SAMTALE: Katrine Borup

af | 27. mar, 2023 | Design

Industrielle transportbåndsreferencer i det tidligere Brandts Klædefabrik i udstillingen STOF ITL EFTERTANKE af katrine Borup. Foto: Ole Akhøj

Katrine Borup

Født i 1965 og uddannet på Arkitektskolen i Aarhus i 1995.
I 2001 afgang fra Institut for ædelmetal, Guldsmedehøjskolen, København
2003-2010 enketlfagsstudier i Kunsthistorie og Filosofi, Københavns Universitet.

Katrine Borup har udstillet i ind- og udland igennem de sidste 20 år og bl.a. været en del af Danish Crafts Collection og MINDCRAFT flere gange. Hun har modtaget adskillige legater og anden hæder for sine udstillinger og vandt bl.a. Biennaleprisen sammen med to kollegaer i 2019. Derudover er hun særlig sagkyndig i Nordisk Kulturfond, kunstnerisk konsulent i Bagsværd kirke i perioden, hvor hun initierede udstillingsrækken Til Stede(t) samme sted.

Af hendes seneste udstillinger kan nævnes: HVOR ER DET BARE TYPISK DIG, BODYPARTy, NATURSYNER og nu STOF TIL EFTERTANKE.

STOF TIL EFTERTANKE KAN OPLEVES i galleri RUMMET i Brandt Passage, Odense indtil 9. maj.

www.katrineborup.dk

I Odense kan du opleve en særlig udstilling skabt af en særlig udøver i et umiddelbart ikke særligt materiale. Det særlige er dog resultatet, der præsenterer nærmest sfæriske og minimal-komplekse værker. Mød smykkekunstner og arkitekt Katrine Borup, der er aktuel med STOF TIL EFTERTANKE.

Katrine Borup bor i detaljen. Lige ved siden af Gud. Det kan lyde koket eller blasfemisk, men er det på ingen måde. For arkitekten, der også har læst filosofi og kunsthistorie, og foruden har en overbygning som ædelmetalformgiver, ER kendetegnet ved en hyper-æstetisk sans og et kompromisløst detaljeringsniveau. Det niveau er nærmest guddommeligt perfektionisk og bliver netop til en styrke, der hæver sig op og tapper ind i noget større. Som en overbygning på det håndværk, Katrine Borup altid tager afsæt i. Læg dertil Borups sans for sproget og de mange referencer og nuancer, der i hendes værker bliver til et ekstra fortællende lag, der river i konteksten.

Med titler som RAV I DEN, Knock them down with a feather, Det vil jeg skrive mig bag øret og Jeg afskediger al viden og kultur… jeg tænker kun på de tre døde lam, er Katrine Borup uden fortilfælde på den danske smykkescene. Ikke kun fordi hun bygger bro mellem flere fagligheder, men fordi hendes konceptualitet altid har et budskab bygget ind i hendes sirlige smykkegreb. Hun har for vane at under- og afsøge et emne til bunds – og her mener jeg virkelig ud i alle hjørner. Som det var tilfældet med BODYPARTy, hvor smykkerne henviste til organer og kropsdele og havde titler og referencer tilfælles med medicinske indgreb.

Hårdt og blødt. Stramt og taktilt. Ubleget lagenlærred taget til nye sfæriske højder i Borups hænder. Foto: Ole Akhøj

Borup tænker langt og bredt, højt og lavt og tager gerne afsæt i atypiske materialer som tændstikker, balloner, hønsenet og afklippede fingernegle. Ja, det lyder totalt mærkeligt og en vejbane udenfor alfavej, men når du ser værkerne, forstår du. DU FORSTÅR! Og det er præcis den præmis, som gør hendes virke så uendelig interessant og aktuelt. For det er til højrebenet for en smykkekunstner at lave et smukt smykke ud af guld og ædelstene. Men at trylle magi, æstetik og ædle fortællinger ud af en æske tændstikker er straks en anden sag.

Nu har hun så gjort det igen. Kunne nok ikke lade være med at sætte hjernen i svingninger, da hun blev kontaktet af Dina Vejling, der driver galleri RUMMET i et lokale tilknyttet det tidligere Brandts Klædefabrik. Den lige linje fra rum til materiale er oplagt, men med det ublegede lagenlærred som materiale har Borup på Borupsk vis formgivet værker med præcision og teknisk og tålmodig snilde. Værker, der i min optik både er umiddelbare og kontrastfyldte og som jeg vil betegne som minimal-komplekse i al deres cremefarvede uskyldighed. STOF TIL EFTERTANKE er titlen på udstillingen – eller installationen – og universet er ved første øjekast enkelt og ligetil, men som altid, har Borup mere på hjerte end æstetik og håndværk.

På nysgerrig og nørdet kunsthåndværkermaner har hun undersøgt stoffets egen natur, vilje og vej og ladet både trevler, frynser og oprulninger træde i karakter som særlige karakteristika, der bliver til form i egen ret. Og hvor adskillige referencer fra både beklædning, arkitektur og smykkeverdenen glider sammen i formfuldendte og nutidige fortidsgreb, der ikke lige lader sig placere. Men det skal de nok heller ikke. Hellere end at placere sig, skal de nok skabe sig. Gøre væsen af sig. For at vi selv kan tumle med at få disse væsener i ubleget lagenlærred til at give mening, hvis de overhovedet kan og skal det. Måske skal de bare være? Og prikke, drille og skubbe til alt det, vi normalt kobler sammen med alle de individuelle referencer, som Borup har ladet fusionere i STOF TIL EFTERTANKE – for at, ja, give stof til eftertanke.

Ubleget lagenlærred med både åbne og lukkede læg. Stofbanen er også klippet smallere under oprulningen. Længde: 54 cm, ø: 23 cm. Foto: Ole Akhøj

Hvordan har det været at skabe en stedsspecifik installation? Og hvad er det, der sker, når idé og rum går i dialog med hinanden og med dig?

Grundlæggende kan jeg lide at arbejde med at støde ”ting” sammen, som umiddelbart ikke har noget som helst med hinanden at gøre – collagen som et grundpoetisk greb. Jo flere forskellige ”ting”, jeg har i inspirations-gryden, jo sjovere bliver arbejdet med at få nogle umiddelbart uforenelige informationer til at mødes eller forene sig. Det er en slags detektivarbejde, hvor jeg leder efter sammenhænge eller interessante kollisioner. Og med interessante mener jeg nogle, der på en eller anden måde åbner til nye og overraskende udtryk eller forståelser.

I forbindelse med STOF TIL EFTERTANKE har jeg researchet i Brandts Klædefabriks historie. Brandt-arbejdernes Historiske Forening har været til stor hjælp, dels mødtes jeg med formand Winna Greve og fik adgang til relikvier i kælderen, dels har foreningen udgivet en fantastisk bog fuld af inspirerende billeder. Jeg har også selv studeret bygningsdetaljer og taget billeder af den forhenværende fabrik. Samtidig arbejdede jeg konkret med det materiale, jeg syntes gav mening i forhold til stedet, nemlig stof (tekstil).

Jeg har tidligere arbejdet stedsspecifikt, for eksempel i forbindelse med MINDCRAFT 18, hvor jeg lod mig inspirere af den fantastisk smukke klostergård, vi udstillede i, både formelt i forhold til det konkrete rum (cirklen og gentagelsen) men også af nogle af de fortællinger, der knyttede sig til stedet.

Jeg arbejder sådan set også stedsspecifikt, når jeg laver smykker. For mig er smykker kropsrelaterede og dialogen med kroppen har altid været vigtig for mig. Jeg forholder mig til kroppen som sted – en art landskab, der buler ud og ind, men også til vores fortællinger om kroppen, som for eks. aldring i projekterne LIVSALDRE fra 2005 og MeTHOS, fra 2021/22,  døden i projektet Memento Mori fra 2004, national identitet i projektet Hvor går grænsen? fra 2006/07 osv.

Ubleget lagenlærred. Kanten er revet i den ene side og klippet i den anden, hvorefter stoffet er rullet skævt op. Højde: 44 cm, ø: 15 cm. Foto: Ole Akhøj

Hvorfor er stofrullen interessant i denne sammenhæng, hvor galleri RUMMET ligger i den tidligere Brandts Klædefabrik?

Stofrullen var en ud af mange måder, jeg arbejdede med stoffet på, inspireret af stedet og særligt de mange historiske fotografier. Men stofrullen viste sig at have et særligt potentiale, dels fordi de objekter, jeg lavede ud fra stofrulle-princippet, havde et for mig overraskende udtryk, dels fordi der var noget i rulleprincippet, som appellerede til mig som kunsthåndværker. Jeg har en forkærlighed for former, jeg ikke selv skaber, men får forærende.

Med stofrullen som udgangspunkt kunne jeg beslutte mig for en opskrift på forhånd og se, hvad der kom ud af at følge opskriften. Det kunne for eksempel være at gøre stofbredden en tråd smallere i hver side for hver 1,5 meter. Så er jeg så nysgerrig efter at se, hvordan det ender med at se ud, at jeg tåler det ekstremt langsommelige arbejde, det er at klippe stofbredden smallere i så langsomt et tempo. Og med det samme får jeg lyst til også at se, hvad der sker, hvis man vælger en anden opskrift, som for eksempel at gøre stofbredden en tråd smallere i hver side for hver 3 meter eller for hver omgang/rulning.

Ubleget lagenlærred, frynset i den ene side og på den forreste er stofbanen også klippet smallere under oprulningen. Frynsernes længde har afgørende betydning for udtrykket. Rullen bagerst til højre: Højde 54 cm, ø: 11 cm. Den skrå: Højde 51 cm, ø: 10 cm. Forrest: Højde 38 cm, ø: 14 cm. Foto: Ole Akhøj

Hvad er det for et ’stof’ og hvad er det for en ’eftertanke’, du gerne vil prikke til?

STOF TIL EFTERTANKE kunne i virkeligheden være overskriften for alt, hvad jeg laver. Tidligere var jeg meget optaget af indholdet, tanken eller fortællingen. Jeg undersøgte med mine projekter typisk et tema, som jeg havde et ønske om at diskutere; romantisk kærlighed, national identitet, vores forhold til døden osv. I dag oplever jeg stadig en trang til at have et intellektuelt lag i mit arbejde, men det er mere som et metodisk greb, der bringer mig selv nye steder hen i mine formelle undersøgelser. For det er det formelle, som er det virkeligt interessante for mig – STOF og FORM, STOF i forståelsen MATERIALE.

Det er det, der leges med i titlen, dobbeltbetydningen af ordet STOF (tekstil og materiale). Jeg vil stadig gerne vække til eftertanke, men jeg er ikke særlig optaget af, hvad det er for tanker, beskueren gør sig, og jeg tror ikke, det er særlig vigtigt, at de ”forstår”, hvad jeg har tænkt, måske bare AT jeg har tænkt. Jeg tror, der er en kraft i det, AT jeg har tænkt, som manifesterer sig i objekterne. Jeg er dog mindst lige så interesseret i at skabe følelsesmæssige og fysiske oplevelser hos beskuerne som tanker. Jeg er faktisk lidt glad for, at Dina siger, hun har SÅ svært ved at få folk til at overholde budskabet på MÅ IKKE BERØRES skiltene. Jeg tænker STOF TIL EFTERTANKE som en meget fysisk udstilling. Måske en ud af mange potentielt interessante eftertanker: Hvordan virker udstillingen på beskuerne? Påvirkes de kropsligt/følelsesmæssigt og/eller intellektuelt?

Arkitekten har selv bygget transportbåndskonstruktionen med indbyggede hylder hjemme i sin stue… Foto: Ole Akhøj

Hvordan har det været at arbejde i tekstil som smykkekunstner og arkitekt? Og er du bevidst om at bygge bro mellem dine to fagligheder – eller opstår koblingen som en uventet gave?

Som arkitekt har man typisk mange forskellige faktorer, der påvirker formgivningen: et sted med konkrete muligheder og begrænsninger samt en historie, funktionelle krav, konstruktionskrav, krav til brandsikring og ventilation osv. Alt det skal kombineres med æstetiske og kunstneriske ambitioner og visioner. Jeg holder meget af den nærmest umulige opgave, det er at skulle få så forskellige aspekter til at mødes og ”gå op i en højere enhed”. Det er også sådan, jeg arbejder som smykkekunstner. Min arbejdsmetode som smykkekunstner er m.a.o. udsprunget af min arkitektuddannelse. Jeg hælder flest mulige vidt forskellige informationer ned i en ”inspirationsgryde” og begynder herefter det nærmest detektiviske arbejde med at lede efter forbindelser i materialet. Som arkitekt har man desværre ikke mulighed for at arbejde i 1:1. For mig er det en meget stor tilfredsstillelse at arbejde i en skala, hvor jeg kan komme i direkte dialog med materialet.

Den store trækonstruktion, som fungerer som ”podie” for de ”muterede stofruller” i STOF TIL EFTERTANKE, er skabt på klassisk arkitektmaner: I en model af RUMMET i 1:10 har jeg udviklet konceptet, hvorefter jeg lavede en stor model i 1:1 af skummaterialet depron, som er et velkendt modelmateriale for arkitekter, for at få proportioner og dimensioner helt på plads. Men det hele foregik hjemme i min stue, og depron er IKKE det samme som træ. Det krævede en vis evne til abstraktion, og jeg måtte stole på min forestillingsevne undervejs i arbejdet med trækonstruktionen. De sidste detaljeløsninger kunne jeg først få på plads, da jeg havde fået savet alle elementerne til konstruktionen. Den måde at arbejde på er for mig ikke helt så tilfredsstillende som den, hvor jeg kan arbejde 1:1 hele vejen.

For at svare på spørgsmålet: Jeg har ikke en fornemmelse af at bygge bro mellem to fagligheder. Jeg har snarere fornemmelsen af, at jeg arbejder ret ens uanset skala, men at jeg, når tingene får en vis størrelse, er tvunget til at arbejde mere i model og med min forestillingsevne, end når jeg laver smykker eller mindre objekter. Jeg får nogle for mig selv langt mere overraskende resultater, når jeg arbejder i dialog med et materiale, og jeg tror, det handler om, at jeg ikke behøver at kunne forestille mig noget på forhånd for at kunne lave det. Jeg tror ofte, jeg oplever en eller anden form for skuffelse, hvis jeg har forestillet mig noget på forhånd. Så bliver materialets ”modstand” en irritationsfaktor – hvorfor kan jeg ikke få det til at se ud som på tegningen/modellen? Hvis jeg ikke har et klart billede af, hvad jeg laver, er jeg langt mere åben for det, der nu engang sker. Jeg bliver overrasket og begejstret og formår i højere grad at gå med det, der opstår.

Borups nutidige referencehav til væv, industri, kunsthåndværk, design, tekstil, ressourceforbrug, klimaaftryk, håndværk, outsourcing, fabrik, lokal produktion… fortsæt selv listen. Foto: Ole Akhøj

Har du behandlet tekstilet som ethvert andet materiale, du har arbejdet med som konceptuel smykkekunstner? For man kan vel godt anskue objekterne for forstørrede smykkevedhæng? Charms? Eller er jeg helt ’off’?

Ja, er det korte svar på første del af spørgsmålet.

Jeg har ikke selv fået den association til charms, men den er sjov og absolut ikke off.

For mig er det interessante ved smykker, at de er kropsrelaterede, og med en så åben smykkeforståelse, er grænserne for, hvad der kan betragtes som et smykke til evig forhandling. Jeg har undersøgt det grænseområde i mange år efterhånden. Flere af mine tidligere arbejder har været mindst lige så meget beklædning som smykke i forhold til de almindeligt kendte kategorier.

Objekterne i STOF TIL EFTERTANKE er uden for alle velkendte kategorier, men alligevel associationsskabende jf. din charms-association – det er jeg ret glad for. Min datter omtalte rullen med de korte frynser som ”pudderkvasten” – igen en kropsrelateret association. Objekterne ER kropsrelaterede, men på en ikke særlig veldefineret måde. At mange får lyst til at røre ved dem, er endnu et aspekt af det kropsrelaterede.

Ubleget lagenlærred. Lavet efter tegning, altså ønsket om en bestemt form. Det viste sig at være stort set umuligt at ramme den ønskede form
Højde: 22 cm, ø: 33 cm. Foto: Katrine Borup

I presseteksten taler I om, at projektet er en art systemisk grundforskning – hvad mener du med det? Og hvorfor har det været interessant for dig at undersøge ’stoffets egen natur’, som I også skriver et sted?

Jeg kalder det systematisk grundforskning. Det systematiske ligger i måden, jeg udvikler opskrifter på – der er en indre logik i de forudbestemte koncepter, der har styret rullernes tilblivelse i den forstand, at en idé har ført til den næste osv.

Ved grundforskning forstås ifølge Den Store Danske Encyklopædi: Forskningsaktiviteter, der sigter mod at erhverve ny erkendelse om grundlæggende forhold, modsat fx anvendt forskning eller strategisk forskning.

Jeg har en følelse af, at jeg stiller mig til rådighed for tekstilet og forsøger at afdække, hvilke mulige udtryk, materialet kan antage. Jeg betragter faktisk alle mine ”muterede stofruller” som en slags prøver, der fortæller mig noget om, hvordan materialet ”gør” under forskellige forhold. Og det er i den forstand, jeg tænker projektet som en slags grundforskning. Jeg medgiver, at jeg jo har en bagvedliggende æstetisk ambition, som naturligvis også har fyldt i arbejdet med stofrullerne.

Serien af frynsede objekter er et godt eksempel på, hvad jeg mener med ”systematisk grundforskning”. Jeg startede med at trevle den ene stofkant op i et ca. 5 centimeter bredt bælte. Jeg fik den tanke, at frynserne nok ville opføre sig anderledes, hvis de blev længere. Og ganske rigtigt: 7,5 cm lange frynser begynder at klumpe sammen og bliver så tunge, at tyngdekraften trækker dem nedad. De 5 cm lange frynser er selvbærende og stritter ud til siden. Bliver frynserne endnu længere klumper de sammen på en for mig overraskende måde, de snor sig sammen i bundter sådan lidt gulvmoppe-agtigt.

Den nu afdøde arkitekt Louis Kahn er berømt for til en forelæsning at have konverseret med en mursten; ”What do you want, Brick?” Pointen var, at murstenen ifølge Kahn ikke er ligeglad med, hvordan den bliver brugt, og at det er arkitektens opgave at ære de materialer han/hun /hen bruger. Jeg har stillet spørgsmålet: ”What do you want, Fabric(k)?” i et forsøg på at ære det materiale, jeg har valgt at arbejde med. Det er det, jeg mener med stoffets ”natur”. Det VIL selv noget. Det GØR noget naturligt eller af sig selv, som for eksempel at lave sammenklumpede lange frynser.

Den stedspecifikke installation er et grafisk syn rig på stoflighed og referencer. Foto: Ole Akhøj

Katrine Borup

Født i 1965 og uddannet på Arkitektskolen i Aarhus i 1995.
I 2001 afgang fra Institut for ædelmetal, Guldsmedehøjskolen, København
2003-2010 enketlfagsstudier i Kunsthistorie og Filosofi, Københavns Universitet.

Katrine Borup har udstillet i ind- og udland igennem de sidste 20 år og bl.a. været en del af Danish Crafts Collection og MINDCRAFT flere gange. Hun har modtaget adskillige legater og anden hæder for sine udstillinger og vandt bl.a. Biennaleprisen sammen med to kollegaer i 2019. Derudover er hun særlig sagkyndig i Nordisk Kulturfond, kunstnerisk konsulent i Bagsværd kirke i perioden, hvor hun initierede udstillingsrækken Til Stede(t) samme sted.

Af hendes seneste udstillinger kan nævnes: HVOR ER DET BARE TYPISK DIG, BODYPARTy, NATURSYNER og nu STOF TIL EFTERTANKE.

STOF TIL EFTERTANKE KAN OPLEVES i galleri RUMMET i Brandt Passage, Odense indtil 9. maj.

www.katrineborup.dk