Glaskunstner Maria Sparre-Petersen er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Maria Sparre-Petersens glasværker i genbrugsglas er skabt af blå og grønne ølflasker. Flasker, hun smelter om til kugler, der minder om cirkelrunde dråber af barndommens mystik, som hun komponerer og monterer i en ramme af højtbrændt beton. Hver kugle udvikler en hinde på overfladen under opvarmning, der gør, at de ikke smelter sammen i ovnen, men interagerer, så de bliver flydende, men adskilte. Som sæbebobler, der klæber til hinanden. Som kunstnerisk kaos i orden eller grafiske elementer af flydende masse i en struktureret ramme. Form, mønstre, farve og lys går i dialog og skaber nye fortællinger. Nogle steder optræder glasset transparent eller translucent – alt sammen afhængigt af, hvordan lyset bryder materialet og hvor dyb farven i glasset er.

For Maria Sparre-Petersen er bæredygtighed en livslang interesse, der er opøvet flittigt igennem hendes nysgerrige og socialt orienteret sjæl, der kan skrive både sømand, designer, underviser, Master of Fine Arts og Ph.d. på sit CV. Smelter man alle disse kompetencer sammen er der en lige linje til det, Sparre-Petersen skaber, drømmer om og bliver inspireret af i dag: at udbrede kendskabet til genbrugsglas ud fra et bæredygtigt og etisk perspektiv. Det er ambitiøst og særligt meningsfuldt, fordi de jomfruelige materialer bliver i jorden, hvor de hører til, ligesom man som udøver ikke udsættes for sundhedsskadelige stoffer. Derudover er brugt glas 100% genanvendeligt uden at miste sine materialekvaliteter – en evne, som tekstil, plastik og flere andre materialer ikke har.

Netop materialekvaliteterne er det, der gør det interessant at arbejde med genbrugsglas. For selvom det er mere besværligt at formgive genbrugte materialer, er tilfredsstillelsen desto større, når du knækker koden, og føler, at du gør en forskel for kloden. For faget. Og for materialet i sig selv, der skal håndteres på en anden måde, fordi glasset er ’kortere’, når det bliver blæst og du derfor skal arbejde ekstra hurtigt. Det stiller større krav til teknik og håndværk, men giver også en hel masse tilbage, fordi Sparre-Petersen konstant bliver udfordret på, hvad materialet kan. Hvilke benspænd, det giver, som hun kan løse og udnytte. Som at to brugte vinduesglas ikke altid kan smeltes sammen, fordi de kan være lavet efter forskellige opskrifter og derfor ikke udvider sig ens og revner – med det samme eller over tid.

Ifølge Sparre-Petersen bliver samtalen med glasset mere udfordrende på denne måde. Materialet taler tilbage og bringer af og til kunstneren ud af fatning. Skaber nye erkendelser, der bliver til nye metoder og teknikker, som skal læres og indarbejdes.

De mange undersøgelser og eksperimenter skaber en æstetik, der ikke kunne have været planlagt strategisk. Men det er blandt andet der, mystikken ligger. Når materiale og idé smelter sammen i uforudsete og ofte kontrastfyldte konstellationer. Som organiske legekammerater i en styret ramme, men uden at farver, densitet, transparens eller translucens kan foregribes. Tænkes sig til. Glaskunstneren må overgive sig til materialets egen vilje trods erfaring og teknik, men det er en del af rejsen. En bæredygtig en af slagsen, der varsler godt nyt for en presset klode.