xerox-tryk, som jeg har lavet alle mulige udgaver af, startede med, at jeg skulle bruge elastikker til nogle mapper, jeg lavede for fotograf Ole Akhøj. Det var smart i 90’erne med elastikker omkring mapper, tror jeg. Elastikkerne endte så som marokkopuder i et projekt med designgruppen OCTO til Kulturby 96, og pakningerne, som jeg modtog elastikkerne i, inspirerede mig til Xerox– trykkene, som bl.a. blev til Sofastykker til Silkeborg Bad, hvor jeg lavede en tekstil og grafisk opstaltning af en Finn Juhl sofa med tapet og rya med titlen Et stykke Finn Juhl forfra, samme Finn Juhl bagfra og en side af Finn Juhl. Oles mapper med elastik omkring blev altså også lavet!”

“På min måde”, sukkertapet på Øregaard i et prikmønster i forholdstal efter bredden af panelsektionerne og kig til Claus Egemose. Kurator Torgny Wilcke. Indfarvet stoftapet i Øregårds farve, spændt op på blændrammer med skabelontryk med lim og tre slags sukker, demara, rør og roe. Foto: Ole Haupt
Faget før alt andet
Anne Fabricius Møller har altid haft faget forrest. Eksperimenterne – og de anderledes og ukonventionelle idéer. Som når hun ruller et stykke tekstil sammen som en terpentin, hun har fundet på gulvet efter sine forældres nytårsfest, og herefter lægger den sirligt sammenrullede tekstilslange ud på sit værkstedstag. Og venter.
Igennem flere år falmer solen stoffets farve langsomt væk, og når tekstilet rulles ud, er der pludseligt skabt naturlige mønstre, striber og tern alt efter, hvordan hun har foldet tekstilet inden. Falmestykker, som arbejdstitlen endte med at hedde, startede i 1998 og afstedkom flere værker i serien, der bl.a. var udstillet på Biennalen, på MINDCRAFT i Milano og på gallerier og museer i Danmark og udlandet. Nogle ting tager tid – både at skabe og for andre at forstå. Falmeprojektet er et af dem. Nogle af værkerne har taget mere end 10 år at skabe, så det er værker, hvor historien er en lige så stor del af indholdet.
”Falme-projektet er inspireret af og mimer min mors gardiner, der var falmet i striber inde i det ikke så brugte kammer, kombineret med et besøg på Documenta i 87, hvor der var udstillet tre ark grågrønt kontorpapir, der havde ligget oven på hinanden og falmet. Det var udstillingens mest ydmyge projekt, men det var nok det, der fik mig til at kigge på min mors gardiner med nye øjne.”

PRINT PLANT projektet er også udviklet igennem længere tid. Anne indsamlede planter i Københavns parker og trykte dem med deres egen saft. Buketten her er samlet i Tivoli og fra udstillignen Vej og Park i Bagsværd Kirke i 2010. PRINT PLANT har været udstillet adskillige steder og fremstår idag som et af Møllers mere innovative, helstøbte og originale projekter. Foto: Ole Akhøj
Blomsternes anatomi
Ifølge Anne tager hun tingene bogstaveligt og arbejder langsomt og omstændeligt. Grundigt med andre ord. I dybden. I længden og bredden for nu at blive i den tekstile verden. Flora-projektet, der startede i 1990’erne, illustrerer det meget godt. Et projekt, der igen tager afsæt i det bogstavelige og banale lige uden for døren: Blomster i bede, parker og grøftekanter. Blomster, som hun igennem mange, mange måneder har indsamlet og dokumenteret og eksperimenteret med for at omsætte dem til stoftryk – trykt med deres egen saft. At et så sindssygt og på alle måder grundforskende arbejde lykkes for Anne Fabricius Møller må tilkendes hendes insisterende stædighed og grundige tekstile kompetencer og finesse.
Projektet fik titlen Printplant og er registreringer af udvalgte vækster på et udvalgt sted, på et udvalgt tidspunkt. Kunsthistoriker Nette Børkdal forklarer, at Printplant ikke handler om det udstilledes værdi, men om det udstilledes karakter og ejendommelighed – dets kuriositet. ’Kuriositetskabinetter’ – samlinger af særegne naturforekomster – kendes fra slutningen af 1400-tallet, hvor det udstillede materiale kaldte på beskuerens nysgerrighed efter at lære verden at kende i al dens brogede mangfoldighed. Trykkene har et vist botanisk, kronologisk forløb, der viser planternes tilsynekomst som en autentisk røntgenregistrering af planterne.
Projektet inkarnerede, ifølge Anne Fabricius Møller selv, en ny og mere konceptuel vej i hendes virke, og var igen et af dem, der løb forud for sin tid. Møller var således en af de første til at arbejde med plantefarve i dette dobbeltspænd mellem det konkrete og det abstrakte. Det var først på fællesudstillingen TID i Rundetaarn i 2006, at projektet faldt rigtig på plads. I 2008 blev den fulde serie af værker imidlertid udstillet hos galleri Drud & Køppe i 2008.

Fra udstillingen Uoplagte Servietter i Butik for Borddækning. Foto: Ole Akhøj
Oplagte konversationsstykker
På den sidste udstilling jeg så med Anne Fabricius Møller havde hun, igen med forkærlighed for sproglige dobbeltbetydninger, skabt Uoplagte Servietter – Belagt Keramik til Butik for Borddækning som pendant til en tidligere udstilling samme sted med titlen Oplagte servietter, Aflagt service. Servietterne havde frynser og atypiske formater, farver og vævninger, mens kaffekopperne var belagt med tang, muslinger og andet af havets naturlige gevækster. For Anne havde bundet kaffekopperne til sin kærestes båd, sunket dem i havet og ventet. Ventet på, at de maritime gevækster havde transformeret kopperne, overfladen og formsproget, så hun kunne bruge dem i sin udstilling.
Hun fortæller selv:
”Uoplagte Servietter – Belagt Keramik er inspireret af henholdsvis den mulighed, jeg fik, ved at lære skipper Boye at kende og kunne hænge potter, krukker og kopper i snore fra hans båd ned i Københavns Havn. Og af hvordan lærredsvævet bomulds- og hørtekstiler arter sig efter en tur i vaskemaskinen, når man ikke har lagt kanterne op.
Keramikken var nedsænket i saltvandet mellem et og fire år og fået alger, rurer og muslinger på sig som en grov glasur – med reference til fiskekrukkerne fra Asien. Servietterne i bomuld og hør er indfarvet og vasket i maskine, hvor den lidt slidsomme mekaniske røren rundt danner kniplingsagtige kanter på de med vilje uoplagte kanter, ligesom de huggede huller i servietterne får virkning som broderi. Udstillingen har en filial midt i Øresund, da Boye tog sig en sejltur for fuld motorkraft med den halve udstilling dinglende i snore efter sig, og keramikken kom ikke med hjem igen.”

Tålmodig supernørd
Anne Fabricius Møllers projekter er supernørderi og kærlighed med stort K til det tekstile fag og de vide muligheder i fortolkningen af det. For i dagens hurtigt omsættelige samfund, hvor alle løber stærkere for hver dag, er Anne Fabricius Møllers mangfoldige praksis et omvandrende og nytænkende eksempel på, hvordan langsomheden nogle gange løber forrest. Hvordan den originale idé, den store faglighed og tiden, det tager, udgør den treenighed, som innovative værker er lavet af. Parret med dybdeborende vedholdenhed og en stor grad af tålmodighed, for hvordan formår man ellers at vente på, at solen falmer det stof, man skal bruge? Blomsterne har saft nok til at skabe et værk eller tang og muslinger finder vej til de kopper, man skal bruge til sin udstilling?
Anne Fabricius Møller har et langt, opfindsomt og insisterende bagkatalog med sig. Som del af den tværfaglige udstillingsgruppe OCTO, som stoftrykker, designer, kunstner og som medlem af Butik for Borddækning, hvor en gruppe etablerede kunsthåndværkere skaber brugsting til bordet. Derudover er hun, som eneste tekstildesigner, medlem af Snedkernes Efterårsudstilling (SE), hvor hun formår at tænke sit tekstile udgangspunkt ind i nye møbeltyper, der udstilles en gang om året. Hun har bl.a. skabt stolene Bro og Kaj, der er inspireret af gammeldags stribede badedragter, tænkt som solstol og badeskammel, i samarbejde med møbelsnedker Toke Overgaard. Kjolestole, en parafrase over Lis Ahlmanns tekstiler udført som et trykt “snitmønster” af Børge Mogensens øreklapstol, en t-shirt-stol og et tørrestativ er andre møbler fra hendes hånd til SE – men aldrig, som du havde troet dem. For Anne Fabricius Møller gør aldrig noget halvt.

Klatvask med Dryptør i samarbejde med A. Petersen. Anne skriver i kataloget: “SE udstiller i 2022 i et tidligere vaskeri. Fabric betyder stof på engelsk – og stof skal vaskes. En klatvask er en lille vask i hånden, når det er uansvarligt at starte en maskinvask. Vandet i spanden kan bruges til at skylle toilettet ud med, og det vaskede tøj kan dryptørre på og fra vaskebænken”. Foto: Kristian Holm
Underfundighedens værdi
Anne Fabricius Møller modtog i 2014 det livslange hæderslegat fra Statens Kunstfond, der er den største udmærkelse, man kan få som kunstner og kunsthåndværker herhjemme. I en længere motivering for hæderslegatet, hedder det:
”Hendes arbejder fører os ind i et forunderligt enkelt billedunivers, hvor dagligdagens brugsting legende let bliver til fortællingsobjekter. Hun skaber en poetisk fortælling om hverdagens enkle skønhed og mangfoldige rigdom. Hun formår at ophøje det banale til de fineste detaljer i sit arbejde… Hendes arbejde er en slags grundforskning, hvor hun eksperimenterer med materialernes egenskaber. Hun udfordrer de iboende egenskaber; løfter en flig, afsøger mulighederne, skubber grænserne og skaber derved en poetisk fortælling – et eventyr.
Hun bryder grænser, vover og mestre både det banale og det sofistikerede, det ligetil og det umiddelbare. For Anne Fabricius Møller er der ingen faglige grænser. Det er naturens virkemidler, tidens indflydelse, materialernes egenskaber, deres karakterer og stofligheder, der er hendes egentlige fagområde. Vi oplever det, når hun styrer lysets nedbrydning af farvestoffer og lader det danne mønstre med fortælling, eller når hun styrer væksten i grantræets grene, så de bliver til skulpturelle juletræer, med en fortælling om vores fortolkning af traditioner og indgriben i naturens orden. Hun mestrer dette på ypperste vis.
Hendes enestående arbejder kan være langstrakte i tid, og der kan være mange i gang på samme tid. Arbejderne skabes måske udelukkende for hendes nysgerrigheds skyld, eller måske for materialernes egen skyld, for at give dem sprog til deres fortælling. Anne Fabricius Møllers arbejde er spændende, inspirerende og uvurderligt.” Det er store og flotte ord fra Udvalget for Kunsthåndværk og Design i 2014, der således anerkendte Anne Fabricius Møllers mangeårige karriere på det tekstile felt.

Falmeprojektet tog adskillige år at udvikle, fordi Anne jo ventede på, at solen skulle falme stoffet. Det originale projekt har siden foldet sig ud i adskillige varianter som Falmekjole, Falmes i dit vindue og Falmet i mit vindue/tag. Dette billede er fra udstillingen i Indien 2022. Foto: Mentze Ottenstein
Anne Fabricius Møller modtog desuden Nationalbankens Hæderslegat i 2019, der er et af de største legater herhjemme rent økonomisk. På den medfølgende udstilling i Nationalbanken var et mere en ti meter langt snoet podie hjem for alskens inspirationskilder, eksperimenter og projekter. Et Anne Fabricius Møller-mekka og et bombardement af indtryk, referencer, stofligheder, inspirationskilder og tekstile spidsfindigheder.
Anne Fabricius Møller keder sig aldrig, har man fornemmelsen af. Som om hendes indre fantasi-wonderland altid er fyldt med figurer, dingenoter og personager, der får selv det mest profane plasticlåg til at blive en drømmende flyvende tallerken på vej på eventyr. Ifølge hende selv er hendes brede tilgang til sit fag måske resultatet af, at hun aldrig har fået fat i noget bestemt felt inden for tekstildesign såsom udsmykninger, kirketekstiler eller salg af unika eller brugsting. Hun arbejder nærmere fra udstilling til udstilling, fra idé til idé, og skaber værker og produkter specifikt til den pågældende opgave.
”Jeg er bevidst om, at jeg er stoftrykker og tekstildesigner, men hvis emnet passer bedre til at løse ved en væv, så er jeg bevidst om det.”
Ikke så meget krukkeri. Ikke så meget ’fuss’. Men meget mere praktik, pragmatik og perfektionistisk langsomhed.

Anne siger: “Jeg var jo ikke helt færdig med min Kjolestol fra 2014, så fik taget nye fotos af den samme fotograf, som tog alle SE-fotos. Hun var lidt sjov at blive fotograferet af.” Foto: Camilla Schiøler
ANNE FABRICIUS MØLLER
Født i 1959
Uddannet:
Skolen for Brugskunst (Nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering)
Moduler i Tekstillaugets vævekurser i skaftevæv.
Ginger Tekstil i produktion hos Kvadrat.
Udvalgte udstillinger:
”TRYKKRAFT”, Designmuseum Danmark, ”Denne Nye Verden – overvejende Tekstil”, Lundsgaard Gods, Kerteminde, ”Homage to Older Women”, Billboards af 100 kvindelige kunstnere, Østerport Station, ”Frihed”, facadebanner og gardin til udstillingen på Thorvaldsens Museum, ”Lagt”, En Prop–Ind udstilling, Galleri Møntergade 6, København, “Tradition is contemporary – Danish textile craft in art and design”, The National Crafts Museum i New Delhi, Indien, ”In a Slow Manner” Augustiana, Augustenborg, ”Til Bords”, fællesudstilling i Huset i Asnæs, Asnæs, ”Take Away”, Biennalen for Kunsthåndværk og Design, Koldinghus, Kolding, ”Everyday Life, 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa, Japan, “Dansk Design Nu”, Designmuseum Danmark, København, ”Street Print”, La Sala Vincon, Barcelona, Mindcraft 14, Danish Crafts, Milano, ”Wireless”, Kunstsenter i Drammen, Tønsberg og Frederikstad, Norge
Mindcraft 12, Danish Crafts, Milano, “European Design since 1985”, Shaping the New Century, Indianapolis, Museum of Art, Indiana, USA, SOFA, Chicago, med Gallery DeCraftig, Charlottenborgs Forårsudstilling, København
Udvalgte projekter:
Opsætning og initiativtager til Udstillingssted for Tekstil fra 2018-2023 som kurastor for 30 udstillinger. Adskillige udstillinger på Snedkernes Efterårsudstilling siden 2015, Farvesætning af tekstiler for Épice, Dåbsgave til prinsesse Isabella for Snedkernes Efterårsudstilling, Udsmykket juletræ, Selskabet for Kirkelig Kunst, København og Designnmuseum Danmark, Tapeter til andelsbyen på Frilandsmuseet.
Udvalgte anerkendelser:
Anne Fabricius Møller har igennem sin 35 år lange karriere modtaget et hav af anerkendelser og legater – særligt kan nævnes Kunsthåndværkerprisen af 1879, sølv i 1997, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Henry Heerups Mindelegat, Martha og Paul René Gauguins Fond, Biennaleprisen i 1995 9g 2013, tildeling af Statens Kunstfonds Livssvarige Hædersydelse i 2014 og Nationalbankens Hæderslegat i 2019.
Repræsenteret, udvalgte:
Röhsska Museet, Göteborg, The Marc Grainer Collection, Maryland, USA, Desigmuseum Danmark, København, Statens Kunstfond, Indianapolis Museum of Art, USA, Trapholt, Kolding