En ny æstetisk revolution
Børge Mogensens ikoniske sofa, der er blevet synonym for den gode smag. Foto: Fredericia Furniture
Biografi
Heidi Laura er ph.d, forfatter og kulturjournalist, tidligere mangeårig medarbejder ved Weekendavisen.
Hun har blandt andet skrevet bøgerne En bid af paradis: Bjørn Wiinblad og hans tid og En dronnings smykkeskrin: 50 år som regent fortalt i smykker.
Ikke mere uformeligt naturfarvet hør! Bæredygtighed er alt for ofte lig med puritanske og slapt designede varer, og mange tror, at det gælder om at affinde sig med meget få og meget enkle ting. Men der er snarere brug for en æstetisk revolution: Fremtidens rum, tøj og byer skal være ekstremt veldesignede, så de tjener os godt. Holdbarhed trumfer minimalisme.
Man kan tage sig selv i at begære det ydmygt glamourøse liv, som i stadig højere grad udspiller sig på siderne af smarte magasiner fra Kinfolk til Vogue: Hjem og kroppe er iscenesat med velafstemte paletter af blide, afblegede naturfarver og rene træoverflader. Her er hjemmestrik, krukker med egen fermenteret kål, løst hørtøj, frodige planter og en buttet baby. Artiklerne fortæller om liv i pagt med naturen og opgør med hamsterhjulet, og det hele er tyst, blidt og nedtonet på en særlig delikat måde, som først efter lidt tid slår én som uopnåelig.
Langsomt men sikkert har medier og reklamebranche over det seneste årti skabt et dragende billede af det bæredygtige, økologiske liv som en særlig form for materiel og æstetisk minimalisme, hvor alt er rent og purt og i pagt med naturen. De labert krøllede hørlagner i bløde jordtoner ser ud som om man har vævet dem selv, men masser af disse pseudo-ydmyge produkter er både eksklusive og dyre. Ironien er til at tage og føle på: Den økologiske neo-shaker-stil – idealet om det enkle, hånd- og selvgjorte, hvor mennesket selv tager magten over produktionen – er blevet en statusmarkør.
Træoverflader, tekstiler med tekstur og zen – ægte neo-nøjsomhed. Men ofte slet ikke billigt. Pressefoto: Stedsans
Men problemet er større end som så. Også uden for de glittede magasiner og de mest velbeslåede kredse er der opstået en puritansk forestilling om, at bæredygtighed er lig med simple produkter og maksimal nøjsomhed. Man skal hækle sine karklude, stoppe sine strømper og leve med tingene, til de er slidt helt op – også hvis disse ting ikke er skabt til at blive slidt smukt, men derimod er produceret til hurtigt forbrug og hurtig udskiftning. Må man alligevel købe nyt, er de klimabevidste forbrugere typisk overbeviste om, at det gælder om at købe helt enkle produkter i rå naturmaterialer.
Utallige er kjolerne og de løse bukser og skjorter i økologisk bomuld, som udbydes på dette nye marked, men tøjet er typisk markant underdesignet. Snittet er ikke afpasset til at lade netop den valgte stofkvalitet falde smukkest muligt og skabe interessante konturer; slid og reparationsmuligheder er ikke indtænkt i designet. Der mangler æstetisk kvalitet, noget som gør det muligt at knytte sig til tøjet. Det er slapt design, og derfor er det i praksis også tøj, der kun poserer som bæredygtigt. Og sammen med det tusindvis af andre varer, fra den endeløse mængde af muleposer med økologiske budskaber til uskønne møbler lavet af paller. Og værst af alt: Også disse ”grønne” varer bliver spyttet ud i enorme mængder.
Økologisk bomuld og enkle former signalerer kosher bæredygtighed. Hvad vi mister er detaljer, pasform og finesse, som i praksis ofte giver lang levetid. Pressefoto: Gudrun Sjödén
Et skift til reel bæredygtighed kræver tværtimod, at designniveauet løftes og produkterne bliver markant bedre end de fleste er i dag, for netop at bryde den hurtige forbrugsrytme. Alle ting – til vores kroppe, hjem og byer – skal have en indbygget æstetisk langtidsholdbarhed og ulastelig funktionalitet og være skabt med særligt hensyn til materialets naturlige måde at slides på. Vedligeholdelse og reparation skal være indtænkt fra starten; tingene skal forblive så attraktive, at det giver mening at sælge eller give dem videre, når man ikke selv har brug for dem eller lyst til dem længere. Det løser også prisproblemet: Hvordan får alle råd til disse langt dyrere varer i højere kvalitet? De skaffer dem fra et genbrugsmarked fuld af attraktive ting.
Vi har brug for en æstetisk revolution. Og lyder det håbløst urealistisk, skal vi blot kigge lidt tilbage i tiden: Vi har gjort det før, og det virkede. Længe. Fra slutningen af 1800-tallet reagerede flere bevægelser netop på varernes dalende kvalitet og mængden af bras, som hobede sig op – dengang endda under langt mindre desperate forhold uden en truende klimakrise. De udbredte nye principper for god designpraksis, de sørgede for at håndværkere kunne få adgang til kunstakademier og kunstindustrimuseer for at få æstetisk inspiration, de vejledte selvbyggere til at skabe bedre huse, de eksperimenterede med masseproduktion i høj kvalitet.
Vi kender dem i dag som det forgrenede netværk af Arts & Crafts, Jugend, Bedre Byggeskik, Bauhaus og mange flere. Deres indsats i datiden var ikke forgæves. De løftede faktisk kvaliteten. I den materielle verdens aflejringer kan man trække en præcis grænse omkring slutningen af 1970’erne, da disse designbevægelsers indflydelse døde ud, og uhæmmet masseproduktion til lavets mulige pris satte ind: Tingene blev så utroligt meget ringere. De langtidsholdbare ting fra før 1980 var ikke skrabede og ydmyge – de havde detaljer, finish – alt det som giver tingene laberhed og knytter os til dem. Og som i dag ofte gør dem til elsket vintage eller retro. Det er netop fordi, at disse ting var ladet med skønhed, fleksibilitet og muligheden for emotionel tilknytning, at de bliver ved med at være attraktive.
Har man den ikke derhjemme, kan man i stedet rejse til den puritanske skønhed. Stedsans tilbyder glamour-primitive hytteophold i de sydsvenske skove, smukt pakket ind i den natur, som Danmark er fattig på. Pressefoto: Stedsans
Problemet er ikke ting som sådan og løsningen er ikke ekstrem minimalisme. Problemet er dårligt design, og især i meget store mængder. Men interessant nok fører viljen til at lægge om ofte til en form for radikalisering, hvor man slet ikke orker ting mere. Der skal downsizes, skæres ned, udrenses. Det er en dybere stemning i tiden: Aldrig har køkkener været så kridhvide og kliniske, og aldrig har de statushjem, som skildres i boligreportager, været så sparsomt indrettede og fulde af rolige overflader. Ingen gider længere at overtage bedsteforældrenes antikke møbler og broderede duge, som føles alt for larmende.
Denne skræk for tingene har også godt fat i det grønne segment, men det er slet ikke logisk, at klimavenlighed og bæredygtighed kræver færrest mulige ting. Alle de fine og noble og velproducerede ting, som verden er fuld af, har langt bedre af at leve videre iblandt os end at blive renset ud. De ældre ting er faktisk langt bedre venner for os end alle de angiveligt grønne, men ringe designede varer, fordi de oprindeligt blev skabt til at leve længe.
Naturligt, fredfyldt, løst. Bæredygtighed har hurtigt fået sin egen vedtagne æstetik, men faktisk kunne en stram, figursyet jakke være mindst lige så naturvenlig og fremtidssikret. Pressefoto: Gudrun Sjödén.
Interessant nok lader mange til at gå ud fra, at vi også hænger på alle designfejltagelserne fra de seneste årtiers overophedede produktionsmaskine og nu blot må indrette os. Hvis man vitterligt kan leve med det, er der selvfølgelig ikke noget galt med en nypuritanisme, hvor man tvinger sig selv til at gå i nulrede, udvaskede, skævvredne gamle trøjer, som slet ikke var skabt til at overleve mere end 5-6 ganges vask. Hvor man i bæredygtighedens navn lever årtier med lavpriskøkkener, hvor laminat-overfladen gradvis smuldrer og tingene falder fra hinanden. Eller syr gamle polyesterslips om til morsomme sofapuder. For mange er det med god grund uspiseligt.
Tilbage står spørgsmålet om, hvad vi gør med tonsvis af formløse polyesterkjoler, af elektronik som hurtigt gik i stykker, vinduer i ringe kvalitet og plastikting fulde af ftalater? Det er en væsentlig udfordring for tidens designere og ingeniører, om alt dette bras kan omskabes til noget af værdi, eller om det hele blot skal destrueres så skånsomt som muligt. Imens bør vi meditere nøje over al den hovedløshed, som har efterladt os med så ærgerlig en arv. Det er en fadæse, vi ikke må gentage. Verden har ikke brug for nye bjerge af uformelige tøjstykker i økologisk bomuld og millioner af kaffekrus med grønne budskaber.
Biografi
Heidi Laura er ph.d, forfatter og kulturjournalist, tidligere mangeårig medarbejder ved Weekendavisen.
Hun har blandt andet skrevet bøgerne En bid af paradis: Bjørn Wiinblad og hans tid og En dronnings smykkeskrin: 50 år som regent fortalt i smykker.