Keramiker Hilda Piazzolla udstiller nye digital-analoge værker på Peach Corner under titlen Differential Growth. Mød den dansk-svenske formgiver, der har fundet synergien mellem det analoge og det digitale, og printer værker i noget så ‘slippery’ som flydende ler. 

Den første gang, jeg så Hilda Piazzollas værker, blev sammensmeltningen mellem det analoge og det digitale manifesteret på den mest åbenlyse måde. Sådan lidt a la: “Right, det er sådan, det ser ud”.

For Hilda Piazzollas værker var så indlysende enkle og nærmest sfærisk lette. Som skødesløs elegance, hvis man kan bruge et så fashion-orienteret udtryk om en keramisk beholder. Men det var og er det indtryk, den svensk-danske keramikers værker har på mig. Som om de altid har været her. I al deres out-of-space-men-alligevel-helt-naturlige-aura-af-noget-velkendt-ukendt.

Det er ikke for at være snørklet med vilje, men værkernes genkendelige form og materiale vækker genklang, men støder alligevel lidt de traditionelle manchetter. For helt ærligt. Kan man printe keramik?

Men det kan man. Det har keramiker og lektor Flemming Tvede påvist og eksemplificeret i årevis på Det Kongelige Akademi, og han og de studerende, der som Piazzolla, har taget udfordringen op, manifesterer denne nye æstetik på insisterende vis.

Piazzolla har arbejdet i den fascinerende niche de sidste otte år, og hendes solo-udstilling på Peach Corner præsenterer et nyt kapitel i hendes rejse med det digital-analoge sprog. Et sprog, der som et mash-up af gammeldags håndværk og moderne 3D-print-teknik trækker både keramikhistorien og vores etablerede holdninger til den forhåbentlig uforudsete steder hen.

Dette hybride felt har et stadig uudforsket potentiale. Det ses tydeligt i den nyåbnede Biennale for Kunsthåndværk & Design, hvor mangfoldigheden blandt de digitale fortolkninger i forskellige materialer skubber æstetik og praksis i nye retninger og skaber nye fællesmængder mellem velkendt og nyt land. I dette land bor også Hilda Piazzolla, og til hendes første soloudstilling er hun gået i dialog med nogle nye algoritmer…

Hvordan og hvornår fik du øjnene op for mødet mellem det digitale og det analoge? At det er muligt at omsætte leret via et digitalt medie?

Jeg gik på en to-årig keramikuddannelse i Stockholm, inden jeg søgte ind på Det Kongelige Akademi i København. Jeg havde lært de traditionelle produktionsmetoder i keramik og vidste godt, at jeg havde fundet min materiale. Jeg søgte derfor bevidst til København, fordi Akademiet dengang havde en keramikuddannelse, der fokuserede på digitale produktionsmetoder, og det syntes jeg lød så spændende. 

På Akademiet introducerede keramiker og underviser Flemming Tvede Hansen mig til 3D printet keramik i 2013. Dengang var 3D printerne hjemmebygget og meget ustabile, i forhold til, hvordan de er nu. Jeg kan huske, at et af de første prints jeg lavede, var en lille kollapset cylinder, som kun var fem centimeter høj. Jeg syntes bare, at det var det fedeste nogensinde. Det var virkelig besværligt og en lang proces for at få den helt perfekte konsistens på leret. Og så var der altid et eller andet galt med printeren eller computerfilen. Men det var et eller andet i det, som gjorde, at jeg faldt for det.

Er svært at identificere sig med et digitalt udtryk som udøver? For hvor meget er DIG – og hvor meget er maskine? 

Både ja og nej. Jeg føler mig dybt involveret i skabelsesprocessen af hvert værk, så det er svært for mig ikke at føle, at det er mit udtryk og værk. Jeg er af den overbevisning, at skulle jeg give mine computerfiler til en anden keramiker, ville resultatet blive helt anderledes. På samme tid er det jo nærmest et 100% digitalt udtryk i mine værker. Jeg involverer mig altid i processen, udover at jeg jo tilbereder leret til printeren. Nogle gange ved at addere glasur, når printeren kører (som også kan ses i min næste udstilling) eller ved at bruge et materiale, hvor jeg fx har indfarvet leret.

Min proces består ofte i at gå på opdagelse i en algoritme, at samarbejde med den og udvikle muligheder eller begrænsninger, alt efter hvad algoritmerne er programmeret til at gøre. Det er en formgivningsproces. Eller jeg undersøger, hvad der egentlig er muligt i kombinationen mellem det keramiske materiale og det digitalt skabte. 

Hvad ser du som særligt innovativt og udviklende i denne hybrid mellem ler og algoritmer? Nu og i fremtiden?

Formsproget, der opstår mellem lerets taktilitet og udtrykket, der kommer fra 3D-printerne kan noget helt særligt. For mig personligt, er processen ret vild. Jeg kan få en idé og skitsere noget i hånden. Men hvis jeg skal oversætte skitsen til et værk, tegner jeg den samme ting i computeren og her får den et andet udtryk. Og når jeg efterfølgende laver formen til en print-fil, kan jeg styre endnu et lag af udtrykket, så formen kan ændre udtryk igen.

Når den til sidst bliver 3D-printet i ler, kan der igen opstå noget uventet og formen får endnu et nyt lag og bliver drejet i en ny retning, hen i endnu et nyt udtryk. Så det er virkelig en nærmest ny undersøgelse hver gang, jeg skal lave noget nyt. Hvem ved, om 3D-print kommer til at være glemt eller uinteressant om 10 år? Men lige nu synes jeg, at det tilføjer noget interessant til kunsthåndværket.

Hvad kan leret i denne maskinelle fortolkning, som er stærkt?

Jeg synes, at det, der ikke ville være muligt at lave i hånden, er stærkt. Det er jo nogle former og udtryk, der ville være næsten umulige at lave i hånden.

Men det er også selve teksturen, der kommer fra print-processen med de tynde linjer, der bygger værket op og som har et eller andet unikt over sig.

Men det er en balance. Jeg kan nogle gange blive træt af det digitale formsprog. Det er lidt svært at forklare, men der findes nogle former, der bare føles så digitale, at de nærmest er døde i formen. Og det bliver uinteressant. Så må man spørge sig selv, hvorfor 3D-printe den form i stedet for at støbe eller dreje den? Som sagt, det er en balance. På den ene side er det kun godt at prøve en masse af og lave alt muligt, både sjovt og grimt med teknikken, fordi den stadig er under udvikling. Men på et eller andet tidspunkt er man også nødt til at spørge sig selv, hvorfor man bruger den teknik, man bruger.

Er der et specifikt nyt greb i din nye udstilling?

Jeg har arbejdet med en – for mig – ny algoritme i min kommende udstilling, så formsproget er nyt. Men ellers håber jeg, at man kan se og afkode den undersøgende tilgang. Det er min første soloudstilling, så jeg har prøvet at udfordre mig selv.

Som jurymedlem i den nyåbnede Biennale – hvordan har det været at træde det skridt tilbage og bedømme og diskutere andres værker og feltet i det hele taget??

Det har været meget givende og inspirerende! Der var så mange gode ansøgere til Biennalen, så det var svært at lave et udvalg, men jeg synes at resultatet er blevet rigtig stærkt. Det er altid spændende og inspirerende at prøve at sætte sig ind i andres processer. Det sætter nogle gange ens egen proces i perspektiv og giver nogle udfordrende tanker og refleksioner. 

Da Trapholt åbnede udstillingen Nanna Ditzel – design til nye højder gav designer og kunstner Louise Campbell denne tale. Vi har fået lov at genudgive den, så vi, der ikke var i Kolding, kan læse den generøse hyldest til en af dansk designs mest nysgerrige, nytænkende og produktive formgivere i det 20. århundrede. 

Nanna Ditzels arbejde er klart og tydeligt.
Trissen. Trinidad. Trapperum.
Pletskud, pletskud, pletskud.

Skønhed betød lige så meget for hende som funktion, som blev taget meget alvorligt.

Selvom både møbler, smykker, tekstiler, helheder og detaljer fra hendes hånd altid bærer præg af en poetisk elegance, et overskud, er der aldrig overflødige dikkedarer. Der er et formål med hver en streg hun har slået.

Nanna eksisterede i verden med en utæmmelig nysgerrighed. Lige interesseret i stort og småt. De uforglemmeligt turkisblå øjne var altid, altid knivskarpt spejdende efter muligheder, også på steder, hvor andres blikke blot fór forbi. Alt havde potentiale til at inspirere i sig. Hjemmet hos den lille familie i de unge år. Børnenes leg. En krave, et æg, en rulle sytråd, en detalje på en veranda på en tropeø. En film.

Nanna eksisterede i verden med en utæmmelig nysgerrighed. Lige interesseret i stort og småt. De uforglemmeligt turkisblå øjne var altid, altid knivskarpt spejdende efter muligheder, også på steder, hvor andres blikke blot fór forbi. Alt havde potentiale til at inspirere i sig. Hjemmet hos den lille familie i de unge år. Børnenes leg. En krave, et æg, en rulle sytråd, en detalje på en veranda på en tropeø. En film.

Altid var hun i gang, altid gjaldt det næste skridt.

Fra de helt unge år, hvor anden verdenskrig stadig smadrede løs mens den frihedshungrende unge kvinde havde gjort, som tænkt, og havde blæst på normer og var kommet på kunsthåndværkerskolen og havde mødt sin Jørgen og som derfra var klar til at komme videre – og helt frem til hun som noget af det allersidste fra et hospice holdt møde med sin trofaste samarbejdspartner Thomas Graversen for at sikre sig at han havde styr på hvordan arbejdet, hvis ikke hun selv, skulle fortsætte.

Hvad er godt dansk design? Den danske enkelthed, vi elsker at prale af?

Der hersker en overbevisning om at stilfærdighed i et design er en dyd. Gør et produkt ikke synderligt nummer af sig, er det et plus, for så vil det passe til mange slags situationer og mennesker, så vil det sælge godt, så vil det kunne bruges hen over skiftende tendenser og modeluner.

Nannas arbejde lander skævt i forhold til stilfærdighedskriteriet.

Hendes design er ærligt og ligetil. Funktionsorienteret. Så langt, så accepteret. Men det er også elegant, ofte vovet i enten funktion, materialevalg, fremstillingsteknik eller alle tre, og som nævnt altid bydende på fortællinger.

Har det været anset for værende overflod, at produkter flettes sammen med fortællinger, at hun har givet plads til farver, endda mønstre?

Er det fordi hun i mindre grad end så mange af sine samtidige lod sig inspirere af fortidens formgivning? Fordi hun – og Jørgen – gang på gang vovede at se fremad?

Det meste af dansk design skabes i virkeligheden på et kalkerpapir, som går på omgang fra generation til generation. Der tegnes ganske – her kommer ordet også – enkelt videre på eksisterende tanke- og regelsæt om, hvordan møbler og objekter skal se ud, fungere og samles, nyt tilføjes kun hvis højest nødvendigt, som regel trækkes blot fra. Kontinuitet er naturligt, Traditioner kan være gode, ja fantastiske. Farlige er de dog sandelig også, hvis ikke nogen løbende stiller spørgsmål til om deres gyldighed er vedvarende.

Ditzels mission har ikke været at bekræfte danskerne i danskhedens fortrinligheder. Den har nærmere været et oprør mod samme snæversyn. Ud med forsigtigheden og selvtilstrækkeligheden – hellere lidt rend mig i traditionerne.  Husk på tiden, på krigen, hun blev voksen under, der var ikke meget på hylderne at hylde i den tid. Det er forståeligt at hun – og en overraskende lille håndfuld medsammensvorne, anså et oprør med konformiteten som værende en nødvendighed. Det er rørende, så optimistisk og bydende, hun påtog sig at udarbejde og servere sine bidrag til dette oprør.

Hun løftede bare blikket. Hvor flertallet så mod Kaare Klint fik hun øje på Dior. Hans første kollektion, the new look, en revolution. Ung, glamourøs, feminin, og frigørende. Sådan kunne det også gøres.

Mode er ikke et ord danskere gerne forbinder med design, slet ikke når det gælder møbler.

Vi ynder her til lands tvært imod at stræbe efter tidløshed. Det er der mange gode grunde til, men hvis alle gør det, hvordan kan vi så finde nedslag i vores historie? Hvordan kan vi løse aktuelle udfordringer og behov optimalt, hvis vores bud også skal være til generel nytte om hundrede år? Der skal til hver en tid være nogen, som vover at springe op fra strømmen og ikke blot tænke, men også handle på eget instinkt, til tiden. Nanna så ikke moden som en fjende, men som et ord, der tillod konstant bevægelse og dermed konstant refleksion.

Tidernes skiften har interesseret Nanna. Har været en livslang pakkekalender for denne verdensdame. Hver fase bød på nye muligheder, som skulle gribes, jo fastere, des bedre, men aldrig for at blive hængende, men tvært imod for at være mere klar til med samme smidighed og styrke at svinge videre til den næste.

Nanna Ditzel havde et håndværk, men var først og fremmest designer. Muligvis den allerbedste vi har haft, hvis vi justerer lidt på klassiker-kriterierne og ser på designerens fornemste opgave, som jo er at imødekomme enhver ny udfordring med lige dele kritisk interesse, omhu, gåpåmod, vedholdenhed og sans. Især sans. For mennesker. For materialer, former og farver. For situationer. For hvor grænsen er, og for hvortil grænsen kan rykkes.

Nanna forblev en konstruktiv udfordrer. Uanset om det gjaldt øverste ledelse eller maskinmesteren. Metoden var at spørge frem for at diktere.

Hvem og hvad har vi her? Hvad kan du? Hvad kan det? Hvad har vi brug for? Hvad kunne være interessant at prøve? Hvad mon der vil ske, hvis vi i stedet trykker på denne knap…?

Nanna blev 81, men blev vistnok aldrig træt.
Kun træt af.

Ordet kedeligt betyder at være uden kraft og styrke. Ude af stand til at inspirere, engagere eller vække interesse; uden oplivende eller interessante elementer.

Nanna brugte ordet. Som alvorligt kritikpunkt, når hun mente en situation eller et produkt blev for statisk.

Det er ikke svært at forstå at en velbegavet ung kvinde har ønsket sig og sine omgivelser radikal forandring fra den mørke krigstid, hun voksede op under. Det er sværere at forstå at det faktisk lod sig gøre. Der har været så mange forhindringer på Nannas alt andet end snorlige vej, forhindringer som ville have væltet enhver anden omkuld. Hendes drivkraft har været enorm.

Mon ikke hun i det misundelsesværdigt harmoniske parløb med sin Jørgen (behind some great women there is also a great man) var, ja, primus-spørgeJørgen?

Udfordrer blev hun i hvert fald ved med at være. I sit samarbejde med en imponerende bred vifte af virksomheder, og i omgang med sine kolleger. I ethvert udstillingsregi hun lod sig involvere i, og der var mange, var det Nannas dom over valg af udstillingstemaer, -steder og endelige produkter, alle frygtede mest. Hun var ambitiøs på alles vegne. Hørtes ved træf ordene kedeligt, eller uoriginalt, vidste man hvem afsenderen var. Og at hun havde ret.

Jeg håber denne udstilling kan være med til at justere på formuleringen af Nannas renommé.

Hun kaldes festlig – det var hun – hun kaldes legende – det var hun i den grad – hun kaldes feminin – OM hun var – men den lettere kritiske tone, som også følger med disse beskrivelser, er ikke rimelig. Hun havde let ved design. Men var hamrende seriøs. Bare ikke kedelig.

Et skridt ad gangen har hun, hvis ikke flyttet bjerge, så omfattende landskaber og holdninger hvor end, hun har været. Til meget af det, vi i dag præsenteres for som verdensnyheder på messer og udstillinger rundt omkring på kloden, ville Nanna kunne sige: been there, done that.

Forleden bad jeg en nærtstående kollega om hans bud på hvorfor hun ikke har rangeret på de øverste statustinder før nu. Han svarede tøvende, kunne godt selv høre, hvordan det lød: at hendes design jo ikke rigtig passer sammen med resten af den danske designtradition. Tænk at det så længe har været et minus. Hun var fremragende. Et kæmpe plus.

Jeg vil slutte med at bede jer hver især bruge jeres egen forestillingsevne.

Forestil jer lyden i Ditzel-parrets trapperum i brug:

Tilbagelænede stemmer, Jazz, isterningers klirren i store glas, lyden af en sko, som glider af en fod og lander på et blødt gulvtæppe. En cerut, der tændes af en kvalitetslighter. Latter.

Forestil jer så lyden i det børnehjørne på Lyngby bibliotek, som samme par installerede:

Et kor af højstemte børnestemmer, dog er det takket være tekstiler til at få ørenlyd. Mange fødder, der lander mange gange med polstrede bump. Møbler, der vendes og triller og stables. Måske høres lyden af en bog, der lander på et bord, måske ikke. Begejstringen er i hvert fald mærkbar.

Forestil jer til sidst lyden i børneværelset totalindrettet af Ditzel-parret med hjælp fra Gunnar og Grethe Aagaard Andersen:

Igen højstemte børnestemmer. Legetøj og legemøbler i bevægelse. Hop og spring op i og ud af senge. Pludselig også lyden af et par tomater, som rammer en stribe på en væg med splat. Ikke efterfulgt af skamfuld stilhed. Kun befriende fryd.

Tak, Nanna – og Jørgen Ditzel, for at have sat meningsfuld kulør på og fut i gamle, grå Danmark. Tak for generøsiteten, horisontudvidelsen og glæden.

Tillykke Trapholt med at I – endelig – har givet denne røvsparker af en grand dame opmærksomhed og plads som i den grad fortjent. Tillykke til os alle med at hun var en af vores.