Møbeldesigner og kunstner Jakob Jørgensen er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Jakob Jørgensen er møbeldesigner og kunstner. Derudover er han en særdeles kompetent håndværker, der mestrer stort set alle led i processen om materialet er træ, sten eller stål. Stålet er hans ’nye’ materiale, for Jørgensen har arbejdet med træ som bærende materiale i det meste af to årtier. Træ som afsæt for stole og opbevaringsmøbler af den ultra delikate slags. For Jakob Jørgensen gør ikke noget halvt. Og hvorfor skulle han også det, når han kan få alle sine idéer i mål med hoved, hænder og værktøj?

Jakobsens møbler bevæger sig i poler mellem det kommercielle og det kunstneriske – og hans formsprog taler begge sprog flydende. Som en kontinuerlig krydsbefrugtning mellem den bundne og den frie opgave. Men selvom Jørgensen er uddannet møbeldesigner, har han også en uddannelse som billedhugger, hvor han primært arbejdede i sten.

Det var i hans 20’ere. Nu 20 år senere, er stålet kommet ind i hans liv. Han var nysgerrig på materialet, og havde en ambition om at folde stålets plastiske kvaliteter ud. Opleve, hvordan et industrielt cylinderformet rør kan forvandle sig til et organisk og kunstnerisk potentiale, der skubber vanetænkningen i nye retninger.

I arbejdet med stålet fandt Jørgensen ud af, at der sker noget med et rørs grundlæggende geometri, når du trykker på det. Et organisk udtryk opstår og sender stærke referencer til naturen og træet, som han kender ud og ind. Jørgensen lærer sig håndværket; at svejse, blæse og bruge hammer, ambolt og en donkraft, der kan trykke stålet. Fem tryk og det stålrør du startede med, har nu ansatser af en bænk. I modsætning til det organiske står industrialiseringen. Det maskinelle. Et stålrør bliver et totem, der symboliserer koblingen mellem natur og industri.

Hele processen med at omsætte røret til ny form, og tage et kunstnerisk armgreb på det, tiltaler formgiveren, der i processen er mere optaget af, hvad materialet gør og kan, end om resultatet er kunst eller design. For Jørgensen handler det mere om at lære et materiale at kende, så han kan gennemskue eller aflure dets muligheder – og måske hemmeligheder. At finde nøglen og knække koden til den Jørgenske syntese mellem materiale og idé.

Modstand er også et ankerpunkt for Jørgensen, for det fascinerer ham, når materialer yder modstand. Skal danses og slås med for at udkomme, så at sige. At finde kilden og trække formen frem gennem slidsom modstand i materialet selv. Det er ifølge Jørgensen, der genkender følelsen inden i sig selv, vanvittigt interessant at se det ske og være en del af. Stål og skala er et andet ankerpunkt for Jørgensen, for der sker både noget uventet og magisk, når man blæser sin idé op i størrelse. Giver stålet mulighed for at indtage rummet og ’grounde’ sin materialitet, så værket bliver ekstremt fysisk. Mærkbart. Og nærmest råber sin styrke ud. Jørgensen råber ikke, men lader sine enkle, men subtile værker råbe for sig. Lader materialet tale sit tydelige sprog og generere kraftfulde skulpturer i egen ret.