Hvordan bygger vi bro mellem generationer?

Dagen efter åbningen af Generation Why i Rundetaarn havde vi seminar, hvor den afsluttende paneldebat satte gang i samtalen om generationskløften – eller måske mere betegnende det ’missing link’, der eksisterer mellem de ældre og yngre generationer. Samtalen gav stof til flere eftertanker, som jeg forsøger at folde ud i denne klumme…

Generationskløften – eller manglen på dialog og sammenhængskraft mellem generationer – er ikke kun et problem i kunsthåndværk- og designsammenhæng. Faktisk gælder den samme tendens i de fleste andre brancher – og lande, skal det vise sig. At den unge generation ikke melder sig ind i de foreninger og branche-sammenslutninger, der findes, hvorfor flere af dem er truede på deres eksistens – eller bliver det indenfor en årrække.

Hvordan bygger vi bro mellem generationerne, så det bliver til begges fordel? Så begge generationer og dem imellem kan lære af hinandens erkendelser, prioriteter og erfaringer?

Nogle i panelet mente, at den yngre generation nok var mere optaget af sig selv end af fællesskabet. At det var vigtigere at positionere sig selv på Tik Tok og Instagram end at glide ind i det fælles ærinde om ”the greater good”, hvor man sammen kan stå stærkere.

En anden pointerede, at måden man italesætter de unge på overfor de ældre også er med til at opretholde afstanden. For hvis man hele tiden bliver omtalt som de unge, så er der nok ikke nogen unge, der gider tale med de ældre (læs: de unge er for grønne og ikke ligeværdige samtalepartnere). Modsætningen hertil er, at de unge ikke gider tale med de ældre, fordi de er for gamle og outdated. Og så er vi jo ligevidt…

En tredje foreslog, at samtalen måske i højere grad burde handle om faglighed fremfor alder. Om håndværk og udøverne. Og om hvad man kan lære af hinanden – og ikke om de fordomme, der uvilkårligt lurer under overfladen ­­– i begge lejre.

En fjerde påpegede, at man burde tænke generationskløften ind i udstillingssammenhæng. Som i den kommende Biennale eller andre større udstillingsgreb. For så ville der være en konkret og aktiv mulighed for, at yngre og ældre udøvere kunne (sam)arbejde og udstille side om side. Og på den måde mødes om det felt og den passion, som begge generationer er del af og udøvere i?

Lige her blev jeg opvakt, for jeg tror, at den yngre kunstner har fat i en vital pointe. Nogle gange kan man ikke tænke sig til alt, men bliver nødt til at prøve det af i praksis. For mit eget vedkommende kan jeg ærligt og naivt sige, at jeg ikke havde mødt formgivere fra den ældre generation før jeg som redaktør af foreningens tidsskrift KUNSTUFF i mine tredivere blev en del af Danske Kunsthåndværkere & Designere. Her mødte jeg superskarpe formgivere omkring de 70, der skabte værker, der lige så godt kunne være lavet af nogle på 30. Mine fordomme blev langsomt nedbrudt og min horisont udvidet – betragteligt.

Selvom det kan være en anelse flovt, ved jeg ikke noget bedre end at blive afkræftet i mine egne fordomme. Men når rødmen har lagt sig, har man vundet så meget mere end uvidenheden over at vide så lidt. Det er her, jeg ser en stor rigdom for den yngre generation, der måske ligesom jeg gjorde, går rundt og tror, at verden er på en bestemt måde. Det er den ikke. Verden er på mange måder. Og viden og indsigt er aldrig spildt, men er ekstra sprøde lag, der lægges til den akkumulerede viden, som livets lagkage er.

Siden har jeg arbejdet tæt og nært sammen med flere i den ”ældre” generation, selvom det er svært at skrive det uden at det igen bliver til en fordom, som jeg netop skriver om for at afkræfte.

Den ældre generation har også noget at lære af den yngre – ’for sure’. For den virkelighed, de unge står i i dag, er langt mere kompleks, informationstung og udfordrende og kræver nogle helt andre værktøjer end den ældre generation nogensinde har kunnet forestille sig. Det er derfor interaktionen, videbegærligheden og nysgerrigheden skal gå forrest i mødet mellem generationer. Ideen om at lade generationerne mødes på tværs i udstillingssammenhæng er en direkte og motiverende vej, fordi alle generationer kan udkomme i egen ret, og kommer i dialog med hinanden undervejs – gennem værker, viden og netværk.

Førnævnte Danske Kunsthåndværkere & Designere har netop holdt årsmøde, hvor flere helt unge talenter er blevet valgt ind i bestyrelsen. Det gør mig glad og understreger ovenstående pointe: At medbestemmelse og dialog og ikke mindst nysgerrighed for at mødes og smøge ærmerne op er afgørende og en af de veje, man skal gå!

En femte vej findes i håndværket og materialerne. I Generation Why er der to værker, der udspringer af den tankegang. Svenske Lisa Juntunen Roos’ værk tager afsæt i traditionelt finsk kurveflet. Lisa Juntunen Roos er halv finne, halv svensk, og da hun som barn havde svært ved at forstå sin mormors finske, mødtes de i håndværket. I et sprog, de begge kunne tale. Værket Jos Saisin Valita (mormorens navn) nyfortolker det åregamle håndværk, men gør det i glitrende genbrugsemballage i form af brugte kaffeposer. Resultatet bliver et pixeleret portræt af hendes mormor, der ’merger’ tradition, håndværk og den digitale æra med en klima- og forbrugerbevidst agenda.

Svensk-tunesiske Fadhel Mourali gør noget af det samme, når han i værket An Ode to Lennart, går i dybden med kurvemageriet, som er særligt for hans oldefars landsby i Nordsverige. Mourali går materialeeksperimenterende til værks og blander PLA-plastik med restmaterialet fra kurvemagerprocessen for at skabe et nyt filament-materiale, som han væver med. Mourali fortæller:

“Genom vävningen av detta material vill jag förena min egen person tillsammans med min gammelmorfar Lennarts, och genom hantverket utforska den kulturella evolution som skett i vår familj. Från den traditionella svenska, gröna landsbygden till min egen multikulturella bakgrund och queera identitet, uppvuxen i den ”urbana förorten”, en på många sätt konstgjord plats.

PLA-plasten symboliserar min bakgrund, min generation: det temporära, det ännu outforskade: man vet helt enkelt inte hur länge plast kommer att bestå— de är gjort för att förfalla. De träfibrer som finns i materialet står för det permanenta, de bestående och betrodda. Traditionen och Lennart. Kortfattat är det den juxtaposition jag vill utforska. Det permanenta och de temporära, hur skapar man en identitet utan rötter?”

Et sjette bud handlede om mentor-ordninger. At der måske fra fondenes side kunne formuleres et format, som udøvere kunne søge. Om det skal være frivilligt, hvem der skal møde hinanden, ved jeg ikke, men nogle gange, kan det også være godt at møde nogen, man ikke har tænkt, man skulle møde. Lige her tror jeg på blid tvang. Lidt ligesom det har vist sig, at der ikke kommer flere kvindelige ledere ind i bestyrelseslokalerne uden kvoter. Tvang i generationernes tjeneste, fordi man lige her skal have en hånd i ryggen for at træde ud af det vante og ind i det nye.

På den lange bane er jeg temmelig sikker på, at det er noget af det, der skal til. For alt andet er en hjerteskærende tanke. At et badekar så rigt og forædlet som den danske design- og kunsthåndværkergeneration bliver tømt for overleveret viden, håndværksmæssige kompetencer, netværk og alt det andet, der ligger mellem erfaring, æstetisk signatur og lavpraktiske ’tips and tricks – og ikke mindst mellem generationerne og alt det, de kan lære af hinanden.