Lanzarote og César Manrique

af | 1. jan, 2023 | Design

Mirador el Río – Lanzarotes nordlige udsigtspost, der er bygget delvist ind i lavalandskabet har kig til hav og naboøen La Graciosa. Foto: Charlotte Jul

César Manrique

César Manrique er uddannet fra San Fernando Fine Arts i Madrid

Han flyttede til New York og arbejdede som kunstner i årene 1964-68, hvorefter han vendte hjem til Lanzarote og arbejdede som arkitekt, kunstner og miljøforkæmper.

Idag er begge hans huse offentlige museer, ligesom hans uvurderlige aftryk på øen kan opleves gennem de forskellige turistattraktioner, han har været med til at udforme og iscenesætte.

Manrique modtog et hav af priser og anerkendelser for sit arbejde, og blev ved med at aktivere medier og politikere i kampen for at bevare Lanzarotes unikke naturarv, der er lykkedes et langt stykke hen ad vejen.

Find mere info her:

Det er umuligt at besøge Lanzarote uden at støde på navnet César Manrique. Multikunstneren, arkitekten og miljøforkæmperen er stort set synomym med vulkanøen i det kanariske øhav, der med sine utallige bygninger og skulpturer er et eksempel på, hvordan man skaber æstetisk, bæredygtig turisme.

Få andre steder i verden er turistattraktioner og udflugtsmål skabt lige så stilfuldt og i pagt med naturen som på Lanzarote. Så hvis du gik og troede, at Lanzarote udelukkende var en ø for sport og sol, så lej en bil og lad mig guide dig til et par ret så fantastiske arkitektur-, kunst- og naturoplevelser. Min søster har boet på øen de sidste 30 år, så Lanzarote har en særlig plads i mit hjerte, og når jeg besøger vulkanøen, er det et must at gense mindst et af César Manriques kunstneriske og arkitektoniske aftryk rundt om på øen.

César Manrique (1919-92) har, som få andre, formået at integrere Lanzarotes særegne lavalandskab og den lokale atmosfære i øens turistattraktioner. Her er ingen højtråbende turistplakater eller toilethenvisninger, men i stedet Gesamtkunstwerker, der virker i det ydre og det indre.

I det ydre er bygningerne tegnet, så de falder harmonisk ind i det barske og særegne lavalandskab og bruger de lokale byggematerialer og den traditionelle byggeskik som en del af fortællingen. I det indre har Manrique skabt tidstypiske totalindretninger i et miks mellem det landlige og rustikke og en særlig James Bond-agtig 70’er-vibe, hvor specialdesignede møblementer, lamper, skiltning og sågar skraldespande er formgivet med respekt for det samlede hele i rolig dialog med omgivelserne. Det gennemgående greb i hans indretninger er, udover stilen, hans ufravigelige krav om kvalitet. I materialer, planløsning og helhed.

Interiøret i caféen på Mirador del Río, hvor der er udsigt fra store organiske panoramavinduer udover pejs og ufattelig god stil. Foto: Charlotte Jul

César Manrique var udover at være en international anerkendt kunstner, særdeles aktiv i kampen for at bevare det unikke miljø på hans fødeø, Lanzarote. Belært af bitre erfaringer fra fastlandets solkyst og andre kanariske øer, var Manrique med til at træffe forholdsregler mod uhæmmet byggeri, der på sigt ville ødelægge det unikke landskab med sine store hoteller, souvenirbutikker og engelske pubs. Skaden er desværre sket nogle enkelte steder på øen, men i det store og hele er Manriques visioner blevet opfyldt, selvom det i de senere år er blevet sværere at sværere, når ’big money talks’ og skaber lokale arbejdspladser.

Manriques andet hus åbnede først op tyve år efter hans død og er stilet retro-hygge med kunstnerisk vibe og et drømmeagtig poolområde. Foto: Charlotte Jul

 

”A nation without tradition
is destined to disappear”

César Manrique

 

Huset i Haría, der kaldes Casa Palmera pga. palmerne, er indbegrebet af tilbagelænet, kunstnerisk livsglæde og gennemført sammenhængskraft.  Foto: Charlotte Jul

Manriques utrættelige indsats udmyntede sig i en del byggeprojekter i samråd med den lokale regering. Disse værker, der tæller alt lige fra udsmyknings- og indretningsopgaver til hele bygninger gør Lanzarotes mange seværdigheder til unikke oplevelser. César Manrique har, i kraft af sin sikre stil og sans for detaljer, præsteret at gøre turistattraktioner til en æstetisk nydelse, hvilket må betegnes som en præstation i sig selv. At øens rundkørsler derudover er præget af hans finurlige og ekspressive skulpturer, der ofte er mobiler, der bevæger sig i vinden, fuldender hans legende langtidsperspektiv med flere højtråbende udråbstegn!!!

César Manriques misundelsesværdige atelier i hans sommerhus i Haría. Foto: Charlotte Jul

Idag er begge hans huse blevet til museer, som man ikke skal snyde sig selv for at besøge. Det største af dem ligger i Tahiche og huser også den fond, der forvalter arven fra Manriques mange bedrifter. Huset byggede Manrique lige efter han flyttede hjem fra New York, hvor han havde boet og arbejdet som kunstner i en årrække. Volcano House, som huset forlyder, er vitterligt bygget midt i et lavakrater og er som sådan et mesterstykke i sig selv med gange, der er gravet ud i lavaen og små grotter med sofaophold og et poolområde, der råber fest.

Husets mange forskudte plan gør det interessant at bevæge sig rundt i, ligesom hans store atelier i dag anvendes til skiftende udstillinger. Udover den fascinerende arkitektur er huset fyldt med kunstværker – mange af Manrique selv, men der er også andre kunstikoner på væggene, som Manrique lærte at kende i New York i 1960’erne og værker af Pablo Picasso og Joan Miró.

Det bærende opholdsrum i huset i Tahiche, der også agerer galleri med stærke værker af store samtidige billedkunstnere. Foto: Fundación César Manrique

Manrique boede i huset i Tahiche i godt 20 år, men de sidste år af hans liv opholdt han sig mestendels i sit sommerhus på nordøen. Her fandt han ro i byen Haría i et hus, der blev åbnet for offentligheden i 2013.

Sommerhuset, Palm Grove House, ligger præcist i en palmelund og står som om, Manrique lige er gået et smut ned på baren – i 1992. Og det er husets store fordel; at man så stærkt fornemmer, hvordan Manrique har boet og hvor subtil en æstetisk sans han har haft. Hans atelier i haven er ingen undtagelse og den produktive kunstner og arkitekt skabte masser af værker her omgivet af palmer, sort lavasand i haven og høj blå himmel.

Gangene i lava er grottelignende passager malet med hvid maling, så man føler, man går i flødskum. Foto: Charlotte Jul

 

”Very often, for me, painting becomes limited to measures established by restrictive spaces. That is why I transfer the principle
of total artistic imagination to monumentality in contact with nature…”

César Manrique

 

Manriques hus I Tahiche, hvor grønne planter og en stærk følelse af kunstnerisk frihed dominerer. Foto: Fundación César Manrique

Her er ni anbefalinger til ’must visits’ af César Manrique på Lanzarote:

Jameos del Agua (1963-87) – en underjordisk grottesø, hvor der lever en mystisk krebseart. Her er også et auditorium, hvor der afholdes klassiske koncerter pga. den fantastiske akustik.

Castillo San José (1976) – den gamle borg er idag et moderne kunstmuseum med dertilhørende restaurant med udsigt over havnen i hovedstaden Arrecife.

Cueva de los verdes (1963-87) – underjordiske huler skabt af laveudbrud. Manrique har skabt identitet, arkitektur og interiør til besøgscentret.

Timanfaya (1971) – Ildbjergene er i dag et fredet område. Restauranten på toppen er Manriques værk, hvor den stadig aktive vulkanild bruges til at lave mad på.

En af de mindre specialbyggede opholdsstuer i husets nederste etage med kig op til himlen. Foto: Fundación César Manrique

Monumento al Campesino (1968) – et mindesmærke over øens lange agrikulturelle historie, hvor der også findes en restaurant under jorden.

Mirador del Rio (1973) – en udkigspost bygget ind i klippen, hvor restauranten har store vinduer, så man kan nyde udsigten over til naboøen La Graciosa, mens man spiser.

Jardín del Cactús (1973) – kaktushaven er et botanisk kaktusmekka med utallige kaktusarter, små bassiner samt en hyggelig café.

Volcano House, Tahiche (1968) – hans eget hus i gennemført og edgy 70’er stil, der i dag fungerer som museum. Her boede Manrique i 20 år. Han var selv med til at etablere den fond, der administrerer hans huse idag.

Palm Grove House, Haria (1986) – hans andet hjem og sommerhus med atelier i haven, der blev åbnet for offentligheden i 2013.

En af Manriques utallige, farverige mobiler, der skaber glæde i op til flere rundkørsler på øen. Denne bor ved hans hus. Foto: Charlotte Jul

César Manrique

César Manrique er uddannet fra San Fernando Fine Arts i Madrid

Han flyttede til New York og arbejdede som kunstner i årene 1964-68, hvorefter han vendte hjem til Lanzarote og arbejdede som arkitekt, kunstner og miljøforkæmper.

Idag er begge hans huse offentlige museer, ligesom hans uvurderlige aftryk på øen kan opleves gennem de forskellige turistattraktioner, han har været med til at udforme og iscenesætte.

Manrique modtog et hav af priser og anerkendelser for sit arbejde, og blev ved med at aktivere medier og politikere i kampen for at bevare Lanzarotes unikke naturarv, der er lykkedes et langt stykke hen ad vejen.

Find mere info her: