Fra jord til bord

Jonas Edvard er materialedesigner- og kunstner. En frontløber i et felt, han selv har været med til at definere – world wide. Og så er han aktuel i vandreudstillingen Generation Why, ligesom han deltager i portrætbogen Danish Creatives. Portrættet har aldrig tidligere været udgivet på dansk. Men nu er det på tide…

Jonas Edvard er en atypisk designer i en ny generation og en af dem, der ikke kun formgiver genstande, men udvikler bæredygtige materialer af de naturlige ressourcer, der ligger foran eller nede under os – som kalk, tang, svampe og plantefibre. Som barn legede han i skoven det meste af tiden, hvor han rodede i jorden, undersøgte gevækster og nærstuderede insekter. Når der var mad, ringede hans forældre med koklokken, for han kunne snildt være flere kilometer væk, fordybet i materien og i sine krøllede tanker. Selvom det lyder som minder fra en svunden tid, er historien sand og vidner om en nysgerrig, kritisk og søgende designsjæl, der finder potentiale de mest oplagte, men også usandsynlige steder – set med branchebriller på.

”Jeg voksede op i Thy, hvor vi ikke havde TV før jeg var 15 år, og min barndom handlede om at være barn. Jeg byggede huler, lavede våben og sprang ting i luften. Jeg var altid i naturen og er vokset op med, at der var materialer alle vegne som tang, kalk, svampe, aktivt kul og flint, så for mig er materialer oplagte at tage fat på som designer.”

Gesso og NOMA

Et naturmateriale som kalk blev ankeret i Edvards mest populære projekt til dato, The Gesso Project, hvor koralkalk fra Faxe Kalkbrud, der daterer 65 mio. år tilbage, blev hovedkomponent sammen med biologisk nedbrydelig lim og naturlige pigmenter. Jonas Edvard eksperimenterede sig frem til Gesso-materialet, som han brugte til en serie af lamper og borde til Danish Crafts Collection – et salgsinitiativ foranlediget af den danske stat. Interessen for projektet var stor og da den verdensberømte danske restaurant NOMA skulle genopføres i nye lokaler i 2019, valgte de Jonas’ lamper til restauranten, hvilket satte yderligere skred i sagerne. Jonas producerer selv lamperne på værkstedet med hjælp fra hans praktikanter, der kommer fra hele verden.

”Jeg er heldig, at jeg har mange ben at stå på. Jeg kan lave lamper, der kan sælge. Jeg kan undervise og afholde talks. Jeg kan lave designs for andre og modtage royalties. Jeg kan opnå kunststøtte, hvis jeg er heldig, og skabe udstillinger sammen med andre. Jeg sammenstykker mit liv på den måde, ligesom jeg sammenstykker mit design af ting, jeg ser og materialer, jeg opfinder”.

Kritisk nørd

Jonas Edvard agerer ubesværet i syntesen mellem ingeniørkunst, geologi, kunst og design i det sammensmeltede felt af viden og muligheder, som den nørdede opfinder, han er. Han roder med andre ord stadig i jorden, hvor han finder, udvikler og forsker sig frem til nye materialesammensætninger. Nye materialer til nye tider, hvor bæredygtige og recirkulerbare materialestrømme er den nye agenda, du som formgiver og producent er nødt til at forholde dig til. Den danske designer er med andre ord på en global ansvarlighedsmission og kalder selv det, han bedriver for kritisk bæredygtighed, hvor han bruger materialerne til at stille spørgsmålstegn ved vores eksistens.

”Det kritiske handler om at stille de rigtige spørgsmål. Her er fx en stol i tang. Kan man sidde i den? Er den dyr at producere? Hvor bæredygtig er den egentlig? Bæredygtige bliver vi aldrig helt 100% og som designere skal vi jo lave noget, der kan sælge. Men det er ikke vigtigt for mig. Designeren har en flydende rolle. Jeg vil ikke definere, hvad der er rigtig eller forkert, for så bliver det småreligiøst og låser sig fast. Recirkulerbare papkopper bruger du kun en gang, men keramik bruger du hele livet, selvom du bruger mere CO2 til at producere den. Bæredygtighed er ikke defintivt, men mange mener at have svaret.”

Ulykke som motivation

Jonas Edvard taler meget om meget. I både højtflyvende meta-refleksioner og i praksisnære materialenørderier, og på hans natbord ligger der da også både filosofi og fagbøger, men ingen romaner trods det faktum, at begge hans forældre er bibliotekarer. Jonas Edvards designuddannelse var også højtflyvende og skar på tværs af fag og muligheder. For da han startede på skolen på Holmen, havde de netop nedlagt linjefagene og Jonas blev ’free mover’ og surfede rundt og fordybede sig i alt efter kursusudbuddene. Under hans uddannelse kom han ud for en ulykke. Styrtede på cykel og troede han skulle dø.

”Så alvorligt var det ikke, men jeg følte, at jeg skulle dø. Og det var et kæmpe chok. Når man er ung, er man jo udødelig og man har ofte nogle ret heftige holdninger til tingene. Det havde jeg også, men chokket afstedkom nogle angstanfald, som jeg fik hjælp til at tackle og forstå, så jeg fik energi og mod til at fokusere på det, der var vigtigt. Det gav både perspektiv og nye erkendelser, som jeg i dag ikke ville have været foruden.”

Med ulykken og de nye erkendelser som motivator begyndte Jonas Edvard for alvor at dykke ned i materialerne på sin Master og med bæredygtighedens langsomme indtog på skolen – og i hele verden – tog materialeopfindelserne over. Nu små ti år senere er Jonas Edvard en af de etablerede i det nye felt af materiale-opfindere, der er opstået som en ny global niche i designfeltet. Et felt, der kun bliver mere og mere relevant og interessant. For kritisk bæredygtighed er moderne muligheder, der kan ændre verden, hvis vi bare forstår hvordan, mener Jonas Edvard.

Rastløs skaberkraft

Jonas Edvard er en do’er. En af dem, der får noget fra hånden, men han er samtidig også meget oppe i hovedet. En intellektuel designer om man vil. Men måske er der bare en friere passage mellem krop og intellekt hos Edvard eller også er refleksion ikke noget han gør en sjælden gang imellem, men hele tiden. Som en del af hans måde at være i verden på?

”Jeg vil gerne skabe og har aldrig kunne finde mig tilpas i at holde ferie. Jeg synes det er skønt at komme afsted og opleve nyt, men jeg bliver også hurtigt fyldt op. Jeg har brug for at bearbejde indtrykkene. Så jeg tegner hele tiden for at bearbejde dem. Det er noget med at have noget at give sig til. At bygge et hus har et kæmpe formål, der slår noget til i min hjerne – at sørge for sin familie. Det handler om noget helt andet end at designe et produkt, opfinde et nyt materiale eller skabe et projekt og blive anerkendt fagligt. At bygge et hus er en kæmpe tilfredsstillelse. Når man er færdig, findes det i verden, bam, det står der.”

Design som sprog

Jonas Edvard byggede hus samtidig med at han skulle have sit studio op at køre, så der har været travlt i lange perioder. Nu er huset færdigt og han er ved at rydde op på tegnestuen, da en ny fælle flytter ind i fællesskabet. Mange af kasserne indeholder forskellige materialeprøver og et hav af notesbøger med opskrifter og tanker om, hvordan en specifik materialesammensætning reagerer eller hvor lang tid et givent materiale skal tørre. For det meste er det praktikanterne, der får skrevet tingene ind i notesbøgerne, for i kampens hede er det måske bagsiden af en fragtseddel, Jonas får skriblet sine tanker eller opskrifter ned på. Og det holder ikke på den lange bane, hvor han ofte går tilbage til et tidligere projekt for at undersøge noget, han ikke helt fik fat på første gang, eller arbejder videre med noget, der stadig prikker til hans nysgerrighed.

Materialet står over form hos Jonas Edvard. Han er vild med, at materialerne er så håndgribelige og konkrete at arbejde med, og han plejer at sige, at ’form follows material’.

”Formen bliver ofte nedprioriteret hos mig, fordi al arbejdet ligger forud i materialet. I test. I udvikling. I eksperimentet. Materialeundersøgelserne er mit alfabet, mit vokabular, hvor der er forskellige lyde, resonans, dybde, toner og farve. Og når jeg bruger alfabetet, skaber jeg indhold. Design er et stille sprog. Man kan tale meget om det, men kommer ingen vegne. Materialet gør, at jeg kan producere et arbejdsfelt, hvori jeg kan fortolke de muligheder, der ligger i materialet og ikke i designet. Materialemulighederne bliver et sprog, som jeg bruger til at skabe billeder i mit hoved. Til at stille spørgsmål om holdbarhed, funktionalitet, taktilitet, farve og til at skrue op og ned for mit repertoire”.

Innovation i dovenskab, ærlighed i idealisme

Jonas Edvard har behov for at iscenesætte sin hverdag, så tingene omkring ham fortæller ham, hvad han er i gang med at arbejde på. Inspireret af den danske designer Jacob Jensen, der engang sagde, at når han arbejdede på et projekt, var det vigtigt, at han kunne han se, hvad han lavede i går, når han stod op om morgenen. Hvor langt han var nået. Hvilke processer, der lå der. Det er det samme for Jonas Edvard. Han har behov for at se, røre og ræsonnere sig videre frem i arbejdet baseret på det, der ligger forud. Af materiale og processer, for man skal sove på tingene, se på dem igen og skære ind til benet.

Innovation er for Edvard ikke altid lig med arbejde. Det kan sagtens være dovenskab, for i dovenskaben kan man åbne nogle områder af tankerne, man ikke altid har adgang til, mener han. I dovenskaben kan man komme i tættere kontakt med sin sanselige forståelse. Jonas Edvard kombinerer dovenskab med opfinderi. Intellekt med hands-on. Eksperimenter med logisk stringens. Og så er han en mester i at genbruge og nytænke ressourcer – ofte ud fra det forhåndenværendes princip. Som da han byggede en tømmerflåde af genbrugsmaterialer, han fandt, til et projekt på Det Kongelige Akademi.

Ved siden af dovenskaben står ærligheden sammen med ansvaret og kigger på. Idealismen er også med. De er nærmest ligeværdige partnere. For Jonas har ikke tid til andet. Han ved, at livet er skrøbeligt og tiden knap. Han har en mission og en ambition, der ikke er til at tage fejl af. Han vil skabe kvalificeret indspark til bæredygtighedsdebatten og være med til at flytte tingene i den rigtige retning.

”Jeg sætter pris på, at folk er ærlige. Jeg prøver ikke på at give dem det, de forventer. Jeg tror ikke på, at vi som mennesker har indsigt i hinanden. Det synes jeg er fordømmende. Man kan lave aftaler. Min force er, at jeg ikke har noget problem med at diskutere projektets formål og indhold. Jeg giver mine kunder og samarbejdspartnere enormt meget fleksibilitet. Nogle håndterer det bedre end andre. Men hvis jeg har sagt ja og jeg brænder for det, så giver jeg det 200% og bruger al min tid på det. Jeg er ikke rigid og har ingen problemer med at starte forfra i en proces.

Hvis man er idealistisk, er det ofte en prøvelse – det lærer man, når man får børn. At der er andre behov end mine. Man bliver tvunget til at tænke sig om og blive færdig. Så kan det godt være, at der ryger nogle processer undervejs, men man får til gengæld skabt nogle resultater. Jeg har behov for, at der er et formål. Og så er jeg ekstremt fleksibel og omstillingsparat, når der er et formål og der er flow i, hvor vi skal hen”.