Sensory Response er titlen på den aktuelle gruppeudstilling på Formation Gallery, hvor kunst, design, kunsthåndværk og lyd går i sansende dialog med hinanden i en ambition om at tangere det sublime. Mød kurator Henriette Noermark og hør, hvorfor det tværfaglige er vitalt i hendes optik og hvordan dialogen mellem værker kan skabe rum for abstraktion og fordybelse.

Jeg har fulgt kurator og skribent Henriette Noermarks arbejde i en årrække. Dels af stor interesse og dels, fordi vores arbejdsområder overlapper i lige dele ‘business and pleasure’. Noget af det, der altid har gjort mig glad, er, at Noermark uden skepsis har krydsbefrugtet fagligheder; fra kunst over arkitektur til design og kunsthåndværk. Læg dertil hendes teoretiske forankring fra Moderne Kultur og en særlig interesse for filosofiske teoretikere som Villy Sørensen og Donald Judd og det begynder at rage op i landskabet.

Det er her, jeg bliver særlig glad. For selvom jeg et langt stykke hen ad vejen er praktisk anlagt med hang til sanselige, materielle genstande, så har jeg også en stærk veneration for de filosofiske rækkevidder – affødt af min baggrund som cand. mag i spansk og filosofi. Måske er det derfor min kæphest bliver ved med at være form og indhold og balancen imellem dem? For meget indhold kan vælte formen og for meget form kan savne indhold.

Henriette Noermark balancerer netop der. Mellem højtravende teoretiske tanker og subtile, sanselige og æstetiske oplevelser. Det er nok derfor, jeg altid bliver så opløftet af hendes udstillinger. Fordi de appellerer til begge sider. Prikker, stikker og vil mig noget andet end det umiddelbart æstetiske.

Mød hendes tanker her, og imens vil jeg glæde mig til at få en taktil oplevelse på galleriet på Gasværksvej her i december…

Hvad er din fornemste opgave som kurator? 

Min fornemste opgave som kurator er at give et perspektiv eller en indgang til en tematik gennem et udvalg af værker. At skabe en værdifuld, og forhåbentlig, vedvarende dialog omkring et emne og placere værker i en ny kontekst, hvor de både står stærkt alene og indgår i et fællesskab og et fælles rum.

Og så er det, helt enkelt og som ordet foreskriver, at varetage kunsten – vise den, sætte den i scene og formidle den bedst muligt. 

Hvorfor er det interessant at skabe udstillinger? 

Helt egoistisk giver min kuratoriske praksis og tænkning mig en vinkel at betragte verden fra – som at læse en skønlitterær bog, hvor karaktererne folder sig ud undervejs, kan jeg skabe udstillinger, som belyser tilstande og emner fra forskellige vinkler. Værker bliver karakterer, tekster bliver et formidlende greb og sammenhængen bliver, hvis udstillingen er gennemarbejdet, en indskudt sætning i en samtale om noget, der sker i samfundet.

De bedste udstillinger formår at rykke ved givne samfundsforhold, frembringe følelser, holdninger og perspektiver. Jeg forsøger ikke at skabe udstillinger, som er kunsthistorisk og konceptuelt udfordrende og bilder mig ikke ind, at mine udstillinger råber højest i protesten mod verdensordenen – men de skal gerne pirre ens nysgerrighed og skabe undren og værdi til den beskuer, der træder ind og ér i rummet med værkerne.

Har du et signaturgreb eller noget, der er særligt vigtigt for dig, når du sammensætter udøvere til en udstilling?

Jeg er optaget af, hvordan krop, rum og værk påvirker og påvirkes af hinanden, og hvordan vi oplever værker i deres egen ret og i konteksten af andre og andet. Uden at have et specifikt signaturgreb er mine udstillinger en kommentar til den bevægelse. Der skal være et engagement i værkerne, de skal ville noget og der skal være dialog frem for monolog.

Generelt arbejder jeg ud fra en tese om, at æstetik ikke bør udskældes, men at det er et væsentligt pejlemærke, som påvirker os. Kristine Harpers næsten ti år gamle begreb, æstetisk bæredygtighed, er stadig relevant. Hvis vi indretter os, iklæder os og lever omgivet af værker, objekter og møbler, der er æstetisk appellerende, forførende og af høj kvalitet og holdbarhed, tror jeg, at det påvirker den måde, vi er i verden på. Det er privilegeret at kunne forholde sig til hvert enkelt objekt, man tager i sin hånd, men lad os forsøge at være nærværende i og bevidste om de valg, vi træffer.

Hvad refererer titlen på udstillingen til?

Udstillingens titel, Sensory Response, refererer til den, forhåbentligt, sanselige dialog, der opstår mellem beskuer og værk – lysten til at føre fingrene ned langs Aurora Passeros vævninger, kropsligt forstå overgangene mellem træ og porcelæn i Anne Brandhøj og Signe Fenholts serie eller forsigtigt skubbe til Kasper Kjeldgaards messingspyd, der hænger i tynde snore fra loftet.

Anders Bülows flerdimensionelle papirværker sitrer i samspillet mellem papirets manipulerede form og den tynde påførte maling, Clara Toksvigs på én gang naturalistiske og overnaturlige keramiske værker er spændt til det yderste og Milena Bonifacinis collager emmer af noget, man har lyst til at træde ind i. Man kan nærmest høre bevægelserne i Wang & Söderströms lysværk og 3D-printede relief, og fornemme dem bevæge sig ud fra væggen i ormende tempo.

Konkret udspringer ordene fra fænomenet ASMR, autonomous sensory meridian response – lyde eller videoer, som tager afsæt i fysiske bevægelser som en hvisken eller en blyant, der tegner på papir, har en umiddelbar stimulerende virkning. Ud fra et ønske om at skabe en forbindelse mellem det fysiske og virtuelle, det håndgribelige og det uhåndgribelige, er værkerne udvalgt med øje for deres særlige taktile kvaliteter, der vækker vores sanser.

Det er interessant, hvordan effekten af ASMR er så umiddelbart stimulerende og jeg ville se, hvordan man kunne bygge bro mellem det digitale og det taktile, stoflige og fysiske univers.

Der bliver talt om det sublime i presseteksten. Hvorfor er det sublime en pointe?

Siden antikken har det sublime været afsøgt i relation til forskellige kunstarter. Et møde med kunsten eller en storslået naturoplevelse kan have en terapeutisk, overvældende, og helt ekstatisk, effekt, som får os til at lette fra kroppen og bare sanse. Sensory Response er kurateret ud fra et håb om at være et æstetisk og sensorisk frirum, hvor kroppen ikke skal forholde sig til udefrakommende logikker og nødvendigheder – den skal bare være. Det sublime, og paradokset der ligger implicit deri, bliver en løs kunstnerisk ledetråd og briller, man kan betragte udstillingen med. Noget, der giver et spor på en retning snarere end et svar.

Du har flere gange sat billedkunst, arkitektur, design og kunsthåndværk i spil overfor hinanden. Hvad giver dialogen mellem fagligheder?

Jeg tror på tværfaglighed – og tætte dialoger på tværs af hvilke som helst grænser – i alle aspekter af livet, hvilket smitter af på måden, jeg kuraterer udstillinger på. Så længe værket ræsonnerer emotionelt og har en intention og en kvalitetsmæssig, æstetisk relevans, går jeg ikke op i, hvorvidt vedkommende, som har frembragt det, har en baggrund fra kunstakademiet, designskolen eller arkitektskolen.

Da jeg for ti år siden skrev speciale om hybrider mellem samtidskunst og design, skuede jeg til amerikansk minimalisme og Donald Judd, som på én gang ville hade at blive puttet i en kasse, men som samtidig skelnede tydeligt mellem sin kunst og sine designobjekter.

Han sagde: ”I am often asked if the furniture is art, since almost ten years ago some artists made art that was also furniture. The furniture is furniture is furniture and is only art in that architecture, ceramics, textiles and many things are art. We try to keep the furniture out of art galleries to avoid the confusion.” (Alex Coles 2007 p. 54).

Derimod havde den amerikanske kunstner Richard Artschwager en anden åbenhed over for, hvordan hans skulpturer eller møbler, blev analyseret. Han pointerede: “If you sit on it, it is a chair. If you walk around it and look at it, it is a sculpture.”

Hvad er din “gave”? til publikum i denne udstilling?

Med udstillingen håber jeg at skabe en pause. Der foregår så mange livsforandrende, skelsættende og forfærdende ting omkring os i verden lige nu, og jeg vil egentlig bare gerne skabe et rum for refleksion, en pause på en grå vinterdag og, ideelt set, et rum, man kan bevæge sig ind i med alle sanser aktiveret. Et æstetisk åndehul fuld af vægtige værker, som minder os om, at samtalen og dialogen trumfer monologen.

Jeg mener, at samtale er essentiel for overlevelse og det er berigende, når den går på tværs af nationaliteter, faggrænser, materialiteter, tanker og generationer. I udstillingen mødes nordiske kunstnere i et rum, som bliver større, når det deles. Et æstetisk åndehul fuld af vægtige værker, som minder os om, at samtalen og dialogen trumfer monologen.

15. Juni Fondens hæderspriser blev uddelt til nyuddannede designere og kunstnere 23. november. Som medlem af designudvalget havde jeg i år fornøjelsen af at motivere indstillingen til to kvindelige møbeldesignere, der siden deres afgang er sprunget ud som duoen Ipsen & Lindstrøm. Mød dem her til en samtale om værdien af velfærdsdesign.

Lille spejl på væggen der, hvordan hjælper du mig videre i min færd? kunne en omskrivning af det verdenskendte eventyr være. For det er nøjagtig det, som nærværende afgangsprojekt fra Det Kongelige Akademis møbelprogram 2023 endte med at inkarnere. Spejlet som redskab og videnskabeligt værktøj, der opnår mere og mere dokumentation som helbredende faktor. Patienter, der har mistet lemmer, har i årevis arbejdet med spejlet som et trick til at ’narre’ hjernen til heling og mindske fantomsmerter.

For møbeldesignerne Mathilde Juul Ipsen og Louise Agth Lindstrøm blev spejlet i sine både abstrakte metaforer og lavpraktiske gestaltninger et resultat af en langvarig researchproces. For efter at have interviewet plejepersonale, eksperter og tidligere indlagte unge, fandt de ud af, at spejlet havde en gennemgående kraft. En kraft, der greb ind i langt større og mere væsentlige tematikker end om håret sad, som det skulle. At spejle sig er et kendt tematik, som adskillige psykologer og andre teoretikere og udøvere indenfor kunst og videnskab har forholdt sig til igennem tiderne, men her spejlede den konkrete handling at se sig i spejlet også en identitetsproblematik, der knytter an til helbredelse efter et livsforandrende sygdomsforløb.

Møbeldesignernes spejl- og knageprojekt opfylder desuden FN’s verdensmål om social sundhed og trivsel, ja, jeg vil nærmest gå så langt som at sige, at projektet raffinerer ærindet på æstetisk vis. For detaljegraden er høj uden at det større og meningsfyldte billede forstyrres eller nedtones. Og det er netop det stærke ved projektet og designduoens måde at samle alle trådene på, der både omhandler stakkevis af interviews og data, formgivning og behovsanalyser sideløbende med rumlige proportioner og den overordnede helhedsplan for Mary Elisabeths kommende hospital for børn, unge og fødende.

I min tale bemærkede jeg:

“Det er en ædel ambition og et tungt ansvar, der hviler på de unge designkandidater i disse år, når de med FN’s Verdensmål i hånd og ånd skal skabe livsforbedrende projekter under deres uddannelse. Dette afgangsprojekt fra Det Kongelige Akademis møbelprogram tager lavpraktisk fat i et problem, og kommer med et bud på en taktil løsning, der flugter med en endnu større dagsorden om unges trivsel. Projektet er derfor på mange måder forbilledligt; i tematik, proces, empiri, funktionalitet og æstetik.”

Og det er det. Mød Mathilde Juul Ipsen og Louise Agth Lindstrøm og læs deres svar på, hvorfor ansvaret bærer den meningsfulde lethed i sig.

Hvornår fandt I ud af, at I begge finder stor mening i at arbejde med velfærdsdesign?

På Det Kongelige Akademi har vi begge haft interesse for velfærdsdesign. Det gjorde sig allerede gældende i vores allerførste projekter, hvor omdrejningspunktet var at løse en problemstilling til en bestemt målgruppe. Her fandt vi ud af, at vi havde en fælles tilgang til design, og har derfor brugt hinanden som sparringspartnere gennem hele uddannelsen. Vi har begge intuitivt arbejdet med det, man betegner som velfærdsprojekter. Så da muligheden bød sig, valgte vi at gå sammen om at lave vores bachelorprojekt. Her opdagede vi værdien i et makkerskab, som bygger på den fælles begejstring.

Det giver stor mening at arbejde med denne slags designopgaver, hvor vi bruger design som løsningsfag. Det er motiverende, at vi som designere kan hjælpe, forbedre eller imødekomme behov hos brugerne gennem formgivning og innovation. I løbet af uddannelsen erfarede vi, at de projekter, vi har haft størst fornøjelse med at lave og er blevet mest inspireret af, er de opgaver, hvor der har været et tydeligt “Hvorfor gør vi det? For hvem? Og hvad skal det kunne?”.

På kandidatniveau blev vi introduceret til begrebet ’velfærdsdesign’, der hjalp os med at definere, hvilken form for designere, vi ønskede at være. Sammen afsluttede vi uddannelsen med vores fælles afgangsprojekt Kroppe i Forandring.

Hvad kan I godt lide ved velfærdsprojekter?

Vi kan godt lide at gå analytisk til værks, hvor vi dykker helt ned i et emne og bruger den indsamlede viden til at løse en problemstilling. Dét at finde frem til selve problemstillingerne og de steder, vi oplever en eventuel mangel, er rigtig spændende! Vi befinder os derfor længe i undersøgelsesfasen, da vi ønsker at være tro mod det felt, vi beskæftiger os med.

I takt med at vi indhenter viden, stiger vores motivation for at udvikle en designløsning, hvor vi føler, at vi som designere kan bidrage med noget. Det gør vi ved at omsætte den indsamlede viden til form og koncept – som er en konstant vekselvirkning gennem hele vores proces. Når vi skitserer og idéudvikler på mulige løsninger, er det vigtigt at være i tæt kontakt med den målgruppe, vi henvender os til. Det gør vi gennem brugerinddragelse og interviews, og ved at teste vores ideer og prototyper sammen med brugerne. Vi har lært, at det er vigtigt at række ud til de mennesker, vi designer til, og at videndeling er en vigtig del af processen, da vi ikke selv sidder med alle svarene.

Den måde at arbejde på er givende, fordi vi hele tiden lærer nye ting og møder mange forskellige mennesker. Det bliver aldrig ensformigt og det er altid spændende at se, hvor projekterne fører os hen. Det er noget af det særlige ved at arbejde med velfærdsdesign og de forskellige problemstillinger, hvilket afspejles i løsningerne, som kan være alt lige fra et møbel til en indretning eller et redskab. Det giver os mulighed for at eksperimentere og afprøve nye materialer, håndværk og teknikker. Det vigtigste er, at løsningen på problemstillingen kommer i første række og bliver afgørende for, hvilken type design, vi laver. Den måde at arbejde på giver os mulighed for at befinde os i et spændingsfelt mellem det akademiske/teoretiske og det kreative/innovative.

Hvordan ser I møbeldesign som forandringsagent i samfundsændrende dagsordener?

Vi arbejder oftest med udgangspunkt i de enkelte brugeres behov, hvor vi er nede i det nære i håb om at forbedre og bidrage til brugernes velbefindende. Men selvom man designer til den enkelte, tror vi på, at det kan føre større forandringer med sig. Som nye handlingsmuligheder, der bidrager til nye måder at gøre tingene på. Design kan være med til at skabe social bæredygtighed ved at sikre inklusion eller tage højde for særlige behov.

I vores seneste projekt Kroppe i Forandring har vi designet en serie af spejle til fremtidens sengestuer. Projektet tager afsæt i det nye Mary Elizabeths hospital, og deres visioner om at skabe en tryg og hjemlig atmosfære for børn, unge og fødende. Fælles for de indlagte er, at de gennemgår en kropslig forandring, og derfor har vi undersøgt, hvordan hospitalet kan understøtte og omfavne de fysiske og mentale forandringer, der kan følge med sygdom.

Vi har særligt taget udgangspunkt i den unge målgruppe, da de kan være ekstra sårbare i de forandringer, de oplever – både på grund af deres sygdom og generelt i deres pubertet og identitetsudvikling. I vores undersøgelser af hvilke behov de kan have, faldt vi over en bog fra 70’erne, der handler om, hvordan man skaber det bedste børnehospital. I bogen beskrives det, hvor vigtigt det er, at patienterne har mulighed for at spejle sig, og hvordan selvpleje kan være en måde at holde modet oppe på. Det gjorde os nysgerrige på at undersøge, om spejle findes på hospitalerne. Her fandt vi ud af, at der på nuværende tidspunkt kun findes spejle over håndvasken på sengestuernes badeværelser. Det kan ekskludere både børn og kørestolsbrugere, og samtidig har ingen patienter mulighed for at se hele deres krop.

Derfor begyndte vi at undersøge, hvilken betydning spejlet kunne have i denne kontekst, og fandt ud af, at der ikke findes særlig meget viden indenfor området. Dog fandt vi nogle anbefalinger fra Kræftens Bekæmpelse og et forskningsprojekt fra Texas, der beskriver, hvor stor en betydning spejlet kan have i forhold til patientens bearbejdelse af sit forandrede udseende. Ud fra vores indsamlede viden, og gennem brugerinddragelse med både patienter og sundhedspersonale, designede vi en serie af spejle, der opfordrer til selvpleje og til at være et redskab, der hjælper patienten i helingsprocessen.

Ved at introducere og indføre spejlene på en ny måde, giver det nye muligheder i patientplejen og i relationen mellem sundhedspersonale og patienter. Spejlene kan være med til at skabe trygge rammer for patienterne ved at tage hensyn til deres følelser og behov på en værdig og omsorgsfuld måde. Gennem forskning ved vi, at det kan have alvorlige konsekvenser, hvis man ikke ser sig selv i trygge omgivelser, første gang efter en drastisk forandring. Derfor kan spejlene være et nyt redskab i patientens behandlingsforløb, der hjælper patienten med at undgå traumatiske og ubehagelige oplevelser, og dermed gøre processen i at lære sit nye udseende at kende tryg.

Er det vigtigt for jer at skabe møbler, der forbedrer andres liv?

Som designere bliver vi motiveret af at komme med nye perspektiver på tingene. Vi er begge nysgerrige anlagt, og kan godt lide at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene er, som de er. Det har ført til, at vi til tider er endt ud i at arbejde med komplekse problemstillinger, der har krævet at vi har sat os godt ind i et emne, før vi har kunne komme med et bud på nye innovative løsninger. Vores største drøm er nemlig, at vi gennem vores design kan bidrage til forandring eller forbedre forhold, ved at nytænke og tage hensyn til brugernes behov. Tænk hvis det rent faktisk kunne gøre en forskel for nogen. Det ville være det bedste. Den tanke er motivationen bag det hele.

Vi har valgt at arbejde med velfærdsdesign, fordi vi gerne vil bidrage til social bæredygtighed. Det er vigtigt for os at designe med mennesket i centrum ved at indtænke inklusion, værdighed og tilgængelighed i de ting, vi laver. Vi ønsker at forbedre vilkårene for den enkelte og fællesskabet ved at arbejde universelt, og ved at forstå og tilgodese en bestemt målgruppes behov, forsøger vi at skabe løsninger, der tilgodeser flere. Her er det vigtigt for os både at fokusere på funktionalitet, æstetik og sanselighed i vores designløsninger.

Sidste sommer lavede vi for eksempel et mindre projekt, hvor vi redesignede Poul Volthers J46-stol, med fokus på den aldrende krop. Vi gjorde stolen mere ældrevenlig ved at tilføje polstring for at øge komforten. Vi tror på, at hvis man fra starten i sin designproces indtænker og imødekommer særlige behov, såsom dem der følger med alderdommen, bliver designet mere inkluderende og universelt. Vi er overbevist om, at hjælpemidler sagtens kan være sanselige og æstetiske uden at man behøver at gå på kompromis med funktionen. Derfor har vi den agenda, at vi gennem vores design vil bestræbe os på at opfylde disse kriterier.

Kan I give et eksempel på, hvordan brikkerne kan falde på plads?

Vi bliver begge inspireret af problemstillinger, hvor kravene bliver en slags benspænd. Det kan selvfølgelig være udfordrende at integrere i vores design, men det er interessant, hvordan kravene kan bidrage til både udvikling af koncept og formgivning. Når vi først ved, hvilke forbehold vi skal tage, skabes der en ramme for projektet, som vi kan arbejde frit og kreativt inden for.

Et eksempel var vores projekt Fra civil til patient, hvor vi arbejdede med at skabe et design til den fysiske omklædning inden en undersøgelse hos lægen. Vi undersøgte, hvilke oplevelser folk havde haft hos lægen, når de har fået foretaget en undersøgelse, hvor man skal klæde sig af. Den gennemgående oplevelse var, at patienterne manglede et sted at lægge deres ting og at selve afklædningen kunne være grænseoverskridende. Kontrasten mellem at træde ind som sig selv og klæde sig af, inden man lægger sig op på briksen, og bliver patient, kan være stor. Den situation manglede der at blive taget højde for, hvilket motiverede os til at komme med et bud på en løsning.

Den vigtigste præmis var afskærmning, opbevaring, fleksibilitet, pladsmangel og hygiejne. Her lavede vi en undersøgelse af patientens bevægelser under afklædning for at se, hvor meget plads man skal bruge. Det gav os inspiration til udformningen af vores objekter. Da designet skulle placeres i et klinisk miljø, valgte vi blandt andet at bruge stål som materiale, da det har de rette egenskaber i forhold til hygiejne og formgivning. Designløsningen bestod af en skærm, en skammel og en bøjle, der i sig selv skaber et lille rum, der giver patienten tid og ro til at forberede sig på en undersøgelse – som et slags “omklædnings- og omsorgsritual”.

Hvad drømmer I om at designe? 

Vi drømmer om at være en designduo der beskæftiger sig med velfærdsdesign. Vi er netop i gang med at skabe vores egen virksomhed Ipsen & Lindstrøm, og vi håber på at kunne blive hyret til projekter med velfærd som omdrejningspunkt. Vi synes det er så spændende, hvor mange veje det kan tage os, fordi vi indtil nu har erfaret at ingen projekter er ens, og vi lærer hele tiden nye ting.

Drømmen er, at vi kan få lov at arbejde inden for alle mulige forskellige områder og med forskellige faggrupper. Det kunne være skoler, plejecentre, sundhedsvæsenet, kulturinstitutioner – alt hvad der handler om menneskers velbefindende. Nu har vi prøvet kræfter med velfærdsprojekter i forbindelse med vores uddannelse og er spændte på hvad fremtiden bringer.