Form følger næsten funktion
Form følger næsten funktion
Soft Lounge Chair for TAKT er en af Thomas Bentzens seneste successer og tæller flere møbler i serien. Foto: TAKT / Rasmus Dengsø Studio
THOMAS BENTZEN
Thomas Bentzen er født i 1969 i Aarhus. Han bor og arbejder i København.
Han er uddannet fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering i 2003 og har før han belv selvstændig på fuld tid både arbejdet for Studio Louise Campbell og Muuto.
Hans mest kendte designs er: DLM og Shade Bin for HAY. Around Table, Elevate Vase, Cover Chair, Loft Chair samt Linear Steel og Wood-serien, Enfold Cabinet og Dedicated Lamp for Muuto. Soft Chair og Bench-serien for TAKT.
Thomas Bentzen har desuden designet produkter for ProjectKIN, B&O Play, Louis Poulsen og Royal Copenhagen.
Han har været en del af Snedkernes Efterårsudstilling siden 2006, hvor han jævnligt deltager på foreningens årlige eksperimenterende udstillinger, ligesom han var med på Everyday Life – Signs of Awareness, 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa, Japan 2017 og MINDCRAFT i Milano i 2011 og 2012.
Han har desuden modtaget flere anerkendelser og legater som Dezeen Award to gange, Danish Design Award og Design Award.
Thomas Bentzen er en af Danmarks mest solgte nutidige møbeldesignere med produkter for HAY, Muuto og TAKT. Han var også en del af portrætbogen Danish Creatives, hvis danske portræt ikke tidligere har været udgivet. Nu kan du læse det her i en lettere opdateret udgave.
Thomas Bentzens studio ligger på Vesterbro. Det tidligere dunkle område tæt på Københavns Hovedbanegård, hvor junkier og sexarbejdere befolkede gader og gyder, mens de mest nødlidte søgte ly og ro i Maria Kirken, der stadig ligger som et helle i starten af det trængte stykke af Istedgade. Vesterbro har siden forvandlet sig til en hip bydel med kaffebarer, tøjbutikker og håndbyggede cykler, men der er stadig reminiscenser af Københavns ’red light district’.
Når man træder ind i baggården for at besøge Thomas Bentzens studio har man da også først passeret pornobutikker og sex-biografer. I Thomas Bentzens baggård er der imidlertid ro og idyl som kontrast til de eksotiske etablissementer udenfor. Baghuset, han bor i, er hyggeligt og autentisk med en vareelevator udenpå og mindelser om dengang saddelmageren boede i bygningen. Thomas Bentzen har haft studio her siden 2015 – i stueetagen med udgang til gården, hvor man kan sidde og spise om sommeren. Indenfor er studiet indrettet maskulint og modernistisk med det igangværende kreative kaos som allestedsnærværende dynamisk komponent. Her bliver der skabt. Tænkt. Og bygget – ud fra mantraet om at skynde sig langsomt.
På Thomas Bentzens tegnestue i en baggård på vesterbroer der både plads til fordybelse og til at bygge mock ups. Foto: Rasmus Dengsø Studio
Eller sagt på en anden måde: Det skabende er altid allerede i gang i Thomas Bentzens studio, hvor der ikke sjældent bliver arbejdet på 15 forskellige projekter på en gang. Men det er ok. Bentzen trives faktisk trives med det. Med skalaspringene mellem møbler og produkter. Med springene mellem processer og materialer, præsentationer og værkstedsarbejde.
”Jeg er en langsom designer. Det tager mig mellem 2-3 år at designe et produkt eller et møbel. Derfor har jeg brug for tålmodige kunder. Grundighed er en vigtig ting i vores fag. Tingene skal holde i lang tid, især med tanke på de udfordringer, vi står overfor i verden i dag. Som designer har vi et endnu større ansvar for at innovere. Vi bliver nødt til at skubbe virksomhederne, der ofte bare gerne vil have det, de andre har. Risikovilligheden er lav blandt producenterne og det er os designere, der skal ruske op i dem, for verden bliver træt af design, hvis vi ikke udvikler det til noget bedre”.
Sketch Toolbox skabte Bentzen for Muuto i 2022 i genanvendeligt plast. Foto: Thomas Bentzen Studio
Thomas Bentzen er en erfaren og bevidst designer. Med tyve år på cv’et og en langtidsholdbar agenda i hænderne. For han har aldrig bare designet for at designe. Der skal være en mening med tingene. En grund til at skabe dem, som fx at gøre hverdagen en lille smule bedre, lettere eller mere praktisk.
”Du kan altid blive ved med at udvikle og raffinere tingene. Det mest bæredygtige er rigtigt godt design, der lever i en evighed”, understreger designeren, der er blevet kendt for at skabe nutidige løsninger på traditionelle arketyper: stolen, bordet, lampen, som han evner at dreje det lille nøk, der gør, at møblet eller produktet fremstår nyt, har en forbedret funktion eller slet og ret bare er indbegrebet af nutidigt skandinavisk design.
Dedicated lamp er et af studiets nyeste produkter, designet for Muuto. Foto: Thomas Bentzen Studio
Fra Campbell til Muuto
Thomas Bentzen startede sin karriere hos designer Louise Campbell, der de sidste tyve år har været en toneangivende formgiver på den danske designscene. Her fungerede Thomas Bentzen de første mange år efter designskolen som hendes højre hånd med projekter for store danske brands som HAY, Louis Poulsen, Royal Copenhagen og italienske Zanotta. Senere sprang han ud som selvstændig med sidejob hos Muuto, hvor han var det faglige kvalitetsled mellem produktionen og designerne. Det job lærte ham en del om industriel produktion og corporate business – og her opsamlede han en stor del af den viden, han stadig trækker på i dag. Sideløbende designede Bentzen egne produkter som DLM (Don’t Leave Me) sidebordet for HAY, Elevate Vase og Around Table for Muuto, der alle blev kommercielle succeser, og i 2015 besluttede Bentzen sig for at blive fuld tid i sit eget studio.
”Jeg skynder mig langsomt. Refleksion er vigtig, for man er nødt til at komme op og kigge ned på tingene ind imellem. Det er en mærkelig modsætning, at jeg har brug for mange projekter at veksle imellem, men heller ikke for mange. Jeg har også brug for at arbejde i forskellig skala. Jeg ville kede mig, hvis jeg kun skulle arbejde med stole”.
Linear Steel Lounge Chair er en nyhed i udendørsserien af samme navn for Muuto. Foto: Muuto
I dag er Thomas Bentzens kalender og portefølje fuld. Fuld af gode opgaver og gode samarbejdspartnere, for som han siger, er der ingenting, der bliver skabt og udviklet alene. Alt handler om at finde en løsning – sammen! Og fordi han arbejder sig møjsommeligt og grundigt frem i sine projekter, passer det godt til hans temperament at arbejde på flere projekter samtidigt.
”Det har påvirket mig meget at møde visionære mennesker i min karriere. Som stifterne af de succesfulde danske virksomheder, Rolf Hay fra HAY, Kristian Byrge og Peter Bonnén fra Muuto og Henrik Lorensen fra TAKT – de har alle ramt noget, der ikke var der i forvejen. Godt design er altid et samarbejde og så er det jo fantastisk at gøre det med gode mennesker og sympatiske virksomheder.”
Stemningen på tegnestuen er afslappet og hyggelig. Vinylplader i kasser ved siden af den roterende grammofon. Store opslagstavler, der fungerer som moodboards med inspiration, farveprøver og idoler. Ja, selv tegnestuens planter ser ud til at stortrives i det skabende krydsfelt af digitale og analoge hjælpemidler. Mellem computere, værktøj, modeller, materialeprøver og naturtro prototyper skabt i træ eller pap.
Shade Bin blev lavet til HAY. Ideen kom af et foldet stykke pap, hvilket gav papirkurven sit karakteristiske udtryk. Shade Bin er også ganske velegnet til planter. Foto: HAY
Form følger funktion
Thomas Bentzen er til enkle løsninger. Funktionelle løsninger. Dem, der ligger lige for og ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Bentzen er modernist af idelogi og rationel pragmatiker i praksis. For du kan ikke stå fast på dine ideologiske tanker i et samarbejde, hvis ingen andre synes de holder. Alligevel er man ikke i tvivl om Thomas Bentzens signatur. Det nordiske greb. Det solide formsprog mellem enkelt og komplekst. Mellem redskab og skønhed. Og selvom Bentzen selv er på vej til at danne skole, bekender han sig fuldt og helt til sine forbilleder som Jasper Morrison, Jean Prouvé og Børge Mogensen.
”Inspiration er for mig at se tre ting. Den ene del er ens eget arbejde, for der er altid noget, der flytter med fra tidligere projekter. Den anden del handler om materialer og teknikker, og jeg prøver altid at være med i den industrielle proces fra start til slut, fordi jeg lærer en hel masse af det. Den tredje inspirationskilde er designhistorien, og der er ofte referencer i de ting, jeg laver. Jeg har masser af helte, der alle nørder med materialet og dyrker ting til det ekstreme”.
Selvom Thomas Bentzen ifølge ham selv er en langsom designer, er der dele af designprocessen, der foregår lynhurtigt. Som når der skal laves en 1:1 papmodel af en stol. Modellen er en hurtig test, der handler om formsprog, proportioner, funktionalitet og ergonomi. Tegnestuen har et miniatureværksted, hvor Bentzen og co. hurtigt kan omsætte en idé i praksis.
Mock-ups er et uomgængeligt værktøj for Bentzen i designprocessen. Foto: Thomas Bentzen Studio
”Mock-ups giver indsigt. Vi bygger ikke perfekte prototyper, men skaber modeller i både små og stor skala. Når man får formen op i en tredimensionel model, kan man med det samme se, om armlænet skal placeres længere oppe eller nede. Om ryggen passer i hældningen og om komforten står distancen. Vores mock-up er en hurtig test, hvor man kan få nogle ting forærende”.
Tegnestuen er glade for at arbejde i pap, fordi fokus udelukkende ligger på formgivningen. I den del af processen er materialet underordnet og der bliver ikke dvælet ved materialets æstetiske kvaliteter, men kun én ting i spil, nemlig formgivningen. Thomas Bentzens oplevelse er også, at det fungerer godt sammen med kunden, fordi fokus holdes på formen, og når den er løst, kan man sammen drømme videre om materiale og udtryk. Form og funktionalitet er således ankeret i Thomas Bentzens design, mens han forklarer æstetikken som en latent og underliggende strøm.
”Funktion og komfort er med til at styre formen, og selvom ’form follows function’, træffer man jo en masse valg undervejs, der er afgørende for æstetikken. Retrospektivt kan jeg se, at der er et tema i mine stole. De består ofte af en stram, solid base, der skaber stabiliteten, mens stellet holder noget mere organisk som fx tyndt finér, der former sig efter kroppen – og skaber kontrast mellem det hårde og det bløde”.
Thomas Bentzen er en af mest succesfulde designere i sin generation. Foto: Rasmus Dengsø Studio
Orden i kaos
Meget af Thomas Bentzens arbejde starter med et brief fra kunden, som han arbejder sig ind i med blyant og papir. Tanker og skitser, som han raffinerer og omsætter til computerrenderinger og modeller. Frem og tilbage. Tilbage og frem. Måske er det derfor Bentzen er glad for orden. For i de grå transportkasser kan han rubricere tingene. Mentalt og konkret.
”Jeg elsker plastickasser. Jeg er virkelig vild med dem. Der står label på, der fortæller, hvad der er i dem, men alligevel sejler det lidt. Det er vel noget med at have troen på orden?”
Tro eller ej. Orden eller kaos. Kasserne er med til at strukturere projekterne, redskaberne og skitserne. Og det er nok så vitalt, når man balancerer mellem 23 aktuelle projekter og er en hands-on designer med en ambition om at skabe meningsfulde produkter med et langtidsholdbart perspektiv.
Studiet i baggården er som et andet hjem med plads til det meste. Foto: Rasmus Dengsø Studio
THOMAS BENTZEN
Thomas Bentzen er født i 1969 i Aarhus. Han bor og arbejder i Københvn.
Han er uddannet fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering i 2003 og har før han belv selvstændig på fuld tid både arbejdet for Studio Louise Campbell og Muuto.
Hans mest kendte designs er: DLM og Shade Bin for HAY. Around Table, Elevate Vase, Cover Chair, Loft Chair samt Linear Steel og Wood-serien, Enfold Cabinet og Dedicated Lamp for Muuto. Soft Chair og Bench-serien for TAKT.
Thomas Bentzen har desuden designet produkter for ProjectKIN, B&O Play, Louis Poulsen og Royal Copenhagen.
Han har været en del af Snedkernes Efterårsudstilling siden 2006, hvor han jævnligt deltager på foreningens årlige eksperimenterende udstillinger, ligesom han var med på Everyday Life – Signs of Awareness, 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa, Japan 2017 og MINDCRAFT i Milano i 2011 og 2012.
Han har desuden modtaget flere anerkendelser og legater.