SAMTALE: Kurator Henriette Noermark

Sensory Response er titlen på den aktuelle gruppeudstilling på Formation Gallery, hvor kunst, design, kunsthåndværk og lyd går i sansende dialog med hinanden i en ambition om at tangere det sublime. Mød kurator Henriette Noermark og hør, hvorfor det tværfaglige er vitalt i hendes optik og hvordan dialogen mellem værker kan skabe rum for abstraktion og fordybelse.

Jeg har fulgt kurator og skribent Henriette Noermarks arbejde i en årrække. Dels af stor interesse og dels, fordi vores arbejdsområder overlapper i lige dele ‘business and pleasure’. Noget af det, der altid har gjort mig glad, er, at Noermark uden skepsis har krydsbefrugtet fagligheder; fra kunst over arkitektur til design og kunsthåndværk. Læg dertil hendes teoretiske forankring fra Moderne Kultur og en særlig interesse for filosofiske teoretikere som Villy Sørensen og Donald Judd og det begynder at rage op i landskabet.

Det er her, jeg bliver særlig glad. For selvom jeg et langt stykke hen ad vejen er praktisk anlagt med hang til sanselige, materielle genstande, så har jeg også en stærk veneration for de filosofiske rækkevidder – affødt af min baggrund som cand. mag i spansk og filosofi. Måske er det derfor min kæphest bliver ved med at være form og indhold og balancen imellem dem? For meget indhold kan vælte formen og for meget form kan savne indhold.

Henriette Noermark balancerer netop der. Mellem højtravende teoretiske tanker og subtile, sanselige og æstetiske oplevelser. Det er nok derfor, jeg altid bliver så opløftet af hendes udstillinger. Fordi de appellerer til begge sider. Prikker, stikker og vil mig noget andet end det umiddelbart æstetiske.

Mød hendes tanker her, og imens vil jeg glæde mig til at få en taktil oplevelse på galleriet på Gasværksvej her i december…

Hvad er din fornemste opgave som kurator? 

Min fornemste opgave som kurator er at give et perspektiv eller en indgang til en tematik gennem et udvalg af værker. At skabe en værdifuld, og forhåbentlig, vedvarende dialog omkring et emne og placere værker i en ny kontekst, hvor de både står stærkt alene og indgår i et fællesskab og et fælles rum.

Og så er det, helt enkelt og som ordet foreskriver, at varetage kunsten – vise den, sætte den i scene og formidle den bedst muligt. 

Hvorfor er det interessant at skabe udstillinger? 

Helt egoistisk giver min kuratoriske praksis og tænkning mig en vinkel at betragte verden fra – som at læse en skønlitterær bog, hvor karaktererne folder sig ud undervejs, kan jeg skabe udstillinger, som belyser tilstande og emner fra forskellige vinkler. Værker bliver karakterer, tekster bliver et formidlende greb og sammenhængen bliver, hvis udstillingen er gennemarbejdet, en indskudt sætning i en samtale om noget, der sker i samfundet.

De bedste udstillinger formår at rykke ved givne samfundsforhold, frembringe følelser, holdninger og perspektiver. Jeg forsøger ikke at skabe udstillinger, som er kunsthistorisk og konceptuelt udfordrende og bilder mig ikke ind, at mine udstillinger råber højest i protesten mod verdensordenen – men de skal gerne pirre ens nysgerrighed og skabe undren og værdi til den beskuer, der træder ind og ér i rummet med værkerne.

Har du et signaturgreb eller noget, der er særligt vigtigt for dig, når du sammensætter udøvere til en udstilling?

Jeg er optaget af, hvordan krop, rum og værk påvirker og påvirkes af hinanden, og hvordan vi oplever værker i deres egen ret og i konteksten af andre og andet. Uden at have et specifikt signaturgreb er mine udstillinger en kommentar til den bevægelse. Der skal være et engagement i værkerne, de skal ville noget og der skal være dialog frem for monolog.

Generelt arbejder jeg ud fra en tese om, at æstetik ikke bør udskældes, men at det er et væsentligt pejlemærke, som påvirker os. Kristine Harpers næsten ti år gamle begreb, æstetisk bæredygtighed, er stadig relevant. Hvis vi indretter os, iklæder os og lever omgivet af værker, objekter og møbler, der er æstetisk appellerende, forførende og af høj kvalitet og holdbarhed, tror jeg, at det påvirker den måde, vi er i verden på. Det er privilegeret at kunne forholde sig til hvert enkelt objekt, man tager i sin hånd, men lad os forsøge at være nærværende i og bevidste om de valg, vi træffer.

Hvad refererer titlen på udstillingen til?

Udstillingens titel, Sensory Response, refererer til den, forhåbentligt, sanselige dialog, der opstår mellem beskuer og værk – lysten til at føre fingrene ned langs Aurora Passeros vævninger, kropsligt forstå overgangene mellem træ og porcelæn i Anne Brandhøj og Signe Fenholts serie eller forsigtigt skubbe til Kasper Kjeldgaards messingspyd, der hænger i tynde snore fra loftet.

Anders Bülows flerdimensionelle papirværker sitrer i samspillet mellem papirets manipulerede form og den tynde påførte maling, Clara Toksvigs på én gang naturalistiske og overnaturlige keramiske værker er spændt til det yderste og Milena Bonifacinis collager emmer af noget, man har lyst til at træde ind i. Man kan nærmest høre bevægelserne i Wang & Söderströms lysværk og 3D-printede relief, og fornemme dem bevæge sig ud fra væggen i ormende tempo.

Konkret udspringer ordene fra fænomenet ASMR, autonomous sensory meridian response – lyde eller videoer, som tager afsæt i fysiske bevægelser som en hvisken eller en blyant, der tegner på papir, har en umiddelbar stimulerende virkning. Ud fra et ønske om at skabe en forbindelse mellem det fysiske og virtuelle, det håndgribelige og det uhåndgribelige, er værkerne udvalgt med øje for deres særlige taktile kvaliteter, der vækker vores sanser.

Det er interessant, hvordan effekten af ASMR er så umiddelbart stimulerende og jeg ville se, hvordan man kunne bygge bro mellem det digitale og det taktile, stoflige og fysiske univers.

Der bliver talt om det sublime i presseteksten. Hvorfor er det sublime en pointe?

Siden antikken har det sublime været afsøgt i relation til forskellige kunstarter. Et møde med kunsten eller en storslået naturoplevelse kan have en terapeutisk, overvældende, og helt ekstatisk, effekt, som får os til at lette fra kroppen og bare sanse. Sensory Response er kurateret ud fra et håb om at være et æstetisk og sensorisk frirum, hvor kroppen ikke skal forholde sig til udefrakommende logikker og nødvendigheder – den skal bare være. Det sublime, og paradokset der ligger implicit deri, bliver en løs kunstnerisk ledetråd og briller, man kan betragte udstillingen med. Noget, der giver et spor på en retning snarere end et svar.

Du har flere gange sat billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk i spil overfor hinanden. Hvad giver dialogen mellem fagligheder?

Jeg tror på tværfaglighed – og tætte dialoger på tværs af hvilke som helst grænser – i alle aspekter af livet, hvilket smitter af på måden, jeg kuraterer udstillinger på. Så længe værket ræsonnerer emotionelt og har en intention og en kvalitetsmæssig, æstetisk relevans, går jeg ikke op i, hvorvidt vedkommende, som har frembragt det, har en baggrund fra kunstakademiet, designskolen eller arkitektskolen.

Da jeg for ti år siden skrev speciale om hybrider mellem samtidskunst og design, skuede jeg til amerikansk minimalisme og Donald Judd, som på én gang ville hade at blive puttet i en kasse, men som samtidig skelnede tydeligt mellem sin kunst og sine designobjekter.

Han sagde: ”I am often asked if the furniture is art, since almost ten years ago some artists made art that was also furniture. The furniture is furniture is furniture and is only art in that architecture, ceramics, textiles and many things are art. We try to keep the furniture out of art galleries to avoid the confusion.” (Alex Coles 2007 p. 54).

Derimod havde den amerikanske kunstner Richard Artschwager en anden åbenhed over for, hvordan hans skulpturer eller møbler, blev analyseret. Han pointerede: “If you sit on it, it is a chair. If you walk around it and look at it, it is a sculpture.”

Hvad er din “gave”? til publikum i denne udstilling?

Med udstillingen håber jeg at skabe en pause. Der foregår så mange livsforandrende, skelsættende og forfærdende ting omkring os i verden lige nu, og jeg vil egentlig bare gerne skabe et rum for refleksion, en pause på en grå vinterdag og, ideelt set, et rum, man kan bevæge sig ind i med alle sanser aktiveret. Et æstetisk åndehul fuld af vægtige værker, som minder os om, at samtalen og dialogen trumfer monologen.

Jeg mener, at samtale er essentiel for overlevelse og det er berigende, når den går på tværs af nationaliteter, faggrænser, materialiteter, tanker og generationer. I udstillingen mødes nordiske kunstnere i et rum, som bliver større, når det deles. Et æstetisk åndehul fuld af vægtige værker, som minder os om, at samtalen og dialogen trumfer monologen.