Sanser og intellekt

af | 20. apr, 2024 | Design

Milena Bonifacini fra udstillingen “Ensuite”. Galleri Lene Bilgrav, Århus, 2022. Foto: Privat

MILENA BONIFACINI

Født i 1963 i Peru, men flyttede som spæd til Danmark. Bor og arbejder i Nyborg på Fyn.

Uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1989, hvorefter hun blev cand. phil fra Skolen for Teori og Formidling i 1991. Herefter etablerede hun egen praksis.

Præsident for Akademiraadet 2017-21. Fra 2024 forperson for Den Frie Udstillingssammenslutning. Som udøvende kunstner er hun i stald hos galleri Rathnov, København.

Stedspecifikke installationer:
Skulptur-installation på Smedetoften, Nordvest, København, 2020, terrazogulv til Generationernes Hus, Aarhus, 2020 og mosaikgulv på Copenhagen Plant Science Center, LIFE, København, 2016

Udvalgte solo-udstillinger:

Solskinsrytter, Banja Rathnov Galleri, 2023, Frugt og flor, Banja Rathnov Galleri, 2019, Feast, Montanasalen. Gl Strand, Copenhagen, 2019, Nye Tavler, Galleri MøllerWitt, Aarhus, 2018, I Hus (m. Bodil Nielsen), Møstings Hus, Frederiksberg, 2018, Stjerne, sok, blis. OVERGADEN, Copenhagen, 2003

Bonifacini har modtaget en lang række anerkendelser og legater for sit arbejde bl.a.Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsen Legat og Statens Kunstfond 3-årige arbejdslegat.

Gruppeudstillingen Naboplanter kan opleves på Den Frie indtil 26. maj

@bonifacinimilena

Milena Bonifacini er forperson for Akademiraadet, billedkunstner og aktuel på gruppeudstillingen Naboplanter på Den Frie Udstillingsbygning. Hun var også en del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske portræt aldrig tidligere har været udgivet. Nu kan du læse det her.

Milena Bonifacinis atelier ligger i hendes have. Et moderne arkitekttegnet et af slagsen, der med sine grå galvaniserede pandeplader i stål og højloftede tag står i moderne og kølig kontrast til den frodige have, der omgiver det. Atelieret er tegnet af arkitekt Christoffer Harlang og er et klassisk nordvendt atelier uden direkte sollys. Store ovenlysvinduer i den ene side af taget inviterer i stedet generøst lyset ned og skaber de optimale betingelser for fordybelse og ro. Her er ingen vinduer, så Milena kan kigge ud, for så fortaber hun sig i haven og det, der foregår udenfor. Haven er også en særlig historie, der hænger uløseligt sammen med den danske billedkunstner med det italienske navn og sydamerikanske ophav.

“5 jordlegemer” fra udstillingen “Naboplanter”, Den Frie sammenslutning. Den Frie , Kbh, april-maj 2024 Foto: Milena Bonifacini

Indenfor i atelieret er der i modsætning til det minimale ydre, en gylden og hjemlig atmosfære på grund af væggene i fyrretræsfinér. Her er også en brændeovn, fyldte bogreoler og et rullebord proppet med maling i tuber. Bonifacinis værker er allestedsnærværende på vægge, flader og hænger sågar fra loftet. I den ene ende af atelieret er der en stige op til en hems, hvor værker opbevares på reoler i lag. Der er nemlig mange, og den produktive kunstner har yderligere opbevaret en del i laden. Man mærker, at her leves og at livet og kunsten er i brugende omgang med hinanden i både atelieret og i hjemmet, hvor også Milena Bonafacinas mand, billedhugger Søren Jensen, har atelier.

“5 jordlegemer” fra udstillingen “Naboplanter”, Den Frie sammenslutning. Den Frie , Kbh, april-maj 2024 Foto: Milena Bonifacini

Hjemmet som referenceramme

Stofligheden er konstant og nærværende hos den danske billedkunstner, der bruger det hjemlige til at repræsentere det genkendelige, men drejer referencen, betydningen eller symbolikken, så det du kender eller genkender, alligevel er noget andet. Milena Bonifacinis naivistiske og referencetunge univers er insisterende i sine stærke og ofte højtråbende farver og organiske og amorfe former. En kombination, der fungerer allerbedst, når de to- og tredimensionelle værker opererer sammen i rumlige installatoriske formater. Installationer, der favner dig. Spejler dig og genkender dig.

Køkkenet er det hjemlige rum, som de fleste kvinder har været kreative i igennem hundredevis af år, og er et rum, der oser af stoflig skaberkraft. Her skulle husmoderen ofte strække ressourcerne og være kreativ for at få meget ud af lidt. Køkkenet er stadig hjemmets tillidsfulde hjerte og inkarnerer ikke bare det basale med at få mad i kroppen, men er et trygt sted med en fundamental forståelse af fællesskab og nærvær. De mangefacetterede referencer, der er i spil i køkkenet, fascinerer Bonaficini så meget, at hun bliver ved med at kredse om dem.

”Hele det felt, som kvinderne har udtrykt sig i, synes jeg er spændende. Det er en feminin verden med en rig visuel arv, hvor maden, fællesskabet og de nedarvede ting betyder noget. Hjemmet med køkkenet og arketyperne af redskaber er universelt og virker i hele verden. Jeg er begyndt at kombinere mine værker med ’ready mades’ – rigtige ting som syltekrukker og træredskaber, som jeg finder på loppemarkeder. Ting, der har været brugte og har et slid og en historie. Jeg blander de fundne ting med mine værker, hvor en holder til skeer får skeerne byttet ud med mine værker. Det er et organisk flow, hvor tingene skifter plads og blander sig med hinanden og hvor ting og betydning kan variere. Som når mine papmaché-objekter hænger fra loftet som skinker, der hænger til tørre. Mine objekter er både hjemlige, genkendelige og uhyggelige på samme tid. Hvis de sidder i en krukke, ligner de mere organer end madvarer. Det er interessant at lege med den balance og med farver og referencer, der skifter betydning alt efter, hvilken kontekst de indgår i”, siger hun.

“Fodervogn” og “Sækkevogn” i haven, 2021 Foto: Milena Bonifacini

Papmaché, gouache og akrylmaling er Bonifacinis foretrukne materialer. Demokratiske, lettilgængelige af natur og nemme at gå til – og af og til skabt med en rå finish. Det håndholdte er et gennemgående greb, som Bonifacini både selv udøver og er fascineret af, når hun finder ’ready mades’ til hendes større installationer. De fundne objekter giver hende en anden tilgang til sine værker, hvor betydninger og brug blandes og skaber nye lag og nye fortællinger. Af og til flytter værkerne til andre installationer, hvor de indlejrer nye betydninger alt efter, hvad de bliver sammenstillet med.

”Jeg arbejdede oprindeligt med maleri og tegning, men for 12-13 år siden fik jeg lyst til at de malede former også fandtes i virkeligheden. At de var en ting i verden. Jeg har arbejdet med keramik, men det krævede et værksted med ovne, mens papmaché ikke koster noget. Man kan bare gå i gang og bruge det, man har; tapetklister og gamle aviser. Jeg kan også godt lide, at jeg bruger et uprætentiøst materiale med lav status og forædler det. De første mange gange malede jeg bare på avispapir, men nu er jeg begyndt at arbejde med silkepapir – overskudsemballage fra frugt, der har en skrøbelighed, der er spændende at arbejde med. Som en hud, der kommer udenpå formen og tilføjer en følsomhed. Jeg kan lide, at det er dagligdags og demokratiske materialer, der er tæt på os og som vi har mellem hænderne på daglig basis”, siger hun.

Papmaleri i håndmalet ramme, 56 x 56 cm. 2023. Foto: Milena Bonifacini

Det kunstneriske ærinde mellem sanser og intellekt

Milena Bonifacini er optaget af, at vi som mennesker har et intellekt og en krop. At vi sanser, spiser, tænker og relaterer os til hinanden. At vi er individer. Hendes naivistiske og farvepotente formsprog er en evig udviklings- og raffineringsproces, der har været med hende siden hun startede på Akademiet.

”Jeg er optaget af vores sanser. Hvad vi ser, hvad vi rører og hvad vi hører. Hvornår er vi tænkende og hvornår er vi krop? Er vi både og? Og hvordan flyder de to verdener over i hinanden? Jeg har været i gang i 40 år, og det er en langsom udvikling at finde sit formsprog og udtryk. Det ene værk føder det næste. Der er hele tiden noget, jeg kan undersøge på en anden måde eller gøre bedre. Da jeg begyndte på de tredimensionelle ting, blev jeg lykkelig, fordi der åbnede sig nogle nye muligheder. Jeg skulle udforske noget nyt. Jeg har en kæmpe bagage med af undersøgelser, som ligger der ubevidst og som jeg bruger af. Jeg kan godt lide, at man kan se, at det er et menneske, der har lavet tingene. At der er et aftryk fra et individ. Jeg kan lide at finde simple ting som krukker, hvor der er noget håndlavet indover, fordi det giver naturlige variationer. Jeg kan også godt lide, at man går ind i kunstværket og bliver omsluttet af et totalunivers”, forklarer hun.

En form, et sprog. Et formsprog. At forme noget med hænderne, der taler for sig selv. Det er det, Bonifacini gør. Skaber med hænderne. Laver aftryk, tegner, maler, bygger og former. Analogt, uden computer. Når hun arbejder i sit atelier, er hun som regel i gang med flere værker ad gangen. Nogle gange imellem fem og syv, som hun hænger op på væggen og går og snakker med. For at se, hvad de vil – for så at tage dem ned og arbejde videre og præcisere dem yderligere. De sidste par år er de større totalinstallationer blevet mere og mere essentielle for hende, ligesom nogle af de abstrakte skulpturer får nye funktionelle aspekter. Som når en skulptur slynger sig rundt om en stumtjener med et greb, der gør, at den kan hænge selv. Slynge sig selv. Som en krog til en knage. Med reference til en knage uden at være en knage. For den er noget andet. Men den hænger på en stumtjener og mimer et objekt, der minder om en knage og har samme funktion. Cést ci n´est pas une pipe…

Er referencen min alene eller er den universel? Betyder det noget? Milena Bonifacini lader det være op til os at dømme. Læse det ind i hendes værker, vi har brug for. Lade referencerne være åbne for fortolkning, selvom der ikke er tvivl om, at hendes afsæt er det naturlige, det hjemlige og det sanseligt appellerende, der mimer noget, vi er vant til at putte i munden eller anvende i en hjemlig syssel i det nære.

I atelieret arbejder Bonifacini ofte på flere værker på en gang. Foto: Milena Bonifacini

Haven og flowet

Og så er vi tilbage ved haven. For Milena Bonifacini er et friluftsmenneske og opholder sig helst udenfor hele sommeren. Hun og hendes mand sover sågar i en lille hytte i haven med udsigt til blomster, bier og køkkenhave. Faktisk arbejder hun ikke særligt meget i atelieret på denne tid af året, men bruger tiden på at passe den enorme have. Haven forsyner familien med frugt og grønt og bugner i øvrigt af træer, blomster og bede i konstant og krævende forandring. Fordi hun kan, vil og har brug for jordforbindelsen og den kreative lethed, der er forbundet med den. Hvor det kunstneriske frirum opstår af lyst og ud fra praktiske behov uden forventninger.

”Det er ikke sådan, at jeg ser en farve i haven og bruger den – det er mere ubevidst. Jeg tænker ikke, når jeg arbejder i haven. Det er nærmest meditativt for mig, og jeg kan godt lide, at det er fysisk krævende. At man er i kontakt med jorden og planterne. Det er helt fundamentalt og sundt for os at dyrke jorden og spise det, der kommer op af den. Jeg har brug for naturen og roen – ikke modstanden i byen, som andre har. Jeg skaber også nogle ting i haven, men det er mere frit. Når jeg laver kunst, kan der jo godt gå noget galt. Jeg har perioder, hvor det, jeg laver, ikke fungerer, og det er forfærdeligt”, forklarer hun.

Haven er Milenas anden kreative arbejdsplads, der endda har sin egen Instagramprofil. Foto: Milena Bonifacini

Bonifacini virker ikke synligt berørt af at tale om det svære i hendes arbejde, og man forstår, at det er en del af hendes virke som kunstner. At den uforklarlige kraft, som flowet udgør, kommer og går, og at man er nødt til at forholde sig pragmatisk og arbejdsomt til den. Arbejde med og ikke imod. Være bevidst og ubevidst på samme tid, for netop ikke at blokere energien yderligere.

”Hvis jeg har haft en periode, hvor jeg ikke laver noget som efter en lang sommer. Så går jeg typisk i gang på papir og kigger måske på gamle værker. Al erfaring har vist mig, at jeg bare skal blive ved, så kommer mit flow tilbage, men det kan være en meget frustrerende periode. Omvendt, hvis alt bare kører, er det ofte, fordi man gentager sig selv. Og så sker der ikke noget nyt. Det er en balance, og jeg kan ikke altid forklare, hvorfor jeg kan lave en gouache, der fungerer, og hvorfor jeg andre gange ikke kan. Jeg har ikke nogen logisk forklaring på det.”

“En levegård”. Udsmykning i fiberbeton, galsfiberlamper og brostensbelægning på forpladsen foran ungdomsklubben, Smedetoften, Kbh Nv, 2021. Foto: Milena Bonifacini

Soliditet og blivende spor

Milena Bonifacini kan også skrive stedsspecifikke udendørs-skulpturer i fiberbeton på sit CV. I Københavns primært etniske Nordvest-kvarter har de indtaget pladsen foran en ungdomsklub, hvor de fungerer som et installatorisk byrum til at skabe ophold for flere personer ad gangen. Et blivende værk, der både er arkitektur, design og kunst i et og samme greb, og som bliver brugt, set og kommenteret på i mange år frem.

Det er en angstprovokerende tanke i sig selv at skabe store blivende formater til det offentlige rum, men også manifesterende og potent for en kunstner, der mest har arbejdet i mindre formater og rumlige installationer i hjemlige dimensioner. Og netop det hjemlige har en særlig berettigelse her i Nordvest, hvor etniske minoriteter og socialt udsatte udgør den største del af befolkningsgruppen. Projektets brugerindragelse i de indledende forløb gav de unge mulighed for at være med til at pege på Bonifacinis oplæg, der bl.a. blev valgt på grund af sine farver og former.

”Pladsen kan bruges af alle og er inkluderende i sit forløb. Som et moderne tingsted, hvor man kan opholde sig. Om man vil interagere med hinanden eller ej, bestemmer man selv, men skulpturerne inviterer til, at du både kan sidde, klatre og lege på dem på flere måder. Der er noget primalt over dem, som en markering af et sted, et fundament, og der er en udpræget ro over dem. De er landet tungt lige der på pladsen og udstråler i kraft af deres materiale, tyngde og runde former også en genuin tryghed. Som om man kan kramme dem og stole på dem”, fortæller Bonifacini.

Fra serien “5 søstre”, papmaché, silke og silkepapir. 2023. Foto: Milena Bonifacini

Det skalaspring, der er på færde i både skulpturerne i Nordvest og i det terrazzogulv, som Bonifacini også har færdiggjort til Generationernes Hus i Aarhus havn, er både spændende og udviklende, fordi begge projekter hhv. løfter et område og præger en bygning og ender som to blivende spor, der mejsler Bonifacinis navn i sten for eftertiden.

”Den store skala gør, at skulpturerne i fiberbeton helt bogstaveligt findes og eksisterer som objekter i verden. De er både skulpturer og landskab i et. Da jeg stod på værkstedet i Randers, hvor de blev støbt, og omfavnede dem, tænkte jeg, at de er som store solide elefanter. Materialets vægt og soliditet er med til at give dem en ro og en aura af noget statisk. Det, at de helt reelt ikke er til at rokke ud af stedet og ikke er til at komme uden om, giver dem en tilbageholdt og nærmest selvfølgelig integritet. Det er en dejlig fornemmelse”, afslutter kunstneren.

De blivende stedsspecifikke spor i to større danske byer sætter streg under Bonifacinis ouvre og giver plads til hendes organiske former og humane sprog i en verden af kapitalistisk kalkyle. Giver stemme til de sanselige, farvestærke og genkendelige referencer, der gennemsyrer vores liv og verden. Via det vi indtager, det vi ser og det, vi omgås. Som sanser og intellekt. Det er godt. For os og for verden.

 

Mosaikgulv til Copenhagen Plant Science Center, Københavns Universitet. 2019. Foto: Milena Bonifacini

MILENA BONIFACINI

Født i 1963 i Peru, men flyttede som spæd til Danmark. Bor og arbejder i Nyborg på Fyn.

Uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1989, hvorefter hun blev cand. phil fra Skolen for Teori og Formidling i 1991. Herefter etablerede hun egen praksis.

Præsident for Akademiraadet 2017-21. Fra 2024 forperson for Den Frie Udstillingssammenslutning. Som udøvende kunstner er hun i stald hos galleri Rathnov, København.

Stedspecifikke installationer:
Skulptur-installation på Smedetoften, Nordvest, København, 2020, terrazogulv til Generationernes Hus, Aarhus, 2020 og mosaikgulv på Copenhagen Plant Science Center, LIFE, København, 2016

Udvalgte solo-udstillinger:

Solskinsrytter, Banja Rathnov Galleri, 2023, Frugt og flor, Banja Rathnov Galleri, 2019, Feast, Montanasalen. Gl Strand, Copenhagen, 2019, Nye Tavler, Galleri MøllerWitt, Aarhus, 2018, I Hus (m. Bodil Nielsen), Møstings Hus, Frederiksberg, 2018, Stjerne, sok, blis. OVERGADEN, Copenhagen, 2003

Bonifacini har modtaget en lang række anerkendelser og legater for sit arbejde bl.a.Anne Marie Telmanyi født Carl-Nielsen Legat og Statens Kunstfond 3-årige arbejdslegat.

Gruppeudstillingen Naboplanter kan opleves på Den Frie indtil 26. maj

@bonifacinimilena