SAMTALE: Materialekunstner Maria Viftrup

Materialekunstner Maria Viftrup er aktuel på hele to udstilinger i marts: Som del af vandreudstillingen Generation Why i Rundetaarn og i soloudstillingen Jordsans på Munkeruphus. Mød hende her og forstå lidt mere om, hvorfor jord og sedimenter er nødvendige materialer at arbejde med og et vilkår, vi er nødt til at være i omsorgs- og ansvarsfuld omgang med.

Maria Viftrup er født i Børkop i den midterste del af Jylland. Det er her jeg endelig får kigget forbi. I hendes studio, der ligger hist, hvor vandmøllen slår et suk. Huset er faktisk også hendes barndomshjem, hvor hun voksede op med to kunstneriske forældre. I den ene del af huset, som hendes forældre ikke bebor, har hun indrettet to rum med reoler, glaskolber og plasticbokse fyldt med granulat, sedimenter og alskens andet godt. For Maria Viftrup er en samler. En samler af alt det oversete, vi normalt ikke tillægger værdi. Som støv, ting fra fejebakken og savsmuld…

Maria Viftrup er uddannet tekstildesigner på Designskolen Kolding, men fik ifølge hende selv aldrig skabt et eneste tekstil. I stedet blev hun opslugt af materialernes potentiale og eksperimenterne med dem. Og lige her, giver det altoverskyggende mening at trække på myten om, at børn allerede fra de er helt små har en kerne i sig, der bliver determinerende for det, de søger som voksne. Barnet Maria havde stor frihed og gik frejdigt omkring i naturen rundt om åen. Hun samlede hestepærer i en spand og undersøgte dem nærmere. Hun klædte sig ud – og var oprigtigt interesseret i det tekstile og taktile i at drapere sig med forskellige stykker stof. Eksperimenterede så at sige med de enkelte dele for at opnå en meningsfuld helhed.

Hun medgiver selv, at hun ikke kunne holde ud, at de herlige stykker stof blev syet om til noget færdigt. For så stoppede eksperimentet. Og præcis den tanke er blevet til en praksis, der i dag har gjort hende til en af de mest interessante udøvere i hendes generation. Viftrup balancerer mellem formgivning og kunst, men det er ikke så vigtigt, for budskabet er det altoverskyggende. Hun har arbejdet med alt fra blade og blomster over granulerede genbrugte plasticbeholdere til støv og smulder – og nu er rejsen for et tidspunkt stoppet ved jord.

Hendes solo-udstilling Jordsans er netop åbnet på Munkeruphus og er blevet intet mindre end et træningscenter for jord og vores sans eller mangel på samme i omgangen med den. For ifølge Viftrup er vi alt for sjældent i kontakt med jorden, selvom den befinder sig lige under vores fødder. I dette projekt har hun samarbejdet med en hel masse kloge mennesker på området og udstillingen er da også en satsning mellem videnskab, kunst og jordbrug, der skal rejse videre til både Norge og Sverige.

Udstillingens præmis er at undersøge, om vi har en jordsans ligesom vi har en føle- og lugtesans. Kan den trænes? Og kan vi skærpe vores omgang med den, så vi drager omsorg og tager ansvar for jorden? Og måske tænker tanken videre til alle de andre materialer, der er i verden – med og uden konventionel værdi? For plastic har jo engang været olie og støv kommer også af noget.

Som mennesker ved vi, at der er en sammenhæng og det er vores ansvar at huske den fortælling. Vi er nødt til at have en radikal nysgerrighed overfor de systemer, vi er en del af, så vi er opmærksomme på, hvornår vi er i omsorgsfuld dialog med verden og hvornår vi udnytter den til vores formål.

Maria Viftrup brænder. Brænder for at skabe nye systemer, som passer på kloden og gør os klogere. Mød den dedikerede materialekunstner her…

Hvorfor er de oversete materialer så vigtige for dig?

At træne sin nysgerrighed overfor ’det oversete’ skærper ens omsorg overfor verden generelt. Når man pludselig for øjnene op for værdien, skønheden eller bare helt enkelt eksistensen af alle de mikroskopiske dele vores hverdag er bygget op af – så åbner verden sig. Alting har en fortælling, som det bærer med sig.
Støvfnuggene kommer et sted fra. Den tabte majs på køkkengulvet har rejst helt fra Sydamerika for at være på dit gulv i dag. Den plastikflig, som knækkede af din tandbørste, har været en dråbe olie under en ørken i Saudi Arabien og før det var det er urplante, som blev begravet i lag-på-lag af tid.

At opnå den føling med ’tingene’ tvinger mig til at bremse op og se dem ordentligt. Jeg anerkender deres eksistens og spekulerer over, hvordan jeg bedst muligt bevarer deres værdi. Jeg vil simpelthen ikke acceptere, at mennesker har lavet værdikæder, som ting kan falde ud af og blive værdiløse. Alting må og skal være inkluderet i verdens værdi – fordi alting hører lige så meget til som vi mennesker gør.

Du er uddannet tekstildesigner, men har aldrig skabt et stykke tekstil.
Hvordan kan det være?

Jeg blev simpelthen så optaget af, hvor materialerne befinder sig, når de ikke lige er en sweater eller et badeforhæng, som indgår i et produktions- og forbrugssystem. Hvor er det alt sammen kommet fra og hvor skal det hen bagefter?

Det gik op for mig, at ALTING er lavet af natur, som er fundet et sted her på kloden. Naturen transformeres gennem processer, som er usynlige for de fleste, til materialer. Derefter produkter. Og til sidst affald. Men det er stadig ”bare” natur – hvordan og hvorfor er det blevet til noget andet? Er det ikke stadig natur, som nu blot har fået en anden form? Hvis ansvar er det at tage hånd om disse nye former for natur, som vi efterlader os over det hele?

Jeg bruger spekulative designmetoder til at skabe æstetiske eksperimenter, som får mennesker til at genoverveje deres natursyn ved at opleve materialer, som befinder sig i grænselandet mellem natur/kultur. Det vil sige, at jeg ikke laver færdige designprodukter, kun eksperimenter og spekulationer. Jeg blev optaget af at arrangere sanselige møder mellem mennesker og materialer. Møder, som får mennesker til at spekulere over og snakke med – og sanse verden på en omsorgsfuld måde.

Hvorfor har vi som mennesker brug for at træne vores jordsans?

Udstillingen Jordsans er bygget op som et træningscenter, hvor du kan træne din sans for jord. Blandt andet kan du få en Jordsans Behandling ved at arrangere indsamlet natur i ansigtet og mærke jordens ekstreme nærvær på din egen hud.

Der bliver mindre og mindre levende jord i verden. Mennesker påvirker jordens liv i en ekstrem grad. Jeg spekulerer på, om vi går en fremtid i møde, hvor dem, som har en veludviklet jordsans bliver dem, som klarer sig bedst. Evnerne til at kunne finde, forstå og samarbejde med jordens liv bliver utrolig meget mere værdifulde og vigtige. Livsnødvendige.

Hvordan vil du beskrive din arbejdsproces?

Jeg startede projektet Jordsans med spørgsmålet: Hvordan kommer jeg i sanselig kontakt med jord? Jeg kommer ikke selv med en ’jordet’ baggrund, så det var nyt for mig.

Jeg starter altid mine processer med eller på egen krop. Jeg kan ikke formidle noget, jeg ikke først har oplevet selv. Og min krop er mit bedste redskab og lærred for eksperimenter. Jeg bruger meget metodisk at klæde mig ud som noget andet. At tage udstyr på eller eksperimentere med at spænde/klistre/binde materialer direkte fast på kroppen.

Jeg gik ud i min have, gravede et hul og stak hovedet derned. Det var en helt vildt voldsom oplevelse, som jeg kun kunne holde til i fem sekunder. At vende ryggen til den del af verden, som er i lyset, og blive konfronteret med dybet under fødderne var overvældende, kriblende, skræmmende og spændende! Jeg begyndte at træne og nu finder jeg faktisk ro til at blive liggende længe med hovedet i et hul i jorden. Siden har jeg også vendt processen om, så jord og naturfragmenter arrangeres ovenpå ansigtet – den såkaldte Jordsans Behandling.

For at udvide min horisont og skabe et større rum for spekulationer inviterede Jordens Hus og jeg 30 nordiske forskere, kunstnere og jordbrugere ind i projektet. De har alle bidraget med metoder til at sanse jord baseret på deres faglighed. Vi mødtes på tre eksperiment-dage, hvor hver person medbragte et jordsans-eksperiment, som vi sammen udforskede. Disse eksperimenter videreformidler jeg i udstillingen i form af en metode-samling, som man kan gå på opdagelse i. Det har været ekstremt givende at indsamle nordiske metoder i fællesskab. De har også testet de eksperimenter, jeg har udviklet til udstillingen. Alt hvad jeg laver er et eksperiment. Også den færdige udstilling, som er fuldstændig afhængig af, at de besøgende tør bruge deres egen krop og give sig hen til eksperimentet.

Og så har jeg i øvrigt samarbejde med den fantastiske duo Frederik Gustav, som har skabt det smukkeste udstillingsinteriør, som rummer alle de redskaber til jordsansning, jeg har udviklet. Og med en masse andre vidunderlige folk, som har støttet, løftet og inspireret.

Er det materialerne, der definerer indholdet af din praksis?

Jeg finder ekstremt meget inspiration i at sanse materialer og arbejde med at forstørre eller iscenesætte disse sanseindtryk for andre.

Mine ideer udspringer som regel af, at jeg selv har haft en oplevelse, hvor en lille del af verden pludselig har vibreret på en særlig måde. Den der følelse af pludselig at SE eller OPLEVE et materiale og dets iboende fortælling på en særlig intens måde. Resten derfra er spørgsmålet: Hvordan giver jeg denne oplevelse af at ’verden vibrerer’ videre til nogen andre? Hvad skal der til for at formidle den oplevelse?

Da jeg besøgte dig, sagde du, at dystopien og utopien bør holde hinanden i skak. Hvad mener du med det?

Jeg vakler altid mellem dystopien og utopien. Dystopien er, at materialerne, resterne og det værdiløse hober sig op. Fylder vores floder, vores have, vores skove, vores maver, vores børn. Vi kvæles i alt det, vi efterlader.

Utopien er, at vi bruger så meget tid på at ligge på knæ og betragte et støvfnug, en regnorm eller en tabt cykelrefleks at vi ikke har tid til at forbruge og producere affald.

Et sted derimellem ligger muligheden for at blive sig sit ansvar bevidst, at tage hånd om det nære, at blive ved at træne sin nysgerrighed og omsorg – både for de store systematiske forandringer og for de bittesmå væsener, som bor lige under vores fødder.

————————————————————
Projektet er generøst støttet af Nordic Council of Ministers’ Culture and Art Programme, Nordisk Kulturfond, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.

Nordiske Jordsansere, som har bidraget med viden, metoder og inspiration:

Fra DK: Line Kjær, Nynne Hoe), Gry Worre Hallberg, Paul Henning Krogh, Sanda Villumsen, Rune Fjord, Sophie Dupont, Sidsel Esther Ejrnæs, Peter Jørgensen og Jens-Otto Andersen

Fra NO: Annike FLo, Eli Maria Lundgaard, Elise Mathilde Malik, Hilde Methi, Håkon Mella, Jomy Joseph, Kirsten Marthinsen), Linda Jolly, Nora Sørensen Vaage, Randy Gunnar Bomann-Lange, Silje Kolltveit, Svartjord

Fra SE: Ebba-Maria Olson, Elise Aldén, Lena Håkansson, Malin Lobell, Petra Lilja, Sofie Lindström, Håkan Wallander.