Væveglæde over Atlanten

Sofia Hagström Møller og Marianne Fairbanks har en ret så fantastisk historie. Den er ung, men trækker tråde tilbage til vævetraditioner i Sverige, og har lagt sig til leje mellem fortid, nutid og fremtid gennem et charmerende møde, der fandt sted på Instagram. Det møde har jeg skrevet om i forbindelse med duoens katalog til deres sidste udstilling, Loud Volumes, Soft Stuff. Siden da, er kataloget udkommet – og de har udvekslet yderligere og netop åbnet udstillingen Interlacements på Køng Museum. 

Udstillingen ”Loud Volumes, Soft Stuff” og samarbejdet mellem Marianne Fairbanks og Sofia Hagström Møller er et klasseeksempel på, hvor godt det kan gå, når man tør. Tør møde et andet menneske, en anden faglighed og et andet mindset. Tør bevæge sig ud af sin comfort zone og åbne sig mod nye muligheder, fagligt og personligt. De to vævere mødte hinanden på Instagram, hvor de begyndte at følge hinanden, ’like’ hinandens værker og kommunikere om dem. Fairbanks skulle efter noget tid til København for at afholde en workshop og rækkede ud efter Hagström Møller. Fagligheden som vævere bandt dem sammen og var det overlap, der havde fået dem til at mødes. Nu stod de her – i kød og blod – i den danske hovedstad uden egentlig at kende hinanden, men med Møller som tour-guide blev Skandinavien og USA vævet en lille smule tættere sammen den dag.

Mødet i København og et efterfølgende residence-ophold i USA under Fairbanks ledelse blev de to fysiske knudepunkter, der startede de to væveres unikke samarbejde. Et samarbejde, der ligesom titlen på deres første fælles udstilling inkarnerer det højlydte potentiale mellem den Skandinaviske og den amerikanske vævetradition. Her i et mellemrum mellem kontinenter lod de to vævere idéen tage form om at skabe en udstilling sammen. På grund af Covid-pandemien blev et fælles arbejdsophold i det danske residence-hus Statens Værksteder for Kunst aflyst og tvang væverne i eksil i hver deres land.

Fællesskabet blev igen digitalt – med fysiske indslag i form af pakker med garn, skitser og væveprøver, der blev sendt over Atlanten. For den fysiske stoflighed er fundamental, når du arbejder som væver. Hvordan er garnet sammensat? Farvemæssigt? Kvalitetsmæssigt? Hvordan reflekterer lyset i farverne? Hvordan føles det vævede mønster i hænderne? Og hvordan interagerer idé og håndværk i væveprøverne? Spørgsmålene og overvejelserne er mange inden det egentlige vævearbejde går i gang – i Danmark på den digitale TC1 væv på Statens Værksteder for Kunst for Hagström Møllers vedkommende, og på Fairbanks digitale TC2 væv på the Department of Design Studies på the University of Wisconsin-Madison i Wisconsin, USA.

I det fortløbende samarbejde op til udstillingen i København, blev de to forskellige vævetraditioner tegnet tydeligere og tydeligere op. Fairbanks kommer fra en kunstbaggrund og forholder sig til væven som et værktøj, der kan og skal formidle hendes idéer. Om værkerne reelt er vævede eller tager udgangspunkt i de klassiske vævetraditioner og mønstre er sekundært for Fairbanks, hvis primære fokus er det endelige kunstneriske udsagn, der mestendels bliver skabt på den digitale væv. Som taktile fortællinger, der afspejler hendes tekstile inspiration til det pågældende projekt.

For Hagström Møller forholder det sig anderledes. Som barnebarn af en væver af den traditionelle skole i Sverige, mestrer hun håndværket på den analoge som digitale væv, og er opfostret med det tekstile kunsthåndværk fra barnsben. Hun kan væve de klassiske mønstre i søvne og er tillige rundet af en tradition, der ynder at væve på den ’rigtige’ måde. Væve med afsæt i de klassiske vævedyder, der ligger så dybt i Hagström Møllers håndværksmæssige DNA, at det har været en bevidstgørende kraftanstrengelse at gøre sig fri af dem. Forholde sig til dem. Få øje på dem for at fortolke dem på ny.

Bevidstgørelsen er essentiel og det særligt interessante i mødet mellem Fairbanks og Hagström Møller. For Fairbanks intuitive og frigjorte måde at gå til væven, mønstringen og det overordnede tekstile udtryk på – inspireret af billeder, hun måske ser i en bog – forholder sig kun til traditionen, hvis hun kan bruge den kunstnerisk og har lyst til at gå ombord i den. Denne frisatte skaberglæde, båret af et nysgerrigt, tekstilt sind koblet med en oprigtig benovelse over den rige, historiske vævebagage, der ligger implicit hos Hagström Møller, har åbnet begge væveres øjne for det vitale og frugtbare i sammenstødet mellem to kulturer. To kontekster. To baggrunde og to faglige traditioner.

Mødet har givet Hagström Møller fornyet respekt og glæde ved den traditionelle kunsthåndværkerbaggrund, hun kommer fra og den klassiske dannelse og opdragelse ved væven, som hun er blevet bevidst om og ekstra opmærksom på både er en styrke, men også kan være begrænsende i hendes faglige udvikling. Fairbanks er modsat blevet mere bevidst om de klassiske vævedyder og hvordan de tekstile historier kan udvikles og udvides gennem et historisk og håndværksmæssigt niveau – analogt og digitalt, men også blevet yderligere styrket i hendes tro på, at det intuitive tekstile sprog, hun skaber, ikke nødvendigvis behøver at forholde sig til en tradition eller bære på en historisk forankring. At den kunstneriske fordring er nok, så længe den tager afsæt i en genuin kærlighed til det tekstile felt.

I den danske udstilling gik de to væveres værker i dialog med hinanden. I form og farve. I mønstring og teknik. I tradition og aktualitet. Ældre værker fra de to vævere var en del af udstillingen, og blev et afsæt, begge vævere integrerede i de nye. Fairbanks grafiske sort/hvide værker smittede af på Hagström Møllers, der normalt ikke prioriterer at væve med sort eller hvid tråd, ligesom Hagström Møllers farverige sammensætninger blev anslag i Fairbanks nye. En respekt for hinandens baggrunde, inspiration og farvesætning gav en indsigt, der skubbede begge udøvere ud i ukendt land og gav dem nye muligheder – der endte med at blive til nye værker, de aldrig ville have skabt før de mødte hinanden.

Et fælles greb, der også kom ud af udstillingen i København, som de to vævere er enige om at arbejde videre med i deres kommende udstilling, er det rumlige aspekt. At værkernes ophæng og rammer er en ekstra gestus, der er relevant at integrere som en tydelig sekvens. En ’ekstra’ formgivning, der tilfører et nyt lag af historiefortælling og fungerer på lige fod med de tekstile værker for at åbne op for en ny dialog i et tredimensionelt og rumligt sprog. Et sprog, hvor rammerne, der bærer værkerne, bliver en ekstra identitetsmarkør, en tydelig accent, der løfter den facetterede sprogbrug til nye højder. Det er godt set og et nytænkende greb, der forhåbentlig bliver lige så ’loud’ og ’soft’, som det Københavnske klasseeksempel på, hvad der kan ske, når to kontekster, to kreative hjerner og to sæt skabende hænder møder hinanden med gensidig væveglæde.