SAMTALE: Gurli Elbækgaard & Sia Mai

De to etablerede glas- og keramikformgivere Sia Mai og Gurli Elbækgaard udstiller sammen i Odense. Skoven har været det centrale omdrejningspunkt, og i denne samtale kommer vi rundt om proces, inspiration og nødvendigheden for at råbe sig ud af komfortzonen inde i skoven for at finde svar.

Gurli Elbækgaard og Sia Mai er indbegrebet af nutidigt dansk kunsthåndværk og to af dem, der igennem årtier har forkælet vores syns- og følesans med begavede objekter, der rummer mere end øjet og hjertet begærer. Heldigvis for os, der har været fans, siden jeg startede med at skrive om feltet for over to årtier siden, hviler de to ikke på laurbærerne. For selvom de ved siden af deres aktive karrierer mellem kunstnerisk udvikling og kloge brugsobjekter, også er aktive drivkræfter i miljøet, bliver de ved med at udfordre sig selv.

Det er godt og sjovt. Ikke kun for dem selv, men heldigvis også for os andre. For til denne udstilling, der startede som en idé hos Dina Vejling, der driver butik og galleri i Odense, vandrede videre til Gurli og endte med at inddrage Sia, er der kommet nye skud og nye møder til. Møder mellem materialer og natur. Mellem tradition og nye blikke på det velkendte, der med skoven som fundament for uendelig inspiration hos begge udøvere, manifesterer sig med begavede bud på nye greb om to materialer og to etablerede praksisser. Det sker i galleri RUMMET I Odense, der fra 5. september lægger hus til de to formgivere foruden en række artist talks. 

I sin presseomtale skriver Dina Vejling:

Gurli Elbækgaard har altid været optaget af skoven som inspirationskilde til overflader og farver i sine værker. På et refugieophold på Bornholm har lange gåture i Rø Plantages moslandskab, dannet baggrund for de eksperimenter Elbækgaard har arbejdet videre med. Elbækgaard har undersøgt mossets struktur, hvor både lertyper og glasurer skulle bearbejdes, for at finde frem til overflader og farver. Mødet mellem overflade og mos, samt mossets struktur har været Elbækgaards æstetiske udfordringer.

Sia Mai har gennem ét år tilbragt mange af sine weekender på et refugieophold, alene i en skov på Sydsjælland, uden internetdækning på telefonen. Temaet for hendes tid i skoven var ’Som man blæser i skoven, får man glas’, og undersøgelsen var at finde en teknik, hvor glassets og skovens kvaliteter kunne mødes i et ligeværdigt udtryk. På sine vandringer i skoven sankede Sia Mai grene, stubbe og svampe fra skovens træer. I værkstedet blev det varme glas blæst direkte over træets form, sådan afsætter de to materialer et aftryk i hinanden. Et møde sker, et aftryk er sat.

For begge kunstneres værker gælder det, at et møde er opstået mellem skov og materiale og et samspil er skabt, vha. kunstnernes arbejde i værkstedet. Som kunsthåndværker er det essentielt at have ro til at eksperimentere. Værkstedet bliver et laboratorie, hvor kunstneren er i gang med undersøgelser. Den del af processen er et usikkert sted, fordi noget er på spil, der er kaos og blindgyder. Når udstillingen er sat op, vil vi se hvordan mødet mellem de to kunstneres værker integreres i et samspil af modsætninger, materialer, skov, kunst og håndværk.

Med Dina Vejlings introduktion og Sia Mais udstilling i baghovedet har jeg stillet de to et par spørgsmål…

Hvordan fandt I på at udstille sammen med skoven som omdrejningspunkt?

Gurli Elbækgaard: Da jeg blev inviteret til at udstille i RUMMET vidste jeg, at jeg ville bruge skoven som tema. Jeg havde netop set Sia Mais projekt Som man blæser i skoven, får man glas og tænkte at vi ville være et godt match, så jeg inviterede hende med. Mine farverige og stoflige skulpturer op mod Sias transparente glas. Jeg vidste også, at jeg ville arbejde med værker til væg, så hun kunne fylde det meste af gulvfladen.

Hvordan samler man inspiration?

Gurli Elbækgaard: Jeg samler inspiration mange steder, men mest ved at være i og sanse naturen. Jeg får en næsten overvældende følelse. Jeg registrerer med fotos og prøver at indfange, hvad der fik inspiration i gang. Jeg begynder ret hurtigt at skitse og tænke i overflader og former. Det starter ofte med ret direkte fortolkninger, og så bevæger jeg mig længere og længere væk fra udgangspunktet.

Sia Mai: Inspiration findes alle steder. Du kan tage ud og møde den – fx i skoven (det gjorde jeg i Dyrehavehuset). Du kan også lade den komme dig i møde.
For mig fungerer det sådan – at jeg oplever inspiration, når jeg åbner op – det noget med at lytte, mærke og bare tage ind. Og så tro på det, jeg oplever! Inspiration er ikke lig med færdige produkter – inspiration kan være en lille flig, en åbning ind i noget større – og så er det op til mig at begynde at trække i fligen og se, hvad jeg får ud af den. Og der kan være rigtig mange løsninger, der popper op.

Det minder om drømme og sæbebobler. Den her tilstand du er i lige, når du går fra søvnen over til den vågne verden. Lige der, hvor tilstandene blander sig – her kan du have nogle tanker/oplevelser, der i sekundet er helt logiske og naturlige, men i næste sekund utrolige fjollede – eller også ret geniale! Som sæbeboblen der svæver over dig i solstrålen – enten springer den, når du tænker videre, eller også holder den og flyver ad sted og viser dig nye muligheder i alle regnbuens farver. Og gør den det – så er det bare at få skitsebogen frem fluks og få den nedfældet så godt, det nu er muligt – i ord og tegning.

Inspiration er som uslebne diamanter. Min opgave at slibe den med min æstetik, min funktionalitet, mit håndværk og min materialekundskab. De kompetencer er mit sprog – og delene der former mit formsprog. Så de her ”inspirationsbobler”, de kan blive til hvad som helst. De er små gnister, der antænder motoren og sætter mig i bevægelse.

Hvad er det naturen giver? I form af former, farver og strukturer, man måske ikke kunne tænke sig til på forhånd?

Sia Mai: Naturen har løsninger på alt! Jeg bliver indimellem overvældet – tangerende til fnisende lykkelig, når jeg befinder mig i naturen, og får oplevelsen af, at det er som at gå ud og ind i matematikken, fysikken, og ja, i kemien. Opleve hvordan naturen med en rørende selvfølgelighed bare løser små og store problematikker i enkle æstetiske løsninger. Naturens finurlige æstetiske løsninger er så inspirerende at se og følge.

En sådan oplevelse får jeg, når jeg giver mig tid til at se rigtig på træet, som vokser på en stejl skrænt, prøver at forstå, hvordan dets rødder laver en enkel konstruktion og kompenserer for de store kræfter og spændinger, der er på spil – så træet kan vokse lige op og udfolde sig som et træ uden at vælte. (Vi kan ikke løbe fra vores fundament) Der findes så mange æstetiske løsninger i naturen. Har du mon set grim natur?

Hvis ja, så er der sikkert et menneske, der har blandet sig og lavet noget rod i den. Naturen ved alt – og ja – det kan lyde religiøst – men jeg synes, jeg flere gange har oplevet, at jeg har gået og tumlet med en eller anden problemstilling, og så ups, så kan det ske, at jeg ser noget i skoven, som viser mig en løsning. Det kan være en lille gren, som pludselig har løst problemet for mig – ved at vise mig en mulighed, som tænder en idé, en tanke, jeg kan komme videre med. Naturen rummer svar på alt – helt enkelt. Så det er op til du og jeg at stille de spørgsmål, vi gerne vil have svar på.

Hvordan vil I beskrive jeres tilgang til det håndværksmæssige? Som noget, der bor i kroppen? Eller er det kompetencer, men skal blive ved med at træne hele livet?

Gurli Elbækgaard: Det håndværksmæssige er afgørende for det, vi laver. Fordi jeg mestrer og forstår mit materiale, kan jeg udføre de ideer jeg får, næsten ligegyldig hvor udfordrende, de er. Min erfaring og mit store materiale-katalog giver mig selvtilliden, inden jeg starter nye projekter op. For mig er tiden eller manglen på den, min store udfordring. Det kræver tid og fordybelse at komme i flow. Derfor var et måned langt refugium-ophold på Bornholm i foråret en fantastisk mulighed for at fordybe mig.

Sia Mai: Ligesom inspiration er en motor, der skaber gnister for mig, er håndværket og materialets egenskaber parametre, der også skaber bevægelse i min designproces. Jeg oplever, at håndværket er min måde at gå i dialog med materialet, og undersøge hvordan, jeg fremhæver idé og materiale i en æstetisk løsning i det endelige produkt. Lykkes det, er jeg glad. Det er banalt, men det er et spørgsmål, jeg altid stiller mig selv i processen: Er det vigtig for resultatet, at produktet er lavet i glas eller kunne det lige så godt produceres i et andet materiale? Kan det det – så må jeg se på, hvor glasset kan få mere plads eller om det overhovedet skal være glas?

Jeg er jo kunsthåndværker med afsæt i glasset, så det er naturligt at indtænke glassets natur i proces og resultat. I de emner jeg har lavet til denne udstilling, har det været målet at glasset og skoven skulle mødes i et ligeværdigt møde. Det har været en udfordring for mit håndværk, men det har også været berigende at få muligheden for at udforske det i selskab med materialet og utrolige dygtige håndværker på Holmegaard Glasværk.

Hvorfor er det vigtigt at træde ud af komfortzonen? Og hvad er både det skræmmende og fantastiske i at gøre det?

Gurli Elbækgaard: Når jeg tvinger mig væk fra det sikre – og det ved jeg, at jeg kan – så er der noget på spil. Her tvivler jeg og skal analysere mere over udtryk og former. Da arbejdet med leret fra start til færdigbrændt er så tidskrævende, sker det ofte, at idé-udviklingen overhaler de ting, jeg først startede med, så jeg arbejder på flere planer eller flere projekter på samme tid.

Sia Mai: I mit arbejde med produkterne til denne udstilling fik jeg muligheden for at kaste min formgivning op i luften – og langt ud i skoven – bogstavelig talt.
Mit ønske med residence-tiden i Dyrehavehuset, var at få lov at starte helt nede på det undersøgende plan uden et krav om et færdigt resultat med bestemte mål og funktion. Bare det var en udfordring for sådan en som mig, som meget længe har arbejdet med produktion af serviceglas. Når jeg producer glas, er de formblæste. Altså blæst ned i en form. En teknik, som passer godt til produktion af serier. Og i mit tilfælde, fordi min formgivning ofte kræver at glassene skal passe sammen – eller gå ind i hinanden. Derfor er det godt med en form at blæse i.

Blæseforme bliver ofte drejet i træ. Træ er et godt formmateriale til blæseforme. Så som glasmenneske er jeg vant til at tænke i at bearbejde træet til min form i forhold til mit produkt. Men det var præcis det, jeg indså i dette projekt. At netop det skulle jeg ikke gøre denne gang. I stedet ville jeg helt enkelt blæse i skoven, som den er! Det lyder enkelt, men for mig var det virkelig en tanke, der gav udfordringer – og tog mig ret langt ud af min komfort-zone!

Udfordringen var, hvordan det praktisk skulle gøres? Hvordan fik jeg skoven med ind i glasværkstedet? Eller skulle glasset med ud i skoven? Hvordan skulle jeg holde en ligeværdig balance mellem formmateriale og produktmateriale? Og hvem var i øvrigt nu formmaterialet og hvem var produktmaterialet? Træet eller glasset? De spørgsmål har været frugtbare at arbejde med. De har givet nye forståelser for, hvordan jeg ønsker at vise glasset, som trods alt er mit materiale og det endelige produkt i processen. Men det har også givet mig tid til at reflektere over den påvirkning, som mødet med træet – altså skoven – tilfører glasset. Og det bliver tydeligt for mig, at det er mødet og det aftryk de to materialer sætter i hinanden som disse processer og produkter handler om.

Hvad håber I, at jeres udstilling i RUMMET giver den besøgende? 

Gurli Elbækgaard: Vores værker er meget forskellige, men jeg håber, vi kan formidle vores fascination af naturen. Jeg oplever ofte, at beskueren fortolker videre på mine værker og genkender sansninger, de selv har oplevet i naturen. Dina Vejling gør et stort arbejde med at formidle udstillingerne i RUMMET. Vi skal afholde flere artist talks for studerende og jeg glæder mig til at stå ved værkerne og formidle det, vi er kommet frem til.

Sia Mai: RUMMET ligger i forlængelse af Dina Vejling – Danmarks største butik for dansk kunsthåndværk (og fedeste – hvis du spørger mig). Dina Vejling har omkring 70 kunsthåndværkere og designere fra hele landet samlet i butikken. Det betyder, at der kommer mange kunder for at nyde og købe kunsthåndværk – men de får også muligheden for at bevæge sig ind i en gallerioplevelse i RUMMET. Så her får vi besøgende, som ikke nødvendigvis havde tænkt sig at gå på galleri. Jeg håber selvfølgelig de besøgende giver sig tid til at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i de ”møder” mellem glas/ keramik og skoven, som Gurli og jeg har valgt at vise. At de fornemmer de undersøgelser, vi har været igennem på hver vores rejse ud og ind i skoven. Personligt håber jeg, at det måske kan give den besøgende en ny vinkel til at gå på opdagelse i naturen. Naturen har jo (som sagt) alle svarene – så det er bare med at komme ud i den.