SAMTALE: Hilda Piazzolla

Keramiker Hilda Piazzolla udstiller nye digital-analoge værker på Peach Corner under titlen Differential Growth. Mød den dansk-svenske formgiver, der har fundet synergien mellem det analoge og det digitale, og printer værker i noget så ‘slippery’ som flydende ler. 

Den første gang, jeg så Hilda Piazzollas værker, blev sammensmeltningen mellem det analoge og det digitale manifesteret på den mest åbenlyse måde. Sådan lidt a la: “Right, det er sådan, det ser ud”.

For Hilda Piazzollas værker var så indlysende enkle og nærmest sfærisk lette. Som skødesløs elegance, hvis man kan bruge et så fashion-orienteret udtryk om en keramisk beholder. Men det var og er det indtryk, den svensk-danske keramikers værker har på mig. Som om de altid har været her. I al deres out-of-space-men-alligevel-helt-naturlige-aura-af-noget-velkendt-ukendt.

Det er ikke for at være snørklet med vilje, men værkernes genkendelige form og materiale vækker genklang, men støder alligevel lidt de traditionelle manchetter. For helt ærligt. Kan man printe keramik?

Men det kan man. Det har keramiker og lektor Flemming Tvede påvist og eksemplificeret i årevis på Det Kongelige Akademi, og han og de studerende, der som Piazzolla, har taget udfordringen op, manifesterer denne nye æstetik på insisterende vis.

Piazzolla har arbejdet i den fascinerende niche de sidste otte år, og hendes solo-udstilling på Peach Corner præsenterer et nyt kapitel i hendes rejse med det digital-analoge sprog. Et sprog, der som et mash-up af gammeldags håndværk og moderne 3D-print-teknik trækker både keramikhistorien og vores etablerede holdninger til den forhåbentlig uforudsete steder hen.

Dette hybride felt har et stadig uudforsket potentiale. Det ses tydeligt i den nyåbnede Biennale for Kunsthåndværk & Design, hvor mangfoldigheden blandt de digitale fortolkninger i forskellige materialer skubber æstetik og praksis i nye retninger og skaber nye fællesmængder mellem velkendt og nyt land. I dette land bor også Hilda Piazzolla, og til hendes første soloudstilling er hun gået i dialog med nogle nye algoritmer…

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for mødet mellem det digitale og det analoge? At det er muligt at omsætte leret via et digitalt medie?

Jeg gik på en to-årig keramikuddannelse i Stockholm, inden jeg søgte ind på Det Kongelige Akademi i København. Jeg havde lært de traditionelle produktionsmetoder i keramik og vidste godt, at jeg havde fundet min materiale. Jeg søgte derfor bevidst til København, fordi Akademiet dengang havde en keramikuddannelse, der fokuserede på digitale produktionsmetoder, og det syntes jeg lød så spændende. 

På Akademiet introducerede keramiker og underviser Flemming Tvede Hansen mig til 3D printet keramik i 2013. Dengang var 3D printerne hjemmebygget og meget ustabile, i forhold til, hvordan de er nu. Jeg kan huske, at et af de første prints jeg lavede, var en lille kollapset cylinder, som kun var fem centimeter høj. Jeg syntes bare, at det var det fedeste nogensinde. Det var virkelig besværligt og en lang proces for at få den helt perfekte konsistens på leret. Og så var der altid et eller andet galt med printeren eller computerfilen. Men det var et eller andet i det, som gjorde, at jeg faldt for det.

Er svært at identificere sig med et digitalt udtryk som udøver? For hvor meget er DIG – og hvor meget er maskine? 

Både ja og nej. Jeg føler mig dybt involveret i skabelsesprocessen af hvert værk, så det er svært for mig ikke at føle, at det er mit udtryk og værk. Jeg er af den overbevisning, at skulle jeg give mine computerfiler til en anden keramiker, ville resultatet blive helt anderledes. På samme tid er det jo nærmest et 100% digitalt udtryk i mine værker. Jeg involverer mig altid i processen, udover at jeg jo tilbereder leret til printeren. Nogle gange ved at addere glasur, når printeren kører (som også kan ses i min næste udstilling) eller ved at bruge et materiale, hvor jeg fx har indfarvet leret.

Min proces består ofte i at gå på opdagelse i en algoritme, at samarbejde med den og udvikle muligheder eller begrænsninger, alt efter hvad algoritmerne er programmeret til at gøre. Det er en formgivningsproces. Eller jeg undersøger, hvad der egentlig er muligt i kombinationen mellem det keramiske materiale og det digitalt skabte. 

Hvad ser du som særligt innovativt og udviklende i denne hybrid mellem ler og algoritmer? Nu og i fremtiden?

Formsproget, der opstår mellem lerets taktilitet og udtrykket, der kommer fra 3D-printerne kan noget helt særligt. For mig personligt, er processen ret vild. Jeg kan få en idé og skitsere noget i hånden. Men hvis jeg skal oversætte skitsen til et værk, tegner jeg den samme ting i computeren og her får den et andet udtryk. Og når jeg efterfølgende laver formen til en print-fil, kan jeg styre endnu et lag af udtrykket, så formen kan ændre udtryk igen.

Når den til sidst bliver 3D-printet i ler, kan der igen opstå noget uventet og formen får endnu et nyt lag og bliver drejet i en ny retning, hen i endnu et nyt udtryk. Så det er virkelig en nærmest ny undersøgelse hver gang, jeg skal lave noget nyt. Hvem ved, om 3D-print kommer til at være glemt eller uinteressant om 10 år? Men lige nu synes jeg, at det tilføjer noget interessant til kunsthåndværket.

Hvad kan leret i denne maskinelle fortolkning, som er stærkt?

Jeg synes, at det, der ikke ville være muligt at lave i hånden, er stærkt. Det er jo nogle former og udtryk, der ville være næsten umulige at lave i hånden.

Men det er også selve teksturen, der kommer fra print-processen med de tynde linjer, der bygger værket op og som har et eller andet unikt over sig.

Men det er en balance. Jeg kan nogle gange blive træt af det digitale formsprog. Det er lidt svært at forklare, men der findes nogle former, der bare føles så digitale, at de nærmest er døde i formen. Og det bliver uinteressant. Så må man spørge sig selv, hvorfor 3D-printe den form i stedet for at støbe eller dreje den? Som sagt, det er en balance. På den ene side er det kun godt at prøve en masse af og lave alt muligt, både sjovt og grimt med teknikken, fordi den stadig er under udvikling. Men på et eller andet tidspunkt er man også nødt til at spørge sig selv, hvorfor man bruger den teknik, man bruger.

Er der et specifikt nyt greb i din nye udstilling?

Jeg har arbejdet med en – for mig – ny algoritme i min kommende udstilling, så formsproget er nyt. Men ellers håber jeg, at man kan se og afkode den undersøgende tilgang. Det er min første soloudstilling, så jeg har prøvet at udfordre mig selv.

Som jurymedlem i den nyåbnede Biennale – hvordan har det været at træde det skridt tilbage og bedømme og diskutere andres værker og feltet i det hele taget??

Det har været meget givende og inspirerende! Der var så mange gode ansøgere til Biennalen, så det var svært at lave et udvalg, men jeg synes at resultatet er blevet rigtig stærkt. Det er altid spændende og inspirerende at prøve at sætte sig ind i andres processer. Det sætter nogle gange ens egen proces i perspektiv og giver nogle udfordrende tanker og refleksioner.