At være menneske i verden er en anden sag i dag end for bare 30 år siden. Det slår Trapholt endegyldigt fast med udstillingen CONNECT ME, der tager internationalt favntag med de aktuelle globale tendenser udsprunget af vores omgang med og relationer til teknologien, naturen og vores medmennesker.

Race, køn og politisk overbevisning. Der er sket et skred af de etisk rigtige i vores måde at omtale og relatere til mennesker, der er anderledes end os. Det er fantastisk positivt. Begreber som ‘universal design’, der inkluderer alle befolkningsgrupper i sin måde at tænke designløsninger på, er uundgåeligt og helt på sin plads. Verden forandrer sig i markante nøk. Nogle synes at være menneskerettigheds- og fremtidssikrende, mens andre virker som det modsatte.

På Trapholts nye udstilling, CONNECT ME, tager flere af de udstillende kunstnere netop livtag med vores måder at forbinde os på. I en tid med store globale udfordringer som klimakrise, pandemi, voksende ulighed og stigende psykiske udfordringer, er der behov for at nytænke måder og tilgange at være i verden på. Udstillingens værker udforsker, hvordan vi relaterer og definerer os med naturen, teknologien og med hinanden i denne antropocæne tidsalder, hvor vi endelig er ved at forstå, at alting er forbundet, og at vi mennesker ikke er hævet over hverken kultur, natur eller alt det midt i mellem, men påvirker hinanden gensidigt.

Museumsdirektør Karen Grøn har været medkurator på CONNECT ME og giver i denne samtale forskellige bud på nye måder at forbinde os på gennem udvalgte værker på udstillingen. CONNECT ME fordeler sig over 1200 kvadratmeter i fire sale på museet og er tredje og sidste udstilling i en udstillingsrække med afsæt i identitetsdannelse og det personlige verdensbillede. Første udstilling var EAT ME i 2017, efterfulgt af SENSE ME i 2019.

Hvorfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan vi som mennesker forbinder os med naturen, hinanden og teknologien?

Vores verden har forandret sig radikalt fra forrige til dette århundrede. Der er sket et paradigmatisk skred fra en menneskecentreret verdensforståelse til en ny forståelse for, at vi alle er forbundne både mentalt og konkret. Renæssancens ide om mennesket i centrum er erstattet af en mere ydmyg tilgang til naturen, men også af nogle nye teknologiske muligheder og mellemmenneskelige udfordringer. Vi befinder os i en såkaldt posthuman tidsalder.

Nørdede bøger såsom Træernes hemmelige liv af den tyske skovfoged Peter Wohlleben og Tarme med charme af tarmforsker Giulia Enders er blevet regulære bestsellere, som formidler, hvordan naturen har klogskab, relationer og intentioner, som rækker ind i menneskets liv. Det er ikke mennesket alene, der gør noget ved verdenen. Vi er blevet ydmyge og forstår at omverdenen og naturen har en intention og gør noget ved mennesket – ikke kun omvendt.

Teknologien var tidligere noget, vi måske tænkte lå udenfor mennesker, men i dag er teknologien integreret i livet og giver os nye muligheder for et både bedre og længere liv. Konkret har vi pacemakere og spiser p-piller, der regulerer vores kroppe. Mentalt tænker vi teknologisk, og telefonens muligheder indgår i alle tænkelige situationer.

Vores menneskelige relationer forandrer sig tilsvarende. Tempoet i hverdagen er accelereret og udfordrer vores menneskelige relationer. Det langsomme fysiske mellemmenneskelige nærvær har sværere ved at finde plads. Vi sidder sjældent bare ved siden af hinanden, og opstår der en pause kommer telefonen hurtigt frem. Hvad rørte jeg først i morges – min telefon eller min kæreste?

Hvorfor har I lavet en udstilling om det?
Og hvilke værker forsøger at give et svar, synes du?

De mange interaktive kunstværkerne i udstillingen er valgt ud fra, at de giver en sanselig og intuitiv oplevelse, som relaterer sig til vores forandrede syn på naturen, teknologien og hinanden. Den sydkoreanske kunstner Lisa Parks værk Blooming udspringer af hendes egne tanker om, hvordan teknologi på den ene side forbinder os over store afstande, men på den anden side adskiller os fysisk. Hendes store installation virker først når to eller flere museumsgæster stiller sig sammen. Ved let fysisk berøring blomstrer et stort kirsebærtræet. Jo flere og tættere man står sammen – jo mere intenst vil træet blomstre. Værket favner både vores naturfascination ved kirsebærtræet, teknologiens muligheder ved at vi kan få det til at blomstre og de menneskelige relationer, idet det kun kan ske, hvis vi kommer fysisk tæt på hinanden.

Den finske kunstner Eija-Liisa Ahtila har i mange år arbejdet med menneskets eksistentielle livsdrama som tema. Med den 11 meter lange installation Horizontal drager hun et fyrretræ ind i hendes personkreds. Vi får mulighed for at møde træet som et individ. Oftest ses træer nedefra, hvor vi noterer os, at der er en stamme med grene og blade. I Horizontal kommer vi tæt på hele træets krop fra bund til top. I den 6 min. lange video fornemmer vi livet, lyden, vinden og bevægelserne i træets krop.

De amerikanske kunstnere Annie Sprinkle og Beth Stephens videoværk Ecosexual Weddings opløser grænsen mellem menneske og natur. Videoværket viser 16 store performative events, hvor de to kunstnere afgiver deres troskabsløfte til naturens elementer som solen, sneen, jorden, vandet etc. De to kunstnere optræder som passionerede elskerinder af naturens elementer og har til hvert event inviteret andre kunstnere og naturfolk til at bidrage til den samlede performance.

Der er meget snak om hvordan kunstig intelligens kan producere billeder gennem tjenester såsom MidJourney og Dall-E 2. Men ligesom med fotografiet, da det kom frem, så udgør teknologien ikke værket i sig selv. I CONNECT ME kan man opleve, hvordan den tyrkiske kunstner Memo Akten benytter kunstig intelligens til at filtrere billedtjenesten Flickr’s millioner af billeder med søgeord. Med eksistentielle søgeord såsom kærlighed, sorg, had etc. har han skabt en 60 minutter lang meditativ billedrejse baseret på hans søgeord fra livets opståen og ud i universet.

Den danske kunstner Cecilie Waagner Falkenstrøm kommenterer på vores vilje til at sælge sjælen i vores iver efter de teknologiske tjenesters muligheder. Ofte accepterer vi betingelser uden at læse dem. Med værket A Faustian Friendship, som hun har skabt til Trapholts udstilling, inviteres vi ind i et rum, hvor en kunstig intelligens langsomt, men sikkert, får os til at godkende forskellige vilkår for at kunne opleve værket til fulde. Hvis vi ikke godkender vilkårene – så stopper værket ganske enkelt. Kun ved at sælge dine rettigheder og din sjæl, kan du opleve det. Alle data slettes naturligvis efterfølgende.

Den amerikanske kunstner Jamie Diamond undersøger menneskets vilkår i en accelereret verden, hvor vi på den ene side kan være forbundet på tværs af kloden, men på den anden side oplever stigende ensomhed og isolation. I værket Skin Hunger har hun arbejdet sammen med professionelle krammere, som tilbyder en platonisk fysisk berøring på timebasis. Fænomenet findes også i Danmark. Værket er intimt og vækker til refleksion over, hvordan og hvor meget vi rører ved andre menneskers hud, og hvad det betyder for os.

Hvordan kan det være, at I som et kunst- og designmuseum tager så store filosofiske favntag?

CONNECT ME er tredje udstilling i en udstillingsrække, som startede med udstillingen Eat Me i 2017-18 og udstillingen Sense Me i 2019-20. Nu åbner vi CONNECT ME, som handler om, hvordan vi forbinder os med verden. Emnet for disse udstillinger springer altid ud af den samtid de opstår i. Hvilke spørgsmål stiller kunstnere og hvilke løsninger giver designere på vores emne?

Op til 2017 var alle meget optagede af mad. Man kunne ikke åbne en avis eller en radio uden at der var noget om mad. Det var som om mad kunne forklare både sociale, økonomiske og sundhedsfaglige udfordringer. Op til 2019 var det som om, det var gået op for os, at mennesket er mere end synssansen. At vi oplever med alle dele af kroppen, og vi er i konstant interaktion med omverdenen på alle sanselige niveauer. Eksempelvis vurderer vi mad, vi spiser med tungt bestik, til at smage bedre og være mere eksklusivt, end hvis vi spiser med let bestik.

I dag er der opmærksomhed overfor, hvordan vi genforbinder os med naturen, udvider vores virkefelt med teknologi og er udfordrede på vores mellemmenneskelige relationer. Derfor er CONNECT ME en naturlig forlængelse af denne udstillingsserie.

Hvad er din ambition, at man som publikum tager med sig hjem fra udstillingen?

Først og fremmest håber vi, at Trapholts gæster får en sanselig og pirrende oplevelse. Udstillingen er kurateret ud fra, at kunstværkerne er taktile og inviterende. Trapholts gæster skal ind og opleve, undres og samtale. Hvis man ser udstillingsfilmen eller læser teksterne til udstillingen, kan man begynde at sætte sin undren i kontekst og i relation til udstillingens tre emner. Vi håber, at museet på denne måde bliver til et refleksionsrum over det at være menneske i en tid, hvor alting forandrer sig. Vi håber også, at hver enkelt person stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan forbinder jeg mig med verden?

DAMP er en udstilling, du kan opleve på Nicolai i Kolding til slutningen af oktober. Men DAMP er også syv keramikere, der deler en passion for sodabrænding. Så meget, at de har etableret et laug og byget en ovn i en af deltagernes have. Hvorfor? Fordi man som keramiker har en drivkraft de færreste forstår og fascineres til døde af ovnens alkymistiske frembringelser…

I udstillingslokalet i Nicolai møder man vertikale og horisontale podier med keramik. Sodabrændt keramik. Kopper, kander, skåle, vaser, cylindre og skulpturer. Synet er overvældende, dels fordi her er meget plads og man ønsker, at der var lidt mere af det hele. For blikket og tænderne løber i vand, og selvom jeg udelukkende taler for mig selv, kan jeg ikke lade være med at viderebringe fascinationen af denne særlige genre af keramikken. Den rammer mig lige i mit stoflige hjerte. Der, hvor man intuitivt rækker ud for at røre, se og smage. Der, hvor man med det samme laver en mental ønskeseddel over en lang række af objekterne fra DAMP, som udstillingen hedder. Personligt er jeg helt vild med laugets egen titel VERO SODA (sandheden for en keramiker er i sodabrænding?), som jeg har lånt til dette indlæg med sine konnotationer til VERO MODA’s kopi-tøj (det er sjovt..)

I denne udstilling er der istedet tale om dybt originale og håndlavede versioner, hvor to af den samme aldrig forekommer. Dertil er ovnen og processerne for umulige at styre. Og tak for det. DAMP er objekter skabt af syv etablerede keramikere; Susan Lange, Ulla Sonne, Lova Nyblom, Nina Lund, Tove Skov Larsen, Karen-Lisbeth Rasmussen og Hanne Marie Leth Andersen, der i deres fascination af den særlige sodabrænding, har etableret et laug. Lauget har tilmed bygget en ovn til formålet i keramiker Susan Langes have i Haderslev.

De syv medlemmer giver nedenfor deres individuelle indblik i, hvorfor sodabrænding er så insisterende fantastisk, at man bliver ved med at eksperimentere og køre på de jyske motorveje i sene, mørke vinteraftener…

HANNE MARIE LETH ANDERSEN

“Nogle vil mene, at det er langt at køre. I vinterens mørke på regnvåde veje gennem et nedlukket Jylland. Og for hvad? En håndfuld ting, der er lykkedes. Og en pinligt stor kasse, man kan kloge i.

I Ringkøbing har jeg en ovn, der klarer det hele selv. Men det er fajance. I Haderslev, er det stentøj, glaseret i en gas-ovn med soda – et rengøringsmiddel, der kan bruges i den højere æstetiks tjeneste, og som i keramisk sammenhæng kræver et håndelag og en beherskelse, man ikke kan læse sig til, men hvor vejen til perfektion går fra det ene nederlag til det næste.

Det handler om udfordringen og den stædighed, den udløser i processen. Jagten på en ny æstetik. Men lige så meget om at finde tilbage til det, der oprindelig tændte mig som keramiker. Eksperimenterne. Det uforudsete og det uforudsigelige. Samarbejdet med de andre, når gasovnen gennem et døgn kører op og skal passes hele vejen med aflæsninger, reduktioner, afstemninger, som var vi fyrbødere på et dampdrevet rumskib.

Så kan det godt være, at man vender hjem, klatøjet og med skrammer på forfængeligheden. Men man har kæmpet og man har flyttet sig en lille smule.
 Nogle gange er det mere værd end noget andet.”

TOVE SKOV LARSEN

“Efter at have arbejdet 50 år med keramik og ikke mindst glasur, har jeg stadigvæk stor nysgerrighed efter at udforske og søge ny kunnen. Det er tillokkende at have mulighed for at arbejde med sodabrændinger, og derfor er det godt at være med i arbejdsfællesskabet omkring SODAOVNSLAUGET.

Lave forsøg, høste erfaring, registrere og lære. Systematik er et godt arbejdsredskab, og fascination af de taktile overflader, som sodabrændinger giver mulighed for, er en fantastisk drivkraft.
 Processen er svær at kontrollere, men glæden ved at tømme en ovn kan være stærk. Nogle ting har fået den særlige smukke karakter, som kun en sodabrænding kan give, andre skal måske brændes om eller justeres.
 Der er altid noget at arbejde videre med, og straks kommer lysten til at prøve igen.

Jeg har forsøgt at holde et enkelt udtryk i de ting, jeg udstiller. At vise materialerne frem og understrege, hvordan sodabrændingen fremkalder og fremhæver spor fra processen. Enkle former i afstemte nuancer.”

SUSAN LANGE

“Jeg holder af magien og dramaet i processen. Som alkymister står vi med vores viden og erfaring, kombinerer og sammensætter, vand, jord og ild.
 I sodabrændingen udsættes keramikken for en ekstrem proces, som vi prøver at styre. Mange faktorer spiller ind og med og påvirker forskelligt i hver brænding: valg af ler, form, temperatur, placering i ovnen, glasurer, begitninger, tykkelser, mængden af soda, måden at indføre dem på i ovnen – ja, alle forhold spiller ind og præger keramikkens overflade fra skinnende blank og glat til mat og ru, farverig og fattig.

Når jeg arbejder med keramik, omsætter jeg indtryk til aftryk. Jeg drejer og bygger formen op, præger overfladen med struktur, farve og dekoration.
 Sodabrændingen er en med- og modspiller. Den fremhæver, tilføjer uforudsigelige effekter, slører, æder sig ind i overfladen og forstærker udtrykket igennem den totale sammensmeltning imellem glasur og ler.

Når jeg vælger at sodabrænde, udfordrer jeg mig selv og keramikken. Jeg følger min nysgerrighed, omsætter, sammensætter, afprøver. Tilsammen er det en essentiel drivkraft, der bidrager til nye facetter og formklange i mit virke. Sodabrænding er som at være på rejse med keramikken i et fremmed og spændende land, hvor alt kan ske”.

ULLA SONNE

“Som keramiker har jeg gennem mange år arbejdet med højtbrændt lertøj og stræbt efter at skabe gennemarbejdede og teknisk perfekte genstande, brændt i en elektrisk ovn. Men samtidig er jeg også stærkt optaget af havet og havets biologi.
 I mange år har jeg samlet skaller på stranden og i de senere år også snorklet og dykket for at studere faunaen.
 Og naturen er jo netop spændende, fordi den er naturlig og ikke perfekt.
 De skaller og organismer, man finder, er præget af kampen for overlevelse og har sår og revner eller dækket af aflejrede sedimenter.

Jeg er derfor kommet til at dele mig i to; en ny side af mig arbejder med porcelæn og stentøj, som bliver brændt i brændefyrede ovne, hvor soda, aske, røg og flammer dramatiserer overfladen. Jeg har hjulpet det på vej ved at skabe buler og ridser, hvor ting kan aflejres og det perfekte gøres uperfekt og levende.
 De genstande jeg skaber, er alle opstået ved at fabulere over koraller, skaller og væsener, som jeg har mødt på strande eller under havets overflade.
 Brændefyringen og sodaglaseringen fuldender billedet og tilføjer de tilfældigheder, som jeg aldrig selv ville kunne…”

KAREN-LISBETH RASMUSSEN

“At brænde med salt eller soda har indimellem været en del af mit keramiske univers.
 Den bedste måde at være soda-brænder på er uden tvivl at brænde kontinuerligt, så erfaringerne kan følges op fra gang til gang. Der er jeg ikke endnu.
 Så det I ser på min lille udstilling, er små og større prøver på forskellige strukturer og begitninger.

Hver gang en ovn tømmes, er det spændende, uforudsigeligt, glædeligt eller skuffende.
 Men hver gang er der ‘spots’ af stor skønhed, som kan forfølges. De største af mine prøver kan med god vilje kaldes vaser. Keramik skal ses med både øjne og hænder. Så du er velkommen til begge dele.
 Måske finder også du nogle fine ‘spots’ at se på og røre ved.”

LOVA NYBLOM

“Superstoflighed. At brænde soda er at skaffe sig et nyt repertoire. Ikke et helt nyt instrument, men dog en ny streng, man skal lære at kende og undersøge, hvad kan bruges til. Jeg vælger at skifte det velkendte ud med nye muligheder. Vælger at modellere istedet for at dreje. At bruge groft mørkt ler istedet for fint og lyst. Kernen i min praksis beholder jeg, brugsformerne.

Jeg frydes over arbejdet i det grove ler og hvor let det svarer på de mindste indfald under formgivningen. Tingen synes nærmest at forme sig selv i mine hænder.
 Jeg er langt fra at finde ind til, hvordan jeg skal spille på den her sodastreng. Indtil videre er beholdningen forundring. Ovnen som et tryllekammer, hvor alt kan ske. Nogle gange med nærmest komisk uforudsiglighed, et nyt niveau af keramiske luner, om man vil… Resultatet er en flok former, som mere end at være brugsting måske er en slags superstoflige visioner af brugsting.”

NINA LUND

“Allerede som helt ung lærling vidste jeg, at jeg gerne ville prøve kræfter med at brænde saltglasur.
 Den ujævne boblende overflade, måden hvorpå kanter og afslutninger trådte frem i leret. Fornemmelsen af at leret blev fortæret, når saltglasuren blev dannet. En hel særlig form for transformation. På samme tid enkel, unik og genkendelig, men også praktisk krævende, da ovnen også selv bliver fortæret af saltglasuren.

Først nu, er der i mit professionelle liv, blevet tid til saltglasur – hvor man kan få så meget foræret, men også blive ret frustreret.
 For øjeblikket er det et legende undersøgende frirum, hvor der stadig skal laves masser af prøver, tænkes og forfines. Keramik bliver aldrig kedeligt!”

American artist Marianne McGrath exhibits New Histories at DRIFTSKONTORET at the old Cardboard Factory in Viborg as part of their residency program. Cardboard has some of the same features as clay, and the stay in Viborg has given the artist uplifting experiences and a new approach to her profession.

A factory lies in Viborg, in the middle of Jutland, Denmark’s large peninsula. The factory is not any factory but a museum in an idyllic scenery and an active and sustainable business and cardboard production. The place is like a hidden gem. One of those you can’t believe still exists, and as the foreman Kristian explained, the production still runs as it did 100 years ago. The machines are more or less the same as the methods. Citizens of the municipality deliver discarded papers, magazines, and other recycled paper here. Together with water from the river, the paper is squashed and moulded into cardboard that can alter in colour and materiality depending on the purpose. The factory makes boxes and customized packaging daily for some of Denmark’s most established design brands.

In the town of Viborg, two artists, ceramicist Helle Bovbjerg and painter Anette Gerlif were discussing creating an exhibition platform and residency program. One day, they spotted a cluttered office visiting the Factory, asking ‘what is in there?’ Nothing, as it turned out, and the idea of an artist-driven exhibition platform and a residency program at the Factory started. With the help of a colleague, graphic designer and artist Birgitte Munk, the two curators applied for funding, and almost two years later, DRIFTSKONTORET (meaning the operating office) was a reality.

The founders sent an Open Call invitation to artists, designers and craft artists to apply as a resident at the Factory, and Bovbjerg and Gerlif received hundreds of interested applicants. Then Covid came and delayed the project, but in 2020 the first artist-in-residence came to work.

“The artists must visit the place beforehand to know what and how. In Marianne’s case, we shipped cardboard samples to the States, so she had a sense of the material beforehand,” explains founder and curator at DRIFTSKONTORET Helle Bovbjerg.

Bovbjerg works tirelessly with her colleagues to make their dream come true. And it has. Since their initial conversations about an artist-driven platform, nine programs and nine site-specific exhibitions have been held here. As we speak, the American ceramic artist Marianne McGrath exhibits at the Factory. I was fortunate to meet her in Viborg during the exhibition opening in August, where her personal and professional story became apparent to communicate here.

How did you get in touch with Driftskontoret in Viborg?

My original contact with Driftskontoret was truly one of the most serendipitous experiences of my life… My mother is from Viborg, and while planning a family trip to Denmark in the spring of 2019, I was scrolling along on Instagram, researching Danish artists I wanted to try to connect with during our upcoming summer stay. Ceramic artist Helle Bovbjerg had just curated an exhibition that included a close friend. When I saw Helle lived near Viborg on her profile, I messaged her via Instagram, asking if I could visit her studio while I was in town. We chatted back and forth a bit and within a couple of days, she had invited me to have a solo exhibition at Driftskontoret in the summer of 2020.

I was able to briefly visit the Cardboard Factory with Annette Gerlif (co-curator of Driftskontoret with Helle Bovbjerg) that summer and was simply blown away. I had never seen anything like it before in my life. For the next several months, I planned the trip, received generous funding from my University in California to travel back to Denmark for the exhibition, and constantly thought about what to create when I returned. I believe I was the first artist to every formal exhibit in the space, but the pandemic hit and pushed everything back. Helle, Annette and I spent the next two years corresponding regularly as the show was delayed again and again until we were finally able to secure the show’s current dates earlier this year.

What fascinated you the most as an artist at the factory?

The entire experience was amazing; unlike in previous residencies, I had participated in both scope and growth. From the history of the building and exhibition space to the heavy metaphorical capacity of the material itself to the incredibly generous people working inside the factory, everything just came together to be one of the most artistically challenging and rewarding experiences of my creative career thus far. What was truly the most intriguing and unexpected part of this experience was how dynamic this material was and how strongly the different stages of the material spoke to me. (I am referring to the different physical stages the cardboard goes through in the factory – beginning as recycled paper objects collected from the local community, crushed into pulverized paper pulp, then moulded into sheets of wet paper, then dried into incredibly rigid cardboard panels, and then finally into designed, cut, and modelled shapes and three-dimensional forms.)

Not only was I able to interact and create with this material across a spectrum of very different physical stages, but I was also permitted guided use of almost any piece of equipment in the factory, and I was encouraged to use literally as much of the material as I desired. For someone like myself, that thinks and creates works that are usually quite large-scale, it was an invaluable opportunity to experiment and then create with virtually no physical limits.

How did you approach the cardboard methodically?

I was completely confounded by it at first, to be completely honest with you. I was able to experiment a bit back in the States with some cardboard that Helle generously shipped over to me, where I was able to learn some of the basic physical characteristics of the material, but when I got to the factory, I was so overwhelmed by the number of possibilities I saw I simply do not know where to begin. So, I pushed myself to consider the material as I would ask a beginning student to do so with clay in my classroom: to experiment with the medium without expectations, exploring the material as a new means of communication, then as a new means of forming an object in space.

This process, exploring a brand-new material as a potential building block for creative work, was something I had not done in years, and it allowed for a conversation with the medium that brought forth the ideas that formed this group of works. After my first couple of days of experimenting with the material, my work from then on was very intuitive and reactive to both the material I was creating and the space I was making. Throughout my ten days at the Cardboard Factory I created works that spoke to the history of the space, the history of the material, and the history of my own family and personal memories.

What is the central narrative of your exhibition?

Material metaphor has always been at the core of the art I create. I believe that what a piece of art is comprised of, what it is physically made of, is the basis of all meaning for a piece of the work. At Driftskontoret, I was working with a material that has countless histories woven into it – from the objects this material used to be, to the hands that made them and then used them, to the physical places that enveloped them – the amount of human and natural histories woven into the material that I created with here are astounding.

Considering all the physical histories of the material, along with my own personal histories of both Viborg and my home in California, I created a series of pieces that consider both the past lives lived of the material and the powerful potential of it to create form and communicate content. In the office itself, I thought about the physical origins of the cardboard at the Papafabrik. Entirely composed of trees at their most basic origins, the cardboard created here has the potential to expand into a countless list of forms and functions. The forest I made in the Office is at once both fleeting and lasting: fleeting in its physical presence, yet lasting in its imagined presence of the viewer. With this piece I meant to honour both the history of the space – one of business, communication, and creativity – and the medium itself while creating an imagined scene possibly conjured by those who formally inhabited the space over the years.

In the stairwell of the Factory, I pushed the metaphorical and physical potential of the material a bit further, and in a more personal manner by using it in ways, I usually work with clay in my creative practice. I created cardboard “rose” forms growing out of raw clay and paper-pulp soil, laid out under a canopy of cardboard “clouds” with soft streams of inherited threaded “rain” falling upon them.

In the space immediately outside of the Office, I am having a more formal conversation with the material. Here I created three pieces that explore the physical and visual possibilities of the material with the resulting objects bearing witness to the physical and formal possibilities of this dynamic visually and physically complex material.

With two works being pieces in which I employed the material to create visually and the remaining three works being pieces where I explored the material formally. My confrontation with this metaphorically heavy medium was where I began the work for Driftskontoret, and the resulting works were created through this continued exploration of the material through both a narrative and a formal lens.

What are you bringing home to the States from Denmark, and what do you think we can learn from you?

Artistically, I am bringing home more creative growth than I have experienced in years. The opportunity to create with this dynamic yet often overlooked material, without any constraints on the size of the works and with unlimited time for making, pushed me tremendously in both the conceptual and technical aspects of my work. As an artist, you sometimes find yourself becoming married to certain materials and particular ways of employing your materials. Driftskontoret allowed me the space, the time, and the means to explore entirely new material and the processes of creating with it, expanding the communicative foundation of my artistic practice. The experience was incredibly validating for an artist like myself, somewhat mid-way through their artistic career, as it gifted me the rare opportunity to physically explore a new medium and create as a newcomer while using a more complex system of communicating visually and physically as I usually strive to do in my work. I left the Cardboard Factory and Driftskontoret with more than I ever imagined I would, and I cannot wait to return.

—

POSTSCRIPT:
I was incredibly fortunate to have three former students of mine – who are now all both my colleagues and friends – travel to Denmark with me to assist in the realization of this exhibition: Roxanne Casas, Jynell Bosacki Dimalanta, and Patricia Keller. As artists, they had individual experiences with the medium and the history of the Factory while working on my large-scale works, and they were very drawn to experiment with the material and create their own works. Both curators were incredibly generous when I asked if these artists could display some of their own works alongside my work created during their time assisting me at the Driftskontoret. 

To my knowledge, this is not a regular practice – inviting an artist’s assistants to create and then display work alongside the exhibition of the invited artist – but the intensity of the experience of being in the Factory and creating with this material was just too overwhelming to ignore. I couldn’t imagine being there and not being able to create, so, I encouraged my assistants to experiment and to make and it was a wonderful shared experience of technical and conceptual discoveries that took place.

Roxanne, Jynell, and Patricia each created a work of their own which sit in the far right side of the room adjacent to the formal Driftskontoret exhibition space.  It was an honor to have these artists assist me and to help me see these works come into existence, and I am grateful that we were able to honor their own practices in this way.