Keramisk kunstner Pernille Pontoppidan Pedersen er en af de ti danske udøvere på udstillingen Matter at Hand – Ten Artists in Denmark på det amerikanske galleri Hostler Burrows, der har afdelinger i New York og Los Angeles.

Pernille Pontoppidan Pedersen har aldrig haft en interesse i at søge det skønne i klassisk forstand. Men selvom hun flytter normerne for hendes fag, står hun på et fundament af solidt håndværk. Og netop fordi hun har håndværket med sig, bliver det muligt at nedbryde, nyfortolke og provokere et fag og et materiale, hun kender indgående. Det handler om mødet. Mødet mellem kunstneren og hendes materiale og hvad hendes hænder eller redskaber sætter af aftryk, der finder et udtryk i leret. Men hvornår er mødet ligeværdigt? Hvornår styrer kunstneren og hvornår tager materialet over?

I Pernille Pontoppidan Pedersens værker møder du både noget du genkender og noget, du slet ikke gør. Noget der kan minde om håndtaget på en krukke eller en lagkage så overdådig og farverig, at du omgående vil sætte tænderne i den. Pontoppidans værker er reminiscente hybrider fra en anden verden skabt af skæve møder mellem stofligheder, farver, kontraster og historier, samplet fra vilkårlige steder. Inspiration snuppet fra en drivende nikotinvæg på en bodega, fra en kobling mellem to sange fra hver deres univers eller fra et nåletræ med en underlig gevækst.

Det ligeværdige møde interesserer med andre ord Pernille Pontoppidan Pedersen, der går anarkistisk til værks i sit æstetikbegreb, der er dybt personligt og dybt universelt. For hvornår er noget smukt eller grimt? Hvornår berører et udtryk os og hvornår gør det ikke? Pontoppidan er optaget af at ’merge’ former, udtryk og overflader sammen i konstellationer, der skaber spænding. To elementer, der ikke umiddelbart klæder hinanden finder vej og balancerer på kanten af noget nyt. Af en samhørighed. Af et alternativt sprog, hvor kontrasterne sameksisterer ligeværdigt. Derfor kan Pontoppidans værker synes svære at afkode, fordi de tager dig et uvant sted hen. Et utrygt sted, hvor du ikke genkender referencerne. Og hvordan skal du forholde dig til det? Værkernes titler kan hjælpe forståelsen på vej og også her leger Pontoppidan med ord, sammensætninger og betydninger, så værktitlerne ofte mere har karakter af en gåde end af en tydelig ledetråd.

Pontoppidan Pedersen modellerer sine værker op i hånden og nogle gange, får hun overflader forærende, når hun ælter leret op. Alle valg er fravalg og hvornår er det kunstneren, der dominerer leret? Hvornår er det dialog? Hvornår og hvordan kan kunstnerens intuition og følelse oversættes i materialet? Pernille Pontoppidan Pedersen mærker det. Fornemmer spændingen, der så let kan tilte fra det interessante til det overgjorte og miste sin berettigelse. Og så er kunstnerens sameksistens med materialet ikke længere til stede.

Pontoppidan må have været et sjovt og underfundigt barn, der hele tiden har stillet spørgsmål ved det etablerede, det forventede og det normative. Den naive og dybt filosofiske undren gør Pontoppidans værker og hendes virke originalt, relevant og vedkommende. Som et nutidigt ståsted for en urgammel tradition. Et nyt sprog fyldt med sekvenser, du kan genkende ordene i, men ikke helt forstår sammenhængen af. Det giver mening for Pontoppidan, der netop forsøger at trænge bag om sproget, forventningerne og det klassiske æstetik-begreb, og hen til et sted, der ikke allerede er farvet, kodet eller italesat som faste begreber eller kategorier. ”Square peg, round hole.” Pernille Pontoppidans værker er begge dele – i en ligeværdig, sprød og spændstig balance.