Møbelsnedker Alberte Svendsen skaber overfladedekorationer på sine møbler og genstande med rugstrå i teknikken intarsia. Det er langsommelig nørdethed i ypperste kvalitetspotens og aldeles betagende. Mød det unge talent med et politisk hjerte, der banker for det glemte håndværk.

Alberte Svendsen åbner døren til træværkstedet på Statens Værksteder med et smil og et stærkt håndtryk. Her har hun bygget og boet i flere måneder for at gøre værker klar til sin første solo-udstilling i Officinet, der åbner ultimo februar.

Hendes værker varierer fra det petit til det større – som minutiøst anlagte opbevaringsskrin til større sideborde og indrammede billeder til væggen. Hendes materiale er strå af rug. Indfarvet og indkøbt i Frankrig, hvor hun lærte materialet at kende. Strå, som hun forbereder ved at snitte det op i strimler, som hun bruger i sit intarsia-arbejde med at dekorere sine møbler og objekter.

Intarsia er snedkerarbejdets broderi. En mosaiklignende udsmykning i forskellige typer træ, der er limet ind i overfladen. Som et større syarbejde på et tæppe, hvis den sammenligning overhovedet holder. Intarsia er præcision og tålmodighed – et tetris deluxe, hvor feinscmecker-håndværk, vid, metodik og ekvilibrisme svinger samme vej.

Alberte Svendsen synes at være en gammel sjæl i et ungt legeme, for hendes forkærlighed for folk art og antikvariske, historiefortællende artefakter er atypisk for hendes fag og hendes generation. Eller måske ikke. Et paradigmeskift synes at være på vej, hvor næsten glemte håndværk genoplives og nyfortolkes i en ny samtid. Det er godt, relevant og nødvendigt.

Svendsens værker er delikate, stribede vidundere skabt i omsorg for sit fag i et naturmateriale så banalt, at magien ligger netop her. I det, vi ikke ser eller tillægger værdi. Men rugens skinnende overflade skaber et næsten metallisk genskær og opfører sig forskelligt alt efter, hvor og hvordan lyset falder. Og farverne bliver enten vibrerende i deres monokrome intensitet eller tager farve efter, hvilken anden farve, de står ved siden af. Næsten som en væveprøve. Tænk at rugstrå kan forædles til så taktile striber, at de minder om sirligt anlagte og ekstremt stoflige penselstrøg.

Svendsen er en gave til sit fag som den moderne snedker med gamle årer, der tog på en nutidig udgave af valsen i Frankrig og Japan og blev dygtigere og klogere. På både sit håndværk, sin faglighed og sig selv. I hendes kommende udstilling spejler hun sine værker i al deres komplekse mangfoldighed. Og forhåbentlig også os…

Hvorfor intarsia?

Min tilgang til snedkerfaget er dybt nørdet, og jeg har længe været fascineret af krydsfeltet mellem kunst og håndværk. Intarsia er en udfordrende og tidskrævende proces, som har ligget i dvale i over hundrede år. Det appellerer til mig at genopdage en teknik og et udtryk, der er så gammeldags, at der er plads til fri leg og nye fortolkninger. For mig må møbler gerne indtage en mere legende og dekorativ plads i rummet.

Hvorfor et så fragilt materiale som strå?

Jeg blev introduceret til intarsia med strå gennem to måneders mesterlære i virksomheden Maonia i Paris. Her lærte jeg teknikkerne og materialet at kende, og i takt med det, fik jeg en utrolig stor lyst til at bruge det i mit eget formsprog.

At arbejde med strå er på mange måder monotont og kræver stor omhyggelighed, men det generer mig ikke. Strå som materiale er svært at afkode og det kan ikke sammmenlignes med noget andet, jeg har set. Materialet har en glansfuld og reflekterende overflade, der i mine øjne er meget udansk. Netop derfor er strå både svært og spædende at arbejde med.

Hvorfor vil du trække møbeldekorationer ud af skammekrogen?

Jeg bliver inspireret af tanken om at forny den traditionelle tilgang til møbeldekoration og udsmykning. Jeg håber, at jeg kan give de gamle nichefag en stemme ved at skabe en mere frisk og let møbeludsmykning, vi kan genkende os selv i.

I Danmark har dekorerede møbler aldrig haft en fremtrædende rolle. Vores kultur har været præget af nøjsomhed i modsætning til de tunge udsmykkede møbler vi kender fra Sydeuropa. Jeg er selv vild med motiver og pynt, og finder det interessant at præsentere det på en mere moderne skandinavisk måde. Mine møbler og objekter er en stemme og et modspil til mange årtier med rene linjer og glatte flader.

Er det vigtigt for dig at promovere et næsten glemt håndværk? Er det politisk for dig?

For mig handler håndværk ikke kun om teknik og gentagelser. Jeg ser det bestemt som en politisk handling at bevare og formidle den kultur og viden snedkerfaget indeholder. Mine ornamenterede værker er en kommentar og reaktion på en moderne møbelproduktion, hvor tid og kvalitet ofte er en knap faktor.

Det bliver næsten en provokation i sig selv, når man investerer tid og energi i små, dekorative detaljer, der ikke rummer nogen funktion. Jeg mener, at denne energi og omhyggelighed mærkes tydeligt for beskueren, hvilket resulterer i møbler, der både taler og bevæger.

Hvad handler din udstilling i Officinet om?

Udstillingen Objects of Infinity handler om at sætte nichehåndværket i centrum. Jeg vil vise, hvad dette gamle franske håndværk kan, og hvordan et simpelt materiale som rugstrå kan bruges til at skabe møbler, der har en stemme og kan indtage en central rolle i et rum.

Jeg vil lege med opfattelsen og historien bag dekoration af møbler, og forhåbentlig vække en lille gnist af interesse for materialer, historie og håndværk. Jeg håber, at beskueren vil se en lethed i det samlede udtryk og kigge helt tæt på for at se de små detaljer og mærke omhyggeligheden bag. Jeg håber, jeg formår at formidle materialets enkelthed og storhed på en og samme tid.

Fotograf Birgitte Røddik har gjort det, de fleste af os drømmer om. At gøre vores rejsedrøm til virkelighed. Røddik har endda taget skridtet videre og udgivet sin drøm som bog. En bog, der måske kan få kontakt til dine indre længsler og få dig til at gøre noget ved det. A Taste of Cuba prikker i hvert fald til noget inde i mig – a lo cubano…

Jeg havde spottet den, bogen. A Taste of Cuba – om den særlige ø ikke langt fra Florida, men langt fra alting på flere måder. Med et dragende forsidebillede og syrlig gul grafik stjal den blikket. At det viste sig at være en fotograf, hvis navn jeg har mødt flere gange i kunsthåndværkersammenhænge og min kollega, der havde sat bogen op, var jo blot et kinderæg af god karma.

Har vi ikke alle en hemmelig drøm om at dukke op i Havana? Bare navnet lyder jo som musik. Denne bog er drømmen levet ud. Et projekt, der fløj, selvom vingerne ikke var udviklet og vejen endnu ikke asfalteret – var jo også et hav, men alligevel… Min – og Birgitte Røddiks pointe i nedenstående – er, at nogle gange skal man vove et spring. Andre gange kan omstændighederne tvinge det frem. Men uanset afsættet, giver springet en følelse af frihed, (angst?) og luft under vingerne. Som oftest når man at finde ud af, hvordan man lander – inden man rammer jorden. Selvom det godt kan være, at man forstuver en fod eller endda hele benet. Men turen…Wow!

Birgitte Røddiks bog A Taste of Cuba er først og fremmest en fotobog. Det er her, den stærkeste kunstneriske stemme slår igennem. Her man drages, forføres og mærker drømmen vibrere i sit indre. Fornemmer stemningen helt tæt på. De 16 tekstportrætter lægger et ekstra lag til. Af charme, viden og indsigt i, hvad og hvordan cubanerne formår at leve og overleve på denne omsuste ø. En ø, der efter mange års tæring af ressourcer og borgernes overskud, er udpint. Man har hørt det på vandrørerne i årevis og fornemmer det i bogen på billederne af de trætte, men stoflige facader og nedslidte bygninger.

Bogens opskrifter er også et ekstra indholdslag, der nok vækker bedst genklang hos dem, der har besøgt Cuba. For mig bliver det lidt ligesom, når Ouzo smager bedre i Grækenland end derhjemme. Men det er sikkert bare mig. Min drøm vil ikke med hjem i køkkenet. Den vil ud. På havet, i gaderne og ind i restauranterne.

Som tekstmenneske vil redaktøren i mig gerne forædle teksten en kende. Lige give den et nøk her og der for at stramme op. Men jo mere jeg læser, jo mere må jeg overgive mig til, at formatet passer perfekt til det, bogen er: En umiddelbar stemningsbeskrivelse af et møde med en kultur, en befolkning og en livsstil, som skal være lidt flosset i kanterne. For det er sådan Cuba er, og lige her balancerer form og indhold til fulde. En opskrivning af de forskellige interviews ville ikke have været autentisk og netop virke konstrueret. Alt er som det skal være, så hop ombord og mærk dine længsler kalde. Ohøj!

Hvordan opstod idéen til bogen?

Jeg tror, at de fleste fotografer drømmer om at udgive en bog. Jeg har altid gået med ideen om en bog med ansigter fra hele verden. Da jeg planlagde min rejse i Caribien vidste jeg, at jeg ville afslutte min rejse på Cuba. Når man googler Cuba, vises der altid rynkede ansigter med cigar i munden. Jeg elsker at fotografere mennesker og fik lyst til at fotografere menneskerne på Cuba, men det skulle ikke kun være portrætter, jeg er altid interesseret i at høre folks historier. Cuba har en utrolig historie, som jeg gerne vil dele med andre, men det skulle ikke være fakta-historier. Det skulle være historier om livet på Cuba som cubaner.

Hvorfor lige Cuba?

Ja, hvorfor Cuba? Hvor meget ved du om Cuba? Jeg ved ikke meget, men da jeg havde besluttet mig for at lave en bog om Cuba, begyndte jeg at læse om landet og dets historie og hvilken historie. Cubanere har levet et hårdt liv og været udsat for så mange ting og alligevel ligger de sig ikke bare ned og græder. Cubanerne kæmper videre og det er virkelig beundringsværdigt.

Og så er Cuba bare et helt fantastisk smukt land med et varieret landskab og smukke farvestrålende bygninger. Men det er også kontrasternes land. Side om side med flotte istandsatte bygninger er der faldefærdige ejendomme, der nærmest er ruiner.

Så hvorfor Cuba? Fordi det er et land med en spændende befolkning og stor diversitet, der har vækket min interesse.

Hvordan fik du ideen til at udgive bogen selv?

Jeg talte med et enkelt forlag om bogen. De var interesseret, men spurgte meget ind til om jeg selv finansierede bogen eller havde søgt fonde. De begyndte at forklare, hvordan de ville styre produktionen og opsætningen. Jeg kunne bare mærke, at jeg mistede min bog og ideen med den. Derfor valgte jeg at udgive den selv for at kunne styre helt præcist, hvordan den skulle være. Jeg ville selv være en del af maskinrummet og forme bogen, som jeg ville have den.

Jeg begyndte at læse om, hvordan man selv kunne udgive en bog og meldte mig ind i facebook gruppen New pub. Her fik jeg kontakt til Kristin, der ejer forlaget Spitszen Publishing. Her kan man købe hjælp til det, man ikke selv kan finde ud af. Samtidig med det fik jeg anbefalet grafiker Sus Borgbjerg af en veninde, og her begyndte et rigtig godt samarbejde. Så med de to ombord i båden kunne jeg begive mig ud på rejsen. Finansieringen havde jeg selv lagt, og håber at få den ind igen.

Hvad har været det mest inspirerende på denne mission?

Samarbejdet med Sus og Kristin har været vildt inspirerende. Vi har været gode til at supplere og løfte hinanden, og jeg har virkelig mærket deres støtte til mit projekt. Det har været en fantastisk rejse og der er gået mange følelser igennem mig undervejs. Alt fra tvivl om mine fotos og historier var gode nok til, at jeg med stolthed stod med den endelige bog i hånden.

Jeg har fået lov til at til at udfolde mig kreativt og skabe noget, der ikke er kommercielt. At se sine fotos og historier folde sig ud, høre folks kommentarer og rosende ord. Det har virkelig været et stort og anerkendende skulderklap. At lave noget, som er helt mit eget, får mig til at ranke ryggen og holde hovedet højt.

Det gør også, at jeg har fået blod på tanden til at lave flere projekter. Til at turde tage nogle chancer med  nye tiltag. Om det bliver flere bøger eller ender som noget andet ved jeg ikke endnu, men jeg ved, at jeg skal balancere min tid mellem kommercielt arbejde og private projekter. Det giver mig den største tilfredsstillelse og glæde.

Det at føre sine ideer ud i verden og se resultatet er en helt utrolig følelse. Havde jeg ikke været på mit eventyr, havde jeg aldrig udgivet en bog. Jeg er vokset med opgaven mentalt og har nu en større tro på, at jeg kan præcis det, jeg vil. Jeg stoler og tror mere på mig selv og har flyttet mit blik fra at se mig som reklamefotograf til at se mig mere kreativt og udfordrende. Jeg oplever også en større glæde ved mit arbejde som fotograf. Jeg tør tage nogle chancer og bruge nye teknikker, som jeg ikke tidligere har brugt. Og så er jeg begyndt at arbejde mere med dagslyset end jeg tidligere har gjort.

Vil du opfordre andre til at rejse ud og forfølge deres drømme?

Jeg har bevist overfor mig selv, at man skal bare kaste sig ud på dybt vand. Det er først her du udvikler og flytter dig. Da jeg tog afsted havde jeg aldrig sejlet så stor en båd. Jeg havde aldrig sejlet om natten eller været så tæt sammen med folk, jeg ikke kendte.

Vi kan meget mere end vi tror, og derfor er det også vigtigt, at man kaster sig ud i det. Lev dine drømme ud uanset hvad de er. Man kan næsten kun blive positiv overrasket over sig selv, og man ranker lige ryggen lidt ekstra. Du får en anden udstråling, når du er kommet i mål. Jeg føler mig urørlig og ved at jeg kan overvinde næsten alt. Jeg føler min livslyst er blevet højere, og jeg er positiv og fuld af energi på en anden måde, end før jeg tog afsted. Vi bor i et land, hvor vi kan gøre næsten alt, hvad vi vil. Vi har et sikkerhedsnet, der gør, at du kan kaste dig ud i store eventyr.

De fleste af mine drømme er forbundet med at rejse og opleve verden. Jeg ser mig selv som en eventyrer og elsker at opleve og lære nyt om andre kulturer, lande og mennesker. Jeg ved, at jeg ikke er færdig med at rejse og udleve mine drømme. Der er mange andre drømme på min lange liste. Min næste rejse bliver en tur til Vietnam, hvor jeg sammen med min datter skal rejse rundt og opleve det uspolerede land. Jeg ønsker, at min datter skal se og opleve glæden ved at møde nye kulturer og rejse ”off the beaten track”.