SAMTALE: Peder Rasmussen
Stelvision 5, Anne Tophøj (2010/2011). Porcelæn, variable mål. Privateje. Foto: Bettina Køppe
Peder Rasmussen
Født i Næstved i 1948 og uddannet på Kählers Keramiske Værksted samt på kunstskoler i Italien fra 1966 til 1971.
Udover at udstille egne værker har han kurateret keramikhistoriske udstillinger som udstillingen om Kähler Keramik på Kunstindustrimuseet, nu Designmuseum Danmark, 2002.
Formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design 2011-2013.
Modtager af Statens Kunstfonds Livslange Hædersydelse
Forfatter til talrige artikler og flere bøger om keramiske emner. Herunder Familie på Træben, Om J.F. Willumsens Familievase, Forlaget Aristo i 2016 og senest Keramikkens sprog, Strandberg Publishing, 2022
Hvorfor er det vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting? Hvordan taler man om keramik? Og hvordan får man ord og ting til at gå op i en højere enhed? Det taler jeg med keramiker og forfatter Peder Rasmussen om i anledning af, at hans bog Keramikkens Sprog åbner som udstilling på CLAY 21. januar, 2023.
Peder Rasmussen er en ener i dansk samtidskeramik. Det er han, fordi han dels har været med i feltet i godt 50 år og har sat sit aftryk på flere generationer af studerende som underviser. Det er han også, fordi han som en særlig fri formidler har talt keramikkens sprog, for nu at genbruge titlen fra hans egen bog og nye udstilling. Rasmussen har utrætteligt kommunikeret, fortalt, grint, svovlet og formidlet keramikkens væsen, teknik, struktur, formsprog og sprog igennem årene. Senest i lyd qua CLAY Museums keramikvandring igennem Middelfart, hvor man med Peder Rasmussen i ørene lærer lige lidt mere end, hvis man går turen selv.
Utallige artikler og flere bøger er det også blevet til som formidler, ligesom han har kurateret udstillinger og siddet i formandsstolen i Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design. Derudover er hans ouvre et kapitel for sig. Han figurative billedvaser er ligesom Peder Rasmussen selv farverige, fabulerende og højtråbende. Som frie fortolkninger af hans person og væsen – transformeret til form. Til keramikkens væsen kunne man fristes til at sige.
I denne samtale flyder det som skidt fra en veloplagt spædekalv, når vi taler om, hvorfor sproget er vigtigt som en medspiller i vores oplevelse af og interaktion med kunsten. Hvor nogle keramikere bruger glasurer, der syder og bobler, bruger Peder ord og billeder – fra det intellektuelle og dannede til det praktiske og jordnære. Det er veloplagt og til tider krukket, på den gode måde, men altid oplysende, inspirerende og aldrig kedeligt.
Familievasen, J. F. Willumsen (1891) Fajance med glasurmaleri, h. 51 cm, b. 51 cm. Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp
Hvorfor er det vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting?
Det er vel ikke kun vigtigt at have et sprog, når vi taler om ting, genstande eller kunst – det er vel vigtigt i det hele taget. Spørgsmålet kan vist kun opstå i en verden, eller i et miljø, der i lang tid har dyrket forestillingen om den såkaldte ”tavse viden”, altså ideen om, at man bare kan klare sig med følelsen, fornemmelsen osv. Det kan man måske også sagtens – i hvert fald indtil man skal forklare sig til andre.
Jeg er stor tilhænger af Wittgenstein, der sagde, at ”mit sprogs grænser er min verdens grænser”. Ikke at jeg ved meget om filosofi, men det er jo let at forstå, at hvis man ikke i det mindste prøver at udtrykke sig om sin viden eller sine fornemmelser, så har andre jo ikke mange chancer for at fatte, hvad man render rundt og tænker på. Vi må altså bare, på godt og ondt, prøve at udtrykke os i ord – og ikke mindst for vores egen erkendelses skyld.
En helt anden ting er, at når man står over for et eller andet værk, der gør indtryk på en, så er det vel meget naturligt at spørge sig selv: Hvorfor lige netop dette værk? Hvorved skiller det sig ud fra alle de andre, der i og for sig også er storartede? Hvilke indbyggede mekanismer er det i lige netop dette værk, der påvirker mig? Hvilke knapper trykker det på? Og i det hele taget: Hvilke mekanismer driver værket?
Other Planes #3 – Martin Bodilsen Kaldahl. (2002) Stentøj med begitning og glasur, h. 72,5 cm. Diane og Marc Gralners samling, Washington, D.C. Foto: Ole Akhøj.
Hvorfor er det vitalt at kunne sætte ord på den følelse, vi oplever, når en genstand rammer os på en udstilling – eller på et loppemarked?
Jeg ved heller ikke om det er vitalt. Men det lægger da et ekstra lag på oplevelsen af verden eller kunsten. Karen Blixen sagde engang, at hun simpelthen ikke anede, hvad hun skulle kigge efter, når hun stod ude i et landskab, før hun havde set det på et maleri. Altså i en eller anden kunstnerisk fortolkning. Det er jo lidt den omvendte vej – men sådan fungerer det også. Det er vel det, vi har kunst til – at hjælpe os til at forstå verden, at tilbyde os nye indfaldsvinkler.
Om man altid lige kan sætte ord på den følelse, man bliver ramt af, når man ser på et værk, er et lidt tricky spørgsmål. For hvornår kan man egentlig det? Når man er forelsket, siger man: Jeg elsker dig. En nærmest lidt symbolsk og overfladisk ytring… altså i forhold til den følelse, der afstedkommer udsagnet. Men kæresten ved nok nogenlunde, hvad vi mener. Og så er det jo helt fint.
Nogenlunde sådan fungerer det også, når vi taler om kunstværker. Så siger vi: fed komposition – flot som farven render på tværs af strukturen – mærkelig tyver-agtig farveholdning – sikke et firsertrick – det må da være centralaksen, der holder den vase sammen – det der har han sgu da stjålet fra Picasso… osv. Og dem, der også kender noget til sagerne, ved nu lidt om vores sansninger. I hvert fald mere end hvis vi bare siger: lækkert!
Og i øvrigt handler alting ikke om følelser. I design og kunst er der også noget, der hedder funktion, proportionering, rytme, stoflighed osv. Det behøver man ikke føle noget særligt for at forklare. Kunst – og kunsthåndværk – kan jo også handle om alt muligt andet end følelser.
Krukke, Gerd Hiort Petersen (1984). Porcelæn med indridset dekoration, h. 31 cm, diam. 27 cm. Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp
Handler det om referencer? Genkendelse? Stoflighed?
Det er klart, at det handler om referencer. Al kunst bygger oven på anden kunst. Og vi kan ikke tale om ting, eller fremstille ting, hvis vi ikke bygger på fælles referencer. Man kan ikke fremstille et kvalificeret værk, hvis man ikke ved noget – om håndværk, teknik og fagets historie. Og hvis publikum ikke ejer kritisk potentiale – eller hvis de heller ikke ved en skid, så går det galt. Så kan alt jo begynde forfra hele tiden. Hvis ikke både fagfolk og publikum har referencerne i orden, så kan kunst og design m.m. jo alt for let udvikle sig til det rene galimatias, og der er åben scene for charlataner af enhver art.
Vase i spirende stil, Axel Salto (u.å.) Stentøj med Sung-glasur, h. 37 cm. CLAY Keramikmuseum. Foto: Axel Salto / VISDA
Hvordan har I grebet udstilingen an på CLAY for at formidle budskabet om sprogliggørelsen af objekter?
Ja, det var jo nemt nok med bogen, for der er jo rigtig mange ord og så bare nogle billeder af værkerne. Nu er det lige omvendt – og tingene må mere (for)klare sig selv. Vi har dog grupperet værkerne, så de også kan forklare hinanden. Forskelle og ligheder bliver forhåbentlig tydeligere.
Vi har arbejdet med lidt kortere vægtekster, der følger grupperingerne, og så er der mulighed for at høre mig fortælle via et link pr. QR-kode. Desuden har vi lavet nogle Jørgen Clevin-agtige småfilm, hvor jeg tegner og illustrerer nogle af pointerne. Men bogen og udstillingen hører sammen – også selvom der ikke er hundrede procent overlap.
Variationer over Spaltekanden, Eva Stæhr-Nielsen (1932) Stentøj, h. 19-24 cm. Saxbo.
Privateje. Foto: Eva Stæhr-Nielsen / VISDA
Er der en personlig oplevelse, du selv husker, hvor du blev særlig ramt af en genstand og bagefter forsøgte at sætte ord på det? Som ung? Eller nu?
Jeg har jo haft det held tidligt at lære folk at kende, som ikke var bange for at ting skulle falde fra hinanden, hvis man talte om dem. Da jeg var i lære for eksempel. Keramikeren Nils Kähler kunne sagtens verbalisere, hvorfor en tud på en tekande skulle hæves lidt, så den måske afbalancerede hanken – eller hvorfor det så deprimerende ud, hvis kanten på et askebæger hang for lavt. Sproget var knapt og bestemt ikke sofistikeret, men meningen trængte fint igennem Beatles-håret til min teenagehjerne.
Mine professorer på skolerne i Italien snakkede til gengæld én et øre af, og jeg kunne blive helt flov på deres vegne over alt det ordskvalder. Men de vidste noget – og stoppede ikke før pointen var feset ind. Som underviser på Kunsthåndværkerskolerne var jeg jo også selv tvunget til at formulere mig om forskellige emner, og det har hjulpet mig meget, vil jeg mene. Desuden har jeg bare grundlæggende altid foretrukket kunstnere og designere, der kunne formidle i ord, hvad deres værker handlede om. Og så er jeg vel bare et snakkehoved!
Kitchen totem with orange bowl, Rose Eken,(2017). Glaseret papirler, h. 87 cm. Privateje. Foto: Charlotte Fogh Gallery
Peder Rasmussen
Født i Næstved i 1948 og uddannet på Kählers Keramiske Værksted samt på kunstskoler i Italien fra 1966 til 1971.
Udover at udstille egne værker har han kurateret keramikhistoriske udstillinger som udstillingen om Kähler Keramik på Kunstindustrimuseet, nu Designmuseum Danmark, 2002.
Formand for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design 2011-2013.
Modtager af Statens Kunstfonds Livslange Hædersydelse
Forfatter til talrige artikler og flere bøger om keramiske emner. Herunder Familie på Træben, Om J.F. Willumsens Familievase, Forlaget Aristo i 2016 og senest Keramikkens sprog, Strandberg Publishing, 2022