SAMTALE: Morten Klitgaard

Glaskunstner Morten Klitgaard er aktuel på det nyåbnede Hempel Glasmuseum, hvor han udstiller som modtager af Hempels Glaspris 2021. De senere år har hans karriere taget særlig fart med udstillinger og priser i ind- og udland, og den berejste nordjyske kunstner er efter en årrække på Bornholm, flyttet til København, hvor han har åbnet værksted og galleri på Amager.

Hvis du har svært ved at holde farten, er det ikke så mærkeligt. Morten Klitgaard ligger for alvor i overhalingsbanen, en bane, der synes at have flere spor og fortsætte over grænser – nationalt og fagligt. For selvom nordjyden synes at have roen og sindigheden som permanente iboende kendetegn, er der fart på.

Fart på hans raketbane mod international anerkendelse og udstillinger. Fart på hans nye bane i København, hvor han har åbnet værksted og galleri i en tidligere gardinforretning på Amager sammen med sin faglige og private partner, keramiker Elly Glossop. Fart på hans udtryk, der ligger et stykke væk fra det, vi normalt forbinder med glaskunst: Det transparente, translucente og plastiske. Karakteristiske egenskaber ved glas, som Klitgaard maskerer i sine værker, der i stedet minder om keramik, idet de mørke brun-sorte cylindre båder mimer det brune ler i sin farveholdning og er en typologi, der er klassisk i keramikken. Læg dertil overfladerne med deres krakelerede, rustikke og boblende overflader, der er som taget ud af en keramikers glasurkartotek.

Klitgaard er vokset op i Nordjylland, nærmere betegnet Lønstrup, og her mellem klitter, blæst og en ydmyg tilgang til natur og vejrlig, blev han opmærksom på detaljer og stofligheder, som han stadig trækker på i dag. Efter kurser i USA, en uddannelse på Det Kongelige Akademi på Bornholm, og masterclasses hos flere store glaskunstnere i ind- og udland, fandt han sit sprog, sit toneleje, sin vej.

Klitgaards greb er hans evne til at sende sit materiale ad nye ruter ved at lade det samtale med keramikhistorien og de konventionelle spor og referencer, der ligger her. Ved at gå i frisk og eksperimenterende dialog med sit materiale og sætte forskellige komponenter i samspil med glasset, så overfladen eroderer og syder i kemiske reaktioner, trækker han sit formsprog og udtryk nye steder hen og sætter glasset frit. Frit til at sætte nye æstetiske standarder. Frit til at lege på tværs af genrer og forventninger. Frit til at falde ned i nye mellemrum mellem alle de førnævnte.

Morten Klitgaard er et nyt sprog. Et nyt spor. Et nyt sted for glas. Det er derfor hans arbejde, hvor han lader materialer som gips, ler, papir, metal blive medskabere af de materialeoverskridende overfladeudtryk, er et nybrud i feltet. Klitgaards værker tenderer optiske gimmicks, når han lader sine glasværker maskere som massive keramiske jordbrud. Og man tror vitterligt, at det er keramik, første gang, man møder dem. Og selv når man får at vide, at værkerne er lavet af glas, spørger man ’really?’

På Hempel Glasmuseum udstiller Klitgaard som sidste års modtager af Hempels Glaspris under titlen NOVUM VITRUM (nyt glas på latin) en række værker, der tager afsæt i museets samling af antikke, romerske glas. I deres patina, farver og perlemorsagtige skær, der skyldes irisering, når glassets stof går i forbindelse med luften kultveilte efter mange år i jorden. Og netop spadestikket tilbage til antikken er en vigtig signatur for Klitgaard, der er bevidst om sin materiale- og kulturhistorie, og går både med og mod den i sin ukonventionelle fortolkninger af den.

Hvordan fandt du frem til at arbejde med overfladerne i dine glasværker?

Et langt stykke hen ad vejen bliver man dygtigere som glaspuster ved at efterligne sine forbilleder og læremestre. Man tilegner sig teknikker og vigtige indsigter, men på et tidspunkt må man frigøre sig fra det tillærte og gå sine egne veje. Min opvækst i det forblæste Nordjylland har lært mig at værdsætte små detaljer i et goldt landskab. Det at være ordblind har også en stor betydning for min udtryksform og overflader. Jeg lærer med mine hænder og gengiver indtryk i tekstur.

Det at mine værker har et keramisk islæt er valgt for at tydeliggøre formen og volumen i objekterne. Ved at fjerne translucens og kun arbejde med den yderste overflade, som vi kender den fra den keramiske verden, kan jeg arbejde med volumen og opfattelsen af konturerne af formen.

Æstetikken er rå, maskulin og upoleret, og udtrykket står i gæld til den natur, vi driver rovdrift på. Jeg bruger glaspigmenter og indsamlet materiale fra steder, der har stor betydning for mig fx sort sand fra Lønstrup eller klippestykker fra Bornholm.

Hvorfor tager du ofte udgangspunkt i beholderen?

Jeg har altid været fascineret af form. Både klassiske og abstrakte former og deres måde at indtage rummet på. Jeg arbejder med beholderen, fordi det viser, at jeg kender min materialehistorie, og at jeg sætter mine værker ind i og op mod den kontekst. Beholderen er skabt for at rumme noget fysisk som vand, og ved at kende den forudgående skabelsesproces sætter jeg mine værker ved siden af den kulturhistorie, der ligger forud for glasfremstillingen de sidste 3.000 år.

Hvad fascinerer dig ved dit materiale?

Barndomsbyen Lønstrup er udgangspunktet for min rejse udi glaskunstens fjerne afkroge. Jeg var blot otte år gammel, da et keramikerpar kom til byen for at etablere et glaspusteri. Det var hos Leif Vange i Glashuset i Lønstrups varme og sansemættede univers, der første gang tændt en ild i mig. Jeg blev straks fascineret af det, den fint koreograferede dans med glasset, koncentrationen og det kropslige element i glasfremstillingen.

Hvis ikke man er 100% fokuseret igennem hele tilblivelsesprocessen kan det let ende i en fiasko, eller spild af tid og resurser. Tyngdekraften er vores værste fjende, og sekunders fravær kan have fatale konsekvenser for fremstillingen af værket. Glasset husker alle berøringer, og hvis ikke det er ensartet, vil det blæse skævt og blive ustyrligt.

Har du et bud på, hvor glasscenen bevæger sig hen eller er det lige så mangfoldigt som der er udøvere?

Stagnation er ikke en mulighed, hvis man vil forny sig. Udvikling sker kun i mødet med nye mennesker, landskaber og kulturer. Jeg forsøger hele tiden at gøre min fortælling stærkere. Rejserne, sansningerne og eventyret bearbejdes og kommer ud gennem kroppen og aflæses i mine værker.