SAMTALE: Billedhugger Martine Myrup

Billedhugger Martine Myrup er utraditionel i sit materialevalg, der primært er tekstil. Af den genbrugte slags. For det er ikke kun bæredygtigt, men giver hende levede historier og uforudsigelige benspænd i hendes formgivning. På Øregaard Museum har hun skabt en serie dyrevæsner, der går i intens dialog med udvalgte værker i samlingen og fremkalder såvel uhygge som en dyb indre ro.

Første gang jeg hører Martine Myrups navn er jeg redaktør for kataloget til Biennalen for Kunsthåndværk & Design i starten af 2000. Her skabte Martine et værk i samarbejde med tekstildesigner og kunstner Tina Ratzer, qua Skype og digitale filer tværs over Atlanten, fordi Myrup boede i Canada.

Anden gang er på Frue Plads Marked i København, hvor hendes røde urne fanger mit øje og trækker mig tværs gennem pladsen. Jeg købte den på stedet. Var jo lavet af en aflagt cykelryttertrøje i nylon i sublim håndværksmæssig udførsel og jeg var solgt. Det har jeg skrevet om tidligere på onlinemediet designETC, som kan læses her.

Siden har Martine indoptaget ready mades i hendes tekstile univers. Taburetter, kander og vaser er blevet beklædt med alt fra udtjente håndklæder til småmønstrede damaskduge. Det er overbevisende, humoristisk og avantgarde. Når man kigger på Martines baggrund som uddannet billedhugger fra Glasgow School of Art, begynder det at give mening. For den tredimensionelle tilgang har altid været hendes afsæt. Som om den rumlige tilstedeværelse føjer det ekstra perspektiv til hendes værker. Og kræver en ditto fysisk dialog med beskueren. Fordrer, at man som publikum interagerer med værket, fordi det rager ud i rummet og ind i dig som beskuer. Vil dig noget…

Martine Myrups nye udstilling A bird sing in the bush of your bones tager denne tankegang et intenst nøk videre, fordi de håndsyede dyrepersonager, der indtil august bebor Øregaard Museum, er både foruroligende og velkendte på samme tid. Både trygge, fordi vi afkoder, hvad de ligner, men i lige så høj grad utrygge, fordi de ‘trigger’ noget emotionelt i os. Både noget sort og hvidt. Noget vi kan lide og noget, vi ikke har lyst til at komme i kontakt med – måske…

Men det er jo det fantastiske ved kunst. Der er ikke nogen facitliste. Kun oplevelser. Her får du en eksistentiel en af slagsen, vil jeg vove og påstå. Du kan jo starte med at læse hendes svar på mine spørgsmål og så tage til Øregaard Museum og mærke efter.

Hvorfor handler din udstilling om dyr?

A bird sings in the bush of your bones er udviklet og skabt specifikt til Øregaard Museum. Min ongoing interesse i dyr indgår derfor i dialog med det natursyn, som de værker fra museets samling, jeg har været med til at udvælge, repræsenterer.

Min udstilling handler som sådan ikke om dyr, men bliver fortalt gennem dyr: Jeg er interesseret i den eksistens, dyret repræsenterer; den kan fortælle os noget om naturen, om os selv og om vores plads i den. I mange år har vi i den vestlige del af verden primært betragtet naturen som en ressource, som kan bruges og formes efter menneskets forgodtbefindende – ikke som noget med en værdi i sig selv – udover økonomisk.

Dyrets krop er på mange måder så lig vores egen, at jeg håber, at de fleste vil få en fysisk oplevelse mere end bare en visuel oplevelse, når de møder mine værker. Det er også derfor, jeg netop arbejder tredimensionelt. Det er skulpturer og ikke replika, jeg beskæftiger mig med. Jeg er ikke optaget af en til en at være naturtro. Min interesse ligger i dyrenes linjer og i deres symbolik.

Hvorfor er dit primære materiale genbrugstekstiler?

Vi svøbes i tekstiler, når vi fødes, og derfra er de med os hele vejen fra vugge til grav. Der er noget intimt ved at arbejde med genbrugt tekstil på den måde, jeg gør. Tekstilerne kommer primært fra ældre beklædning og sengelinned, så der er en masse iboende hjemlige referencer, som jeg synes er interessant at parre med mit emnevalg. Jeg er optaget af den visuelle dissonans, der opstår.

Mine værker peger tilbage på nogle af mine kvindelige billedhugger-forbilleder og deres brug af tekstil samtidig med at jeg kæmper en tilsyneladende evig kamp mod en ofte, og stadig, temmelig snæver opfattelse af, hvilken hylde jeg“bør være på”pga. mit materialevalg. Jeg elsker tekstiler, og holder af at sy, men det er vigtigt at mine værker kommer længere end hvordan og af hvad, de er skabt.

Hvordan er du kommet fra billedhugger til kunster, der primært arbejder i tekstil?

Siden jeg studerede har jeg udført mine værker i genbrugsmaterialer – også inden mit materiale blev tekstil. Primært af økonomiske grunde, men også fordi jeg aldrig har ville bidrage med endnu en genstand til vores allerede overmættede verden. Jeg bruger materialer, som allerede har udtjent deres primære funktion.

Materialet giver mig også nogle begrænsninger – fx at størrelsen på tekstilet bestemmer størrelsen på det færdige værk. Tekstilerne bliver valgt ud fra farve, mønster tekstur etc. Præcis som hvis det var et hvilket som helst andet materiale. Dog er den fortælling, tekstilet har indlejret vigtig for mig, også selvom det lag af min proces måske ikke er tilgængelig for beskueren, når værket står færdigt. Det er vigtigt for mig og et led i, hvordan jeg argumenterer for værkets fysiske eksistensberettigelse – en dialog jeg primært fører i enerum.

På samme måde som jeg bruger genbrugt tekstil, bruger jeg også ready mades i mine værker. Det begynder altid først med genstanden, og så følger værkerne. Denne proces peger på min interesse for fx lyrik og hvordan der i en tekst kan være næsten uendelige variationer i betydningerne alt efter rækkefølgen af ordene. Den tilgang prøver jeg at overføre til mit skulpturelle arbejde: at tænke på hvert objekt som et ord i en sætning.

Hvorfor har du brugt dyret som metafor? Hvordan fik du idéen til at bruge dyr som fortællegreb?

For mig er det vigtigt at arbejde udenfor min comfort zone, og dét har det i lang tid været at arbejde figurativt. Jeg er stadig dybt skeptisk overfor det! Samtidig har den måde at arbejde på åbnet for en masse ting, jeg kan udtrykke mere direkte i mine værker nu, som jeg ikke før har været klar til. Jeg kan ikke udtrykke det, jeg gerne vil, gennem fx et maleri af en hjort.

Det er vigtigt, at det netop er et fysisk objekt. At udtrykket bliver 1:1, forstået på den måde, at hvis jeg vil udtrykke en tilstand eller en sansning eller hvad det nu måtte være, så skal det foregå gennem et fysisk tredimensionelt materiale. Ydermere, kræver skulpturer mere af beskueren; de kræver plads og tager plads, og dét møde er for mig interessant. Mine værker skal gerne skabe en forbindelse mellem abstrakte betydninger og den menneskekrop, vi oplever verden med.

At arbejde figurativt med dyrefigurer har jo en lang og muligvis out-dated tradition. Dét i sig selv er en spændende opgave for mig; hvad kan denne måde at arbejde på bruges til i dag? Som du nævner i dit spørgsmål, er det metaforer jeg arbejder med, og så alligevel ikke, for jeg ønsker jo netop, at fange et udtryk eller en stemning, og hér kan dyrenes kroppe noget særligt, fordi de både er så velkendte for os, og så alligevel så fremmede.

Mine værker lægger sig både op ad nogle bibelske referencer, men træder også ud af de nordeuropæiske eventyr og balancerer gerne på kanten af Disney-kitsch. Det er i dobbeltheden, det bliver interessant – i det smukke og i det tragiske.

Hvordan har det været at arbejde i et dobbeltgreb med museet og samlingen?

Det har været et privilegium at arbejde sammen med museumsdirektør Sidsel Maria Søndergaard, som kender museets samling til mindste detalje, og som gemmen vores mange indledende samtaler, har kunne udpege værker, som i særlig grad har vakt min interesse.

Værker, som det har været spændende at arbejde ”ved siden af”. Det er vigtigt for mig at arbejde stedspecifikt. Det er første gang, jeg har haft adgang til så mangerum, og så smukke rum. Og det har været interessant at skabe værker, som både indgår i dialog med stedets fysiske karakter, og kan stå alene.

Jeg er gået til rummene på museet som endnu en ”ready made”og de fysiske genstande udvalgt fra samlingen bliver vævet ind og ud af mine værker, og omvendt selvfølgelig. Jeg har især været draget af de værker, som på meget diskrete måder rummer en dobbelthed – den smukke havescene, som rummer døden, den truende mørke sky. Jeg har også søgt de mere intime værker og genstande – dém, som fortæller konkret om levet liv i højere grad end forestillingen om et levet liv.

Øregaard Museums samling er spændende, fordi den jo netop, som samling, viser, hvad der igennem tiderne er blevet set som vigtigt og bevaringsværdigt. Det er interessant at tænke på, hvordan en stor samling værker fra vores samtid, vil blive opfattet om 300 år. For vi er i en tid, hvor naturen, som jo stadig er større end os og stadig er os, truer med at få hævn.