Sanselig opmærksomhed på verden

af | 28. mar, 2022 | Design

Proces i værkstedet i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

ASTRID SKIBSTED

… er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, 2010, og har siden sin afgang haft eget studio og praksis, der fordeler sig mellem kunstneriske projekter og formidling. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i væven og de kommercielle udsmykningsopgaver, der ligger her – som Messehagelen til Sankt Nicolai Kirke i Kolding – eller i vikleprøverne, der de sidste 10 år har vokset sig mere og mere indflydelsesrige og skabt et kunstnerisk og videnskabeligt fundament for udvikling. Astrid Skibsted bor og arbejder i Aarhus.

www.astridskibsted.dk

Tekstildesigner, væver og kunstner Astrid Skibsted har gjort vikleprøver til en faglighed i sig selv, der både fungerer som værk i egen ret og som kommunikation mellem krop og sind, mellem tråde, muligheder og detaljer. I hendes bog ‘Vikleprøvemanifestet’ skrev jeg denne indledende tekst.

”Vi skal sidde herinde”, siger Astrid og gelejder mig ind i et rum, der er indrettet tæt med væv, strikkemaskine og reoler med garn. Her, i et smørhulscentrum i det inderste af Jyllands hovedstad, bor hendes værksted, som hun deler med en kollega. Hvad værkstedet ikke har i kvadratmeter har det til gengæld i udsigt. Panoramavue over Aarhus havn, der ikke fås bedre noget sted denne solrige morgen.

Astrid har sat mig i stævne for at vikle. Fysisk. Vi skal skabe vikleværker sammen, hende og jeg. For det er vigtigt at forstå, hævder hun, hvordan princippet fungerer og mærke det på egen krop. Jeg er med. Helt med og glæder mig til at få fingrene i garner, farver og strukturer. Forskellige garner bliver sat frem. Store industrielle ruller og mindre prøver, nøgler og rester. Farvestærke, doushede og diskrete. Grove, ru, fine, skinnende, glimtende, glatte og matte. En verden af muligheder lige der. Vi går i gang. Vælger hver vores stykke pap i en grundfarve og vælger den første tråd, som vi sætter fast bagpå med et stykke tape. Vikler tråden rundt om pappet. Tre gange, fire. Tape på bagsiden. Vi bytter. Vælger den næste tråd. Hvilken farve fungerer sammen med den, som Astrid valgte som sin første? Og vikler jeg side om side med Astrids tråd eller på tværs af den? Hmm…

Vikleprøver. Foto: Suzanne Reitzma

At dele en vikleprøve mellem sig gør, at man bliver medskaber af hinandens værker og udvider ens egen forståelse af sammensætninger mellem farver, strukturer, mønstring og komposition. Nå, gør du sådan? Vikler du stramt eller løst? Med tætte eller brede striber, hvor der er afstand imellem trådene? Astrid og jeg fortsætter med at vikle, bytte, vælge tråde, vikle, bytte og vælge, mens vi taler indimellem. Mest om at vikle og potentialet i det, der foregår. For hvad er det egentlig, der foregår? Hvad er det, der sker, når man vikler sammen? Vi taler løst, for vi har jo egentlig ikke vedtaget, at vi har en samtale. Vi er sammen om en aktivitet, der i princippet ikke indbefatter, at vi nødvendigvis skal tale sammen. Måske har vi ikke noget at tale om. Måske har vi. Præmissen for samværet er en anden, nemlig at vikle. Men samtalen opstår – uvilkårligt og er båret af noget konkret. Praktisk. Sanseligt. Og hvad der ellers dukker op, mens trådene lader sig vikle.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

At vikle er en leg, et eksperiment, der ikke kræver nogen særlige forudsætninger udover, at du har pap, garn, tape og tid. At vikle er en metode til at lukke op for sit flow, sin inspiration, sit hoved – og er et sted, hvor man ikke skal planlægge eller tænke, men bare være. At vikle kan være alt eller intet, leg eller alvor, farverigt eller ferskt, men mest af alt er det meningsfuldt. Meningsfuldt at fordybe sig i den enkle rutine det er, at vælge en tråd og vikle den rundt, horisontalt og vertikalt. I lag. På skift. Og se stofligheden optrappe. Vurdere kompositionernes samspil. Opleve lyset, der reflekterer sig forskelligt i trådene, alt efter om de er matte eller blanke, i hør, uld eller bomuld. Se, hvordan farverne interagerer med hinanden og med dig. Mærke, hvordan noget så enkelt kan blive så komplekst på godt og vel en time. Føle, hvordan roen sænker sig i dit system og hvordan du er tilstede. Her og nu. I værket og i viklingen. Med garner, farver og overflader, som du fornemmer taktilt med fingrene.

Der er noget meditativt over at vikle. Det er åbenlyst for enhver, der prøver det. Man skaber. Et legesygt eksperiment eller et tekstilt værk ved blot at vikle en tråd i to retninger. Vikleprøven bliver en ting i sig selv. Et spor i verden, skabt af en intuitiv forståelse og fascination af farvernes og stoflighedens potentiale. Vikleprøver handler om at komponere uden at det behøver være pænt. Der må gerne være noget, der forstyrrer harmonien. En variation i trådenes forskellighed og kompleksitet. En nuance i farveforskellen mellem to tilsyneladende ens farver. En komposition af kontraster mellem farve, tykkelse og mønstring. En forskel i højde og dybde. En umiddelbar forståelse af materialer. At vikle er en måde at lære materialerne at kende på. Forstå med øjne og hænder, hvad de kan i kombinationer med og mod hinanden. At vikle en tråd ad gangen og langsomt opdage, hvad lige netop den tråd kan. Hvordan den fungerer i samspil med andre. Det handler om tråden – og materialet i sig selv.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

Vikleprøver var oprindeligt et redskab til væveren, der herigennem kunne fornemme, hvordan de forskellige tråde ville fungere og interagere med hinanden på væven. Hvordan de ville stå i forhold til hinanden. Hvordan de ville tage farve efter omgivelserne og blive nogle andre alt efter, hvem de stod ved siden af og hvordan lyset spejlede sig i dem. En vikleprøve er et kunstnerisk redskab til en kunstnerisk proces, hvor man væver mellem tradition og fornyelse. Med langsomheden og nærværet som ultimative vævepartnere. For man skal kunne lade sig opsluge og blive en del af vævens rytme og langsommelighedens tålmodige arbejde. For så at vinde prisen, når man langt om længe piller tekstilet af væven og ser, om trådene har opført sig i de planlagte farveskift eller skabt deres helt egen autonomi, dér mellem hinanden.

Astrid Skibsted siger selv, at hun valgte væven ud fra temperament. At det store forarbejde med at planlægge garn, farver og mønstring og sætte væven op uden at kende det fulde billede før man er færdig, tiltaler hende. At være tilstede i nuet sammen med tråden og materialet, spiller sammen med hendes temperament og person, der altid har søgt derhen, hvor man kan lade sig omslutte og opsluge af at skabe universer.

Astrid Skibsted i sit værksted i Mejlgade i Aarhus. Foto: Iben West

Nu er vikleprøven blevet Astrid Skibsteds ubestridte kunstneriske værktøj, ikke kun til væven, men til den kreative proces, der har trukket hende over i farvernes univers og det indsigtsfulde i den viklende rutine, der balancerer mellem håndarbejde og kunst. Trukket hende over i det givende i at formidle farvernes og materialernes potentiale videre til andre. Farvernes potentiale er også i spil i den nuværende indretningstendens, hvor farver ikke udelukkende males på vægge, men også på døre og karme. Noget, der tidligere kunne opfattes kontroversielt eller signalere dårlig smag.

I dag er det næsten mainstream at male i samme ensfarvede greb italesat og blåstemplet af de rigtige ’influencers’. Men er farve udelukkende fashion eller kan farve fungere som en ekstra og videnskabelig dimension ved siden af form og funktionalitet? Flere har arbejdet seriøst og professionelt med feltet – fra de tidlige Bauhaus-eksponenter som Anni og Josef Albers til vores egen ikoniske Poul Gernes og fremsynede Verner Panton til aktuelle og relevante Margrethe Odgaard, der udvikler farvesystemer afhængig af, hvad de skal bruges til.

Vikleprøver i stakkevis. Foto: Suzanne Reitzma

Anni Albers talte om mod som en vital faktor i kreativitet. Mod og langsomhed. Til at eksperimentere bevidst og tankefuldt, og hun mente, at kreativ nyskabelse altid kommer fra håndens arbejde. I artiklen ”On Weaving” fra 1952 siger hun:

“Beginnings are usually more interesting than elaborations and endings. Beginning means exploration, selection, development, a potent vitality not yet limited, not circumscribed by the tried and traditional… Therefore, I find it intriguing to look at early attempts in history, not for the sake of historical interest, that is, of looking back, but for the sake of looking forward from a point way back in time in order to experience vicariously the exhilaration of accomplishment reached step by step“.

For at komme frem, må man stå på et fundament, et grundlag. Kende det, udforske det og derfra vove springet fremad. Mod det, man finder inspirerende, fordi alting eksisterer i en kontekst af mening og i relation til andre. At skabe er en kraft, man må tage på sig, og som væver må man søge efter det sted, hvor linjer, form, farve og tekstur går op i en højere enhed. Der hvor format, funktion og æstetik taler med hinanden – i medgang eller modgang. Det det samme, når man vikler. Ligesom Albers’ begyndelser, der rummer uendelige muligheder, determinerer viklingen et ukendt land, der tager sin begyndelse med den første tråd. Et land fuld af stier og veje, der skal undersøges og udforskes. Som et sprog, man skal lære at tale.

Bogen ‘Vikleprøvemanifestet’. Foto: Suzanne Reitzma

Farver er også et sprog, der appellerer til følelserne. At en farve ikke bare er en farve, er efterhånden ved at gå op for de fleste. Men at farve også skaber ro i nervesystemet og afgiver endorfiner i din krop, mens du arbejder med dem, det er nyt og revolutionerende. Farver er helbredende. Det beviste Poul Gernes, da han farvesatte venterum og patientværelser på Herlev Hospital og dokumenterede, at patienter forkortede deres indlæggelse ved at opholde sig i rum, hvor farver og æstetik var gennemtænkt. Også Verner Panton arbejdede bevidst med farver og psykologi og mente, at samspillet kunne skabe sociale og kulturelle forandringer.

Farver skaber stemninger, der skaber energi eller fordybelse. De fleste udøvere elsker begge dele. At forsvinde ind i begejstringen, der smitter, og ind i de æstetiske og funktionelle aspekter ved et materiale. At lære nyt og omsætte det i en kreativ gestaltning. At vikle er at skabe. I uendeligheder, principielt. For man kan blive ved. Lige dér i din sofa, på dit værksted eller sammen med andre. Ikke to falder ens ud. Astrid Skibsted har gjort forsøget, men værkerne ville ikke være identiske. Ville være sig selv og deres eget individuelle udtryk. Trods ens format, farver og garner. At vikle er at fortabe sig. Og at give sig hen i et flow, der dyrker den sanselige opmærksomhed på farver og verden.


Kilder:
Ulrikka Gernes og Peter Michael Hornung: Farvernes medicin, Borgen, 2004

Anni Albers, On Weaving, Early Techniques of Thread Interlacing p. 52, 1965
Ida Engholm & Anders Michelsen, Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre, Strandberg Publishing, 2017

ASTRID SKIBSTED

… er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding, 2010, og har siden sin afgang haft eget studio og praksis, der fordeler sig mellem kunstneriske projekter og formidling. Hendes kunstneriske praksis tager afsæt i væven og de kommercielle udsmykningsopgaver, der ligger her, som Messehagelen til Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Eller i vikleprøverne, der de sidste 10 år har vokset sig mere og mere indflydelsesrige og skabt et kunstnerisk og videnskabeligt fundament for udvikling. Astrid Skibsted bor og arbejder i Aarhus.

www.astridskibsted.dk

 

Pin It on Pinterest

Share This