Erindring og Objekt

Kunstkritiker Trine Rytter Andersen har besøgt keramiker Helle Bovbjerg i forbindelse med hendes udstilling DUG i Officinet. Her har Helle Bovbjerg oversat det tekstile fænomen til keramik, som undervejs har sat tanker i gang om, hvordan erindring knytter sig til objekter og materialitet og  har indflydelse på vores mentale tilstand. Udstillingen DUG åbner i Officinet 1. sept.

Udstillingen DUG tager afsæt i en samling stofduge, som Helle Bovbjerg har liggende i sit hjem. Hver og en minder med mønstre og farver og linjer om hendes eget liv. Længe lå dugene godt gemt af vejen i skabet, men hver gang Helle Bovbjerg åbnede skabet for at bruge en til et bord, talte de til hende. Først var det en næppe hørbar hvisken, men så voksede det i styrke, og til sidst kunne hun ikke undgå at høre dugenes kalden. Keramikeren så for sig, hvordan hun under arbejdstitlen ”Hjem i forandring og parallelle linjer – linjer som symbol på de parallelle liv, vi lever i dag”, kunne eksperimentere med farver og linjer på keramiske flader udført med glasur, begitninger og oxider.

På Statens Værksteder for Kunst gik hun i gang med at arbejde med de store dug-formater og grove keramiske flader, som senere skulle monteres på vægge – eller præsenteres liggende vandrette, som på usynlige borde.

”Vores hjem er fyldt af stoffer og tekstiler med striber og parallelle linjer”, siger hun. ”Hjem med kaffe- og spiseborde med duge, stribede gardiner og tapeter. Sofaer i sort-hvide striber af Grønlandsk uld, Børge Mogensen-sofaen med Cotil-stoffet. Linjer på sofapuder, på dynevår, håndklæder og viskestykker. Alle disse velkendte tekstiler med deres forskellige kvaliteter og funktioner er en del af vores allermest private.Vi er fortrolige med deres æstetiske kvaliteter, når vi ser på dem, og med deres overflader, når de møder vores kroppe. Tekstilerne bærer alt med sig gennem generationer: stærke erindringer om levet liv, højtider, elskov, fødsler og død,” forklarer Helle Bovbjerg.

I hjemmet i dag lever vi parallelle liv med rutiner, individuelle interesser og forskellige jobs. Vi lever med stor selvstændighed. I vores parforhold møder vi kærligheden, lærer at arbejde sammen i familien og opnår den dybe accept af fællesskabets nødvendige kompromis. I takt med at vi modnes, tillader vi vores individuelle liv at væve sig sammen med andres liv, og efterhånden bliver vi i stand til at se os selv som farver, tråde og mønstre i en større fælles helhed.

Hvordan kan leret tale om alt det? Kan du lægge klumpen ned og udbrede fladen, så den bliver et lærred, hvor livets spor kan folde sig ud og blive symboler for, hvordan vores livsbaner bindes sammen med generationerne før os, og opleve hvordan det ene spors farve smitter af på det andet? Kan leret, efter brændingen, fastholde det bløde og levende, som er tilstede, når farverne pensles på? Er livet synligt i overfladernes mange lag, og er det til stede i mellemrummene og i linjernes vaklende geledder, i den håndholdte og analoge metodes uperfekte penselføringer – i de små gnidninger, overlap og i de krusede og krøllede kanter?

Jeg besøgte Helle Bovbjerg i hendes værksted, og der fik jeg syn for sagen i mødet med lerdugene og de små, keramiske lerdugsprøver, der på rad og række frembringer nøjagtig den samme fornemmelse af intensitet og overskud, som stofprøver hos en skrædder. De store, svære lerdugsobjekter med deres farvede mønstre og nyfundne monumentalitet gør indtryk med deres vægt og materialitet. Leret vibrerer, som var det let som stof.

Gennem sin legende og undersøgende tilgang har Helle Bovbjerg skabt en række keramiske objekter, der taler til en fælles erfaring – eller minder – om tekstiler og mønstre på stort og småt i vores hverdagslige omgivelser. Disse keramiske duge med revner og sprækker holder, som monolitter, en kraft i sig.

Dug betyder også dug – som sved eller dråber af vanddamp. Dråberne er så fine og skrøbelige, og de fordamper, så snart solen står op. Denne transformation fra vand til damp – til usynlighed – er det magiske kontrapunkt i arbejdet med materialitet og metamorfoser. Som dug for solen kan vi miste det særlige og det fineste skrøbelige i forsøget på at fastholde det, eller, som her, lade det flytte sig fra det ene materiale til det andet.

Jeg oplever, at lerdugen holder fast på poesien fra stofdugenes bløde kvaliteter. At leret bidrager med en ny dimension af jordforbundethed, af krop og tyngde, og at disse flader af ler og mønstre alene i kraft af deres materialisering i verden, påkalder sig en autoritet og en plads i hjemmet, nøjagtig som de tekstiler, de refererer til. Hårdheden og lerets tykkelse står ikke i vejen for oplevelsen af skrøbelighed og sarte farvers møde med stærkere nuancer, og der forekommer rige nuanceringer med plads til individuelle fortolkninger og spejlinger.

Leret er forbundet med jorden, og således er også vores moderne liv i virkeligheden forbundet med jorden, for naturen giver os alt. Vi er natur, og vores verden kan slet ikke begribes uden naturen som referenceramme. Leret i Helle Bovbjergs kunst er et sejt og formbart prisme, hvorigennem hun kan se på og tale om den nære verden og det at erfare den med hjerte, hænder og intellekt. Leret er så tæt forbundet med den menneskelige erfaring – arkaisk – og evigt. En stor brændt dug af ler kan holde i hundrede år, ingen møl, råd eller mug kan tage livet af den. Den er som lertavler fra fortiden og bærer dugperler fra i morgen. Det er den tyngde og lethed, de linjer, der vikler sig ind i hinanden, når Helle Bovbjerg væver liv og kunst sammen til to parallelle spor, der alligevel altid mødes, som tråde, der går op.