Thomas Bentzen er en af Danmarks mest solgte nutidige møbeldesignere med produkter for HAY, Muuto og TAKT. Han var også en del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske portræt ikke tidligere har været udgivet. Nu kan du læse det her i en lettere opdateret udgave.

Thomas Bentzens studio ligger på Vesterbro. Det tidligere dunkle område tæt på Københavns Hovedbanegård, hvor junkier og sexarbejdere befolkede gader og gyder, mens de mest nødlidte søgte ly og ro i Maria Kirken, der stadig ligger som et helle i starten af det trængte stykke af Istedgade. Vesterbro har siden forvandlet sig til en hip bydel med kaffebarer, tøjbutikker og håndbyggede cykler, men der er stadig reminiscenser af Københavns ’red light district’.

Når man træder ind i baggården for at besøge Thomas Bentzens studio har man da også først passeret pornobutikker og sex-biografer. I Thomas Bentzens baggård er der imidlertid ro og idyl som kontrast til de eksotiske etablissementer udenfor. Baghuset, han bor i, er hyggeligt og autentisk med en vareelevator udenpå og mindelser om dengang saddelmageren boede i bygningen. Thomas Bentzen har haft studio her siden 2015 – i stueetagen med udgang til gården, hvor man kan sidde og spise om sommeren. Indenfor er studiet indrettet maskulint og modernistisk med det igangværende kreative kaos som allestedsnærværende dynamisk komponent. Her bliver der skabt. Tænkt. Og bygget – ud fra mantraet om at skynde sig langsomt.

Eller sagt på en anden måde: Det skabende er altid allerede i gang i Thomas Bentzens studio, hvor der ikke sjældent bliver arbejdet på 15 forskellige projekter på en gang. Men det er ok. Bentzen trives faktisk trives med det. Med skalaspringene mellem møbler og produkter. Med springene mellem processer og materialer, præsentationer og værkstedsarbejde.

”Jeg er en langsom designer. Det tager mig mellem 2-3 år at designe et produkt eller et møbel. Derfor har jeg brug for tålmodige kunder. Grundighed er en vigtig ting i vores fag. Tingene skal holde i lang tid, især med tanke på de udfordringer, vi står overfor i verden i dag. Som designer har vi et endnu større ansvar for at innovere. Vi bliver nødt til at skubbe virksomhederne, der ofte bare gerne vil have det, de andre har. Risikovilligheden er lav blandt producenterne og det er os designere, der skal ruske op i dem, for verden bliver træt af design, hvis vi ikke udvikler det til noget bedre”.

Thomas Bentzen er en erfaren og bevidst designer. Med tyve år på cv’et og en langtidsholdbar agenda i hænderne. For han har aldrig bare designet for at designe. Der skal være en mening med tingene. En grund til at skabe dem, som fx at gøre hverdagen en lille smule bedre, lettere eller mere praktisk.

”Du kan altid blive ved med at udvikle og raffinere tingene. Det mest bæredygtige er rigtigt godt design, der lever i en evighed”, understreger designeren, der er blevet kendt for at skabe nutidige løsninger på traditionelle arketyper: stolen, bordet, lampen, som han evner at dreje det lille nøk, der gør, at møblet eller produktet fremstår nyt, har en forbedret funktion eller slet og ret bare er indbegrebet af nutidigt skandinavisk design.

Fra Campbell til Muuto
Thomas Bentzen startede sin karriere hos designer Louise Campbell, der de sidste tyve år har været en toneangivende formgiver på den danske designscene. Her fungerede Thomas Bentzen de første mange år efter designskolen som hendes højre hånd med projekter for store danske brands som HAY, Louis Poulsen, Royal Copenhagen og italienske Zanotta. Senere sprang han ud som selvstændig med sidejob hos Muuto, hvor han var det faglige kvalitetsled mellem produktionen og designerne. Det job lærte ham en del om industriel produktion og corporate business – og her opsamlede han en stor del af den viden, han stadig trækker på i dag. Sideløbende designede Bentzen egne produkter som DLM (Don’t Leave Me) sidebordet for HAY, Elevate Vase og Around Table for Muuto, der alle blev kommercielle succeser, og i 2015 besluttede Bentzen sig for at blive fuld tid i sit eget studio.

”Jeg skynder mig langsomt. Refleksion er vigtig, for man er nødt til at komme op og kigge ned på tingene ind imellem. Det er en mærkelig modsætning, at jeg har brug for mange projekter at veksle imellem, men heller ikke for mange. Jeg har også brug for at arbejde i forskellig skala. Jeg ville kede mig, hvis jeg kun skulle arbejde med stole”.

I dag er Thomas Bentzens kalender og portefølje fuld. Fuld af gode opgaver og gode samarbejdspartnere, for som han siger, er der ingenting, der bliver skabt og udviklet alene. Alt handler om at finde en løsning – sammen! Og fordi han arbejder sig møjsommeligt og grundigt frem i sine projekter, passer det godt til hans temperament at arbejde på flere projekter samtidigt.

”Det har påvirket mig meget at møde visionære mennesker i min karriere. Som stifterne af de succesfulde danske virksomheder, Rolf Hay fra HAY, Kristian Byrge og Peter Bonnén fra Muuto og Henrik Lorensen fra TAKT – de har alle ramt noget, der ikke var der i forvejen. Godt design er altid et samarbejde og så er det jo fantastisk at gøre det med gode mennesker og sympatiske virksomheder.”

Stemningen på tegnestuen er afslappet og hyggelig. Vinylplader i kasser ved siden af den roterende grammofon. Store opslagstavler, der fungerer som moodboards med inspiration, farveprøver og idoler. Ja, selv tegnestuens planter ser ud til at stortrives i det skabende krydsfelt af digitale og analoge hjælpemidler. Mellem computere, værktøj, modeller, materialeprøver og naturtro prototyper skabt i træ eller pap.

Form følger funktion
Thomas Bentzen er til enkle løsninger. Funktionelle løsninger. Dem, der ligger lige for og ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Bentzen er modernist af idelogi og rationel pragmatiker i praksis. For du kan ikke stå fast på dine ideologiske tanker i et samarbejde, hvis ingen andre synes de holder. Alligevel er man ikke i tvivl om Thomas Bentzens signatur. Det nordiske greb. Det solide formsprog mellem enkelt og komplekst. Mellem redskab og skønhed. Og selvom Bentzen selv er på vej til at danne skole, bekender han sig fuldt og helt til sine forbilleder som Jasper Morrison, Jean Prouvé og Børge Mogensen.

”Inspiration er for mig at se tre ting. Den ene del er ens eget arbejde, for der er altid noget, der flytter med fra tidligere projekter. Den anden del handler om materialer og teknikker, og jeg prøver altid at være med i den industrielle proces fra start til slut, fordi jeg lærer en hel masse af det. Den tredje inspirationskilde er designhistorien, og der er ofte referencer i de ting, jeg laver. Jeg har masser af helte, der alle nørder med materialet og dyrker ting til det ekstreme”.

Selvom Thomas Bentzen ifølge ham selv er en langsom designer, er der dele af designprocessen, der foregår lynhurtigt. Som når der skal laves en 1:1 papmodel af en stol. Modellen er en hurtig test, der handler om formsprog, proportioner, funktionalitet og ergonomi. Tegnestuen har et miniatureværksted, hvor Bentzen og co. hurtigt kan omsætte en idé i praksis.

”Mock-ups giver indsigt. Vi bygger ikke perfekte prototyper, men skaber modeller i både små og stor skala. Når man får formen op i en tredimensionel model, kan man med det samme se, om armlænet skal placeres længere oppe eller nede. Om ryggen passer i hældningen og om komforten står distancen. Vores mock-up er en hurtig test, hvor man kan få nogle ting forærende”.

Tegnestuen er glade for at arbejde i pap, fordi fokus udelukkende ligger på formgivningen. I den del af processen er materialet underordnet og der bliver ikke dvælet ved materialets æstetiske kvaliteter, men kun én ting i spil, nemlig formgivningen. Thomas Bentzens oplevelse er også, at det fungerer godt sammen med kunden, fordi fokus holdes på formen, og når den er løst, kan man sammen drømme videre om materiale og udtryk. Form og funktionalitet er således ankeret i Thomas Bentzens design, mens han forklarer æstetikken som en latent og underliggende strøm.

”Funktion og komfort er med til at styre formen, og selvom ’form follows function’, træffer man jo en masse valg undervejs, der er afgørende for æstetikken. Retrospektivt kan jeg se, at der er et tema i mine stole. De består ofte af en stram, solid base, der skaber stabiliteten, mens stellet holder noget mere organisk som fx tyndt finér, der former sig efter kroppen – og skaber kontrast mellem det hårde og det bløde”.

Orden i kaos
Meget af Thomas Bentzens arbejde starter med et brief fra kunden, som han arbejder sig ind i med blyant og papir. Tanker og skitser, som han raffinerer og omsætter til computerrenderinger og modeller. Frem og tilbage. Tilbage og frem. Måske er det derfor Bentzen er glad for orden. For i de grå transportkasser kan han rubricere tingene. Mentalt og konkret.

”Jeg elsker plastickasser. Jeg er virkelig vild med dem. Der står label på, der fortæller, hvad der er i dem, men alligevel sejler det lidt. Det er vel noget med at have troen på orden?”

Tro eller ej. Orden eller kaos. Kasserne er med til at strukturere projekterne, redskaberne og skitserne. Og det er nok så vitalt, når man balancerer mellem 23 aktuelle projekter og er en hands-on designer med en ambition om at skabe meningsfulde produkter med et langtidsholdbart perspektiv.

Jakob Jørgensen og Line Depping er møbeldesignere og kunstnere – sammen og individuelt i egne navne. For tre år flyttede de til Bornholm, hvor deres drøm om at bygge og bo på samme matrikel er en realitet. Duoen var del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske portræt du nu kan læse her i en opdateret version.

Line Depping og Jakob Jørgensen er en duo – fagligt og privat. Begge er møbeldesignere og kunstnere og laver projekter sammen og hver for sig. Deres portfolio er rig på såvel samarbejder og stærke møbler under egne navne for brands som TAKT og HAY, ligesom de begge skaber unikaværker til Galleri Maria Wettergreen i Paris og Hostler Burrows i New York.

For tre år siden byttede de deres tre matrikler i København – en lejlighed og to studios –ud med en større ejendom på Bornholm, hvor der er plads til både familie, tegnestue og værksted. Her har energien nu samlet sig i ét sted på toppen af bakken med udsigt over Gudhjem og vandet længere nede. Her har Jakob bygget et udendørsværksted til de store skulpturer i stål, han er begyndt at arbejde med. Indenfor er der en stor tegnestue, hvor der er lys og ro foruden et hjem med masser af plads. Jakob og Line arbejder grundigt, dygtigt og ambitiøst med deres fag, og bærer roen, fordybelsen og engagementet som den skabende kraft. Det er også sådan, men opfatter dem som personer; hvilende i deres kompetente handlinger og stensikre smag.

Glæden og skaberkraften
Glæden ved materialet er en stærk kraft hos dem begge. Til tider en overdøvende kraft, som man særligt fornemmer er tilstede i de sirligt smukt forarbejdede træ-kunstværker fra Lines hånd, der mimer overdimensionerede japanske vifter så delikate, at man har lyst til at putte dem i munden. Den sofistikerede forarbejdning og det diskrete og underspillede overskud en af Line Deppings store styrker. Hendes møbler og værker er så subtile. Så legende. Så rene. Deres studio afspejler samme helhed af inspirerende orden, kaos og opbevaring. Materialeprøver en masse, bøger og en samling af indsamlede inspirationskilder fra rejser og hvad materialehjertet forelsker sig i. Der er også små tableauer af særligt raffinerede objekter, som er bragt med hjem fra rejser fra især Japan. Objekter, som bringer glæde, nysgerrighed og refleksion til skaberprocessen.

Jakobs værksted i haven er leveringsdygtig i maskiner, træ og stål. Før de flyttede til Bornholm havde han værksted i Skudehavnen i 15 år, skjult bag vildtgroende buskads og både trukket på land. Værkstedet var bygget op af containere med en terrasse i midten, næsten som et kolonihavehus – med maskiner og materialer, hvor andre har møbler. Også Jakob er optaget af materialer, stoflighed og eksperimenter. Den fokuserede arbejdsro fra Skudehavnen er flyttet med til Bornholm, hvor hans nye værksted i haven, blander værksted og udeliv.

Jakobs seneste værker udstråler samme fokuserede ro, for de høje, slanke stålskulpturer har en umiskendelig maskulin soliditet over sig, der parret med en ekstrem taktil bearbejdning af stålet, skaber værker, der er både bløde og hårde. Genkendelige og nye. Min første association er salmiakbolsjer i stænger, hvor man kan knække stykker af – som en gammeldags togbillet, mens andre minder mig om forstørrede synåle eller værktøjsdele på grund af deres bløde huller i stålet. Men måske er jeg den eneste med denne form for nostalgiske konnotationer, men at Jakob Jørgensen kan transformere et så hårdt og industrielt materiale til et intuitivt og associativt univers, er en kunstnerisk bedrift af de store.

Det kunstneriske sporJakob 
Jørgensen har fat i et skifte her. Noget, der for en stund har skiftet træet ud med stål og metal, svejsning og støbning. Der er også et skalaspring i gang fra produkter og møbler til mandshøje stålskulpturer. Men det kunstneriske afsæt var faktisk der, det hele startede for Jakob Jørgensen, der som ung i Danmarks tredjestørste by, begyndte på kunstskole. Herfra kom han til Italien og lærte at hugge i sten, fik en udstilling i Odense, hvorfra han søgte videre til en designhøjskole og endte på Danmarks Designskole i København.

”Jeg har fået en materialetilgang med fra alle de forskellige uddannelser sammen med en masse viden om håndværk, som har været godt, fordi jeg er interesseret i det. Formsprog er et selvstændigt sprog. Du kan frembringe ting uden at sige noget som helst – tingene taler for sig selv,” forklarer han.

Galleri Maria Wettergren i Paris har både Jakob Jørgensen og Line Depping i stald. Jakob har solgt flere håndlavede møbler som skuffeskabet Fjarill i ’oregon pine’, der åbner sine skuffer som en sommerfugl og skaber kontrast mellem det minimale udtryk, når skabet er lukket, og det åbne kaos, når skufferne folder sig ud. Line arbejder mest med konceptuelle og skulpturelle værker hos Wettergren, men samarbedet med galleriet i Paris er et kærkomment kunstnerisk frirum for dem begge. En udstillings- og afsætningskanal for eksperimenterende møbler og kunst. Jakob Jørgensen udstillede sine store stålskulpturer i galleriet i efteråret 2019, og det gik så godt, at han ifølge ham selv, måske skulle handle på det vink med en vognstang som den store opmærksomhed og det næsten udsolgte show afstedkom.

Line Depping forklarer:

”Samarbejdet med Maria Wettergren er en mere intuitiv måde at arbejde på. Jeg laver selvfølgelig skitser og tegninger, men meget af det er også lavet direkte på værkstedet. Jeg lader materialet tale og tage sin egen vej. Ser, hvad det vil undervejs. Det er en fri måde at arbejde på.”

At træde ad nye stier
Line Depping og Jakob Jørgensen har også et andet eksperimenterende rum at skabe hos Snedkernes Efterårsudstilling og deres årlige udstillinger med eksperimenterende møbeldesign. Jakob og Line har været med siden 2009, både som individuelle designere og som duo. Til udstillingen ’Pitch Black’ på den historiske venue Kongernes Lapidarium blandt flere hundrede år gamle gipsskulpturer, skabte de karmstolen ’BlackChair’ i sortlakeret metal.

”Karmstolen er en klassisk stol, som danske designere og arkitekter har prøvet kræfter med, så vi ville gerne lave et nyt ’take’ på den og skabte en knock-down konstruktion i metal. Ved at bruge samlingerne som detalje kunne man skille den ad til en lille kasse. Undervejs har vi har tænkt meget på produktion og haft både computerteknik og utallige modeller i pap og skum med i processen for at prøve at løse den.

Efter udstillingen begyndte Jakob at fordybe sig i stålet og skabte bl.a. udendørslampen ’Blitz’ til Snedkernes Efterårsudstilling året efter, der foregik udendørs i Designmuseum Danmarks have. Lampen eller lygtepælen blev siden videreudviklet og vandrede over i det kunstneriske felt, hvor det blev til en fuld kollektion af høje, slanke stålskulpturer. Den positive krølle på historien er, at karmstolen er blevet til en knock-down version i træ for TAKT.

Trial and error
Historien om en stol, der skabte øget fokus på et materiale, der blev til en udendørslampe, der blev til en kollektion af stålskulpturer, er måske meget sigende om det til tider skrøbelige og uforudsigelige arbejde som formgiver. At der sker ting og sager, når du afprøver idéer og materialer i værkstedet, som du ikke kunne have forudset, hvis du ikke havde eksperimenteret dig frem i materialet.

”De bedste projekter er dem, hvor man føler, at de flytter sig, mens man arbejder. Der sker noget, du ikke havde forudset, hvis du arbejder med flere medier. Nogle gange sker der fejl eller misforståelser, der ender med at blive interessante. ’Trial and error’ er vores ufravigelige princip, fordi det giver så meget til processen. Når man skal lave en model, kan det være besværligt, så man ender med at gøre det på en anden måde. Og så løste man måske en udfordring den vej. Når du skal have produceret ting, skal du kende til teknik og metoder for at det bliver gangbart. Det er også en del af at lave et godt stykke design, at du ved, hvordan det kan produceres,” understreger Jakob Jørgensen.

Det er interessant for dem begge at arbejde både industrielt og kunstnerisk, da de to universer inspirerer hinanden gensidigt. En teknik eller metode fra det ene, kan vandre over i det andet og skabe noget helt tredje.

”Jeg er formgiver i forskellige materialer. Det er sammenhængen imellem dem, der er interessant: mellem design, håndværk og kunst. Jeg lærer et materiale at kende. Jeg ved, hvordan det opfører sig, og hvad man kan med det. Det kræver tid, erfaring og kompetencer, og jeg har nok en undersøgende tilgang til design og hvad materialer kan. Skala betyder fx noget i stål – der kan man virkelig slå til den. Jeg hugger også i sten, og der er jeg lige nu optaget af at lave æg, fordi det er en udfordrende form at trække ud af stenen. Træ har én retning, det gror i, og du arbejder hele tiden med træets retning. Stål har ikke nogen retning, men er formbart på en anden måde. Det er det samme med sten, hvor du kan arbejde fra alle retninger. Hvert materiale har forskellige kvaliteter, så det handler om at se, hvad de kan bruges til? Men hvis jeg skulle vælge ét materiale, er det træ. Du kan bruge træ til at bygge alt fra en violin til en sejlbåd og et helt hus med inventar – og brænde det af og få varmen. Træ er uovertruffent på den måde,” forklarer han.

Duften af træ
Lines foretrukne materiale er også træ. Og kun træ. Hun har en særlig svaghed for det dampbøjede træ og elsker den umiddelbare proces, der ligger i metoden, hvor en skitse lynhurtigt kan omsættes i form. Den hurtige ’hands on’ arbejdsproces, der kan være nærmest opfinderagtig, fascinerer hende, fordi man kan se resultatet ret hurtigt.

”Jeg holder mig mest til træ, hvor det vigtigste for mig er at undersøge formen og en enkel og ligetil funktion. Vi er begge to optagede af det enkle og arbejder med form i detaljen. Detaljerne er vigtige, og det skal være gennemarbejdede løsninger, vi kommer med. Når man dampbøjer, tager idéen hurtigt form, og så kan man raffinere finish i næste step. Jeg kan bedst lide at arbejde med ask, ahorn og oregon pine. De er mine favoritter,” siger Line.

I Lines værker fornemmer man træets æstetiske og subtile potentiale. Skærebrædderne til den danske ambassade i Tokyo er som fløjlsbløde ovaler, man vil tage sig i at røre ved hele aftenen. Hendes væghængte vifte-inspirerede træværker er overdimensionerede i form, men svinder ind til et nærmest spinkelt ’håndtag’, der gør den massive tunge flade let og sprød. Inspirationen og referencen til Japan er umiskendelig og familien, der består af Line, Jakob og deres søn på 8, har da også rejst i Japan flere gange. Senest i 2017, fordi de var med på udstillingen ’Design for ’Everyday Life – signs of awareness’ på 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa, kurateret af Cecilie Manz.

Respekten for håndværket og det ærekære i at være dygtig til sit fag er sammen med den minimale æstetik er de essentielle årsager til, at de to formgivere er optaget og inspireret af Japan.

”Første gang vi var i Japan, følte vi os helt fortumlede af en så anderledes kultur. Bjergene havde navne efter deres ’temperament’, og japanerne opførte sig specielt med bestemte måder at gøre tingene på. Måden du modtager et visitkort på. Måden du tager skoene af og stiller dem, så de vender rigtigt. Bade, der dufter fuldstændig himmelsk af træ. Maden, som var enkel og fantastisk. Al japansk håndværk bliver raffineret ud i det sublime, så man fascineres af, at det er muligt samtidig med en total ydmyghed. Enkelheden i måden at bo i et Tatami-rum, hvor alt er fuldstændig simpelt med siv og træ, futonmadrasser og puder. I den afbarkede gren, som holder hylden. I stablen af puder, som kan spredes omkring bordet. I den fine keramikkop, man drikker grøn the af. Når man skal sove, trækker man futonmadrassen ud fra skabet med fine skydelåger, og sengelinnedet har et stort hul på oversiden, så man kan se det smukke mønster på dynen.

Jeg kunne blive ved, og føler stadig, at det er svært at beskrive fascinationen, for i alt det smukke er der også en æstetik, som ikke kun er smuk og enkel, men også lidt skør. Som hellige stenskulpturer med små røde forklæder, templer med mangefarvede ‘bolde’ med bønner. Papirer foldet på en bestemt måde, som hænger i templer. Fortællinger om keramikere, som laver 100 kopper og smadrer alle på nær én, som er helt rigtig. Urushi-lak, hvor man giver 100 lag lak. I alt det smukke er der for mig noget helt igennem irrationelt, som jeg virkelig holder af, og jeg elsker, når handlinger og det vi gør, rækker langt ud over det rationelle. Det er her, det bliver interessant at forstå hinanden og hinandens kulturer,” fortæller Line.

Skaberkraft, ambitioner og økonomi
Line Depping og Jakob Jørgensen har arbejdet sammen siden de mødte hinanden på Designskolen (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering) i 2007. Som studerende og sidenhen som selvstændige designere under eget og fælles navn. At skabe i et helhedsflow er blevet en livsstil.

Drømmen om at bo og arbejde under samme tag, så det hele bliver endnu mere integreret og holistisk, har nu materialiseret sig på øen, der i 2018 blev nomineret som World Crafts Region, fordi den er tæt befolket af kunsthåndværkere og designere. Faktisk har Bornholm flere kreative på færrest antal kvadratmeter end noget andet sted i verden. Det Kongelige Akademi har også deres Professionsbachelor-program for keramik og glas på øen, en tilbagevendende triennale for glas og keramik og flere museer og udstillingssteder, så her er masser af potentiale og netværk til at føre nye drømme ud i livet.

En anden drøm er at producere møbler og objekter selv. At tage føringen og gøre tingene på en anden måde for at komme udenom producenternes manglende risikovillighed. Men det er en svær balance, selvom det aldrig har været bedre mulighed for at prøve det af. Alle værktøjerne er der og det er blevet tilgængeligt og økonomisk muligt at lave webshop og promovere og distribuere møbler og værker i dag.

”Det er jo en mulighed, at alle tingene ikke kun skal ligge hos de store firmaer. Det er oppe i tiden at lave ’limited editions’, men at lykkes med det, kræver et helt andet fokus,” vedkender Jakob Jørgensen, der dog gerne vil holde muligheden åben. ”Mindcraft-projekterne i Milano (skabt af Statens Kunstfond igennem en længere periode) har været gode for os begge, fordi det var en mulighed for at eksperimentere og skabe et unikt produkt med en deadline – og samtidig styre hele processen selv. Alle de projekter, jeg har lavet for Mindcraft er kommet i produktion,” smiler designeren.

Jakob Jørgensen og Line Depping har samme æstetiske præferencer og samme disciplinerede arbejdsmoral, men er forskellige i deres proces. Line Depping forklarer:

”Vi arbejder på forskellige måder, og vores vej hen til et nyt design er forskellig. Men resultatet, og det vi søger efter, er det samme. I processen kan vi have mange diskussioner omkring, hvilken retning vi skal gå. Jakob arbejder i modeller og i forskellige materialer. Jeg tegner og arbejder i pap, og så mødes vi undervejs. Vores forskellige metoder gør, at vi får fordybet os ekstra meget i processen, og finder andre veje, da vi bliver inspireret af det, vi hver især kommer med. Udgangspunktet for Jakob er ofte en teknik, et materiale eller en detalje. For mig er det en situation, en funktion, eller måden, man bruger objektet på, som jeg gerne vil give plads til. I de indledende tanker kommer vi også med forskellige tanker om, hvad vi gerne vil arbejde med, og får dem arbejdet sammen.”

Depping og Jørgensen. Jørgensen og Depping. Parrets arbejde og visioner for deres fag er uadskillelige på en respektfuld måde og med en høj faglig barre. Resultaterne taler for sig selv. Fløjlsbløde eller stålsatte. Men altid vedkommende, æstetiske og materialesikre.

DEPPING & JØRGENSEN

Jakob Jørgensen er født i 1977, Line Depping i 1978. De er begge uddannede på Danmarks Designskole (nu Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.)

Parret har skabt designs sammen og i egne navne for brands som HAY, TAKT, Skagerak, MORdesign,  A. Petersen og unikaværker for Galerie Maria Wettergren i Paris og Hostler Burrows i New York.

Udvalgte anerkendelser: Depping & Jørgensen Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2015, Finn Juhl prisen 2015 og Bodum Design Award i 2011. Derudover har de begge individuelt modtaget adskillige andre legater og anerkendelser.

Udvalgte udstillinger: Take Root, solo Jakob Jørgensen, Hostler Burrows, 2023, MADE, Sølvgade 19, 2023, Matter at Hand, Hostler Burrows, 2021, Snedkernes Efterårsudstillinger 2023-2009, TEFAF, Maastricht represented by Galerie Maria Wettergren 2024-2018, HalstrømOdgaardDeppingJørgensen, galleri A. Petersen, 2018, MINDCRAFT Exhibition, Milan, 2011, 2012, 2014 and 2015, Everyday Life – Signs of Awareness, 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa, Japan.

deppingjørgensen.dk