Tophøj og teknikken

Anne Tophøj samler keramikkens historie og teknikkens hjælpende hånd i hybrider mellem metodisk grundforskning og keramisk intuition. På Peach Corner har hun netop åbnet solo-udstillingen Løs Hånd, Høj Stue, hvor stuens forudsigelige og ofte oversete genstande er kommet under kærlig keramisk fortolkning. Portrættet har tidligere været udgivet på designETC, men genudgives her, nu sitet er lukket ned.

Anne Tophøjs keramik er råt og fint. Glat og flosset. Industrielt og håndlavet. Funktionelt og kunstnerisk. Men mest af alt tophøjsk. Anne Tophøj er en erfaren og klassisk trænet keramiker, der gennem de sidste 20 år har modtaget et hav af priser og anerkendelse og udstillet i store dele af verden. Senest har Anne Tophøj modtaget den svenske Prins Eugen-medaljen med ord som ‘eksperimenterende’, ‘håndværksmæssig formåen’ og ‘nysgerrig’ knyttet til begrundelsen.

Alle tre ord er sigende for den danske keramikers arbejde og udtryk. Nysgerrig af natur. Nysgerrig på sit fag og materialets muligheder, der leder os hen til den eksperimenterende tilgang, som nogle endda rubricerer som grundforskning. Og som en kompetence på toppen hæver Anne Tophøjs håndværksmæssige erfaring og særegne greb om leret de to foregående kendetegn op i et internationalt niveau.

Keramikkens autonomi
Anne Tophøj er en keramiker, der de sidste 20 år har arbejdet særligt med den autonome tanke i forbindelse med de keramiske materialer. Her er det produktionsmetoderne, som afgør, hvordan udtrykket skal være. Hvordan teknik og proces bestemmer udtrykket ved, at keramikeren sætter noget i gang, som hjælper sig selv færdigt. Den autonome tankegang fik et skub fremad i forbindelse med et udstillingsprojekt, hvor tesen var, om man kunne arbejde lige så hurtigt, som man tænker. Den ambition speedede arbejdsprocessen op og skabte nogle interessante resultater, der alle havde bevægelsen og det autonome afsæt som fællesnævner.

Glasurens sammensætning
Anne Tophøj opstiller ofte dogmer som mediator i beslutningsprocessen – en metode hun udviklede sammen med sin tidligere samarbejdspartner for bevidst at nå til det punkt, hvor tingene laver sig selv. Tingenes autonomi – for nu at vende tilbage til keramikerens øjensynlige hovedstol – og produkternes egne evner til at kommunikere deres budskab i forhold til den kontekst, de skal placeres og virke i.

I Anne Tophøjs værksted er der fyldt med prototyper, unikke udstillingsværker og kopper til salg sammen med glasurprøver fra specialistens eget kartotek i kampen for at finde den rigtige sammensætning af farver, transparens og tyngde til objekternes fremtoning. Og på spørgsmålet om alle keramikere har deres eget afprøvede og indsamlede kartotek af glasurprøver og opskrifter, svarer hun: ”Det er ikke alle, men det har jeg.”

Producent i eget regi
Anne Tophøj er selv producenten bag det meste af sin keramik, for nogle af metoderne er hendes helt egne, og hun har endnu ikke kunnet finde nogen, der kan gøre hende produktionen efter. Og metoden med indrejningsmaskinen, hvor den flossede kant af overskydende ler presses op, udgør et stærkt eksempel på Tophøjs signatur. En industriel maskine, der skaber den imperfekte og uafsluttede kant og opnår et udtryk, der befinder sig mellem kunsthåndværk og industri. Mellem traditionel og moderne. Mellem hånd og teknik.

I Annes hænder kan inddrejningsmaskinen skabe den fortælling, der rummer kimen til de fleste keramikeres nye håb om en genfødsel af det håndlavede. Fordi pottemagerfaget, som vi kender det, er væk, og storindustrien har taget over. Fordi Kina er blevet din leverandør, så dygtige lokale keramikere i hele verden er blevet presset i bund.

Anne Tophøj viser, at der er en vej. For inddrejningsmaskinen er industriel, og hun har praktisk taget ikke hænderne på produktet i processen. Men det ser sådan ud pga. de flossede kanter, der skyder sig op af lerets egen vilje undervejs. Og det er interessant. Både for Anne Tophøj som æstetisk og metodisk eksperiment og som universelt tema i kampen for at bevare lokale arbejdspladser og århundreders overleveret faglig viden. For moderne kommercielt kunsthåndværk er per se bundet til maskinerne og konjunkturerne, men Anne Tophøjs metode mellem industri og old school-æstetik varsler nye muligheder. Både som genstandsfelt for hendes egen grundforskning i værkstedet og for et fag i forandring.

Peach Corner skriver om udstillingen Løs Hånd, Høj Stue:

Stuen er et centralt rum. Her er vi omgivet af vores ting – stueting. Mange af dem er af keramik; små genstande, som vi bruger til dagligdagens behov og til pynt: fade, skåle, lysestager, urtepotter … Vi lægger ikke så meget mærke til dem, de glider hurtigt ind i hverdagslivet. Vi bruger dem, håndterer dem, gør dem rene, sætter dem frem og tilbage – nogle gange glemmer vi dem helt, de er der bare.