SAMTALE: Mikkel Elming, direktør for GLAS

I Ebeltoft sker der ting og sager. Senest er det glasmuseet, der har fået nyt navn, ny identitet og ny indretning – og vigtigst af alt et skærpet fokus på glasKUNST. I denne samtale fortæller den nye direktør, at vi ikke behøver frygte, at kunsthåndværket ryger til fordel for kunsten. Der er plads til begge dele – og gerne i et samarbejde til fordel og læring for begge fagligheder.

I Ebeltoft ligger et museum, der startede som et lokalt initiativ båret af dedikation til et materiale og en teknik – studio glasset. Museet holdt til i den tidligere toldbod ved havnen, hvor det kigger ud over hav og by – som en median imellem kultur og natur. I 2006 fik museet en moderne tilbygning af arkitekterne 3xN og åbnede sig endnu mere mod kunsthåndværket, kunsten og verden. I 2022 kom museets nuværende direktør til Djursland og på kort tid er der sat store forandringer igang. Han siger selv, at behovet for nytænkning har ulmet længe, og at transformationen, der inkluderer et nyt navn, en ny identiet og en ny indretning, er en nødvendighed. En nødvendighed, der ikke kun handler om at optimere de ydre rammer, men også tager favntag med sit indhold.

For selvom det tidligere glasmuseum i Ebeltoft også fokuserede på kunst i glas af internationale navne, så er den nye strategi anderledes klar og kunstfokuseret. Mikkel Elming kommer nemlig fra en baggrund i billedkunsten og anede stort set ikke noget om glaskunst og kunsthåndværk før han blev opfordret til at søge direktørstillingen. Men efter at have interviewet ham, faldt mit nervesystem til ro. For Elming er nysgerrig og ambitiøs i den sympatiske betydning af ordene. Og hans samtidskunstneriske fokus til trods, har han ingen planer om at skylle kunsthåndværket og studio glass-traditionen ud i det østjyske hav en spytklat fra museet, men istedet invitere kunsten indenfor sammen med kunsthåndværket, teknikken og traditionen.

Invitationen handler om at skabe værker af høj kunstnerisk og håndværksmæssig kvalitet. Den præmis kan vi alle være med på. Min frygt har handlet om, at det, jeg ynder at kalde for ‘det kloge kunsthåndværk’ bliver nedprioriteret til fordel for billedkunsten. Når jeg taler om ‘det kloge kunsthåndværk’ refererer det til udøvere, der mestrer deres materiale umiskendeligt efter utallige timer (og år) i værkstedet. Så mange at de er i stand til at skabe værker, der ikke kun udkommer som tekniske mesterværker i deres materiale, men også bærer på en æstetik og intellektuel overbygning, der kommer nedefra og op, fordi de er så kompetente til at arbejde i deres materiale. Fordi de og deres kloge hænder ved, hvad de laver og har en overlegen, legesyg tilgang til materialet og derfor kan sublimere det til højder, hvor et kunstnerisk, politisk, personligt, samfundskritisk, fagligt – what ever – udsagn forekommer.

Der tales ofte om, at kunsthåndværk er kunstens lillebror. At det historisk altid har været ‘finere’ at være kunstner end kunsthåndværker. Måske fordi kunsthåndværket er rundet af husfliden, hjemmet og den samfundspolitiske diskurs, der gjorde kunsthåndværk til primært et kvindefag? Jeg er ikke sikker, men efter at have talt direktør Mikkel Elming, tager jeg mig i at tænke, at der her i Ebeltoft, måske kunne være en mulighed for at gøre et forsøg på at punktere den myte – måske ikke ‘once and for all’, men i hvert fald begynde arbejdet med for alvor at bryde de rigide kategoriseringer, der har det med at hæmme al udvikling, og i stedet kigge på, hvad vi kan bruge hinanden til. Lære af hinanden. Og skabe.

Ikke mindst skabe. I glas…

Tillykke med det nye navn. Hvorfor bare GLAS? Og hvorfor var der et behov for at ændre navnet?

Det nye navn er blot en blandt mange ting, vi gør. Vi har lagt en strategi, hvor vi skærper museets profil. Hvis vi skal have et museum, der er i udvikling og dagsordensættende, så er et navneskift det mest markante, man kan gøre for at gøre opmærksom på, at der sker noget nyt. Helt lavpraktisk hænger det også sammen med behovet for en ny identitet og en ny hjemmeside, der er tidssvarende og matcher behovet for digital kommunikation.

Det nye korte navn har to argumenter. Et, der handler om, at Glasmuseet Ebeltoft havde kommunikative udfordringer. Det var langt og svært at kommunikere digitalt, og så blev vi ofte kaldt noget forkert – i variationer over museets navn. Det andet argument handler om et øget fokus på vores materiale, ligesom det nye navn er skarpere, nemmere at sige og dermed formidle og relatere sig til.

Vi har også lavet en nyindretning af museet, der næsten er færdig. Vi har fået en ny reception og en ny butik. Butikken er flyttet ind der, hvor cafeen lå, så vi har ikke længere café på stedet. Men det har til gengæld frigivet mere plads til udstillinger. Den opdaterede butik skal gerne være et sted ,der viser kunsthåndværk af høj kvalitet. Og blive en butik man har lyst til at gå på opdagelse i og hvor de lokale kommer for at købe gaver.

Det kan virke som lavpraktiske ting, men det gør en stor forskel for oplevelsen af museet. Vi er også i gang med at lave en lounge og et kreativt rum og flytte vores kontorer, så der er en forandring i gang på stedet, hvor vi har kigget alle funktioner igennem og optimeret indretningen. Hele relanceringen indebærer således en ny visuel identitet, en ny hjemmeside og en ny indretning.

Med din baggrund i billedkunsten og jeres øgede fokus på glaskunst, er I så ikke bange for at smide kunsthåndværket og studio-glas-traditionen, som museet er funderet på, ud med badevandet?

Det er en ambition at bygge bro mellem samtidskunsten og kunsthåndværket – studio glass traditionen. Det er den rolle, vi skal have. Samtidig kan jeg se i museets historie, at vi altid har været et museum, der har været interesseret i eksperimenter. Billedkunstner Bjørn Nørgaard har bl.a. kurateret vores samling på et tidspunkt. Og vi har adskillige samtidskunstnere i vores samling, ligesom museet har lavet kunstnerisk eksperimenterende udstillinger igennem tiden. Så det er ikke så uvant for organisationen at arbejde med samtidskunsten. Vi er et sted, som fokuserer på glas som kunstnerisk materiale, og det er min tanke, at det her museum gerne må skubbe til, hvad glaskunst er og kan være.

Jeg er bestemt ikke interesseret i at forlade den tradition, som museet er etableret på. Tværtimod, er det vigtigt for mig at kigge tilbage i historien, når vi kigger frem. Hvad var ambitionen for museet i sin tid? Og hvordan kan vi føre det ind i fremtiden? Museet er stiftet af glaskunstnere i 80’erne med ambitionen om at være kunstnerens museum og et internationalt museum for glaskunst. De samme ambitioner lever videre nu, blot er de blevet professionaliseret siden. Så hvordan re-aktualiserer vi de drømme med det udgangspunkt vi har i dag? Der tror jeg, at vi som institution kan lære noget af de mere konceptuelt tænkende kunstnere.

Det er også interessant, at vi har et glasværksted ’on location’, som er særligt for et museum at have. Et værksted, der har så specifikke kompetencer og facilitere. Vi har potentiale til at udbrede det her materiale til kunstnere, der ikke tidligere har arbejdet med glas. Det er også en ambition at udbrede kendskabet til glas som materiale. Gøre materialet tilgængeligt for nogle interessante kunstnere. Og at formidle historien om, at glasset er interessant at arbejde med kunstnerisk. Vores fokus er glas som formidler af kunstnerisk potentiale. Vi er ikke et kunsthåndværkmuseum, vi er et kunstmuseum. Det tekniske er vigtigt for os. Vi er ikke interesseret i at vise glas, som er dårligt håndværk. Jeg lægger vægt på den del af vores samling og vores praksis, som er eksperimenterende. Vi skal også vise teknisk svære værker. Men et værk er ikke interessant for os, hvis det kun er teknisk besværligt.

I vores forrige udstilling In the Making viste vi ti dygtige, nutidige, danske glaskunstnere, som alle har relevante tanker omkring deres praksis. Og som ikke alene skaber smukke ting, der er besværlige at lave, men som også har et tankegods omkring det, de gør. Udstillingen var lige så meget en opvisning i proces og teknik, som det var en udstilling om materialets mange muligheder og æstetiske mangfoldighed.

Jeg vil gerne bygge bro og skabe samarbejder mellem kunstnere, der kender glasset særlig godt og nogle, der ikke gør. Kan vi udfordre noget af den kategorisering, der hersker mellem kunsthåndværk og kunst? Man kan tilgå det her materiale fra mange forskellige perspektiver. Vi vil gerne vise så mange forskellige egenskaber ved det her materiale, som vi kan. Og hvordan det kan bruges som kunst. Vi udvider vores palet i forhold til den del af studio glass-traditionen, der udelukkende er teknisk.

I vores aktuelle udstilling EVOLUTIONS af Studio ThinkingHand viser vi et materiale, der er interessant fra et naturvidenskabsperspektiv. Vi kan betragte naturen gennem dette materiale, som det eneste af sin art. Så jeg vil gerne nå så bredt rundt om glaskunst, som vi overhovedet kan. Det nye i museets profil er, at vi tager afsæt i et materiale, der kan skabe kunst.

Så vi skal ikke være bange for, at museet forvandler sig til en ’white cube’?

Det ligger os nært at bygge videre på de kærlighedskræfter, som museet er etableret på. Det er vigtigt for mig, og museet er i høj grad et socialt museum. Et usædvanligt museum. Både fordi vi er et privat museum, som har omkring 50 frivillige til at drive museet. Vi har en meget stor venneforening, som har grundlagt museet i sin tid, som vi er i gang med at omdanne til en klub, der kommer endnu tættere på museet. Jeg har en oplevelse af, at vi er et meget socialt museum. Og en følelse af, at vi at er et hjerteligt sted.

Vi skal værne om, at vi har en stor og rig historie og at der findes en masse mennesker, der elsker det her sted. Vores mål for hele relanceringen har været, at de mennesker, der har elsket museet før, også elsker det nu. Og vi er ekstremt bevidste om, at vi ikke er i gang med at rive noget ned for at bygge nyt, men at vi bygger videre på noget, der har været i gang i 37 år. Som nye frø i kultiveret jord. Museet har også en international position, som de færreste er klar over. For vi har en samling, der er doneret af de største navne fra hele verden. Så man kender os i de internationale glaskredse. Og vi er nok et af de femte største glasmuseer i verden. Det skal vi blive ved med at være. Der er den tradition, den samling og den historie, vi skal værne om.

Hvorfor vil I ikke udstille funktionelt glas? Er det ikke interessant at stille skarpt på formgivning af brugsgenstande fra fx Bauhaus-modernismen og op til i dag?

Det har museet aldrig rigtig gjort, så det kommer vi heller ikke til at gøre i fremtiden. Det er ikke en del af museets praksis. GLAS er ikke et museum for design, men er født ud af studio glass-traditionen, som var stærkt repræsenteret her på Djursland. Så det handler om materialet, teknikken og traditionen indenfor dette felt. Men glas og kunsthåndværk er et nyt felt for mig. En ny historie og en ny tænkning, som jeg er ved at tillære mig. Jeg tilgår museet med min billedkunstneriske baggrund. Men det er klart, at der skal være balance i, hvad vi kan gøre for at bevare det, museet er, og det jeg introducerer. Det er noget, jeg tænker meget over, den balance. Hvordan er det, at vi udfylder den rolle, vi har for glaskunsten på en måde, så man ikke føler at vi forkaster vores position? Men samtidig skubber til det vante og gør os selv og glas som materiale relevant i vores tid.

Hvad tror du på for feltet?

Glas er jo et materiale, som kan noget i den tid, vi lever i. Det har nogle kvaliteter, som afspejler noget af det, som vi er i gang med at opdage. Fx at være et blødt materiale. Den flydende karakter er interessant i forhold til at være i en tid, hvor rigtig meget er i opløsning. Vi er ’in between’ i forskellige stadier, som kan være svære at kategorisere. Og så har glas ekstremt mange kontraster i sig, og er et materiale i konstant forandring i forhold til sine omgivelser.

Glas interagerer med alt omkring sig visuelt, og er også et materiale, der har en indbygget autencitet – det er lavet af sand og soda. Det er et simpelt et materiale, der bare skal varmes op. Det taler ind i nogle bevægelser, der på en måde rammer vores forståelse af verden ind. Helt lavpraktisk bliver glas brugt mere og mere, og er blevet populært igen. Folk interesserer sig for glas. Så det er en fantastisk præmis og position at udvikle et museum fra.