Glashus uden dør

Stine Bidstrup er glaskunstner, akademiker og kurator. Og så er hun aktuel i vandreudstillingen Generation Why, ligesom hun deltager i portrætbogen Danish Creatives. Portrættet har aldrig tidligere været udgivet på dansk. Men nu er det på tide…

Glaskunstner Stine Bidstrup er petit af fysik, men grandiøs i sin begejstring for glas. Hendes værker er ofte store i skala, sært insisterende og så rige på detaljer, at man er nødt til at bruge tid på dem. Gå rundt om dem for at afkode de indlagte tråde, der synes at forbinde sig med hinanden som et matematisk grid, der minder om et topografisk landskab – inde i glasset, vel at mærke. Der er intet let ved Stine Bidstrups værker. De oser af tid og myreflittig omgang med modeller, idéer og processer. Hun siger selv, at hun har taget to af de sværeste teknikker indenfor faget og smeltet dem sammen: At udvikle alle de individuelle støbeforme i silikone, der ofte når et antal på 8 eller 10 forskellige forme per værk. Dernæst at designe de forskellige mønstre digitalt og efterfølgende smelte dem ind i glasset. Herefter bliver de to forskellige metoder smeltet sammen i det færdige værk, der tager Bidstrup ca. tre-fire uger at lave.

Stine Bidstrup selv er heller ikke lavet af glas. Tværtimod tager hun fysisk seje armbevægelser med krævende støbeprocesser og arbejder naturligt med slibemaskiner, glaspustning og andre tekniske udfordringer, og man undres over de åbenlyse modsætninger mellem den intellektuelle tyngde, hendes værker er præget af, og de håndgribelige og ofte beskidte omstændigheder, hendes værker laves under. Nogle gange skaber hun værkerne alene, andre gange i nødvendigt samarbejde med erfarne håndværkere, som hun arbejder sammen med på Holmegård Værk. Bidstrups værker er ekstremt sensitive overfor temperatur og timing i processen, og man kun får den ene chance. Så alle sejl skal sættes til og vejret holdes.

”Glas er både solidt og skrøbeligt på samme tid, og man skal håndtere materialet opmærksomt og forsigtigt. Det er nervepirrende og på grænsen til det ubehagelige, for hvad nu hvis jeg taber noget. Så er det slut. Også i blæseprocessen. Her kan der også nemt gå noget galt, selvom jeg arbejder med to sindssygt dygtige blæsere i Småland med 20 års erfaring. Jeg er også selv ret kompetent – men det kan ske. Usikkerheden er noget, jeg lever med. Glas er ikke et materiale, man kan reparere på, så hvis uheldet er ude, bliver man nødt til at revurdere situationen. Slibe et hjørne af, hvis det er knækket ­– og i det hele taget være opfindsom. Især i støbe- eller blæseprocessen, hvor alt foregår nede i en form og man ikke kan se, hvad der foregår. Værket kommer sjældent ud af den form, sådan som jeg har forberedt det eller forestillet mig. Glaskunst er ikke en eksakt videnskab. Værket er ikke 3D-tegnet i et program først. Slet ikke. Så man må forholde sig til det, der kommer ud. Nå, det blev den farve? Ok, så modellerer jeg lidt på det med nogle slibeværktøjer. På den anden side er jeg også glad for, at de værker jeg laver, ikke skal være perfekte. Det er ikke på nogen måde en stræben efter perfektion. Og det er kun godt, hvis mønstrene strækker sig ud, ’clasher’ med hinanden eller andet, der skaber noget uforudset. Alt er håndlavet. Der er intet maskinelt over det. Jeg bruger gamle teknikker. Og selvom jeg integrerer digitale mønstre i glasset, er det stadig de gamle håndværksprincipper, der er i brug. Jeg skal stadig støbe og blæse, selvom værktøjerne er blevet mere moderne og ressourcesparende,” forklarer Bidstrup.

Akademiker og DIY-type

Stine Bidstrup deler atelier med fem andre glaskunstnere på Islands Brygge i København, og det siger mere om min naive forventning end om virkeligheden, da jeg lettere forvirret ikke finder det store, åbne og nærmest transparente rum, hvor lyset vælter ind ad vinduerne, som jeg havde forestillet mig. Som om rummet nødvendigvis afspejler det materiale, der arbejdes med. Her er i stedet tætpakket med papkasser, der indeholder materialer, værktøj og værker, og man fornemmer seks forskellige skriveborde derinde et sted mellem reolerne, der deler rummene op. Værkstedet har flere rum, hvoraf nogle udelukkende er beboet af maskiner og værktøj. Store cirkelformede slibesten på knapt en halv meter i diameter hænger på væggen og pointerer, at arbejde med glas ikke er for svæklinge. Eller folk, der ikke har en lille maskinmester i sig og er en Do-it-yourself-type. For det er dyrt at købe nye maskiner. De gamle maskiner fungerer dog endnu og hjælper de udøvende på studiet med at skabe deres værker, og derfor må man ind i mellem selv finde skruetrækkeren frem. Værkstedet er med andre ord en flydende tilstand mellem fysiske som abstrakte modsætningspar. Mellem ideen om det rene, lyse glas og det hårde og ofte svinende arbejde det er at støbe, blæse eller slibe. Hvor vandet sprøjter, glassplinter flyver og hvor bandeord kan fyge gennem lokalet, hvis uheldet er ude og man taber et værk eller noget andet går galt i skabelsesprocessen. Mellem kunst i verdensklasse og ’down-to-earth’ gør-det-selv, hvor skruetrækkeren er din bedste ven.

At Stine Bidstrup har to akademiske uddannelser bag sig, kan ikke overraske, når man hører hende fortælle om sit arbejde og minutiøst gennemgå alle skridt i processen, fra idé til færdigt værk. Samme arbejdsdisciplin og dedikation gjorde, at hun skrev et kunsthistorisk bachelorprojekt med titlen ”Mellem krystallinsk og transparent: Glassets arkitektoniske potentiale i tidlig europæisk modernisme”. Sådan! Der er ingen nemme ind- eller udgange hos Bidstrup, der også altid har været fascineret af arkitektur. Faktisk troede hun en overgang, at hun skulle være arkitekt. Det blev hendes søster i stedet. For Stine havde i mellemtiden fået fingrene i glasset. På ungdomsskolen, hvor et kursus blev udbudt, som hendes veninde gerne ville tage. Stine tog med – og blev langsomt, men sikkert opslugt af det transparente materiale. Og da hun langt om længe fik lov til at blæse på et højskoleophold, var hun solgt.

”Jeg havde egentlig altid troet, at jeg skulle være akademiker. Jeg har ikke haft nogen plan om at være glaskunstner. Men lige så snart jeg fik fingeren ned i glasblæsningen, på højskolen efter gymnasiet, var det bare det mest spændende, jeg kunne forestille mig. Jeg søgte ind på Designskolen bagefter, kom ind og har ikke set mig tilbage siden. I starten handlede det om, hvad glasset kunne. Glas kan ligne andre materialer. Det er plastisk og kan tage aftryk af noget andet. Det var materialet og håndværket, der var i fokus. Efter min bachelor tog jeg til USA, til Rhode Island School of Design (RISD). Her blev glasset taget ekstremt seriøst som billedkunstnerisk og konceptuelt udgangspunkt, og vi så på glasset som materiale. På de fysiske egenskaber og på, hvordan de konceptuelt kunne udnyttes qua deres transparens, refleksion og optik – og vi jokede med, at skolen burde omdøbe linjen til ’Afdelingen for transparente udforskninger’.

Meget af det, jeg lavede på RISD er langt fra det, jeg laver nu. Det var mere performance og videoværker, der undersøgte det konceptuelle bagland langt fra materialet. Nu er jeg tilbage og har fundet en god syntese mellem de to. Det, jeg laver i dag, er mere kunsthåndværksbaseret, men det er også vigtigt for mig, at der er en kunsthistorisk og idémæssig forankring. I mine værker handler det om at se, i lille skala – men uden at se det hele. Det handler om at se flere ting på en gang. En overflade, der reflekterer, men også at kunne se igennem et materiale og ind til de geometriske mønstre, som jeg arbejder med. Som igen har en tendens til at spejle sig op i overfladen – at kunne udtrykke overflade og rum på samme tid. Det kan glas, og det er der ikke så mange materialer, der kan. Og så er det helt vildt fedt og helt vildt svært at blæse glas. Det er meget fysisk og intenst i korte perioder. Jeg bruger lang tid på at forberede og efterbearbejde, mens selve blæse- eller støbeprocessen er kort og højintens. Glas er et enormt forførisk materiale. Jeg har dyppet tæerne i andre materialer som keramik, men der er ikke andre materialer, der kan det samme,” forklarer kunstneren.

Der er ingen tvivl. Bidstrup er forelsket. I sit materiale. I muligheder og besværligheder. I den krævende fysiske og teknisk nørdede side af sit fag. I de poetiske, abstrakte og konkrete referencer, betydninger og lag glasset gennem tiden har haft og stadig har. Forelsket i den skærende kontrast mellem den porøse skrøbelighed og megalomane mulighed, som glasset tilbyder. Fordi det kan blæses op. Støbes. Formes og smeltes om igen.

Glassets potentiale

De fleste har en fornemmelse af, hvad glas kan. At det er et materiale, der både er profant og magisk. Vi drikker vand og vin af glas. Vi forundres over glassets reflekterende og spejlende evne. Forføres af dets evne til at ligne noget andet og mere ædelt. Som ja, ædelsten og sølv.

Bidstrups seneste værker til Heller Gallery i New York ligner noget, jeg ikke har set før. Jo, måske i de allerældste Supermand-film, fordi de minder om sammensmeltede stænger af kryptonit. Skarptslebne stave med krystallinsk raffinement og kraftfulde, men nedtonede farver. De anes derinde. Farverne. Sammen med mønstre af forskellig art, der går i dialog med hinanden. Det er helt med vilje. Eller med så meget kontrol, som det nu kan lade sig gøre. For glasset vælger sin egen vej i ovnen. Men det er kun godt ifølge Bidstrup, for de seneste seks værker, der hedder ’Imaginary Crystallizations’, er genbrugsglas fra tidligere værker. Derfor taler de netop med spaltet tunge i møder mellem tidligere anvendte farver og mønstre. Som nye fællesmængder af indre kaos i styret ydre form. Skarpt og organisk på samme tid.

”De sidste værker er støbt i mindre skala. Glas er skabt af sand og jeg ville lege med idéen om, at glas ligner sten, rav eller andre materialer. Jeg havde referencer til ædelsten som quartz, rosa-quartz, rubin, topas og farver som safirblåt og smaragdgrønt i tankerne. Lidt ligesom når man køber glasfarverne hos fabrikanten, hvor de også hedder de her navne og man bliver forført af, at de ligner spiselige bolsjer. Serien består af seks værker, som jeg selv har støbt på værkstedet af overskydende glas. Nogle kanter er slebet, andre er ikke, og der er et spil mellem mat og poleret, mønstring og ikke mønstring sammen med rester af de geometriske grid, som man oplever i glimt. Farver og transparente områder går i dialog med hinanden og der er aflejringer af mønstre og farver uvilkårlige steder, fordi glasset er genbrug. Sporene af de tidligere værker bliver også en historie. En ny historie,” siger hun.

USA, London, Estland

Stine Bidstrups ophold i USA som Master-studerende kom til at påvirke hende på flere måder. Ikke kun fordi, hendes fag blev taget ekstremt seriøst og hun derfor hurtigt følte sig som en professionel udøver, men også fordi hun udviklede netværk fagligt og privat. Siden da er hun vendt tilbage jævnligt for at undervise og fik gennem en kollega kontakt til det anerkendte glasgalleri Heller Gallery i New York, hvor Bidstrup har været i stald siden 2017. I 2018 havde hun sin første solo-udstilling, der blev totalt udsolgt. Galleriet er glad for danske glaskunstnere, men stiller også krav til deres kunstnere. Det passer dog godt til Bidstrups temperament, at der skal ydes. Steppes op. For når der er samlere, der vil købe, skal der leveres.

”I 2020 er jeg også begyndt at arbejde sammen med Fumi Gallery i London, der arbejder mere med design collectibles, som i one-off design pieces med fokus på det funktionelle. De er interesserede i nogle af mine tidligere værker som bl.a. ”Rupert’s Chaos”, der bestod af ufattelig mange håndlavede glastråde, der faldt som dråber fra loftet. Jeg skal bl.a. lave en funktionel lysekrone med afsæt i ”Rupert’s Chaos”. Det er en anden måde at arbejde på. De sætter præmissen og jeg laver en ny version med afsæt i et ældre værk. Det er også ret sjovt og det bliver spændende at se, hvor det drejer hen,” fortæller hun.

Faktisk havde Bidstrup en solo-udstilling hos Fumi i starten af 2020, men udstillingen blev lukket igen pga. COVD-19. I efteråret 2020 er hun kurator for en Triennale i Tallin i Estland. Rollen som den, der træder i baggrunden og sætter rammerne for de andre, passer egentlig godt til Stine Bidstrup. Hendes ydmyge fremtoning har det fint med at være den, der slår stregerne og definerer tematikken, men hun er ikke mere ydmyg end, at hun godt ved, hvad hun vil have. For man når som bekendt ikke så langt så forholdsvis hurtigt, hvis man ikke tør vise, hvem man er.

”Kurator-rollen er en hel ny hat. Den internationale Triennale i Tallin er en ’big deal’. Den bliver set og lagt mærke til. I år ville de gerne have en kurator, der styrede det hele, med færre deltagende kunstnere. De spurgte, om jeg ville lave et tema, et koncept. Og det ville jeg selvfølgelig helt vildt gerne. Triennalen inkluderer alle medier indenfor kunsthåndværk og design, ikke kun glas. Jeg har valgt temaet translucens – spændet fra det helt transparente til det helt uigennemsigtige. Hvordan lyset rejser igennem et materiale, hvordan lyset bliver bremset og hvordan lyset bliver sendt på afveje igennem materialet. Temaet er oppe i tiden. Vi taler om transparens indenfor politik, og i arkitektur er et glashus sjældent helt transparent. Man har ikke retten til at kigge ind, kun til at kigge ud. De valgte kunstnere viser både nye og eksisterende værker indenfor porcelæn, 3D-print, tekstil, beklædning, ben, horn, video, foto, lys og glas”, pointerer hun.

Stine Bidstrup kan endnu ikke se, hvad kurator-gerningen kommer til at give til hendes egen praksis, men det vil tiden vise, ligesom tiden vil vise, hvor meget mere verden får at se af Bidstrups omhyggeligt skabte værker, der både mimer arkitektur, minder os om rumlighedens potentiale og viser os styrken i detaljen, i materialet og i det at skabe.