Eksistentiel arbejdslyst
Personlig klumme
Processen er en vital del af alle designere, kunsthåndværkere og kunstneres arbejde. Der er bare ingen, der rigtig anerkender det. For processer er sådan lidt flyvske. Lidt hyggelige. Og er de overhovedet rigtigt arbejde? Denne klumme gør et forsøg på at give et indblik i, hvad det er, der driver udøvere til at leve på fattigdomsgrænsen. Og hvorfor det officielle Danmark bør tage mere ansvar, når de stadig promoverer sig gennem ’Danish Design’.
Processen er en udøvers vigtigste værktøj. Det sted, hvor alt er i spil, idéer prøves af og materialer og muligheder testes. Som formidler i feltet igennem 20 år, mener jeg, at processen er det vigtigste redskab i en formgivers værktøjskasse. Det er i processen, at du taler med og imod dit materiale. Det er her, du igennem en taktil materialetilgang, en stak udregninger, visuelle skitser, teknik, håndværkskompetencer, håndelag og en eksperimenterende tilgang får dybt meningsfulde erkendelser. Det er her, du som formgiver taler med dig selv i din skabende proces. Her du afprøver idéer i form og materiale. Her du justerer dine egne forventninger og går til og fra din idé i konkret form.
Hvorfor er processen vital som formgiver?
Hvad er det, processen giver tilbage, som du ikke på forhånd kan regne ud?
Og hvorfor er det essentielt at kende sit materiale indgående?
Ovenstående spørgsmål er ikke kun retoriske, men dybt funderet i enhver formgivers praksis. I mine mange år som formidler har jeg talt, interviewet og diskuteret med en stor del af det danske felt af designere, kunsthåndværkere og kunstnere, og fælles for de fleste er en dyb forståelse af deres materiale og mulighederne i og med det. Det tager år at mestre et håndværk. Det tager år at udtømme et materiales muligheder. Og det tager år at lade koblingen imellem de to skabe frugtbare konstellationer, hvis mission det er at flytte noget i verden – det være sig æstetisk, funktionelt eller metaforisk.
Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul
I Japan ynder man at sige, at det tager 20 år at lære et håndværk, og 20 år at gøre det til sit eget. Udvikle sin egen individuelle signatur og skærpe sin forståelse for og i materialet, der nogle gange bliver en fysisk og intuitiv forlængelse af udøveren selv. Det er også her, at du kan sætte dig fri af traditionen. Sætte dig ud over konventioner og nyfortolke, dreje eller vende det oprindelige udgangspunkt på hovedet og trække håndværket – ja, i princippet hele konteksten omkring faget som forventninger, normer, konkurrenter, historien, nutiden, referencer osv. – nye steder hen.
De fleste udøvere har en eksistentiel tilgang til deres fag. De skaber af en indre nødvendighed, der er synonym med deres personlige velbefindende – og det modsatte. At skabe er ofte en personlig fordring, der gennem erfaringens nærvær og erkendelse bliver til præcise objekter, formgivet udelukkende fordi den akkumulerede viden er raffineret igennem et langt og skabende liv.
Kendskabet til materialet, modstanden i det og mulighederne med det, er et sprog, som den skabende har nærstuderet i årevis og dygtiggjort sig i at læse, forstå, præcisere og tale. Flere udøvende har sågar etableret deres eget alfabet, som de bruger aktivt og refererer til igennem deres livslange virke, hvor et værk, en form, en typologi bliver deres bogstaver og signatur, som de skubber og udvikler på ny – nogle i årevis, andre i mellemrum. Netop derfor er det at skabe liv og død.
Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul
Der er ingen kvalitetsbevidste kunsthåndværkere, kunstnere eller designere, der skaber for sjov. For hyggens skyld. Fordi det er pænt. Den præmis er ikke eksisterende. De fleste kunsthåndværkere, jeg kender, har aldrig åbnet et boligmagasin. Ikke fordi det ikke interesserer dem, men fordi trends er flygtige væsener, som ikke har ærinde i deres bolig. I deres praksis. I deres hænder. Og de vil højst sandsynligt hellere prioritere penge til glasur, den rigtige møtrik eller varme på værkstedet.
Når de skaber, smelter passion, personlige dagsordener og præferencer sammen med materiale, håndværk og historie og bliver et samlet hele, der udløser en meningsfuld tilfredshed. En tilstand af ro, energi og fuldkommenhed. Når de ved, at kurven er rigtig. Når de mærker, at tingene falder i hak. Når resultatet er en syntese af netop idé, materiale, håndværk og æstetik. I en proces af små mellemstationer. I en perlerække af store og små eksperimenter, frustrationer – og erkendelser. Uden erkendelser, ingen proces. Uden proces, ingen erkendelser. Uden proces ingen værker.
Thora Projects aka Thora Finnsdottirs studio. Foto: Charlotte Jul
Men alt tager tid. Og flid. Og nerver af omstillingsparat stål. Idéer, projekter, teknikker, materialer eller samarbejder skal modnes. Tage den tid, de skal tage. Og have lov til at være i fred i den proces. Det er derfor, jeg bliver ærgerlig, når jeg oplever, at formgiveres proces og praksis bliver læst som en trend, man kan tilstræbe, og ikke et trin i et til tider, ekstremt følsomt forløb, hvor man sætter sig selv, sine kompetencer og sin person i utrygge svingninger. Helt derud, hvor det gør ondt og der er dybt at falde.
Der mangler en forståelse af og for, at det at skabe er et dybt seriøst karrierevalg på linje med den hårdtarbejdende og skarpt tænkende advokat. Under første nedlukning af Coronakrisen blev det påvist, at langt de fleste kunstnere balancerer eller helt lever under fattigdomsgrænsen. Bliver betalt med en flaske vin og glæden ved at arbejde med det, de elsker??? Jeg oplever det selv, når folk synes, at mine tekster er så gode, at de genbruger dem på forskellige måder. Uden at spørge om lov eller krediterer mig for det.
Respekten for fagligheden og de kloge hænder mangler i vores samfund, hvor de fleste køber en kopi i supermarkedet fremfor at købe ordentligt design og kunsthåndværk. Fordi de ikke tænker over det. Fordi vidensamfundet er blevet vores væsentligste selvbillede og globale valuta i stedet for kloge og kompetente hænder. Og viden om den. Respekt for den. Men det ene udelukker jo ikke det andet.
Tekstilkunstner og designer Stine Skyttes studio. Foto: Charlotte Jul
Processer forekommer i alle fag. Ikke kun indenfor designfeltet, men det er her, de ikke helt anerkendes som vitale, nødvendige og værdige, fordi der alene fokuseres på slutresultatet. Dur, dur ikke. Sælger, sælger ikke. Processen er formgiverens vigtigste værktøj. Til at skabe. Til at være i verden. Danmark lever stadig af ’hypen’ efter efterkrigstidens store møbeldesignere som Hans, Børge og Poul, Verner og alle de andre møbelarkitekter, man relancerer i ét væk – og nyder den stadige respekt, der omgærder ’Danish Design’.
Mange af nutidens formgivere oplever også en global interesse for dansk design understøttet især af de succesfulde dansk-globale designbrands. Men jeg savner en større opbakning til feltet fra det officielle Danmark. En sådan opbakning og prioritering har ikke kun reel økonomisk værdi, men også en stærk symbolsk værdi. Nationalt som internationalt. Det starter med respekt for processen. Og for den viden og stolthed, der ligger i de kloge hænder.
Sig det højt:
Kloge hænder. Kloge værker. Kloge udøvere.
Klogt land, der stadig lever af sine kloge formgivere…